JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - digitalisering22

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.10.22.

Er den digitaliserede verden overhovedet menneskelig?

Medierne har i længere tid været fyldt med beretninger om såvel almindelige borgere som kendte mennesker, som fx Ghita Nørby eller Per Arnoldi, der har store problemer i hverdagen med kontakten til banker og offentlige instanser. Det skyldes først og fremmest at NemID (med nøglekort der faktisk er ret nemt), er blevet afløst af MitID der kræver brug af en smartphone der faktisk er kompleks. Man kan ganske vist få hjælp hos Borgerservice i kommunen, men de er naturligvis overbebyrdede af henvendelser om MitID så der er lange ventetider.

Selv en garvet herre i computerteknologien som professor emeritus Jacob Krarup, der i mere end 50 år har arbejdet med digitale løsninger, erkender at han i dag er blevet en del af den digitale underklasse, som må have hjælp fra andre. Han kommer også med et yderst skræmmende eksempel som mange borgere her i sommerens løb er blevet konfronteret med i forbindelse med at de har skiftet naturgassen ud med fjernvarmen. For selskabet Andel Energi, der står for opkrævning af betalingen for leveret gas, kan ikke følge med i afmeldingerne og er nærmest umulige at komme i kontakt med personligt.

Generelt lyder der kritik fra flere sider. Det burde være mennesket og ikke systemet der skal bestemme over algoritmerne. Men det gør jo ikke udsigterne bedre at den tyske kulturteoretiker Moritz Altenried trækker paralleller til den amerikanske ingeniør F.W. Taylor der i begyndelsen af 1900-tallet lancerede en ledelsesteori om optimering af den rationelle arbejdsgang på datidens moderne fabrikker, og så påpger at disse gamle fabrikker nu erstattet af den digitale fabrik der er mange gange mere effektiv, men samtidigt øger medarbejdernes arbejdspres, så flere og flere bliver stressede og syge.

Digitalchefen i Dansk Industri, Rikke Zeberg, advarer dog i et interview i Politiken 14.8. udtrykkeligt imod at tro på et analogt parallelsamfund, for den offentlige sektor er efterhånden blevet så superkompliceret at man slet ikke kan undvære digitaliseringen. De bagvedliggende love, regler og deadlines er der nemlig stadigt og skal overholdes. Hun foreslår at vi sætter "borgerne før digitaliseringen", men forstår tilsyneladende ikke at digitaliseringsbølgen har været med til at gøre den offentlige sektor ikke blot yderst kompliceret, men fuldstændigt overkompliceret i ødelæggende forstand. Lisbeth Knudsen fra Altinget har tilsvarende i en kronik 17.10. understreget hvor vigtigt det er at borgerne bevarer tilliden til den digitaliserede forvaltning, men hun indrømmer dog at selve det at mødes på skærmen i stedet for personligt virker 'dehumaniserende', alt umenneskeligtgørende eller fremmedgørende.

Det er derfor helt velgørende at fuldmægtigt i Analogistyrelsen, Anders Kjærulff, i en kronik 4.8. annoncerer at der lige nu går et spøgelse gennem verden. Det er vel at mærke ikke kommunismens spøgelse som Karl Marx og Fr. Engels provokerende fremmanede i 'Det kommunistiske Manifest' i 1872 med reference til proletariatets nye og velorganiserede kamp mod den borgerlige kapitalisme. Nej, her 150 år senere, er det digitaliseringens spøgelse der er gået hen og blevet den mægtige trussel. Den er en supermagt i sig selv der har frembragt gigantiske teckfirmaer der reelt ødelægger hele den grønne omstilling og samtidigt fremmer mistroen til den offentlige forvaltning. Den er med til at sygeliggøre mennesker og specielt gøre det umuligt for de helt unge at skille underholdning og fiktion fra realitet og forpligtelser.

Men det værste er jo at nutidens store samfundsspøgelse ikke er en oprørsbevægelse fra de undertryktes side, men er en uafrystelig supermagt der tromler hen over borgerne uden som datidens magthavere at bruge ringeste fysisk magt. Den udfolder hele sin overmagt snedigt via de sociale medier, hvis algoritmer ikke blot er usynlige, men så fristende, underholdende og opmærksomhedsfæstnenende at 'spøgelset' slet ikke ses som et sådant, men tværtimod opfattes som en hygelig, rar og hjælpsom ven.

Analogistyrelsen er realistisk nok til at anerkende digitaliseringen som værktøj, men tager skam afstand fra den som en religion der dyrker guder, og styrelsen mener at digitaliseringsbølgen skal sætte farten ned og betragte analogiseringen som et 'kontrapunkt' - som vi kender fra fra musikken. Det lyder som om styrelsen betragter hele problemet som et æstetisk fænomen. Og det er meget naivt. Hele faren fra digitaliseringsspøgelset er jo netop at digtaliseringen de facto er blevet en religion for flertallet af befolkningen, dvs er blevet selve den opmærksomhedsstyrende og begejstringsgivende faktor der holder flertallet fast i sin store favn - uden at vække ringeste tvivl, kritik endsige oprørslyst.

Derfor er det nødvendigt at se fænomenet i et anderledes skarpt perspektiv, nemlig i et etisk bevidst og helhedsrealistisk perspektiv, hvor digitaliseringen og analogiseringen ses som faktiske, men komplementære modsætninger, og der indebærer igen at modsætningerne slet ikke skal ses som absolutte størrelser vi er nødt til at vælge mellem. Her kan man - som udgangspunkt for refleksionen - bruge den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksens fortræffelige bog "Appenes planet" (ikke at forveksle med 'abernes planet') som har undertitlen " Hvordan smartphonen ændrer verden".

Thomas Hylland er særdeles godt inde i digitaliseringens mange problemer og udfordringer, og han kommer med gode eksempler på såvel fordele som ulemper ved fænomenet.

Eksempelvis konstaterer han nøgternt at Facebook i løbet af bare nogle få hektiske år blev et globalt netværk af net, der hentede energi fra menneskets umættelige trang til at vide noget om andre ting og ikke mindst forvisse sig om at andre anerkendte deres eksistens. Vi mennesker er jo organiske, dødelige skabninger der kommunikerer med omverdenen ved hjælp af tegn vi låner af hinanden, og meget af denne kommunikation er ifølge Hylland utilslørede bønner om anerkendelse.

For smartphonens vedkommende påpeger han at den for de fleste er blevet et redskab til at få et enklere hverdagsliv, et middel til at orpetholde og opbygge sociale forbindelser og endda også gøre en økonomisk investering.

Smartphonen giver muligheder for at udvide de sociale netværk og slippe ud af det kognitive indelukke som Karl Marx omtalte som "landbylivets idioti". Men Hylland er også klar over følgerne. Den værste er nok at omløbstakten tager til i smartphonesamfundet. Men da højere hastighed afstedkommer en umiddelbar trang til endnu højere hastighed, føres vi i sidste ende til en civilisation der er besat af hastighed og aldrig får nok.

Ulemperne ved den digitale teknologi er derfor mange og store. Når man bruger smartphonen har man ikke kroppen med. Verden omkring én bliver steril og fiktionsfri, uden lugt og smag - og uden fornemmelse af lokalitet. Smartphonen bidrager til en staccato livsrytme hvor tiden hakkes op og bliver uden flow og dybde.

Smartphonen skaber nogle gode ting som fællesnævnere, netværk og ikke stedbundne spredningsmønstre af værdier, men aldrig hvad Hylland kalder "hellige fællesskaber der knytter menneskeheden sammen" sådan som det skete og sker i samfund der har stedbunden kult med deltagelse af individuelle personer. Erfaringen er, at sport og fest og fælles ture gør folk glade, mens passivt konsum på de sociale medier på små skærme gør folk triste. Den fysiske afstand kan ganske vist være en modgift mod generthed og tilbageholdenhed, men man mister noget hvis ens primære kontakt med andre mennesker går via en skærm.

Hylland understreger at vi med denne nye teknologi er blevet gode til at stable fragmenterede data oven på hinanden, men den er markant dårligere til at sætte enkelt-elementer ind i en rækkefølge der etablerer en årsagssammenhæng eller som skaber en over tid opsamlet og ordnet kompleksitet, hvor helheden er større end summen af enkeltdelene. På nettet kan brugeren eksempelvis følge sine egne stier og trække sine egne tråde. Men at læse komplekse værker som Bibelen, Shakespeare, Kant eller Dickens kræver at man gør det langsomt, sekventielt og kumulativ.

Smartphonen er på den ene side et fantastisk hjælpemiddel til at give os mere frihed og fleksibilitet som individer. Men på den anden side styrer den os i brugen, indefra af vore instinktive behov og udefra af magthavernes algoritmer, der helt bevidst prioriterer kontakter der giver 'likes' over dem der røber en anden mening. Ja teknologiselskaberne står i ledtog med sælgerne, der først og fremmest fokuserer på business - og statsapparatet overvåger alle. Friheden til at kommunikere med hvem som helst når som helst kammer let og hurtigt over i narkomanisk afhængighed.

Generelt skaber nettet ifølge Hylland historieløshed ved at gøre alting samtidigt med alt andet. Smartphonen skaber forenkling og reduktion, standardisering og homogenisering. Den mobile teknologi er nok en imponerende opfindelse der er i stand til at fylde alle mellemrum med information, kommunikation og forbrug. Men dermed er den i undertegnedes øjne netop også en trussel mod den menneskelige kreativitet, for denne kræver mellemrum, pauser, stilhed, eftertanke og fordybelse.

Dette betyder også at nutidens børn der er vokset op med hypernettet ifølge en i bogen citeret forsker (Jean Twenge) vokser op til at blive mindre oprørske og mindre lykkelige - og fuldstændigt uforberedte på voksentilværelsen der er kompleks i alle retninger. Det sidste er alvorligt, for helhedsrealistisk set er en normal voksentilværelse baseret på pubertetens fundamentale tab af uskyldigheden plus den uundgåelige konfrontation med den barske realitet der hedder arbejde for føden og ernæring af en familie.

Men Hylland er på det rene med at en kritisk holdning til den nye teknologi af digitalisterne selv regnes for gammeldags og associeres med moralisme! Det er derfor fristende at bringe en ældgammel artikel af Åse Westberg og Erik Rydeng frem fra den tid efter ungdomsoprøret hvor kvindefrigørelsen var i fokus. Forfatterne angriber den ortodokse fortolkning af marxismen som foretrak en skarp sondring mellem samfundets materielle basis og den kulturelle overbygning, hvor privatlivet blev henvist til overbygningen. Denne borgerlige, maskuline og kapitalistiske forvisning af en række personlige behov til privatlivet førte til en systematisk hemmeligholdelse af personlige problemer og til en kronisk angst for at vise andre hvad vi inderst inde har behov for.

Denne sondring mellem privat og offentligt bidrog ikke blot til at udelukke det personlige fra politik, men også til at presse effektivitetens tidsmåling ned over produktionssystemet. Den førte til rovdrift på ressourcerne og arbejde, og gjorde det normalt at leve i hastværk. Følelser og fest og "hygge" fortrængtes til et reservat uden for arbejdslivet. Tiden fremkaldte også en decideret ekspansions-og effektivitetsfilosofi. Men, understregede Westberg og Rydeng: mennesker som fuldstændigt overlader til andre at drage omsorg for deres egne primæbehov står hele tiden i fare for at miste kontakten med deres materielle basis og dermed blive abstrakte og livsfjerne - eller som Karl Marx kaldte det 'fremmedgjorte' i verden.

Dette blev skrevet i 1975, men er stadig aktuelt, blot med den endnu mere fatale ændring at digitaliseringen kraftigt har øget intellektualiseringen, fiktionen, verdensfjernheden og fremmedgørelsen. Men til gengæld totalt fjernet al hemmeligholdelse af privatlivet!

Det stik modsatte synspunkt findes hos den amerikanske, argentinskfødte ekspert i kunstig intelligens Manuela Veloso der den 9.12. 2018 til Politiken forklarede, at det er mennesket der skaber alle data og selv former fremtiden. Hun hævdede overordnet, at mennesket ikke længere har andet valg end at udvikle it-teknologien yderligere - fordi vi ikke har kapacitet til selv at håndtere den enorme mængder af data vi har til rådighed. Hovedproblemet i hendes filosofi er selve den naive forestilling om at robotter eller kunstig intelligens skulle kunne opveje menneskets manglende kapacitet til at kunne håndtere hele den relevante menneskelige indsigt og erfaring, for denne kan aldrig nogensinde - som fysikkens forhold - gøres op i data der kan måles og gøres objektive.

Her i 2022 kan det ikke siges tydeligt nok, at den borgerligt-kapitalistiske udvikling fra industrialiseringens begyndelse til nutidens fremskridtstro, effektivisering, rationalisering, automatisering, digitalisering og globalisering i virkeligheden har bidraget til en fuldstændigt indbyrdes overensstemmende og systematisk fremmedgørelse som allerede lå i den middelalderlige kristendoms forkyndelse af det dennesidige liv som syndigt og fordærveligt og af det hinsidige liv (efter døden) som værende det eneste fuldkommne og saliggørende. - Jf. Grønbechs kulturopgør.

Fejlslutningen i alle filosofiske, ideologiske og religiøse systemer inden for dette europæiske felt ligger i selve reduktionen af vore basale behov til noget udelukkende materielt, hvorimod de følelsesmæssige, kunstneriske, etiske, og religiøse behov ses som blotte afledninger eller tilføjelser. Denne opfattelse går igen i den amerikanske psykolog Abraham Maslows behovspyramide fra 1954, der blev vidt udbredt. Men der er tale om en systematisk opsplitning af menneskelivet i en materiel basis og en trinvis overbygget åndeliggørelse. Og heraf kommer dybest set alle eksistentielle problemer.

For sandheden er at vi alle fra fødslen har en rig indre verden som den orale lyst gør fuld af mening, orden og helhed, og at vi først derefter via tilpasning til omgivelserne, og den vigtige erfaring af genstandsbevistheden og sprogets dobbeltsidighed lærer at forstå virkelighedens dobbelte karakter. Vi lever både i en indre og en ydre verden med hver sine kvaliteter og love. Og det er den analoge fysiske verden der er forudsætningen for at vi overhovedet kan danne os en genstandsbevidsthed og dermed også evnen til at forstå det fine tyste spil mellem bevidst og ubevist som udgør hele vores sjæleliv og åndsliv.

Genstandsbevidstheden som sådan er forudsætningen for at forstå virkelighedens dobbelthed. Materien er også basis for at levende væsener er af kød og blod. Men dette er ikke det samme som at sige at det åndelige liv er afledt. For det er faktisk medfødt som værende af indre karakter. Det kan tværtimod siges (1) at det er kun den analoge verden vi føler os hjemme i, (2) at meningen, helheden og kærligheden opleves gennem den orale lyst ved moders bryst og genopleves ved alle senere intense oplevelser af helhed, og (3) at den digitale verden er magtens kolde verden.

Digitaliseringen fører ulykkeligvis det store flertal af befolkningen til en illusion om at den ældgamle analoge genstandsbevidsthed kan erstattes med smartphonens kunstige og fiktive verden, bare fordi denne lille fine tingest kan holdes i hånden.

Ud fra det ovenfor anførte må det betragtes som en håbløs idé at stille det eksistentielle problem op som et valg mellem det analoge og det digitale. Vors psykiske basis er den indre verden, men vi kan nu engang ikke lade være med at analysere den ydre analoge verden som vi langsomt har lært at kende gennem sansning og håndens brug, og som videnskaben finder love for, ikke blot i fysikken, men også i biologien og den samfundsmæssige udvikling. Enhver analyse giver unægteligt altid en form for afstand til tingene (det kaldes objektivisering), men denne er ikke et eksistentielt problem, sålænge vi samtidigt holder fast i den medfødte intuitive erfaring af mening, helhed, tryghed, tillid og kærlighed. Den ulyksalige og ikke sjældent sygeliggørende fremmedgørelse kommer først ind når vi siger nej til komplementariteten mellem materie og ånd og ophøjer den materielle verden med dens årsagslov og orden til den absolutte sandhed om tilværelsen.

Det turde være indlysende at perspektivet på vores aktuelle dybe samfunds- og kulturkrise med disse erkendelser forskyder sig afgørende. Men det vil være formålstjenligt at understrege hovedpunkterne:

Digitaliseringen kan løse digitale, altså datamæssige, tegnmæssige, symbolske forhold af mere eller mindre administrativ art, men den kan aldrig løse analoge problemer, og de store problemer og udfordringer som vores civilisation nu - af mange forskellige årsager - er havnet i er af analog art. Det gælder sundhedsvæsenet og hele den øvrige offentlige sektor, det gælder krigen i Ukraine, oprustningen og sanktionerne mod Rusland. Det gælder klimakrisen og dens årsager og følger såvel som energikrisen og dens nøje sammenhæng med Ukraine-krigen. Men det gælder også de kulturelle forhold og institutioner, fordi disse har bidragydere og bygninger der uanset deres intellektuelle niveau er analoge. Det selvsamme gælder folkekirken og alle andre religiøse institutioner - uanset arten af deres tro og spiritualitet. Endog folketinget og kommunalbestyrelserne holdes i drift af mennesker af kød og blod der uanset ideologi kræver høj løn for deres præstationer. Og stort set vil alle uden undtagelse blive ramt på brødet af den enorme recession der banker på.

Valgkampens fokusering på den offentlige sektor og specielt sundhedsvæsenet abstraherer totalt og skæbnesvangert fra denne sikre recession som vil gøre en systematisk udvidelse af den offentlige sektor umulig.

Ukrainekrigen har ikke blot ødelagt et enkelt land, men genskabt den gamle konfrontation mellem Øst og Vest og har derfor ført til en vanvittig og unødig oprustning plus sanktioner mod Rusland som rammer Vesten selv. Og karakteristisk for krigen er at Ukraines præsident har vist sig at kunne udnytte de sociale medier optimalt til at fremme sit snævre mål: at vinde over Putin - i en naiv tro på retfærdigheden.

Klimakrisen skyldes verdensbefolkningens firdobling siden 1932, som ingen kan rulle tilbage, men som giver katastrofale oversvømmelser eller tørke mange steder, og skovbrande og tyfoner på alle kontinenter. Det medfører voldsomme flygtningestrømme til blandt andet Europa og sætter således mange nationer i alvorlige dilemmaer med hvor hårdt de skal forsvare deres egne territorier. Vi vil helst opretholde forestillingen om at alle racer og kulturer er lige gode, men tvinges til at måtte indse at ingen nation kan bevare sin indre konsistens uden at sikre en vis homogenitet.

Energikrisen skyldes helt og holdent Ukrainekrigen og den nye mistillid til Ruslands præsident. Mistilliden er naturlig, men varer den ved, vil også krigen og de systematiske ødelæggelser af Ukraine vare ved - og de er yderst jordnære og analoge. Tvivlen er begyndt at gøre sig gældende: skal vi vesteuropæere virkelig fremover fryse og sulte for at tilfredsstille Ukraines præsident, EUs kommissionsformand og Natos generalsekretær i deres idealistiske forsøg på at centralisere og cementere Vesteuropas kamp for et Jerntæppe mod øst?

Den politiske krise skyldes i høj grad at politikernes horisont er for snæver - og at de uanset deres udsyn ikke kan blive valgt hvis de ikke kommer med store uindfrielige løfter. De tror på reformer og vil ikke høre tale om at recession kræver langt dybere forandringer.

Sundhedskrisen i ganske mange lande skyldes ikke bare manglen på læger, sygeplejersker og sosuer, men i høj grad at flertallet af borgerne ikke længere ved hvordan de skal kunne leve et sundt liv i en verden med alt for mange fristelser og alt for stort forbrug. De vil have psykologer og terapeuter til at hjælpe sig med problemer der er almene og som man tidligere som regel kunne klare ved samtaler i familie og vennekreds - og eventuelt ved at besøge kirkens sjælesørgere. Men netop folkekirken er på hundrede år kommet i dyb miskredit på grund af dens pukken på bekendelsestro og tro på paradokser og mirakler. Og samtidigt er den humanistiske videnskab blevet mere og mere akademisk og intellektuel og dermed ringere og ringere til at formidle en almen viden om sjælelivet, ja, store dele af den reducerer sjæleliv til hjerneprocesser.

Kulturkrisen skyldes derfor på ingen måde manglende bevillinger til kunst og teater m.m., men manglen på etisk og psykologisk bevidsthed - også i kunst og teater, men navnlig hos forfatterne. De går slet ikke uden om moralske eller psykologiske problemer, men de fleste synes komplet uvidende om dybdepsykologien og navnlig det kollektivt ubevidste der blot er en specifik betegnelse på sjælelivet.

Medierne svigter stort set af samme grund og fremturer derfor med kæmpemæssige artikler og interviews ledsaget af kæmpemæssige fotos. Det er dyrt og må betales af en mængde annoncer som læserne helst vil være foruden.

Det giver alt i alt en voldsomt fald i oplysningsniveauet. Oplysningen kan ikke - som politikerne tror - forbedres ved at flere og flere kommer i gymnasiet og får lange teoretiske uddannelser. Det er vanvid at lønnen automatisk bliver højere med uddannelseslængden. Og vores berømmede folkeoplysning kan ikke - som mange lærde mennesker tror - højnes med akademisk lærdom, men alene med en folkelig vækkelse og kult der sikrer noget så specifkt som varig føling med de skabende ubevidste kræfter, altså netop de kræfter flertallet i dag er uvidende om.

Der er kort sagt ingen vej uden om at tackle den kommende recession med midler der konsekvent tilbageruller den fejlagtige og ensidge vækst i produktion, forbrug, hastighed, arbejdspres, stress, fysiske og psykiske lidelser. Og denne tackling kan man gerne få digital hjælp til, men kun løse analogt - og denne tilbagerulning vil umiddelbart gøre ondt, fordi den først bærer frugt efterhånden. Så stor tålmodighed vil kræves.

Men det gode, trøsterige og forjættende - og dermed i sidste ende afgørende - er at vi alle slipper for ræset i hamsterhjulet eller trædemøllen. Vi får tid til eftertanken, fællesskabet, kreativiteten, festen og kulten - altså alt det unyttige der lige præcist rummer og hver eneste dag gendanner meningen, helheden og den tryghed og tillid som får os til at føle os hjemme i tilværelsen og klare de analoge opgaver. Bedre kan det da ikke blive.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: