JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - hjemfoelelse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.2.22.

At være hjemme i verden og ikke fremmedgjort

Uanset køn, race og etnicitet har alle mennesker et væsentligt behov for at indgå i varme og tillidsfulde relationer til andre, at være social og indgå i arbejdsforhold samt have mulighed for at udtrykke sig frit og kreativt og være medbestemmende i politisk henseende. Findes disse almene forudsætninger ikke i det konkrete samfund individet lever i, taler man om fremmedgørelse.

Rousseau kritiserede videnskaben og samfundet for at have fordærvet menneskets natur. Goethe og romantikerne gav udtryk for det samme i deres digtning. Hegel så fremmedgørelse som et nødvendigt onde på vejen mod det fuldkomne samfund. Karl Marx beskrev industrisamfundets kapitalistiske produktionsproces som fremmedgørende på grund af forholdene mellem arbejdskraft, kapitalejere, produktionsudstyr og produktion.

I 1900-tallet har den teknologiske udvikling og fortsatte automatisering medført øget underordning og overflødiggørelse af almindelig arbejdskraft. Og med den store befolkningstilvækst efter 2. verdenskrig er der - som bl.a. beskrevet af Herbert Marcuse - sket en endnu stærkere fremmedgørelse i form af social isolering i byerne. Den er forstærket af den støt stigende bureaukratisering og 'djøfisering', hvor jurister og økonomer dominerer.

Den helt nye teknologi med computere, kunstig intelligens samt virtuelle møder på internettet øger tingsliggørelsen kraftigt, og selv den nyeste pandemi har med sine indgribende restriktioner i folks sociale liv bidraget til fremmedgørelsen i en sådan grad, at vi nu må spørge om mennesket i vores dages tæt befolkede og teknologisk højt udviklede samfund overhovedet kan undgå fremmedgørelse. Kan det oprindelige eller naturligt skabende menneske overhovedet indgå i vores dages komplekse samfundsforhold uden at blive fremmedgjort?

For at få svar på dette eksistentielle spørgsmål er det nødvendigt at blive helt bevidst om at samfundsudviklingen ikke skyldes menneskets legende og kreative natur eller sociale behov i sig selv, men derimod det forhold at alle mennesker i puberteten får en trang til grænseoverskridelse der simpelthen skyldes den uundgåelige kønshormonale modning. Ethvert menneske mister på få år sin uskyld og bliver i større eller mindre grad ikke blot seksuelt optaget af det andet køn, men også mere kritisk indstillet og meget mere præget af vilje til magt. De fleste nyder friheden, men de nyder også magtkampen som uvægerligt medføder ulighed i samfundet.

Tager man dette ad notam, må man opgive alle drømme og forhåbninger om at udviklingen kan undgå at fjerne mennesket fra naturtilstanden, ligesom man må opgive alle drømme og forhåbninger om det fuldkomne samfund kan skabes. Hele den smukke idé om fred og harmoni i samfundet er en illusion. Men dette betyder ikke at vi skal droppe behovet for at indgå i varme, tillidsfulde og gode sociale forhold endsige droppe leg og kreativitet, men derimod at vi skal indse at vi alle uden undtagelse må føre en slags dobbeltliv: vi må alle indgå i samfundsudviklingen og dens magtkampe og større eller mindre fremmedgørelse og samtidigt tage det fulde ansvar for vort personlige liv og udvikling med fokus på varmen, tilliden, legen og kreativiteten. Det kan lyde paradoksalt, men det er kun fordi vi tror vi skal vælge det ene liv frem det andet. Og det skal vi ikke. Vi skal derimod nøgternt forstå modsætningerne som lige berettigede og nødvendige og derfor leve begge liv samtidigt. Og dette er muligt, hvis vi accepterer at vi alle i os har to vidt forskellige psykiske grundprocesser løbende som begge er frugtbare hvis de ses som naturlig modspil der kan give dynamik, men som bliver ødelæggende hvis den ene sejrer over den anden.

De psykiske grundprocesser vi er fødte med er dem der ubevidst registrerer hele den meningsfuldhed der ligger i den livgivende erfaring af næring ved moderbrystet med tilhørende berøring og varme, kærlige omsorg, smil og søde ord samt sang og rytme og stor opmærksomhed.

Lige fra fødslen oplever langt den største del af os at vi er hjemme i verden, og at denne verden giver os fundamental tryghed, varme og kærlighed. Hurtigt oplever vi også at vi på forskellig vis indgår i gode sociale forhold til andre mennesker, dels i den nære familie, dels i den nære omgangskreds, samt børnehave og skole. Og i skolen oplever vi desuden at vi mere systematik skal lære at læse, skrive og regne og tilegne os nyttige kundskaber af forskellig art.

Men i puberteten sker der en hormonal forandring af begge køn, der ikke mindst betyder at vi for alvor begynder at se det anderledes og ofte attraktive i det andet køn, får udvidet horisonten ganske betragteligt og samtidig begynder at tænke dybere over tingene og eksistensen. Vi får en vis distance til vort ophav og vore autoriteter, ja, vi opdager at vi uden at blive spurgt indgår i sociale rangordener.

Det betyder at den oprindelige uskyld går tabt for stedse, og at vi i løbet af nogle få år skal vælge uddannelse og arbejde for til sidst at kunne forsørge os selv og stifte egen familie. Det er en langt større udfordring for unge i dag end det var i gamle dage, hvor det var almindeligt at unge kom ud 'at tjene' når de var fyldt 14 år. I dag er de fleste først færdiguddannede efter at være fyldt 25 år. Udfordringen er derfor skræmmende for mange og kræver en ret bevidst indstilling for overhovedet at kunne lykkes.

Her er det at vi for første gang i livet erfarer at det kan gå grueligt galt, hvis vi fokuserer i så høj grad på uddannelse og karriere at vi helt fortrænger den fundamentale erfaring fra barndommen, at der er og skal være den mening med tilværelsen der drejer sig om varme, tryghed og kærlighed. Den er og bliver basis for alt andet. - Men flertallet hopper desværre på den store illusion at arbejdslivet, karrieren, pengeindkomsten og forbruget tillige med teknologien og naturvidenskaben er det vigtigste i eksistensen, og at alt det sjove, legende, kreative og sociale og dermed musikken, kunsten og filmen blot er underholdning eller tidsfordriv. Ja, illusionen gøres med fuldt overlæg til den højeste visdom af højt intelligente mennesker der er kommet til det resultat at tilværelsen er absurd, når der ikke kan findes en videnskabelig mening med den.

Det skal i det hele taget ikke bestrides at kulturudviklingen i verden, siden industrialiseringen for alvor tog fart med Watts dampmaskine, har ændret karakter i den fatale retning. Den eksistentielle virkelighed er blevet stadig mere snæver i takt med at den materielle virkelighed er kommet i centrum. Der er slet og ret tale om at den materielle udvikling har været så succesfuld at den har skubbet den basale og for alle fælles eksistentielle virkelighed længere og længere ud af alvoren og ind i underholdningen. Åndslivet anses for unyttigt tidsfordriv, og dermed blev marxisternes påstand om at det materielle er virkelighedens basis, men kulturen blot en mere eller mindre ligegyldig overbygning til en almen sandhed. Flertallet synes endda at dette er helt logisk, når vi kan måle alt det materielle, men intet af det åndelige eller psykiske. Både flertallet af almindelige mennesker og de fine eksperter samt politikerne forkaster med andre ord den fællesmenneskelige grunderfaring fra barneårene om kærligheden og varmen, fordi den ikke kan bevises, men alene erfares personligt.

Det har på få hundrede år ført til et hav af ismer om absurditet og affortryllelse, objektivisme, intellektualisme, universalisme, globalisme og digitalisme, som reelt er fatale, fordi de udelukker den sunde fornufts erfaring. Denne fastholder ubetinget, at al mening med tilværelsen afhænger af subjektiv, personlig erfaring, og at verden er et fortryllende sted for mennesket. Alt er relativt i betydning historisk betinget, hvad der også betyder at helt unge mennesker i dag er betinget af historiske forudsætninger - uden at vide det eller overhovedet ville vide det. Alle mennesker er naturligt forankret i fædreland og modersmål, og det fortalte og skrevne ord er basis for myten og kulturen. Fællesskabet omkring sang, musik og kult er den eneste direkte vej til føling med helheden og meningen.

Dette betyder ikke at vi mennesker skal isolere os i små enheder eller hylde snæver nationalisme og etnisk renhed. Vi skal naturligvis interessere os, ja engagere os i den store verden og dens problemer, men vi skal åbent indse at vi hverken er herre over naturen, klimaet, krig og fred eller sygdom og død. Vi har kun afgørende indflydelse på selve det nære liv i vore daglige, umiddelbare omgivelser som vi er direkte ansvarlige for. Alt andet er drøm og utopi.

Vi skal derfor ikke tro at vi har pligt til at hjælpe alle mulige lokale initiativer rundt omkring i verden som gælder afhjælpning af sygdomme, hungersnød og misrøgt der kan henføres til politisk diktatur. Hjælpen kan se uegenyttig ud på papiret, men kan reelt være med til at hæmme eller forhindre nødvendige lokale oprør.

Vi skal heller ikke tro på universalismen som sådan, for der er to vidt forskellige slags universalisme, nemlig den psykologiske og den juridiske. Den psykologiske universalitet kommer vi ikke uden om, for de arketypiske forestillinger er ens hos alle mennesker kloden rundt uanset køn, race, kultur og religion og samfundsforhold. De juridiske menneskerettigheder er derimod politiske eller ideologiske forestillinger, og dermed specifikke redskaber som magthaverne kan bruge til at fremme deres politiske interesser med, eller redskaber som folk kan bruge til at slå hinanden i hovedet med i hidsige diskussioner. Menneskerettighederne er fatale, når de indgår som led i den internationale magtkamp, især når den bliver en væsentlig del af kampen mellem den frie verden og diktaturerne. Her spærrer den fuldstændigt for ægte dialog, som vi netop ser det i den aktuelle strid mellem Rusland og USA/Nato.

End ikke i den vestlige og demokratiske verden kan vi undgå den kløft mellem rige og fattige og mellem elite og folk som grundliggende skyldes magtkampen, men som er blevet voldsomt forstærket af befolkningstilvæksten siden 1945 og den medfølgende bureaukratisering. Den medfører uundgåeligt både stigende politikerlede og stigende frustration, og derfor øger den hadet hos alle der ikke har formået at tilpasse sig.

Det værste vi kan gøre i denne krisesituation er fortsat at acceptere den fatale adskillelse mellem det verdslige og det åndelige. Vi skal bestemt ikke forveksle den ydre verden med den indre, men vi bliver nødt til i dag at se verden både som en verden der skabes på ny hver eneste dag og som et gigantisk univers der har en udvikling vi kan slutte os til og som tilfældigvis har givet en jord med en himmel over der er bolig for os mennesker og har været det siden tidernes morgen, dvs siden vores historie begyndte. Det er der intet mystisk i, blot man ikke forveksler naturvidenskab med eksistensforståelse. Den første har udelukkende delene som objekter - og konkluderer alt ud fra kendskabet til delene. Eksistensforståelsen udgår derimod fra den oplevede helhed og mening.

I dag må vi gøres os klart, at vore fælles virkelighed ikke – som nogle hævder - er den fysiske verden eller som andre gør gældende er den åndelige verden, men derimod at den er en helhedsverden der har både en ydre fysisk side og en indre psykisk side som er lige nødvendige, men aldrig kan sættes på samme formler og forklaringer.

Det uhyggelige ved vores tid er at den rationelle opfattelse af verden som et fysisk baseret univers har vundet takket være naturvidenskabens og teknologiens succes. Det uhyggelige ligger lige præcist i at denne rationelle opfattelse udelukker den irrationelle opfattelse og dermed alt det der har at gøre med helhed, mening og følelsen af at være hjemme i tilværelsen.

I denne fatale situation har vi ingen anden udvej end en stadig bedre forståelse af sjæleliv og åndsliv som selvstændige fænomener. Helheden og meningen er vi født med. Dette er basis for alt andet. Vi skal derfor ikke primært stræbe efter at finde årsager til alt, men tværtimod regelmæssigt sørge for at få den direkte føling med virkeligheden som består i at erfare den evighed som til stadighed kan fortrylle os og få os til at føle os hjemme i tilværelsen.

Få har forstået det bedre end digteren H.C. Andersen der i 1850 skrev

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer -
Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! -
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England - nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder -
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Metafysik er en fatal underkendelse af det ubevidste (5.2.22.)

Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Kulturens hovedkilder: Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
Kultur, kamp og kanoner  (28.9.05.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket   (21.11.08.)

Kulturkrisen 2021: Krisens store alvor udfordrer også progressive kvinder   (31.12.21.)
Kulturkrisen 2019: Ansvaret for den samfundsmæssige helhed synes væk  (22.5.19.)
kulturkrisen 2019: Den store aktuelle kulturkrise  (8.5.19.)
Åndelige strømninger i det 19. århundrede
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Nietzsches kulturopgør
Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen  (10.5.13.)

Karl Marx fejlfortolkede fremmedgørelsen  (5.5.18.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
ånden, Selvet - sjælen -  (23.12.04.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Religion, humor og tragedie

At være metafysiker er en tvivlsom affære  (26.1.11.)
At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker  (15.2.11.)
At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed  (11.2.11.)
At være naiv eller at være bevidst gør en forskel  (9.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)

Meningen med livet - helhedsrealistisk set (5.11.09.)
Kieslowski's 'Dekalog'
Lykke og velstand er to ting (24.11.06.)

Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie:
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.

Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Ontologi
Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)