|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.2.22.Metafysik er en fatal underkendelse af det ubevidsteMetafysik er ifølge fremmedordbogen læren om det oversanselige eller forsøg på at danne et helhedsbillede af tilværelsen, men kan også være virkelighedsfjerne, uklare grublerier. Så det turde være klart at man skal omgås ordet med forsigtighed. Den allerførste metafysik i verden blevet skrevet af Aristoteles’ (384-322 f.Kr.), der var elev af Platon og derfor i bedste forstand en filosoferende videnskabsmand. Han skrev både en Logik og Erkendelsesteori, en bog om Kategorierne, en Fysik (Naturlære), en psykologi eller Sjælelære, en Retorik og Poetik, en Etik og Politik og altså en Metafysik. Denne kom i filosoffens lange række af skrifter efter Fysikken, og derfor valgte han det græske ord metafysik som titel, for det betyder egentlig bare ’det der kommer efter fysikken’, så navnet skal man ikke lægge for meget i, værket drejer sig om det fornuftige, idet Aristoteles betragtede mennesket som et specielt dyr der modsat alle andre dyr kan undre sig. Og netop det er efter hans mening begyndelsen til al filosofi. Værket er lige blevet nyoverssat til dansk, og det fik en meget rationalistisk anmelder til under overskriften ’Verdens fundamentale fornuft’ at indrømme at Aristoteles' klassiker er tung at danse med - men også fuldstændig umuligt at komme udenom for den visdomsbegærlige læser. Han påpeger at for Aristoteles er det givet at der findes en højere form for erkendelse end den vi opnår i den naturvidenskabelige fysik, og at den egentlige filosofi går ud på at finde frem til de første og væsentligste årsager (begyndelsesgrundene). Aristoteles påstår desuden at fuldt opnået visdom må være 'viden om det værendes sande væsen', at kosmos er fornuftig, og at hele det ordnede kosmos forudsætter et væsen på et helt andet niveau, nemlig en ’ubevæget bevæger’. - Og så vil jeg faktisk hævde, at det ikke er alene er muligt at komme uden om Aristoteles' Metafysik, men nødvendigt at gå uden om den af anden grund end den historiske. Den forvirrer begreberne i stedet for at klargøre dem. Det kan man i dag allerede se på selve argumentationen. Begyndelsesgrunden eller den første årsag kan vi aldrig finde, da vi overfor en sådan naturligvis også kan spørge, hvor kommer den fra. Eksempelvis fører den moderne astrofysik som bekendt udviklingen tilbage til et Big Bang, en eksplosion af et eller andet koncentreret kraftfelt, men hvor det kommer fra kan man kun gisne om. Nogle tror at der forinden må have været et tidsmæssigt nulpunkt, hvor hele massen har været koncentreret, men så undergraves Einsteins påstand om at massen gange lysets hastighed i anden potens er lig med energien. Mennesket har fra tidernes morgen fundet orden i kosmos og altså ikke kaos. Vi kan jo finde regler for ganske meget og får dermed oplevelsen af være hjemme i tilværelsen. Eller som de gamle nordboer sagde, vi lever i Midgård og ikke i Udgård. Men at kosmos skulle være fornuftig er dog at postulere et fornuftsvæsen bag verden således som Aristoteles gør. Det er dog på et højere niveau, hvor han tyer til begrebet en 'ubevæget bevæger', der er fuldstændigt selvmodsigende og derfor reelt intet siger. Og igen: hvor skulle dette højere væsen i givet fald være kommet fra. Vi vil altid kunne blive ved at spørge, når vi prøver at føre tingene tilbage til en første årsag. Det er den analytiske metodes hele idé, og den har unægteligt ført til hele naturvidenskabens og teknologiens stadige fremskriden, men også til dens store ulykke: fremmedgørelsen. Og det må Aristoteles trods alt have haft en vis fornemmelse af, for han skal i sine erindringer have skrevet at jo ældre han blev, jo mere holdt han af myterne. Han var sent i livet blevet forhadt af de snæversynede athenske nationalister. Det må have rokket hans dybe tro på fornuftens opgave i verden at se de yderliggående tendenser sejre og det klassiske Hellas dermed gå sin undergang i møde. Men det var måske alligevel hans allerstørste erkendelse; han nåede bare aldrig at se hvorfor myterne reelt undergraver hans egen ontologi og eksistensfilosofi. Myternes hele idé og fantastiske indvirkning på kulturens udvikling ligger lige præcis i at de i stedet for at forsøge at finde årsager til alting gør det stik modsatte, nemlig at holde fast i helheden, ja endog besynge helheden, hvad der igen vil sige at holde fast i den mening med tilværelsen alle mennesker fødes ind i. Fra første færd oplever alle børn foruden enhed med deres mødrene ophav også umiddelbart berøring, varme, kærlighed, omsorg, søde ord og smil samt hele den orden der omgiver dem og som også deres fædrene ophav er med til at opretholde. Først efterhånden begynder børn at undre sig, spørge og undersøge tingene og drage nogle midlertidige konklusioner - og først efter at de voksnes dagligsprog er blevet tilfredsstillende tilegnet begynder de også at stille mere seriøse spørgsmål og endda betvivle eller direkte kritisere hvad de bliver belært om. Og i puberteten vil de til allersidst opleve den hormonalt betingede bevidsthedsudvidelse der indebærer at de bliver tiltrukket af det andet køn, føler større trang til frihed og selvstændighed og i denne forbindelse også trang til at løsrive sig fra både moderbinding og faderbinding. Det altafgørende i denne livsvigtige - i moderne tid ofte yderst komplicerede og tidkrævende - proces er at det går galt i psykologisk henseende, hvis det enkelte individ ikke formår at fastholde de fundamentale erfaringer af helhed og mening som stammer fra de første års subjektive, intuitive og medinddragende betragtning af verden. Det vil nemlig altid føre til en eller anden form for fremmedgørelse, ensomhedsfølelse og fortvivlelse. Og det allerværste i den forbindelse er uden tvivl at det omgivende samfundsliv og kulturliv i stadig stigende hast og konsekvens massebombarderer alle unge mennesker med falske forestilllinger om at naturvidenskab, teknologi, vækst og øget forbrug er vejen til lykken, friheden og velfærden. For det er altsammen snarere vejen til stress og fremmedgørelse og kan i hvert fald aldrig tages som progressive fænomener så længe de ikke fuldt ud accepterer det irrationelles betydning i tilværelsen.I eksistensen begynder problemerne for alvor at blive undergravende, når og hvis man havner i endeløse spekulationer om den første årsag, om det værendes inderste væsen, om hvad mening der er med at vi overhovedet er sat på jorden, hvorfor vi kan føle os hjemme i en verden der ikke er objektivt begrundet, eller hvorfor vi oplever verden som skabt på naturlig vis og ikke som konstrueret på kunstig vis, eller hvorfor vi føler at der inden i os er noget der er større end os selv. Den uhyre belæste og skarpsindige tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) skelnede skarpt mellem 'væren' og 'det værende'. Og da det for ham var menneskets væren der er det fundamentale, kaldte han sin filosofi 'fundamental-ontologi'. Heidegger påpeger en kvalitativ forskel mellem 'tingenes væren', som han på tysk betegnede som 'Vorhandensein', og menneskets 'væren-i-verden' som han betegnede som 'Dasein', og som er en forholden sig praktisk og engageret til sig selv og omgivelserne, en sondring han anser for eksistentielt central. Omkring 1930 skete et vendepunkt i hans søgen. Han begynder nu at fokusere på 'hvad væren i det hele taget er'. Hans brug af begrebet 'væren' antog efterhånden en nærmest religiøs eller metafysisk karakter. Det bekræfter for mig igen at tænkningen meget let kommer på afveje, når den indlader sig på at navngive et fænomen vi allerede af erkendelsesteoretiske grunde ikke kan se til bunds i, og som derfor nødvendigvis ved udgranskning fortaber sig i mørket. Det eneste der kommer ud af den slags tænkning er spekulation - og denne kan naturligvis blive utroligt spidsfindig således som det ikke blot ses hos Heidegger og Husserl, men også hos vores egen Søren Kierkegaard, som disse to tyskere ikke var upåvirket af. Det hører med til Heideggers historie at han i 1933 meldte sig ind i Tysklands nationalsocialistiske parti og begyndte at udbrede nazistiske ideer på sit universitet. Han tog aldrig officielt afstand fra nazismen og fik efter krigen undervisningsforbud af Vestmagterne. Hans internationale berømmelse tog ikke desto mindre kun til, da eksistentialismen for alvor kom på mode og han selv formulerede en meget pessimistisk civilisationskritik. Dette er for så vidt underordnet her. Afgørende er at han ender i sproglige spidsfindigheder som giver endeløse fortolkningsmuligheder og derfor unødig beskæftigelse for alle dyrkere af metafysikkens uædle kunst. Dermed fjerner filosofien sig radikalt fra det dagligsprog der er bærer af en almen helhedsrealisme. Begynder man først at spørge "hvad væren er i sig selv" eller spørge "hvad virkeligheden er i sig selv", eller "hvad 'das Ding an sich' mon kan være", havner man i et hamsterhjul. En dansk tænker der var stærkt påvirket af S. Kierkegaard var teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk (1916-2001), der direkte hyldede absurditeten, dvs det forhold at tilværelsen ikke har nogen mening i sig selv, altså ingen objektiv mening. Det kunne han spinde endeløse betragtninger over. Hans store forfatterskab blev yderst skarpsindigt og intellektuelt. Men selv om han ofte havde lejighed til at drøfte filosofiske problemer med psykiateren Erling Jacobsen der tilfældigvis var hans nabo i Risskov, så fik han aldrig virkelig erkendelse af at alle menneskers første livserfaring er at der er både orden, mening og helhed i tilværelsen. Han kan minde ikke så lidt om den franske eksistentialist Albert Camus (1913-60) der netop - som Sartre - mente at tilværelsen var meningsløs og uden absolutte værdier. Selvmordet var for ham al filosofis eneste centrale spørgsmål, hvad der viser at heller ikke han havde fattet dybdepsykologiens indsigt i, at fortvivlelse der fører til selvmord - bortset fra decideret sygelig depression - hører sammen med at individets håbløse søgen efter mening i fornuftsmæssige begrundelser der slet ikke findes - i stedet for i de direkte, intutive og subjektive oplevelser der giver meningen som en selvfølge. Det bør i dennne forbindelse også nævnes at en fremtrædende teolog som Rudolf Bultmann (1884-1976) ligefrem var fortaler for en systematisk afmytologisering af kristendommen, en teologi der i Danmark fik særlig stor betydning i Tidehvervsbevægelsen (ikke mindst hos Søren Krarup), men jo i hele sin hensigt direkte angriber selve det folkelige i denne religion, hvilket vil sige det letforståelige evangelium der udgik fra menneskesønnen, til forskel fra den spidsfindige dogmatik der udgik fra kirkefædrene fra og med år 325 og kunne kræves troet til punkt og pirkke. Bultmann ligger dermed reelt på linje med den tyske sociolog, jurist og økonom Max Weber (1864-1920) der i rationalitetens helliggjorte navn simpelthen satte videnskab lig med affortryllelse af verden. Den videnskab han kaldte moderne forstod verden som et sæt målbare resultater, og denne forudsigelighed skulle efter hans mening netop skabe et helt nyt progressivt verdensbillede til erstatning for det tidligere ikke-videnskabelige verdensbillede. Og så er det jo sagt umisforståeligt: De målbare resultater og forudsigeligheden er den objektive videnskabeligheds alfa og omega. Den udelukker bevidst og systematisk alt det der giver livet subjektiv og mening for menigmand - uanset køn, race og kultur - nemlig den mening der opleves i direkte føling med den uudtømmelige energikilde i os alle, og som alle oplever og erfarer i de allertidligste barneår, men som uundgåeligt kommer i krise i puberteten, når den kritiske tanke sætter ind. De psykiske fænomener har lige fra 'tidernes morgen', dvs menneskehedens allerførste tid, været betragtet som lige så virkelige som fysikkens faste og håndgribelige genstande, uanset at de selv var uhåndgribelige og uden andre af de egenskaber der kendetegner fysikkens genstande og som kan registreres ved hjælp af sanseapparatet (vægt, rumfang, farve, lugt m.m.) De psykiske fænomener har med andre ord en helt anden virkelighedskarakter end de fysiske genstande, men deres virkelighed erfares på den allermest overbevisende måde, nemlig umiddelbart, dvs helt uden om al form for sansning eller intellektuel analyse. De erfares gennem den 'bevidsthedsstrøm' som alle spontant og direkte oplever såvel bevidst som ubevidst, såvel ved daglig opmærksomhed som ved natlig drømmen samt i form af indfald af ideer og erindringer m.m. 'i ubevogtede øjeblikke'. De er flittigt beskrevet i litteraturen, herunder i irske James Joyce's 'Ulysses' fra 1922 - og i danske Storm P, og hans fortællinger. Og det skal understreges at alle disse oplevelser og erfaringer uden undtagelse foregår i nutid, uden nogetsomhelst skel mellem fortid, nutid og fremtid. De foregår med andre ord ikke i 'timeligheden', men i den 'evighed', der netop ikke skal forstås som et liv efter døden eller det jordiske liv, men som en psykisk tilstand der er lutter nutid. Alt hvad der dukker op af forestillinger eller 'erindringer' er skabende nutid og skal aldrig fortolkes som bogstavelige begivenheder. Hele pointen ligger i den direkte og umiddelbare føling med den skabende kraft der ligge i underbevidstheden og som kun kan forstås som en stor, fælles og kollektiv virkelighed. Dette var en selvfølge indtil omkring 1960. En håndgribelig sjælelig 'substans' findes ingen steder, og da sjælelivet ydermere kan resultere i fantasier og hallucinationer af ret tilfældig og uoverskuelig art, har tendensen hos rationelle mennesket været at forsøge at benægte fænomenernes realitet eller reducere dem til hjerneprocesser, i visse tilfælde endda ligefrem sygelige processer. Man vil nu om dage endda helst undgå overhovedet at tale om 'sjæl' og 'sjæleliv', da disse ord er behæftet med den allerstørste flertydighed. Og man vil også allerhelst undgå ord som gud, djævel og engle, da disses eksistens ikke kan bevises videnskabeligt. Rationalisterne tror gudhjælpemig at man kan mane det ubevidste i jorden ved at boykotte store dele af dagligsproget. Det seneste eksempel er at Jes Stein Petersen i en klumme i Politiken d.d. udbasunerer sin naive opdagelse med ordene "Gud er død derfor lever romanen". Han ved ikke at 'Guds død' fører til psykisk inflation, og at det er denne der i dag medfører en syndflod af romaner, teaterforetillinger og kunstudstillinger samt endeløse avisomtaler som er uden større interesse. I det frie og spontane sjæleliv støder man uundgåeligt på et mylder af forestillinger og fornemmelser der ligger uden for hverdagslivets rammer og som kræver subjektiv åbenhed og medleven. Man kan ikke stå kritisk iagttagende udenfor sålænge de står på. Eksempelvis kan man fornemme atmosfæren i et lokale eller stemningen i en koncertsal, men man kan også helt spontant og uvilligt modtage impulser fra en eller anden udefinerbar kilde i form af ideer, drømme, visioner, hallucinationer der i mange tilfælde kan være af meget overraskende og uforståelig art, og som også kan inspirere til digtning, kunst eller musik. Derfor giver det god mening at se indre forestillinger som universelle eller 'arketypiske', men igen kan man ikke fastslå nogen dokumenterbar substantiel kilde. Derimod kan man påpege at erfaringerne er fuldstændigt uforenelige med al den tågede og forvirrende snak om metafysik, som har hærget i mere end 100 år (eksempelvis i Danmark med Heretica) og som i dag har fundet helt nye former der er digitalt baserede. Metafysik leder som hovedregel ind på en uhyrlig mængde spekulation og æsteticisme som kan være særdeles attraktiv og fascinerende for tænksomme mennesker, men som reelt afleder opmærksomheden fra væsentligere spørgsmål og dermed mestendels er tidsspilde. Metafysikken er både gennem ordets etymologi og dets praktiske brug gennem mange århundrede blevet en mere og mere tvivlsom affære, ja, den må betragtes som direkte skadelig for bevarelsen af et naturligt livsmod. Og det værste er at metafysikken i dag - takket være det voldsomt stigende antal abstrakt eller juridisk tænkende forskere og bureaukrater - har fundet en nem og fri vej til de nye digitale medier der tilbyder uanede muligheder for endeløse påhit, spekulationer, teorier, planer, tegninger, animationer, og gags samt spil og leg med naturkatastrofer og dommedag med tilhørende væsener og uvæsener. Ukritiske mennesker kan ikke stå for den slags, og véd ej heller at de styres af bagmænd med ren profit for øje. Objektivt set er der tale om en fordummelse og umyndiggørelse af folk, som er mange gange værre end nazisternes og sovjetkommunisternes løgneproganda i først halvdel af 1900-tallet. Reelt hører alle disse uhyrligheder uanset flotte betegnelser under begrebet metafysik, og derfor må metafysikken i alle dens mere eller mindre skjulte og lumske former i dag betegnes som decideret fremmedgørende for almindelige mennesker og dermed skadelig for bevarelsen af sundt åndsliv, kulturliv og samfundsliv. Der gives kun ét alternativ og det er en kritisk helhedsrealisme i komplementær forstand Den komplementære helhedsrealisme accepterer ikke noget oversanseligt eller overnaturligt, og den indlader sig ikke på nogen slags mystificering eller mørklægning af de sjælelige og åndelige fænomener, men tværtimod på nøgterne beskrivelser der kan lede til større indsigt og derfor kan fremme den almene forståelse og oplysning. Den komplementære helhedsrealisme accepterer heller ikke en holistisk forklaring der fører til et system med en logisk syntese mellem uforenelige modsætninger, men fastholder tværtimod gennem komplementaritetssynspunktet modsætningernes logiske uforenelighed. Helhedsrealismen accepterer såvel den tilgang til virkeligheden, der fører til analyse og opsplitning af helheden i delelementer og dermed dagligdagens praksis, som den tilgang til virkeligheden der fører til mening, sammenhæng og helhed. Og desuden tilføres gennem korrespondensprincippet en særdeles jordbunden forbindelse mellem de sjælelige og åndelige fænomener på den ene side og de solide fysiske og biologiske kendsgerninger på den anden side. Der sker aldrig en opsplitning mellem det åndelige og det legemlige, som er fatal for et sammenhængende samfundsliv. Kløften mellem sjæl og legeme er ondet til stort set alle de kulturelle, politiske, økonomiske, miljømæssige og religiøse kriser mennesket jævnligt rammes af og helt aktuelt rystes af, fordi politikere, bureaukrater, medier, offentlige institutioner, humanvidenskaberne og det almindelige kulturliv fortsat fastholder en næsegrus beundring for videnskab, teknologi, vækst, globalisering og digitalisering, men glemmet mennesket, det frie åndsliv, ansvaret for naturen og for den indre konsistens. Ejvind Riisgård Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk. Relevante artikler på Jernesalt: Mytologi Myte ord og billede Mytisk-poetisk sprog og teologi (17.11.06.) Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.) Mytologi og teologi (23.12.06.) At være hjemme i verden og ikke fremmedgjort (13.2.22.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (26.1.11.) At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet (22.2.11.) At være mand og at være kvinde, hvilken forskel! (18.2.11.) At være hjerneforsker er noget helt andet end at være sjæleforsker (15.2.11.) At være paragrafrytter er forræderi mod åndens frihed (11.2.11.) At være naiv eller at være bevidst gør en forskel (9.2.11.) At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål (4.2.11.) At være ateist er snæversynethed (28.1.11.) At være vælger og politiker (24.1.11.) Meningen med livet - helhedsrealistisk set (5.11.09.) Kieslowski's 'Dekalog' Lykke og velstand er to ting (24.11.06.) Veje til livskvalitet og mening - artikelserie: Afsnit I: Fra tidsfordriv til engagement Afsnit II: Fra tryghed til frihed Afsnit III: Fra rutine til intensitet Afsnit IV: Fra funktion til proces. Samlet oversigt over serie om Virkeligheden: Fysikken og virkeligheden (26.6.07.) Tiden og virkeligheden (5.7.07.) Rummet og virkeligheden (12.7.07.) Livet og virkeligheden (22.7.07.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) Sproget og virkeligheden (4.8.07.) Humor og virkelighed Artikler om Erkendelse Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Religion Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |