JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kulturkrisen19b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.5.19.

Ansvaret for den samfundsmæssige helhed synes væk

Mennesket er et symbolorienteret væsen. Derfor er også det nye skovtårn i Camp Adventures ved Gisselfeld en slags symbol på overblik over naturen i form af en konkret skov og et konkret sjællandsk landskab.

Tårnet er formet som et timeglas, hvor man ad en spiralrampe på 630 meter i ro og mag bevæger sig op i 46 meters højde eller godt 100 meter over havet for - her i maj - at glædes over den nyudsprungne grønne skov, den blå himmel og solens lys. Det er dette lys der skaber grønheden gennem fotosyntesen og dermed gør jordkloden til en meget speciel enklave i universet, nemlig menneskets lilleverden hvor udviklingen - en tid endnu - er en vedvarende eksistentiel tilblivelse imod sandsynligheden eller det der i termodynamikken kaldes entropien.

Timeglasset synes nu at være ved at rinde ud. Men i den friske luft mærker man ikke at herligheden er truet. Det ved vi nu alle via medierne. Der findes ikke en regering eller erhvervsvirksomhed med respekt for sig selv der ikke har grøn omstilling på programmet. De ser muligheder for gevinster, og de frygter borgerne der helt ned i skolealderen finder på at strejke for grønheden. FN's generalsekretær har i denne uge endnu engang understreget at klimaforandringerne løber hurtigere, end vi selv gør. Alle steder ser vi tydeligt, at vi er langt fra målene i Parisaftalen. Meget mod vores vilje må vi erkende at vi ikke er herre over naturen, sådan som man ellers har troet fra tidernes morgen.

Gennem den emergente begivenhed i den biologiske udvikling hvor mennesket fik sin bevidsthed og for stedse blev fordrevet fra barndommens og naturens paradisiske uskyld, skete det alt afgørende at kulturen kom ind i naturen på jordkloden og forandrede den uigenkaldeligt. Mennesket opdagede at der er forskel på godt og ondt, at der er forskel på mand og kvinde, og at alt formynderskab er tidsbegrænset. Mennesket må skaffe sig føden gennem arbejde, men får takket været den ejendommelige dobbeltbevidsthed både evnen til at skabe forandringer gennem håndværk og teknologi - og evnen til kommunikere rigt nuanceret og dermed skabe litteratur, kunst og musik og sågar at le ad det hele.

Mennesket blev med andre ord frit til at vælge mellem godt og ondt; magtkampen trådte uundgåeligt til, og kulturen begyndte - tillige med en udvikling der ikke blot følger simple årsag-virkning-regler, men mange gange bringer nyt og uforudsigeligt ind i processen. Mennesket synes dog bundet af et intuitivt krav om indre konsistens ved at sørge for overvægt af det gode i det lange løb. Men fra historiens begyndelse har vi stået i individuelle såvel som samfundsmæssige problemer og udfordringer. Vi må indrette os under de givne fysiske og psykiske betingelser - i fuld bevidsthed om at døden er sikker. Livet er tidsbegrænset.

Håbefulde som vi er tror vi på forplantningens glæder og nytte. Verdensbefolkningen vokser og vokser, og det gjorde ikke så meget, sålænge vi ikke var for mange. Men siden 1945 er verdensbefolkningen næste tredoblet fra 3 til 8-9 milliarder, og man regner med at vi om få år er blevet til 12 mia. Det kan naturen simpelthen ikke bære. Uundgåeligt kommer der nød, sygdomsepidemier, krige, borgerkrige og flygtningestrømme ind i historiens gang - og sammen med de store teknologiske landvindinger vil det totalt ændre menneskehedens levevis over hele kloden. Selv under gode og nogenlunde fredelige forhold bliver eksistensen for de enkelte individer og de lokale eller nationale områder markant anderledes med stigende risiko for fatale fejltrin.

I 2015 så vi den fatale strøm af flygtninge mod Europa fra det borgerkrigshærgede Syrien og andre dele af Mellemøsten og Afrika. Kansler Merkel åbnede EU's ydre grænser, og siden har EU været dybt splittet. Hun er trådt tilbage som partiformand, men ikke som kansler. Tidsskriftet 'Der Spiegel' har ganske ret i at efter hende kommer "Finsternis" (mørke og formørkelse). Hendes store koalition er én stor indre modsætning, der kun opretholdes sålænge hun fortsætter som kansler - og det kommende EU-valg bliver derfor et paradenummer, der intet vil ændre på den europæiske splittelse, herunder den kommende kamp om formandsposten og kommissionen.

Nato - den nordatlantiske forsvarspagt - der skulle beskytte den vestlige verden mod kommunismen - er også blevet en indre modsætning med et tyrkisk land som medlem. Det er under Erdogan gået fra at være et sekulært land til at blive et islamistisk diktatur der er alt andet end en bro mellem vestlig og islamisk kultur.

Dansk asyl- og udlændingepolitik er et fast tema i vores egen valgkamp op til folketingsvalget af den simple grund at antallet af ikke-vestlige indvandrere er steget fra ca. 60.000 i 1983 til næsten en halv million i 2018. Det er uden fortilfælde i nyere danmarkshistorie og derfor taler forskere nøgternt om asylpolitikken som "et eksperiment der slog fejl". Man så ikke i tide følgerne af at lade stå til i årtier - trods advarsler fra borgmestre der havde fingeren på pulsen i de mest berørte kommuner. Det startede i 1960'ene, men gik jo for alvor galt i 2015 - vel at mærke for hele EU. Problemet er ikke primært manglende evne til at integrere fremmede mennesker, men manglede vilje hos et meget stort antal indvandrere til at lade sig integrere. De laver parallelsamfund med regler fra deres egne lande som ikke passer til vort lands demokratiske og sekulære regler, men tværtimod animerer utilpassede unge mennesker til had, oprør og terrorisme.

Derfor har vi stram udlændingepolitik. Vi vil ikke have afviste asylansøgere ind i samfundet. De skal sendes hjem, og straks er der behjertede mennesker der taler om uanstændighed - som om det skulle være uanstændigt at værne om et specifikt dansk samfundsliv, der er dybt forbundet med dansk sprog og historie og ikke mindst dansk humor og åndsfrihed, befriet fra dogmatisk undertrykkelse.

Vi er håbefulde mennesker og tror stadig ret naivt på fremskridtets glæder og nytte, selvom allerede 1. verdenskrig for 100 år siden betød en voldsom nedtur for fremskridtstroen. Fire stormagter gik med største begejstring ind i den vanvittige krig der kom til at koste uendelige lidelser - og hvis ophør førte til en endnu værre gang eksperimenteren i form af revolutionære bevægelsers ideologiske ensretningsforsøg.

Teknologiske fremskridt er naturligvis på mange områder en stor fordel, men de medfører altid nye problemer der kræver endnu mere teknologi og gør mennesket endnu mere fremmed i verden. Kommer ideologierne ind i billedet, er der ingen grænser for ulykkerne, undertrykkelsen og fremmedgørelsen.

Karl Marx rettede i 1800-allet skytset mod kapitalismen der gjorde mennesket til en vare i markedsøkonomien. Men fremmedgørelsen blev værst i ideologierne der gjorde mennesket til objekt for abstrakte ideers skånselsløse hærgen.

Thomas Piketty lægger i nutiden ikke skjul på at markedsøkonomien med basis i den private ejendomsret nok giver større lighed gennem øget viden og uddannelse, men samtidig også har stærke mekanismer i retning mod større ulighed - ved i lange perioder at gøre afkastet på privat kapital signifikant højere end den økonomiske vækst. Akkumuleret kapital tenderer mod at vokse hurtigere end økonomiens produktion og lønninger. Og dette forstærkes kraftigt med øget digitalisering og algoritmisering. - Piketty er naiv nok til at tro at løsningen hedder progressiv kapitalbeskatning, men den kan nationerne jo ikke blive enige om.

Den sympatiske Kate Ratworth foreslår en 'Doughnut-økonomi' der i stedet for konstant økonomisk vækst sætter både et socialt velfærdsfundament og et miljømæssigt loft for pres på planeten. Mellem disse to rum ligger "et sikkert og retfærdigt rum for alle". Og det ser unægteligt tiltalende ud på papiret, men det forudsætter utopien at der slet ikke findes magtmennesker i verden der vil sikre deres magt frem for alt andet.

Damen begår den fejl at gøre retfærdigheden til et argument i den økonomiske teori. Men retfærdighed er et moralsk og politisk anliggende - og kræver en eksistentiel stillingtagen, hvilket igen vil sige et bevidst opgør med magtfilosofien. Heldigvis findes der i sproget brugbare begreber for et sådant opgør. De ligger allerede i dagligsproget, det sprog vi i frie lande lærer allerede i barndommen og nærmiljøet. Og det er her i nærmiljøet der skal sættes ind.

Men i dag er sproget erstattet af en kommunikation der bliver mere og mere universalistisk og intellektualiseret, og som frem for alt gennem de senere år fører til mere og mere misinformation gennem de nye, utroligt hurtige digitaliserede medier. Man kalder disse medier for 'sociale', men det er falsk varebetegnelse, en såkaldt eufemisme, der lægger et forskønnende ord over den ulyksalige kendsgerning, at disse medier primært er selskabelige og har vundet succes fordi de fremmer sladder, smalltalk og hate speech bedre end seriøs kommunikation.

Æsteticeringen tager også over i teatret og museumslivet, hvor det er vigtigere at hidse publikum med de groveste midler end at skabe dybere refleksion over tilværelsen.

Journalister og medieeksperter tror naturligvis at journalistikken kan redde os; de taler for deres syge moster, og fremhæver at de gamle, trykte medier skam også var sociale, men det betød at de ved siden af det underholdende også bragte pålidelige data og seriøse meninger i stedet for misinformation og fake news.

Kybernetikkens skaber Norbert Wiener pegede allerede i 1960'erne på at det ikke er mængden af meddelelser der er afgørende, men kvaliteten. Skal kommunikationen ændre noget, skal den gribe så dybt ind i individernes følelser og engagement at den ikke bare tilfredsstiller deres lyst til at følge med, men ændrer deres handlingsmønstre; og her var han af forståelige grunde ikke særligt fremsynet, for i store eksistentielle spørgsmål som klima, demokrati og oplysning kan kommunikationen aldrig nøjes med den mere eller mindre saglige og rationelle 'logos', den må bevæge sig ned i det underbevidste og mytisk-symbolske eller det Storm P. kaldte "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". De er nemlig uberegnelige, og det er det der gør forskellen - og muliggør nytænkning.

Miljøeksperten Hans Rosling troede til sin død fuldt og fast på 'factfulness': at kendsgerninger ville overbevise alle om at teknologien også løser klimaproblemet og frier os fra den katastrofale CO²-udledning. Men så let er det ikke, når uenigheden ikke drejer sig om data, men om at blive forpligtet til at gøre noget imod entropien. Rosling var en autoritet på sit område, og vi håbefulde mennesker er tilbøjelige til at tro på autoriteterne.

Sagen er blot at det gennem tiderne er autoriteterne der har skabt problemerne, ved at pukke på absolutte sandheder af enten religiøs eller i nyere tid verdslig art. Vi kender de verdslige dogmer ganske glimrende fra eksperter og fagmænd, herunder ikke mindst alle de jurister der regerer i store organisationer som FN og EU hvor bureaukratiet fremmes gennem paragrafrytteri.

Men unægteligt har det gennem tiderne været teologerne der har været de værste syndere og som endda har gjort den vestlige religion (Romerkirken) til en uhyggelig dogmatisk instans, der har undertrykt folket og forfulgt kættere systematisk. Intet er så effektivt i meningskontrollen som absolutte sandheder, ja intet har haft mere fatale følger i historien end menneskets evne til via sproget at opstille absolutte sandheder og kræve dem respekteret. Og derfor er det godt at vi i Europa har fået en omfattende sondring mellem kirkelig autoritet og politisk øvrighed. Men fatalt at vi gennem indvandring af muslimer nu får anfægtet selve sekulariseringen og mistænkeliggjort både relativiseringen og humoren.

Her må vi i dag gribe om nældens rod. Alle dogmatiske religioner skaber problemer i og med at dogmer er uhyggeligt effektive magtmidler. Vi afskaffer ikke de dogmatiske religioner ved fx som Nietzsche at erklære Gud for død. Det hjælper ikke os europæere at glædes over - som en journalist fornyligt gjorde i Politiken - at Gud er stendød i europæisk politik, for det er blot det ydre tegn på at man ikke længere bruger religiøse dogmer i den politiske argumentation. Fint nok, det hjælper bare intet over for muslimske indvandreres brug af koranen i argumentationen mod europæisk kultur og demokrati. - Det stensikre er at der aldrig vil ske demokratisk fremskridt i Mellemøsten uden et skarpt og konsekvent opgør med dogmerne og troen på absolutte sandheder. Og muslimerne vil heller aldrig blive integreret i europæisk kultur sålænge de har ret til at lave deres egne koranskoler - med fuld statsstøtte. Det skal simpelthen ikke være muligt at få statsstøtte til hverken åbenlys eller skjult indoktrinering af religiøse dogmer. Og derfor kommer man i opgøret med den slags undergravning af demokratiet selvfølgelig ikke uden om også at se på statsstøtten til folkekirken og frikirkerne. Vi skal væk fra enhver form for statsautorisation af absolutte sandheder.

Det værste er imidlertid at de europæiske politikere i realiteten ikke har droppet deres guder. Det kan dybdepsykologisk set slet ikke lade sig gøre, da menneskets højeste værdier altid i sindet vil fungere som 'guder'. Men man kan narre sig selv ved at kalde sine guder for værdier eller principper. Og principper som 'det frie marked' eller 'den frie bevægelighed', er lige så absolutte som guderne i gammel religion. Hvad der mangler er en ny kritisk holdning til alle værdier, der bruges til opretholdelse af dogmatisk religion og politik eller til kamuflering af dogmatiseringen.

Europa kan fremover ikke modvirke den negative islamistiske påvirkning fra indvandrerne uden vores eget opgør med kristendommens dogmer, hvilket vil sige med de absolutte sandheder der findes i 'Trosbekendelsen' og som systematisk doceres i kirkerne ved gudstjeneste, barnedåb, konfirmation og begravelse (selv om færre og færre forstår dem). Dette opgør vil som konsekvens have at politikerne fjerner statsstøtten til kirker der opretholder trosbekendelsen, men dette vil hverken kræve grundlovsændring eller fjerne evangeliet fra kirken, for evangeliet er ikke lig med dogmatikken. Det er tværtimod netop et oprør mod lovreligionen og moralismen.

Ser vi på den politiske situation i Danmark her op til folketingsvalget er det tankevækkende at eksistensfilosofi ikke spiller nogen som helst rolle i dansk politik. Det mest sandsynlige resultat af valget bliver at socialdemokraten Mette Frederiksen får held til at danne en ren socialdemokratisk mindretalsregering med betinget støtte fra SF og Enhedslisten og - ude på sidelinjen - en forbeholden bistand fra tre mandlige partiledere Alternativets store kaospilot, De radikales store fribytter og Dansk Folkepartis store taber. Alle tænker i gamle partiskel og i gamle ideologiske mønstre. En frisk undersøgelse viser endda at SF og Enhedslisten, der begge vil gå frem, har meget stor overvægt af kvindelige vælgere der vil hjælpe asylsøgere, mens Socialdemokratiet må slås for hvert eneste ekstra mandat på grund af tilslutningen til den stramme udlændingepolitik som flertallet i befolkningen ønsker.

Hvad der mangler, er forståelse af den tredje vejs komplementaritet mellem grænseoverskridende mandligt lederskab og klassisk kvindelig omsorg - eller mellem frihedsprincip og tryghedssynspunkt. Manglen vil betyde meget store udfordringer for Mette Frederiksen - og konstant besvær med venstrefløjens utopiske drømme.

Men værst af alt er den helt generelle mangel på en komplementær helhedsrealisme, der forstår helheden som alle borgeres inderste jeg; kærligheden og tilliden er grundlaget for alt individuelt og socialt liv, og modersmålet er det selvfølgelige dagligsprog der dækker alle sider af samfundslivet. Bred midterpolitik er derfor en naturlig ting, der aldrig kan monopoliseres af noget parti, men tværtimod altid vil kræve en regelmæssig skiften mellem eventuelle koalitioner.

Helhedsrealismen vil betyde fuld erkendelse af at vi lever under et ubetinget ansvar for helheden. Vi befinder os ikke længere i paradisets eller uskyldens have under formynderes beskyttelse. Og vi ikke kan være tjente med regeringschefer der gør sig til børnenes eller de ældres statsminister. En kompetent statsminister arbejder for alle borgere - og for helheden.

Ikke alt i den moderne realverden er tilladt, ikke alt kan reduceres til en leg eller en Game of Thrones. Døden, tidsbegrænsningen og dermed tragedien hører med - tillige med den befriende humor.

Oplysningen skal - inden det er for sent - op på et emergent nyt niveau - og det har intet land i Europa bedre chancer for end Danmark. Alle burde vågne op - i stedet for af gammel vane at vælge side efter det gamle mønster. Vi står til ansvar over for noget der er langt større end de gamle partier. Men mod skal der til, hvis vi vil ind i en helt ny tidsalder.

Ejvind Riisgård

PS Denne artikel følges op af en kritik af et konkret forsøg på at vildlede befolkningen med snak om at redde verden fra ødelæggende overbefolkning gennem klimapolitik. - Klimaet og oplysningen (23.5.19.)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Den store kulturkrise og udvejen- 1917  (7.5.17.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Er værdikamp mulig uden kulturopgør?  (28.10.12.)
Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket   (21.11.08.)
Kulturens hovedkilder: Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)

Status over året 2018  (31.12.18.)
Status over året 2017  (31.12.17.
Status over året 2016  (29.12.31.)
Status over året 2015  (31.12.15.)