|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.18.Status over året 2018Det forestående valg lammer DanmarkNo-brexit-deal truer Storbritannien og EU Afvisningen af Sverigedemokraterne lammer svensk politik Gule Veste afslører Macrons begrænsning Merkels delvise retræte gjort ondt værre Trump er den morsomste klovn USA nogensinde har haft Klimaet forværres mens politikerne taler store ord Kønskampen afslører kvindens identitetskrise Delingen af nøgenbilleder afdækker usikkerhed med blufærdigheden Krisen er hverken en politisk eller teknologisk krise, men en bred og dyb kulturel krise Henvisninger Det forestående valg lammer Danmark Til toppen Næste Året der gik har unægteligt over hele kloden været præget af ulykker, nød, ulighed, elendighed, luftforurening, terroraktioner, borgerkrige og flygtningestrømme og mange andre barske kendsgerninger over for en politisk magtesløshed og forvirring der på den ene side kun øger politikerleden og på den anden side gør det fuld forståeligt at alle der overhovedet er i stand til det muntrer sig på såvel de sociale medier som forbrugermarkedet. De færreste almindelige mennesker tænker på konsekvenserne på længere sigt, for de regner ikke længere med at politikerne er i stand til eller har lyst til at gibe ind i tide. Det er såmænd de færreste der er så kyniske at de bare siger "Efter os syndfloden!", for bort set fra angstneurotikere er der ingen nu om dage der tror på 'syndfloden' eller den definitive undergang. Alle tror umiddelbart på at alt nok skal gå, og at vi alle kommer nogenlunde helskindede igennem ulykkerne og udfordringerne. Og det er heller ikke den værste livsholdning. I Danmark går det endda rimeligt godt. Borgerne har større og større gæld. Staten bliver stadig dårligere til at kræve skatterne ind. Men økonomien er relativt god - med pæn vækst og pæn beskæftigelse. Flertallet nyder konjunkturerne, vejret og livet. Og vi kan grine af hjertens lyst over både regeringens slaphed, yderfløjenes utopier, og den ansvarlige oppositions mangel på evne til at vække gehør for en anden kurs. Der er for mange uløste problemer, for mange fattige, for mange afviste asylansøgere der ikke vil hjem og for mange udviste kriminelle der heller ikke vil udvises. Men vi kan skændes i det uendelige om hvor mange flygtninge vi skal tage imod hvis vi ikke vil fremstå som menneskefjendske, og vi kan frit skælde ud på internationale konventioner der stammer fra en anden tid og slet ikke i dag dur til andet at pukke på for absolutister. Men vi er en nation af pæne mennesker der bortset fra usikkerhed om identiteten og krænkelseskulturen dog fortsat respekterer vores berømmelige dansk model om at snakke os til rette i stedet for at lave ballade i gaderne som uopdragne og uciviliserede folk gøre andre steder. Og vi véd allesammen at der i hvert fald ikke kan ske nogen som helst forandring fra toppen, før valget er overstået. Og sandsynligvis ikke engang efter valget. Lige meget. Alt skal tages med godt humør. Bevares, Danske Bank har hvidvasket for mange penge i Estland, før storaktionærerne fandt det passende at gribe ind. Men Macron var på visit i København og roste den danske model. Så måske bliver Lars Løkke kommissær i EU. Den radikale Ida Auken er begyndt at værdsætte danskheden, men Mette Frederiksen har for en sikkerheds skyld løsrevet sig officielt fra den ældgamle afhængighed af de radikale og udråbt sig selv til "børnenes statsminister" - og det tæller naturligvis hos børnefamilierne, men ellers ikke. Så Uffe Elbæk kan fortsat drømme om at blive statsminister, og kulturminister Mette Bock (LA) drømmer om at neurotikeren Lars von Trier senest i 2025 vil lave en i hendes øjne forståelig og opbyggelig film. Hun aner ikke at ægte kunst som hovedregel er udtryk for søgen efter eksistentiel mening. Hun tror stadig på at kultur og religion kan og skal holdes adskilte og afviser enhver tanke om at slå sine to, også fysisk skarpt adskilte ministerier sammen til ét kultusministerium. Forvirringen ser altså ud til at øges - støt og roligt, men en af Politikens klummeskrivere kan berolige os. Verden styres hverken af religioner eller af ideologier, men af kaotiske mængder af følelser, tanker og teknologier der skifter tempo så hurtigt, at vi dårligt kan nå at registrere verden før de er pist væk. Religionsforskeren Herbener mener dog at Danmark i løbet af et årti eller to vil blive udsat for et religionsskifte i og med at landets lutherske kristenom vil blive reduceret til en mindretalsinstitution på linje med de islamiske, katolske, hinduistiske, buddhistiske, ny-hedenske, ateistiske og humanistiske institutioner samt myriaderne af individuelle former for spiritualitet. Og dette tror undertegnede skam også, men til forskel fra Herbener vil jeg ikke kalde det et 'religionsskifte uden ånd', men tværtimod et religionsskifte der netop går så dybt at det fjerner åndløsheden fra de bestående religioner, ideologier og mærkværdige, nyhedenske, ateistiske institutioner samt lige så mærkværdige og reaktionære 'humanistiske' forskere og kommentatorer - og genfinder den sunde og ægte føling med den fulde virkelighed som er kernen i al folkereligiøsitet og folkelighed. Denne er nemlig det modsatte af spiritualitet, metafysik, spekulation og intellektualisme - i og med at den er en respekt for den frie og ukontrollable ånd der beror på de irrationelle processer i det kollektivt ubevidst og som derfor er det eneste sande modstykke til magtens dominans, overgreb og vildledning. Det danske folk har de allerbedste forudsætninger for at genfinde og genåbne kilderne, men det kræver besindelse og nytænkning af en alvor så dyb at kun de færreste har forestillinger om at den først og fremmest et konsekvent opgør med falske autoriteter, politikere, eksperter og kommentatorer. No-brexit-deal truer Storbritannien og EU Til toppen Næste Storbritannien under Theresa May er sandelig også havnet i en forvirring der kun kan løses gennem konsekvent nytænkning og nylederskab der ikke gør sig naive forestilllinger om et UK uden aftale med EU, men tværtimod går ind i realistisk kamp for en rekonstruktion af EU der gør denne forvoksede og kunstige mastodont til et praktisk og pragmatisk fællesmarked der har plads til både Storbritannien, de nordiske lande, østlandene og Sydeuropa, men samtidigt står som værn om de nationale identiteter og suveræniteter. Premierminister David Cameron skulle aldrig have accepteret resultatet af den vejledende folkeafstemning i juni 2017 han havde været så letsindig at udskrive efter sin store valgsejr i 2015, for den gav vitterligt kun gav 52 % tilslutning til udtræden mod 48 % for forbliven. Skotland og Nordirland var imod - ligesom 70 % af landets hovedstadsborgere og flertallet af de unge, men der var pisket en stemning op af Uafhængighedsbevægelsen UKIP under Nigel Farage, bl.a. andet som følge af de flygtningestrømme kansler Merkel havde åbnet EU's ydre gænser for. Det konservative parti var dybt splittet, Labour under en nu og svag formand lå bevidst underdrejet - og ingen viste præcist hvad en udtæden ville betyde i praksis. Men Cameron gav op - og den relativt ukendte indenrigsminister Theresa May blev overraskende hans efterfølger og var lige så overraskende fast besluttet på at stå ved det resultat hun ikke personligt var gået ind for. Og så begyndte problemerne ellers at udvikle sig til en farce der gav hovedrysten i Bruxelles og de flestet andre hovedstæder. For man kom ingen vegne med brexitaftalerne mellem UK og EU-kommissionen. Og May tabte et parlamentsvalg hun naivt-optimistisk udskrev for at få skåret igennem. Historien ville have været uendelig, hvis ikke EU insisterede på at fastholde udmeldelsesdatoen. May fik en aftale på plads i sidste øjeblik, men den skal først til afstemning i parlamentet i midten af januar, og eksperter regner med at den går May imod, også fordi flere af hendes ministre har forladt regeringen - så man får en udtræden pr. 1.3.19. uden en aftale om de tusinder af regler der skal erstatte EU's regler. Og en udtræden uden aftale om markeds-, handels- og toldbetingelser m.m. er lige præcis det værste man kan forestille sig. Det vil ramme Storbritannien hårdt, og mange andre lande ganske ubehageligt. Men der er tilsyneladende ingen vej tilbage. Et nyvalg vil formentlig give Labour magten tilbage - under Jeremy Corbyn. Og han har fået vind i sejlene på grund af Mays svagheder og fejltrin, men kan heller ikke trylle barske fremtidsudsigter bort. Den britiske farce viser at det ikke længere kan regnes for selvfølgeligt at bruge folkeafstemninger til afgørelse af vitale nationale anliggender, når et lands indre sammenhæng er blevet undergravet af både folkelig splittelse og folkelige illusioner om større indflydelse. Svigter det politiske lederskab, må nationen lære gennem erfaringens realistiske metode, og det kan blive både dyrt og bitter. Afvisningen af Sverigedemokraterne lammer svensk politik Til toppen Næste Manglen på realisme og lederskab har også gjort svensk politik til en farce siden valget i september, idet hverken den socialdemokratisk ledede koalition med Miljøpartiet eller den borgerlige koalition i fire gamle partier med Moderaterne i spidsen kunne få flertal i Riksdagen, af den simple grund at ingen af fløjene ville samarbejde med det nationalistiske, fremmedfjendske parti Sverigedemokraterne der kom ind med hele 17,6 % af stemmerne og blev tredjestørste parti. Da det er et udpræget borgerligt parti, ville 'Alliansen' og dens statsministerkandidat, Moderaternes Ulf Kristerson, sagtens kunne få et flertal hjem, blot de ville acceptere et samarbejde med Sverigedemokraternes Jimmy Åkesson, på samme måde som de borgerlige partier i både Danmark og Norge samarbejder med hhv. Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet, men denne mulighed afsvor de på forhånd under valgkampen, idet de alle principielt gik ind for den vanvittigt naive og dybest set anti-bogerlige flygtningepolitik som den tidligere borgerlige statsminister Rejnfeldt (M) gennemtrumfede med brask og bram - også efter kansler Merkel åbning af EU's ydre grænser. Han tabte valget i 2015 og gik af som partileder. Men både hans første efterfølger (Batra) og den næste (Kristersson) turde ikke skifte holdning, selvom Sverige i stigende grad fik problemer af alvorlig art med ikke-integerede flygtninge. Det fortier man officielt - og derfor vinder Sverigedemokraterne frem. Men ganske som i Tyskland vil man ikke se kendsgerningerne i øjnene og rette politikken ind efter dem. Derfor står Sverige nu i den situation at Riksdagens formand Andreas Norlin har ladet tinget stemme om foreløbig to statsministerkandidater uden held og i næste uge skal stemme en tredie gang på grundlag af nye forhandlinger mellem partierne under den af Norlin klart fremhævede forudsætning, at hvis partierne ikke nu forstår situationens alvor og accpterer et kompromis på tværs af partiblokkene, så bliver et nyvalg eneste alternativ, og det vil i givet fald finde sted i april - og formentligt kun give små forskydninger i mandattallene. To partier på spærregrænsen risikerer at ryge ud, men Sverigedemokraterne vil igen få så mange mandater at de vil være afgørende for dannelsen af en borgerlig regering. Kristdemokraterne går nu klart ind for et sådant samarbejde, mens Moderaterne tøver. De vil formentlig kun bøje sig hvis Kristersson trækker sig som formand. Svensk politik er bogstaveligt lammet. Statsminister Löfven leder kun et forretningsministerium og har endda måttet acceptere et budget som Moderaterne og Kristdemokraterne har skruet sammen og som indeholder beparelser og skattenedsættelser som socialdemokaterne er inderligt imod. Det er en uholdbar situation, men ændres formentlig kun ved et nyvalg med nye løfter fra de borgerlige med klart og tydelig brud på de gamle dogmatiske holdninger, selvom Norlin håber på noget andet. Men også svenskerne har malet sig selv ud i et hjørne hvorfra de kun udfries ved officielt at tage ved lære af erfaringen. Gule Veste afslører Macrons begrænsning Til toppen Næste I Frankrig kniber det også med politisk realisme, idet præsidenten og regeringen i flere uge har været udsat for højst ubehagelige og dramatiske demonstrationer i flere store byen og Paris's bymidte, fra uvant og helt kontrollabel side, nemlige selvbestaltede grupper der under navnet 'de gule veste' har samlet sig imod regeringens reformer og dens forsøg på at finansiere reformerne ved afgiftsforøjelser, bl.a. en kraftig forhøjelse af benzinafgiften, der ville ramme stort set alle almindelige lønmodtagere mærkbart. En hidtil ukendt kvinde fra Bretagne fik ideen med de gule veste og fik på ganske kort tid rejst bevægelser i hele landet. De er i princippet fredelige og civiliserede, men så store at de også har tiltrukket voldsmænd og bøller fra både indland og udland i så store mængder, at politi og sikkerhedsfolk fra hele landet er kommet på overarbejde. Det medførte hurtigt så voldsomme konfrontationer, at regeringen valgte at trække forhøjelserne af benzinafgiften tilbage, men det var for sent, da demonstrationerne viste sig at være vendt mod præsident Macron og hans elitære styre og arrogance. Han måtte på fjernsynet for at appellere til hele befolkningen om at stå sammen mod urostifterne, men den ellers dygtige og karismatiske taler efterlod blot indtrykket at stor usikkerhed og stor forbavselse. Det var tydeigt at demonstrationerne var komme bag på manden der vandt præsidentvalget i maj 2017 ved udtrykkeligt at kalde sit ny parti 'En Marche" en bevægelse og udtrykke tro på folkets vilje til fornyelse. Ja, han appellerede direkte til den latente energi i folket. Og dén har i dag sandelig fået at føle på sin egen krop. Han har nok undsagt den gammeldags klassekamp og sagt at han vill føre en politik der er integrerende og til gavn for alle der blot accepterer den sekulære stat. Han benægter ikke sin elitære uddannelse, men denne uddannelse i kombination med hans både erotiske og intellektuelle forhold til en 26 år ældre lærerinde og en internationalt anerkendt sprogfilosof gjorde ham til et helt ny fænomen i fransk politik der kunnne ventes at få held til at gennemføre den revolution af det gennemkorrupte politiske system i landet som der er hårdt brug for. Men Macron er også varm tilhænger af et stærkt præsidentskab og et stærkt EU, og her har han jo måttet sande at hans håb om en stærk akse mellem kansler Merkels Tyskland og hans eget Frankrig blev slået totalt i sønder med Merkels fatale flygtningeafgørelse i 2015 og senere politiske nedtur. Han er i dag på Herrens mark over for den folkelige energi i Frankrig han næppe forstår og i hvert fald har forspildt mulighederne for at gøre til sin egen. Macron har dermed vist sin begrænsning - og kan altså ikke længere forventes at leve op til sine løfter og visioner om en ny tiltrængt udvikling i både Frankrig og EU. Havde han fra starten virkeligt forstået 'de gule vestes' fredelige og oprigtige ønsker om en ny politik - og eksempelvis forbundet den med tanken om 'den tredje vej', var det ikke utænkeligt at han kunne have gjort det underværk han havde håbet på. Men løbet synes kørt for den håbefulde unge mand. Der var i går søndag nye voldsomme demonstrationer i Paris. Og jeg udelukker ikke at grunden til Macrons afmagt kan være manglen på mandighed! Merkels delvise retræte gjort ondt værre Til toppen Næste I Tyskland skabte kansler Merkel egentlig kun øget politisk forvirring ved efter CDU's markante nederlag ved delstatsvalget i Hessen i oktober at bebude sin afgang som partiformand, men udtrykkeligt ikke som kansler, og afgangen skete på en særlig partikongres i Hamburg i begyndelsen af december, hvor hun holdt en bevæget afskedstale og modtog et stående bifald på ti minutter. Hun var stolt af sin indsats og fortrød ikke den fatale åbning af EU's ydre grænser i september 2015, den der ellers har medført den store splittelse både i hendes eget land og i adskillige andre EU-lande. Hun slog på Tysklands moralske forpligtelse og ville som andre politikere og især kvindelige vælgere ikke være ved at sammenhængskraften i enhver demokratisk nation er vigtigere end moralske forpligtelser og slet ikke har noget som helst med moralske forskrifter at gøre. Den stikker tværtimod dybt ned i folkenes underbevidste fornemmelser af præcis den art man særligt i Bayern kalder Heimat-gefühl (hjemstavns-fornemmelse). Merkel stillede op til tredje genvalg som kansler ved valget i september 2017. Den store koalitions tre partier gik alle tilbage, og det tog et halvt år og forgæves forsøg på at finde alternativer at få den gendannet. Den var et misfoster der også gav SPD's nye ledelse store hovedbrud. Men Forbundspræsident bad indstændigt partierne om at danne regering, så man kunne undgå et ødelæggende nyvalg. Dér som i andre lande er en stor koalitions eneste formål at holde besværlige, indvandrerkritiske og vælgertiltrækkende partier uden for enhver indflydelse. I Tyskland drejer det sig om Alternativ für Deutschland (AfD) der fik 12,6 % af stemmerne og 94 mandater. Det eneste de gamle partier får ud af denne strategi er at lide flere tab ved delstatsvalg og - at opleve at Alternativet råber endnu højere og får endnu flere tilhængere. Det tages som et meget alvorligt problem for selve det parlamentariske system, at tonen i Forbundsdagen ikke blot er blevet hårdere og mere uforsonlig siden Alternativet kom ind for 15 måneder siden, men at lige præcis dette parti ifølge en undersøgelse Süddeutsche Zeitung netop har gennemført har gjort latterbrøl til noget sædvanligt ved møderne. Ja, med AfD er "hånlatteren blevet et ofte brugt våben i den politiske kamp på den højeste scene, ligesom bifald og tilråb". - Bladet har registret 156 tilfælde af højlydte latterbrøl fra partigruppen på det halve år undersøgelsen dækker. Og når deres egne ordførere er på talerstolen, rejser gruppen sig samlet og applauderer. Parlamentariske uskikke, der ikke ville gå an i Folketinget, men i høj grad i Storbritannien, og som trods alt er at foretrække for gadens metoder i Paris. Og vil man uskikken tillivs, kunne det sandsynligvis lade sig gøre ved blot at tage det lattermilde parti og hjemstavnsfølelsen alvorligt. Det gjorde indenrigsminister Seehofer (CSU) til Merkels fortrydelse i april måned da han ligeud sagde sin mening, at islam ikke hører hjemme i Tyskland. Den slags udtalelser er ilde hørt i CDU og SPD, men er næmere sandheden end kansler Merkels filosofi. Ingen tror på at hun kan blive siddende valgperioden ud (dvs til 2021), og derfor er der stor interesse omkring den nye partiformand, den 56-årige Annegret Kramp-Karrenbauer (kaldet AKK) der er tidligere ministerpræsident i delstaten Saarland, men sidste år blev udpeget som ny generalsekretær for partiet. Kramp-Karrenbauer er dygtig nok, men savner de visioner og den trang til nytænkning som en kommende kansler skal have, hvis partiet og nationen ikke skal komme endnu længere ud i uføret. Og da hun modsat nordtyskeren Kansler er katolik er der også opstået en ny skillelinje i partiet der kan få ganske stor betydning. Der risikerer nemlig at udbryde en ny kulturkamp i stedet for den preusseren Otto Bismarck indførte i 1870 og som var vendt direkte mod den katolske kirkes indflydelse. Den nye kan komme til at gælde abortpolitikken og dermed kvindernes ret til at bestemme over deres egen krop. Og da der i Tykland er en million flere kvinder end mænd der har stemmeret kan det tænkes at svække AKK. Trump er den morsomste klovn USA nogensinde har haft Til toppen Næste² USA har unægteligt fået en præsident der er brovtende lige til det komiske, og som tror at hans rigdom og selvsikkerhed borger for tilstrækkelig kompetence til at leder klodens foreløbigt eneste supermagt i tid hvor alt forandres hurtigere og kraftigere end nogensinde før. Han har et sikkert tag i sine kernevælgere, men rager uklar med snart sagt alle sine ministre og rådgivere og laver ravage det ene sted efter det andet i international politik. Han er primært kommet til magten ved sin foragt for The Establishment i Washington og sin eminent dygtige udnyttelse af de sociale medier. Han er et nemt offer for vittighedstegninger og revymumre, og har også en rigsretssag hængende over hovedet på grund af løgne om forholdet til Rusland. Men han kan godt gå hen at vinde præsidentvalget om to år. Og manden har vitterligt allerede ændret verden ved sine radikale omprioriteringer i international politik. Og dét har den store fordel at vort Europa står friere end det har gjort siden 1945. For øjeblikket er Mexico-muren det brændende punkt, eftesom Trump vil have lukket for tilstrømningen af illegale indvandrere fra Sydamerika. Og da han ikke kan få bevillingerne igennem Kongressen, har han lukket ned for store dele af statsapparatet, så mange offentligt ansatte ikke længere får deres løn. Den slags besynderligheder er mulige i USA, der ikke kender til den praktiske og hensynsfulde ordning at statsapparatet kører midlertidigt videre, hvis budgettet eller finansloven ikke vedtages rettidigt. Nedlukningen af det offentlige kan fortsætte til Trump får sin vilje. Det er dét der er afgørende for den mand. Trump vil have de amerikanske tropper hjem fra både Afghanistan og Syrien, da han - som noget positivt - har indset at USA ikke fortsat har økonomiske og militære kræfter til at spille politibetjent i hele verden, men han gør det på sin sædvanlige måde: med dekreter skrevet under for offentlighedens øjne med den skråsikre skrift - hen over hovedet på ministre, rådgivere og samarbejdspartnere. Bliver der bag kulisserne lagt pres på ham, kan han gå med til at udskyde beslutningernes ikrafttræden - men det står fast at Syriens udvikling, Assads position, kurdernes, palæstinensernes og israelernes forhold er ændret for altid - og at Rusland og Iran har fået mere magt. Og klimaet vil Trump blæse på - for alle spådomme om katastrofer kommer efter hans uforgribelige mening fra medierne og USA's fjender. Det er lystig snak med alvorlige konsekvenser indbygget, men sådan er store klovne på verdensscenen. Klimaet forværres mens politikerne taler store ord Til toppen Næste Klimaet forværres naturligvis ikke blot fordi præsident Trump har forladt Pariseraftalen fra 2015, men fordi CO²-udledning er om ikke ligefrem proportional med stigningen i verdensbefolkningen, så så tæt på at den ikke er mulig at forhindre med politiske beslutninger, teknologisk fiduser eller enkeltindividers ophør med at spise røde bøffer. Verdenshavenes vandstand vil stige de kommende årtier, og det samme vil borgerkrige, flygtningestrømme, hungersnød og epidemier. Naturen og udviklingen styres hverken af rå magthavere eller pæne og velmenende mennesker, men af lovene for fysikken og for menneskets ubevidste adfærd. Men menneskeheden som sådan skal nok overleve nogle årtusinder endnu. Og kulturen ligeså. Det enestående og kulturskabende ved mennesket som biologisk fænomen er som bekendt bevidstheden, men modsat hvad folk i almindelighed og den materialistisk indstillede naturvidenskab i særdeleshed render rundt og tror, så er bevidstheden ikke et simpelt produkt af fysisk-kemiske hjerneprocesser, men et højst ejdommeligt og principielt uigennemskueligt spil mellem viljesbestemt rationalitet og fri, intuitiv erkendelse fra det vi kalder 'underbevidstheden' eller 'ånden', og dennes kilde er det kollektivt ubevidste. Dette betyder at mennesket aldrig erfarer meningen med livet gennem logisk og rationel erkendelse, men gennem irrationel erkendelse og følgelig altid vil kunne finde meningen med tilværelsen helt uafhængigt af teknologiske og økonomiske fremskridt eller tilbageskridt samt al politisk dårskab. Og det skal vi være glade og taknemmelige for. For det betyder at vi alle vil kunne bevare følingen med den afgørende eksistentielle helhed og sammenhæng vi oplever lige fra fødslen og som ytrer sig i både livsmod, kærlighed, musik og humor. Der er alvor i tilværelsen, fordi der er forskel på godt og ondt og et 'op og ned' i alting. Men der er netop derved også humor og tragedie i alting. Begge dele ses tydeligst i kønsforholdet, fordi mænd og kvinder er vidtforskellige fysisk og psykisk. Kønskampen afslører kvindens identitetskrise Til toppen Næste Den aktuelle kønskamp er af gode grunde kommet til at handle mest om kvinder der har følt sig dybt krænkede over overgreb fra mænd der officielt eller uofficielt har haft magt eller myndighed over dem gennem familierelationer eller ansættelsesforhold. Sådanne krænkelser har sikkert været der fra tidernes morgen, i hvert fald i alle de patriarkalske samfund flertallet vokser op i og kender bedst. Men det voldsomt store antal i nutiden er først kommet frem gennem kvindernes stigende bevidsthed om kønsrollerne. Og det mest overraskende er nok at krænkelserne ikke blot er udbredte i 'primitive' familier eller ensporede magtorganisationer, men også i såkaldte kulturinstitutioner som eksempelvis det fine Svenske Akademi (De aderton), hvor endog 'kulturprofiler' har fået lov at udfolde sig med største selvfølgelighed så de end ikke forstår de anklager der bliver rejst imod dem og som fører til domfældelse. Der er naturligvis også magtkamp i kulturlivet, da dette nu engang også kræver organisering og social lagdeling. Det besynderlige er udelukkende, at de dominerende kulturprofiler synes åbenlyst præget af nøjagtig samme magtbrynde som magthaverne i erhvervsliv og politik og som får dem til at se det som en selvfølge at mandens magt grundliggende betyder at kvinden er til hans rådighed - jo mere, jo højere oppe i hierarkiet han selv kommer. Det er ikke blot en simpel bekræftelse på at magt altid korrumperer, men på at alt for mange mænd ligger under for den rent dyriske tænkning at magt er sammenfaldende med hannens ubegrænsede fysiske kønstilfredsstillelse. Det er en yderst primitiv tænkning man finder ikke blot hos arabiske sheiker, fascistiske og kommunistiske diktatorer eller en præsident som Bill Clinton, men også hos 'lavere' individer som Peter Ålbæk og Lars von Trier. Primitiviteten ligger ikke i at det mandlige kønshormon naturligvis også gør sig gældende hos kulturpofiler og skabende kunstner, men i den komplette uvidenhed om at mandens kønsdrift kan kanaliseres og altid har kunnet det, og kanalisering ikke betyder undertrykkelse, så det eneste rigtige skulle være helt at undgå 'synden' og leve i 'cølibat'. Det er yderst få mennesker der kan klare denne perversitet, og derfor ser man masser af sexovergreb i en institution som den katolske kirke, hvor alle præster og munke påtvinges cølibatet. Men seksuel udfoldelse er ingen synd, men tværtimod noget helt naturligt for alle mennesker, men det samme er også kvindens ligeberettigelse med manden og hendes værn om sin egen krop og sin egen ukrænkelighed. Udvejen af det uundgåelige problem der følger af kønsdriftens vækkelse i puberteten ligger altså ikke i seksuel afholdenhed eller komplet uhåndterlige regler om kvinders samtykke til sex, men i fuld og åben erkendelse af den mandlige kønsdrifts styrke og særart: Den kan og skal i vort moderne samfund i langt højere grad ledes ind i former for udløsning eller tilfredsstillelse der ikke nødvendigvis medfører udtømmelse af fysisk sæd, men lige så vel kan ske i form af 'udtømmelse' af psykisk sæd, dvs skabende ideer, kunst, musik, leg, erotik og kærlighed. Det er desværre volapyk for de fleste i vore dage, da de ikke fatter at mandens skaberevne faktisk ligger i at kunne kanalisere skabereevnen ud i alt andet end børneavl. De færreste forstår at mandens såkaldte fallos-kraft lige så vel kan have fysiske som psykiske eller 'symbolske mål' - og at de psykiske eller symbolske mål ikke bare forsvinder i fantasiens verden, men er selve kernen i kulturens skabelse. Problemet heri er ikke blot et spørgsmål om dybere erkendelse hos mændene, men i høj grad også en dybere forståelse hos kvinder for at deres identitet og værdighed ikke er identisk med mandens, men har sin særlige art gennem de kvindelige kønshormoners karakter. For begge køn er det afgørende at vide at kønsdriften til enhver en tid kan slå over i skabende erotik, kærlighed, kunst og videnskab eller - ånd. Delingen af nøgenbilleder afdækker usikkerhed med blufærdigheden Til toppen Næste Et delproblem i den moerne kvindes identitetsproblem ligger i usikkerheden om blufærdigheden. Mange purunge piger oplever dyb krænkelse gennem en ondskabsfuld deling af nøgenbilleder som kun var beregnet på en snæver inderkreds. Krænkelserne er først blevet mulige gennem de 'sociale' medier, hvor selve trafikken med deling af meddelelser er noget ganske centralt. Men delingen kan ikke styres, da den enkelte bruger ikke kan styre hvad de såkaldte 'venner' deler videre med andre. Kloge folk anbefaler forældre at holde sig godt informeret om hvilke medier deres børn bruger og råde dem til agtpågivenhed, hvis de vil undgå misbrug af private billeder. De peger i den forbindelse på at nøgenbilleder i vore dage er blevet helt naturlige led i positive relationer mellemr venner og veninder. Og det må fornuftige forældre tage til efterretning. Men vi skal ikke bilde os ind at problemet kan løses blot med mere debat og effektiv jagt på misbrugere. En løsning kræver at selve blufærdigheden bliver bevidst så den ses som noget sundt og naturligt i og med at nøgenhed ikke ses som en helt fri gave eller udfoldelse, men ganske som alt andet ses i lyset af en helhedsrealitisk og konsistent etik: Nøgenhed er i princippet privat og tilhører derfor altid en mere eller mindre lukket (familiær kreds) og derfor skal den på de sociale medier naturligvis altid kun deles mellem privatsfærens medlemmer hvor tilliden råder og hvor krænkelser er bandlyst. Men denne konsistensetik giver ikke længere sig selv, den skal læres. Og den er en del af forståelsen af begrebet ånd. Krisen er hverken en politisk eller teknologisk krise, men en bred og dyb kulturel krise Til toppen Næste Som det gerne skulle være fremgået er den politiske og kulturelle krise i dette årtusinde helhedsrealistisk set bred og dyb - og hverken til at løse politisk eller teknologisk. Udfordringen er tværtimod af erkendelsesmæssig og åndelig art, og 'erkendelse' skal vel at mærke her ikke forstås som simpel rationel eller 'dannelsesmæssig' erkendelse, men som dybtgående komplementær så den dækker både det rationelle og det irrationelle, og 'åndelig' skal tilsvarende ikke forstås om et ellee andet 'spirituelt' eller 'metafysisk', men tværtimod netop igen som led i den komplementære forståelse af at vi mennesker har to lige vigtige tilgange til virkeligheden, den ydre via sanserne, og den indre via intuitionen. Og det er det uafladelige samspil mellem disse to tilgange der medfører det frie åndsliv og den dybe erkendelse der føre til indre forpligtelser- Hermed ønsker alle læsere et godt og muntert nytår! Ejvind Riisgård - Peer Sendemand - Jens Vrængmose Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Artikler om Danmark Artikler om EU og Europa Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |