Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sco19mettef

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.5.19.

Mette Frederiksen på vej mod magten

Folketingsvalget er endnu ikke udskrevet af Lars Løkke Rasmussen, men skal finde sted senest 16. juni, altså nogle uger efter EU-parlamentsvalget. Lars Løkke holder så meget af nøglerne til statsministeriet at han naturligvis trækker valget længst muligt ud og i hvert fald ikke vil glæde Politikens kommentator Noa Reddington, der forleden udbrød: Udskriv nu det valg! Løkken har jo også den gode grund at VLAK-regeringen kan få lov at udpege den nye EU-kommissær inden den går af, så det kan blive en borgerlig kommissær og ikke en socialdemokratisk - og slet ikke genvalg af den radikale Margrethe Vestager som mange mener har gjort det godt de sidste fem år. Men hvorfor i al verden skulle nogen dansk regering stå bag genvalg af en kommissær der som økonomiminister i Helle Thornings regering var med til at køre tre partier i grøften?

Alle meningsmålinger peger nu på sikker valgsejr til den ikke-borgerlige, såkaldte "røde blok", og derfor på socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen som landets næste statsminister, den anden kvindelige i rækken og med sine 41 år den hidtil yngste. Helle Thorning var 44 år da hun i 2011 blev regeringschef. Men Frederiksen har tidligt erklæret at hun vil gå efter at danne en ren socialdemokratisk mindretalsregering - og specielt holde sig langt væk fra en alliance med De radikale, som ellers tidligere i Danmarkshistorie ofte har været samarbejdspartner. Frederiksen kan regne med betinget støtte fra i hvert fald SF og Enhedslisten, men hverken med sikker støtte fra Alternativets Uffe Elbæk eller de radikales Morten Østergaard, der begge formelt vil pege på sig selv. Alternativet kan endog gå så meget tilbage, at det slet ikke bliver afgørende når der skal tælles til de afgørende 90 mandater. Men næppe nogen af de to vil gå direkte imod hende, selv om hendes idé med at danne regeringen solo udtrykkeligt er at hun vil være fri til at kunne gå i forlig med borgerlige partier på flere punkter, men især i udlændingepolitikken. Her er der nemlig under Frederiksens formandsskab sket den markante ændring i socialdemokratisk politik at man i dag bøjer sig for kendsgerningen, at rundt regnet 75 % af folketingets medlemmer og af befolkningen er tilhængere af en stram udlændingepolitik.

Journalisten Thomas Larsen fra Berlingske har netop - meget bevidst timet - udgivet en portrætbog om Mette Frederiksen, og den har været kritiseret af flere for at være alt for ukritisk, ja være blevet genstand for mange bladtegningers billige grin. Men i mine øjne er den helt igennem sober og oplysende. Den giver et helt overvejende positivt indtryk af hovedpersonen, men hun er faktisk også svær at se noget negativt ved, eftersom hun dels har gode karakteregenskaber og haft en god opvækst bag sig, dels har præsteret et solidt stykke politisk håndværk som minister og siden 2015 et meget målrettet arbejde som partiformand for at rette partiet op og væk fra Helle Thornings og Bjarne Corydons mere eller mindre blå-farvede borgerlige eller liberalistiske politik med landet defineret som en konkurrencestat. Og hun har ikke mindst vovet klart og utvetydigt at indrømme sine fejl og fejltagelser i tide.

Det bliver hverken let for hende at danne regering eller at køre denne igennem med skiftende flertal, men hun har de bedste forudsætninger for at gøre det og dermed undgå at havne i Lars Løkkes stigende usikkerhed. Og det skyldes bl.a. at hun har fået etableret et tæt forhold til Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl. Valgkampen er skudt i gang med store annoncer, hvor Mette Frederiksen reklamere med at hun vil samle Danmark. "Der er ikke ét parti vi kan gøre alt sammen med, men mange partier vi kan gøre meget sammen med." Og i Thomas Larsens bog citeres hun også for refleksioner om at det ikke er sikkert at partiets nye kurs kan føre til valgsejr. "Men du bliver nødt til at gå derhen, hvor du mener, at partiet skal være, og derfra må du kæmpe for at få vælgernes støtte." - Det vil sige hun ikke er opportunist, men et fuldt integreret menneske, der kæmper for det hun tror på og engagerer sig for.


Mette Frederiksen er født og opvokset i Øgadekvarteret i Ålborg i en socialdemokratisk typograf-familie, hvor faderen var tillidsmand på Stiftstidende, glødende socialdemokrat og landsformand for de socialdemokratiske typografer. Både faren og farfaren har sidder i amtsrådet. Oldefaren var væver og var i sin tid med i faglige kampe. Moren var dagplejemor og derfer næsten altid hjemme. Hun var også partimedlem, og der blev altid diskuteret politik i hjemmet, også juleaften. Men Mette Frederiksen understreger selv at man i familien valgte utopier, revolution og samfundsomstyrtning fra og satsede på pragmatisme og gradvise forbedringer. Faren var i stand til at købe murermestervilla i det nye kvarter ved Grønlands Torvet. Også farfaren købte eget hus - og endda fritidsbolig i Bælum syd for Ålborg. Et valg var en festdag. Men det endte dog med at faren meldte sig ud af partiet, da det i 80'erne blev splittet af formandskampen (med Nyrups kup mod Auken). I ferierne tog man bilen sydpå og boede på campingpladser. Altså meget traditionelt familieliv for faglærte i velfærdsstaten.

Mette gik i Frydendal lille folkeskole, senere Byplanvejens skole og til sidst matematisk linje på det nye Ålborg Gymnasium. Hun var var aktiv i svømmeklubben, blev konkurrencesvømmer, men var først og fremmest aktiv i FDF, der lokalt mere var en ungdomsklub uden pågående religiøs aktivitet. Hun blev konfirmeret og er stadig medlem af folkekirken, men hendes to børn er ikke blevet døbt.

Mette Frederiksen meldte sig ind i DSU i 1992, efter Murens fald hvor verden begyndte at åbne sig - og bl.a. Sydafrika med Nelson Mandelas modstand mod Apartheid fangede opmærksomheden. Da hun blev myndig, rejste hun på en længere studietur til Afrika, bl.a. Kenya, og har ialt været dernede syv gange. Hun engagerede sig i DSU-arbejdet, der jo netop bliver en uddannelse for sig, når man engagerer sig. Hun avancerede og blev valgt til hovedbestyrelsen - og hun var ikke bange for at tage konfrontationer med andre. Hun lærte dengang både sin senere rådgiver Martin Rossen og sin senere ministerkollega Henrik Sass Larsn at kende. I udlændingepolitikken engagerede hun sig til venstre i partiet, dvs på den linje flere vestegnsborgmestre kørte frem - længe uden at blive hørt. Hun indrømmer dog at hun dengang begik samme fejl som andre i partiet at bedømme borgmestrenes advarsler som overdrevne.



Hun blev opfordret til at søge en stilling som ungdomskonsulent i LO's hovedkvarter på Rosenørns allé i Købennhavn - og flyttede til Hovedstaden. Hun lærte fagbevægelsen at kende indefra - og da hun blev folketingskandidat i Ballerup, flyttede hun til denne forstadskommune - og fik endda byens populære og meget aktive borgmester Ove E. Dalsgård som læremester, ja i 2001 anskuelsesundervisning i at føre valgkamp. Hun var 24 år, da hun blev valgt til folketinget og Dalsgård blev genvalgt som borgmester, men Nyrup tabte valget til Anders Fogh Rasmsussen, bl.a. på sin fejlbedømemlse af modstanden mod indvandringen og Dansk Folkepartis holdning til denne. Valgnederlaget var knusende for partiet, for de borgerlig havde ikke alene fået rent flertal; Venstre var - for første gang siden 1920 - blevet større end socialdemokratiet. Frustrationerne og spændingerne i partiet tog til. Nyrups formandsskab blev undergravet.

Socialdemokratiet var kommet ud af samklang med sine vælgere af to hovedårsager: indvandringen og globaliseringen. Flertallet forstod ikke indvandringens negative følger, heller ikke Mette Frederiksen selv. Århus-borgmester Thorkild Simonsen blev trukket ind i Nyrups regering, men for sent. Men Mette Frederiksen betragter fejlen på dette punkt som en kollektiv fejl i partiet. - Globaliseringen kræver også nytænkning. Men partiet forblev i en defensiv holdning til den. Hun var ikke begrjstret for Tony Blairs linje, den såkaldte 'tredje vej'. Hendes intution sagde tværtimod at det var forkert at opgive troen på at staten kan løse alle udfordringer. Men desuden troede socialdemokraterne fejlagtigt at de så at sige havde ret til at sidde ved magten i en velfærdsstat.

Mette Frederiksen tilsluttede sig Mogens Lykketofts diskrete oprør mod Nyrup - ja blev hans væbner. Og som sædvanlig lærte hun meget af opgaven. Hun blev fortrolig med både arbejdet i folketinget og forholdet til medierne. Privat fik hun to børn - og lærte således også at få dette til at hænge sammen med det politiske liv. Hun fk ret hård medfart i medierne - blev fx kaldt en hidsig furie. Men hun forstod at brænde igennem og få folk til at lytte. Valgkampen i 2005 blev et mareridt for socialdemokraterne, ikke mindst fordi spørgsmålet om udlændingepolitikken eksploderede. Nederlaget var ikke til at tage fejl og - og Lykketoft måtte erkende at partiet måtte finde en ny formand. Mette Frederiksen var Lykketofts fortrukne kandidat, men hun var kun 27 år, og der var for mange ting hun ikke syntes hun kunne ordentligt, så hun valgte at sige nej, vel vidende at det ikke var sikkert hun senere ville få tilbudet.

Valget kom til at stå mellem den erfarne Frank Jensen, der havde siddet 17 år i folketinget, og den uerfarne Helle Thorning-Schmidt der kun var EU-parlamentariker. Thorning vandt med 53 % af stemmerne mod Jensens 47. Han havde i sin tid støttet Auken og bebudede nu at ville forlade folketinget ved det følgende valg, mens Thorning gjorde det klart at hun ikke ville tolerere interne magtkampe. Hun ville samle partiet til en stærk enhed og videreudvikle velfærdssamfundet i globaliseringens tidsalder. I folketingsgruppen var der ikke nogen større begejstring for Thorning. Mette Frederiksen havde været på Frank Jensens hold, men fik ikke desto mindre den centrale rolle som socialordfører og blev også inddraget i ledelsen, for at sikre balancen i gruppen. - Samtidig indså hun at hun gjorde klogt i at afslutte sit universitetsstudium, en masteruddannelse i Afrikastudier.

Helle Thorning, der gentagne gange havde postuleret at hun kunne slå Fogh, tabte imidlertid valget i 2007. Mette Frederiksen benyttede tiden til at give sit parti en stærkere ideologisk forankrig ved i 2008 at præsentere '10 socialdemokratiske teser', hvor af den første lød at det enkelte menneskes frihed står over alt andet, og den næste at pligter var vigtigere end rettigheder. Frederiksen måtte svare på mange spørgsmål, men understregede generelt at teserne var hendes personlige bidrag til en nødvendig selvransagelse i partiet. Hun ønskede en samlet strategi for partiet formuleret. - Samme år kom den store internationale finanskrise, der bragte mange europæiske lande i vanskeligheder. Men i 2009 sikrede Anders Fogh Rasmsusen sig posten som Natos generalsekretær, så Løkke Rasmussen overtog statsministerposten. I Socialdemokratiet blev der tilnærmelse mellem S og SF under Villy Søvndal.



Valget kom i 2011, men de radikales leder Margrethe Vestager advarede mod det fælles økonomiske oplæg fra S og SF. Og da valgresulatet førte til regeringsforhandlinger mellem hende på den ene side og Thorning og Søvndal på den anden, endte disse med at udgangspunktet for den nye regering var den tidligere regerings økonomiske politik. Margrethe Vestager blev den store vinder - og da Henrik Sass Larsen fik problemer med sin PET-sikkerhedsgodkendelse, blev han ikke finansminister. Det gjorde i stedet Bjarne Corydon. I 'det sorte tårn' blev kimen således fra starten lagt til et dårligt indeklima i regeringen og løftebrudsdiskussionen i offentligheden.

Mette Frederiksen blev ikke som forventet socialminister, men beskæftigelsesminister, men samtidig medlem af det økonomiske udvalg, altså inderkredsen i regeringen (der holder møder i det såkaldte Struense-rum i Finansministeret). Frederiksen måtte overtage og forsvare den dagpengereform både S og SF samt fagbevægelsen forud for valget havde været imod. Hendes arbejdsbyrde var enorm - og mange af de konkrete sager havde sprængstof i sig. Dagpengesagen var en stor belastning, fordi hun inderst inde selv var imod den. Hun oplevede at de centrale ministre ikke blot kunne være uenige, men på møderne skændtes og undertiden råbte ad hinanden. Men respekten for hendes egen indsat var stor.

En af de helt store erfaringer blev at mange af ministrene, inklusive Thorning selv, var for grønne da de gik i regering. De kunne ikke hamle op med embedsmændene. Disse er slet ikke blot dygtige og neutrale sagsbehandlere, men har også deres egne meninger og kæmper for deres egne områder og interesse. Hvis ikke du ved, hvad du vil, kører systemet med dig, fornemmede hun hurtigt. Hun fik flere fejder i ministeriet - og det endte med at departementschefen valgte at gå af.

Kampene med embedsværket bliver endnu mere tilspidsede i det helt centrale Justitsministerium som Mette Frederiksen overtog og hvor al lovgivning skal igennem. Her blev den kvindelige departementschef simpelthen degraderet til chef for kirkeministeriet, fordi hun var på tværs af de ændringer Frederiksen ville have gennemført, fx. i udformningen af asylpolitikken. Mette Frederiksen viste sig her usædvanligt handlekraftig og frygtløs.



I 2015 måtte Mette Frederiksen som justitsminister håndtere terroranslaget mod Krudttønden på Østerbro og Synagogen i Krystalgade. Hun fik et nyt og ubehageligt indblik i de berøringsflader der er mellem de voldelige indvandrerbander og den radikaliserede islamisme. Der var kommet en hård kerne omkring bandekriminaliteten som bærer brutaliteten i sig og som ikke kan resocialiseres. Ja, den hårde kriminalitet i Danmark har en etnisk slagside. - Tiden i Justitsministeriet blev skelsættende for Mette Frederiksen. Hun oplevede det hårdeste arbejdspres nogensinde. Det blev en udfordring at få karriere og privatliv til at hænge sammen. Og hun måtte affinde sig med at have PET-agenter omkring sig uafbrudt. "Du kan hele tiden høre skridt bag dig". - Ydermere fik hendes mor uhelbredelig kræft og døde i maj 2013. Mette Frederiksen overvejede at træde tilbage som minister, men holdt ud. I 2014 skete der yderlige det at hun måtte igennem en skilsmisse, det altid er smertelig, fordi den går ud over børnene - og betyder at hver part skal undvære dem hver anden uge.

Forfatteren Lars Olsen kunne desuden i bogen "En Bygning slår revner" konstatere, at kombinationen af kontanthjælspakken og erhvervspakken var ødelæggende for partiet. Ekstra Bladet kunne berette om 'Kæmpe A-krig i kulissen'; Mette Frederiksen og Helle Thorning var kommet på kollisionskurs. Meningsmålingerne kom i april 2013 ned på et nyt lavpunkt: 15,7 %. Ja partiet led samtidig den tort, at det i en del målinger også var mindre end Dansk Folkeparti. - SF blev tvunget til at træde ud af regeringen. Og dét blev et vendepunkt. De politiske kommentatorer fastslog at Mette Frederiksen var i fuld gang med at lægge afstand til Helle Thorning med udtalelser om at det kunne være, det var danskerne der havde ret og at partiet burde overveje om ikke de kunne gøre noget bedre og klogere. Flere af de gamle fraktioner eller kaffeklubber i partiet fandt sammen i en fælles analyse af at Thorning og Corydon havde flyttet partiet for langt til højre. Da Helle Thorning var på tale til en EU-post, udarbejdede opponenterne i realiteten en ny politisk plan og en plan for en ny regeringsdannelse.

Valget i 2015 gav socialdemokraterne 26,3 %, men Dansk Folkeparti fik 21 og Venstre 19 %, desuden fik Liberal Alliance sit store gennembrud. Et magtskifte var uundgåeligt; Lars Løkke kunne kræve nøglerne tilbage. Helle Thorning erkendte nederlaget og trak sig straks som partiformand, idet hun indirekte pegede på Mette Frederiksen. I september samme år kom den store flygtningetilstrømning til Europa, der fik den tyske kansler Angela Merkel til at ophæve EUs ydre grænser. I sommeren havde Mette Frederiksen formuleret en strategiplan for sit parti, hvor hun talte om nødvendigheden af en 'samfundskontrakt' med vælgerne, Rousseaus gamle udtryk fra 1762.



Tiden i opposition skulle nu bruges til at samle partiet og fremlægge nogle planer og visioner. Mette Frederiksen nærmeste medarbejdere i dette stykke blev rådgiveren Martin Rossen, Henrik Sass Larsen, og den tidligere Århus-borgmester Nicolai Vammen samt den nye partisekretær Jan Juul Christensen. Partiorganisationen skulle styrkes, og partiet skulle være relevant for almindelige mennesker. Det skulle være et ægte folkeligt parti, der sikrer både social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed. Og for virkeligt at sætte sig ind i almindelige menneskers tankegang og fornemmelser har hun været på besøg i alle partiafdelinger og suppleret med mange institutionsbesøg.

Men desuden slog Mette Frederiksen utvetydigt fast, at hun ikke ønskede et nyt regeringssamarbejde med De Radikale. I betragtning af omkostningen ved økonomiminister Margrethe Vestagers iskolde behandling af S og SF fra 2011 til 2015 er dette ikke uforståeligt, men den egentlige grund var jo, at den nye radikale formand Morten Østergaard udtrykkeligt havde tilkendegivet at han ikke kunne støtte Mette Frederiksens tilslutning til den borgerlige udlændingepolitik, som hun selv kaldte 'klassisk socialdemokratisk', fordi den går ud på at fremtidssikre det velfærdssamfund socialdemokraterne tror på. Hun havde nu erkendt at antallet af udlændinge betyder noget for integrationen, og understreger derfor at partiets nye frihedskamp (tese 1) handler om at få integrationen til at fungere bedre.

I et fortroligt strategipapir fra sommeren 2014 havde hun fastslået at partiet længe havde overset danskernes bekymring for de negative konsekvenser af indvandringen. Hun fandt støtte hos Oxford-professor Paul Collier, hvis budskab var at verdensfjerne eliter havde ført en uansvarlig og uetisk indvandringspolitik, hvor man havde hjulpet de få på bekostning af de mange. Men først i februar 2018 blev planen "Retfærdig og realitisk - en udlændingepolitik der samler Danmark" lagt frem. Lanceringen af udspillet lykkedes. Partiet fik bedre meningsmålinger - og nøgtern konstaterede Mette Frederiksen at dette skyldtes at virkeligheden havde forandret sig. "Alle ved i dag at flygtninge - og migrantkriser ikke er et forbigående fænomen." - Det burde de i hvert fald have indset. og det burde igen medføre at man ikke mindst accepterer at EU's ydre grænser skal beskyttes bedre. Flygtninge skal ikke automatisk blive indvandrere. Fremover skal flere asylansøgere rejse hjem, når forholdene i hjemlandet er sikre nok.

Men problemet for Mette Frederiksen er jo at alt dette er de borligere enige i, men bestemt ikke venstrefløjen eller de radikale. Tværtimod er de radikale kommet endnu længere væk fra gammel midterpolitik end de nogensinde har været. Østergaard har ikke afholdt sig fra at kalde Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF for et "rødbrunt kabinet" - eller kræve skriftlig garanti fra Frederiksen om en ændring. Og Enhedslisten har også store skrupler. Det er just derfor at Mette Frederiksen også udtrykkeligt erklærer at hun vil have et opgør med den gamle blokpolitik. Det støder naturligvis især venstrefløjen der tænker i enkle "enten rød eller blå"-baner og ikke bryder sig om at Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl er kommet ind i Mette Frederiksens samarbejds- og fortrolighedszone. Uanset uenighed om mange ting, kommer de godt ud af det med hinanden. Dette er vigtigt for det viser at Frederiksens ord om at samarbejde på tværs af det gamle blokskel - ikke er tomme.



Iøvrigt er der ingen grund til at gå nærmere ind på de udestående politiske problemer Thomas Larsen gennemgår i sidste del af sin bog, og som drejer som om kontrol med den nye digitaliserede finansverden, mindre bureaukrati i sundhedsvæsenet, flere hænder til det praktiske arbejde eller problemet om tidligere pension for de mest slidte arbejdstagere, for alt dette må der til sin tid skaffes politisk flertal om ved forhandlingsbordet og ikke ved endeløse teoretiske diskussioner. Det er ingen nemme løsninger på sådanne komplicerede spørgsmål, men kun uperfekte kompromismuligheder.

Men jeg finder det personligt beklageligt at Mette Frederiksen ikke kan se at den tredje vej ikke nødvendigvis giver store koalitionsregeringer der tilslører problemerne og udskyder løsninger, men først og fremmest er et sundt princip om en bred midterpolitik, som intet parti har eneret på og som derfor naturligt kan og skal medføre skiftende regeringer. Desuden kommer ingen regering uden om at sætte grænser for den offentlige sektors indre tendens til at vokse ubegrænset til skade for den paritpolitiske balance. Og endelig er der indbygget en konflikt i forholdet mellem frihed og ligestilling - i og med at frihed i princippet altid medfører ulighed, hvad der betyder at man godt kan regulere friheden i nogen grad, men aldrig i et frit land forhindre enhver ulighed.

Men generelt tror jeg at CEVEAs politiske chef Kasper Fogh Hansen har ret i - som han skriver i et l. maj indlæg i Politiken i dag - at socialdemokratiet er som forvandlet, efter at Mette Frederiksen er kommet til og oprindeligt sagde at hun ikke ville lave noget om. Jeg tror nu hun mente ikke lave noget om fra den ene dag til den anden, men tage den tid det kræver. Forvandlingen på tre år er et faktum, som meget vel, kan give hende valgsejren, og jeg finder det meget påfaldende at en ellers fornuftig mand som historikeren Claus Bryld pludseligt giver sig til at klandre Mattias Tesfaye, Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvad for at ville skabe et samfund af idioter ved at lade "arbejderister" sætte sig på magten i Socialdemokratiet. I hans øjne marcherer 'arbejderismen' og antiintellektualismen igen. Også hos Lars Olsen som "mudrer sociale begreber til" med sin insisteren på at hovedmodsætningen i det danske samfund går mellem 'folket' og 'den kulturelle overklasse'.

Det er et så ualmindeligt groft angreb på de nævnte personer - og indirekte på Mette Frederiksen - at det må være på høje tid at henlede Brylds opmærksomhed på at der vitterlig er forskel på 'folket' og 'eliten' eller 'overklassen', hvad man allerede kan se af De gule Vestes kamp mod Macron eller komikeres valgsejre rundt omkring, men også på Uffe Elbæks morsomme parti og den udbredte politikerlede i mange lande. Det er da i høj grad demokratisk ansvarligt at prøve på at få afstanden mindsket. Ingen i et ægte demokrati ønsker et samfund af idioter, men man er altså ikke idiot fordi man ikke har fået universitetsuddannelse eller ikke går i teatret eller på kunstudstillinger. Men kan derimod blive fagidiot af kun at dyrke et snævert felt og lade helheden ude at betragtning. Man kan blive følelsesmæssig idiot af udelukkende at beskæftige sig med at analysere svære tekster som fx Søren Kierkegaards, og man kan ikke mindst blive eksistentielt retarderet ved at afskære sig fra det almindelige dagligliv og familieliv og hengive sig til ensidig dyrkning af teoretiske, spekulative og allerværst dogmatiske 'sandheder' som det faktisk sker ikke blot hos terrorister, islamister og marxistiske kapitallogikere, men også hos skikkelige jurister og teologer af alle slags.

Fornuftig brug af intellektet er en god ting - som skaber kultur og civiliserede samfund - men overdreven, ensidig og besat brug af intellektet giver altid bagslag - især når den, som i alle ideologier og dogmatiske religioner, er forbundet med blindhed for de frie, intuitive og irrationelle indsigter som giver direkte føling med de basale eksistentielle værdier. Her er folket altid sundere end eliten, men det forstår den næsten aldrig.

Skulle man ud fra disse sidste betragtninger endelig komme med et kritisk blik på Mette Frederiksen, så bliver det at hun og hele hendes rådgiverstab synes ramt af selvsamme blindhed og derfor i virkeligheden aldrig får fat på hvad det folkelige fællesskab dybest er. Det er et dybt irrationel fænomen der derfor aldrig kan indfanges af nogen 'social kontrakt', men alene gennem et frit, ukontrollabelt åndsliv og en fri ukontrollabel humor.

Ejvind Riisgård



Litteratur:

Thomas Larsen: Mette Frederiksen - et politisk portræt (Gyldendal. 2019)
Lars Olsen: En bygning slår revner - Socialdemokratiet og det folkelige Danmark (Gyldendal. 2013)
Arne Hardis: Den kætterske socialdemokrat. Jørgen Dich og den herskende klasse. (Gyldendal. 2018)
Jørgen S. Dich: Den herskende klasse. En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den. (Borgen. 1974)



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Mette Frederiksen gør sig fri af de radikale  (5.6.18.)
Er socialdemokraternes nye flygtningepolitik humanistisk?  (16.2.18.)
Har Socialdemokratiet overhovedet en kulturpolitik?  (18.2.18.)
Socialdemokraterne har holdt årsmøder, men fastholder blokpolitikken  (20.9.17.)
Socialdemokratismens nye illusioner  (23.6.17.)
Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)
Socialdemokraten Kaare Dybvads folkelige illusioner  (23.7.17.)
Socialdemokratismens nye illusioner  (23.6.17.)



Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Et landsmøde kan udstille krise og afmagt  (2.10.13.)
Er Thorning-regeringen ved at gå op i limingen?  (19.9.13.)
Bjarne Corydon omdefinerer socialdemokraternes velfærdsstat  (8.9.13.)
Regeringsrokale og partiudmeldinger  (12.8.13.)
Folketinget går på sommerferie og regeringen får et pusterum  (19.6.13.)
Dagpengeløsningen udskyder reformen, men redder Thorning-regeringen  (16.5.13.)
Første maj er blevet en tvetydig affære  (3.5.13.)
SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut  (21.3.13.)
Thorning bekender kulør med borgerlig politik  (1.3.13.)
Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format  (6.1.13.)
Regeringens åbne sår  (5.10.12.)
Socialdemokratiet lider  (24.9.12.)



Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.)
Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.)
Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan  (17.5.11.)
Helle Thornings nye hold  (19.4.05.)
Helle Thorning ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Frank eller Helle?  (11.3.05.)
Lad dog Auken præke!  (9.1.05.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Anker Jørgensen og folkeligheden  (21.3.16.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Var Jørgen S. Dich en socialdemokratisk kætter  (19.6.18.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal