Om de intellektuelle kan der siges lige så meget positivt og negativt som om akademikerne og eksperterne. De har deres opgave. Vi kan ikke undvære dem, men ser ikke desto mindre ofte med foragt på dem, ikke mindst når de begynder at udfolde sig som bedrevidende.

Eksperter er fagfolk på et specielt område og kan følgelig udtale sig og rådgive på dette område med større vægt end lægfolk. Men mange udtaler sig ofte med en arrogance der støder og som afspejler manglende indrømmelse af deres værdidommes usikkerhed og/eller subjektivitet. Og eksperterne mødes derfor ofte med en slags uvilje eller påmindelse om deres plads i systemet. De må gerne komme med neutrale råd - det er de som regel ligefrem bedt om og betalt for. Men de skal ikke blande sig i den efterfølgende beslutningsproces. Den er det politikerne eller menigmand selv der må tage sig af, således som statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede i sin nytårstale 2002.

De intellektuelle er derimod en bredere betegnelse for alle der i kraft af analytiske evner er i stand til at holde en kritisk distance til tingene og problemerne, og som på dette grundlag blander sig i den offentlige debat - uden nødvendigvis at være eksperter. De er pr. definition snarest en slags generalister. Deres opgave er først og fremmest den almene selvbesindelse. De skal være kulturens salt. Og specielt den europæiske kultur kan med rette bryste sig af, at den takket være de intellektuelles systematiske selvkritik kan betragtes som en kultur i vedvarende eksistentiel selvbesindelse.

Forfatteren Carsten Jensen har engang i en kronik ramt forskellen mellem eksperter og intellektuelle præcist med bemærkningen om, at de intellektuelle - i modsætning til eksperterne - ikke udgør nogen institution, men alene har deres autoritet i argumentationen. Og at de til forskel fra eksperterne sætter spørgsmålstegn ved deres profession. Andetsteds i samme kronik påstår han, at de intellektuelle slet ikke har en profession. Det kan lyde selvmodsigende. Men meningen er selvfølgelig, at den sande intellektuelle aldrig er fagidiot.

Eksperterne har altså i høj grad deres autoritet i kraft af deres profession, men tillægges desuden af medierne en ekstra aura af autoritet eller pondus gennem selve den form og hyppighed, hvormed man henvender sig til dem.

Godtfolk spørges på gaden eller andre tilfældige steder. - Hvad mener du? - Og det tillægges ingen større betydning. De spørges for et syns skyld, fordi alle principielt skal kunne komme til orde i et demokrati, og fordi alles meninger her er lige gode - på papiret. Og så er det for mange en stor ting blot at komme i fjernsynet. Fagfolk derimod spørges i deres laboratorier og i deres hvide kitler - eller i biblioteker og studerekamre med hundredvis af bøger som baggrund. Ingen er i tvivl om deres betydning. De spørges for sagens skyld. De skal påvirke til ændret adfærd. Baggrunden, påklædningen, titlen, ordenerne, stemmen og hele udstrålingen skal være i orden for effektens skyld.

Men underligt nok kan vi få for meget af den slags påvirkninger. De fleste af os kan sagtens gennemskue den hvidkitlede mand i reklamespottet der udtaler sig med 'autoritativ stemmeføring' på 'videnskabens' vegne. Eller vi kan med slet skjult fryd konstatere, at eksperterne er indbyrdes uenige, og den ene dag advarer mod at spise fedt, men den næste anbefaler det. Eller den ene dag anbefaler mammografi, men den næste kan opremse alle de risici der er forbundet med denne screening.

Den ene dag kan Bjørn Lomborg udgive en bevidst provokerende bog om 'Verdens sande tilstand', der giver et fortræffeligt overblik over miljøets relative, men ikke fuldstændigt håbløse udsathed. Den næste dag overfaldes han af hele koblet af miljøpessimister, der ovenikøbet har held til at få et af forsknings- og sandhedsministeriet nedsat overvågningspoliti med solid basis i de eksakte materialistiske videnskaber til at erklære manden og bogen for ‘uvidenskabelig'.

De intellektuelle burde være hævet over alt for snævre, personcentrerede akademiske fejder, for så vidt de som generalister er eller burde være klare over, at sandheden ikke er sådan at få hold på. Det er en væsentlig del af al vederhæftig søgen efter sandheden, at man undgår at havne i påberåbelse af absolutte og endegyldige sandheder. Man er tværtimod led i en uafsluttelig proces, hvis frihedsgrad man må værne om, så man netop undgår såvel magthavernes forsøg på at patentere sandheden som meningsmands hårdnakkede, men uhjælpelige krav på klare, forenklede og garantisikrede budskaber.

Heldigvis så man da også i Lomborg-sagen, at besindige samfundsforskere og filosoffer rykkede den kontroversielle og provokerende forsker og debattør til undsætning: Der kan slet ikke udtales uimodsigelige, absolut gyldige påstande om så komplicerede ting som verdens miljømæssige tilstand. Det er tværtimod selve videnskabens fornemmeste kendetegn, at man søger sandheden gennem den stadige diskussion om forskelle teorier......

Men generelt er de intellektuelle altså ikke hævet over fejderne om, hvem der har ret og kan levere den sandhed folket eller magthaverne vil have. Derfor findes der uendeligt mange spydigheder om dem. Og for dem alle gælder, at de tydeligt afspejler stærkt subjektive opfattelser af hvad ordene 'intellektuel', 'ekspert' og 'akademiker' står for.

Jean d'Ormesson siger således, at han kender brandmænd og postbude, ja sågar generaldirektører, som er exceptionelt begavede, men også intellektuelle som er idioter.

Lothar Baier gør opmærksom på, at "Før i tiden hvilede en intellektuels omdømme på anerkendelsen af hans værk og hans tanker. I dag begynder berømmelse med en opsigtsvækkende optræden i medierne. Derefter behøver den intellektuelle blot at offentliggøre en pamflet, hvor salget med det samme går strygende takket være hans præfabrikerede berømmelse."

En intellektuel er efter den britiske succesforfatter Edgar Wallace's mening "en person der har fundet noget der er mere interessant end sex". - Men måske skulle man her tilføje: og mere interessant end magt og penge, eller tøj og mad! Særlinge er de fleste af dem i hvert fald.

Forfatteren Francoise Sagan har engang påstået, at de intellektuelle er folk der taler om bøger som andre har skrevet.

Eller som Storm P-vagabonden svarede da hans kammerat spurgte ham om sagen:

- Du, hvad er egentlig en akademiker?
- Det er en der har læst sig til det vi andre ved i forvejen.

Så kort kan det siges, når man har alle sine fordomme i behold og ikke skal stå til regnskab for dem.

Et af de mest systematiske generalangreb på de intellektuelle kom i 1988 fra den britiske historiker Paul Johnson med bogen "Intellectuals". Her analyserer han veloplagt fremtrædende intellektuelle i de sidste 300 års vestlige historie. Det er navne som Rousseau, Shelley, Marx, Ibsen, Tolstoy, Brecht, Bertrand Russel, Sartre, George Orwell, Fassbinder, James Baldwin og Noam Chomsky.

De følger i virkeligheden visse simple adfærdsmønstre: De er som gruppe forstået ofte ultra-konformistiske inden for deres egne cirkler. Og dette gør dem farlige som masse. For det sætter dem i stand til at skabe et klima af rettroenhed som i sig selv ofte skaber irrationelle og destruktive handlingsforløb.

Nu kunne man over for denne bandbulle i hvert fald gøre opmærksom på, at Paul Johnson som historiker selv er intellektuel - og måske skulle lade være med at kaste med sten mod andre. Men han ville naturligvis og med fuld ret replicere, at han netop ikke er intellektuel i den specielle betydning af ordet han bruger til at rubricere de skildrede personer.

Altså kommer vi ikke uden om, at begrebet intellektuel er tvetydigt og kan bruges såvel om alle tænkende væsener der er analytisk indstillede, men ønsker at holde en distance til tingene, som om de skarpe hoveder der ønsker at engagere sig i politiske, moralske og religiøse fejder og som ønsker at bruge deres analytiske evner til fordel for dette engagement.

De intellektuelle står altså derfor altid i det dilemma, at de skal afgøre med sig selv om de vil holde distance til tingene og problemerne eller engagere sig direkte i løsningen af problemerne.

Der er ingen der med rimelighed kan forlange, at analytiske begavede mennesker skal holde sig til kølige og nøgterne analyser og undlade enhver form for engagement. De har naturligvis samme ret til engagement som alle andre. Men man kan med rimelighed forlange, at de intellektuelle altid qua deres intellektuelle evner gør sig klart hvad de gør, og klart melder ud hvornår de optræder som analytiske mennesker og hvornår som engagerede. Analysen må altid holdes adskilt fra engagementet.

Derfor er det ikke helt tilfredsstillende i Paul Johnsons iøvrigt fortræffelige og engagerede analyser at nøjes med en konstatering af, at de engagerede intellektuelle hovedpersoner han har valgt at gøre til genstand for sine nærgående analyser, synes at have haft det til fælles, at de på religiøs eller pseudoreligiøs vis har troet på en fundamental forbedring af såvel mennesket som samfundet gennem logik og fornuft. Dette er ganske vist allerede diskvalificerende for en intellektuel der ønsker at værne om sit gode navn og rygte som hævet over religiøse eller ideologiske illusioner.

Men det centrale turde være, at disse intellektuelle slet ikke ser eller forstår den dybe forskel mellem idé og virkelighed eller mellem drøm og realisation, og derfor heller ikke ser eller forstår den dybe psykologiske forskel mellem jegets funktion og selvets funktion.

Når intellektuelle kan havne i et engagement for en politisk, moralsk eller ideologisk sag på en sådan måde, at de bliver fanatiske, hadefulde og hævngerrige, ja voldelige og terroristiske, så viser det i det mindste, at de helt og holdent befinder sig inden for jegets funktion, hvor hævdelsen af rethaveriskhed og retfærdighed er noget centralt. De kan ikke opgive retfærdigheden og rethaveriskheden og bevæge sig over i selvets område, hvor langt større ting er på spil.

Det kan også formuleres på den måde, at intellektuelle der havner i fanatisme og fundamentalisme savner enhver forståelse af ideernes universalitet og spiritualitet og derfor heller ikke forstår, at ideerne - eller de arketypiske forestillinger - kan være en dyb, stærk og vedvarende inspiration for alle tanker og handlinger, men aldrig realiseres i en ufuldkommen verden uden totalt at miste deres universalitet og spiritualitet. Åndens rige er af en helt anden art end magtens rige. Og derfor kan man ikke udøve magt i ideens eller universalitetens navn uden dermed at forråde selve ånden i ideerne.

Paul Johnson har valgt at se nærmere på bestemte personer der har betydet meget for sekulariseringen i Vesten (dog først og fremmest Europa). Og det har været nyttigt. Men som bekendt findes der afsporet intellektualisme i mange mere specifikke nutidige fænomener som venstrefløjsfascinationen af Stalinismen eller den muslimske fascination af de store hadere der i nyeste tid har erklæret død over Israel, USA og de vestlige værdier. Begge emner vil blive taget op til nærmere behandling snarest muligt.