utils prefix normal JERNESALT - Intellektualisme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.3.03.


Intellektualismens dilemma

Indledning
Forskellige synspunkter

Paul Johnsons analyse
   Jean-Jacques Rousseau
   Karl Marx
   Henrik Ibsen
   Leo Tolstoy
   Bert Brecht
   Bertrand Russell
   Jean-Paul Sartre
   James Baldvin

Afslutning
Henvisninger



Indledning

Om de intellektuelle kan der siges lige så meget positivt og negativt som om akademikerne og eksperterne. De har deres opgave. Vi kan ikke undvære dem, men ser ikke desto mindre ofte med foragt på dem, ikke mindst når de begynder at udfolde sig som bedrevidende.

Eksperter er fagfolk på et specielt område og kan følgelig udtale sig og rådgive på dette område med større vægt end lægfolk. Men mange udtaler sig ofte med en arrogance der støder og som afspejler manglende indrømmelse af deres værdidommes usikkerhed og/eller subjektivitet. Og eksperterne mødes derfor ofte med en slags uvilje eller påmindelse om deres plads i systemet. De må gerne komme med neutrale råd - det er de som regel ligefrem bedt om og betalt for. Men de skal ikke blande sig i den efterfølgende beslutningsproces. Den er det politikerne eller menigmand selv der må tage sig af, således som statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede i sin nytårstale 2002.

De intellektuelle er derimod en bredere betegnelse for alle der i kraft af analytiske evner er i stand til at holde en kritisk distance til tingene og problemerne, og som på dette grundlag blander sig i den offentlige debat - uden nødvendigvis at være eksperter. De er pr. definition snarest en slags generalister. Deres opgave er først og fremmest den almene selvbesindelse. De skal være kulturens salt. Og specielt den europæiske kultur kan med rette bryste sig af, at den takket være de intellektuelles systematiske selvkritik kan betragtes som en kultur i vedvarende eksistentiel selvbesindelse.

Forfatteren Carsten Jensen har engang i en kronik ramt forskellen mellem eksperter og intellektuelle præcist med bemærkningen om, at de intellektuelle - i modsætning til eksperterne - ikke udgør nogen institution, men alene har deres autoritet i argumentationen. Og at de til forskel fra eksperterne sætter spørgsmålstegn ved deres profession. Andetsteds i samme kronik påstår han, at de intellektuelle slet ikke har en profession. Det kan lyde selvmodsigende. Men meningen er selvfølgelig, at den sande intellektuelle aldrig er fagidiot.

Eksperterne har altså i høj grad deres autoritet i kraft af deres profession, men tillægges desuden af medierne en ekstra aura af autoritet eller pondus gennem selve den form og hyppighed, hvormed man henvender sig til dem.

Godtfolk spørges på gaden eller andre tilfældige steder. - Hvad mener du? - Og det tillægges ingen større betydning. De spørges for et syns skyld, fordi alle principielt skal kunne komme til orde i et demokrati, og fordi alles meninger her er lige gode - på papiret. Og så er det for mange en stor ting blot at komme i fjernsynet. Fagfolk derimod spørges i deres laboratorier og i deres hvide kitler - eller i biblioteker og studerekamre med hundredvis af bøger som baggrund. Ingen er i tvivl om deres betydning. De spørges for sagens skyld. De skal påvirke til ændret adfærd. Baggrunden, påklædningen, titlen, ordenerne, stemmen og hele udstrålingen skal være i orden for effektens skyld.

Men underligt nok kan vi få for meget af den slags påvirkninger. De fleste af os kan sagtens gennemskue den hvidkitlede mand i reklamespottet der udtaler sig med 'autoritativ stemmeføring' på 'videnskabens' vegne. Eller vi kan med slet skjult fryd konstatere, at eksperterne er indbyrdes uenige, og den ene dag advarer mod at spise fedt, men den næste anbefaler det. Eller den ene dag anbefaler mammografi, men den næste kan opremse alle de risici der er forbundet med denne screening.

Den ene dag kan Bjørn Lomborg udgive en bevidst provokerende bog om 'Verdens sande tilstand', der giver et fortræffeligt overblik over miljøets relative, men ikke fuldstændigt håbløse udsathed. Den næste dag overfaldes han af hele koblet af miljøpessimister, der ovenikøbet har held til at få et af forsknings- og sandhedsministeriet nedsat overvågningspoliti med solid basis i de eksakte materialistiske videnskaber til at erklære manden og bogen for ‘uvidenskabelig'.



Forskellige synspunkter

De intellektuelle burde være hævet over alt for snævre, personcentrerede akademiske fejder, for så vidt de som generalister er eller burde være klare over, at sandheden ikke er sådan at få hold på. Det er en væsentlig del af al vederhæftig søgen efter sandheden, at man undgår at havne i påberåbelse af absolutte og endegyldige sandheder. Man er tværtimod led i en uafsluttelig proces, hvis frihedsgrad man må værne om, så man netop undgår såvel magthavernes forsøg på at patentere sandheden som meningsmands hårdnakkede, men uhjælpelige krav på klare, forenklede og garantisikrede budskaber.

Heldigvis så man da også i Lomborg-sagen, at besindige samfundsforskere og filosoffer rykkede den kontroversielle og provokerende forsker og debattør til undsætning: Der kan slet ikke udtales uimodsigelige, absolut gyldige påstande om så komplicerede ting som verdens miljømæssige tilstand. Det er tværtimod selve videnskabens fornemmeste kendetegn, at man søger sandheden gennem den stadige diskussion om forskelle teorier......

Men generelt er de intellektuelle altså ikke hævet over fejderne om, hvem der har ret og kan levere den sandhed folket eller magthaverne vil have. Derfor findes der uendeligt mange spydigheder om dem. Og for dem alle gælder, at de tydeligt afspejler stærkt subjektive opfattelser af hvad ordene 'intellektuel', 'ekspert' og 'akademiker' står for.

Jean d'Ormesson siger således, at han kender brandmænd og postbude, ja sågar generaldirektører, som er exceptionelt begavede, men også intellektuelle som er idioter.

Lothar Baier gør opmærksom på, at "Før i tiden hvilede en intellektuels omdømme på anerkendelsen af hans værk og hans tanker. I dag begynder berømmelse med en opsigtsvækkende optræden i medierne. Derefter behøver den intellektuelle blot at offentliggøre en pamflet, hvor salget med det samme går strygende takket være hans præfabrikerede berømmelse."

En intellektuel er efter den britiske succesforfatter Edgar Wallace's mening "en person der har fundet noget der er mere interessant end sex". - Men måske skulle man her tilføje: og mere interessant end magt og penge, eller tøj og mad! Særlinge er de fleste af dem i hvert fald.

Forfatteren Francoise Sagan har engang påstået, at de intellektuelle er folk der taler om bøger som andre har skrevet.

Eller som Storm P-vagabonden svarede da hans kammerat spurgte ham om sagen:

- Du, hvad er egentlig en akademiker?
- Det er en der har læst sig til det vi andre ved i forvejen.

Så kort kan det siges, når man har alle sine fordomme i behold og ikke skal stå til regnskab for dem.



Paul Johnsons analyse

Et af de mest systematiske generalangreb på de intellektuelle kom i 1988 fra den britiske historiker Paul Johnson med bogen "Intellectuals". Her analyserer han veloplagt fremtrædende intellektuelle i de sidste 300 års vestlige historie. Det er navne som Rousseau, Shelley, Marx, Ibsen, Tolstoy, Brecht, Bertrand Russel, Sartre, George Orwell, Fassbinder, James Baldwin og Noam Chomsky.


Jean-Jacques Rousseau var den første moderne intellektuelle, ja selve den intellektuelle arketype, og i mange henseender den mest indflydelsesrige af dem alle. Han var den første som forenede alle de fremtrædende karakteristika af den moderne Prometheus: påstået ret til at forkaste den eksisterende samfundsorden i sin helhed; tilliden til sin evne til at fornye den fra bunden af i overensstemmelse med hans egne teoretiske principper; troen på at alt dette kunne nås gennem den politiske proces. Og sidst, men ikke mindst, erkendelsen af hvilken kæmpemæssig rolle instinkt, intuition og tilskyndelse spiller i den menneskelige adfærd. Han troede han besad en unik kærlighed til al menneskelighed, og at han var blevet udrustet med enestående evner og indsigter til at fremme menneskehedens lykke.

Men - og dette men er afgørende for Paul Johnson - Rousseau var mentalt syg. Han var en superb selv-kommentator, der spillede på sin ekscentricitet, sin sociale brutalitet, sin ekstremisme og sine særheder hvad angår påklædning og fremtoning. Og så var der eklatant modstrid mellem hans teorier om fri børneopdragelse og hans opdragelse af sine egne børn: Han anbragte dem på børnehjem for at komme af med dem!


Karl Marx var dømt til at studere, ja følte sig i London som "en maskine der var dømt til at sluge bøger". Det var da han sad på British Museum og skrev på 'Das Kapital'. Men Johnson betragter ham hverken som en lærd mand eller en rigtig videnskabsmand. Han var nemlig slet ikke interesseret i at finde sandheden, men kun i at proklamere den.

Der var tre lige vigtige ‘tråde' i manden: poeten, journalisten og moralisten. Kombineret med en enorm viljestyrke gjorde de ham til en formidabel skribent og profet. Men fra start til slut var han en eskatologisk skribent, en profet der bebudede dommedagen for det kapitalistiske system. Og drivkraften bag hans skriverier var hans had til pengeudlåning og ågerrenter, noget som igen afspejlede hans egne konstante pengeproblemer.

Johnson fører Marx's filosofi tilbage til fire aspekter af hans karakter: hans smag for vold, hans appetit på magt, hans manglende evne til at administrere penge og fremfor alt hans tilbøjelighed til at udbytte folk omkring sig.

Johnson citerer Bakunins ublide dom over manden: Marx tror ikke på Gud, men på sig selv og får alle til at betjene sig. Hans hjerte er ikke fuld af kærlighed, men af bitterhed, og han har meget lidt sympati for den menneskelige race!

Og igen finder Johnson klar modstrid mellem idé og praksis hos en intellektuel, der har sat sig for at skabe et nyt og bedre samfund: Han fik en søn med sin lille families trofaste og fra Tyskland medbragte tjenestepige i Soho (28 Dean Street, hvor hans lejede lokaler stadig kan beses). Denne søn blev bortadopteret, men fik tilladelse til at besøge sin mor hos Marx-familien. Men drengen skulle vel at mærke benytte bagtrappen! Tjenestepigen var iøvrigt det eneste regulære medlem af arbejderklassen Marx selv havde reel kontakt med, påstår Johnson.


Henrik Ibsen skabte ikke alene revolution på scenen med sine mange teaterstykker som 'Et Dukkehjem', 'Vildanden' og 'En Folkefjende', der satte problemerne til debat, men fik også sin generation til at tænke anderledes på det sociale område ved at gøre det halv-kvædede eller uudforskede bevidst for sig selv og andre (herunder også Freud). Og han blev derved for mange den store befrier. Men selv holdt han sig på afstand af såvel politik som nære menneskelige relationer.

Når Ibsen i et telegram til Christiania Arbejder Forbund i 1888 skriver at det er arbejderklassen der står hans hjerte nærmest, så stempler Johnson det som humbug. Intet stod hans hjerte nær - udover tegnebogen! Han var en mand af ord, ikke af handling. Han var en kujon både når det gjaldt personlige og politiske sager. Had og frygt var hans dybeste følelser - og derfor også forestillingerne om synd og straf.


Leo Tolstoy var den fødte skribent og samtidig en glimrende og succesfuld iagttager af natur og mennesker. I mesterværker som 'Anna Karina' og 'Krig og Fred' formåede han at skildre sin samtid og sine medmennesker med største præcision . Men han var langtfra et lykkeligt menneske. Hans vilje til magt og hans begær efter kvinder stod i vejen for ham. Og dét i en grad så han følte sig som en stor synder. Han betragtede sig som en bemærkelsesværdig mand både i henseende til evner og arbejdsvilje. Men han registrerede også hvad der manglede: Hvorfor er der ingen der holder af mig?

Han betragtede sig som og var i en vis forstand social eller moralsk reformator. Men han forblev autoritær og modstander af enhver politisk demokratisering. Han afskyede Vesten og de liberale parlamentarikere. Han gik derimod ind for en opdragelse eller moralsk højnelse af bønderne, og gav sig til personligt at undervise bøndernes børn på sit gods. Men jo ældre han blev, jo mere patriotisk og imperialistisk blev han.

Han bebrejdede sig selv at han forførte bønderpigerne eller tyede til prostituerede kvinder. Men endnu mere bebrejdede han kvinderne at de var fristerinder som Eva i Edens Have. Han nærede mistro mod dem, ja uvilje grænsende til had. Han troede på familien som sådan, men ikke på ægteskabet. Og slet ikke på et kristent ægteskab med lige rettigheder og pligter mellem parterne. Han undergravede sit eget ægteskab ikke bare med utroskab, men ved at røbe intime detaljer om sin 16 år yngre kone.

For Johnson er Tolstoy endnu et eksempel på hvad der sker når en intellektuel forfølger abstrakte ideer på almindelige menneskers bekostning. Han ødelagde sin familie, og endte med i en alder af 82 at forlade den (hvad han ikke overlevede). Altsammen fordi han følte sig forpligtet til at skabe en total moralsk omformning af samfundet. Ja, han følte sig nærmest som Gud selv, eller Guds ældre broder.


Bertolt Brecht skabte det moderne sofistikerede propaganda-skuespil med mesterstykker som 'Laser og pjalter', 'Mutter Courage' og 'Den kaukasiske kridtcirkel', idet han brilliant udnyttede sin tids stadigt mere omfattende statsstøttede teater. Hans filosofi var ‘Svejkisk': det gjaldt om at overleve ved at tilpasse sig. Men modsat den gode tjekkiske soldat Svejk gjorde han det på en kynisk egoistisk måde. Både når det gjaldt penge, kvinder og politik. Han dyrkede serviliteten: bukkede for dem der var stærkere end han selv, men sparkede til dem der var under ham. Han var jaloux, skønt han levede promiskuøst. Han tillod ikke sine kvinder den frihed han selv nød. Og han brugte ikke tid på sine børn.

Gennem 1930erne var han fanatisk stalinist. Under de første Moskvaprocesser sagde han til en amerikaner, at jo mere uskyldige de tiltalte påstår de er, jo mere fortjener de at blive skudt. Han protesterede aldrig over udrensningerne. Og da Stalin døde 5. marts 1953 var Brechts kommentar: Han var legemliggørelsen af håbet for alle undertrykte på fem kontinenter. Opstanden i Østtyskland kort tid efter kom bag på ham og han afviste, at almindelige tyske arbejdere var modstandere af regimet som sådant. Men han kendte dem heller ikke. Frankfurterfilosoffen Adorno foragtede ham: Brecht bruger timer hver dag på at putte snavs op under neglene så han kan komme til at se ud som en arbejder.

Johnsons dom er hård: "Brecht er den eneste intellektuelle blandt dem jeg har studeret som fremtræder uden et eneste forsonende træk. Som de fleste intellektuelle foretrak han ideer fremfor mennesker. Der var ingen varme i hans relationer. Han havde ingen venner i den almindelige betydning af ordet."


Bertrand Russell står i offentligheden først og fremmest som filosoffen der var glødende pacifist og modstander af atom-våbnene. Under 1. verdenskrig blev han faktisk afskediget fra sit professorat i Cambridge på grund af sin pacifisme. Men i modsætning til Brecht var han både anti-sovjettisk og anti-amerikansk. Da russerne demonstrerede deres første atom-bombe var hans reaktion klar: Hellere død end rød! Den næste krig vil blive den største katastrofe der har ramt den menneskelige race. Kun én katastrofe ville være større, og det ville være udstrækningen af Kremls magt over hele verden. - Dybest set var Russell også anti-russisk. Han betragtede russerne som barbarer og imperialister. Men som bekendt drev Vietnamkrigen ham til skarpe udfald mod USA og til oprettelsen af det såkaldte ‘Russell-tribunal' i 1967 (sammen med Sartre).

Det højst ejendommelige ved denne filosof var, at han oprindeligt følte sig som en ren abstrakt tænker. Han elskede matematikken, fordi den ikke var menneskelig. Matematikken besidder ikke blot sandhed, men også den højeste skønhed, "en kold og streng skønhed uden appel til nogen del af vor svagere natur", som han skrev.

Denne udtalte sans og lidenskab drev ham til i årene 1910-13 at skrive det store tre-bindsværk ‘Principia Matematica' sammen med A.N. Whitehead, et umådeligt krævende værk indenfor den matematiske logik, som det i mange år påstodes at kun to mennesker havde læst fra ende til anden, nemlig forfatterne selv. Men som i hvert fald i Danmark blev læst af Jørgen Jørgensen, der også underviste sine hovedfagsstuderende elever i stoffet. Men dets hovedpointe, at al matematisk logik kan føres tilbage til nogle ganske få aksiomer, blev allerede i 1931 modbevist af Gödel. Men det er en historie for sig. Kun skal det nævnes, at hans teorier om sprogets logik fik stor betydning for hans elev Ludwig Wittgenstein og den senere logiske positivisme. Russell gik ind for det hovedløse synspunkt, at filosofferne skulle udtrykke sig i et specielt, renset sprog.

Det sjove ved Russells personlige historie er, at hans kærlighed til den abstrakte tænkning og mistro til legemlige følelser for det første kan føres tilbage til hans bedstemoders puritanske opdragelse. For det andet at den slet ikke kunne holde i længden. Han blev med årene mere og mere samfundsengageret, provokerende og polemisk. Fra afskedigelsen i 1916 kunne den rige mand helt hellige sig sin skribentvirksomhed, der da også indbragte ham Nobelprisen i litteratur. Og fra 1950 opgav han helt filosofien til fordel for det politiske engagement. Han blev også mere seksuelt interesseret med årene og fulgte her ikke de almindelige, meget snævre engelske normer.

Russell mente generelt, at verdens dårligdomme i det store og hele kunne løses gennem logik, fornuft og besindighed. Hvis mænd og kvinder fulgte deres fornuft frem for deres følelser, argumenterede logisk i stedet for intuitivt og udviste besindighed i stedet for at hengive sig til yderligheder, så kunne krig undgås og de menneskelige relationer blive harmoniske. Men som Johnson betoner, så hvilede disse forudsætninger - som hans eget liv viser - på usikker grund. I alle afgørende øjeblikke i sit liv var hans synspunkter og handlinger bestemt af hans følelser. Ja i deciderede kriser blev logikken kastet helt bort.

Dette var han nu ikke selv totalt uopmærksom om. Faktisk indså han tidligt, at der er to hovedstrømninger i den menneskelige udfoldelse, nemlig den videnskabelige og den mystiske, og at det er i en forening af dem, at man finder den højeste menneskelige skaben (jvf. artiklen  Hvad lever vi på?)

Russell hadede krig, men der var ifølge Johnson tidspunkter i livet hvor han elskede magtanvendelse. Der var noget aggressivt, ja endog ‘bellicost', krigslystent, over hans pacifisme. Han var på en måde en absolutist, som troede på totalløsninger. Men historien viser netop også, skriver Johnson, at alle pacifistiske bevægelser når et punkt, hvor det mere militante element skuffes ved manglen på succes og tyer til civil ulydighed og voldshandlinger.

Dette er skrevet i 1988, men stadig aktuelt, hvad de omfattende pacifistiske demonstrationer i forbindelse med USA's forberedelse til krig mod Irak næsten dagligt viser. Pacifismen har dybe rødder i det mystiske - i den arketypiske forestilling om evig fred og harmoni. Og den skal derfor altid tages dybt alvorligt. Problemet opstår, når jeget, den vilje- og magtbetonede del af mennesket, annekterer selvets universelle indsigter og forhåbninger og vil gøre dem til konkrete politiske målsætninger.


Jean-Paul Sartre var der unægteligt format over. Han læste omkring 300 bøger om året, og udgav selv et stort antal filosofiske skrifter, romaner og skuespil m.v. Han arbejdede hårdt dagen igennem, men slappede af om aftenen - og drak tæt. Han levede livslangt sammen med Simone de Beauvoir, men var polygam og nægtede sig ingen tilfredsstillelse af sit 'ulykkelige begær' med andre. Beauvoir måtte konstatere at hans kvinder blev yngre og yngre, jo ældre han selv blev. Hans daglige forbrug af stimulanser omkring årene 1950 er beregnet til to pakker cigaretter plus adskillige piber tobak, godt en liter alkohol, 200 mg amfetamin, plus aspirin og barbiturater - foruden kaffe og te. Og så havde han talediarré. Talestrømmen var uendelig, både ved forelæsninger, interviews og samtaler. En filmregissør erfarede, at Sartre talte uafbrudt. Samtale var ikke mulig.

Ifølge Johnson var Sartre som de fleste førende intellektuelle en stor egoist. Han var det typiske tilfælde af et forkælet enebarn. Og han blev senere ekspert i selv-promovering. Han var desuden mandschauvinist. Han ønskede at genskabe sin barndoms paradis, hvor han var centrum for kvindernes beundring. Den på mange måder viljestærke og selvstændige, men iskolde Simone de Beauvoir blev rent faktisk hans slavinde lige til hans død. Hun tjente ham som elskerinde, kok og administrator, bodyguard og barneplejerske uden at kny. Og hun fandt sig også i hans polygami, eftersom den var aftalt betingelse for samlivet.

Det centrale ved Sartres af Kierkegaard inspirerede eksistentialisme er den rolle det frie valg spiller. Mennesket får først identitet og karakter ved at vælge hvad det vil og hvad det vil gøre. Og vægten ligger på handlingen. Det er ikke ordene eller synspunkterne der er afgørende, men handlingerne. Sartre opfordrede derfor i højere og højere grad til handling og engagement, hvilket i praksis ville sige politisk handling og engagement.

Men det ejendommelige er, at Sartre selv stort set holdt sig til ordene og overlod det til andre at handle. Allerede under nazi-okkupationen gik han principielt ind for modstandskampen, men deltog ikke selv i den. Efter ungdomsoprøret opfordrede han studenterne og de venstreorienterede til handling, og han forsvarede i denne forbindelse både vold og terror, fordi han betragtede den eksisterende samfundsorden som voldelig. Som bekendt besøgte han endog Andreas Baader i fængslet i Stammheim. Men ellers foretog han sig ikke noget aktivt.

Den alt andet end proletariske eller folkelige skribent tilsluttede sig ‘Det proletariske venstre' og udgav avisen ‘Folkets sag' - og kom også så langt i aktivistisk udfoldelse at han under Pompidou i 1970 oplevede at blive arresteret ved uddeling af sit blad. - Da han gav udtryk for at angreb på Sovjetunionen var det samme som at tage modet fra arbejderklassen, kom det til brud med Albert Camus og Raymond Aron.

Men trods den grundlæggende modsætning mellem ord og handling var hans indflydelse enorm. Sartres skuespil blev hits lige efter krigen. Eksistentialismen blev en populær filosofi i 1950erne - og næppe uden betydning for den stigende internationale interesse for Søren Kierkegaard. Hans bøger kom i store oplag. Og efter ungdomsoprøret blev Sartre nærmest en kultfigur. Han tilbød en livsvej og kom, med Johnsons ord, til at præsidere over en sekulariseret, omend tåget kirke.

Han tilbød med sin filosofi et alternativ til den gamle: ikke en kirke eller et parti, men en udfordrende doktrin om individualisme, i hvilken ethvert menneske ses som absolut herre over sin egen sjæl, hvis han vælger at følge modets og handlingens sti. Men personligt var han uden egentlige venner. Han var med en kritikers ord: en mærkelig filosofisk tænker der specialiserede sig i studiet af sine studenters underbukser.

Psykiateren Erling Jacobsen har gjort opmærksom på, at den kærlighed Sartre (og Beauvoir) skildrer ligger på det anale og orale plan.


Den indflydelsesrige sorte og muslimske amerikanske forfatter James Baldwin er måske det allertydeligste offer for det Johnson kalder den 'intellektuelle legitimation af volden' - og samtidig meget aktuel, fordi han afslører en væsentlig kilde til det muslimske had i verden.

Hans homoseksuelle roman 'Giovanni's room' fra 1956 blev afvist af hans egen forlægger, og det gjorde ham rasende mod hele den amerikanske forlagsverden. Men samtidig gjorde han den opdagelse at hadet kunne være aktuelt, moderne og retfærdigt. Og han fandt også ud af - hvad han ikke havde vidst før - at han, opvokset som han var i Harlem, havde haft en ulykkelig barndom.

Hadet fik i 1962 litterær form i bogen 'The Fire Next Time', der blev udtryk for sort nationalisme på grundlag af racen. Han insisterede på at de sorte skulle hade de hvide, og at det var retfærdigt at gøre det.

Med støtte hos 'Blacks Muslims's leder Elijah Muhammad docerede Baldwin, at Gud er sort, og at alle sorte mennesker tilhører Islam. De er udvalgte, og Islam skal regere verden. Drømmen, følelsen er gammel, men farven er ny!

Allah har tilladt skabelsen af djævelen, bedre kendt som den hvide mand, eller endnu mere katastrofalt som den hvide kvinde. Følgelig er der pr. definition ingen dyd hos hvide mennesker, og eftersom de helt og holdent er anderledes væsener og aldrig kan blive andet, er det intet håb for dem.

Her ser vi ifølge Johnson intellektualismens store kors: voldsholdningen.

Sammenfattende er det Paul Johnsons mening, at der med den kirkelige magts fald i det 18. århundrede fremkom en ny slags åndelige vejledere til at udfylde tomrummet og fange befolkningens opmærksomhed. Disse sekulære intellektuelle kunne være deister, skeptikere eller ateister; men de var nøjagtig lige så villige til at fortælle menneskeheden hvordan den skulle tackle sine problemer som de gamle paver var. For første gang i historien, men samtidig med stigende troværdighed og dristighed, har mennesket rejst sig for at forfægte den overbevisning, at de kan diagnosticere samfundets skavanker og kurere dem med deres eget intellekt uden hjælp fra nogetsomhelst andet, ja endnu værre: angive løsninger som omformer ikke blot samfundsstrukturen men også menneskets fundamentale vaner til det bedre.

Men som bekendt har erfaringen gennem to århundreder med blodige krige og udskejelser - ikke mindst i det 20. århundredes sovjetkommunisme og nazisme - afsløret, at det altsammen har været ikke blot en kæmpeillusion, men en fatal illusion. Erkendelsen synes derfor efterhånden at brede sig, at de intellektuelle ikke er klogere vejledere end de gamle præster og heksedoktorer var.

En af de vigtigste konklusioner der kan drages af de tragedier i det 20. årh. som har kostet så mange millioner uskyldige mennesker livet under foregivende af samfundsforbedring er derfor den simple, fastslår Johnson:

De følger i virkeligheden visse simple adfærdsmønstre: De er som gruppe forstået ofte ultra-konformistiske inden for deres egne cirkler. Og dette gør dem farlige som masse. For det sætter dem i stand til at skabe et klima af rettroenhed som i sig selv ofte skaber irrationelle og destruktive handlingsforløb.



Afslutning

Nu kunne man over for denne bandbulle i hvert fald gøre opmærksom på, at Paul Johnson som historiker selv er intellektuel - og måske skulle lade være med at kaste med sten mod andre. Men han ville naturligvis og med fuld ret replicere, at han netop ikke er intellektuel i den specielle betydning af ordet han bruger til at rubricere de skildrede personer.

Altså kommer vi ikke uden om, at begrebet intellektuel er tvetydigt og kan bruges såvel om alle tænkende væsener der er analytisk indstillede, men ønsker at holde en distance til tingene, som om de skarpe hoveder der ønsker at engagere sig i politiske, moralske og religiøse fejder og som ønsker at bruge deres analytiske evner til fordel for dette engagement.

De intellektuelle står altså derfor altid i det dilemma, at de skal afgøre med sig selv om de vil holde distance til tingene og problemerne eller engagere sig direkte i løsningen af problemerne.

Der er ingen der med rimelighed kan forlange, at analytiske begavede mennesker skal holde sig til kølige og nøgterne analyser og undlade enhver form for engagement. De har naturligvis samme ret til engagement som alle andre. Men man kan med rimelighed forlange, at de intellektuelle altid qua deres intellektuelle evner gør sig klart hvad de gør, og klart melder ud hvornår de optræder som analytiske mennesker og hvornår som engagerede. Analysen må altid holdes adskilt fra engagementet.

Derfor er det ikke helt tilfredsstillende i Paul Johnsons iøvrigt fortræffelige og engagerede analyser at nøjes med en konstatering af, at de engagerede intellektuelle hovedpersoner han har valgt at gøre til genstand for sine nærgående analyser, synes at have haft det til fælles, at de på religiøs eller pseudoreligiøs vis har troet på en fundamental forbedring af såvel mennesket som samfundet gennem logik og fornuft. Dette er ganske vist allerede diskvalificerende for en intellektuel der ønsker at værne om sit gode navn og rygte som hævet over religiøse eller ideologiske illusioner.

Men det centrale turde være, at disse intellektuelle slet ikke ser eller forstår den dybe forskel mellem idé og virkelighed eller mellem drøm og realisation, og derfor heller ikke ser eller forstår den dybe psykologiske forskel mellem jegets funktion og selvets funktion.

Når intellektuelle kan havne i et engagement for en politisk, moralsk eller ideologisk sag på en sådan måde, at de bliver fanatiske, hadefulde og hævngerrige, ja voldelige og terroristiske, så viser det i det mindste, at de helt og holdent befinder sig inden for jegets funktion, hvor hævdelsen af rethaveriskhed og retfærdighed er noget centralt. De kan ikke opgive retfærdigheden og rethaveriskheden og bevæge sig over i selvets område, hvor langt større ting er på spil.

Det kan også formuleres på den måde, at intellektuelle der havner i fanatisme og fundamentalisme savner enhver forståelse af ideernes universalitet og spiritualitet og derfor heller ikke forstår, at ideerne - eller de arketypiske forestillinger - kan være en dyb, stærk og vedvarende inspiration for alle tanker og handlinger, men aldrig realiseres i en ufuldkommen verden uden totalt at miste deres universalitet og spiritualitet. Åndens rige er af en helt anden art end magtens rige. Og derfor kan man ikke udøve magt i ideens eller universalitetens navn uden dermed at forråde selve ånden i ideerne.

Paul Johnson har valgt at se nærmere på bestemte personer der har betydet meget for sekulariseringen i Vesten (dog først og fremmest Europa). Og det har været nyttigt. Men som bekendt findes der afsporet intellektualisme i mange mere specifikke nutidige fænomener som venstrefløjsfascinationen af Stalinismen eller den muslimske fascination af de store hadere der i nyeste tid har erklæret død over Israel, USA og de vestlige værdier. Begge emner vil blive taget op til nærmere behandling snarest muligt.

Jan Jernewicz



Se også artiklen om   
Sund fornuft

og artiklerne om   

Stalinismens fascination  og
Terrorisme



Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  






utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 5.4.2011