|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.2.15.Danmarks Radio sjofler Niels Bohrs banebrydende indsats med billig underholdningNiels Bohr er ubestridt Danmarks største naturvidenskabsmand, fordi han ikke alene i 1913 udarbejdede en atommodel der vendte op og ned på atomfysikken ved at pointere elektronbanernes stationære tilstande mellem kvantespringene, men også i 1927-28 definitivt hjalp den nye kvantemekanik ud af det generende dualistiske valg mellem elektronernes bølgebeskrivelse og partikelbeskrivelse ved at bruge komplementaritetsbegrebet. Den første opdagelse var baseret på spektralanalyser af det enkle brintatom og førte Bohr til erkendelse af at hvert grundstof havde sit eget specielle farvespektrum så han kunne udarbejde det periodiske system. Og dette førte igen til at han i 1922 fik Nobelprisen. Den anden opdagelse var baseret på uforeneligheden af den matematiske sandsynlighedsberegning Werner Heisenberg i 1926 havde udarbejdede for elektronernes partikelbevægelser og de ligninger Erwin Schrödringer i 1928 havde udarbejdet for elektronernes bølgebevægelser. Og denne uforenelighed førte efter lange overvejelser - og en lang skiferie i Norge - Bohr til formuleringen i 1931 af komplementaritetssynspunktet, som populært siger, at elektronernes partikelbeskrivelse og bølgebeskrivelse begge er nødvendige for den fuldstændige beskrivelse af elektronfænomenet, selvom de udelukker hinandens samtidighed. I begge tilfælde var det nødvendigt at referere til de fysiske forsøgsopstillinger som følger den klassiske fysik og dennes kausalitetsprincip. Dette kaldte Bohr korrespondensprincippet, og det karakteristiske ved dette er at forskerne må give afkald på en klassisk-deterministisk årsagsbeskrivelse af elementarpartiklerne til fordel for en dobbeltbeskrivelse der indebærer sandsynlighedsberegninger af partiklernes position (sted) og hastighed (impuls) i stedet for eksakte beregninger. Med korrespondensprincippet fik Bohr med andre ord bevaret en ubrydelig objektivitet i måling af alle elementarpartikler i kraft af den uomgængelige henvisning til selve måleapparaterne, men samtidig fik han fastslået, at de atomare fænomener - der er kendetegnet ved en hastighed der nærmer sig lysets hastighed - aldrig kan iagttages eller måles i sig selv, men altid kun ved brug af måleapparater der følger den klassiske fysik. Som det er beskrevet mange gange på Jernesalts sider ved hjælp af Niels Bohrs, Werner Heisenbergs og frem for alt David Favrholdts skrifter, så er Bohrs synspunkter fuldt forståelige og i fuld overensstemmelse med alle de krav man kan stille til objektiv naturvidenskab, og de er blottede for ethvert tilløb til nogen som helst indførelse af subjektiv vilkårlighed eller mystik i fysikken. Men de har vist sig vanskelige at forstå for netop de videnskabsmænd, filosoffer eller videnskabsjournalister der pure nægter at give afkald på den klassiske fysiks absolutte determinisme, som populært siger, at alle fysiske objekter har en position og hastighed der til hver en tid kan måles eksakt og samtidigt og som dermed kan lægges til grund for beregning af fremtidige positioner og hastigheder uden anvendelse af sandsynlighedsberegning (statistiske beregninger). Blandt de store fysikere der aldrig accepterede komplementaritetssynspunktet (Københavnerfortolkningen) var selveste Albert Einstein og Erwin Schrödinger. Men også mange andre har haft store problemer med sagen og prøvet med snedige formuleringer at komme uden om sagens kerne. Det gælder fx. den østrige forsker Anton Zeilinger der arbejder med teleportation og telecumputerteknik og den danske biosemiotiker Jesper Hoffmeyer, der tror på kausalt styrende tegn. Den sidstnævnte henviser sågar til en meget benyttet lærebog fra Gyldendal, hvor forskere systematisk vildleder om Bohr der beskyldes for at indføre mystik i videnskaben ved at hævde at elementarpartiklerne kun eksisterer når man måler dem! (Einstein brugte samme fejlagtige eller insinuerende argument mod Bohr og har fx spurgt en besøgende forsker om denne mon troede at månen kun eksisterer når man kigger på den!).Nu kommer så Danmarks Radio med nogle programmer på kulturkanalen DRK hvor rocksangeren John Olsen får lov til under filminstruktøren Martin Sundstrøms auspicier og efter dennes manuskript at udfolde sine forsøg på at gøre naturvidenskab tilgængelig for menigmand med tv-udsendelser af en halv times længde. Den første udsendelse (4.2.15.) gjaldt Niels Bohr. Og den var mildest talt elendig og overfladisk. Den var mere vildledende end vejledende, og derfor slet ikke værd at regne for god videnskabsjournalistik, men for noget bras som Danmarks Radio simpelthen ikke kan være bekendt at bringe. Sundstrøm begår den fejl at sætte John Olsen i fokus som formidleren der går rundt på forskellige steder der har tilknytning til Niels Bohr, nemlig instituttet på Blegdamsvej, med det berømte arbejdsværelse og det berømte auditorium, Æresboligen på Carlsberg med arbejdsværelse, søjlesal og park - og endda lade ham tale med et par fornuftige hoveder som Bohrs barnebarn Tomas Bohr (professor i atomfysik) og Helge Kragh (også professor), men iøvrigt lade skuespilleren Jakob Bjerregaard Engmann spille den evigt piberygende Bohr, et par andre skuespillere Einstein og Heisenberg uden udseende, pondus eller stemme der minder om originalerne. Og endelig ellers lade ham vandre rundt i parker, alleer, underjordiske gange samt de vanddrivende Cisterner på Valby Bakke og forklare løs eller lave simple eksperimenter sammen med den formentligt helt sagesløse partikelfysiker Christina Hartmann. Det virker altsammen så pinligt at man tror sig hensat til en børnehave eller Eksperimentariets børnescene. Det er på et lavniveau jeg aldrig nogensinde selv har oplevet i fysik- og kemiundervisningen i min tid i folkeskole og katedralskole i årene før 1951. Men lad mig slå fast at jeg ikke har det fjerneste mod billig underholdning rettet mod børn eller barnlige sjæle der ønsker underholdning og frabeder sig seriøs oplysning. Men jeg har noget imod udsendelser på DRK der foregiver at være noget andet end de faktisk er. Og jeg har noget imod at man bruger sendetid, produktionstid, penge og ressourcer på at producere og servere udsendelser om Niels Bohr på et sådant lavt niveau når der er brug for det stik modsatte: at gennemgå og forklare hans banebrydende naturvidenskabelige og erkendelsesteoretiske indsigter på en forståelig, vedkommende og inspirerende måde der er på højde med hans faktiske indsats. Det er i sig selv så spændende at Bohrs politiske meninger burde reserveres en anden udsendelse. Der findes masser af gode og relevante optagelser med Bohr, Einstein, Heisenberg m.fl. der ville give langt mere, og der er ligeledes ganske fortræffelige optagelser af de relevante forsøg med såvel de grundlæggende atomare spektralanalyser og de grundlæggende kvantemodeller som de spændende to-spalte-forsøg med elektronernes bølgebevægelser. Blandt andet findes der en glimrende optagelse med John Bells berømte, men forgæves forsøg på eksperimentelt at modbevise Bohrs teori. Mange af disse seriøse optagelser har både Tor Nørretranders og Lars Becker-Larsen tidligere brugt. Så der er ingen undskyldning for manglen på seriøsitet. Jf. bl.a. Hvad er virkelighed? om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.) Men lad os tage de vigtigste indvendinger én for én. Olsen vandrer gennem en lang allé og siger at han vil forklare Bohrs atomteori fra 1913. Han fører os til de våde Cisterner i Søndermarken hvor partikelfysikeren Christina Hartmann har stillet et eksperiment op hvor der brændes fire forskellige grundstoffer af, hvis elektronpartikler er blandet op med en gasart. Og det vises at borium, natrium strontium og kobber giver fire forskellige farver. Forklaringen er at elektronerne afgiver farve hver gang de springer fra en uvant bane til den vante bane (den stationære tilstand) og derved afgiver hver sin farve der kan registreres ved spektralanalyse. Grundstofferne afgiver så at sige et fingeraftryk gennem en speciel farve, supplerer Helge Kragh. Dette kan konstateres rent empirisk, men Bohr gav det en forklaring gennem sin atommodel og det periodiske system. - Selve kvantespringet fra en uvant tilstand til den stationære tilstand blev demonstreret med en mærkværdig opstilling af en stor, nærmest kunstnerisk udformet stearinlys-figur med en lille og en stor ring og flere lys. Olsen slukkede et lys i den mindste ring og tændte et andet i den store ring - og det skulle forestille et kvantespring fra en tilstand til en anden. Derefter slukkede han lyset i den store ring, og tændte det i den lille ring - og det skulle forestille springet tilbage til den naturlige eller stationære tilstand hvorved der blev afgivet lys. Lys og farve måtte vi dog tænke os til. - Men hvad værre var: Olsen fortiede at Bohr gang på gang understregede en af hovedpointerne med sin nye teori: at kvantespringene hverken kan iagttages eller illustreres! Så fulgte et primitivt dobbeltspalte-forsøg der skulle vise at en partikelstråling gennem to spalter giver mange pletter på skærmen og dermed tydeligt viser et interferensmønster (svarende til to ringe i vand der mødes, hvis man kaster to sten ned). Forsøget skulle vise at man simpelthen ikke kan afgøre, hvornår en partikel går den ene vej og og hvornår den anden vej. Olsen siger at dette er uforståeligt. Det giver jo ikke mening i vores almindelige verden at sige at en ting er to steder på én gang. Men det gør det åbenbart i Bohrs/Heinsenbergs matematiske verden, fordi der er tale om sandsynligheder. [Et sådant argument har nu ikke meget med forklaring at gøre]. Kvantefysikken og sandsynlighedsberegningen er svær at fatte, gentages det. Kan det overhovedet forstås? spørges der. - Og så lægger skuespiller-Bohr og rundviser-Olsen op til en demonstration med en fodbold (Bohr spillede jo fodbold som ung - og hans lillebror, matematikeren Harald Bohr, var endda på landsholdet, forstår I). Og skuespiller-Bohr gør opmærksom på at begynder man at forstå det, vil det svimle for én, hvor den faktiske Bohr nærmest sagde det modsatte, at hvis ikke man bliver svimmel ved at se komplementariteten i øjnene, så er det tegn på at man ikke har forstået hvad synspunktet går ud på. Synspunktet er nemlig et totalt brud med vores tilvante forestillinger - og det lagde Bohr aldrig skjul på. Skuespiller-Bohr forklarer nu at grunden til at dobbeltspalte-forsøget ikke kan forklares uden anvendelse af sandsynlighedsberegning er at elektroner ikke kan iagttages uden at forandres. De forstyrres med det lys vi skal bruge til at se dem med. Vi kan ikke fastslå deres position og hastighed på én og samme tid. Og nu tyer han til den bebudede måde at anskueliggøre det uanskuelige på: Rundviser-Olsen i den virkelig verden sparker til en fodbold i Carlsbergs smukke parkanlæg. Skuespiller-Bohr i kvantemekanikkens verden griber ud efter den, stående i samme park, men får ikke fat på den. Den rammer i stedet for et træ bag ved ham som vi får at vide er et træ i den rigtige verden (og også ligner et sådant, men man kan jo aldrig vide under en sådan mystificering!) og se bolden er igen til at tage og føle på. Den kan nemlig måles i samme øjeblik den rammer træet der svarer til skærmen i to-spalteforsøget. Og vi får af den belærende skuespiller-Bohr at vide at den almindelige logik er sat ud af spillet i atomfysikken. Alt er glemt om at den rigtige Niels Bohr aldrig blev træt at at understrege at det der foregår i forsøg med elementarpartikler ikke kan anskueliggøres eller illustreres på den måde man gør det i den almindelige fysik og vores almindelige hverdag. Men, må det retfærdigvis tilføjes, Bohrs barnebarn, Tomas Bohr, får dog lejlighed til at indskyde, at de klassiske baner for legemer i bevægelse ikke kan bruges i atomfysikken. Vi springer til en oplysning om at relativitetsteoriernes skaber Albert Einstein aldrig blev overbevist om kvantefysikkens brug af sandsynlighedsberegning. Han var ellers Bohrs gode ven og meget skarpe diskussionspartner op gennem tyverne, men nu får vi ham pludseligt at se i København efter at Bohr har lanceret sit komplementaritetssynspunkt, endda i det berømte auditorium på instituttet. Og vi hører skuespiller-Einstein sige at Gud ikke spiller med terninger, og skuespiller-Bohr svare at ikke en gang Gud kan vide hvordan terninger falder ud. Men sandheden er dels at den rigtige Bohr (der var ateist) svarede at man skulle holde forsynet ude af diskussioner om fysik. Dels at de afgørende samtaler mellem Bohr og Einstein fandt sted flere år forinden (primært ved fysik-konferencerne i Solway 1925 og 1927). Dels at Einstein satte Bohr umådeligt højt på grund af dennes udpræget intuitive forståelse. Og det allersjoveste er faktisk at deres sidste møde i København, som fandt sted i juli 1923, forløb på sin helt egen måde. Bohr fortæller selv: "Einstein var ikke mere praktisk end jeg var, og da han kom til København hentede jeg ham naturligvis på stationen [Københavns Hovedbanegård]. Vi tog sporvognen fra stationen [til Trianglen] og talte så ivrigt om tingene, at vi kørte langt forbi vores stoppested. Så stod vi af og kørte tilbage. Derefter kørte vi igen for langt, jeg kan ikke huske hvor mange stoppesteder, men vi kørte frem og tilbage med sporvogn, fordi Einstein var virkelig interesseret på det tidspunkt; om han var mere eller mindre skeptisk interesseret ved vi [Bohr og Rosenfeld] ikke - men i hvert tilfælde kørte vi frem og tilbage i mange timer i sporvogn, og hvad folk har tænkt om os, det er en anden sag." [Kilde: Abraham Pais med konkret reference til interview af Bohr og Rosenfeld. 12.6.61.] Endelig kommer udsendelsen til udviklingen af atombomben, verdenskrigen og Heisenbergs besøg i København. Det hævdes at Bohr og en af hans medarbejdere i 1940 udviklede en teori om spaltning af Uran 235 der skulle kunne give en voldsom kædereaktion. Men det var i 1938 og ingen statshemmelighed. Og allerede da gik de tyske atomforskere straks i gang med at lave forsøg med uranspaltning. Verdenskrigen brød ud i 1939 og Danmark blev besat af tyskerne i 1940. Og så dukker Bohrs tidligere nære ven og medarbejder Werner Heisenberg op i København i slutningen af 1941. - Sundstrøms udsendelse fremstiller det som om Heisenberg mødte op på Bohrs kontor på instituttet under ledsagelse af en tysk officer. Og at han i en samtale med Bohr under fire øjne tilkendegav at han var overbevist om at tyskerne vil vinde krigen meget hurtigt [fremrykningen på østfronten gik jo overraskende hurtigt], og at en atombombe formentlig ville blive fremstillet og anvendt hvis krigen trak ud. Udsendelsen gør derefter gældende at Heisenberg efter krigen har hævdet at han havde forsøgt at skabe "en pagt mellem tyskere forskere og andre landes forskere om ikke at udvikle eller anvende atomvåbnet". Men at Bohr ikke erindrede nogen tale om en sådan pagt. Hele denne sag har været endevendt både herhjemme og i andre lande, og påstand har stået mod påstand. Nøjagtigt hvad der er blevet sagt under samtalerne vides ikke med sikkerhed og kommer aldrig frem, da ingen af parterne tog notater. Men givet er at det tidligere så nære og varme forhold mellem Bohr og Heisenberg blev kølnet markant og aldrig blev genoprettet. Gisningerne om grunden har været mange, men David Favrholdt kunne i 2005 udgive en grundig redegørelse i bogen "Spaltningen", der bl.a. kunne inddrage et hidtil ukendt brev fra Bohr til Heisenberg som var skrevet i forbindelse med Robert Jungs bog 'Stærkere end tusind sole' (1956, da. 1957), men som aldrig var blevet afsendt. Det fremgår at Bohr ikke delte Heisenbergs forklaring til Jung og havde været chokeret over overhovedet at havde fået besøget i 1941 og fået at vide at tyskerne arbejdede på en atombombe. Når det gælder selve motivet til Heisenbergs besøg, står det imidlertid efter Favrholdts undersøgelser også temmelig klart at man ikke med rette kan mistænke Heisenberg for at være kommet til København med det formål at udspionere Bohr, men derimod for en utrolig naivitet og mangel på situationsfornemmelse. Heisenberg stillede ikke hos Bohr med en tysk officer, men med en af de førende forskere i det tyske Uranprojekt, fysikeren Carl Fr. von Weizäcker. Den afgørende samtale fandt ikke sted på Bohrs kontor på instituttet, men af sikkerhedsgrunde på en spadseretur i omegnen af Æresboligen på Carlsberg [kan være Søndermarken eller Vestre Kierkegård] og mødet kom kun i stand med største besvær fra Heisenbergs side, fordi han ikke uden videre kunne få tilladelse til at rejse til København, men måtte arrangere et helt specielt seminar på det nyoprettede Tyske Videnskabsinstitut i København [et seminar som blev en total fiasko fordi hverken Bohr eller nogen anden fysiker fra instituttet ville deltage]. - Det afgørende i sagen ligger uden ringeste tvivl i Heisenbergs naivitet. Han [og Weizäcker] var fuldstændigt overbeviste om at tyskerne ville vinde krigen. Det var i 1941, hvor alt gik efter tysk ønske på fronterne, og hvor fx også den danske udenrigsminister Erik Scavenius troede på tysk sejr. Og den nationale Heisenberg forestillede sig uden videre og dybt naivt et fremtidigt samarbejde mellem tyske og danske atomforskere som noget fuldstændigt naturligt. Han havde absolut ingen fornemmelse for at Bohr ligesom instituttets medarbejdere og det store flertal af danskere hverken brød sig om den tyske besættelse eller udsigten til tysk sejr over hele Europa med hvad dette ville føre til af katastrofal undertrykkelse og jødeudryddelse. Og Bohr var på sin side chokeret over at høre at tyskerne var i fuld gang med at lave en atombombe. Bohr troede slet ikke dette muligt i 1941 og anede af gode grunde heller intet om amerikanernes planer. Det chokerende for Bohr var at få at vide at tyskerne syntes langt fremme. Og han følte at Heisenberg så helt bort fra den menneskelige og politiske side af hele spørgsmålet. Så vidt den sag. - Tv-udsendelsens store fejl ligger i at hoppe med på den almindelige bølge som Merete Bonnesen og Wilh. Christmas Møller med bøger har skabt af entydig aversion mod Heisenberg. Og det skal i den forbindelse ikke forbigås at Sundstrøms tv-udsendelse helt forbigår Werner Heisenbergs enestående bidrag til en dyb forståelse for dagligsprogets betydning. Sundstrøm synes ikke at have fattet nogen som helst indsigt i at man skal være forsigtig med at fraskrive et menneske al menneskelighed, fordi dette menneske er naiv i en speciel situation der er yderst enkel for ham selv som nationalt sindet tysker, men yderst faretruende for alle ikke-tyskere. Tv-udsendelsen kommer sluttelig ind på Niels Bohrs tro på og indsats for en videnskabelig åbenhed som vejen til en bedre og mere fredelig verden. Det oplyses som sandt er at han endnu inden krigen var slut havde samtaler med Roosevelt og Churchill, og at særligt Churchill tog det ilde op og blacklistede Bohr som sikkerhedsmæssigt farlig. Det påstås i udsendelsen at Bohr forudsagde den kolde krig. Og det mener jeg ikke der er fjerneste belæg for. Den startede som bekendt allerede i 1946, da Churchill den 5. marts holdt en tale hvor han utvetydigt fastslog at der havde sænket sig et jerntæppe over Europa. Bohr fortsatte ufortrødent sin internationale indsats, men hans berømte, meget omhyggeligt udarbejdede åbne breve til FN i 1950 og 1956 nævnes ikke med et eneste ord! De var ellers mere fremsynede end nogen kunne se dengang. Men for at vildledningen ikke skal være til at tage fejl af spørger tv-udsendelsen til slut hvordan det var for Bohr i august 1945 at se den atombombe blive sprængt han selv havde været med til at lave. Svaret er, at Bohr var og forblev teoretisk atomfysiker og aldrig har været med til at lave nogen atombombe i praksis. Han forsøgte at påvirke de vestlige stormagters ledere til at besinde sig, da han så hvor det amerikanske projekt bar hen, men det var forgæves - og det samme var hele hans idé om et åbent samfund og en åben videnskab. Men det skal han vel ikke lastes for. Mange er imod både atombomben og kernekraftens udnyttelse til fredelige formål, og det bestemmer ofte deres holdning til Bohr. Men man skal i spørgsmålet om atombomben ikke glemme at Japan under Gudekejseren Hiroshito ikke havde overgivet sig i 1945 uden USA's brug af den forfærdelige bombe mod Hiroshima og Nagasaki. Niels Bohr er ubestridt en af verdens allerstørste naturvidenskabsmænd. Hans komplementaritetssynspunkt, korrespondensprincip og forhåbninger om en åben verden og en åben videnskab er slet ikke indfriede i deres potentialer, men vil blive stående som inspiraton for kommende generationer. Og dette burde det være en hovedopgave for Danmarks Radio at formidle på højest tænkelige niveau - i stedet for det rene pjat Sundstrøm og Olsen serverer. Bohrs menneskelighed og samvittighedsfuldhed fejlede intet. Men man kan sagtens se at også han var præget af den naivitet der ligger i at se bort fra den fulde konsekvens af 'syndefaldet', det mytiske fald menneskeheden blev udsat for dengang det i tidernes morgen var så letsindigt at spise af kundskabens træ. Derved fik menneskeheden den emergente gave i den biologiske udvikling der hedder bevidsthed og som er besynderlig ved gøre en del af materien i stand til at reflektere over sig selv. Herved - og først herved - opdagede mennesket sondringen mellem godt og ondt og sondringen mellem kønnene, men samtidigt fik mennesket også en højst artskarakteristisk tilbøjelighed til at søge ud over sine egne grænser både materielt og åndeligt - og dermed sætte gang i selve kulturhistorien på godt og ondt. Det gav en yderst differentieret menneskehed - og uheldigvis også rene magtmennesker der kunne udvikle sig til frygtindgydende despoter. Men det gav heldigvis også varme, kreative og nysgerrige åndsmennesker der som i Niels Bohrs fornemme tilfælde kunne bevare den fulde føling med grundliggende arketypiske forestillinger om åbenhed, fællesskab og fred. Ejvind Riisgård Litteratur: David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr. (Informations Forlag. 2009) Samme: Spaltningen - Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik. (Lindhardt og Ringhof. 2005) Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid i fysik, filosofi og samfundet. Spektrum. 1994. Tor Nørretranders: Det udelelige. Bohrs aktualitet i fysik, mystik og politik. Gyldendal. 1985. Stefan Rozental: NB - Erindringer om Niels Bohr. Gyldendal. 1985 Werner Heisenberg: Fysik og filosofi. Reitzel 1960. Werner Heisenberg: Der Teil und Das Ganze. Piper 1971. George Gamow: Tredive år der rystede fysikken. Kvanteteoriens historie, Gyldendal. 1966. Relevante artikler på Jernesalt: Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Peter Zinkernagels filosofi Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse (2.6.10.) Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Hvad er virkelighed? om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.) Peter Zinkernagels filosofi Biosemiotismen kontra helhedsrealismen (II) - kritik af Jesper Hoffmeyers filosofi (9.12.09.) Artikler om Medier Artikler om Erkendelse Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |