ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.6.19. - Præsentation af e-bog 27 fra Jernesalt -

Den komplementære helhedsrealisme 2019

Den komplementære helhedsrealisme er et tilbud om en sådan ny eksistensfilosofi. Den fører som den første nogensinde de to afgørende europæiske tråde fra årene omkring 1800 - rationalismen og romantikken - frem til en samlet etisk, religiøs og erkendelsesmæssig forståelse der er baseret på ganske bestemte helt fundamentale nyerkendelser i det 20. århundrede.

Filosofien er alment tilgængelig, men kræver gode læsefærdigheder og -vaner. Den kan betragtes som en slags eksistentiel relativitetsteori, der relaterer afgørende eksistentielle værdisæt af subjektiv art til objektive og videnskabelige erfaringer af mere praktisk art og betydning. Og det giver altid forståelsesproblemer.

Komplementariteten ligger i at helhedsrealismen accepterer to lige væsentlige, men logisk uforenelige tilgange til tilværelsen, nemlig den rationelle tilgang og den irrationelle tilgang. Udgangspunktet er den kendsgerning at mennesket på den ene side intuitivt ser virkeligheden som en meningsgivende helhed, men på den anden side også forholder sig nøgternt, kritisk og praktisk-realistisk til den daglige tilværelse i al dens opdelthed. Da dobbeltaspektet er umuligt at opretholde inden for en logisk konsistent syntese, bliver komplementariteten den eneste mulighed for at sikre en fornuftig og dynamisk ligeberettigelse af de to lige frugtbare tilgange.

Den komplementære helhedsrealisme har siden 2.2. 2002 været filosofien bag det tværfaglige internetorgan 'Jernesalt' som i de forløbne år har bragt erkendelses-mæssige, psykologiske og samfundsorienterede grundartikler såvel som løbende kommentarer og analyser af politiske og kulturelle begivenheder. Men det var netop fra starten tanken at runde af med en samlet, konsistent, men stadig åben filosofi - til erstatning for den ultrakorte der blev præsenteret ved starten.

Baggrunden for den nu foreliggende sidste udgave af filosofien er årtiers studium af bestemte særligt inspirerende forfattere, kunstnere og filosoffer hvis navne fremgår af listen over inspiratorer bagest i bogen. De allervigtigste er atomfysikeren Niels Bohr (komplementaritetsynspunktet), religionshistorikeren Vilh. Grønbech (forståelsen af virkeligheden og dybdepsykologien), psykiateren Erling Jacobsen (konsistenstikken og dybdepsykologien), etologen og filosoffen Konrad Lorenz (forståelsen af aggressi-vitetsdriften), idehistorikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen (forståelsen af helhedssynspunktet og dets almengørelse) samt humormennesket Robert Storm Petersen (dansk humor i sin mest eksistentielle form).

Hertil kommer 85 års broget livserfaring samt en gennem årene systematisk opdyrket intuitiv begavelse og åbenhed over for ny erfaring. Filosofien er nu opdateret og det samlede projekt dermed gjort færdigt. Men nogle vigtige ting skal understreges en ekstra gang.

Pseudonymiteten var oprindeligt valgt fordi forfatterens person var underordnet i den forstand at der ikke er nogen simpel biografisk forklaring på filosofien, men naturligvis en lang række forudsætninger - bevidste såvel som ubevidste. Mange vil fremgå af hjemmesiden. Men anonymiteten er forlængst ophævet - fordi det er nødvendigt at påpege selve subjektiviteten i projektet.

Formen har med fuldt overlæg og få undtagelser undgået bred argumentation og kildehenvisning. Begge dele vil i nogen udstrækning kunne findes på internet-organets udgaver af filosofien. Men det skal understreges, at den forelagte filosofi ikke har til hensigt at bevise nogetsomhelst, og at den ikke kan forstås ud fra detaljen, men kun ud fra helheden. Den bør derfor i første omgang læses i ét stræk - uden notater og analyseren. Nærlæsning bør altid følge efter helhedsindtrykket.

Det er forfatterens håb at læseren under sig selv den fornødne tid og ro til fordomsfri læsning. Den dybeste indsigt nås kun i åbenhed og stilhed der giver fornøden tid til undren. Uden undren ingen ny erkendelse. Accepteres dette, kan læseren roligt være bange for at læse videre.

Oveni kom i 2015 den store europæiske tilstrømning af flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Da de fleste kom til Tyskland og Østrig via Tyrkiet, Grækenland og Ungarn, valgte den tyske kansler Merkel den 5.9.15. egenhændigt at åbne EU's ydre grænser, så hundredtusindvis af flygtninge bogstavelig talt kunne vælte ind i EU-landene. I kraft af Schengen-aftalen om arbejdskraftens fri bevægelighed var stort set alle lande uden grænsekontrol. De mange flygtninge gav dels enorme logistiske problemer, som kansleren selvsikkert hævede at 'dem skal vi nok klare' (tyskerne er jo effektive organisatorer), dels enorm folkelig skepsis og uvilje, som hverken kansleren eller andre EU-ledere havde kontrol over - og som derfor gav større og større politisk uro. Denne uro ligger bag såvel den fortsatte debat om udlændingedebatten som leden ved og foragten for de valgte politikere. Nye partier dukkede op tillige med protestbevægelser som De Gule Veste i Frankrig. Både den franske præsident og den tyske kansler mistede respekt og indflydelse.

Og da briterne ved en folkeafsteming valgte at forlade EU, mistede både den britiske regering under Theresa May og EU-kommissionen med Jean-Claude Juncker i spidsen mulighed for at styre udviklingen. EU er mere splittet end det nogensinde har været. Det kommende EU-parlamentsvalg vil naturligvis forfriskende nok medføre en ny kommission og en ny kommissionsformand, men ikke samle det EU, der mere og mere tager sig ud som en kæmpemæssig bureaukratisk union der formelt styres fra Bruxelles af emsige jurister og embedsmænd, men reelt er uden politisk lederskab. EU er så langt fra Konrad Adenauers og general de Gaulles' idé om et 'Nationernes Europa' som muligt. Selve EU-parlamentets oprettelse var det første skridt mod den union EU aldrig skulle have været; det er et bureaukratiserende pseudo-demokrati. Men Brexit har effektivt bremset selv meget skeptiske landes eventuelle lyst til at vælge et exit. EU kan kun ædes op indefra af politisk kræftsygdom.

En vis grøn omstilling er på vej både i erhvervslivet og blandt politikerne. Erhvervslivet kan se gevinstmuligheder ved både etisk og praktisk omstilling, og de grønne partier har støt fremgang, fordi den grønne farve er forbundet med håb og giver partierne de håbefulde vælgeres stemmer. Og den grønne ungdom er på gaderne for at demonstrere mod de etablerede politikeres træghed. Der skal handles nu, råbes der på gaderne, selv af strejkende skoleelever. Tidens grønnest tænkelige svenske pige er indstillet til Nobels Fredspris som uskyldigheden selv.

Sagen er blot at intet af alt dette rokker ved den fatale kendsgerning, at verdensbefolkningen vokser og vokser, og siden 1945 nærmer sig tredoblingen, så fødevareproduktionen slet ikke kan følge med. Det gør til gengæld kravene til øget levestandard. Så hovedresultatet bliver at forureningen, hungersnøden, epidemierne, krige og borgerkrige vil skabe endnu flere flygtninge og endnu flere krige.

Terrorismen er langtfra forsvundet. Den rammer jævnligt de europæiske byer, men ingen lande synes at gå fri. Selv Sri Lanka, der har haft fred i ca. ti år, blev revet ud af tornerosesøvnen i 2019. Hadet mellem de store, dogmatiske religioner er stort. Og hadet til den vestlige kultur, der i kolonisationstiden gjorde sig skyldig i massiv undertrykkelse af andre folk, er endnu større. Islamisk Stat er på tilbagetog flere steder, men er slet ikke slået ud. De formår stadig at tiltrække unge, ikke-integrerede muslimer fra vestlige lande og radikalisere dem systematisk til terrorister, der er beredt til at vende hjem til deres andetland for at blive selvmordsmartyrer. De har nydt godt af andetlandenes uddannelsesgoder, men lader sig med vilje ikke integrere.

Vesten er dybt naiv i spørgsmålet om at tillade religiøse parallelsamfund og støtte religiøse friskoler m.m., der rellet undergraver integration.

Rask væk hævder man at dette er med til at udbygge demokratiet, men sandheden er igen mere bitter: med massekommunikationens kvantitet formindskes dens kvalitet - fordi kvalitet som altid mere afhænger af kriterier der slet ikke kan måles objektivt, men alene vurderes subjektivt. Ved massekommunikationen på de sociale medier forfalder sproget fra at være et middel til ægte fordybelse og sand forståelse mellem mennesker til at være et blot og bart æstetisk middel til at ytre selv den mest ligegyldige mening eller smalltalk. De gamle medier sørger for at gengive bekymrede eksperters skepsis, men denne drukner i mylderet, så sproget gennem de sociale medier i virkeligheden skaber forvirring eller kaos i stedet for bedre forståelse og øget orden.

Men glemmer hvad kybernetikkens grundlægger Norbert Wiener i sin tid gjorde opmærksom på at vi mennesker netop på vores enestående klode lever i et univers, hvor entropien mindskes takket være fotosyntesen og "grønheden", hvor den ellers uden for vort system til stadighed forøges. Formindskelsen er ved at være en saga blot. Men folk opdager det ikke, fordi det giver umiddelbar lystfølelse at være deltager i massekommunikationen.

Det kan måske lyde temmeligt mystisk for alle der ikke i tide blev fortrolige med helt normalt og frit åndsliv, men som i nyere tid har ladet sig indfange af troen på absolut fremskridt, absolut materialisme og absolut rationalisme, men der er intet mystisk ved sagen, for den er nøje forbundet med de psykiske processer som vi alle er fødte med og som giver en uafbrudt indre bevidsthedsstrøm der er uafhængig af sproglig oplæring og derfor overvejende består af billeder eller andre sprogløse forestillinger og sprogløse "etiketter". De psykiske processer vi her taler om kaldes primærprocesser, og instansen kaldes underbevidstheden eller - mere præcist - det kollektivt ubevidste. Og forestillingerne kaldes arketypiske eller med Storm P.s herlige udtryk fra fortællingen "Lige undslippet" for "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Og netop ubevogtetheden eller spontaniteten er det centrale.

Det karakteritiske ved oplevelsen af instansen - og det der kan snyde forståelsen af den - er at den opleves som en ydre instans, skønt den er indre, underbevidst eller intuitiv. Og heraf kommer så at sige instansens nye form for autoritet. Denne beror ikke på ydre magt (fra en verdslig eller kirkelig instans, med eventuelle regler, normer, love) men fra en indre instans der hæver sig klart over den individuelle samvittighed, dømmekraft eller retfærdighedssans, men har forpligtende karakter i og med at den kræver indre konsistens.

Kravet er overvægt af det gode, livsbekræftende, konstruktive i det lange løb, og dette er netop ikke en klart defineret størrelse, men en relativ størrelse der er dybt afhængig af at underbevidstheden uafbrudt er i fri kontakt med omverdenen, og at et frit dagligsprog er det bærende i omgangen mellem menneskene.

Det turde være indlysende at vi i dag sagtens kan undvære de "religionsmodeller" som sociologerne benævner de gammeldags dogmatiske systemer, ja burde fratage den enhver officiel støtte. Men nedenunder dem alle er der altså en form for medfødt religiøsitet eller helhedsrealisme som ikke er konstrueret, og som man ikke kan skille sig af med, men tværtimod bør leve med som naturlig sparringspartner i eksistensen. En skribent ved Politiken har fornylig udtrykt sin store tilfredshed med at Gud er stendød i vestlig politik, og hvis han dermed blot mener at de dogmatiske religionssystemer med deres absolutte sandheder endelig har udlevet deres skadelige betydning i Europa, ville alt jo være i skønneste orden. Men hvis al relativ helhedsrealisme samtidig går fløjten, kommer der til at mangle lige præcis den instans der alene kan sikre den indre konsistens, men også forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode.

Den er der mange der enten ikke kender eller tror de kan undvære i eksistensen. Men bliver alt tilladt, da havner samfundslivet i ren æsteticisme, ren globalisme, ren intellektualisme og ren multikulturisme - og da får kulturkrisen ingen ende. Krisen ender kun hvis man fuldt og helt opretholder grundskellet mellem godt og ondt, og lader det være udganspunkt for al fremadvendt vurdering.

Mænds sexchikane mod kvinder har formentlig eksisteret i tusinder af år over hele kloden, men har først fået en systematisk og effektiv modreaktion fra kvindernes side fra det øjeblik den amerikanske skuespillerinde Ashley Judd engang i 2017 i New York Times beskrev hvordan en af Hollywoods mægtigste mænd, filminstruktøren Harvey Weinstein, havde udnyttet og forgrebet sig på kvinder der var afhængige af ham i erhvervsmæssig henseende. Ti dage senere tweetede skuespillerinden Alyssa Milano en opfordring til alle kvinder der havde været udsat for noget lignende om at skrive '#MeToo' på deres status. Dette gjorde kvinder på Facebook 12 millioner gange i løbet af de første 24 timer og på Twitter 2,3 mio gange i løbet af de første 25 dage. Og beretningerne dækkede alt fra mindre ydmygelser til deciderede overgreb og voldtægter mange år tilbage i tiden.

Det blev intet mindre end en lavine på de sociale medier, og den førte til utallige retssager og kæmpestore erstatningskrav, hvoraf mange dog har det problem at de af gode grunde sjældent kan bevidnes. Men eksempelvis er Weinstein blevet dømt lige som en magtfuld svensk teaterleder som Jean-Claude Arnault. Og det kalder de fleste kvinder et stort fremskridt i kvindernes kamp for ligestilling med manden, mens i hvert fald nogle mænd modsat taler om en ny heksejagt der vil føre os alle tilbage til middelalderen, dog med omvendt fortegn.

Faktum er at det ene og alene er fremkomsten af de sociale medier der har muliggjort hele denne specielle lavine af beskyldninger mod mænd - og at det er mange års ophobninger af pinlige oplevelser af sproglige og kropslige krænkelser af mange slags der har fået kvinderne til tasterne. Ikke alle for at berette om traumer eller nødvendigvis for at få hævn og pengeerstatninger endsige føre vores kultur tilbage til middelalderens helt forskruede opfattelse af seksualiteten som dybt syndig, men generelt for at føre kampen for ligeberettigelse helt frem til det område der hidtil har været tabubelagt, nemlig ligeværdigheden i seksuallivet

Problemet er (1) at mænds seksuelle drømme og tilbøjeligheder er anderledes end kvindernes, (2) at mandens biologi hidtil har ført til hans dominans i både seksualiteten og i magtspillet over hele linjen i samfundet, og (3) at kvinderne nu langt om længe er blevet så bevidste om deres værdighed som mennesker at de ser denne dybt forbundet med deres krops ukrænkelighed og følgelig kræver kroppen respekteret ubetinget i alle sammmenhænge.

Der er ingen som helst grund til at moderne kvinder i vore dages veludviklede demokratiske samfund - eller for den sags skyld kordrenge, skoledrenge og konfirmander i den katolske kirke - i det nye årtusinde fortsat skal finde sig i en mangel på respekt der er nedværdigende og ydmygende. Tværtimod, for den berøver jo også voksen-seksualiteten hele det særligt udsøgte erotiske spil som kommer af at mennesket er i stand til at hæve sig over dyrenes blinde afhængighed af instinkterne - og til gengæld har fået muligheden for et rigt sjæle- og åndsliv der gør forholdet mellem individerne og mellem kønnene til andet og langt mere end en simpel magtkamp.

Et er at priviligerede karrierekvinder mener noget andet end flertallet af kvinder og noget andet end flertallet af mænd. De tegner simpelthen ikke kvindekønnet som sådant. Derfor vil deciderede feministers forslag eller krav om at fx mænd skal ændre adfærd når de skal lade vandet - hvilket vil sige at de skal sætte sig ned på toilettet for at tisse - få de fleste mænd til at ryste på hovedet. Adfærden er nemlig ikke kulturelt, men biologisk betinget. Eller at mænd skal tvinges til lige så lang barselsorlov som kvinder får. For godt nok har mange mænd opdaget hvor vigtigt det er at beskæftige sig med og være nærværende for deres børn (det vil gavne begge parter resten af livet), men den allerdybeste omsorg over for børn er igen noget der ligger mere til kvinder end til mænd - allerede af den biologiske grund at det er kvinden der bærer fostret i sin krop i ni måneder. Derfor er der helt naturligt også flere kvinder end mænd der vælger at blive professionelle pædagoger osv.

Det ubevidste er af kollektiv art således at forstå af en del af sjæle- og åndslivet er fælles for det menneskelige kollektiv, ja hovedkilden til værdier, kvaliteter, mening og kreativitet, og det er irrationelt, fordi dets årsagsforhold og lovmæssigheder ikke kan gennemskues eller forklares. Det kan umuligt styres af nogen som helst ydre instans. Og derfor kan man fx heller ikke afskaffe kønsbetegnelserne 'han' og 'hun' - eller andre irrationelle begreber som 'gud', 'djævel', 'himmel' og 'helvede'. Mennesket har ikke konstrueret sproget, men fået det forærende gennem bevidsthedens krav om ord og begreber for både det ydre-synlige og det indre intuitive. Og vi er dybt afhængige af sproget i hele sin dybde og bredde. Og her er det fatalt for kulturlivet og åndslivet, hvis sproget forsøges reduceret, for så forsvinder både friheden og kreativiteten.

For det første var stamfaderen til de nordarabere Muhammed tilhørte og henvendte sig til, Ismail, ældste søn af Abraham, og det var disse to der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.

For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.

For det tredie var islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.

For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. Alle har set film-optagelser af disse drenge i rytmisk udenadsterpen.

For det fjerde underkaster muslimerne sig deres guddom - både ved guds-dyrkelsen i hjemmet og i moskéen - ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn.

For det femte skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd og særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene.

For det sjette savner islam - ganske som jødedommen, men til forskel fra kri-stendommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybde-psykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', og som er det afgørende emergente fænomen i kristendommen.

Forskere og filosoffer over hele verden råber vagt i gevær højere og højere.

Sidst har 174 danske forskeres tilslutning til den internationale ikke-voldelig civile ulydighedsbevægelse der kalder sig Extinction Rebellion (der er opstået i Storbritannien og egentlig betyder 'Oprør mod udslettelse') og som retter sig mod alle de politikere, autoriteter og magthavere i verden som simpelthen ikke kan blive enige om hvad man skal stille op mod klimaforandringer og derfor påstås at være medskyldige i en eskalerende katastrofal situation. Og det mest afslørende er at disse videnskabsmænd ikke alene forlader den rene forskning og engagerer sig i den politiske kamp (det er helt i orden bare de er bevidste om forskellen), men at de begynder at tale om "skyld" i en uhyre kompliceret og verdensomspændende krise, som ingen har ønsket, ingen har besluttet og hvis voldsomme og fatale konsekvenser er kommet bag på alle der har været involveret i praktisk politik, produktion og forbrug, som igen har været ønsket af det store flertal af befolkningen i alle regioner.

Det er da fint nok at disse forskere alle er imod voldelig civil ulydighed, men det er yderst betænkeligt at de i den gode sags tjeneste kan forestille sig mobilisering af en massebevægelse uden at nævne den risiko der altid er forbundet med massebevægelser, at de ender med særligt stærke ledertypers forførelse og dermed i realiteten bliver til nøjagtigt den slags politiske ideologier vi har set det ene skræmmende eksempel på efter den det andet i forrige århundrede og som kun har én metode til at løse problemerne, nemlig absolut enhed, absolut enevælde og absolut ensretning. De leger med tanken om én besluttende verdensinstans der har absolut mandat til at skære igennem al usikkerhed og uenighed og diktere en fællesløsning som alle skal rette sig efter - uanset hvor rige eller fattige de er, eller hvilket leveniveau, forplantningsniveau og udviklingsniveau de lever på.

Flere af forskerne er naturligvis vidende om at gode ideer kan spredes ret hurtigt og håber derfor meget optimistisk på at også den gode idé om at sætte den økonomiske vækst og det katastrofale forbrug ned, så det ikke længere systematisk reducerer jordens ressourcer, kan spredes hurtigt, og de ser jo netop de senere års spontane oprørsbevægelser i rigtigt mange lande som resultat af en sådan spredning, men den sker overvejende i de vestlige og forholdsvis velstillede lande, den har klare elementer af lede og foragt ved de etablerede partier og politikere - og der er ingen som helst begrundet tro på at ideen skulle kunne sprede sig til lande der ikke står på samme oplysningsniveau og ikke har samme relativt høje levefod.

Der kan tænkes en anden slags spredning af nye, tidssvarende ideer, nemlig en folkeoplysning der samtidig er folkevækkelse og som adskiller sig fra masseforførelse ved ikke at føre til at masserne slutter op om en førerskikkelse a la Mussolini, Hitler eller Stalin, altså en forfører eller demagog, men vil føre til en bevidsthedsudvidelse der ændrer folks tankebaner og tankevaner. Det så vi i Danmark i midten af 1800-tallet, og det var så at sige en naturlig romantisk reaktion på Kants alt for strenge rationalisme som vil kunne ske overalt hvor nyttemoralen og nyttehensynet eller den direkte elitære undertrykkelse bliver for stærk. Og den vil derfor være naturligt forbundet med et opgør med fastlåst social ulighed. De folkelige vækkelser i Danmark i 1800-tallet betød i første omgang borgernes og bøndernes frigørelse og bevidsthedsudvidelse, i anden omgang arbejdernes, og i tredje omgang kvindernes. Og den forløb relativt fredeligt og tog sin tid, fordi den igen var forbundet med demokratiske rettigheder. Men dyb bevidsthedsudvidelse betyder langt mere end de demokratiske rettigheder, nemlig en ny værdighed og et nyt frit kulturliv eller åndsliv for alle.

Bliver verdensbefolkningen ved med at stige, vil det uundgåeligt medføre hungersnød, epidemier, borgerkrige, krige og flygtningstrømme. Og vi må alle indstille os på enorme udfordringer. Men at vente på at de internationale organisationer bliver enige om en løsning, er naivt, da interesserne og modsætningerne ganske enkelt er for store.

Veludviklede kontinenter som Europa og Amerika har rimelige chancer for at klare sig lang tid, men Afrika og Mellemøsten vil på grund af dogmatisk-religiøse og klanmæssige bindinger løbe ind i store problemer - og Asien vil stå med den altafgørende udfordring: en voldsom stigning i befolkningstallet.

Rosling gør ikke mindst opmærksom på at Gap-instinktet er så stærkt, fordi mennesket har et stærkt dramatisk instinkt for at tænke binært. Og det vil i spørgsmålet om levestandarden i verden sige på overdramatisk vis at opsplitte verden i kun to niveau, de udviklede lande (os selv) og udviklingslandene (alle andre). De sidste kaldtes endog lige efter 2. verdenskrig for "de uudviklede lande". - I stedet vil han opdele verden i fire niveauer, og det kalder han udtrykkeligt "det første og vigtigste af de faktabaserede redskaber" hans bog vil give".

Hele menneskehedens historie begyndt med at alle befandt sig på Niveau 1. Men i dag befinder størstedelen sig i midten, spredt ud over niveau 2 og 3.

I dag er der fire relevante indkomstniveauer:

Niveau 1 har ekstrem fattigdom: Man lever på 1 dollar om dagen, mangler vand, går barfodede, har ikke råd til antibiotika. Niveau 2 har firedobbelt indkomst. Man kan købe mad, har råd til høns, sandaler, cykel mv. Niveau 3 har yderligere en firedobling: Man har 16 dollar, arbejder 16 timer om dagen, har koldtvandshane, stabil strømforsyning, to børn fra hver familie kommer i gymnasiet. Niveau 4 har mere end 64 dollars pr dag. Mere end 12 års uddannelse......

Fordelingen af verdens syv mia mennesker på disse fire leveniveauer er:

Niveau 1: en mia, Niveau 2: tre mia, Niveau 3: to mia og Niveau 4: en mia.

Men Rosling understreger også at vi skal vide hvor de største befolkningsgrupper faktisk lever i dag (2017), hvis vi vil forstå verden bedre - og her er fordelingen af de 7 milliarder således: 1 mia bor i Amerika, 1 mia i Europa, 1 mia i Afrika og 4 mia i Asien. - Fremskrives udviklingen til 2040, vil der være ialt 9 mia ialt, fordelt med uændret 1 mia i Ameria, 1 mia i Europa, men 2 milliarder i Afrika og 5 milliarder i Asien. Og dette turde angive problematikkens yderst specielle karakter.

I januar 2007 erklærede en miljøminister fra Europa på konferencen i Davos at Kinas CO˛-udslip allerede var større end USA's og Indiens allerede større end Tysklands, og at det følgelig var Kina, Indien og de andre fremspirende økonomier der forårsagede de farlige klimaændringer. Men ser man på CO˛-udslip pr. person, er det USA og Tyskland og andre vestlige lande der er synderne og så er det ifølge inderne og kineserne vel dem der skal gå foran i reduktion. Eller hvad? - Jamen, det er i sidste ende derom striden står, for det er de befolkningsrigeste lande der totalt set udleder mest, og dem der vil komme til at udlede mest de kommende årtier, fordi de vil op på samme høje leveniveau som de vestlige lande. Og det kan man kalde meget rimeligt - set ud fra et moralsk synspunkt, men den benhårde kendsgerning er at klodens ressourcer ikke kan bære at 9 milliarder endsige 12 milliarder mennesker får denne levestandard.

Dette kan umiddelbart lyde som kynisme, men er det langtfra. Det er tværtimod de sidste 60-80 års naive forestillinger i den vestlige verden om afhjælpning af hungersnød, naturkatastrofer, epidemier (som malaria og hiv), krigstilstande og såkaldt udviklingshjælp til den ikke-vestlige verden der har medført den katastrofale stigning i befolkningstilvæksten. Den har været givet af et såkaldt godt hjerte, dvs. af spontan barmhjertighed - uden tanke på de langsigtede følger. Men den har samfundsmæssigt set været skadelig fordi den ikke har været forbundet med de lokale regioners evne til at udvikle stabilt demokrati og kontrolleret velfærdsudvikling. Ingen vestlige politikere kan klandres for barmhjertigheden. Men ingen kan heller gøres ansvarlig for den nuværende globale miljøkrise og kulturkrise.

Helhedsrealistisk set lever vi i en komplementær verden, hvor modsætningen mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet giver både stor dynamik og stor udfordring, men hvor kravet om at sørge for overvægt af det gode i det lange løb, altid er lokalbefolkningernes ansvar.

Det volder imidlertid meget store problemer at komme til fuld forståelse af dette, selv om Rosling faktisk selv advarer mod den binære tænkning. Og derfor hænger vi alle på klimaproblemerne og lader os så let som ingenting forføre til at følge den store trend at gå ind i klimademonstrationer der forlanger handling her og nu af de gammelpolitikerne ikke ved deres levende råd og hvad de skal gøre, fordi de ikke kan overskue problemerne. De har ikke ond vilje, men overbefolkningen er løbet løbsk og kan ikke føres tilbage. Modsætninger mellem rige lande og fattige lande, og mellem kontinenter der har relativ langsom befolkningstilvækst og kontinenter der har eksplosiv befolkningstilvækst er blevet så dyb at der ikke længere findes rimelige, rationelle, teknologiske løsninger på krisen, men kun de dårligste tænkelige, mest uønskede og mest destruktive løsninger.

Men vi relativt rige og veludviklede vesterlændinge svigter vore lokale muligheder og forpligtelser hvis vi hengiver os til utopiske drømme om at lade 'idealistiske' verdensregeringerne løse problemerne med moralisme og fysisk magt.

Socialdemokraterne skiftede Nyrup ud med Mogens Lykketoft, men han meldte pas efter sit første valgnederlag, og efter kampafsteming valgte partiet den unge Helle Thorning-Schmidt til ny partiformand. Og hun var smuk og dygtig og kunne begå sig ubesværet på de bonede gulve. Hun havde fra starten flere unge og dygtige medar-bejdere i sin stab. Men sandt format havde hun ikke. Hun manglede lige præcise den transcenderende evne som mænd har i kraft af deres kønshormoner, og som er nødvendig for gennembrud af de visionære ideer der trækker på dyb historisk indsigt og rækker langt ud over taktik og strategi. Thorning troede at en partiformand kan klare sig med spin og spindoktorer. Men det rækker kun til en valgsejr under gunstige betingelser. Helle Thorning bedyrede gentagne gange efter sit formandsvalg at hun kunne slå Anders Fogh, men sådan gik det hverken første eller anden gang.

Socialdemokraterne under Helle Thorning og SF under Villy Søvndal fik ikke held til at vælte VKO før i 2011, da Anders Fogh Rasmussen havde forladt den danske scene og var blevet generalsekretær for NATO. Oppositionens hovedmodstander hed nu Lars Løkke Rasmussen, og han har heller ikke statsmandsformat. Afgørende blev ganske enkelt at vælgerne foretrak friske folk. S og SF kunne ikke samle et rødt flertal. Regering kunne kun dannes ved at inddrage Det radikale Venstre, der konsekvent havde peget på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Så efter hårde og relativt langvarige forhandlinger om et fælles regeringsgrundlag blev der dannet en S-R-SF-regering med parlamentarisk støtte fra Enhedslisten. Men på rekordtid lykkedes det regeringen at skuffe alle sine vælgere og dykke langt ned i meningsmålingerne. Især SF'erne blev urolige og endte med at gøre oprør. En tid kunne Villy Søvndal få medlemmerne til at makke ret, men den unge skatteminister Thor Møger måtte trække sig og til sidst valgte Søvndal at gå af som formand. Ny formand blev Anette Vilhelmsen, men det hjalp ikke. Kommunalvalget i november gav SF et så dårligt valg at søgelyset blev rettet mod Vilhelmsen. Hun holdt kun kort tid.

Den interne uro endte med at SF i januar 2014 trak sig helt ud af regeringen. Som ny formand valgtes ved en medlemsafstemning i februar Pia Dyhr Olsen. Astrid Krag (sundhedsminister) meldte sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet som tidligere den politiske ordfører Jesper Petersen havde gjort. Og Ida Auken (miljøminister) skiftede SF ud med De radikale. Men baglandet var tilfreds - og Pia Dyhr blev genvalgt til formand uden problemer ved det ordinære landsmøde i foråret og de følgende år. Socialistisk Folkeparti var efter nogle turbulente år ført tilbage til sin gamle status som lille 'pressionsparti'.

Denne udvikling kan ikke lastes Pia Dyhr personligt, eftersom hun i 2005 uden reelle chancer stillede op til et formandsvalg mod Villy Søvndal fordi hun var imod hans syn på den sociale nød i landet som en "social massegrav" som det var samfundets pligt at fjerne. Pia Dyhr havde stor retfærdighedssans, men mente ikke at alle sociale tilfælde skulle betragtes som ofre. Alle mennesker har et medansvar for sit eget liv. Pia Dyhr blev støttet af Steen Gade og hans miljøfløj i partiet. Opgøret i partiet var derfor en kamp mellem grønne fornyere og røde traditionalister, men også mellem de unge og den gamle garde. Pia Dyhr forstår ikke at der findes onde mennesker i verden, dvs deciderede magtmennesker der konsekvent går efter overmagten, men hun gav SF stabilitet i meningsmålingerne med omkring 6 % - lige indtil valget i 2019, hvor hun fik fordoblet tilslutningen fordi klimaet kom i fokus.

Corydon kasserer ikke begrebet velfærdsstat, men erkender altså at det er uholdbart at videreføre det i den gamle udgave hvor man nærmest satte lighedstegn mellem en god velfærdsstat og generøse overførselsindkomster. Corydon præciserede tanken konkret: "Set fra det enkelte menneskes synspunkt er der noget uendeligt meget smukkere i at have et samfund, der effektivt hjælper dig med at blive selvforsørgende og udvikle din tilværelse på den måde du selv vælger, end at have et samfund der beskytter dig imod konsekvenserne af at du aldrig erhvervede den evne." - Men alt i alt kom Corydon til at fremstå som en 'blå' og borgerlig politiker.

Resultatet blev et klart opgør med det ejendommelige eksperiment der hed 'regeringsgrundlaget 2011' og som Margrethe Vestager fik trumfet igennem, så flertallet af S og SF's vælgere så det som et løftebrud. SF måtte skifte formand og træde ud af regeringen - og da Vestager i 2014 blev EU-kommissær, trådte en ung og aggressiv Morten Østergaard til som ny radikal formand og satte alt overstyr i en mærkværdig markering af radikale programpunkter der var helt på tværs af socialdemokraternes ønsker. Han kørte hensynsløst frem med sine idealistiske mål i fuldstændig blindhed for pragmatisme og gammeldags folkelighed eller sund fornuft.

Liberal Alliance nåede en størrelse der gjorde dem svære at overse. De er dygtige folk, og de er alle pragmatisk indstillede. Men de er liberalister om en hals - og det er ikke hensigtsmæssigt for en borgerlig regering. Rød blok gik voldsomt tilbage. Helle Thorning måtte - uanset at hun på det sidste havde fået partiets situation rettet op erkende sit nederlag og gå af som partiformand.

2015-valgets egentlige sejrherre var Dansk Folkeparti der blev det største parti på den borgerlige fløj og pegede på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men Kristian Thulesen Dahl ville ikke i regering med Venstre, han gik efter størst mulig indflydelse. Løkke blev kongelig leder af regeringsforhandlingerne - og de endte i en ren Venstreregering. Claus Hjort Frederiksen blev finansminister og næstformanden Kristian Jensen udenrigsminister. Regeringsgrundlaget blev løst formuleret.

Regeringsgrundlaget bar helt og holdent præg af at være en slags pænt og optimistisk formuleret kompromis mellem tre meget ulige partnere. Statsministerens formål med manøvren var ganske åbenlyst at holde sig ved magten ved at invitere de to andre, små partier med i regeringen, selv om de tilsammen ikke rådede over mere end 53 mandater. Den var fortsat afhængig af støtte fra Dansk Folkeparti.

DF's formand Kristian Thulesen Dahl fik reelt en slags vetoret mod den nye regerings lovsforslag, og han kunne derfor vedblivende forhindre at Liberal Alliance fik held til at indføre den lettelse af topskatten som de var gået i brechen for, men som DF ikke kan gå ind for. Partiet stod frit over for regeringen og var også frit til fortsatte drøftelser med Socialdemokratiet og SF om sociale og økonomiske tiltag der passer bedre i partiets program end den nye Løkke-regerings.

Faktum var at Lars Løkke Rasmussen med den nye koalition og det nye regeringsgrundlag fjernede sig endnu længere fra Anders Fogh Rasmussens politiske midterlinje, som var inspireret af ideen om den tredje vej, der undsagde klassekampen og blokpolitikken og derfor helt naturligt indebar en tæt og tillidsfuld alliance med Dansk Folkeparti. Lars Løkke gemte allerede i 2009 ideen om den tredje vej ned i glemslens skuffe og har siden trukket mod den liberalistiske side. Med regeringsaftalen med et superliberalistisk parti som Liberal Alliance blev tanken om den tredje vej definitivt død i Danmark. Lars Løkkes nye regering blev et decideret reaktionært eksperiment.

Det var tydeligt at Lars Løkkes smalle V-LA-K-regering sad på lånt tid og Dansk Folkepartis nåde, men omvendt også at Mette Frederiksen trods Socialdemokratiets fornuftige stramninger i indvandrerpolitikken og et stadigt bedre forhold til DF's Thulesen Dahl hverken formåede at vinde betydeligt frem i meningsmålingerne eller at kunne regne med et sikkert flertal for sin politik efter næste valg. Hele den såkaldt "røde blok" (inklusive Alternativet) var lige så fragmenteret som den såkaldt "blå blok" (inklusive Nye Borgerlige). De røde ville gerne kunne pege på en og samme statsministerkandidat, men ville ikke uden videre kunne stille med et holdbart regeringsgrundlag. Enhedslisten havde oven i købet tænkt sig at stille betingelser der på forhånd ville begrænse DF's indflydelse.

Problemet var tydeligvis blokopdelingen.

Den blev bekræftet i Storbritannien som den blev det i Spanien, Portugal, Østrig, Holland, Belgien, Sverige, Norge og Danmark - samt USA. Den blev bekræftet ved Forbundsdagsvalget i Tyskland i september 2014 - takket være at 'blå' Merkel kunne drage uventet fordel af Macrons sejr i Frankrig og forhindre at 'røde' Schulz tog over. Blokopdelingen blev reelt kun brudt i Frankrig i og med at Macron her fik vendt op og ned på hele det politiske system ved præsidentvalget.

Overakademiseringen kan illustreres af det forhold at tilgangen af nye studerende til de lange videregående uddannelser fra 2006 til 2016 steg dramatisk fra ca. 15.000 til ca. 28.000. Den årlige tilvækst af kandidater i samme periode fordelte den totale stigning på ca. 14.000 med hele 7.000 på samfundsvidenskaberne, 2.000 på humaniora og teologi, 1500 på tekniske videnskab, 1.000 på naturvidenskab, 1.000 på pædagogik og knap 1.000 på sundhedsvidenskab. Over halvdelen er altså såkaldte 'samfundsgeneralister': Stadigt flere af de nye universitetskandidater vil søge ind i den offentlige sektor, hvor der følgelig bliver en markant overrepræsentation af akademikere, mens akademikere får sværere og sværere ved at finde arbejde i den private sektor. Her mangler man til gengæld faglærte arbejdere i håndværk og produktionsindustri.

Et specifikt problem er at der i sygehusvæsenet og skolevæsenet også sker en markant ændring i og med at der vil blive mangel på folk med mellemlange, videregående uddannelser (sygeplejersker, pædagoger, lærere) og til gengæld blive ansat flere administrative medarbejdere. Fremtidens sygehusansat er DJØF'er. Og dette indebærer - som en overlæge påpegede - at de administative lag har fået indført en parallelverden som langsomt mindsker sygeplejerskers og lægers patientkontakt til fordel for parallelverdenens registreringer, kurser, møder og andre aktiviteter uden betydning for patienterne.

Det tør kaldes en simpel opdatering af Jørgen S. Dichs gamle erkendelser fra 1973 i "Den herskende klasse" hvis følger man bare ikke vil være ved på venstrefløjen.

Men den helt store forandring i den politiske kamp i både Danmark og EU var at klima-problematikken fik afgørende vægt på mindre end et år.

Rosling fandt efter utallige foredrag på diverse konferencer ud af at at der var stor uvidenhed om verdenssituationen, og at dette problem ikke bare var et spørgsmål om opgradering af data. Uvidenheden kunne ikke bare fikses med klarere dataanimation (visualiseringsredskab) eller bedre læreredskaber. For de mennesker der hørte hans foredrag og elskede dem hørte ikke efter for alvor. De hang fast i deres gamle, negative verdenssyn. De nye ideer slog simpelthen ikke rod. Tilhørerne havde et dramatisk verdenssyn der var vedholdende.

De fleste mennesker fra Vesten går rundt med det billede de ser i medierne og som viser krig, vold, naturkatastrofer, menneskeskabte katatrofer, korruption. Det vil sige med det han kalder et overdramatiseret verdensbillede som er både stressende og vildledende, ja angstfremkaldende. Og det overdramatiserede verdensbillede er så vanskeligt at ændre, fordi det bunder i den instinktive måde vore hjerner fungerer på.

Instinkterne var nyttige for tusinder af år siden, men vi lever i en helt anden verden i dag.

Hverken fakta eller teknologi ophæver magthavernes eller almindelige menneskers modsatrettede ønsker og interesser, og den styrker ikke en dybt irrationel forestilling om at menneskets nærmiljø er og bliver det centrale i eksistensen som man må holde fast i. Der vil aldrig blive globalt flertal for en fælles løsning på alle problemer og udfordringer. Løsninger skal findes lokalt - i nogenlunde ensartede miljøer/regioner med god folkeoplysning, dyb fællesskabsfølelse og ægte demokrati.

Den eneste realisme der tæller i dag har udgangspunkt i selve det faktum at befolkningstilvæksten i verden siden 2. verdenskrig er flerdoblet og om få år vil nå en størrelse på 12 milliarder som jordkloden simpelthen ikke kan brødføde og give høj levestandard uden at klimaet forværres drastisk!

Helhedsrealistisk set lever vi i en komplementær verden, hvor modsætningen mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet giver både stor dynamik og stor udfordring, men hvor kravet om at sørge for overvægt af det gode i det lange løb, altid er lokalbefolkningernes ansvar. Det volder imidlertid meget store problemer at komme til fuld forståelse af dette. Og derfor hænger vi alle på klimaproblemerne. Men vi svigter vore lokale muligheder og forpligtelser hvis vi hengiver os til utopiske drømme om at lade 'idealistiske' verdensregeringerne løse problemerne med magt.

Venstre vandt ni mandater og De konservative fordoblede sig fra 6 til 12 mandater, men Liberal Alliance mistede ni og sidder nu tilbage med sølle fire (uden Anders Samuelsen), og Dansk Folkeparti sagde farvel til ikke mindre end 21 mandater; de har dog 16 tilbage og er lige akkurat blevet tingets tredjestørste parti, og Thulesen Dahl var forberedt på nederlaget og er ikke i fare som partileder. Lars Løkke Rasmussen kan skyde en hvid pind efter drømmen (og drille-tilbuddet) om en SV-regering under hans forsæde, men han kan blive siddende som partiformand. Næstformanden Kristian Jensen fik et dårligt personligt stemmetal i Vestjylland i konkurrence med Inger Støjberg - og vil i givet fald ikke blive formanden der kunne skabe en ny borgerlig regeringsalliance.

Det har været dyrt for Liberal Alliance at gå ind i en Venstreregering uden at få hovedkravet om skattelettelser igennem. Samuelsen er hverken slået igennem som partileder eller udenrigsminister. Og det er vanskeligt at se andre muligheder for at rejse partiet igen uden at overlade roret til den helt unge og nyvalgte formand for partiets ungdomsafdeling Alex Vanopslagh. Men det bliver under alle omstændigheder et langtidsprojekt.

Dansk Folkeparti ligger som de selv har redt. Deres vælgere har i vidt omfang været skuffet over at partiet med en kæmpesejr i 2015 fik mindre indflydelse på Lars Løkkes regeringer end de konservative og Liberal Alliance. Kristian Thulesen Dahl udnyttede ikke den enestående chance for at tage tęten og danne regering hen over midten. Han har aldrig fattet den idé der førte Labours Tony Blair til magten i Storbritannien i 1998 og Anders Fogh Ramussen til magten i Danmark i 2001 - og som hedder 'den tredje vej': midterpolitikkens vej der skyr al klassekamp. Den forstod Løkke heller ikke en tøddel af, og dette var da netop en ekstra god grund til at Thulesen skulle have valgt den i 2015. Han havde nok ministerdrømme, men han havde ingen statsministerdrømme, for han var godt fornøjet med at presse VK-regeringen til maksimale indrømmelser på finansloven hvad angår sager som udlændingepolitikken. Og i år forstod ikke en eneste DF-politiker at klimaproblemet var noget ungdommen pludseligt var fokuseret på af decideret angst. Det kostede DF dyrt at Pia Kjærsgaard kaldte de bekymrede unge for 'klimatosser', og at Thulesen Dahl og fx Marie Krarup omtalte de unges bekymring som hysteri. DF har flere grunde til selvransagelse, men det ligger ikke til partiets spidser. De tænker i gamle nationalkonservative baner og går hårde tider imøde.

Et hovedproblem bliver at finde ud af balancen mellem de to afgørende komplementære modsætninger der hedder 'tryghedssprincippet' eller det sociale princip og 'frihedsprincippet' eller det liberale princip, og som er logisk uforenelig, men i praksis ikke er umulige at have kørende som sideløbende og dynamiske principper. Og her snyder det radikale Venstre fra gammel tid på vægten ved at lade det sociale princip omfatte alt der har med sociallovgivning og fordelingspolitik at gøre, mens det liberale princip har med økonomien at gøre hvor der skal være frihed til private initiativer og privat økonomi, og hvor der skal være ansvarlighed på statsbudgettet i form af nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter. Og netop her gælder at Det radikale Venstre er yderst forsigtige med at pumpe penge ud i økonomien ved at lade den offentlige sektor udvide. Det sås tydeligt under Thorning-regeringen hvor en iskold Margrethe Vestager som økonomiminister sammen med en lige så kold Bjarne Corydon som finansminister blev beskyldt for at føre 'blå politik'.

Det er præcis her Socialdemokratiet risikerer at komme i klemme igen, fordi Mette Frederiksen vil blive mødt med "massive krav om flere hænder i den offentlige sektor" fra både SF og Enhedslisten, der vil slå på at hun selv er fortaler for noget lignende på flere punkter (normeringer på børneinstitutionerne). Hun har været meget forsigtigt med at give konkrete løfter, fordi hun frygter løbske finansudgifter.

Det er simpelthen velfærdssamfundets akilleshæl

Løbske finansudgifter var det der væltede Jens Otto Krag i 1967 og som gav ubehagelige følger langt ind i VKR-regeringen (1968-71). Man opdagede problemet for sent og fik det heller aldrig løst under Anker Jørgensen. Men risikoen er kommet tilbage med fuld kraft nu i 2019, fordi den offentlige sektor er blevet så stor at de offentligt ansatte vitterligt er blevet den bevidst herskende klasse der vil løse alle problemer med højere skatter og afgifter. Læs bare den store helsidesannonce i Politiken efter de fire partiers enighed. Den kom fra de 110.000 ansatte i det såkaldte "sygehussamarbejde" mellem Yngre Læger, Sundhedskartellet, FOA, HK Kommunal og Overlægeforeningen. Og man kan gå ud fra at langt de fleste af dem har stemt på SF og Enhedslisten - tillige med gymnasielærere og andre!

Socialøkonomen Jørgen S. Dichs klassiker fra 1973 'Den herskende klasse' er påny blevet aktualiseret som hoveddokument til forståelse af hvorfra begejstringen i rød blok kom onsdag den 5. juni. Den var til at tage og føle på. Og den er bestemt ikke opmuntrende for borgerlige eller socialliberale vælgere.

Danmark skal leve op til Pariseraftalen af 2015 om 70 % reduktion af CO˛ udslip senest i 2030. - Grænsekontrollen ved Tyskland opretholdes tillige med de love om stramningerne i udlændigepolitikken, de borgerlige partier og socialdemokratiet har vedtaget. Børn skal væk fra asylcentret i Sjælsmark. Og Danmark skal tage et ikke nærmere bestemt antal kvoteflytningninge. - De nationale tests i folkeskolen skal afskaffes. - Børneinstitutionerne skal have lovfæstede minimalnormeringer. De private virksomhederne skal have nemmere ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Og der skal etableres ny førtidspensionering af nedslidt arbejdskraft.

Målsætningerne er ikke præcist konkretiserede. Men den stramme udlændingepolitik ligger nogenlunde fast, så der ikke bliver noget paradigmeskift som de radikale har proklameret. Ej heller er finansieringen på plads, så der kommer mange hurdler i det kommende arbejde. Men den regering Mette Frederiksen præsenterede med Nikolaj Wammen som finansminister og Jeppe Kofoed som udenrigsminister byder på både folk med ministererfaring og folk uden; alle er omhyggeligt udvalgt blandt flittige sjæle. Flere har skrevet bøger - bl.a. den nye integationsminister Mattias Tesfaye og den nye boligminister Kaare Dybvad. En ideologisk vægtning er tydelig, men helhedsrealistisk set er der langt fra tilstrækkelig afklaring. Alt tyder på at både socialdemokratiet og de tre støttepartier skal igennem en omfattende læreproces. Men det skal den borgerlig opposition også.

Klimapolitikken blev nemlig det andet store tema i 2019 - af den simple grund at vi alle regner det for sikkert at CO˛-forureningen er blevet så stor at den givetvis vil forringe klimaet og miljøet, hvis vi ikke gør noget nu og her. De unge går på gaden for at få politikerne til at vågne op. De er ikke blot bekymrede, men angste - som andre var i 1960'erne ved udsigten til en atomkrig. Det har naturligvis meget med den psykiske indstilling at gøre, men kan ikke afvises som hysteri eller panik. Det afgørende problem er jo at politikerne ikke kan blive enige om effektive handlinger, fordi hovedårsagen til hele klima-miseren er den vildt voksende befolkningstilvækst. Denne kan ikke ændres - uanset råb og krav og uanset stemmeafgivning ved valgene.

Alt for meget beror på illusioner om teknologiske og partipolitiske løsninger. Man glemmer hvor meget kulturen og åndslivet betyder. Dette gælder også i udlændinge- og integrationspolitikken.

Vellykket integration beror ikke på erhvervede juridiske rettigheder, men på optagne, indsugede og over tid tilegnede folkelige og sproglige værdier. Og derfor er det misvisende her at tale nedsættende om symbolpolitik.

Folketingsvalget 5.6.19. bekræftede at der på den politiske venstrefløj findes et betydeligt antal danskerne der vil bygge bro mellem minoritetsdanskerne og flertalsdanskerne ud fra en naiv idé om vi er "bedre sammen end hver for sig". For dem er det en udfordring at selve diskussionen om danskhed bliver brugt til at "udgrænse folk". Det beklages direkte at vi alle tænker i grupper, og at hudfarve, etnicitet og religiøst tilhør bruges som nemme måder at definere grupperne på. Idealisterne kalder den slags for 'stammetænkning' for at insinuere at det skulle være noget fortidigt. Men det viser netop at de ikke forstår hvor meget sproget og dybe arketypisle forestillinger reelt betyder. Oplevelsen blandt mange minoritetsetniske danskere af yngre årgange er ifølge en forsker at de på en og samme gang føler sig hjemme i Danmark, men at de ikke regnes for 'rigtige' danskere. Uanset hvad de gør, oplever de at de slet ikke kan blive danskere. Men dette er der intet som helst mærkeligt i, for ingen bliver dansker alene ved at få tildelt statsborgerskab, bestå nogle sprogtests eller i det hele taget ved at anstrenge sig på afgrænsede områder.

Det tager tværtimod mindst tre generationer at blive rigtig dansker - og det ligger i at det er hele tænkemåden og humoren der skal ændres, så de svarer til hvad der kom ud af de brede folkelige vækkelser i 1800-tallet og hele den efterfølgende sekularisering. Dansk humor gør først og fremmest op med al dogmatisk tænkning.

Nye partier dukkede op ved siden af protestbevægelser som De Gule Veste i Frankrig. Både den franske præsident og den tyske kansler mistede respekt og indflydelse. Og da briterne ved en folkeafsteming valgte at forlade EU, mistede både den britiske regering under Theresa May og EU-kommissionen med Jean-Claude Juncker i spidsen mulighed for at styre udviklingen. EU er mere splittet end det nogensinde har været.

Den tredje vej er den fornuftige midterpolitiks vej.

Lederskab er nødvendigt for både fællesskabets og fremskridtets skyld.

Men hverken ledernes eller folkets oplysning må halte bagefter.

Det danske folk kan ikke længere betragtes som et fuldt oplyst folk. Det har ikke et tidssvarende sprog der dækker udfordringens største og mest komplekse problem-stillinger som at sikre og vedligeholde følingen med det kollektivt ubevidste. Og det har ikke det fornødne kendskab til de fire psykiske fundamentalkræfter eller til det for den indre sammenhæng nødvendige krav om at sørge for overvægt af det gode i livet. Skal krisen løses, skal såvel det enkelte menneske som folket erhverve den subjektivt-eksistentielle indsigt som er forudsætningen for etisk konsistens og bæredygtig samfundsudvikling.

Folket og eliten skal blive bevidst om sammenhængen mellem politik, dybde-psykologi og religion eller eksistensfilosofi. Lederskabet skal være fremsynet og transcenderende.

En fælles kult for hele folket og alle minoriteter bliver afgørende.

Givet er desuden at hovedårsagen til klimaproblemerne ikke længere kan fjernes. Den hedder den eksplosive befolkningstilvækst og vil fortsætte selv om den på lokalt plan og til en vis grad på regionalt plan vil komme under kontrol. Tilvæksten betyder yderligere rovdrift på klodens ressourcer, og selvom den til en vis grad kan afdæmpes gennem nye teknologiske landvindinger, så vil disse altid komme bagefter og altid været forbundet med øget ulighed i verdenssamfundet. Resultatet bliver omfattende misvækst, hungersnød, sygdomme og epidemier i store områder med tilhørende flygtningstrømme, folkevandringer og krige der vil blive en voksende trussel mod de relativt veludviklede og velfungerende lande og regioner. Disse kan hjælpe de nødlidende på kort sigt, men ikke på lang sigt. De velfungerende lande vil før eller siden komme til at stå over for et valg mellem at forsvare deres egen frihed og suverænitet eller opgive den. Og det vil i sig selv medføre splittelse og konflikter.

Dette kræver utvivlsomt som et første skridt, at bankerne fratages den risiko-frihed de får via staternes sikkerhedsnet - og deres ret til at skjule deres transaktioner gennem fiktive selskabsdannelser. Og det kræver mere og dyberegående refleksion i samfundet, men også et generelt langt højere oplysningsniveau. Men det bliver et langt og sejt træk, fordi der allerede er begået alvorlige fejl og dumheder der ikke kan gøres ugjorte.

Problemerne med at vælge nye ledelse i EU i 2019 viser kun hvor begrænset kompetencerne er og hvor kompleks situationen er. Det tog fire topmøder at finde frem til et kompromis om de fire topposter som var acceptabelt for alle 28 lande og skulle have en chance for også at blive godkendt af det nyvalgte EU-parlament.

De tre spidskandidater til formandsposten der var valgt af de tre største grupper i EU-parlamentet var tyskeren Manfred Weber (indstillet af den største gruppe, den konservative EPP-gruppe, hvortil hører CDU og CSU), hollænderen Franz Timmermann (indstillet af socialdemokraterne) og danskeren Margrethe Vestager (indstillet af de liberale, hvorunder Macrons bevægelse hører), men ved et møde i EU-rådet (hvor Lars Løkke Rasmussen stadig var fungerende dansk statsminister) blev de alle fravalgt især på grund af modstand fra de såkaldte Visograd-lande (Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Bulgarien). Formanden for rådet polakken Donald Tusk indkaldte til nye møde søndag den 30. juli (hvor Mette Frederiksen nu repræsenterede Danmark som statsminister), men i mellemtiden fandt G20-mødet sted i Osaka i Japan.

Og her i Osaka var Tusk, kansler Merkel, og præsident Macron, den italienske og den spanske regeringschef så ufornuftige at lave en aftale om at socialdemokraten Timmermann skulle indstilles til ny kommissionsformand. Ham ville Visograd-landene under ingen omstændigheder acceptere, da han har været meget kritisk over for Ungarn og Polen. Mødet søndag den 30.7. trak derfor ud til langt hen på mandagen og endte uden resultat. En tænkepause var nødvendig, og den førte til at rådet efter mange timers forhandlinger om tirsdagen bleve enig om at indstille helt nye kandidater til de fire vigtigste poster til godkendelse i EU-parlamentet. Ingen af dem havde været med i første runde, og ingen af dem har specifik EU-erfaring.

Til ny kommissionsformand indstilledes den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, til formand for EU-rådet den liberale belgiske regeringschef Charles Michel, til EU-udenrigschef den spanske udenrigsminister (socialist) Joseph Borrell, og til chef for Den Europæisk Centralbank direktøren for Den Internationale Valutafond, franske Christine Lagarde. Men der er i EU-parlamentet modstand mod dem alle fra forskellige grupperinger og af forskellige grunde. Så det er ikke på forhånd givet, at de vil blive godkendt. De er ikke særligt visionære personer, og har endda gamle skandaler i bagagen, men det spiller ind at der er ligestilling mellem kønnene på disse fire poster. Det store problem er at de gamle østeuropiske lande er blevet tromlet over - endda med polakken Donald Tusks hjælp. Angela Merkel har mistet yderligere respekt og indflydelse. De tyske socialdemokater er fortørnede over valget af den i Tyskland alt andet end populære von der Leyen og truer med at forlade den store koalition i Berlin.

EU er om muligt endnu mere splittet end for en måned siden. Splittelsen ses allertydeligst i modsætningen mellem de østeuropæiske lande og resten af landene - og den går igen tilbage til flygtningekrisen i 2015.

Politikerne har troet at økonomien kunne bære en sådan politik, at de fremmede alle ville være indstillede på fuld integration, og at den nationale kultur ikke kunne tage skade. Alle tre ting har vist sig ikke at holde stik. Opgørelserne af skaderne kan man naturligvis altid skændes om, for de kan faktisk slet ikke foretages eksakt, da der indgår så mange elementer i vurderingerne at det kommer fuldstændigt an på hvem der foretager dem og hvad formålet konkret måtte være.

En støt voksende middelklasse i mange arabiske lande har meget naturligt skabt håb om mere frihed, mere velfærd og højere uddannelse og oplysning. Det har alt sammen frembragt en opposition mod de gamle autoriteter som med rette er blevet kaldt 'det arabiske forår', men som mere nøgternt må kaldes 'det arabiske ungdoms-oprør', fordi det først og fremmest kommer fra oprørske unge mennesker og har et stærkt præg af anarkistisk tendens. Det er også præget af megen frustration som helt elementært skyldes stor ungdomsarbejdsløshed og boligproblemer der igen skyldes voldsom tilflytning til storbyerne, der naivt opfattes som lykkebyer. Men når det fore-løbigt ikke har formået at skabe varige ændringer, hænger det nøje sammen med at tålmodigheden er begrænset, at det etablerede system er en uhyre stærk sammen-filtring af kapitalmagt og ordensmagt, og - ikke mindst - at der slet ikke er sket en sekularisering der kan støtte demokratiseringen og den hermed sammenhængende kvindefrigørelse.

Demokratisering og kvindefrigørelse er overalt i den arabiske og iranske verden blokeret af et klan- og familiemønster der bygger på mandens indiskutable dominans og oven i købet kan støtte sig på koranens og shariaens normer.

Et systematisk 'faderopgør' er uomgængeligt, men overalt løber oprørsforsøgene ind i fundamentalismens mure - og når Egypten endeligt kom af med en diktator og gennemførte et frit valg, så valgte flertallet Det muslimske Broderskab til sejrherre, og dette erstattede blot det gamle verdslige styre med et andet magtstyre der lod hånt om både demokrati og sekularisering. Broderskabet brugte demokratiet til at komme til den magt der 'legalt' kunne fjerne demokratiet og indføre shariaen.

Egypten er dermed blevet det store skræmmende eksempel på at demokrati kan misbruges, når det ikke er forbundet med skarp adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt. Broderskabet stod stærkt fordi det - som tilsvarende organisationer i regionen - har et udbygget socialt og økonomisk netværk. Egyptens militærapparat - der også har afgørende økonomisk magt - var med til at afsætte den gamle diktator, men måtte gribe ind over for Broderskabets nye diktatur, og det sætter såvel forårsbevægelsen som den generelle udvikling i stå. Formelt var militærets indgreb et udemokratisk statskup, men reelt må general el-Sisis magtovertagelse i 2014 ses som erstatningen af Broderskabets islamistiske overgreb med hans eget.

USA's afmagt hænger sammen med at udviklingen i regionen er blevet så kompliceret at der ikke længere kan trækkes blot nogenlunde klare grænser mellem diktatorernes og oppositionens magtområder, og at oppositionen indbyrdes er så splittet at man ikke entydigt kan vælge side fra demokratisk og sekulært hold.

USA er ikke længere verdenssamfundets politi. USA har efter Sovjetstyrets fald faktisk været verdens eneste supermagt, men den amerikanske regering har aldrig haft hverken myndighed til eller mulighed for at gribe hurtigt og effektivt ind i en udvikling eller konflikt der truer stabiliteten og freden i verden. Og det kan efter Donald Trumps magtovertagelse slås fast, at USA allermindst kan optræde som moralens eller de internationale konventioners effektive eller sande vogter.

Mellemøsten står fortsat midt i den håbløse og ødelæggende kamp mellem funda-mentalistiske og sekulære kræfter. Regionen vil lang tid fremover være hæmmet af en lovreligion og dens fanatiske tilhængere der fremmer tendensen til fundamen-talistisk tænkning. Der er dybest set ingen vej uden om det seje træk der hedder sekularisering; heller ikke for den jødiske stats vedkommende, der nok på papiret er sekulært, men som stadig trækkes med en stor befolkningsdel der er ortodokse og bagstræberiske.

Udfordringen er at befolkningerne begynder at indse at den hidtidige fokusering på materielle og økonomiske samt magtpolitiske uenigheder, kampe og konkurrence ikke fører fremad, men må erstattes af en helhedsrealistisk og vedvarende nyskabelse af det menneskelige samfund og den menneskelige eksistens. Folkene skal igen have fat på de psykiske energier der er nødvendige for udvikling i den rigtige retning i stedet for at være uløseligt bundet til rethaveriskhed og hævngerrighed. Samtidigt skal de acceptere de grundlæggende fysiske rammer og den grundlæggende psykiske helhed, mening og sammenhæng.

Med andre ord er det blevet i 2019 fortsat så nødvendigt som aldrig før i historien at se at de gamle videnskabers og de gamle fortællingers fælles forsøg på at fastholde den gamle dualistiske tænkning er aldeles utidssvarende i det nye årtusinde. Det er blevet nødvendigt med et fundamentalt opgør med fædrenes tro og pukken på lov og tradition og i stedet nå frem til seriøse forsøg på at skabe en ny umiddelbar realitet.

Udfordringen er at få gjort forskellen mellem den umiddelbare realitet og den middelbare realitet lysende klar for alle og at få alle til at forstå at det udelukkende er i den umiddelbare realitet eller jeg-du-forholdet at der kan etableres erfaring af den mening, helhed og sammenhæng som mennesket behøver for ikke at havne i håbløshed eller fortvivlelse. Dette sker aldrig i den middelbare realitet eller jeg-det-forholdet, så spændende det iøvrigt kan være at udforske.

Alle mennesker oplever dagligt den umiddelbare realitet tusindvis af gange; det sker nemlig hver eneste gang vi vågner af nattens søvn; hver eneste gang vi møder et menneske vi kender og i hvis nærhed vi blot indtræder; hver eneste gang vi giver os hen i bordets glæder i samvær med andre, eller i sang, musiceren og dans eller erotik med andre og hver eneste gang vi går i teatret, i biografen, i koncerthuset eller på en kunstudstilling eller ud i naturen og åbner for modtagelsen af indtryk uden at sætte de filtre på der hedder navne, priser, nytte eller 'smag'.

Ulykken er at de fleste i vore dage slet ikke véd hvad det vil sige at disse begivenheder er at træde ind i det åbne og umiddelbare forhold - og denne uvidenhed er vel at mærke noget relativt nyt i kulturen. Den har at gøre med den forbandede hærgen borgerlig nyttemoral, økonomiske normer, juridiske regler og videnskabelig objektivitetsmoral har gjort sig skyldig i gennem halvandet hundrede år og som vore politikere har ophøjet til gud i primitiv fremskridtstro og misforstået humanisme - og fortsat tror på. Det viser de allerseneste nationale parlamentsvalg i Europa og det sidste EU-parlamentsvalg. Og derfor er der ingen vej uden om en nytænkning og en ny oplysning - om man vil en kulturel revolution.

Det betyder naturligvis ikke at nyttehensyn, økonomi, jura, objektivitet eller fornuft skal tilsidesættes. Det betyder derimod at det alt sammen må være under-kastet den sunde fornufts skøn og dermed på den ene side sikre al praktisk nøgtern-hed og realitetsprøvelse gennem sekundærprocesserne, logikken og indsigten i de fysiske love, og på den anden side også det fulde ansvar for at middelbarheden med dens sekundærprocesser og logik i eksistentiel henseende er underlagt umiddelbar-heden med dens primærprocesser og subjektive vurderinger. Det er nemlig kun umiddelbarheden der rummer erfaring af mening, helhed og sammenhæng.

Der har altid været krænkelser og misbrug af unge piger og voksne kvinder i såvel partriarkalske familier som patriarkalske samfundsstrukturer af den simple grund at manden som hankønsvæsen - ganske som hos andre biologiske hankønsvæsener både er fysisk stærkere end kvinden og har en hormonaltbetinget form for kønsdrift der primært tilfredsstilles gennem penetration af kvinden og sædudtømmelse i hendes skede. Og i patriarkalske samfund har det været sædvane at lovformelige ægteskaber har givet manden ret til jævnlige samlejer uanset kvindens lyst.

Dette er der i vor tid lavet grundigt om på gennem kvindernes frigørelse der dels har givet dem borgerrettigheder på lige fod med manden hvad angår uddannelse, beskæftigelse og stemmeret, dels givet dem muligheder for løsrivelse fra utilfredsstillende ægteskaber uden automatisk tab af børn, formue og rettigheder.

Efterhånden som kvinderne har fået højere uddannelse og højere stillinger har der blandt dem bredt sig et stærkt ønske om ligestilling, og ønsket er blevet realiseret i veludviklede vestlige samfund, men det har intetsteds medført fuldstændig udligning af alle forskelle, således som de stærkeste feminister har krævet.

De fleste mænd vil fortsat mene, at dette heller ikke kan lade sig gøre, da den biologiske eller kønshormonale forskel mellem kønnene nu engang ikke kan ændres, men dette vil feminister ikke acceptere - og derfor er det udelukket at problemet kan løses på anden vis end at kvinder - typisk veluddannede og meget bevidste karrierekvinder - undlader at binde sig i faste forhold til mænd og altså med andre ord prioriteterer deres karriere over det traditionelle livet med mand, børn og familie.

Alle par der indgår i traditionelle familieforhold vil være tvunget til at indrette sig pragmatisk og praktisk efter den biologiske grundforskel og vil som oplyste og bevidste mennesker kunne gøre det under bevarelse af begge partneres suverænitet og værdighed og i perspektivet af den oprindelige tiltrækning. Men det vil aldrig kunne opstilles faste regler for hvor de enkelte grænser går. Det må erfares i praksis og hvis erfaringerne i det enkelte tilfælde er for dårlige, må det i værste fald føre til brud.

Ingen mand eller kvinde i det moderne vestlige samfund undgår længere at skulle forholde sig bevidst til den biologiske modsætning. Den er imidlertid af typisk komplementær art - og behøver derfor ikke ende i et absolut modsætningsforhold. Men det er den moderne mands og kvinds skæbne selv at måtte at finde vejen gennem parforholdets labyrint og udfordringer, således at meningen, helheden og sammenhængen bevares.

Dette bekræfter kun at der intetsteds i menneskelivet er mere brug for humor end i et varigt kønsforhold. Et sådant er dybest set en tragedie i betydning et drama hvor hovedpersonerne aldrig får ret eller bliver utvetydige sejrherrer.

'Den komplementære helhedsrealisme' er dybt forbundet med humoren og tragedien. Og 'Højsangen om den menneskelige eksistens' bliver derfor uundgåeligt flertydig, men konsistent og komplementær.?

Der er trods alt farbare veje frem mod den positive og konstruktive udvikling der indebærer overvægt af det gode. Hvad der kræves er imidlertid altid at de enkelte individer såvel som folkene og deres ledere under iagttagelse af sund fornuft får fat på de tidssvarende og relevante arketypiske forestillinger der er ladet med tilstrækkelig energi til at drive udviklingen den rigtige vej. Hvordan dette kan ske er påpeget i det foregående.

På dette sted kan den endelige opfordring til den enkelte - ung eller gammel, høj eller lav, etnisk dansker eller nydansker, men navnlig de unge - kun lyde som råd:

Dette indblik beror på en særligt opdyrket intuition som har været kendetegnet af markante kvantespring i erkendelsen, og indsigten er vel at mærke ikke resulteret i forudsigelser af bestemte begivenheder eller videregivelse af absolutte sandheder.

Værket er - som tidligere påpeget - hverken et stykke skønlitteratur skrevet for æstetiske smagsdommere og sofistikerede anmeldere - eller et stykke faglitteratur skrevet for akademiske metode-dyrkere eller besatte dekonstruktører, men en sprog- og formbevidst praktisk brugstekst skrevet for almindelige åbne og tænksomme mennesker der lever deres liv mellem et nøgternt hverdagsliv og en bevidst eller anet føling med noget både højere og dybere af forpligtende art.

Forfatteren er hverken stilist eller litterat, men lægmandsskribent med fuld be-vidsthed om nødvendigheden af et nuanceret dagligsprog der dækker alle sider af eksistensen. Og den fundne form er den eneste dækkende for indhold og hensigt.

Den forelagte eksistensfilosofi er resultat af et livsprojekt der har krævet tilside-sættelse af andre projekter og personlige interesser. Det har på sin side været en ensom sag der først med udsendelsen af Jernesalt på nettet har fremkaldt positive reaktioner og kontakter. Velsignelsen ved at forfølge livsprojekter af denne art ligger ikke i successen, men i fuldførelsen. Tør man forfølge sit konstruktive livsprojekt - og i den forstand efter bedste evne gøre det gode man så at sige er skabt til - da vil velsignelsen blive givet, selvom ingen velsigner én.

Fortsat kan henvises til e-bogen 'Højsangen om den menneskelige eksistens', og som besynger virkeligheden i hele dens dobbelte karakter af noget materielt og noget psykisk. Højsangen kombinerer desuden besyngelsen med en personlig beretning der også bliver en oplevet samtidshistorie. Dernæst med en systematisk gennemgang af såvel de sidste to hundrede års idéhistorie som hele den moderne naturvidenskab fra Galilei og Newton til Einstein, Bohr og Heisenberg og hele den moderne psykologi fra Freud og Jung. Endvidere er der vigtige afsnit om musik og film - og et helt speciel kom-menteret billedudvalg. Tillige med en række samtaler gives der altså et helhedsværk med mange lag og mange linjer, som læseren helst skal være opmærksom på for at få det fulde udbytte af værket.

Værket er på denne måde både grænsesprængende og genresprængende - og skal som alle Jernesalts tekster læses med åbent sind og eftertanke samt tålmodighed.

Forfatteren tør hævde at den lancerede filosofi er ny og tidssvarende, men er samtidigt til fulde klar over at æren for det frembragte værk til syvende og sidst tilfalder det kollektivt ubevidste og dette alene. Det betyder at forfatterjeget her ved fuldførelsen af værket nødvendigvis må træde ydmygt tilbage. Tjeneren har så at sige gjort sin pligt ved at viderebringe budskabet - og kan derefter gå som en anden mohr. Dertil tjener også den anonymitet, der brugtes i begyndelsen, men altså ikke skal forstås som kamouflage, men som konsekvens. Helt bogstaveligt har jeg også nået en alder hvor tiden nærmer sig hvor jeg må takke af. "Thi også jeg er her kun på træk".

Resultatet vil uden tvivl blive mødt med meget blandede reaktioner - lige fra den komplette ligegyldighed over den udtalte hån og modstand til den skeptiske interesse, men forhåbentlig også med dybere forståelse.

Den ideelle læser fanger helheden og giver sig tid til eftertanke. Han eller hun går ind i en længerevarende proces for både at få åbnet horisonten og få føling med det kollektivt ubevidstes mest konstruktive energier samt indse nødvendigheden af etisk konsistens og oplysningsmæssig emergens.