Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - overenskomst2018

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.4.18.

Den danske model stod sin prøve, mnen ikke uden skrammer

I går lørdag den 28. april faldt endelig sidste del af forhandlingerne om de offentligt ansattes overenskomster på plads, idet staten og de statsansattes organisationer sent på aftenen indgik et forlig efter mere end 30 timers forhandlinger.

Hovedpunkter i den statslige aftale er:

Offentligt ansatte får lønstigninger, som sikrer reallønsstigninger, og den offentlige lønudvikling følger den private. Det er samtidig lykkedes at fjerne privatlønsværnet.
Lønrammen er på 8,1 procent over de næste tre år. Det svarer til den lønramme både regionerne og kommunerne tidligere endte på.
Elever og lærlinge i staten kan se frem til en markant forbedring af deres løn. Eksempelvis vil en 3F-lærling i gennemsnit kunne se frem til en stigning på omkring 2000 kroner om måneden.
Aftalen indeholder en 'eksplicitering' af den betalte spisepause. Det betyder, at de statsansattes ret til betalt spisepause bliver en udtrykkelig del af overenskomsten. Det vides endnu ikke, hvad lønmodtagerne har betalt for det, men det er vist en beskeden halv procent .
En kommission på det kommunale område skal skabe et grundlag for forhandlingerne om en ny aftale om arbejdstid, også for underviserne i staten.
Aftalen indeholder ikke et nyt lønsystem med mulighed for mere individuel aflønning som det ellers var ønsket af statens topforhandler Sophie Løhde.



Regionerne:

Allerede natten til onsdag den 25. april indgik en række LO-forbund, som repræsenterer cirka 40.000 af de ansatte i regionerne, en aftale. Det drejer sig især om 3F, FOA og HK organiserede.
FTF og akademikerne ville ikke skrive under på den aftale, der var klar natten til onsdag.
De skrev dog under på aftalen et par dage senere, og dermed er der nu indgået aftaler om overenskomster for de næste tre år for samtlige 120.000 ansatte i regionerne.
Hovedpunkter i aftalerne:
En lønramme på 8,1 procent over tre år. Herunder generelle lønstigninger på 6,10 procent. For sygeplejerskernes vedkommende går 6,8 procent til direkte lønstigninger.

Med hensyn til den betalte frokostpause valgte sygeplejerskerne at stole på regionernes løfte om, at man ikke vil røre ved spisepausen.
- Vi har erkendt, at regionerne så mange gange har bedyret, at de aldrig kunne finde på at røre ved den spisepause, siger Grete Christensen. - Så derfor har vi valgt at frafalde vores krav på det område, og så lever vi med den bestemmelse, som vi har. Hvis der bliver rørt ved den betalte spisepause, så forbeholder vi os retten til at rejse den i et voldgiftssystem, siger hun.

Akademikerne, derimod, har fået den betalte spisepause skrevet ind i overenskomsten.
- Vi er gået til de her forhandlinger for at sikre den betalte spisepause, som vi har haft siden 1921, og det har vi opnået. Vi har fået en overenskomstsikret betalt spisepause i regionerne, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne. Akademikerne har dog tilsyneladende måtte afgive en lille bid af den lønstigning, der blev forhandlet på plads mellem regionerne og LO-grupperne onsdag, for at få sikkerhed for den betalte spisepause. - Vi har betalt et beløb i forhold til, at vi kan få den spisepause, så vi har et økonomisk mellemværende. Det er ikke nogen stor størrelse, og vi har lavet et fornuftigt resultat, siger formanden.



Kommunerne:

Den endelige aftale omfatter 500.000 lønmodtagere i den offentlige sektor.

Den økonomiske ramme i aftalen ligger på 8,1 procent over de kommende tre år, hvilket svarer til rammen i delforliget, som LO-forbundene natten til onsdag indgik med regionerne.
Reguleringsordningen videreføres for at sikre, at lønnen i den private sektor følger lønudviklingen i den private sektor, men det såkaldte privatlønsværn fjernes. Det betyder, at offentlige lønninger ikke kan stige mere end de private.
Aftalen indeholder ifølge de kommunale arbejdsgiveres organisation, KL, også en overenskomstmæssig aftale om sikring af medarbejdernes ret til betalt spisepause.

Sidst, men ikke mindst, blev der fundet en løsning på det intrikate spørgsmål om lærernes arbejdstid ved at nedsætte en "undersøgelses-kommission", som skal vurdere om lærernes arbejdstid har konsekvenser for undervisningen. Afdækningen skal danne udgangspunkt for fremtidige overenskomstforhandlinger.
Lærernes formand og forhandler for de kommunalt ansatte Anders Bondo Christensen fortalte pressen, at han er tilfreds med den nye aftale.- Det er et projekt, jeg tror på. Michael Ziegler og jeg har forhandlet i fem måneder, og vi har ikke kunne blive enige. Med den her kommission får vi et bredere grundlag for fremtidige forhandlinger, siger han .
Chefforhandler for arbejdsgiverne på det kommunale område, Michael Ziegler, mener, at aftalen er et godt fundament for "en ny start". - De mange dygtige lærere og undervisere spiller en absolut nøglerolle i arbejdet med at danne og uddanne vores børn og unge. Derfor har det været vigtigt for os at indgå et forlig, som understøtter deres arbejde og udviklingen af folkeskolen, siger Ziegler i en pressemeddelelse.



Det har været hårde og langvarige forhandlinger i forligsinstitutionen under den erfarne forligsmand Mette Christensen, og de var tydeligt præget af at denne måtte give op i 2013, fordi parterne stod så stejlt over for hinanden at det ikke var muligt at få seriøse forhandlinger i gang. Det var det denne gang, men der kom grus i maskineriet da direktøren for Kommunernes Landsforening (KL) Kristian Wendelboe allerede 11. april i et interview med Politiken advarede mod at de igangværende overenskomstforhandlinger kunne blive skæbnesvangre for 'den danske model'. "Der er skabt em stemning af at det er kampen om den danske model, det her. Men jeg tænker faktisk at det er omvendt. Jeg tror at den her kamp kan skubbe den danske model ud over kanten". Hvis det nemlig kommer til en konflikt "bliver det så voldsomt, at man er nødt til at forhindre at det sker igen. Al politisk energi på Christiansborg vil gå på at undgå at komme i den her situation igen", sagde han.

For at forstå udsagnet er det nødvendigt at vide at 'den danske model' forudsætter seriøse forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, men hvis de ikke fører til et forlig der kan godkendes ved afstemninger, går forhandlingerne til næste trin i forligsinstitutionen hvor den neutrale forligsmand (en jurist og aktuelt en forhenværende dommer) skal forsøge at mægle mellem parterne og har bemyndigelse til straks at udskyde eventuelt varslede strejker og lockouter i fjorten dage (endda to gange). Men lykkes det ikke at skabe forlig, går konflikterne i gang - og de vil strengt taget kunne vare til parterne (hos de offentlige ansatte arbejdstagernes organisationer) løber tør for penge og indvilliger i nye forhandlinger. Hvis disse heller ikke fører til en aftale, kan regeringen gribe ind med et lovforslag, hvis den og et folketingsflertal skønner at samfundet ikke kan bære yderligere konflikt. Men - og dette er det nye i situationen - i kraft af den offentlige sektors støt stigende ekspansion siden momsens indførelse i 1966 vil en konflikt for de offentlige ansatte i dag ramme størstedelen af de kommunale, regionale og statslige institutioner (som bl.a. skoler, gymnasier, hospitaler og plejehjem samt trafik) at det vil være helt uansvarligt at lade den løbe mere end nogle få dage og højst en ugestid. Og det vil igen sige, at enhver ansvarlig regering i tilfælde af konflikt på det offentlige område vil og må gribe ind med lovforslag der forlænger bestående overenskomster eller ophøjer eventuelt forkastede mæglingsforslag til lov.

Og det er dette Kristian Wendelboe meget fornuftigt mindede parterne om.

Men det vil arbejdstagerne og deres forhandlere ikke under nogen omstændigheder høre tale om, for de opfatter det, ikke helt ulogisk, som en trussel om at staten vil afskaffe retten til strejke og lockout, hvis der udbryder konflikt. Chefforhandleren for de statsansatte Flemming Winther mente således, at Wendelboes udsagn var utidigt. Han siger jo, at hvis vi vælger konflikt-vejen, fjerner vi jeres konflikt-ret. Det er en provokation uden sammenligning, og det kan gøre ondt til værre. - Lærernes Anders Bondo og sygeplejerskernes Grete Christensen var enige. Og selv Dennis Kristensen brugte dengang stærke ord: "Det er fake news på Trump-niveau. Først varsler kvajpanden en konflikt som er så omfattende at det vil ramme danskerne lige midt i fjæset, og nu argumenterer han for at den danske model er truet. Det er fup og svindel."

Statens hovedforhandler, der denne gang var ministeren for offentlig innovation Sophie Løhde og ikke direktørerne for de relevante styrelser, blandede sig også før forhandlingerne begyndte lidt uforsigtigt eller 'utidigt' ved at postulere at de statsansattes løn lå over de privatansattes. Og det kan såmænd godt begrundes, men parterne er netop ikke enige om de rigtige vurderingskriterierne. Så hendes påstand provokerede kun. Og i forvejen blev hun også bedømt som arrogant.



FOA-formanden Dennis Kristensen har hele vejen igennem gjort sig stærkt bemærket i medierne og altid været villig til både at sige sin mening og at røbe detaljer fra forhandlingerne der ellers er tavshedspligt om, men han vakte næsten opstandelse, da han foran TV2' kameraer pludseligt og efter et tilbud fra arbejdsgiverne om tre separate aftaler røbede muligheden for et forlig for stat og regioner uden om lærerne og de øvrige forbund der hører under kommunerne. De blev opfattet som et klart signal om at han var villig til at bryde den såkaldte 'musketéred' "én for alle, alle for én", der konkret vil sige aftale for alle tre områder eller ingen aftale.

Da der så natten til onsdag blev indgået forlig mellem Danske Regioner og de fem LO-forbund FOA, 3F, HK Kommunal, Socialpædagogerne og Dansk Metal, så mange det som musketéredens død og endeligt. Men Dennis Kristensen var ligeglad - og sagde efterfølgende i et stort interview til Politiken, at han aldrig havde indgået en sådan ed. Den var slet ikke hans opfindelse. Han havde derimod skabt en solidaritetspagt, og den havde han ikke brudt. Men den drejede sig om det fælles konfliktgrundlag, dvs hvad alle skal gå i konflikt for hvis forligene glipper, og det er alt det der knytter sig til lønnen. Det er altså ikke ham der havde brudt noget løfte. Og det var ikke ham der havde forladt nogle forhandlinger der havde ført til de lønstigninger man kæmpede for i regionerne, men derimod Dansk Sygeplejeråds Grete Christensen og FTF's Bente Sorgenfrey. Men "de kan stadig komme tilbage og skrive under på aftalen. De har ikke noget at være sure over eller vrede over. De har ikke fået spisepause-problemet løst, men det har aldrig været en del af det fælles konfliktgrundlag der var blevet indgået mellem forbundene den 16. april".

Det har manden faktisk ret i. Musketéreden var derimod Anders Bondos idé fra januar 2017, og den sagde blot noget i retning af at forhandlingsfællesskabet havde givet hinanden politisk håndslag på at ingen organisation vil blive efterladt på perronen i de kommende forhandlinger, altså løse formuleringer der kunne fortolkes, og som netop blev formuleret så løst fordi forbundene ellers var blevet enige om dem.

LO's formand Lizette Riisgaard var da også straks ude med ubetinget støtte til Dennis Kristensen. Hun understregede at det var det eneste rigtige for et forbund at gå med til et forlig når dets lønkrav var blevet imødekommet så meget som tilfældet var her (Kravet lød på 8,6 % og man fik efter hårdt pres 8,17). Hun pointerede også at det generelt var ideen med hele overenskomstsystemet at tilstræbe kompromisløsninger, så man kunne undgå konflikt.



Det hører med til det fulde billede at Anders Bondo Christensen i de allersidste forhandlinger med endeligt tilbud fra Michael Ziegler (KL) forlod forligsinstitutionen kl. 22 for at gå til møde med Lærerforeningens styrelse og få dennes vurdering. Han kom tilbage en lille time senere og smilede stort, så man vidste at han havde fået opbakning til sin egen anbefaling, men kunne dog ikke slutte om dette ville sige et nej til KL's tilbud eller et ja. Det var et ja. Og derefter kunne han og Ziegler træde frem for den ventende presse og meddele et forlig, der vel at mærke ikke løste lærernes arbejdstidsproblem, men som allerede nævnt henviste det til løsning i en kommission.

Der var ingen jubel blandt de fremmødte lærere foran forligsinstitutionen. Tværtimod kaldte de kommissionen en syltekrukke. Og Bondo erklærede selv at han godt forstod at mange lærere kunne føle sig skuffet. Men han var selv af den opfattelse af det var den eneste realistiske løsning hvis lærerne ville undgå endnu engang at få et lovindgreb trukket ned over hovedet. Han ville bruge næste uge til at rejse rundt til lærerne i hele landet og forklare dem sagen så de kunne blive overbevist om at stemme ja til forliget. Formentlig er lærerne ikke dummere end at de lader sig overbevise. Sagen er jo hverken at kommissionsløsningen er dårlig, eller at lærerne er blevet svigtet af de andre forbund. Men at lærerne har læst den faktisk indgåede solidaritetspagt som en primitiv musketéred. Og det er da deres egen fejl.

Her spiller det utvivlsomt en stor og afgørende rolle at det store flertal af demonstranter foran forligsinstitutionen har bakket deres forhandlere op, så man som udenforstående tv-seer måtte forledes til at tro at de var fuldstændigt overbeviste om at lærernes forhandlere skulle stå fast på en løsning af arbejdstids-problemet, og at de alle hellere ville have en konflikt end gå på kompromis. Og dette er i hvert fald uheldigt, når det må tages i betragtning af arbejdstidsproblemet er meget specielt for lærerne og ikke har en nem løsning der ikke vil kræve mere uønsket bureaukrati.

Medierne har haft deres andel af ansvaret for svære forhandlinger, fordi de har fokuseret på stemningen foran 'forligsen' og altså indirekte givet fagforbundene den store fordel at blive bakket op på en måde som stat, regioner og kommunerne nu engang ikke kan blive bakket op på, nemlig af hundredvis af demonstranter med røde faner og røde sange og solidariske tilråb. Det peger på et faktum der går helt tilbage til 1966 og som hedder den offentlige sektors konstante udvidelse som følge af momsvedtagelsen. Og den udvidelse skal man ikke tro er uden problematiske konsekvenser, for dem påviste socialøkonomen Jørgen D. Dich på fremragende vis i bogen "Den herskende klasse" fra 1973. Konsekvensen var nemlig at de offentligt ansatte fik langt mere magt end tidligere, ja, at ekspansionen førte til en forskydning i den partipolitiske magtbalance. Der er i dag - som alle meningsmålinger viser - et stort flertal i befolkningen for at man giver de offentlige ansatte højere og højere løn og bedre og bedre vilkår - uanset om der opretholdes en rimelig balance mellem den private og den offentlige sektor og uanset om økonomien overophedes eller ej.



Under disse betingelser vil enhver regering komme i vanskeligheder under en storkonflikt. Den siddende borgerlige mindretalsregering ville være tvunget til at udskrive valg, hvis overenskomstforhandlingerne førte til forlis. Den vidste nemlig at den ikke kunne være sikker på Dansk Folkepartis tilslutning til en indgreb, for partiets formand Kristian Thulesen Dahl havde meget klart tilkendegivet at han mente at staten skulle give sig mere end Sophie Løhde havde antydet. Utidig indblanding, lød det straks, men det var da en klar advarsel, der formentligt også har virket.

Socialdemokratiets ledere kan kun være lykkelige over at der blev forlig, for så undgår de at skulle tage stilling til et regeringsindgreb der vil genere de offentlige ansatte og følgelig forringe partiets muligheder for at erobre regeringsmagten næste år. Og dette er jo igen et paradoks. For det var i 1966 Socialdemokratiet under Jens Otto Krag der indførte momsen med Aksel Larsens forræderiske støtte. De så ikke så langt, at det på langt sigt kunne hævne sig ved at forrykke den partipolitiske balance til fordel for partier der kører på frihjul i realpolitikken.

Min endelige vurdering kan herefter kun blive at den danske model endnu engang stod sin prøve, men med sådanne skrammer at det ikke er givet den vil gøre det fremover, hvis nogen af parterne i den offentlige sektor stiller ultimative krav der ligger for meget over hvad sund samfundsøkonomi kan bære. Og dette vil naturligvis altid være et skøn, men der gælder under alle omstændigheder den økonomiske lov at det offentlige altid tvinges til at skære ned, hvis lønkrav og andre krav blot bliver større og større uden hensyn til det offentliges indtægter.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Den herskende klasse efter 1970  (19.2.03.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Lars Løkkes nye regering må betegnes som et reaktionært eksperiment  (28.11.16.)
Lars Løkke stikker hovedet i trekløver-skjul  (21.11.16.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)

Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Den nye klassedeling i Danmark  (11.11.12.)

Normskredet i velfærdsstaten  (1.12.11.)
Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme  (23.7.10.)
Arbejdsmarkedsreformer udskudt  (23.8.09.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal