|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 09.1.16.De fem særskilte artikler til det åbne brevSom bilag til Ejvind Riisgårds åbne brev af 9.1.17. til kultur- og kirkeminister Mette Bock følger Fem korte artiker om Danmarks og EUs situation og muligheder: Beskrivelse af situationen ved udgangen af 2016Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring Etik, kultur og religion må i centrum Har kristendommen potentiale til fornyelse? Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab Henvisninger Beskrivelse af situtionen ved udgangen af 2016 Til toppen Næste Den 5. september 2015 blev EU og hele Europa totalt omkalfatret med en eneste patetisk gestus af den almægtige tyske kansler Merkel. Egenrådigt åbnede hun EU's ydre grænser og ophævede dermed reelt Schengen-aftalens idé med åbne grænser for medlemsstaternes borgere. Myndighederne var nu ude af stand til at kontrollere og registrere hvem der kom ind i EU-landene udefra og derefter kunne bevæge sig frit omkring som om de var EU-borgere. De blev samlet op i interimistiske boliger og lejre i Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien eller hvor de måtte ønske at komme hen, og mange af dem havde hverken håb eller illusioner om at få asyl. Kæmpestore sikkerhedsmæsige, logistiske, sociale og økonomiske problemer fulgte efter i de fleste EU-lande, hvoraf mange i forvejen havde både alvorlige sociale og økonomiske problemer som stor arbejdsløshed og social uro i ghettoområder. Men lige lidt ændrede det på Merkels overmægtige anfald af barmhjertighed. Hun holdt fast i sit slogan "Wir schaffen das" selvom det vitterligt var en letsindig frase. Og på trods af flere efterfølgende terroranslag i Tyskland og Frankrig og ikke mindst i Belgien besluttede hun i begyndelsen af december overmodigt at stille op til en fjerde kanslerperiode ved valget næste år. Hendes psykiske inflation synes grænseløs. Få dage efter ramte en af de nyankomne tunesere med en stjålet polsk lastbil kansleren og hele koalitionsregeringen med en terroraktion ved den 19. december for fuld fart at køre ind i nogle boder på julemarkedet ved Gedächtniskirken i Berlin. Merkel beklagede og fordømte, men lod sig ikke rokke. Ligegyldigt hvad der sker af overgreb og terror fra islamistisk eller kriminel muslimsk side er denne tyske ærkeforræder mod europæisk levevis og kultur stadig overbevist om at kristen barmhjertighed er en gudvelbehagelig pligt for enhver anstændig europæer. Borgerkrigen i Syrien gik efter fem år ind i sin afsluttede fase, der med massiv russisk hjælp sikrede landets diktatoriske præsident Assad fortsat magt og suverænitet. Storbyen Aleppo, der husede mange oprørere, blev erobret efter enorme ødelæggelser og mennesketab. Men sammen med byen faldt også hele den vestlige alliance og alle dens løfter om at fjerne diktatoren og give det arabiske forår håb om at opbygge et mere frit og demokratisk land. USA's præsident Obama havde forlængst opgivet at ændre noget som helst på udviklingen i Mellemøsten. Den store sympatiske fredsretoriker viste sig - da det kom til stykket - at være en mand af ord der ikke ville ofre amerikansk liv for nedkæmpelsen af et diktatur uden for Amerika. Hans snarlige efterfølger i Det hvide Hus er rigmanden og republikaneren Donald Trump, og han betragter al politik som business. Det bliver et kæmpeeksperiment ingen kan forudsige følgerne af - undtagen på ét punkt: Forholdet melem USA og Europa vil ikke længere være et tæt samarbejde i kampen for fred og frihed. Det splittede USA og det splittede Europa går nu hver sin vej. Men Trumps valg har trods alt den store fordel for udviklingen at EU nu bliver nødt til at blive sig bevidst om hvad det vil i forhold til bevarelsen af sin egen kultur, eksistens og suverænitet. Storbritannien valgte ved en højst ejendommelig folkeafstemning at forlade EU, men det er stadigt uafklaret hvornår brexit-proceduren vil blive sat i gang og hvad den vil ende med. Men også på dette punkt ligger én ting klart: EU står foran store og afgørende beslutninger og ændringer. Den hidtidige centralisering kan ikke fortsætte uændret. Man bliver nødt til nu at tage hensyn til nationerne og folkene. I Tyrkiet var et dilettantisk kupforsøg nær ved at koste præsident Erdogan magten, fordi det kom bag på ham. Men han fik hurtigt kontrol over situationen og beskyldte omgående sin gamle rival Fethullah Gülen for at stå bag kuppet. Og Erdogan benyttede vel at mærke kupforsøget til resolut at få renset grundigt ud i militæret, retsvæsenet, skolevæsenet og pressen, så han nu sidder sikkert i sadlen og uden hæmninger kan bruge flygtningesituationen til at presse EU for fortsatte økonomiske tilskud. Også han har været mand for at ændre Europa (og Nato) ud fra sine egne snævre magtinteresser. Og EU tør ikke lægge afstand til ham. - Men: en tredje verdenskrig er ikke på vej, sådan som en svensk sikkerhedsekspert og historiker ellers postulerer! Europa kan holde sig uden for en eventuelt global konflikt. Lars Løkkes nye regering, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti med ialt 53 mandater, må betegnes som et reaktionært eksperiment på Matador-filosofiens banale grundlag. I stedet for at bevæge sig ind på midten, hvor der er muligheder for samarbejde på tværs af de eksisterende blokke, trækker statsministeren nu mod den ekstreme liberalistiske pol og har i praksis demonstreret at han vil være statsminister for hvilken pris det skal være. Det er smart overlevelsestaktik, men også kortsynet opportunisme, når det tages i betragtning at Danmark og hele Europa står med flygtningekrise og opløsningstendenser i EU og Nato, en grufuld udvikling i Mellemøsten, en fatal og latterlig udvikling i Tyrkiet og kun én opmuntrende ting i form af en markant distance mellem Europa og USA. Hvad der i denne situation er brug for er klarsyn, visioner og en bevidst overordnet indsats for at bringe dansk og europæisk kultur på ret køl igen som selvstændige, suveræne aktører der er i stand til at tage vare på deres egen indre konsistens, og det gør man ikke ved på liberalistisk vis at køre bevidstløst videre i det spor der hedder mere vækst og mere globalisering, men tværtimod ved at se kritisk på væksten, globaliseringen og frihandelen og ikke mindst på den åndløshed der har forårsaget dem og i dag har bredt sig dybt ned i kulturlivet. Kun én vej er holdbar, og det er den tredje vejs socialliberalisme som både Tony Blair lancerede i Storbritannien og Anders Fogh Rasmussen i Danmark - uden dog at forstå at det er komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet der sikrer klassekampens afskaffelse og en helt ny dynamiks opståen. I nøje kombination med fuld demokratisering, fuld sekularisering, fuld kvindefrigørelse og først og fremmest et højere bevidsthedsniveau - er den tredje vej progressivitetens vej. Her bliver det afgørende med et dybt opgør med falsk multikulturalisme, falsk humanisme og falsk kristendom, der alle sammen sætter blåøjet barmhjertighed over realistisk værn om nationalstaternes evne og vilje til at videreudvikle det sekulære demokrati. Statsministeren har på intet tidspunkt erkendt udfordringens art. Han udnytter blot den gunstige situation at Dansk Folkeparti er kommet i så store vanskeligheder på grund af utroværdighed og misbrug af EU-midler, at de ikke har fjerneste lyst til at vælte regeringen. Meningsmålingerne peger både på markant tilbagegang for DF og markant tilbagegang for blå blok. Dansk Folkeparti synes slet ikke at forstå at man svigter selve folkeligheden ved at holde liv i Løkkes elitære regeringsdrømme. Denne påfaldende misopfattelse af folkeligheden hænger utvivlsomt sammen med at partiets kulturforståelse gennem årtier er blevet præget af Tidehvervsbevægelsens ulidelige teologi og intellektualisme. På nuværende tidspunkt er der ingen partier eller partiledere i Danmark der viser vej. Men hvad der er nødvendigt står lysende klart: en ny frihedskamp mod religiøs dogmatisme og en ny modstandsbevægelse mod EU-centraliseringen. Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring Til toppen Næste I den løbende kulturdebat har den forrige kultur- og kirkeminister skabt en ny kulturkanon, der bl.a. skulle fremhæve værdien af andelsbevægelsen, folkehøjskolen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen samt folkekirken. Og det var jo lutter gode ting. Men tanken bygger desværre på den illusion at kultur er noget der kan gøres op i værdier og kulturarv. Og det er rivende forkert, fordi kultur altid er vedvarende nyskabelse eller tilblivelse. Kultur omfatter teknologiske fremskridt og politiske reformer, men kulturens salt er viljen til at sikre det gode i bred eksistentiel forstand. Kanonen gav som resultat at folkekirken lige akkurat kom ind på tiendepladsen efter frisind, foreningsliv og hygge, og det bekræfter jo til fulde, at den gamle institution ikke længere har en afgørende særstilling i folkelivet og samfundslivet. Den er tværtimod nærmest blevet latterlig i en blanding af intellektualistisk absurditetstro og humanistisk næstekærlighed samt sjove børnegudstjenester og hyggelige kaffemøder. Den klamrer sig stadigt urokkeligt til sin trosbekendelse der går helt tilbage til året 325, men blev endeligt fastlagt af Luther i 1700-tallet - uden at se at denne i dag spærrer for sund fornuft og sund tro. Folkekirken har unægteligt rødder mange hundrede år tilbage, og dét gør os alle til en slags 'kulturkistne' (fred være med det) - men folkekirken er med årene blevet ubevægelig og reaktionær. Den ser ikke nødvendigheden af en ny revolte, en revolte der denne gang må rettes direkte mod Luther selv, fordi han trods sin fornyelse af kristendommen fastholdt lovreligionens absolutte autoritetstro. Folkeoplysningen fra 1800-tallet er blegnet, fordi den hverken har fattet dybdepsykologiens opdagelse af de psykiske grundprocesser og det kollektivt ubevidstes afgørende kilder eller religionsforskningens opdagelse af at ægte religion har med den umiddelbare realitet at gøre og absolut intet med bekendelse af dogmer. Den almene universitetsoplysning fra 1900-tallet har heller ikke begrebet meget af disse erkendelser, men har tværtimod skubbet det åndelige liv helt ud af forskningen i illusionen om at denne alene derved kan fastholde idealet om objektivitet. Idealet er positivistisk og bygger i sidste ende på fysikalismens horrible forestilling om at alle fænomener i verden kan analyseres som døde genstande efter fysikkens love. Den ældgamle erfaring fra tidernes morgen har i alle kulturer været at tilværelsen har to lige vigtige sider: den åndelige og den legemlige. Tilgangen til den første hedder den umiddelbart intuitive, og den er medfødt og har sin egen, frie og kreative logik. Tilgangen til den anden er den middelbart sanselige og har en bunden logik der knytter sig meget nøje til de fysiske love og den formelle logiks regler. Almindelige og normale mennesker har altid kunnet veksle ubesværet mellem de to sider af virkeligheden, men de har også altid ubevidst fornemmet at den medfødte umiddelbare tilgang er den eksistentielt set vigtigste, simpelthen fordi det er den der er forbundet med erfaringen af helhed, mening og sammenhæng i livet. Og denne dybe erfaring er netop selvfølgelig, fordi den er medfødt og uafhængig af sprog og sproglige formuleringer. Den er tro i ren psykisk form - og den kan aldrig formuleres fuldstændigt adækvat med præcise ord, men naturligvis sagtens beskrives i tilnærmelsesvist gode, men vage og mere eller mindre poetiske vendinger og billeder. Den kan ikke fanges ind i dogmer eller læresætninger. Dens modsætning er ikke vantro eller benægtelse af dogmer, men fortvivlelse. Nutidens universitetsvidenskab beskæftiger sig med enkelte undtagelser ikke med denne indre verden, for den vil have forklaringer og beviser på alt. Den vil dekonstruere verden og affortrylle den mytiske erfaring. Dermed fjerner den "hjemligheden" i forståelsen og fremmedgør altså verden. Den fratager mennesket det afgørende umiddelbare jeg-du-forhold til omverdenen og prøver i stedet at sætte et fremmedgørende jeg-det forhold ind på alle livets områder. Selv psykologien og religionsvidenskaben går kognitionsteoriens vej og gør alt til et spørgsmål om tænkning, perception, kategorisering, sprogindlæring og hukommelse i snæver betydning. Og lægevidenskaben erstatter det ældgamle hjertedødskriterium med et nymodens hjernedødskriterium - og abstraherer således kynisk fra sjælens faktum. Dette er naturligvis katastrofalt for almindelige mennesker og hverdagslivet. For det betyder at hele produktionsapparatet får lov til med støtte fra politikerne, der har slugt trenden råt, at gøre vækstfilosofien til afgud, presse tempoet op og fremme et blindt karriereræs uden at bekymre sig om de psykiske følger som stress, nedslidning og sygdom. Og trenden begynder allerede i børnehave og grundskole. Nutidens ungdom får fra starten opbygget en ensidig materialistisk og rationel verdensopfattelse. Den får hverken i folkeskolen eller gymnasiet nogen som helst indføring i tidssvarende eksistensforståelse der tager de vigtige åndelige og irrationelle sider af tilværelsen alvorligt og leverer en afgørende modvægt mod den åndløse fremskridtstro. Helt aktuelt forstærkes de negative følger af denne trend gennem den moderne informationsteknologi, der dels fremmer troen på at al viden er simple data der kan indfanges på en mobiltelefon uden fordybelse, dels fremmer troen på at selskabeligheden på de såkaldt sociale medier med deres korte beskeder, likes og dislikes er vigtigere end personlige møder, forståelse og fordybelse. Det mærkeligste er faktisk at mange efterhånden godt kan se problemerne, men ikke evner at gribe ind eller se noget alternativ. Folkekirken kører blindt videre i de gamle spor, så den fjerner sig mere og mere fra sin opgave at værne det umiddelbare åndsliv. Dens hovedproblem er ikke udmeldelser, men svigten af de unge allerede gennem en i dag totalt meningsløs konfirmationsforberedelse, hvor man sjældent tør åbne for en tidssvarende erkendelse af forskellen mellem mytisk og dogmatisk indsigt. En institution som Danmarks Radio svigter også sine folkeoplysningsopgaver og public-relation-forpligtelser til fordel for underholdning. DR er blevet en stadigt større og dyrere institution med en nærmest endeløs knopskydning af nye afdelinger og kanaler. Og der bringes skam mange udmærkede udsendelser, men tendensen er klar: for at konkurrere med betalingskanalerne, skeler man i alt for høj grad til seertallene, og det går ud over kvaliteten og alvoren. Selv debatudsendelser bliver underholdning og dermed i strid med at den afgørende kvalitet i meningsudveksling er mødet mellem mennesker på tomandshånd. Også hjerneforskning formidles som underholdning - uden hensyn til at den aldrig siger noget om sjælelivet. Scenekunsten er utroligt rig på teatre og teaterstøtte, men er som i udlandet havnet i en æstetisering og overfladiskhed der primært går på vold og provokationer der vækker sanserne, men sjældent rykker erkendelsen. - Billedkunsten lider generelt af samme skavank. Udstillingerne laves primært for at provokere sanser og impulser. Hovedresultatet af denne gennemgående tendens er at enhver egentlig sammenhængskraft i folkelivet er forsvundet som dug for solen. Alt går på rutine, uforpligtende tradition, datascanning, metodeformidling, endeløs underholdning og blind tro på vækst, fremskridt, globalisme og multikulturalisme. Og denne afmagt og forvirring er fatal for nationens vilje og evne til at forsvare sin suverænitet og sine medborgeres integritet. Der mangler noget så afgørende i tilværelsen som alvor, altså forståelsen for at ikke alt i livet kan være leg, når kultur er at gå mod strømmen, og når nogle mennesker vil det onde og vil have magt til at udøve det onde. Etik, kultur og religion må i centrum Til toppen Næste Den menneskelige tilværelse er ikke en guddommelig komedie der sætter menneskets ansvarlighed ud af kraft og lader eliten råde. Det er tværtimod folket der bærer den fulde ansvarlighed, fordi det er folket der ikke mindst via dagligsproget har følingen med den fulde virkelighed, den der omfatter tilværelsens rationelle og nogenlunde forudberegnelige processer såvel som tilværelsens irrationelle og meget uberegnelige, men til gengæld yderst skabende processer. EU's modtagelse af en endeløs strøm af flygtninge og asylsøgere har skabt så enorme problemer at EU-toppen og flere store landes regeringer er kommet i unåde, mens nationale kræfter og bevægelser har fået stigende opbakning. Men det besynderlige er at problemernes omfang og art ikke synes at påvirke top-eliten i Bruxelles så meget at de overvejer et kursskifte. Toppolitikere er kommet så langt ud i virkelighedsflugt at de i realiteten begiver sig ind i en så fuldstændigt uansvarlig leg med Europas befolkning, kultur og demokratiske system at de i en vis forstand kommer i bås med galninge som Hitler og Mussolini. De vil hellere den kollektive undergang end et kursskifte i tide, for det sidste kræver mod og nytænkning. Multikulturalismens og globaliseringens tilhængere tilsidesætter systematisk den store befolknings helt naturlige forankring i den nationale og lokale kultur og historiske tradition. Disse nye ismers tilhængere er overvejende rationelt indstillede mennesker med mange internationale kontakter og interesser. De tænker ensidigt i abstrakte, juridiske, økonomiske og erhvervsmæssige baner, der ligger fjernt fra almindelige menneskers intuitive tilknytning til sprog og historie. Og dette indebærer at deres kreativitet overvejende er af logisk og begrebsmæssig art, mens de mere intuitive mennesker i langt højere grad tænker i billeder og derfor i frie, ubevidste associationer. Der er opstået en kløft imellem parterne som bevirker at den intuitive del af befolkningen opfatter modparten som yderst elitær og arrogant. Mens den mutilkulturelle del har svært ved overhovedet at fatte hvad det vil sige at tænke i folkelige baner. Man tror fejlagtigt at der udelukkende er tale om nationalromantiske og nostalgiske følelser og aner ikke at forestillingerne i virkeligheden trækker på de dybe kollektive kilder i psyken, som har eksisteret siden mennesket fik sin bevidsthed. Skal Danmarks og Europas kulturkrise løses er der ingen vej uden om en folkeoplysning om selve den menneskelige psykes indretning og lovmæssigheder, som i vid udstrækning blev erkendt i første halvdel af 1900-tallet, altså samtidig med erkendelserne af henholdsvis religionens art og kvantefysikkens art. Men den nye folkeoplysning skal forbindes tæt med en ny frihedskamp. En af dybdepsykologiens vigtigste opdagelser er at organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile. Og det helt centrale i eksistentiel henseende er at primærprocesserne er medfødte - og fra spædbarnets allerførste tid giver dyb erfaring af helhed, mening og sammenhæng (mening naturligvis ikke her forstået som sprogligt formuleret mening, men snarere som følelsen af at være hjemme). Sekundærprocesserne er derimod tillærte og læres i og med at sproget tilegnes. At tanker og følelser her er stabile betyder, at der er knyttet stabile 'følelsestoner' eller 'følelseskvantiteter' til de sansninger, emotioner og forestillinger man har, således at man kan identificere og eventuelt genkalde billederne af dem - og bruge dem systematisk i tænkningen. Denne evne til stabil binding af 'følelsestoner' er nødvendig for at der kan udvikles først genstandsbevidsthed og siden jegbevidsthed hos barnet. Og evnen er ligeledes betingelsen for dannelse af sproget og dets begreber og sondringer, herunder de logiske konstanter. Hertil kommer, at sekundærprocessen sætter et menneske i stand til at stille de følelsesmæssige behov i bero eller helt ændre deres retning, fx ved sublimering. Hvorimod primærprocessen er indrettet sådan, at man ubetinget og øjeblikkeligt søger tilfredsstillelse af opståede behov, og at intense følelser kan oversvømme organismen og ødelægge dømmekraften. Når det fra tidernes morgen har været selvfølgelig erfaring i alle kulturer på kloden at tilværelsen har to lige vigtige sider, den åndelige og den legemlige, så ligger det i at tilgangen til den første - den umiddelbart intuitive erfaring - er forudsætningen for erfaringen af helhed og mening i tilværelsen, hvorimod tilgangen til den sanselige virkelighed er nødvendig for tilpasningen til det praktiske arbejde der giver os føden. Pubertetstiden er den kortere eller længere overgangstid der bringer barnet ud af uskyldighedens paradis og ind i arbejdets ansvarlighed, men mennesket bliver ved at længes efter den tabte tids lyksaligheder, fordi det var dér helheden og meningen fandtes i sin meget intense urform. Efter puberteten kommer vi aldrig tilbage til en permanent tidløs uskyldighed, men vi kan til hver en tid generfare dens oplevelse af helhed og mening gennem musikken, kunsten, kærligheden, legen og humoren såvel som selve de glæder arbejdet, erkendelsen og forskningen kan give. Derfor er det naturligvis en hån mod mennesket at spinde det ind i en protestantisk arbejdsetik eller et moderne vækstkapløb, hvor mennesket bliver middel for økonomiske og kapitalistiske interesser - og i den forstand fremmedgøres - selvom man eventuelt bilder det ind at lønnen kommer i paradiset eller når plan 2030 er opfyldt. Hverken teologernes paradis eller politikernes slaraffenlande eksisterer i den jordiske virkelighed. Den reale verden er altid et dynamisk og udfordrende felt mellem den indre, kreative verden og den ydre, praktiske verden. Ud fra dette hovedsynspunkt er såvel troen på et evigt liv efter døden som troen på en evig lykke i det fuldkomne samfund en illusion. Efter den fysiske død kommer der for ethvert menneske et psykisk 'efterliv' som består i at man lever i erindringen hos sine efterlevende. Dette er dybdepsykologisk set individets "genopstandelse" i det kollektivt ubevidste - og den kan i enkeltstående tilfælde få enorm betydning i kulturhistorien, hvad Jesu opstandelse er den mest afgørende manifestation af i den hellenistisk-europæiske kulturhistorie. Men det er noget andet end det teologerne har talt om. Dette er oftest blevet opfattet som en fysisk genopstandelse i strid med fysikkens love - ud fra en primitiv opfattelse af at guder hersker over naturlovene. Og derfor skal vi hverken lytte til teologernes henvisninger til en hinsidig tilværelse eller til de utopiske ideologers henvisning til et jordisk paradis efter et længere åremåls slid for magthavernes vækstplaner. Det er lettest at gennemskue ideologerne, men det burde ikke i vore dage været noget problem også at gennemskue præsternes snak, så meget mere som de mest oprigtige af dem faktisk er begyndt åbent at sige at de ikke selv tror på utopien. Har kristendommen har potentiale til fornyelse Til toppen Næste Selve ordet 'kulturkristendom' er brugt første gang i 1933 (af Kristeligt Dagblad) og var dengang nærmest et skældsord, men i dag dækker det ifølge eksperter de fleste danskeres 'tro'. Folk går ikke meget i kirke og er ikke synderligt interesseret i den kristne bekendelse, men de føler bare en naturlig tilknytning til den kulturarv og den begrebsramme kristendommen står for. Denne almene indstilling er i direkte strid med Søren Kierkegaards syn på kristendommen, for han lagde vægt på den fine intellektuelle opfattelse at den almindelige folkereligiøse tro er en falsk tro, og at den rigtige kristendom er et spring ud i en paradoksal påstand om at Gud blev menneske. Kierkegaard blæste al enfoldig tro væk med foragt. Umiddelbarheden var i hans øjne slet ikke ånd. Og netop denne forskruede filosofi kom nogen tid efter hans død til at erobre og ødelægge folkekirken gennem Tidehvervsbevægelsen. Det er meget enkelt at tage afstand fra en sådan rent intellektuel kristendom. Det gør folk der forstår at Menneskesønnen netop aldrig selv krævede nogen bekendelse til det absurde for at helbrede folk fra deres skyldfølelser. Han velsignede dem blot. Det var Paulus der opfandt bekendelsen, og det var kirkefædrene der nogle århundreder senere formulerede en trosbekendelse som alle kristne havde at acceptere, hvis de ville tilhøre kirken og gøre sig håb om 'frelse', forstået som et liv i paradiset efter døden. Dermed indførtes dogmatikken, men dogmer er intet andet end magtmidler der bruges til at skille troende fra vantro. Nøjagtigt som det sker i jødedommen og i islam (og i ideologierne). Hvad dansk kulturliv og samfundsliv angår er det en narresut at tro at en sådan intellektualisering og en sådan kulturkristendom vil kunne hamle op med fanatiske trosbekendere af islamisk støbning, der ikke vil lade sig integrere, men tværtimod laver parallelsamfund og i sidste ende håber på indførelsen af islam som decideret lovreligion med al den horrible fundamentalisme og undertrykkelse der ligger i den. Almindelige muslimer er skikkelige mennesker, men islamiske ledere er yderst magtbegærlige - og de står for en autoritær, antisekulær og undertrykkende religion. Kun en tidssvarende sekulær og autoritetsfri religion der griber folket kan redde den europæiske kultur fra forfald og opløsning. Hvis ikke der er saft og kraft i en religion kan den aldrig blive saltet i kulturen - og derfor skal moderne danskere i det nye årtusinde naturligvis hverken lade stå til eller samle sig omkring en ny fundamentalisme der er lige så fanatisk som muslimernes. De skal tværtimod stille og roligt over en passende årrække gennemføre et så effektivt opgør med autoriteterne, at vi vil få en ganske ny folkelig status hvor alle danske statsborgere - inklusive indvandrerne - kan blive frit åndende medlemmer af folkekirken uden at have ringeste interesse for dogmer og bekendelse. Og det er ud fra disse betragtninger at der også skal gøres op med præstestyret i Danmark og langt om længe ske en de facto indførelse af Luthers gamle idé om det almindelige præstedømme. Alle er i virkeligheden - som Luther erkendte - "præster for sig selv". Alle har direkte adgang til Gud - uden fjerneste hensyn til trosbekendelse. Intet mellemled er nødvendigt for at få adgang til den kollektive åndelige instans. Ingen kirke har monopol på adgangen, og ingen pave kan påberåbe sig at være Kristi stedfortræder. Man kunne således spare alle præstelønninger ved at føre kristendommen tilbage til Menneskesønnens ord om at man bare skal tro på helt enfoldig vis. Kult skal der fortsat være. Orgelmusik og salmesang skal være en selvfølge. Ritualer skal kunne bruges efter ønske. Men sakramenterne skal forvaltes af lægfolk - og præsteskabets prædikener og belæringer skal sløjfes. Diakoner kan klare det praktiske - uden teologisk embedseksamen eller anden akademisk uddannelse. I dag kan vi - ved hjælp af helhedsrealismens begrebsramme - forstå at dette at tro på enfoldig vis er det samme som at leve i umiddelbarhedens rige. Men i virkeligheden stikker denne intuition meget dybere, for den fører i realiteten til den indsigt at det essentielle og afgørende i evangeliet gør dette til en "naturlig religion". Dette skal vel at mærke forstås i en helt anden forstand end den de rationalistiske gudsteoretikere (deisterne) førte frem i 1600-tallet. De hævdede nemlig at der var fornuftsgrunde til at tro på guds eksistens og love. Det modsagdes allerede dengang af filosofferne, men egentlig var det først med Nietzsches provokerende påstand om at Gud er død at man opgav deismen. Men også Nietzsche tog fejl, for ud fra en moderne (dybdepsykologisk) forståelse af mytisk tænkning er det meningsløst at søge beviser på Guds eksistens. Gud har lige fra tidernes morgen været en spontan psykisk forestilling i menneskekulturen, og denne forstilling kan man udelukkende forholde sig til i et direkte jeg-du-forhold. Dette kan man forstå med den nye begrebsramme som helhedsrealismen tilbyder, men den rådede hverken deisterne eller Nietzsche over. Og den har heller ikke nutidens ateister og agnostikere - eller teologer - tilegnet sig. En befrielse fra gamle autoritetsbårne begreber og sondringer er blevet nødvendig. En definitiv befrielse fra lovreligion er blevet mere aktuel end nogensinde. Pointen er at Menneskesønnens idé med opgøret med lovreligionen dybest set var at vende tilbage til den umiddelbare religion alle mennesker er født ind i takket været primærprocesserne. Den naturlige religion er et dennesidigt irrationelt og evigt liv vi har ved siden af den timelige verden som sekundærprocesserne og det praktiske liv holder nøgterne mennesker fast i. Det var en genial intuitiv idé som bare ikke kunne gøres helt begribelig for to tusinde år siden - og i nyere tid ikke har kunnet hamle op med den altødelæggende intellektualisering. En af de allervigtigste ting ved at forstå religionens fundament i det kollektivt ubevidste er at alle intuitive indsigter udelukker enhver dogmatisering, fordi de bygger på primærprocesserne der er uden begreber og sondringer. Og udelukkes dogmatisering, forhindres såvel misbruget af dogmer til magtudøvelse som alle indoktrineringsbestræbelser. Budskabet om den enfoldige tro kan ikke gøres til doktriner. Den naturlige religion kan aldrig indoktrineres. Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab Til toppen Næste Den politiske krise i Danmark og det øvrige Europa kan ene og alene løses i tide ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste. Men mange magthavere og mange meget borgerlige og konservativt indstillede mennesker frygter den slags stærke følelser og lidenskaber og stempler dem ofte som sværmeri, populisme eller nationalromantik. Kender man ikke fænomenet i anden form end massepsykose af den art man har set i nazismen, kommunismen og i nyere tid de iscenesatte massehysterier i muslimske lande omkring Muhammedtegningerne, er det forståeligt at man frygter det. Men de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet var helt overvejende positive. De førte til borgernes og bøndernes (og senere også arbejdernes) opvågnen til selvstændighed. De sociale klasser vågnede efterhånden alle op fra sløvhed og underkuelse til bevidst ansvar for egen skæbne. Og her gælder en simpel psykisk lovmæssighed: Der sker ingen folkelige eller religiøse vækkelser der er stærke nok til at ændre et samfund på dybtgående vis, medmindre vækkelserne trækker på yderst energiladede kollektive forestillinger. Og det hører vel at mærke med til billedet, at ægte folkelige vækkelser går uden om vold og voldelige omvæltninger. Man kender så at sige ægtheden på at disse vækkelser går uden om volden. Med bevidsthedens opdukken kommer en erkendelse af at autoriteterne og forældregenerationerne ikke altid er så indsigtsfulde, alvidende og almægtige som de giver indtryk af. Bevidsthedens opdukken betyder altså i alle generationer også muligheden for afsløring af og kamp mod autoriteternes alt for store magt og magtfuldkommenhed. Men først når bevidstheden vækkes, muliggøres frihedskamp. Med sin tale om 'Gudsriget' som en diametral modsætning til 'Lovriget' sprængte Menneskesønnen én gang for alle lovreligionens absolutisme og autoritetsbundethed, så det fik verdenshistorisk betydning. Et emergent nyt religiøst paradigme var dukket op og kom ad mærkelige veje til Europa, men magthaverne fik det behændigt drejet ind i stærke organisatoriske rammer der indførte den gamle lovreligion ad bagvejen. Den protestantiske kirke som den lidenskabelige, men ulykkelige selvpiner-munk Martin Luther fik etableret med nordtyske fyrsters hjælp blev i starten stort set lige så autoritativ og undertrykkende som den gamle pavekirke i starten, men gav dog på længere sigt og i kombination med humanisme og naturvidenskab - samt den franske revolutions opgør med enevælden - mulighed for demokrati og sekularisering i de nordeuropæiske lande. Denne vidunderlige udvikling holder bare ikke længere, fordi den lutherske kirke forlængst har nået sit klimaks og befinder sig i en nedadgående fase af aristokratisk værn om gamle privilegier. En uafvendelig senilitet synes indtrådt. Det samme gælder naturligvis den danske folkekirke, og det er netop derfor at den politiske og kulturelle udvikling i Danmark nu er stagnerende og ikke kommer ud af flækken uden et bevidst og målrettet opgør med lutherdommen og konservatismen. Udfordringen for Danmark bliver først og fremmest at gøre op med alle gamle (mere eller mindre marxistisk inspirerede) forestillinger om at kultur er en dekorativ overbygning på den materielle basis med dens produktion, handel, teknologi og fremskridt, og at religion er en privatsag der i bedste fald giver syge, gamle og døende lidt trøst, i værste fald bliver opium for hele folket. Forestillingerne blev en essentiel del af den socialdemokratiske velfærdspolitik, der udmøntede sig i etableringen af kulturministeriet i 1960 og i missionen for også at gøre fine "åndelige sysler" til almindelige menneskers daglige sysler. Den indstilling betød at de socialdemokratiske regeringer i 1960-erne til den kulturradikale elites store tilfredshed foldede sig ud med systematisk støtte til finkulturen i landet - som modvægt til rindalismens forkærlighed for trommesalsmalerierne over sofaerne. Men kultur er ikke finkultur eller elitekultur, og velfærdsreformer der vil fremme de såkaldte 'åndelige sysler' er helt utilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhæng eller kraft. Velfærd har et større og højere formål med samfundsudviklingen end fordelingen af en større og større samfundskage eller uddeling af finere og finere 'åndelige' desserter. Der er en alvor i alt samfundsliv der består i forpligtelsen til altid at sørge for overvægt af det gode i selve det national fællesskab. Religion er ikke en privatsag og kan aldrig blive det, uden at man totalt fjerner den allervigtigste komponent i kulturlivet: Den dybeste forståelse for at mennesket fra fødslen er tvunget til af indre psykiske grunde at varetage både sine åndelige og sine praktiske opgaver sideordnet, og samtidigt sørge for at give det åndelige overvægt, fordi det er dette der står for alt der hedder sammenhæng, helhed og mening i livet. Kulturen og religionen må aldrig komme nederst i bunden af hierarkiet, hvis samfundet skal være etisk konsistent. Derfor er det helt nødvendigt at opgradere religionen igen og en god idé at gøre det ved at slutte kulturministeriet og kirkeministeriet sammen til et moderne kultus-ministerium (som landet har haft fra 1849-1916). Dette skal fokusere på at skabe en fælles folkelig kult der er blottet for såvel fine fornemmelser som direkte ufolkelige dogmer. Under denne kult hører ikke blot gudsdyrkelse, men også musik, dans, erotik, kunst, naturhengivenhed og øvrige former for fællesskab om noget der er højere end individets lyster og fornøjelser og samfundets produktion og vækst. Kulten giver kun kulturen salt ved at sikre den direkte føling med helhed, orden og mening. Ejvind Riisgård Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. Femte September - eksistentielt drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15. (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25) Ungdom og Galskab - eksistentielt drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer. (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.) Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Artikler om Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |