JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel71fedme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.7.11.

Fedmesamfundets inkonsekvenser

af Jens Vrængmose

Mens hungersnøden breder sig i de fattige og underudviklede dele af Nordøst-Afrika i et omfang så hverken hjælpeorganisationerne eller -indsamlingerne kan følge med, så slås Danmark og de øvrige rige og veludviklede vestlige velfærdssamfund med en mere og mere udtalt og følelig fedme.

"Fedmeepidemien er ude af kontrol", hed en avisoverskrift for godt en uge siden, og de tørre statistiske data bekræfter problemet: ikke mindre end 600.000 voksne danskere lider i dag af 'svær overvægt, hvilket vil sige en legemsmassestørrelse (BMI) på over 30 (normalen er 20-25). Det svarer til en procentdel af befolkningen på 13,7 mod 5,5 i 1987. Og det koster samfundet dyrt i form af langvarige lidelser som sukkersyge, gigt og hjerte-kar-sygdomme samt mange førtidspensioneringer. Konkret betyder det også at hospitalerne hele tiden må anskaffe nyt udstyr, herunder senge og kørestole der kan bære de overvægtige, fx en kørestol der er 92 cm bred og kan klare en vægt på 272 kg. Også ambulancerne må indrettes til mennesker i de store vægtklasser.

Men de enkelte overvægtige mennesker har naturligvis store daglige besværligheder at slås med, herunder også ærgrelser, mobning, diskrimination og udstødelse. Formanden for foreningen Adipositas (fedme) påpeger at de svært overvægtige er udsat for negativ forskelsbehandling i forhold til borgere med andre sygdomme. De får ikke hjælp som andre borgere gør, hvis de rammes af en livstruende sygdom. De er stort set overladt til sig selv, og det finder hun uanstændigt og uetisk.

De svært overvægtige kaldes også 'kalorienarkomaner', og fagfolk mener at kampen mod fedmen skal vindes ved at behandle de ramte som madmisbrugere. De er ude af stand til selv at stoppe deres usunde spiseri. De spiser i skjul, fordi de skammer sig over deres manglende mådehold. De er godt klar over problemet, og ønsker at få det stoppet, men kan - ligesom drankere og storrygere - ikke fastholde et forsæt om at holde op. På Adipositas' hjemmeside kan læses historier om fx en svært overvægtig der vågner om natten med en ustyrlig trang til en cola og giver sig til at køre flere kilometer i bilen for at finde en åben butik. En anden køber 12 stykker smørrebrød, men beder om at få dem pakket i fire separate æsker, så ekspedienten ikke tror det hele er til ham selv.

En overvægtig på 170 kilo siger i et interview at han indtager sin daglige frokost på en grillbar og har 'passion for usund mad'. Ja, han omgås mennesker i hvis kreds det giver respekt at spise grillbøffer i store mængder. Han indrømmer blankt at han lever for at spise, og når han er på indkøb i supermarkedet styrer han direkte hen mod hylderne med chips og colaer. Han tager fire liter cola og to liter appelsinvand med i kurven hen til kassen, men ingen almindelige fødevarer.

Fra medicinsk hold kan påpeges at hjernen bliver stimuleret hos disse mennesker på samme måde som hos alkoholikere og narkomaner: der breder sig lystfølelse i kroppen. Fra psykologisk side peges navnlig på at de svært overvægtige ikke som narkomaner bliver fysisk afhængige, men psykisk afhængige. Mad giver den svært overvægtige trøst og bliver en flugt fra negative følelser, fra dårligt humør, ensomhed og ringe selvværd. Men en psykolog peger udtrykkeligt på det sprog-psykologiske forhold at søde fødevarer traditionelt forbindes med hygge og trøst, mens sund mad hænger sammen med pligt.

Hun modsiger dog delvis sig selv, når hun samtidigt understreger at det er velsmagende mad der via 'belønningsystemet' i hjernen giver nydelse, velvære, psykisk ro og afslapning. For så bør der jo for det første skelnes mellem søde sager og velsmagende mad, og for det andet ses specifikt på hvorfor trangen til det søde og fedende er særligt svært at styre for nogle mennesker.

Under alle omstændigheder ser det ikke ud til at der overhovedet kan ses bort fra det etiske aspekt. Spørgsmålet er om etikken kan komme ind på en anden måde end den sure pligts ydre moraliseren. Der må være noget galt et eller andet sted i folks tænkning, hvis sund mad automatisk forbindes med sur pligt og aldrig med velsmag.

Det er ganske karakteristisk for fedmeproblematikken at en frisk meningsmåling for Megafon og TV2 viser, at et flertal på ikke mindre end 86 % af befolkningen synes overvægt er den enkeltes eget ansvar, mens kun 4 % mener det er samfundets. Samme måling viser at 35 % af de adspurgte var enig i at de overvægtige simpelthen 'skulle tage sig sammen' for at modstå deres mange fristelser og løse deres problem. De overvægtige betragtes med andre ord som mennesker der har mistet kontrollen over deres eget liv. Og dét betragtes i vores samfund som noget meget negativt og kritisabelt. Også af de overvægtige selv, vel at mærke. De er jo udmærket klar over deres problemer og folks fordømmelser, men formår af en eller anden grund ikke selv at finde en løsning.

Fedmefænomenet er ikke nyt i den vestlige verden. Det dukkede op i USA for mange år siden - og hænger tydeligvis sammen med den øgede velstand og den deraf følgende livsstilsændring der betyder for meget stillesiddende arbejde, for meget passivt fjernsynskiggeri, for meget fed og usund fastfood og for meget hyggespisning. Og det kan ikke undre at problemet - ligesom rygningen - vender den tunge ende nedad, Jo laver uddannelse og indkomst, jo usundere levevis.

Samfundet er naturligvis nødt til at gøre noget, da de økonomiske omkostninger af den uheldige udvikling bliver alt for store, hvis der ikke skrides ind. Eksempelvis er der nu rejst krav om at børneinstitutioner og skoler skal have pligt til at underrette sundhedsmyndighederne om børn der er svært overvægtige - og at kommunerne i værste fald skal have ret til at fjerne overvægtige børn fra hjem der ikke formår at regulere deres børns usunde spisevaner. Men i sidste ende kan man ikke forhindre tendensen: Øget velstand vil generelt give flere livsstilssygdomme. Problemet er ikke at øget velstand slet ikke kan kombineres med sund livsstil og god livskvalitet, for det kan den, men at flere og flere mennesker ikke formår ved egen hjælp at sørge for denne kombination. Og derfor er det samfundsetiske aspekt uundgåeligt.

Det er i denne forbindelse vanskeligt helt at affærdige nogle af de hovedpunkter som en af Liberal Alliances topkandidater, den kendte kuglestøder Joachim B. Olsen, påpeger i et indlæg om fedmefælden, selvom formanden for Adipositas tager afstand fra dem.

For det første understreger den superliberale kuglestøder, at det hastigt stigende antal overvægtige i Danmark ikke burde betegnes som en epidemi, idet fedme ikke smitter. Fedme er ikke en sygdom og ikke et misbrug! "Ved at italesætte fedmen som en sygdom eller et misbrug, så flytter vi fokus fra det reelle problem, nemlig at man som overvægtig skal melde sig ind i kampen mod fedmen."

For det andet understreger Joachim B. Olsen den enkeltes eget ansvar for sine problemer. Det værste er ikke, når overvægtige klynker, for det har han faktisk forståelse for. Han har selv kæmpet med overskydende kilo og ved, at det kan være sindsygt svært at smide dem. "Nej, det værste er, når psykologer og læger åbner en dør på klem for den overvægtige, som herefter kan bruge kliniske diagnoser til at fraskrive sig sit ansvar og derved fortsætte samme livsstil. Vi er på vej til at anerkende overvægt som et klinisk problem i stedet for at fokusere på problemet som et individuelt problem, som skal løses ved hjælp af, at man som overvægtig tager ansvar for sit eget liv."

For det tredje påpeger Olsen det problematiske i at nogen kan spise 10.000 kalorier om dagen, påberåbe sig en diagnose og derefter fortsætte sin livsstil, uden at nogen kræver, at man som overvægtig skal tage ansvar for sine handlinger. Og han hævder derefter på superliberalistisk vis, at det ikke er samfundets ansvar at få overvægtige til at tabe sig - det ansvar overlader han til den overvægtige selv, men han vil til gengæld meget gerne være med til at lave kost- og træningsplaner, så vægttabet kan igangsættes hurtigt og effektivt. Og det lyder tilforladeligt, men er i realiteten tom snak.

For det fjerde forenkler Joachim B. Olsen hele problemet ved følgende ræsonnement: Når man putter noget i munden, så er det et valg. Hvis man mange gange om dagen træffer det valg, så kan man ikke bare fralægge sig sit ansvar for sin vægt, hvis man ender som ekstrem overvægtig. - Og så følger ellers, helt logisk, den moralistiske opsang: "Det smitter altså ikke at være fed, men klynkeri og dovenskab smitter tilsyneladende, og kuren er at tage ansvar, omlægge sin kost og dyrke mere motion."

Det problematiske i hele denne liberalistiske filosofi er at Joachim B. Olsen ikke nøjes med at påpege den store fejl der ligger i at psykologer og læger reelt fratager folk ansvaret for egen livsførelse ved at komme med deres kliniske diagnoser og tilbud om behandling - det er jo en generel fejl der gennemsyrer hele vores velfærdstænkning og som alle derfor er nødt til at forholde sig til - men at han erstatter den med en lige så stor fejl, nemlig at hævde, at folk blot 'skal tage sig sammen', altså 'blot' tage ansvaret for deres eget liv, ligesom han selv gør og som flertallet af befolkningen heldigvis også gør.

Den indbyggede fejl i den offentlige sektors forældede ideologi ligger unægteligt i at fratage folk ansvaret for deres eget liv og dermed sikre den offentlige sektor og dens stadigt flere ansatte stadigt nye opgaver der kun kan føre til al sund samfundsøkonomis sammenbrud gennem en konstant udvidelse af sektoren. Men liberalismens fejl, ikke mindst Liberal Alliances fejltænkning, er at tro at alle mennesker er i stand til at leve op til det ansvar de burde have som frie mennesker i et frit samfund. For den yderst beklagelige kendsgerning er at en betydelig del af de vestlige samfunds borgere i realiteten er ufrie mennesker i den forstand at de psykisk set er ude af stand til at tage vare på deres egen sundhed og andre vitale interesser. Andelen er formentlig støt stigende, og hvad enten vi kan lide det eller ej, bliver problemet i sidste ende uundgåeligt samfundets, for et velfærdssamfund med rimelig solidaritet kan hverken lade folk ligge og død af sult eller lade dem sidde stille og æde sig ihjel.

Dette betyder imidlertid ikke at samfundet blot skal lade læger og psykologer diagnosticere flere og flere overvægtige som sygdomstilfælde der kræver mere og mere behandling og derfor medfører en konstant udvidelse af den offentlige sektor. Men det betyder omvendt heller ikke at man kan moralisere sig ud af fedmeproblemet eller andre livsstilssygdomme og blot kræve, at de svært overvægtige eller tilsvarende ramte individer skal 'tage sig sammen'. For det kan de af forskellige grunde ikke uden videre. Nogle har en 'svag karakter', som det hed i gamle dage, og ikke alle kan - som en festklædt figur hos Storm P. - prise sig lykkelige over at have en sådan, for det var takket være den han havde haft det pragtfuldt hele livet. Fristelserne er mangfoldige her i livet, som en fordrukken mand undskyldende siger hos Ibsen, og de er vitterligt for store for mange. Og i vore dage også for billige for alt for mange!

Formentlig kunne samfundet løse en del af problemet ved at lægge særskatter på føde- og drikkevarer der feder alt for meget, ligesom det i sin tid løste en del af fattigfolks forsumpning at man lagde klækkelige afgifter på øl og spiritus, men politikere og vælgere bør se i øjnene, at alt for mange i det moderne velfærdssamfund vil have råd til selvødelæggende livsvaner og livsstil og derfor blive et stigende økonomisk og behandlingsmæssigt problem for samfundet som sådant, medmindre man prøver nye veje, herunder først og fremmest konsistensetikkens vej til større psykisk indsigt.

Ethvert etisk problem ligger i sidste ende altid i at svigte den indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet, og denne indre forpligtelse ligger - i modsætning til pligtetikkens ydre moraliseren - i selve psykens indretning. Indre psykisk konsistens forudsætter, som Erling Jacobsen har påvist, overvægt af det gode i livet og stiller derfor det ubønhørlige krav til den enkelte om at sørge for denne overvægt. Gør man det ikke, går det galt for den indre sammenhæng; man kommer i uoverensstemmelse med sig selv, hvilket konkret vil sige at man lever anderledes end man selv kan se man burde.

For konsistensetikken kan der opstilles fire grundregler for menneskelig moral, dvs regler man skal følge for at undgå psykisk inkonsistens, og som flertallet stort set følger uden egentlig at vide det.

Man må ikke være rasende (grådig)
Man må ikke nyde grusomhed mod nogen man holder af
Man må ikke være fej
Man må ikke lyve for sig selv.

Det sidste er meget væsentligt, for det indebærer at man ikke på nogen måde må stikke sig selv blår i øjnene, når det gælder ens adfærd, og det er netop hvad mange gør, når de prøver at undskylde manglende evne til at modstå fristelser de godt selv kan se de burde modstå.

Det helt centrale punkt i konsistensetikken er at forpligtelsen til at overholde de regler man på teoretisk hold kan opstille, men aldrig bestemme eller afgrænse eksakt eller definitivt, kommer indefra. Har man tilstrækkelig indsigt i sin egen psyke, vil man følge sig forpligtet til at sørge for den nødvendige overvægt af det gode i livet og behøver altså ikke, når man først er blevet voksen, at være afhængig af ydre autoriteter. Til gengæld er man nødt til at skaffe sig den tilstrækkelige indsigt, hvis man af en eller anden grund ikke skulle have den i forvejen. Og det er her oplysning og opdragelse kommer ind i billedet, men desværre i negativ forstand: der mangler i vid udstrækning ordentlig og dybtgående oplysning om etik til erstatning for den gammeldags autoritære opdragelse der har haft så katastrofale følger og som derfor stort set er blevet forladt efter ungdomsoprøret, men desværre også har efterladt et stort tomrum. Man troede og tror stadig man kan undvære etik - og tror altså at man har gjort sig fri af det indre krav om psykisk konsistens. Men dette er og bliver en kæmpeillusion.

Den etiske opgave for samfundet er altid at sørge for at flest mulige får føling med denne indre forpligtelse og hverken skyder ansvaret for deres eget liv og egen konsistens fra sig eller får det frataget af nævenyttige, professionelle, pædagoger, psykologer, terapeuter og læger der i mere eller mindre misforstået forståelse og medfølelse tilbyder deres hjælp for god betaling.

Reelt er også samfundet underlagt konsistensetikkens krav om indre konsistens. Samfundet må for sin egen sammenhængs skyld sørge for overvægt af det gode i det lange løb, men den indre konsistens handler naturligvis ikke her om en individuel psyke, men om den kollektive psyke, ja om selve det kollektivt ubevidste.

Samfundsmæssigt betyder konsistensetikken at samfundet aldrig kan lade individerne i stikken, selvom disse prøver at løbe fra ansvaret for deres eget liv. Samfundet må gøre hvad det kan for at alle borgere så vidt muligt lever op til deres personlige ansvar - og dertil kræves oplysning om etik, erkendelse og psykologi. Vel at mærke ikke en oplysning der blot består i formidling af data (det ville kunne klares med oplysningskampagner), men en dyberegående oplysning der skaffer føling med de krav den indre konsistens stiller til liv og levned. Og løsenet her hedder aldrig data eller teori, men dyb personlig indsigt og forståelse, for det er alene denne der når ned til en forpligtende erkendelse. Der skal være tale om læring gennem personlig erkendelse.

Som det vil fremgår er der i konsistensetikken altid tale om overvægt af det gode i livet, og det er jo ganske pudsigt at der findes en sådan afgørende overvægt, som ikke blot kan bruges generelt til analyse af moralske spørgsmål og dilemmaer, men specifikt til bekæmpelse af den legemlige overvægt som de svært overvægtige mennesker i vores veludviklede og højtbesungne velfærdssamfund må slås med og bliver mobbet for. Men det er måske en vej ud af den manglende oplysning i dette samfund at begynde at tackle problemet på nye sproglige måder. Ja, det kan måske oven i købet være en idé at bygge på Jacobsens klare forståelse for at al etik dybest set hænger sammen med selve den orale lyst!

Svær fysisk overvægt er ubetinget af det onde, og skal der dæmmes op for den aktuelle tendens til at flere og flere bliver svært overvægtige på grund af florerende, men letsindige æstetiske livsstilsmoder, så er det nødvendigt at flytte opmærksomheden over på det indre psykiske krav om overvægt af det gode i livet, for dette indebærer at man altid må se på hvilke konsekvenser ens livsførelse får på langt sigt. Samfundet kan ikke tåle at blive et fedmesamfund uden at det vil blive ramt af stigende og fatale inkonsekvenser.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Links:

De svært overvægtiges forening

Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)

Ansvarlighed  (10.1.07.)
Ydmyghed og jeg-relativisering  (30.5.07.)
Sygelig sundhedsfokusering  (12.1.10.)
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)
Ungdom, druk og moral  (25.7.07.)

Velfærdssamfundets fremtidige finansiering kræver ny realisme (23.7.10.)
Absolut behandlingsgaranti gives ikke (28.11.06.)

Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.) Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)

At være et jeg eller et selv, det er spørgsmålet  (22.2.11.)
At være fremmed eller hjemmehørende er et etisk spørgsmål  (4.2.11.)
Er alt virkeligt liv møde?  (24.3.10.)
Kan det gode menneske blive for godt?  (4.9.09.)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)

Jens Vrængmoses rubrik

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean