JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kanel65sygehuse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.1.10.

Sygehusdriften den værste drift at styre

af Jens Vrængmose

Den legendariske uldjyde og politiker J.K. [Je-Kå] Lauridsen (1858-1905), der skal have været en af de største begavelser i dansk politisk agitation, indledte engang en debat med ordene: "Næst efter kønsdriften er af de menneskelige drifter jernbanedriften den der sætter de fleste lidenskaber i bevægelse."

Og selvom der fortsat er problemer med jernbanedriften her i landet - Intercity-togene, regional-togene, S-togene og helt aktuelt Kystbanen - så er det i 2010 nu nok blevet sygehusdriften der kommer ind på en klar andenplads når det gælder at sætte lidenskaberne i kog. Ustandseligt er der ballade om økonomien, prioriteringen og behandlingsgarantien i dette uvæsen. Et vanvittigt dyrt overenskomstforlig gav efter flere ugers strejke i 2008 sygeplejerskerne lønstigninger der gjorde sparerunder nødvendige (jf. artiklerne De strejkende bøjede sig for realiteterne og Connie Kruckow undergraver den danske model). Den manglende opfyldelse af regeringens og folketingets behandlingsgarantier til vælgerne gjorde flere penge til regionerne og større effektivisering på sygehusene nødvendige. Kommunalvalget 17. november 2009 fik lokale stridigheder om placeringen af de store nye supersygehuse til at blusse op. Osv. osv. Men vi er lige vidt.

Nu viser det sig at Herlev Sygehus, et af de store sygehuse i Hovedstadsregionen, fusioneret med Gentofte Sygehus, må ty til fyring af 160 medarbejdere og besparelser på 195 mio kr., fordi budgettet for 2009 er blev voldsomt overskredet i et angiveligt forsøg på at formindske patienternes ventetid på behandling i overensstemmelse med regeringens løfter. Ventetiden blev formindsket, dels fordi patienter blev overført til privathospitalerne (mod betaling selvfølgelig), dels fordi personalet påtog sig ekstraarbejde (også for dyr betaling). Og de der nu bliver fyret, kan altså kun se fyringen som straf for at de hjalp ledelsen med at komme problemet til livs.

Problemerne er de samme på andre hospitaler i Hovedstadsregionen. På Frederiksberg skal der således spares 70 mio kroner, hvad der betyder fyring af 100 medarbejdere; på Hvidovre Hospital skal der spares 107 mio og nedlægges 200-250 stillinger. Ialt skal der i Hovedstadsregionen fyres ca. 800 medarbejdere.

Sygehusenes ledelse og medarbejdere giver med bistand af mediernes ledende reportager regeringen skylden for miseren. Sundhedsministeren afviser anklagerne, fordi regeringen har bevilliget flere penge til sygehusvæsenet med direkte henblik på at få ventetiderne bragt ned. Og han påpeger meget rimeligt at det ikke er regeringen, men de enkelte hospitaler der skal prioritere deres opgaver, og regionerne der skal fordele de penge der bevilges til særlige formål. Og han vil derfor nu have undersøgt, hvorfor dette tilsyneladende ikke er sket.

Regionerne og deres formand, Bent Hansen, har endnu ikke udtalt sig. Så det gode, gamle spil er i fuld gang: Alle vasker hænder og giver de andre skylden for miseren.

Én ting synes dog at stå helt klart: Selve behandlingsgarantien for kræftpatienter er fortsat et problem, fordi den af patienter, læger, sygehusdirektører og medier tolkes som en absolut garanti der skal efterleves uanset om der på hvert givet tidspunkt og sted er kapacitet og ressourcer til at efterleve den.

Den oprindelige behandlingsgaranti (som stammer fra august 2001, altså før VK-regeringen trådte til) blev af Sundhedsstyrelsen tolket således, at patientens hjemamt [senere region] var ansvarlig for at der gives behandling inden for den angivne fire ugers frist til kræftpatienterne - så vidt det overhovedet er muligt. Er det ikke muligt for patientens eget sygehus at overholde fristen, fx på grund af kapacitetsproblemer, skal der henvises til et andet indenlansk eller udenlandsk sygehus der kan klare opgaven inden for fristen. Kan et sådant sygehus ikke findes, skal Sundhedsstyrelsen træde til for at forsøge at finde et tilbud. Der er med andre ord ikke tale om en absolut garanti, men om en garanti for at man gør hvad man kan for at leve op til den fastsatte maksimumfrist for behandling.

Som påpeget i artiklen Absolut behandlingsgaranti gives ikke (28.11.06.), så skal 'Systemet' naturligvis kritiseres, når der opstår for store problemer. Men ressourcerne er nu engang begrænsede, så befolkningen aldrig vil kunne forvente fuldkomne løsninger på deres problemer og sygdomme. Der kan simpelthen ikke stå uendelig kapacitet til rådighed døgnet rundt for alle mulige behandlinger. Vi skrev dengang: "Det er simpelthen illusionsskabende at bilde folk ind at behandlingsgarantien er absolut. Det er tåbeligt af politikerne at give næring til sådanne illusioner blandt folk, og det er uforstandigt af folk at forlange absolutte garantier af politikerne. Men desværre er det efterhånden blevet mere og mere almindeligt."

Det er den ene side af sagen. Den anden - lige så vigtige - er, at når befolkningens forventninger til det offentlige systems ydelser nu engang på næsten alle felter overstiger mulighederne for tilfredsstillelse, fordi ressourcerne er og altid vil være begrænsede, så bliver striden om manglende eller forsinkede ydelser altid en politisk strid. Jo strammere økonomien generelt er, jo hårdere bliver den politiske kamp, og det vil i praksis sige den partipolitiske kamp. I økonomiske krisetider som de nuværende bliver den naturligvis allerhårdest. Rent faktisk har staten (regeringen og folketinget) i det sidste års tid pumpet flere penge ud til stimulering af forbrug, produktion og beskæftigelse end der er kommet ind i statskassen. Dette er forsvarligt et stykke tid, men resulterer jo blot i stramninger på et senere tidspunkt. Regningen skal altid betales. Ressourcerne vil altid være begrænsede. Principielt skal der tilstræbes balance mellem udgifter og indtægter - om ikke hvert eneste finansår, så i hvert fald i passende perioder af finansår. Så underfinansiering er altid en kortfristet fornøjelse.

I denne situation - og "i disse for vort land så trange tider", som Stauning sagde - kan det derfor siges med temmelig stor sikkerhed at de sygehuse i Hovedstadsregionen (og andre regioner) der i tolkning af behandlingsgarantien har brugt så store summer til ekstrabetaling af egne medarbejderes overarbejde og privathospitalers bistand at deres budgetter er blevet langt overskredet, de har været i høj grad økonomisk uansvarlige. Hvis de har troet, at de automatisk ville få ekstraudgifterne betalt på forventet efterbevilling, har de været naive. Og hvis de har troet at regeringens ekstrabevillinger til regionerne var til sygehusenes frie disposition uden om regionernes ledelse, så er de ikke deres opgave voksen. [Det er 26.1.10. blevet officielt meddelt, at hospitalsdirektøren for Herlev Hospital er fratrådt i konsekvens af budgetoverskridelsen.]

Nogle af disse sygehusdirektører har direkte til tv-reporterne udtalt at de har prioriteret patienternes behandling øverst. Men det er da topmål af uansvarlighed. Meningen er selvfølgelig god nok, men al prioritering inden for sygehusene så vel som inden for alle andre virksomheder (private som offentlige) består i at afgøre hvilke behandlinger (eller dispositioner) der er mulige inden for de givne bevillingsmæssige rammer og hvilke der må udskydes.

At bruge løs af midlerne fra kassekreditterne for at løse de opståede problemer med behandlingsgarantien uden ringeste hensyn til konsekvenserne af budgetoverskridelserne er simpelthen uansvarligt så det klodser. Det går ikke bare ud over patienterne - og det er galt nok i sig selv - det går jo som vi nu ser også ud over de mange medarbejdere der skal fyres, selvom de har knoklet for at få tingene til at hænge sammen på de enkelte hospitaler.

Hvad kunne og skulle man da have gjort?

Ja, det mindste man kunne have forlangt var da, at sygehusenes direktører havde undladt at bede personalet om overarbejde i et omfang der slet ikke var budgetmidler til og dernæst øjeblikkeligt at have råbt regionerne og regeringen op, når det blev konstateret at den købte bistand fra privathospitalerne til nedbringelse af ventetiderne efterhånden oversteg budgetterne så meget at det uundgåeligt ville komme til at indebære uhensigtsmæssige besparelser de følgende budgetår.

Regionerne er muligvis meget sløve til at reagere på alle råb om hjælp, men det er trods alt den vej der skal gås efter hjælp, så længe vi har det system med regioner vi har. Og hvis regioner og sygehusdirektioner må konstatere at de ikke har mulighed for at løse deres opgaver tilfredsstillende med de bevilligede penge, så må de i fællesskab gå videre til regering og folketing.

Når det tilsyneladende ikke sker - i hvert fald ikke sker til rette tid - så ligner det politik. Sygehusenes økonomiske og lægefaglige ledelse påtager sig ikke den prioritering af opgaverne de er sat til at varetage, men skyder problemerne fra sig. Regeringen kan med rette hævde, at det er sygehusene selv der må klare prioriteringen inden for rammerne af givne bevillinger. Og den kan ligeledes påpege at den har øget bevillingerne til sygehusene. Man kunne derfor let komme til det resultat at det må være regionerne der ikke lever op til deres forpligtelser.

Hvis dette er tilfældet, skulle man måske igen overveje om regionerne som sådanne er en god idé når det gælder den vanskeligt styrbare sygehusdrift, for denne vil altid være i klemme mellem de begrænsede ressourcer politikerne (i sidste ende den ansvarlige regering) skal fordele, de stadigt udvidede muligheder den lægevidenskabelige forskning og teknologi medfører og de forventninger befolkningen har til hurtig og effektiv behandling af alle sygdomme og lidelser. Det var måske bedst at regeringen var ansvarlig for den overordnede styring af sygehusdriften. Men dette bliver naturligvis et politisk stridsspørgsmål - om en ændring af kommunalreformen.

Politik kan stort set undgås når det gælder kønsdriften, men ikke når det gælder alle de drifter der har med sundhed, sygdom, knappe ressourcer og nødvendig prioritering i offentligt regi at gøre.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Henvisninger:

Jens Vrængmoses rubrik

Absolut behandlingsgaranti gives ikke (28.11.06.)
Strejken 2008: De strejkende bøjede sig for realiteterne  (16.6.08.)
Strejken foråret 2008: Connie Kruckow undergraver den danske model   (7.6.08.)
Strejken foråret 2008  (1.5.08.)
Kommunalvalget 17. november 2009

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean