JERNESALT - konflikt08c
ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.6.08.
De strejkende bøjede sig for realiteterne
- men Connie Kruckow fortsætter sit stormløb
Danmark er på vej tilbage til normaltilstande på det offentlige arbejdsmarked efter ca. otte ugers strejke på udvalgte børneinstitutioner og sygehusafdelinger.
BUPL og Kommunernes Landsforening indgik fredag den 13. forlig om en ny aftale der sendes til afstemning blandt BUPLs medlemmer i løbet af en uges tid og kan forventes vedtaget. BUPLs ledelse nægtede efter medlemmernes andet nej til et forlig at genoptage forhandlingerne med KL uden at der kom ekstra penge på bordet. Og det fik så KL til at finde 30 mio at gøre godt med. BUPL accepterede, fordi det lå klart at der ikke ville være mere at hente, og at lockout'en ville koste organisationen meget dyrt. Strejkekassen var tømt - og forbundet ville under lockouten ikke være i stand til at give medlemmerne fuld lønkompensation, men alene et beløb der ville svare til understøttelse.
KL har efter forliget aflyst den lockout af samtlige pædagoger over hele landet som skulle være trådt i kraft tirsdag den 17. og ville have ramt stort set alle landets småbørnsfamilier hårdt, men naturligvis især de familier der i otte uger har måttet klare børnepasningen med brug af feriedage og bedsteforældre. Det ville for disse familier have været helt uoverskueligt at skulle klare problemerne endnu nogle uger. Fortsat konflikt ville uden tvivl fjerne disse familiers sympati for de strejkende på ganske kort tid.
Sundhedskartellet indgik fredag den 13. et forlig med regionerne som betyder at de strejkende sygeplejersker allerede natten til i dag har genoptaget deres arbejde, så sygehusene igen kan begynde at fungere normalt på alle områder. Men der er opstået en pukkel på flere hundrede tusinde udskudte operationer, som det skønnes at ville tage et års tid at få fjernet.
Regeringen har derfor besluttet at suspendere behandlingsgarantierne frem til 1. juli 2009, hvad der bl.a. indebærer at det ikke uden videre vil blive muligt at blive opereret på privathospitalerne, hvis de offentlige sygehuse mangler kapacitet. Det er vel tvivlsomt om den opståede operationspukkel er væk allerede om et år, ja, resultatet af konflikten kan meget vel blive at man må indskrænke eller justere behandlingsgarantien permanent, så meget mere som økonomien fremover vil kræve endnu strammere styring af den offentlige sektor end hidtil.
Regeringen har holdt stand over for det stigende pres for politisk indgreb i konflikten, et pres der bl.a. kom fra lægelig side og blev kanaliseret videre til regeringen via regionerne. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen har hele vejen igennem holdt på at den danske model er den bedste model til løsning af konflikter på arbejdsmarkedet. For den indebærer at parterne selv må finde en løsning gennem forhandling eller mægling, men uden indgreb fra folketingets side. Modellen forudsætter ene og alene at livsnødvendig behandling og pleje på sygehuse og plejehjem friholdes for konflikt - og dette er sket med de nødvendige justeringer hen ad vejen.
Regeringen har gjort klogt i at modstå presset for - og spekulationerne om - indgreb, for de strejkendes forventninger til forlig har fra starten være meget store. Især må Sundhedskartellets ultimative krav om 15 % i generel lønstigning siges at have været helt urealistisk. Den generelle stigning på 12,8 som alle har fået må i forvejen betragtes som acceptabel for det offentlige, men trods alt i overkanten af det fornuftige. De ekstra 0,5 % som de strejkende til sidst har opnået har været forsvarlige, fordi en aftale og ny arbejdsro efterhånden blev påkrævet. Men Sundhedskartellets ubøjelige linje indtil i fredags afslørede en uheldsvanger mangel på realitetssans hos ledelsen og især formanden, Connie Kruckow.
Den sættes kun yderligere i relief af de aftaler finansministeren har indgået med regionerne i lørdags og her til morgen med Kommunernes Landsforening om budgetterne for det kommende år. For begge gælder at det er absolut nødvendigt at økonomisere med de begrænsede midler, hvis en undergravning af den sunde økonomi skal undgås. Konjunkturerne er for nedadgående. Der mangler arbejdskraft i det private erhvervsliv der i modsætning til den offentlige sektor lever på sin konkurrenceevne. En udpumpning af offentlige midler i og med en udvidelse af den offentlige sektor - uanset hvor menneskevenlig den isoleret set vil tage sig ud - kan på få år blive særdeles ødelæggende for økonomien, dvs føre til højere renter, højere inflation, højere arbejdsløshed, ringere konkurrenceevne og påtvungne stramninger og besparelser.
Men fastslås kan, at regeringen har gjort klogt i konsekvent at undlade indgreb i konflikten, og at den danske model dermed har stået sin prøve, selvom det holdt hårdt på sundhedsområdet. Der er allerede nu rørt ved den alt for optimistiske behandlingsgaranti. Og der kan i de kommende år forventes yderligere justeringer inden for den offentlige sektor, således at befolkningens forventninger til service må skrues ned i stedet for op. Det stiller øgede krav til effektiviseringer i hele sektoren. Men effektivisering er ikke det samme som nedskæringer. Det er muligt ved fornuftig effektivisering af undgå nedskæringer, men det kræver fleksibilitet og velvilje hos alle parter. En generel diskussion om forholdet mellem privat og offentlig sektor undgår man ikke i denne forbindelse. Det er vilkårene i et velfærdssamfund som det danske.
Det største problem ligger i manglende realitets- og proportionssans hos dele af befolkningen. Medierne er dygtige til at udnytte den propagandamæssige og salgsmæssige fristelse der ligger i at fokusere på enkelttilfælde i befolkningens dagligdag og fremhæve hvor hårdt det kan være for nogle at blive udsat for følgerne af konflikter, besparelser, effektivisering eller omlægninger i forbindelse med store reformer som kommunalreformen og politireformen. Der er i mange tilfælde tale om regulær demagogi: man undlader at forklare sammenhængen og påpege den simple 'lov om utilsigtede virkninger'. Det er ganske enkelt umuligt at forudse alle virkninger af nødvendige reformer. De vil ofte utilsigtet ramme nogle mennesker mere end andre. Sådanne sager kan pustes op - og det er nærmest en 'politisk naturlov' at de altid bliver pustet op af oppositionen.
Ikke destomindre må det om den overståede konflikt - de resterende afstemninger ikke overset - siges at langt de fleste lønmodtagerorganisationer har vist ansvarlighed ved at indgå acceptable forlig uden at trække konflikten unødigt ud. Lærerne og FOA har vist størst samfundsøkonomisk ansvarlighed. BUPL haltede lidt bagefter, men kom dog med til sidst. Sundhedskartellet gik derimod kun med nødtvungent og protesterende.
Sygeplejerskerne har under hele konflikten vist sig mest kamplystne. De har fra starten haft nogle tvivlsomme forestillinger om at de haltede lønmæssigt langt bagud i forhold til andre grupper. Det kan man tage som de vilkårlige kalkulationer og statistikker det er og som modparten derfor aldrig accepterer. Men en decideret illusion for ikke at sige 'livsløgn' i Ibsensk forstand har det været, når Connie Kruckow har stillet det op som et ultimativt krav at sygeplejerskerne skulle kunne opnå 15 % løn stigning, mens andre konfliktramte faggrupper skulle nøjes med 12,8 til 13,3, og at der skulle nedsættes en ligelønskommission som oven i købet skulle have en pose penge med til at rette forskelle op med.
Begge dele har været helt urealistisk, for lønkommission med eller uden penge er ikke et overenskomstspørgsmål, men en lovgivningssag. Og 15 % i generel lønstigning har fra starten været en utopi i forhold til de andre faggrupper og modpartens muligheder. Men Connie
Kruckow har holdt fast lige til i fredags, og selvom hun naturligvis benægter det, har grunden ganske enkelt været at strejkekassen var tom, at kartellet var tvunget til at optage lån, at modparten ingen mulighed havde for at give 15 %, og at regeringen var uvillig til at gribe ind.
Det bemærkelsesværdige ved sagen er ikke at Connie Kruckow til sidst måtte bøje af, men at hun gjorde det med alt andet end god manér. Efter forliget fastslog hun nemlig ikke blot, at konflikten stopper, men kampen fortsætter (det gør den jo for alle parter, eftersom der er nye overenskomstforhandlinger om et par år eller tre), men hun tilføjede: at hun selvfølgelig gerne havde set et større skridt i retning af ligeløn, men at hun måtte konstatere at vi har et forhandlingssystem med meget stramme rammer. Dagen efter sagde hun til flere dagblade lige ud af posen hvad det var hun egentlig mente: Den danske model er en illusion. Det har slet ikke været en kamp mellem Sundhedskartellet og regionerne, men en kamp med regeringen. "Denne konflik har handlet om ligeløn, om kampen for det offentlige sundhedsvæsen, og om opbruddet i den danske model. Og det opbrud er blevet meget mere markant efter kommunalreformen, fordi finansministeren har tildelt sig selv vetoret i forhold til regionernes lønnings- og takstnævn. Det havde han ikke før".
Tydeligere kan det ikke siges. Connie Kruckow og hendes bestyrelse har ikke som alle øvrige organisationsformænd og deres bestyrelser ført normale overenskomstforhandlinger om lønstigninger og -vilkår, men ført kamp direkte mod den danske model og regeringen. Hun har fra starten betragtet den danske model som en illusion og har troet det muligt at løbe den over ende ved at stille ultimative krav om 15 % lønstigning kombineret med ligelønskommission og på forhånd givne konklusioner og kontante udbetalinger fra denne.
Jeg erindrer ikke at noget sådant er sket i nyere tid (efterkrigstiden og velfærdssamfundets tid) og finder det dybt betænkeligt. For Connie Kruckow og Sundhedskartellet spekulerer jo allerede nu i en endnu værre optrappet kamp næste gang. Hun har bebudet at medlemmernes bidrag til stejkekassen skal forhøjes betragteligt, så kartellet kan blive bedre rustet til langvarig konflikt end denne gang. Tingene vil ganske vist ikke have ændret sig i mellemtiden hvad angår forholdet mellem regionerne og finansministeriet. Så hun vil føre kamp mod finanministeriet eller regeringen via en konflikt med regionerne. Det er ren og skær politik og ideologi. Men hun tager ikke den fulde og logiske konsekvens af sit eget synspunkt, nemlig at lave sit kartel om til et politisk parti og søge opstilling til folketinget.
Derfor er Connie Kruckow i realiteten blevet en dybt inkonsistent fagforeningsboss, som for tiden bæres oppe af medlemmernes begejstring, mediernes ensidige behandling af sundhedsvæsenets problemer, sympati fra dele af befolkningen og visse populistiske politikere, men bevidst går efter undergravning af den højt besungne danske model som andre misunder os fordi den er langt bedre end andre modeller til at skabe forlig som alle parter kan acceptere så der kan blive arbejdsro og rimeligt arbejdsklima mellem overenskomstforhandlingerne.
Det skal i denne forbindelse ikke forties at kommunalreformen har givet problemer i henseende til styringen af den offentlige økonomi. Både kommunerne og regionerne må leve med meget stramme regler for økonomisk selvstændighed, men dette er betingelserne hvis økonomien ikke skal løbe løbsk. De netop indgåede forlig mellem finansministeren og regioner/kommuner viser at der trods forskellige interesser er bred enighed om nødvendigheden af stram styring. Det er derfor fuldstændigt tåbeligt og utopisk at et enkelt fagforbund nærer drømme om at ændre systemet og afskaffe den danske model via strejkevåbnet. Det er og bliver en politisk kamp der i givet fald skal løses i folketinget og ved folketingsvalgene.
Sundhedskartellet og Connie Kruckow er derfor med deres indstilling kommet ud på et skråplan.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Connie Kruckow undergraver den danske model med sin ubøjelighed (7.6.08.)
Hvad skal strejker egentligt gøre godt for i 2008? (1.5.08.)
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
