JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende47helligdage

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.5.12.

Hvad skal vi med alle de helligdage?

Et centralt spørgsmål i forbindelse med de meget omtalte trepartsforhandlingerme mellem staten, fagbevægelsen og arbejdsgiverne har været mulighederne for at forøge udbuddet af danske arbejdskraft med 20.000 personer til erstatning for de mange mennesker der de kommende år vil gå på pension. Det er altså den demografiske forskydning der her spiller ind, forstået på den måde at der bliver flere ældre og erhvervsinaktive, der lever af pensioner og offentlige ydelser, men færre unge og erhvervsaktive der producerer og betaler skat. Det påstås at forskydningen vil gøre det umuligt på længere sigt at opretholde den produktion der er forudsætning for velstanden og den skatteindtægt der er forudsætningen for statens velfærdsydelser. Det er i høj grad en påstand der kan betvivles, da den teknologiske udvikling spiller en stor rolle og kunne tænkes at være tilstrækkelig til at redde situationen.

Men forudsat at de officielle prognoser holder nogenlunde, bliver det nødvendigt i de komnmende år at skaffe flere hænder og hjerner til arbejdsmarkedet - og her melder sig tre muligheder: 1) En forøgelse af antallet af erhvervsaktive ved dels at mindske antallet af folk på overførselsindkomster (et meget krævende socialt arbejde), dels at øge indvandringen af fremmed, kvalificeret arbejdskraft (der ikke må forveksles med tilstrømning af alle mulige tilfældige mennesker der tiltrækkes af vores sociale system). 2) En forøgelse af den generelle arbejdstid der i dag er nede på 37½ time om ugen. Og endelig 3) en afskaffelse af ferie- og/eller helligdage.

En mindskelse af unge mennesker på overførselsindkomster bliver under alle omstændigheder iværksat efter bedste evne, men rækker næppe langt. En generel forlængelse af arbejdstiden vil derimod være effektivt, men vil vække modstand af den simple grund at det er mere end tyve år siden arbejdstiden kom ned på de nuværende 37½ time, således at kun midaldrende erhvervsaktive mennesker har prøvet længere arbejdsdage, men derfor vil føle det som et slag i hovedet oven i det arbejdspres og den stress de føler i forvejen.

Tilbage står derfor en afskaffelse af feriedage eller helligdage, og igen står politikerne over for en massiv modstand i befolkningen, fordi den sidste femte ferieuge godt nok først kom til i 2000, men folk i arbejde ikke har kendt andet end mange fridage og helligdage samt gode afspadseringsregler og i dag betragter det hele som en helt selvfølgelig del af nutidens moderne arbejdsvilkår - ganske som de er vænnet til konstante lønstigninger. Det passer altsammen som fod i hose til de herskende trends inden for livsstil og fritidsvaner. Og hvad der måske er det allerværste: en ændring af de gældende vilkår forekommer helt uforståelig på baggrund af den store arbejdsløshed der ikke mindst har ramt de unge og synes vanskelig at komme til livs. Hvis to-tre fri- og helligdage forsvinder, bliver der umiddelbart brug for færre mennesker på arbejdsmarkedet. Så selv om man bedyrer at det skam først skal træde i kraft om nogle år (ingen tør i dag nævne en dato), så er timingen fuldstændigt håbløs. Mange fagforbund har da også protesteret. Formanden for Blik og Rør endda med en bemærkning om at en forøgelse af arbejdstiden kun kan ske under forudsætning af fuld beskæftigelse (hvilket er ren utopi). Det vil med andre ord sige, at hele ideen med trepartsforhandlinger og kommissorium i forbindelse med virkeliggørelsen af 2020-planen på forhånd har en mistænkelig snært af absurditet. Og når det ikke siges højt, skyldes det at regeringen gerne vil havde det til at se ud som om der er fodslag mellem den selv og den i virkeligheden meget splittede fagbevægelse.

Det lød så flot da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i sin tid forelagde socialdemokraternes og SF's fælles 2020-plan og nærmest fik det til at lyde sådan at blot alle erhvervsaktive påtog sig et lille og overkommeligt ekstraarbejde på 12 minutter dagligt (til normal betaling), så ville beskæftigelsesproblemet være løst. Det var tilsyneladende billigt sluppet, men viste sig mere ufremkommeligt end som så. For isoleret set lyder det meget godt, at de der er i stand til det skal yde en lidt større indsats på arbejdsmarkedet for at bevare velfærden og den danske model. Ingen kan heller have noget imod at der skabes flere praktikpladser eller at flere ufaglærte bliver faglærte og flere faglærte får videreuddannelse. Men at de erhvervsaktive skal arbejde mere, når mange af dem føler sig tidsmæssigt presset i forvejen, og at det skal ske mens der stadig er mange kvalificerede mennesker, herunder nyudklækkede akademikere, der ikke kan få arbejde, ligegyldigt hvor meget de ulejliger sig med at søge, det forekommer ikke indlysende logisk for de erhvervsaktive. Føjer man hertil at der formentlig i de kommende år vil blive uddannet langt flere akademikere end der er brug for (de bliver jo i vid udstrækning analytikere og administratorer), afhjælpes manglen på kvalificeret arbejdskraft i det private, producerende og eksporterende erhvervsliv ikke synderligt. Og fagbevægelsen træder i virkeligheden også vande i spørgsmålet om arbejdstid og fritid. Man vil meget nødigt være med til at gennemføre noget som helst et flertal af medlemmerne er imod.

Udfaldet af trepartsforhandlinger har vi foreløbigt til gode, men i mellemtiden kan der være god grund til at se nærmere på den løsning der tilsyneladende ligger bedst til venstre ben, nemlig en afskaffelse af et par af de mange helligdage kalenderen har haft siden reformationen og som i de første mange årtier var forbundet med både forbud mod forlystelser og pligt til at deltage i gudstjenester. Da disse pietistiske regler forlængst er blevet læmpet og befolkningen samtidig er blevet langt mere verdsligt indstillede - for ikke at sige decideret kirkefremmede og kirkefjendske - skulle det vel ikke betyde al verden at afskaffe fx Store Bededag og Anden Pinsedag. Mange aner ikke hvorfor de findes, og de allerfleste betragter dem ikke som andet end ganske almindelige fridage. Når de protesterer mod disse helligdages afskaffelse har det intet med religiøs overbevisning at gøre (at præster og biskopper protesterer af religiøse grunde er komplet ligegyldigt), men derimod med simpelt verdsligt værn om hævdvundne rettigheder. Og sådanne skal politikere, arbejdsgivere og fagforeningsleder være varsomme med at rokke ved - uanset at motivet angives at være det ædle at bevare velfærdssamfundet.

Det forekommer imidlertid at man i debatten er tilbøjelig til at bagatellisere selve den grundliggende værdi af fridagene i vort moderne arbejdsliv - uanset hvad man kalder dem og uanset hvilket formål de oprindeligt har været tiltænkt. Man glemmer at arbejdslivet i det moderne velfærdssamfund ikke under nogen omstændigheder bør sammenlignes med det hårde og opslidende arbejdsliv i industrialiseringens lange udviklingsfase, som økonomen Karl Marx beskrev i 'Das Kapital' (1. bind 1867) og sociologen Max Weber i 'Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus' (1905), og som unægteligt var forudsætningen for den velstandstigning der dels gendrev Marx' elendighedsforudsigelser, dels i sidste ende lagde grunden til vækst- og velfærdssamfundet efter 2. verdenskrig. Den herskende etik der muliggjorde kapitalismen var en decideret minoritetsetik: alle puklede og sparede, ja levede spartansk og puritansk for simpelthen at overleve. Og det førte uundgåeligt til ophobning af privatkapital. Plus finansspekulation, finansbobler og finanskriser.

Det er indlysende at puritanisme for arbejderstanden og mellemstanden var en tidsbestemt etik der umuligt kunne holde når velstanden for alvor begyndte at blive stor og bredte sig til flere og flere. Og i dag - midt i velfærdssamfundet - er denne gamle etik komplet utidssvarende. Nu er vi alle blevet forbrugere og livsnydere. Nu slider kun de færreste deres fysiske legemer op i arbejdslivet. Til gengæld har de fået nerverne på spil i et arbejdsliv der kræver ustandselig omstilling, livsvarig uddannelse og ustandseligt tidspres i hverdagen samt risiko for fyringer. Og derfor er der i dag stadigt stort behov for hviledage, ja, det er i dag vigtigere at holde hviledage end det har været nogensinde.

Grunden er stressfaktoren, der i dag ikke så meget dækker over den sunde og normale stress der er ensbetydende med ekstra højt beredskab (med adrenalin) når man ind i mellem og midlertidigt står over for særligt store og krævende opgaver (fx i en konkurrence), men derimod dækker over den usunde og opslidende stress der ligger i konstant højt beredskab (med bl.a. for højt blodtryk). Dette advares der i vore dage ganske fornuftigt om i alle medier, fordi sundhedsstoffet er in. Men det er meget sjældent at støde på en påpegning af selve den værdi der ligger i at være i ægte hviletilstand, for den er der i virkeligheden ikke mange andre der kender end dem der dyrker yoga og meditation eller dem der som religiøse mennesker går op i et ægte bønsliv.

Disse former er naturligvis forskellige, men de har det træk tilfælles at de menneske der hengiver sig til disse former for mental hvile og dertil hørende fravær af adspredende aktiviteter eller adspredelser, de har en reel chance for at komme til sig selv i den allerbedste og fineste betydning: De lader med regelmæssige mellemrum arbejdslivet og det sociale liv med alle dets normale, 'timelige' og praktiske forpligtelser være for i stedet at koncentrere sig om at få føling med de åndelige eller 'evige' sider af tilværelsen som alene ligger i det religiøse eller det kollektivt ubevidste, der igen dybdepsykologisk set må betragtes som vort frie og sunde sjælelivs eneste kilde.

Mange har heldigvis fået øjnene op for de værdier der ligger i denne føling, men de færreste forstår at der dybest set i disse værdier også ligger en sund uafhængighed af arbejdsliv, arbejdsforpligtelser, karriereræs og pengefixering. Ja, i sidste ende kan man se en bevidst og regelmæssig føling med de evige kilder som den eneste sunde modvægt mod den vækstfixering som er dybt indlejret i selve det emergente fænomen i biologien at vi er blevet mennesker der hele tiden vil overskride vore grænser, men som af samme grund også altid går for vidt så vi føres til både økologisk og mental forurening.

I denne store sammenhæng at give sig til at røre ved hviledagene er ikke særligt ansvarligt. Og det kan undre at netop en S-R-SF-regering indlader sig på ideen uden at tænke på de sjælelige eller åndelige følger.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Link: Kommissorium for trepartsforhandlinger

Peer Sendemands rubrik: Klik

Relevante artikler på Jernesalt:

Er der en idé med at holde hviledag? (4.12.05.)
S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean