|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 01.11.20.Islamistisk terror truer Frankrig og hele EuropaFrankrig i en yderst prekær situationDanmark endnu ikke i nød Indvandringen har stor skyld Islamismen ifølge Koopmans også en trussel mod islam selv Sekulariseringens nødvendighed Oplysningsniveauet skal hæves væsentligt Henvisninger Frankrig i en yderst prekær situation Til toppen Næste Først blev den 47 årige historielærer Samuel Paty dræbt i en lille by nordvest for Paris, fordi han i en time i samfundslære havde vist en tegning af profeten Muhammed fra satirebladet Charlie Hebdo for at belyse temaet ytringsfrihed og blasfemi. Læreren havde tilbudt de muslimske elever der ikke ville se tegningen at forlade klasseværelset, men det forhindrede ikke et par piger i at melde sagen til deres forældre der tog affære i forhold til skolelederen. Men den 18-årige morder, der var tjetensk flygtning, dræbte Paty med en kniv og skar halsen over på ham, inden han selv blev uskadeliggjort af politiet. Han havde i flere måneder lagt film ud på nettet om henrettelse af vantro mennesker - og endda i en besked på de sociale medier direkte skrevet: "Macron, jeg vil henrette en af dine helvedeshunde". Frankrig var i chok, og præsident Macron var ikke sen til at fordømme handlingen. Den franske indenrigsminister bebudede at regeringen ville udvise 200 personer, som figurerer i kartoteker over særligt farlige islamister. Og søndagen efter gik titusinder parisere i demonstraton mod udåden. En sociolog med godt kendskab til det islamistiske miljø, udtalte at "den jihadistiske propaganda forsøger at forny sig ved at arbejde på lokalt plan og blandt familierne, og derfor er skolen og undervisningssektoren et oplagt mål." Kun en uges tid senere skete en endnu værre ugerning i Nice, hvor to kvinder og en 45-årig kirketjener blev myrdet inde i Notre Dame kirken af en ung tuneser, der ved den efterfølgende politiaktion blev såret og måtte køres på hospitalet. Det viste sig at han var kommet til Frankrig som flygtning få uger forinden. Og igen fik en af de dræbte skåret halsen over. Gerningsmændene råber det evindelige 'Allah er stor' (Allahu Akbar) når de begår deres ugerninger. Den synligt rystede præsident Macron kom til stede nogle timer senere og betegnede udåden som terroristisk. Han brugte desværre nogle ejendommelige formuleringer, der viser hans akademiske tilgang: "Hvis vi bliver angrebet, endnu en gang, er det for vores værdier og vores smag [!] for friheden, og for at vi under vor sol har muligheden for at tro frit og ikke give efter for terrorens ånd." [Ordret på fransk: Si nous sommes attaqués, une fois encore, c’est pour les valeurs qui sont les nôtres, pour notre goût de la liberté, pour cette possibilité sur notre sol de croire librement et de ne céder à aucun esprit de terreur. - DÉCLARATION DU PRÉSIDENT DE LA RÉPUBLIQUE APRÈS L’ATTAQUE TERRORISTE DE NICE 29 OCTOBRE 2020] - At Macron i en så alvorlig kamp kan få sig til at tale om 'smag for frihed', røber et æstetisk syn på såvel kulturkampen som magtkampen. Frihed er den første af de tre franske søjler fra Revolutionen i 1789. Den anden er Ligheden og den sidste Solidariteten eller det fællesskab der skal holde sammen på den dynamiske komplementaritet mellem friheden og ligheden, og det er alt sammen idéer frie mennesker til stadighed skal kæmpe for. Men det værste i præsidentens afgørende kamp mod terroristerne er at han retter skytset mod islam, skønt den virkelige fjende er islamismen, dvs den fanatiske form for fundamentalisme der sætter islam lig med sandheden og enhver anden opfattelse lig med vantro eller ugudelighed. Det må siges så klart som overhovedet muligt, at islam og islamisme er to vidt forskellige ting, og at det er katastrofalt i kampen mod den sidste at se bort fra at islam ikke nødvendigvis må fortolkes fundamentalistisk, men tværtimod kan fortolkes som forenelig med historisk relativisering og dermed også med muligheden for sekularisering og demokrati. Jf. det følgende afsnit om islamismen. Men igen blev den umiddelbare reaktion i Frankrig at politi- og militærberedskabet blev drastisk forhøjet. Og yderligere skete lørdag en forværring af situationen, da en ortodoks præst blev såret af skud i Lyon, da han låste sig ud af sin kirke. Islamistisk terror kender i dag ingen grænser, men er blevet hele Vest- og Nordeuropas problem. Typisk for situation er at der på få uger har været lige så voldsomme demonstrationer i muslimske lande mod Frankrig og præsident Macron som vi herhjemme oplevede i forbindelse med de danske Muhammedtegninger i 2005. De arabiske lande har desuden opfordret til boykot af franske varer som fx. oste. Og Tyrkiets præsident Erdogan, der er blevet udsat for afslørende satiriske tegninger i Charlie Hebdo, har ligefrem hævdet, at Macron burde mentalundersøges. For det er efter Erdogans mening Macron der er bindegal, når han opfordrer til krig mod den udefra organiserede islamistiske terror der er rettet direkte mod fransk frihed. Erdogan kan slet ikke se, at det er ham selv der har svigtet både sit lands sekularisering i 1922 og dets optagelse i Nato i 1952 og dermed tilslutningen til den vestlige kamp for demokrati, frihed og fred. Men de mange terrorsager i Frankrig og de korte mellemrum mellem dem helt aktuelt sætter unægteligt landet i en prekær situation. På den ene side må regeringen beskytte landets borgere og institutioner bedst muligt og med effektive våben, men på den anden side har landet overordentligt mange muslimer boende som i vid udstrækning kommer fra de tidligere afrikanske kolonilande, og som for alt for manges vedkommende hader og afskyr de vantro franskmænd, det franske demokrati og den franske sekularisering. Præsident Macron har erklæret terroren krig, og naturligvis er den højeste politi- og militærmæssige indsats helt nødvendig i situationen, men det løser ikke den grundliggende identitetsproblematik, at flere og flere helt unge muslimer identificerer sig med islamismens absolutte og fremmede regler og sætter dem over republikkens frihedsidealer. Ekstremisterne udsætter faktisk lærerne i de franske skoler for et stadigt og systematisk pres, når det gælder undervisningen i ytringsfrihed; de vil ikke høre om den eller om retten til blasfemi. Danmark endnu ikke i nød Til toppen Næste Vi kender også i Danmark sådanne fanatiske islamistiske grupper, der navnlig udklækkes og trives i de snævre indvandrermiljøer. Herunder medlemmer af den politiske organisation Hizb ut-Tahrir der forleden samledes på Kongens Nytorv foran den franske ambassade og protestede mod Macron. Vi husker også de to terrorsager i september 2015 der ramte Krudttønden på Østerbro og Synagogen i Krystalgade - og krævede to menneskeliv. Den 22-årige gerningsmand blev dagen efter dræbt i skudveksling med politiet. Han var kendt fra bandemiljøet. Og stadig er vi mange der har den store gamle Muhammedsag fra september 2005 i frisk erindring. Den ramte Jyllandspostens redaktion i Viby, fordi dagbladet havde vist tolv satiriske Muhammedtegninger, herunder en af tegneren Kurt Westergaard, der blot viste profeten med en bombe i turbanen som rammende eksempel på hvad islamistiske terrorister faktisk bruger profeten til. De ville disse ikke finde sig i, og det blev slemt for både JyllandsPosten og tegneren, der måtte gå i skjul og senere blev udsat for et attentatforsøg. Men det værste var dybest set at det lykkedes herboende ambassadører at drage til Mellemøsten og rejse enorme folkemængder af almindelige muslimer til voldsomme demonstrationer mod Danmark, med bl.a. afbrændinger af Dannebrog og fotos at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. For dette viste jo netop at selv vidende og veluddannede muslimer på høje poster tror sig berettigede til at misbruge almindelige, uvidende muslimske analfabeter til protester mod selv skikkelig og stilfærdig dansk humor. I Frankrig fik man tilsvarende en protest mod satiremagasinet Charlie Hebdo, der i 2015 blev udsat for en massakre på redaktionen. Og til stadighed er det satiretegninger af profeten Muhammed der vækker anstød. Frankrig får naturligvis sympatierklæringer fra dansk og anden europæiske side. I Vor Frue Kirke i København blev der endog holdt en lille mindehøjtidelighed, med deltagelse af både dansk præst, jødisk rabbiner og islamisk imam. Og budskabet var opfordring til fred og fordragelighed. Og den slags opfordringer er jo en gratis fornøjelse, for at sige det pænt. Den bekræfter deltagernes selvgodhed, men hjælper ellers intet. Dansk beredskab får uden tvivl et eftersyn, men risiciene består. Og derfor er det temmelig malplaceret at folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgård (DF) og Pernille Vermund (Nye Borgerlige) samstemmende ønsker genoptryk af muhammedtegninger, fordi de mener at vi skal vise at vi ikke er bange for at bruge ytringsfriheden. Gør vi ikke det, bøjer vi os for undertrykkerne, påstår de. Men det er en misforståelse, for islamistiske trusler om hævn er ikke tomme ord. Det er reelle trusler om reelle aktioner, og vil blive ført ud i livet af en eller flere af de mange islamister der findes i landet og som får deres identitet som kæmpende islamister bekræftet ved sådanne hævnaktioner. Ja, de forherliger jo martyrdøden, der er den fineste død af alle. Vejen for Frankrig og Tyskland, der også har været ramt af terror, er ikke simpel gengældelse. Naturligvis skal man opklare forbrydelserne og forfølge og straffe gerningsmændene, men det allervigtigste er noget helt andet, nemlig at bestræbe sig på at forandre adfærden og højne bevidsthedsniveauet blandt både indvandrere og etnisk danskere. Målet er at få muslimerne til at indse at de hverken kan integreres i deres nye lande eller opleve deres hjemlande blive frie uden at løsne båndet mellem religionen og staten (sekularisering) og forstå de eksistentielle sandheders afhængighed af historiske forhold. Det er der faktisk muslimer både herhjemme og i de muslimske lande der har indset. Det vidner Det arabiske forår i mange lande om - uanset at magthaverne slår det ned. Men først og fremmest er det eneste vej til integration for indvandrere og eneste udvej for reformer i de muslimske diktaturstater. For man skal aldrig glemme, at også muslimer er mennesker, der drømmer om frihed og demokrati. Mange af dem er blot uvidende om betingelserne. Indvandringen har stor skyld Til toppen Næste Denne uvidenhed kan man gerne kalde naivitet. For det gælder for langt de fleste muslimske indvandrere der har søgt til Europa, at de har været naive med hensyn til at bilde sig selv ind at alle deres borgerlige og eksistentielle problemer automatisk bliver løst bare de kommer til Europa med den høje grad af velfærd og borgerrettigheder. Og når man holder fast i dette beklagelige faktum er det indlysende, at kansler Merkels åbning i 2015 af EU's ydre grænser for tilstrømningen af muslimer der flygtede fra krig og undertrykkelse i Mellemøsten og Nordafrika i det lange løb måtte blive en katastrofe. De rent logistiske problemer omkring husly og mad blev med større eller mindre besvær løst i de fleste lande, men det kom til at knibe gevaldigt med såvel beskæftigelsen som kvindernes almene rettigheder - og allerværst fik Europa åbnet for et utal af islamister der havde alt andet end gode, demokratiske hensigter. Merkel bliver ved med at påstå at Tyskland klarede den store indvandring, men sandheden er at integrationen ikke er lykkedes, at der er mange flere islamister end man tror, og at der nu også er et hav af imamer der er betalt af de arabiske lande og som har skumle planer. Selv i Sverige hvor den daværende borgerlige statsminister Rejnfeldt påstod at der var masser af plads i Sverige til indvandrere, har den nuværende socialdemokratiske statsminister Löfven måtte sande at indvandrerne giver problemer både beskæftigelsesmsæsigt og integrationsmæssigt. Herhjemme har vi også problemer, bl.a. med at komme af med asylansøgere der får afvist deres ansøgninger. Men unægteligt ser det ud til at Frankrig er hårdest ramt, i og med at landet har modtaget så mange indvandrere fra de gamle kolonilande, at de ikke har kunnet opsuges i det almindelige franske samfundsliv, men har fundet tilværelsen i deres egne parallelsamfund, hvor der er rige muligheder for islamistiske propagandister til at hverve unge, rodløse medlemmer. I alle indvandrerlande er man nødt til at se på hvorfor så mange unge muslimer bliver lette ofre for islamistisk propaganda, og hvorfor muslimske statsledere rask væk råber islamofobi efter alle vesterlændinge der ser de faktiske problemer i øjnene. Islamismen ifølge Koopmans også en trussel mod islam selv Til toppen Næste Ruud Koopmans har skrevet en bog om "Islams forfaldne hus", hvor han giver en grundig og helt nødvendig analyse af de religiøse årsager til den ufrihed, stagnation og vold der hersker i de islamiske lande og som forhindrer deres udvikling i demokratisk retning. Han understreger at bogen ikke er islamfjendtlig, men islamkritisk. Det gør en afgørende forskel i demokratiske vestlige lande, men ikke i islamiske lande i almindelighed, for her er den herskende mening at islamkritik er lig med islamfjendtlighed og udslag af islamofobi. Der findes nok frihedshåbende mennesker i de muslimske lande, det viste de mange udslag i det allerede nævnte 'arabiske forår', men flertallet er fortsat absolutister der betragter såvel Koranen som profeten Muhammed som hellige og ukrænkelige. Mange af dem er analfabeter og kan simpelthen ikke læse Koranen; de lærer den udenad ved terperi - og den slags stimulerer ikke en sund kritisk sans. Men lad os se nærmere på Koopmans og hans analyser. Han er professor i sociologi og migrationsforskning ved Humboldt Universitete i Berlin og er en flittig deltager i både tv-debatter og avisindlæg. Koopmans påviser at fremvæksten af islamisk fundamentalisme er hovedårsagen til at den islamiske verden i de sidste 50 år er stagneret på næsten alle områder eller endda i nogle tilfælde er gledet tilbage i barbari. Den islamiske fundamanetalismes gennembrudsår var 1979, det år hvor den islamiske revolution begyndte i Iran, og hvor ayatolla Khomeini vendte tilbage til landet efter eksil i Paris. Shahens overgangsregering blev væltet, og 31. marts kunne Den Islamiske Republik Iran udråbes - med en ny teokratisk forfatning. Yderliggående aktivister stormede den amerikanske ambassade i Teheran og holdt 52 amerikanske statsborgere som gidsler i 444 dage. Khomeini håbede at Iran ville blive et forbillede for alle undertrykte og islamiske nationer i verden. Og han opfordrede muslimer i hele verden til at dræbe den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie. Senere på året slog den ultrakonservative form for islam wahhabismen til i Saudi-Arabien. Og siden midten af 1970-erne har saudiske penge finansieret 1459 moskeer, 210 islamiske centre, 202 højere læreanstalter og 200 skoler uden for Saudi-Arabien. Og da Sovjetunionen i 1979 erklærede Afghanistan krig, blev det en glimrende lejlighed for Saudi-Arabien til at profilere sig i konkurrencen med Iran om førerstillingen i den islamiske verden. I Pakistan indrettede Osama bin Laden træningslejre for jihad-krigere. Koopmans lægger ikke skjul på at anvendelsen af begrebet fundamentalisme på islam er kontroversielt. Det betyder jo i gængs religionssociologi troen på at en given samling religiøse læresætninger rummer de grundlæggende, vigtige og ufejlbarlige sandheder om menneskeheden og Gud, og at denne magt står over for Det Ondes magt. Nogle forskere mener dog at kategorien er uanvendelig på islam, da moderne islam af natur er fundamentalistisk. Men alle undersøgelser både blandt kristne og muslimer, viser at fundamentalismen er forbundet med en fjendtlig indstilling til andre grupper. Ja, hadet og intolerancen i fundamentalismen legitimerer også anvendelsen af vold mod anderledestænkende og anderledes troende. Undersøgelser viser bl.a. at millioner af muslimer verden over - og titusinder af muslimer i Tyskland - finder det berettiget af anvende terror mod civile. Ikke desto mindre fremhæver Koopmans at fundamentalismen ganske vist er meget udbredt i den islamiske verden, man bestemt ikke udgør nogen universel og uundgåelig del af muslimers måde at praktisere deres tro på. Koopmans giver afkald på enhver islamfortolkning der vil finde den "sande islam". Koranen er ligesom Biblen og Toraen en flertydig kilde, som de troende kan plukke citater fra som passer til deres personlige fortolkning af troen. Derfor er det frugtesløst at behandle spørgsmålet om årsagerne til den nuværende krise for islam som et teologisk spørgsmål, altså et spørgsmål om fortolkning af trossætninger. Koopmans vil i stedet koncentrere sig om hvad muslimer i den moderne verden reelt og praktisk har anvendt islam til. Her kan han bl.a. fortælle at Senegal i Vestafrika fortsat er et af de få islamiske demokratier der indtil nu stort set har været fri for fundamentalistisk fanatisme. Tyrkiet er først under Erdogan faldet tilbage til fundamentalisme og diktatur. Generelt gælder desuden at den olie-finansierede fundamentalistiske islam af arabisk tilsnit er konstant på fremmarch i både Sydøstasien og Vestafrika og på Balkan. En vigtig påvirkningsfaktor er den manglende adskillelse mellem religion og stat i de fleste islamiske lande, som har rod i islams og kristendommens forskellige oprindelse og udviklingshistorie. Derfor sætter Koopmans focus på at modstille religiøse og ikke-religiøse forklaringer med kendte data for demokrati, menneskerettigheder, politisk vold, økonomisk udvikling og integration. Efter Den Kolde Krigs afslutning har demokratiet vundet frem i uset grad i næsten hele verden. Antallet af demokratier er blevet fordoblet fra 43 til 87, men den er stort set gået uden om den muslimske verden. Kløften mellem den islamiske og ikke-islamiske verden er blevet meget større. De sidste 50 år har revolutioner i den islamiske verden næsten altid ført til nye former for autoritære styrer. Og statistikken viser at dette ikke er et snævert arabisk problem. Og der er i det hele taget ingen positiv sammenhæng mellem velstand og demokrati. Andelen af autoritære stater i den islamiske verden er ikke aftagende med stigende velstand, tværtimod. Naturressourcernes forbandelse - konkret oliens forbandelse - forklarer ikke den manglende demokratisering, for ressourcerne kan bruges til våbenkøb og dermed undertrykkelse og bliver således en politisk forbandelse. Og hvad angår varigheden af vestligt koloniherredømme er der i de islamiske lande i højere grad en positiv effekt end en negativ på graden af demokratisering. Faktisk videregav koloniherrerne nogle værdier og normer til de selvstændige lande. Vestens indflydelse på demokratiet og menneskerrettighederne har oftere vist sig at være positiv end negativ. Ufriheden må stort set siges at have religiøse rødder. Den er i høj grad en følge af religiøs intolerance og af en manglende adskillelse mellem stat og religion. Pakistan er et tydeligt eksempel herpå. Bangladesh det modsatte. Ja, i virkeligheden er der ifølge Koopmans ingen steder i verden, hvor religiøse mindretal er mere udsat for diskrimination og vold end i den islamiske verden. Det er altså ikke uden grund at millioner af mennesker i de seneste årtier er flygtet fra islamiske lande som Irak, Iran, Libanon, Syrien, Afghanistan og Somalia. - Et specielt fænomen er det at Irak da shiiterne kom til magten i 2008, begyndt at diskriminere sunnierne, hvilket igen bevirkede at den sunnitiske terrrogruppe IS (Islamisk stat) blev støttet af de sunnitiske dele af Irak. Den særlige fare der ligger i den fundamentalistiske islam er at fundamentalisterne modsætter sig nyfortolkninger af de religiøse skrifter og står fast på at teksterne skal gælde bogstaveligt. Man afviser totalt at religiøse skrifter - som alle andre historiske skrifter - skal forstås i sammenhæng med deres tid og oprindelsessted, og altså ikke har nogen evig og kontekstuafhængig gyldighed. Og forankrer man først islam (og shariaen) i et lands forfatning, får det meget konkrete og dybtgående retlige konsekvenser. Et særligt kapitel i Koopmans' bog er kvindernes stilling i de islamiske lande. I disse lande er kvinder ifølge Koopmans de vigtigste ofre for religiøst motiveret undertrykkelse. Kvinderne har status som andenklassesborgere. Hvor shariaen gælder, omfatter den alle de væsentlige områder der bestemmer almindelige kvinders liv fra vugge til grav: ret til ægteskab og skilsmisse, ret til seksuel selvbestemmelse, forældremyndighed over børn samt arveret. - For homoseksualitet gælder at den i shariaen er en af de alvorligste forbrydelser. Ser man på islams grænser, har muslimer ifølge politologen Samuel Huntington problemer med at leve i fred med deres naboer. Koopmans kommer det nærmere. Op til 1995 var det især antallet af lande som lå i væbnet konflikt med islamiske oprørsgrupper der var taget til. Fra 1995 steg de islamiske landes andel af de væbnede konflikter yderligere. Og i 2015 var mere end halvdelen af landene i verden med væbnede konflikter islamiske. Og der er vel at mærke mindst lige så mange konflikter inden for den islamiske verden. Islams hus (Dar as-islam) er ikke et fredens hus, men et krigens hus. Og et terrorens hus, kunne man tilføje. Koopmans påpeger i den forbindelse noget meget centralt, nemlig at terroren i den islamiske verden de facto er eskaleret siden 2015. Men trods den overvældende dokumentation for, at islamiske ekstremister er anvarlige for de allerfleste terrorhandlinger, bliver det efter hvert nyt attentat, hævdet af mange politikere, journalister og kommentatorer, at terror intet har at gøre med islam. Ifølge denne benægtelsestese er der tale om "ensomme ulve" eller "forvirrede mennesker". Endog det tyske indenrigsministerium støttede på et tidspunkt tesen: "Islam er ligesom kristendommen en fredselskende religion. Muslimer tager lige så meget afstand fra terrorismem og dens mål som andre dele af vores befolkning.... Islam bliver blot misbrugt af ekstremister og terrorister som findens inden for alle trosretninger....". Den slags argumenter kalder Koopmans for absurde bl.a. fordi de ignorerer terrorens væsentligste mål, nemlig at skræmme et helt samfund. I de muslimske lande selv foretrækker man konspirationsteorier som form for benægtelse. Ifølge Koopmans er der ingen tvivl om at udenlandske interventioner, også vestlige, har et medansvar for den fortsatte eskalation af konflikterne i den islamiske verden. Men den vestlige politik er ikke hovedårsagen til volden i den islamiske verden. Fx. er det i det nuværende multireligiøse Syrien, hvor sunnier og alevittiske shiaer lever sammen, ikke skabt af det kortvarige franske styre, men af den arabisk-syriske nationalisme. Volden i den islamiske verden kommer af at de fleste islamiske lande er diktaturer, og sådanne udemokratiske stater mangler institutionaliserede kanaler til at løse konfliker gennem valg, forhandlinger eller fredelige protester uden voldsanvendelse. Den fundamentalistiske islam, som siden 1979 i stigende grad har greber den totalitære magt i den islamiske verden, kompletterer og forstærker alle andre faktorer. En forstærkende faktor er også den økonomiske stagnation i den islamiske verden - og den har vel at mærke også religiøse årsager. Den islamiske arveret har bevirket at virksomheder i den islamiske verden forblev små. Der opstod derfor religiøse fonde med almennyttige formål, men de var netop legitimeret af Koranen. Endvidere forbød islam renter, og indtil det 19. århundrede var endog banker et ukendt fænomen i den islamiske verden. Den kristne lære om to riger (det verdslige rige og det 'himmelske' eller rettere kirkelige rige) gjorde det muligt for politik og økonomi at befri sig fra religiøse regler, mens den islamiske tanke om religionens og statens enhed stod i vejen for politiske og økonomiske forandringer. Islam blev allerede af Muhammed gjort til en statsreligion. Ud fra flere forskellige undersøgelser ser det ifølge Koopmans ud til at frihed og demokrati er en forudsætning for fortsat økonomisk udvikling til et niveau som ligger ud over industriel masseproduktion. Et demokrati kræver kritiske og selvstændigt tænkende, demokratisk indstillede borgere. Men autoritære styre er uinteresserede i tankefrihed og begrænser derfor pressefriheden og adgangen til internettet og sociale medier. Jo større andelen af muslimer er i et land eller en region, jo lavere er muslimernes uddannelsesniveau. De islamiske lande prioriterer uddannelse lavt. Derfor er der fortsat mange analfabeter. Og trods Koranens opfordringer til at samle viden er muslimer i vidt omfang blever "den eneste bogs folk"; de benytter kun Koranen og de lærer teksterne udenad ved terperi. Utilstrækkelige investeringer i uddannelse, høje fødselsrater og økonomisk udgrænsning af kvinder er faktorer som ikke alene står i vejen for den økonomiske udvikling i den islamiske verden, den forhindrer også integrationen af muslimske migranter i andre lande. Mennesker som migrerer lægger nemlig ikke den kultur af undertrykkelse, intolerance og religiøs fanatisme de er vokset op med bag sig. De fremherskende konservative og religiøse holdninger og adfærdsregler medfører nemlig i en migrationskontekst at der sker en kraftig segregering (adskillelse) fra restan af samfundet, og den har ødelæggende konsekvenser for integration og fører til gensidig fremmedgørelse. Migranter fra islamiske landet klarer sig dårligst af alle på næsten alle områder af integrationen. Dette gælder også den undertrykkelse af mindretal og de voldelige konflikter som præger den islamiske verden samt den giftige antisemitisme, homofobi og kvindeundertrykkelse. Kort sagt: problemerne med integration af muslimer afspejler den islamiske verdens krise i miniformat. Eksempelvis har indiske og kinesiske migranter i Storbritannien klaret sig langt bedre end muslimske migranter. I tysktalende lande er det først og fremmest mennesker af tyrkisk afstamning som halter efter de fleste andre gruper af migranter. Den stærke etniske segregering har en betydelige negativ indflydelse på migranters sprogkundskaber og dermed for deres muligheder på arbejdsmarkedet. Tyrkiske statsborgere var i følge en undersøgelse den hyppigste ikke-tyske gruppe af gerningsmænd i kriminalstatistikken. Tal om drab i familien peger i samme retning. Og i modsætning til mord på mænd sker mord på kvinder hovedsagelig i en familiesammenhæng. Generelt er grunden til volden snarere socialiseringen i en religiøse kultur, hvor antisemitisme er meget udbredt, homoseksualitet anses for en dødssynd, og kvinder skal adlyde mandlige familiemedlemmer. Spørgmålet Koopmans stiller til sidst er derfor om islam overhovedet kan gøre sig fri af fundamentalisme. Koopmans fastslår først og fremmest at kampen mod fundamentalismen ikke kan vindes, hvis vi vesterlændinge opgiver vores identitet som åbne samfund og indfører tiltag som står i modsætning til de frihedsrettigheder vi netop ønsker at forsvare. Men han slår også fast, at den meget almindelige påstand om at fundamentalismen, undertrykkelsen og volden blandt muslimer intet har med islam at gøre, spærrer for en kritisk analyse af krisens religiøse rødder. Der er nemlig religiøs tvang i næsten alle islamiske lande. Koopmans er kommet til det resultat, at årsagerne til den islamiske krise kan sammenfattes i tre nøgleproblemer: Den manglende adskillelse mellem religion og stat, den manglende respekt for sekulær viden og den faktiske diskrimination af kvinder. Men han understreger også at muslimernes historiske arv ikke behøver at bestemme islams nutid. Den gør det kun når og hvor muslimer følger de fundamentalistiske forestillinger om at det der var godt for Profeten for mange hundrede år siden har gyldighed overalt og til alle tider. Hvor religion og statsanliggender er flettet ind i hinanden, er frihedsrettigheder under pres. Det gælder naturligvis i alle religioner og tilsvarende i alle politiske ideologier. Sammenblandingen betyder altid at én bestemt religion (eller ideologi) og én bestemt fortolkning af denne tro får en ubetinget fortrinsstilling frem for andre. Nært sammenhængende med dette forhold er det at verdslig viden i den islamiske verden regnes for mindre værdifuld end religiøs viden. Hvis religion og videnskab modsiger hinanden har religionen altid ret. Desuden har de religise lærde monopol på religiøs viden. Den islamiske fundamentalismes fremgang har endda forstærket ringeagten for verdslig viden. Koopmans gør det lysende klart, at hovedårsagen til problemerne i den islamiske verden såvel som muslimers integrationsproblemer i de vestlige lande ikke befinder sig uden for islam, men midt i det islamiske samfund selv, nemlig helt konkret i form af en vidt udbredt intolerant forståelse af religion som går frem med had og vold mod folk fra andre trosretninger. De islamiske oprindelselande hæmmer integrationen og fremmer til dels radikaliseringen gennem fundamentalistisk missionsarbejde, finansieing af moskeer, udsendelse af imamer og kontrol over formidlingen af religionen. Koopmans lægger ikke skjul på, at et islam der holder fast i sharia som grundlaget for opbygningen af staten og retsvæsenet, vil blive ved med at være uforeneligt med demokrati og menneskerettigheder. Der er derfor behov for en bredt anlagt reformbevægelse indefra, som kan se de uheldige forhold i eget hus og uden forbehold lægge afstand til den fundamentalistiske forestilling om at Koranen indeholde Guds vilje bogstaveligt og derfor skal adlydes til alle tider. Der findes tilløb til en islamisk reformbevægelse, men de bekæmpes systematisk af de etablerede ismaliske organisationer. Koopmans kan derfor ikke se nogen anden løsning end den at muslimer som arbejder for en anden, mere moderne og mere liberal form for islam, er nødt til massivt at tage til genmæle mod den verdensomspændende intolerance og vold der begås i Allahs navn. Det er lettere sagt end gjort, men undertegnede ser heller ikke nogen anden udvej. Og der er i vid udstrækning ønsker om reformer i den muslimske befolkning i islamiske stater. Sekulariseringens nødvendighed Til toppen Næste Når den religiøse absolutisme ubetinget forhindrer frihed og demokrati, er den ingen vej uden om at bryde absolutismen, og det sker ved at indse at alle eksistentielle sandheder er relative i betydningen afhængige af den tid og lokalisation de er blevet til i. Dette kræver imidlertid en dybere forståelse for at vi alle skal lade være med hele tiden at tænke i enten-eller-baner, dvs vi skal holde op med at stille alting op på den måde at hvis en påstand er sand så er den modsatte påstand falsk. Dette gælder naturligvis i ganske enkle og praktiske forhold, hvor man kan måle sig til hvad der er rigtigt. Men i såvel politiske som eksistentielle spørgsmål kan man netop ikke måle sig til sandheden, her er der langt mere tale om nuancer og tvetydigheder, og derfor må man klare sig med skøn, usikkerhed og formodninger - og kan følgelig ikke postulere nogen absolut sandhed. Man må tværtimod erkende at man må vedkende sig en subjektiv personlig vurdering og indrømme modparten retten til at have en anden subjektiv mening. Den helt anden side af sagen er at sund fornuft indebærer at man er nødt til at skelne mellem verdslige anliggender (praktiske spørgsmål, videnskab, adfærdsregler m.m.) og dybt eksistentielle, religiøse anliggender om livets mening, livstro, fortvivlelse, døden, guderne og verdens oprindelse og eventuelle ende. Det kalder man sekularisering eller verdsliggørelse, fordi processen i kristendommens historie indebar at kirken bogstaveligt måtte opgive sine jordiske besiddelser og efterhånden lade staten overtage både sundhedsvæsenet, kulturlivet, forskningen og retsvæsenet samt magtudøvelsen. Formelt førte det til forfatningsmæssig adskillelse mellem stat og kirke, men man kunne dog fx i de nordiske lande indrømme kirken særlige privilegier ved at gøre den til fx 'folkekirke', så det kun er statsoverhovedet der er forpligtet på en særlig tilknytning til de religøse trossætninger. Europas udvikling de sidste to århundreder har vist hvilke enorme fordele sekularisengen har betydet for stort set alle sider af samfunds- og kulturlivet. Velfærdssamfundet fik lov at udvikle sig efter sine egne kriterier; og kulturlivet, forskningen og retsvæsenet blev fritaget for kirkens kontrol og censur. Tabet var dog også klart: Tilværelsesfortolkningen blev stort set liggende i kirkens regi - og derfor underlagt en uheldig for ikke at sige fatal fremmedgørelse. Kirkens præster og teologer holdt nemlig fast i sin ældgamle trosbekendelse, som i dag ikke siger ret mange mennesker noget, og det betyder at gudstjenesten bliver et ritual der er tomt for alle andre en dem der går op i trossætninger. Derfor må det påpeges at sekulariseringen langt fra er fuldført i Danmark eller andre nordiske lande, og dette betyder igen at Danmark faktisk er afskåret fra at forhindre islamister i at udnytte trosfriheden til at etablere og endda forstærke imamers, moskeers og muslimske friskolers systematiske indoktrinering og indterpning af islamisk dogmatik. Dette problem kan i virkeligheden kun løses på én eneste måde, nemlig at gøre den evangelisk-lutherske kirke til en frikirke der ikke modtager statstilskud - eller alternativt få den til at droppe trosbekendelsen totalt fra sine bøger og ritualer. Og det vil formentlig kræve en grundlovsændring. Men sekulariseringen er ikke tilendebragt før det sker. Og før kan vi heller ikke gribe effektivt ind mod islamistisk underminering af trosfriheden og ytringsfriheden. Oplysningsniveauet skal hæves væsentligt Til toppen Næste Dette betyder alt sammen at vi europæere ikke kan overkomme vore egne problemer med de muslimske indvandrere og at de muslimske lande ikke kan komme ud af deres økonomiske og politiske stagnation - uden at vi alle inden alt for længe får folkeoplysningen op på et stadium der indebærer at folk komme fri af den dualistiske tænknings forbandelse og lærer den komplementære tænknings fine kunst. Hertil kan også humoren være til hjælp, men ikke den rene satire. Det tjener derfor som allerede nævnt ikke noget formål at blive ved med at optrykke de gamle Muhammedtegninger. Det går som sagt heller ikke at blive ved at se stort på forskellen mellem islam og islamismen, for islam har i modsætning til den fundamentalistiske islamisme så store reformmuligheder, at det er de reformønskende og reformivrige muslimer der skal støttes. Derfor må eksempelvis journalisten Adam Holms begejstring for præsident Macrons frontale kurs imod den radikale udgave af islam i Politikens kronik dags dato påtales. Macrons kurs er ikke som Holm påstår "vor tids vigtigste oplysningskamp", for den vil i grunden samme konfrontation som islamisterne selv ønsker sig og er i stand til at realisere ved deres grusomme terror. Jeg er naturligvis udmærket klar over at hverken Macron eller Holm går ind for vold, men hele deres retorik går uden om det helt centrale i dette spørgsmål: at den nødvendige oplysning må og skal dreje sig om at lære at tænke på en helt ny måde - og det lærer man kun ved at skaffe sig indsigt og personlig erfaring med komplementaritetssynspunktet og med de psykiske grundprocesser. Det forholder sig nemlig sådan at såvel de destruktive islamister som de velmenende og veluddannede, konstruktive vesterlændinge begge overvejende er uvidende om at enten-eller-tænkningen ligger i den logiske og rationelle tænkning vi lærer i skoletiden og uddannelsessystemet, mens forståelsen for og erfaringen af de eksistentielle værdier helt overvejende ligger i den førsproglige, ulogiske og meget intuitive føle- og tænkemåde vi er født med og som vi bliver ved med at bruge - oftest helt ubevidst. Vi skal nok frigøres fra sammenblandingen af verdslige og religiøse ideer og interesser ved at ophæve alle former for absolut statsreligion, men vi skal ikke dermed slippe de eksistentielle spørgsmål eller deres alvor midt i usikkerheden og skønnene. For det kan vi simpelthen ikke. Vi skal tværtimod sørge for at vi finder svarene i et fællesskab der er frigjort fra magtinteresser, men plejer sangen, dansen, musikken, kunsten og naturoplevelsen. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Litteratur: Ruud Koopmans: Islams forfaldne hus - De religiøse årsager til ufrihed, stagnation og vold. (Forlaget Pressto. 2020) Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder) 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk. Relevante artikler på Jernesalt: Den militante Jihad-bevægelses ånd og inkonsistens (4.2.18.) Ufred i verden er normaliteten (14.4.17.) Terroren rammer midt ind den tyske julestemning og kanslerens troværdighed (22.12.16.) Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer (11.9.16.) Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt (23.3.16.) Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle (19.11.15.) Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa (15.11.15.) Muhammedtegningernes altafgørende betydning (30.9.15.) Muhammed-sag, optræk til ny 2012 (15.09.12.) Muhammed-sagen: Muhammed uden humor (2.3.08.) Muhammed-sagen: Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne (13.2.08.) Muhammed-tegningerne og forargelsen (15.10.06.) Muhammed-sagen: DF, konservative og erhvervsledere (23.3.06.) Muhammed-sagen: Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden Muhammed-sagen i historisk perspektiv (1) (8.2.06.) Muhammed-tegningerne skiller vandene (4.1.06.) Jyllands-Posten: Fornærmede muslimer fik ikke medhold i byretten (29.10.06.) Jyllands-Posten mellem tvende have (2.3.06.) 16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik> (9.02.20.) Islam hører ikke hjemme i Tyskland (6.4.18.) Islamkritik er mere end kamp for ytringsfrihed (8.2.13.) Advarsler mod muslimerne i Europa (6.9.10.) Islam en religion uden humor (2.3.08.) Fredsbrev fra muslimske religiøse ledere virkningsløst (16.10.07.) Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt - og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.) Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme (7.12.05.) Reform af islam kræver opgør med absolutismen (21.11.05.) Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde (14.9.14.) islamismen: Radikaliseringen af unge muslimer må bekæmpes (17.2.15.) islamismen Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark (15.2.15.) islamismen: Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel? (21.1.15.) islamismen: Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen (11.11.14.) Frankrig: Macron håber på Den store Debat - folket griner (12.19.) Frankrig: Macron bragt i skæbnesvanger klemme af de 'gule veste' (1.12.18:) Frankrig: Macron på visit i København (30.8.18.) Frankrig: Macron - det emergente fænomen i europæisk politik (12.9.17.) Frankrig: Macron fejrer Bastilledagen i stor stil (16.7.17.) Frankrig: Macron får absolut flertal i Frankrig - men med lav stemmeprocent og skæv mediefortolkning (20.6.17.) Frankrig: République En Marche! vandt suverænt første runde af det franske parlamentsvalg (12.6.17.) Frankrig: Usikre vurderinger af Emmanuel Macron (26.5.17.) Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring (10.5.17.) Europa - religiøs slagmark igen? (16.3.08.) Religion på dagsordenen (24.2.06.) Religionen og medierne Religion og sammenhængskraft Religionen og sekulariseringen Modsætningen mellem religion og videnskab, (13.7.15.) Religionens rolle i eksistensen Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.) Arbejde, forskning og religion (28.12.04.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Religion, humor og tragedie Artikler om Terorismen Artikler om EU og Europa Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |