JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tysk18islam

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.4.18.

Seehofer tager tyren ved hornene: Islam hører ikke hjemme i Tyskland

Den nye store koalition i Tyskland mellem CDU, CSU og SPD har som bekendt fået en ny indenrigsminister der også er 'Heimatsminister' eller hjemstavnsminister, og det er ingen ringere end den tidligere bayerske ministerpræsident Horst Seehofer der længe skabte uvished om koalitionens etablering, men til sidst accepterede den. Han fik nemlig sin vilje ved netop at få overdraget det ministerium som CDU-politikeren Thomas de Maizière gennem hele flygtningekrisen havde ledet med sikker hånd og i Merkels ånd, men aldrig uden indirekte kritik fra Seehofers side. Derfor var det en triumf for Seehofer at få posten som betingelse for at gå med i koalitionen og samtidigt få et stort plaster på såret efter at være blevet 'demaskeret' som ministerpræsident som han kaldte det. Og han havde ikke siddet mange timer på ministertaburetten, før han for hele folket udbasunerede sin inderste mening i klart sprog: islam ikke er en del af Tyskland.

Han fik opbakning fra sit eget parti, men både kansler Merkel, forbundsdagsformand Wolfgang Schäuble og flere oppositionspolitikere tog prompte afstand. Det samme gjorde naturligvis de islamiske organisationer. Og ingen af delene kan undre. CDU og flertallet var jo længe om overhovedet at indrømme at kanslernes egenhændige beslutning om i september 2015 at åbne EU's ydre grænser for flygtningstrømmene omgående skabte krise i stort set alle EU-lande og i EU som organisation. Man ville nemlig slet ikke ind på det grundliggende problem, at islam ligger milevidt fra europæisk kultur, og at et alt for stort antal muslimer i Tyskland og flere andre europæiske lande uundgåeligt fører meget større problemer med sig - økonomisk, social, ordensmæssigt og kulturelt - end man forestiller sig i den herskende multikulturalistiske naivitet.

Grunden er den simple at der næsten ikke findes virkeligt oplyste mennesker i den ellers "oplyste" vestlige verden der er fuldstændigt klar over at kultur hverken er et overfladefænomen eller et luksusfænomen i forhold til produktion, forbrug, økonomi og politik - eller det Karl Marx kaldte "en overbygning til den materielle basis" - men noget der stikker meget dybere. Den går nemlig helt ned til de dybe ubevidste og irrationelle lag af folkenes fælles historiske tradition der er vokset frem over flere hundrede år og er af en helt anden fri og ukontrollabel art end de rationelle processer der behersker den materielle udvikling og fremskridtsidé.

Forkellen ligger i kontrolmuligheden. De rationelle processer i produktion, forbrug, økonomi, videnskab og politik beror på de tillærte psykiske grundprocesser som børn lærer gennem sprogtilegnelsen, opdragelsen og hele den tilpasning til den bestående samfundsorden og det bestående magthierarki som især sker i ungdomsårene og som styres og kontrolleres af magthaverne. Den justeres selvfølgelig med såvel den naturvidenskabelige og teknologiske udvikling som den magtmæssige forskydning til moderne demokrati fra og med den franske revolution i 1789, men den er reelt en ensretning af tænkningen og indsnævring af virkeligheden, og den har i vor del af verden navnlig været fremmet af den kristne kirkes opfattelse af den jordiske eksistens som en midlertidig forberedelse til et paradisisk og himmelsk liv efter døden. Den førte specielt i Nordeuropa til den stærke protestantiske flid og nøjsomhed samt gudsfrygt, men er i nyere tid, helt præcist fra og med industrialiseringen, gået helt grassat i en yderst verdslig tro på evolutionen som et konstant fremskridt hen mod det fuldkomne samfund hvor få har for meget og færre for lidt. I 1900-tallet gik den verdslige fremskridtstro yderligere grassat i den destruktive kamp mellem ideologierne (kommunismen, fascismen og nazismen), men efter genopbygningen af Tyskland og andre ødelagte lande skete det økonomiske mirakel, det såkaldt "Wirtschaftswunder" under kansler Adenauer og økonomiminister Ludwig Erhard. Vesteuropa fik "Wohlstand für Alle" og dermed moderne velfærdssamfund.....

På det jævne folkelige plan er der ikke større modstand mod fremskridtet eller velfærden, tværtimod - heller ikke når velfærden i sit nuværende stadium kræver en informationsteknologi og digitalisering der gør folk til blinde slaver af fremskridtet. Magthaverne og især underholdningsindustriens stormoguler sørger jo gennem reklamer og snedige "likes"-mekanismer for den store brede illusion om at det går bedst når bare alle følger strømmen, lader sig underholde og deler skønmalerierne, feriebillederne og nøgenbillederne med hinanden. For til underholdningen hører også alle de nostalgiske illusioner om at vi jo har det ganske godt når bare vi her i landet kan se endeløse genudsendelser af 'Matador' og 'Huset på Christianshavn' eller 'Store Danskere' m.m. - eller som de festglade bayere i Sydtyskland bare jævnligt kan samles til flerdages karnevaller og byfester med øl i store een-liters krus i telte og vidunderlige Bierstuben, ikke mindst den to uger lange Oktoberfest. Festligt, folkeligt og fornøjeligt er det.

Herhjemme drømmer Pia Kjærsgaard stadig om idyllerne i det Morten Korchske univers, hvor man pløjer markerne med rigtige heste og gnubber grisene bag ørerne. Og i Bayern dyrker man det uforanderlige 'Heimat' med Lederhosen (korte skindbukser) og middelalderlige fjerhatte. Ganske tilsvarende i Østrig og Schweiz. Ingen af de politiske ledere véd tilsyneladende noget som helst om de dybere psykiske lags afgørende betydning. Deres kulturopfattelse må betragtes som ægte og folkelig i og med at den er oplevet intuitivt - og følgelig også forsvares intuitivt. Derfor er det naturligvis en provokation, ja, en direkte konfrontation over for indvandrere af ikke-vestlig herkomst, når Horst Seehofer slår på "Heimats"-filosofien og lige ud erklærer islam fremmed for Tyskland - og uden tvivl mener hele Europa. Men det er nødvendigt at det endelig sker. Og derfor ganske fiffigt af Seehofer at sige det så højt. Og han skal nok blive ved med at gentage det - samt i samme ånd tage visse politiske initiativer der næppe vil hue kansler Merkel og SPD eller De Frie Demokrater og De Grønne.

Risikoen er at fronterne bliver trukket op - uden at parterne forstår mere end før og altså uden at oplysningsniveauet generelt bliver højere. Og dén risiko er meget stor, sålænge Seehofer gør problematikken til en simpel modsætning mellem kristendommen og islam. Denne modsætning er nemlig alt andet end simpel - og den vil aldrig kunne løses hvis man ikke vover at tage fat på bylden og skære selve den dogmatiske betændelse væk.

Derfor må det fra Jernesalts side gentages og gentages - selv om hverken danske eller tyske politikere hører efter - at det er dogmerne vi skal bekæmpe i alle lejre, både i de religiøse lejre med deres kristendom, jødedom og islam, og i de verdsligt ideologiske lejre med socialisme, liberalisme, ateisme og agnosticisme. Alle docerer de nemlig absolute sandheder, dog med den ikke uvæsentlige forskel at de religiøst indstillede tror alt bliver opløst hvis man giver slip på dogmerne, mens de verdslige tror at alt bliver tilladt. Flertallet hopper naturligvis i dag lettest på den sidste og langt behageligste opfattelse, men begge opfattelser er uholdbare og utidssvarende.

De er nemlig to tilgange til virkeligheden som nok står i logisk modsætning til hinanden, men ikke kan undværes, da de er lige vigtige i den menneskelige eksistens - blot til hver sit formål. Den ydre tilgang til virkeligheden sker gennem sanserne og er forudsætningen for tilpasningen til den praktiske virkelighed der følger de fysiske love, giver det daglige brød og alle andre fornødenheder samt rummer en naturvidenskab og teknologi der letter arbejdsbyrden, øger forbrugsgoderne og fremskridtstroen samt uligheden og den brutale magtkamp. Den anden tilgang er den indre via intuitionen, eftertanken og den frie forskning og debat. Den sikrer et sjæleliv og et åndsliv ved siden af det praktiske liv, og er i virkeligheden den eneste tilgang til virkeligheden der sikrer en konstant alternativ opfattelse af eksistensen der dels fremmer den frie kreativitet, dels er en vedvarende kritik af magthaverne og deres forsøg på hensynsløs ensretning.

De to tilgange er som sagt logiske modsætninger. De repræsentere henholdsvis de rationelle og de irrationelle processer og vil derfor aldrig kunne gå op i en højere modsigelsesfri teoretisk enhed eller holistisk syntese sådan som både religiøse og verdslige magthavere hævder og ønsker at gennemtrumfe gennem deres dogmatiske absolutter. De to tilgange til virkeligheden bør betragtes som ligeberettigede og komplementære. Men det er der ikke mange der forstår, for de fleste mennesker sætter oplysning lig med den rationelle viden om tingene og deres indbyrdes forhold som er nogenlunde objektiv og som alle kan lære - og de forstår ikke rigtigt at der også gives en oplysning omkring de irrationelle processer og de intuitive indsigter, og specielt ikke at disse har en ganske særlige karakter derved, at de ikke beror på individernes personlige viden og erfaring alene, men nok så meget på en dyb kollektiv indsigt og erfaring som er mange generationers fælles indsigt og uudtømmelige kreative kilde. Det er på grund af disse indsigters kollektive karakter at alle individer har underbevidstheden kørende døgnet rundt, altså også når bevidstheden sover, og at denne underbevidsthed ikke alene spontant kaster drømme af sig, men også ideer, syner og rene åbenbaringer.

Politikens Tysklands korrespondent Peter Wivel har den 2.4. på tåbeligste vis kritiseret den nye tyske indenrigsminister for gennem afskrivningen af islam som en del af Tyskland at have angrebet selve det sekulære Tyskland.

Wivel påpeger at kansler Merkel forsvarer en sekulær stat, hvor borgernes religion er en privatsag. Hun støtter sig dermed til en fortolkning ved den tyske forfatningsdomstol der fastslår at trosfrihed og statslig neutralitet i spørgsmålene om religion og verdensanskuelse er de to søjler som det sekulære grundlag for en stat med fri forfatning hviler på. Og Wivel støtter sig også på et udsagn fra en af forfatningsdomstolens dommere om at den frie, sekulære stat lever af forudsætninger den ikke selv kan garantere, hvormed angiveligt skulle menes, at samfundets normer og vaner bedre end lovene selv garanterer at de respekteres. Og så følger ellers Wivels egen besynderlige tilføjelse: Den sekulære stat er derfor ikke fjendtligt indstillet over for trossamfund. - Her røber Wivel så tydeligt som det overhovedet kan gøres at han hverken forstår Seehofers udtalelse om islam eller betydningen af at normer og vaner er noget andet end lovene, og derfor aldrig kan garantere politiske beslutninger om noget som helst.

Wivels fejlfortolkning er typisk for de gamle 68'ere der har erstattet deres skønne drømme og fantasifulde utopier med tørre, lovfæstede og juridisk bindende borgerrettigheder - uanset at samfundet har ændrer sig radikalt som direkte følge af at de indvandrede muslimer har normer og vaner som ikke stemmer overens med tyskernes eller øvrige europæeres. Disse indvandrere har man ikke desto mindre givet borgerret uden ringeste hensyn til deres afvigende normer - og uanset at afvigende vaner og normer overhovedet ikke kan skydes ind under det fleksible begreb 'tro' og dermed heller ikke under den forfatningsgivne trosfrihed. Naturligvis er der trosfrihed i enhver sekulær stat, for en sådan har jo ikke angivere der render rundt og kontrollerer folks religiøse eller politiske opfattelse sådan som det sker i religiøse eller verdslige diktaturstater. Men vaner og normer er noget helt andet end tro, også i tilfælde hvor de opdragelsesmæssigt hænger sammen med moskeernes specielle forkyndelse og moralske belæring.

Islamiske vaner og normer bliver indoktrinerede i muslimerne som børn og er derfor dybt indgroede i langt de fleste muslimer, og de er generelt meget autoritære, mandschauvinistiske og kvindeundertrykkende. Og det er just her problemet med muslimske indvandrere dukker op. Og det ændres ikke en tøddel af at der heldigvis findes en del meget selvstændige og frit tænkende individer blandt de muslimske indvandrere. Nej, problemet skyldes at flertallet af muslimske mænd og muslimske kvinder hænger fast i de normer og vaner de har fået indoktrineret og som er fremmede for europæisk kultur hele vejen rundt, men åbenbart ekstra tydeligt i Bayern.

Seehofers 'Heimatskultur' har nemlig et fundamentalt element man ikke kan se bort fra, og det er latteren netop som den giver sig festlige og uhæmmede udtryk i de store optog under karnevallerne. Der er her tale om kilometerlange optog af store ladvogne med eventyrligt flotte udsmykninger og scenerier der vel at mærke rummer ætsende kritik af såvel de politiske og religiøse som de kommercielle magthavere. Det er en ældgammel tradition der går helt tilbage til middelalderen og den dér herskende 'Latterkultur', som den russiske forsker Mikhail Bakhtin har givet en fornem beskrivelse af i 1965.

Bakhtin slog fast, at karnevaller og hermed forbundne latterfremkaldende aktiviteter eller ritualer spillede en meget stor rolle i middelaldermenneskets liv. Foruden de egentlige karnevaller blev der afholdt en særlige 'dårefest' og en 'æselsfest' og der var tradition for 'påskelatter'. Til de kirkelige højtider var der knyttet en særlig folkelig latterside. I forbindelse med kirkefesterne var der som regel markeder med et mangfoldigt system af offentlig morskab som fremvisning af kæmper og dværge, misfostre og 'kloge' dyr. Der blev opført mysteriespil og narrespil samt - på landet - høstfester. Til hverdagens ceremonier og traditioner var der altid dårer og narre med som parodierede forskellige aspekter af den seriøse ceremoni, og også private fester havde elementer af organiseret latter, fx en tradition med at vælge en latterkonge.

Men det væsentligste er at hele denne veludviklede latterkultur ikke blot adskilte sig markant fra den officielle kulturs, fra kirkens og feudalstatens seriøse kultur, men simpelthen udgjorde en helt anden verden end den officielle. Ifølge Bahktin var det en specifik form for dobbelthed (eller bedre: komplementaritet), som man er nødt til at tage i betragtning for at kunne forstå middelalderens bevidsthed og renæssancens kultur. Undervurderer man det folkelige og latteren i middelalderen giver det et forvrænget billede ikke blot af middelalderen, men også af hele den europæiske kulturs efterfølgende udvikling.

Bakhtins fremragende karakteristik er næppe politikeren Horst Seehofer fuldt bevidst, men givet er at ingen forstår hverken bayersk eller anden europæisk kultur uden intuitivt at forstå at der ved siden af den ydre, officielle civile orden, som bliver ret stramt kontrolleret af magthaverne, findes en fri folkelig kultur og humor som udgør en verden for sig og som ikke kan kontrolleres eller tæmmes, men er den kreative kilde til al mening og helhedsopfattelse fordi den beror på frie, musiske, underbevidste og irrationelle processer.

Den fulde erkendelse af de to tilgange til virkeligheden har i virkeligheden et stort historisk perspektiv der er blevet særligt tydeligt efter årtusindskiftet og den opståede flygtningekrise. For den peger dybest set hen mod nødvendigheden af et endeligt opgør med selve den dogmatiske tænkning som præger ikke blot islam, men også jødedom og kristendom, men som for kristendommens vedkommende ikke længere er en selvfølge, da det kan påpeges at dogmatikken og dermed hele det undertrykkende magtapparat kommer ind i den kristne kirke gennem trosbekendelsen cirka tre hundrede år efter Jesu død og står i dyb modsætningen til Jesu egne ord om tro som umiddelbar hengivelse og livsmod. Trosbekendelsen er i virkeligheden udslag af en dybt autoritær jødisk tankegang der i sidste ende går helt tilbage til Moses og hans stentavler med de ti bud, hvor lydigheden mod fædrene og faderguden blev gjort absolut - og denne jødiske autoritetstro blev vel at mærke monopoliseret med Romerkirken uanset af det præcis var den Menneskesønnen Jesus gjorde oprør imod og blev dødsdømt for.

Som forklaret i artiklen Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet står vi europæere først og fremmest over for et dybtgående opgør med alle dogmatiske systemer der indsnævrer virkeligheden og bygger på en række utidssvarende grundsætninger. For det ødelæggende og uholdbare ligger ikke i de enkelte verdensreligioners religiøsitet som sådan eller i de enkelte ideologiers verdslighed som sådan, men i selve deres ulyksalige trang til at monopolisere sandheden og dermed indskrænke såvel den menneskelige virkelighed som den menneskelige åndsfrihed og kreativitet.

Der er i Europa ingen vej uden om et konsekvent opgør med alle religioners og ideologiers absolutte sandheder, men vi står alligevel i en langt gunstigere situation end jøder og muslimer, fordi vi kan gør op med vor egen kristendoms utidssvarende og reaktionære dogmatik uden at fjerne dens oprindelige, dybt revolutionerende og menneskevenlige indsigt om det umiddelbare og selvfølgelige livsmods og den umiddelbare hengivelses fundamentale betydning for den menneskelige eksistens til alle tider. Denne indsigt betyder at vi alle (med visse beklagelige undtagelser) fra barnsben af lever i en tillidsfuld og tidløs åndelig verden ved siden af den praktiske, hårde og materielle realitet. Ingen af dem kan undværes, men den åndelige er ene om at rumme meningen med livet og oplevelsen af helheden i vores eksistens. Derfor er det fatalt at ignorere den og ensidigt dyrke de materielle goder og illusionen om det såkaldte fremskridt. Der er intet paradis og ingen himmelsk eksistens forude. Der er kun den jordiske eksistens og dens aktuelle og nutidige udfordringer, men den rummer til gengæld alt hvad vi kan ønske af mening, orden, sammenhæng og helhed, blot vi forstår hvad disse goder eller gaver rettelig er.

Her har vi en hård udfordring i det alt for lave oplysningsniveau, men vi skal i hvert fald ikke tro at vi undgår konfrontation med den dogmatiske tænkning.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: