JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamkritik2020

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.02.20.

16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik

Den 16-årige franske gymnasieelev Mila Orriols og hendes forældre har fået dødstrusler fra muslimsk side som følge af hendes kontante kritik af islam på Instagram - og hun må nu have undervisning i sit hjem og leve under politibeskyttelse. Hun fik fra en ung muslim med indvandrerbaggrund et tilbud om sex og blev omgående beskyldt for racisme, da hun betakkede sig. Men ikke nok med det, hun blev også af denne muslim hånet for at være lesbisk. Og hun var meget klar i mælet, da den unge mand blandede religion ind i debatten: "Jeg hader religion", sagde hun. "Der er kun had i koranen. Islam er noget lort. Jeres religion er noget lort, og jeres gud, ham stikker jeg en finger op i røven på. Tak, farvel". [Klip kan ses på det franske tv-program "Quotidien"]

På nettet lød dommen over hende: "Du skal dø som en beskidt luder" og "Brænd op i helvede, forbandede lebbe". En af hendes veninder indrømmer, at Mila gik over stregen, men "hun blev provokereet. Jeg er også træt af alle de indvandrerdrenge ['rebeus' slangudtryk for arabere] som ikke kan lade piger være i fred, men vil have sex og samtidig bestemme om vi skal gå med tørklæde eller ej. De er en flok tabere. De udgør ikke flertallet, men de forpester stemningen i skolerne og i kvartererne".

En kommentator i Berlingske har påstået at islamkritikken med Mila har fået sin Greta Thunberg, men det turde være en helt skæv sammenligning. For den unge svenske, meget uskyldige, ja, jomfrunalske og næsten helgenindeagtige pige er på rekordtid blevet et ikon i den globale klimadebat som talskvinde for den skuffede og vrede ungdom, mens den franske og kønsbevidste pige slår ned på et meget ømt punkt i den franske debat om mislykket integration og retten til at kritisere den islamiske religion. Debatten har stor værdi for hele Vesteuropa og hele Mellemøsten, og den modige, bramfri og yderst provokerende Mila kan måske gå hen og blive en frontfigur i den, men den har helt andre dimensioner og målsætninger end klimadebatten.

Den drejer sig nemlig om noget så fundamentalt for den vestlige verden og på samme tid noget så problematisk for den muslimske verden som retten til at kritisere religionen. Og her har vi i den vestlige verden støt og roligt gennemgået en sekularisering der i første omgang har medført verdsliggørelse af katolske og reformatoriske ejendomsbesiddelser; i anden omgang skete en liberalisering af den videnskabelige forskning så fri forskning af alle religioner blev tilladt; og i tredje omgang kom en styrkelse af ytringsfriheden, så selv dogmer og ritualer kunne kritiseres offentligt og udsættes for åben hån og satire. Men i den muslimske verden har man med visse variationer bibeholdt en tæt tilknytning mellem religionen og statsmagten der har muliggjort regulær enevælde i såvel republikanske som royale stater. Selv i Tyrkiet, der oplevede en parlamentatisk lovfæstet og yderst gavnlig sekularisering fra 1922 frem til præsident Erdogans islamisering i 2016-18, er diktaturet med dets undertrykkelse af mindretal en hård realitet. Overalt i Mellemøsten er den antidemokratiske islamisme blevet en alvorlig trussel, der systematisk har skabt flere og flere aggressive tråde til den europæiske verden - og derfor kan den ikke længere forties.

For Frankrigs vedkommende er det ikke så mærkeligt at satirebladet Charlie Hebdo tager klart afstand fra truslerne mod Mila. Det blev i 2015 udsat for et voldsomt terrorangreb - jf. artiklen Terroraktionen i Paris. Nu spørger det hvad der står tilbage af Mila-affæren? Og svaret er: Denne historie, som aldrig burde have antaget disse proportioner, vidner om en dyb krise i det franske samfund. Og bladet bragte på sin forside en karikatur af den franske justitsminister som havde angrebet Mila for blasfemi. - Mere bemærkelsesværdigt er at formanden for Conseil français du culte musulman, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger, opfordrer til ro med ordene: Visse muslimer går den gale vej og forsvarer deres religions værdighed med trusler, vold eller fornærmelser. Hermed styrker og udvikler de den karikatur som vil reducere islam til intolerance og vold. Og han tilføjede: Ytringsfriheden er fundamental. Kritikken af religionen er en del af denne frihed, og vi må acceptere, at islam bliver kritiseret.

Problemet i Frankrig såvel som herhjemme er, at både venstrefløjen og eliten holder lav profil i spørgsmålet om kritik af islam. Den franske journalist Zineb El Rhazoui, der selv må leve under politibeskyttelse, har påpeget at en stor del af eliten svigter de republikanske værdier. Og et fremtrædende medlem af venstrefløjspartiet La France Insoumise (Det opsætsige Frankrig) siger ligeud at franskmændene stadig "lever under dogmet om at al kritik af islam er et angreb på folk der er ofre for kolonialisme og som indvandrere har det svært i Frankrig". En meningsmåling som Charlie Hebdo har bragt, viser at 50 % af befolkningen fastholder retten til at fornærme religion, men dens anden halvdel vender sig direkte mod blasfemi. Og det værste er næsten at den stærkeste støtte til et forbud mod blasfemi findes blandt de unge mellem 18 og 24 år.

Man bør i denne sammenhæng også nævne den kendsgerning, at allerede det palæstinensiske terrorangreb mod jøderne ved åbningen af olympiaden i München i 1972 fik stiltiende accept af den europæiske venstrefløj der støttede palæstinenserne i kampen mod Israel. Tænk også på Blekingegade-banden herhjemme der ved et røveri mod posthuset i Købmagergade dræbte en politibetjent for sagens skyld (økonomisk støtte til palæstinensisk terror).

Den moralske forvirring kommer dog ikke ud af den blå luft, for det er også en ubestridelig kendgsgerning af staten Israel i 1948 blev oprettet af det internationale samfund som en slags erstatning for nazisternes massemord på jøder under 2. verdenskrig, men ikke desto mindre på klar bekostning af flere hundrede tusinder palæstinensere der blev fordrevet fra deres hjemstavn og sendt i flygtningelejre. Denne uretfærdighed vil i realiteten aldrig kunne gøres godt igen. Uanset hvor megen forståelse den enkelte europæer måtte have for jødernes gamle drøm om en selvstændig stat i det gamle Zion, så må man nøgternt konstatere, at intet aldrig så velment politisk kompromisforslag om en to-stats løsning vil være fuldt tilfredsstillende for nogen af parterne. Og præsident Donald Trumps nye fredsløsningsforslag for Mellemøsten vil i realiteten frede de israelske bosættelser i Vestjordan og umuliggøre en suveræn palæstinensisk stat. Det kan kun betegnes som vanvittigt.

Både i Mellemøsten og i Europa er man tvungne til at gå nye veje som vel at mærke ikke blot løser de komplicerede geografiske og juridiske problemer, men også skaber dybe ændringer i sjælene hos både jøder og palæstinensere og hos både indfødte og indvandrere i Europa. Man kommer ingen vegne med fortsat terror, vold, had og dødstrusler. Man blive nødt til at fjerne årsagerne til terroren, volden og hadet - og i det hel taget den dybe uforsonlighed mellem parterne - og i det stykke kommer man ikke længere uden om et direkte og dybtgående opgør med al religiøs dogmatik og fanatisme.

Allerede her vil man uvægerligt støde på en tilsyneladende uimodsigelig indvending, nemlig den at et opgør med religiøs dogmatik og fanatisme er et opgør med religion og religiøsitet som sådanne, og at den der sætter et sådant opgør op som eneste udvej, sætter sig op mod religiøsiteten som sådan og derfor aldrig vil kunne forandre noget som helst. Religiøsiteten stikker for dybt, vil det blive hævdet - med eller uden beklagelse. Og flertallet underforstår altså her at religion er utænkelig uden dogmer og fanatisme - ligesom ideologierne er i såkaldt 'verdslige samfund'.

Men hertil er for det første at sige at sekulariseringen i de demokratiske lande i Europa i meget lang tid gik ganske godt og vitterligt forandrede demokratiet til en ret fornuftig styreform der tillod religiøs tro og udfoldelse og endda i vid udstrækning også en form for samfundskritik fra religiøs side som var konstruktiv.

Og omvendt må man have lov til at påpege at just den store indvandring af muslimer i de vestlige lande siden 1960'erne støt og roligt afstedkom en indskrænkning af sekualeriseringen. Indvandringen skulle primært skaffe arbejdskraft udefra, men sekundært medførte den regelret statsborgerskab af mange fremmedarbejdere (inklusive deres familier), og samtidigt en indskrænkning af kvindernes nyerhvervede frihedsrettigheder. Muslimerne medførte som bekendt en i vore øjne gammeldags autoritær mandsdominans i hjemmene.

Folk der forsøger at påpege dette får straks at vide at de er fremmedhadere og kun ønsker at opretholde homogene og lukkede samfund. Og dermed udelukkes al dybere og konstruktiv debat. Det rammer også fx. Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard, når hun i et stort indlæg i Politiken (8.2.20.) påpeger at indvandringen har forandret vort land. Det er i og for sig ikke urigtigt, men når sekulariseringsproblemet ikke tages i betragtning, kan hun nemt afvises fra indvandrerside med det argument at de skam også føler sig som danskere, hvis de er født og opvokset her i landet. De vil ikke hjem hvor deres forældre eller bedsteforældre kommer fra. Og det tror man gerne for flertallets vedkommende. Men de vil trods alt stadig være i det mindste indirekte bundet af en fremmed, ikke-sekulær tankegang. Den for længst afdøde overrabiner Marcus Melchior havde ret, når han engang påpegede at det vil tage indvandrere tre generationer at blive danskere. Her kan man ikke bare slå på et formelt statsborgerskab, der gives med rund hånd efter helt overfladiske kriterier.

Men den anden side af sekulariseringens betydning er måske allervigtigst: den frie, dvs ikke-teologiske, humanistiske religionsforskning har for hundrede år siden påpeget at religion og religiøsitet stikker langt dybere end dogmatiske påstande og slutninger. Disse fænomener går nemlig helt tilbage til de mytiske fortællinger som gik mundtligt videre til nye generationer, og i sidste ende trak de på ældgamle kollektive forestillinger som vi genfinder i såvel myter som ældgamle billeder og hvis oprindelse fortaber sig i det skjulte. Den eneste måde at forstå disse kollektive forestillinger på er at forstå børn før de kommer i skole og lærer systematisk at tænke i klart og logisk rationelt sprog. Børn lever fra fødslen i et meningfuldt univers uden rationel, sproglig forståelse af nogen ting. De lever så at sige på indre billeder der giver frie associationer og mening, men uden logik og tidsfornemmelse. De lever fra starten i evighedens verden, og denne verden vedbliver at være lykkens og meningens univers livet igennem. Men det er desværre de færreste voksne mennesker der er klar over det. De tror at de gennem skoling, erhvervsuddannelse eller højere uddannelse er blevet rationelle og oplyste væsener der i mange tilfælde oven i købet sætter en ære i at være hævet højt over alle former for overtro. Men religion og religiøsitet er ikke ensbetydende med overtro. Ja, tro er dybest set slet ikke tro på påstande endsige absolutte sandheder (dogmer), men derimod føling med oprindelige, intuitive forestillinger og relationer.

Skal det moderne menneske komme fri af den forbandelse som al tro på absolutte sandheder er - uanset om de stammer fra religiøse eller verdslige ideologier - kommer det ikke uden om en dybere forståelse af det indre livs irrationelle, meningsgivende og skabende evighed. Og det kommer følgelig heller aldrig uden om en forståelse af ungdommens normale pubertetsproblem, for dette består ikke blot i gradvis forståelse af den dybe kønsforskels fakticitet og væsen (som nu engang skal erfares og ikke kan klares med såkaldt seksualundervisning), men dybest set i at komme til indsigt i tilværelsens allerdybeste hemmelighed at vi alle i puberteten bliver bevidste om forskellen mellem godt og ondt og forskellen mellem uskyld og ansvar. Vi bliver alle i denne periode tvunget ud i en eller anden form for frigørelse fra snæver afhængighed af autoriteters skråsikre sandheder. Vi skal finde vore egne sandheder og tage ansvar for vore eegne handlinger ud fra personlige og subjektive erfaringer.

Det betyder i det moderne velfærdssamfund at vi ikke blot skal nyde alle goder og teknologiske fremskridt, men først og fremmest tage vare på vores fundamentale eksistentielle opgave at bevare den irrationelle mening med tilværelsen og dermed følingen med alle intuitive indsigter og forestillinger.

Konkret vil det ikke blot sige fornuftig afstandtagen fra overdrevent forbrug og overdreven jagt på karriere, pengegevinster og spekulationsgevinster, men også passende kamp for opretholdelse af alle konstruktive intuitive indsigter og passende erhvervelse af ny fortryllelse af vores egen lokale verden - uanset de store udfordringer fra overbefolkning og klimaproblemer samt sult og sygdomsepidemier i den globale verden.

Specifikt må det påpeges at opgøret med et dybt forældet mandschauvinistisk syn på kvinders underdanighed - som primært findes i de muslimske og mosaiske trossystemer - er tvingende nødvendigt, hvis Europa skal bevare sin konstruktive sekularisme og fortsat være hjemsted for frie demokratier og fuld respekt for menneskets grundlæggende vilje til at tage ansvaret for en verden med omsorg, mening og fremtid.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Relevante artikler på Jernesalt: