Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - status2019

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.19.

Status over året 2019

Udviklingen siden 2001 i hovedtræk
Ny dansk regering
Ny EU-kommission
Brexit
Nato, EU, USA og Tyrkiet
Mellemøsten
Klimaudfordringen
Digitaliseringen
Mediernes forfald
#MeToobevægelsen, kønsidentiteten, 'syndefaldet'
Den eksistentielle krise
Nødvendigheden af nye indsigter om psykologi, erkendelse, etik og religion
Henvisninger



Udviklingen siden 2001 i hovedtræk    
Til toppen  Næste

Udviklingen de sidste tyve år har været kendetegnet af fire-fem skelsættende begivenheder: den islamistiske terror med angrebet mod New York som højdepunkt 11. september 2001, finanskrisen 2007 der beroede på vanvittigt opskruede bobler i bolig- og ejendomsværdierne, flygtningestrømmene til Europa fra de muslimske lande som følge af optrapningen af krigen i Syrien og klimaudfordringen der havde spøgt i årevis, men først i 2018/19 greb unge mennesker kloden over ind med ikke blot begrundet bekymring, men massive skolestrejker der har vakt opsigt. Og - ikke at forglemme - selve digitaliseringen der beroede på et informationsteknologisk fremskridt som imidlertid havde mangfoldige uheldige bivirkninger.

På denne baggrund fik hele Vesten store og stigende problemer, der bl.a. viste sig i stigende kritik af den resolutte præsident Georg W. Bushs Irakkrig, forherligelsen af den populære, men magtesløse Barack Obama (2009-17) og hele forvirringen omkring den uberegnelige Donald Trump (fra 2017) der trods korruptionsanklager og stigende mangel på respekt ser ud til at kunne blive genvalgt til november for en ny periode.

I Trumps tid er afstanden mellem USA og Europa blevet større og større. USA har stort set trukket sig fra Mellemøsten i forbindelse med Syrien-krigen, og det har ført til stigende splittelse af Nato, som yderligere må trækkes med Tyrkiets islamiske diktator Erdogan som et medlem der kynisk udnytter flygtningekrisen til sin fordel. Nato er ganske enkelt ikke længere en forsvarspagt der er i stand til at forsvare de demokratiske lande i Europa. EU er langt fra enig om en fælles forsvarspolitik - og flere magthavere i Østeuropa bruger udemokratiske metoder. Og hertil kommer, at Rusland og Kina er blevet meget stærke konkurrenter til USA om magten i verden.



Tyskland har fået store interne problemer som følge af kansler Merkels åbning af EU's ydre grænser for flygtninge i 2015. CDU/CSU og SPD mister vælgere, men både Merkel og vicekansler Olaf Scholz vil for alt i verden opretholde den store koalition (GroKo) for at undgå at give det fremstormende Alternativ for Tyskland indflydelse. - Frankrig er kommet i store problemer på grund af protesterne fra De Gule Veste: de svage faglige organisationers medlemmer samles i modstand mod præsident Macrons nødvendige og sagligt begrundede reformer af de alt for gunstige pensionsordninger. Hans folkelige bevægelse - République en Marche der vandt valget stort - har tabt pusten, og hans gode relation til kansler Merkel har gradvist mistet sin betydning.

Spanien og Italien er ramt af både politiske og økonomiske problemer - plus oversvømmelse og ekstrem varme. Stabiliteten er borte. - Men briterne har under Boris Johnson fået den stærke konservative regering flertallet har drømt om, så det nu ligger fast at briterne forlader EU pr. 31. januar 2020. På mindre end et år skal Johsons regering nu forsøge at forhandle sig frem til en rimelig handels - og toldaftale. - EU på sin side er tydeligt splittet mellem de seks oprindelige medlemsstater og ikke mindst de nytilkomne lande mod øst (Polen, Tjekkiet og Ungarn) der er på tværs. - Den nye EU-kommission der først tiltrådte den 1. november har fået den tidligere tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen som ny formand og hollænderen Frans Timmerman som ny viceformand og klima-kommissær. Danske Margrethe Vestager (fra Det radikale Venstre) har fået en speciel portefølje som ledende næstformand med ansvar for den digitale omstilling - og hun har i det mindste erfaring fra fem år som kommissær, men den nye kommission er ellers stort set uerfaren i EU-sammenhæng. Den vil næppe kunne gøre sig gældende over for de store problemer der rejser sig økonomisk og klimamæssigt.

Sverige bliver mere og mere viklet ind i uløselige problemer omkring indvandring og flygtninge, svækkelse af socialdemokratiet og fremgangen for Sverigesdemokraterne. Danmark er derimod langt om længe kommet ud af det dødvande som Helle Thornings og Margrethe Vestagers S-R-SF eksperiment og Lars Løkkes besynderlige VKLA-forsøg skabte. Vi har fået en ren socialdemokratisk regering under Mette Frederiksen, der har en ambitiøs plan om at sikre traditionel socialdemokratisk politik i og med en ny klimalov og et opgør med en halvkorrupt forvaltning og et embedsværk som ikke har vist rettidig omhu.

Alt i alt et broget billede, der kun kan give anledning til megen bekymring.



Ny dansk regering    
Til toppen  Næste

Tre uger efter valget på selve grundlovsdagen den 5. juni kunne Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det radikale Venstre underskrive et såkaldt 'forståelsespapir' der ikke angav en vanlig regeringsaftale af bindende karakter, men kun formulerede partiernes fælles ambitioner for den kommende regeringsperiode ved at ridse målsætninger og retning op uden at angive konkrete lovinitiativer eller konkrete finansieringer. Socialdemokratiet ønskede ikke nogen gentagelse af forhandlingerne i det sorte tårn i 2011, hvor S-R-SF dannede regering med så stramme radikale bindinger, at resultatet blev en så borgerlig politik at det kostede regeringens fald i 2015. De radikale, SF og Enhedslisten ønskede nu langt hårdere bindinger om bl.a. normeringer og finansiering, men S sagde nej og fik udskudt alle konkretiseringer til nye forhandlinger. Det blev i vid udstrækning opfattet som løftebrud, men var i realiteten sund realpolitik. Målsætningerne var ønsketænkning af ideologisk art og angav først og fremmest retningen ikke bare for indeværende valgperiode, men helt frem til 2030 og længere. Dog skulle gældende aftaler som Socialdemokratiet havde indgået med den borgerlige regering respekteres - og det betød i praksis at den stramme udlændingepolitik principiel blev fastholdt.

Selve regeringen blev en passende blanding af regeringserfarne og ikke-erfarne politikere, et relativt stærkt og forholdsvis ungt hold. Og det er typisk for den nye, kun 37 årige statsminister, Mette Frederiksen, at hun agter at styre sin regering med fast hånd og gøre op med slendrian og sløseri i forvaltningerne. Til dette formål har hun som noget nyt udnævnt en stab af rådgivere hvoraf den vigtigste person - Martin Rossen - er blevet medlem af to af de centrale regeringsudvalg - uden formelt at være minister. Det har rejst kritik, men kan også siges at være en nydannelse der har gode muligheder i sig. Ja, er blevet en nødvendighed, hvis der for alvor skal rettes op på de forrige regeringers fejl.

Til gengæld er oppositionen uhyre svag. Såkaldt 'blå blok' er splittet som følge af Lars Løkkes hasarderede forslag om en VK-regering. Han forstod aldrig Anders Fogh Rasmussens valg af 'den tredje vej' - midterpolitikkens komplementære og klasseløse vej mellem frihed og tryghed. Dansk Folkeparti har mistet sit tag i vælgerne - og de nyeste partier er alle faldet igennem og lever nu på lånt tid. Mette Frederiksen får sandsynligvis to perioder til at vise hvad hun dur til.



Ny EU-kommission    
Til toppen  Næste

Den nye EU-kommission under Ursula von der Leyen kan derimod ikke siges at være noget stærkt hold med gode chancer for at rette op på den gamle kommissions åbenlyse fejl. Og dens målsætning er forkert, for den er først og fremmest en centralisering af den art Jean-Claude Juncker ønskede, men aldrig kunne komme igennem med - og som i det mindste ville kræve en koalition mellem Tyskland og Frankrig, som slet ikke eksisterer mere og som næppe kan genetableres så længe kansler Merkel er så svækket som hun er. - Ny formand for Det Europæiske Råd (dvs. EU-landenes regeringschefer) blev franskmanden Charles Michel, der afløser den svage polske Donald Tusk. Dét kan kun blive en gevinst.

De nye formand for EU-parlamentet er italienske David Sassoli, men han sidder kun til udgangen af 2021, da parlamentet er blevet enig om at lade formandsposten gå på omgang mellem de to største grupper (den socialdemokratiske og den liberale lejr). Det er i sig selv en svækkelser med denne deling, men den blev naturlig efter den socialdemokratiske Martin Schulz's alt for offensive og moralistiske periode.

Men hovedsagen er at EU i dag står splittet og svækket i forhold til de enorme udfordringer der kommer.



Brexit    
Til toppen  Næste

Briterne har været plaget af en yderst splittende og forvirrende kamp om den udtræden af EU der blev vedtaget med meget lille flertal ved en vejledende folkeafstemning i juni 2016, som premierminister Cameron valgte at rette sig efter, men som efterfølgeren Theresa May ikke formåede at føre igennem. Hun måtte i marts i år gå af som leder af såvel det konservative parti som af regeringen - og det efterfølgende parlamentsvalg gav overraskende stor sejr til Boris Johnson, der havde forladt hendes regering og ønskede et hårdt brexit. Det fik han med udtrædelsesdato den 31. januar, men uden vished om betingelserne. Dem skal der forhandles om til udgangen af 2020, men det drejer sig om så komplicerede spørgsmål, at ingen anser det for muligt at få vedtaget andet end rammerne.

Og det viser hele problematikken i en nøddeskal: Boris Johnson har gamblet om sagen og vundet på sin overbevisning om at et hårdt brexit er bedre end fortsat opsplidende usikkerhed. Flertallet i befolkningen, navnlig blandt det konservative partis vælgere var træt af usikkerheden og foretrak en definitiv beslutning fremfor alt andet - uanset at ingen aner hvad den vil ende med. Johnson kunne få flertallet med på ideen - og havde let spil, fordi Labours leder Jeremy Corbyn var alt for vag og svag. Han har forspildt sine muligheder på grund af sin forældede venstreorientering og har definitivt lagt Tony Blairs "tredje vej" på hylden. Befolkningen i det gamle kolonidømme er trods betydelige ledere i nyere tid ikke mere oplyst eller modent end at det foretrækker en stor førerskikkelse - ganske som flertallet i USA og flertallet i diktaturer som Rusland og Kina. I Storbritannien drømmes om nye store tider, når blot man kommer ud af et centralistisk og hæmmende EU. Det nærmeste årti bliver hårdt, men i grunden kan man ikke fortænke briterne i at se med stigende skepsis på klanen i Bruxelles.



Nato, EU, USA og Tyrkiet    
Til toppen  Næste

Splittelsen i Nato - som man prøver at tie ihjel - hænger dybt sammen med flygtningekrisen og dermed også med den ulyksalige krig i Syrien, hvor præsident Assad mod alle odds i samarbejde med Rusland og Iran har sikret sit enevælde i brutal nedkæmpelse af såvel islamistisk stat som det håbefulde arabiske oprør i landet. Flygtningestrømmen mod Europa har siden 2015 været massiv, men er på det seneste taget til i et omfang så Erdogan i Tyrkiet kun har kunnet advare mod følgerne: han kan ikke længere garantere at opsamle flygtninge i lejre i Tyrkiet, hvad der ellers har været en god forretning for ham på grund af den rigelige betaling fra EU. USA har trukket sig ud af krigen. EU kan intet stille op som mægler eller grænsebeskyttere. Den humanitære krise forværres dag for dag - og dermed også EU's og Nato's afmagt.

Vi har fået præcis den situation at paradoksaliteten vokser time for time - og kun udstiller magtesløsheden. EU vil betale mere og mere til Erdogan samtidig med at han skyder ansvaret fra sig. Nato bliver ét stort paradoks.



Mellemøsten    
Til toppen  Næste

Situationen i Mellemøsten som helhed gør ikke perspektivet lysere. Iran er blevet en stormagt i området, som USA 50 år efter ydmygelsen under Carter i 1979 ikke formår at læge med diplomati og aftaler. Trump er ude af stand til at sætte sig ind i andres tankegang og holder sig ensidigt til Saudi-Arabiens enevoldshersker og - til Israels mere eller mindre korrupte premierminister Netanyahu der efter at være blevet genvalgt som Likud-partiets leder går til valg i marts uden at være sikker på om han kan fortsætte sin regering og dens bosættelsespolitik.

Det er blevet åbenlyst at alle parter - undtaget Rusland - i allerhøjeste grad lider under de dogmatiske religionssystemers urokkelighed. Det allerværste er nok at Erdogan har forrådt Kemal Atatürks fremsynede sekularisering i begyndelsen af 1920'erne. Men slemt er også at ingen vestlige lande er i stand til at forhindre israelske politikere i at basere deres regeringer på forældet fundamentalistisk jødedom. Det uhyggelige er ayatollahernes sikre magt i Iran - og islamisternes nye bestræbelser på at hverve tilhængere i afrikanske lande.



Klimaudfordringen    
Til toppen  Næste

Et af de nye ord der dukkede op på dansk i det forgangne år var 'klimatosser', og det var ingen ringere end folketingets formand, DF'eren Pia Kjærsgård der brugte det om de aktivister der som den purunge svensker Greta Thunberg gang på gang demonstrerede mod politikernes massive uvilje mod at skride ind mod den fortsatte udledning i atmosfæren af CO², det vil sige mod de ødelæggelser af vores klima, som videnskabelige rapporter mere og mere entydigt har påvist. Pia Kjærsgårds uforsigtige brug af ordet var kun et af flere tegn på at hendes parti havde sovet i timen og gik et sikkert valgnederlag i møde. Men selv politikere der ikke har lukket øjnene totalt syntes magtsløse. At få udledningn af CO² ned på under 2 % på meget få år var en målsætning magthaverne i verden ikke kunne blive enig om. Det kunne de ikke på den store klimakonference i København i 2015 (COP15) og heller ikke på den sidste i rækken COP25 i Madrid. De to konferencer kom til at ligne hinanden, fordi værterne begge steder forsøgte at køre deltagerne så trætte at de til sidste ville give sig og vedtage et ønskeligt kompromis. Men det lykkedes ikke. Magthavernes interesser var for store. USA's, Ruslands, Kinas, Indiens, Brasiliens og flere andre landes regeringer ville ikke betale regningen for en omlægning af økonomien og en udligning af ressourcerne eller uligheden i verden. Det er jo heller ikke almisser vi taler om, men grundlæggende strukturer der involverer selve befolkningstilvæksten og velstanden verden over. Den ubehagelige konklusionen er åbenlys, men forties officielt: Det er slet ikke internationale organisationer der bestemmer udviklingen ud fra idealistiske eller videnskabelige hensyn, men kampen mellem magthaverne, og det vil igen sige den uskønne, rå kamp om penge, territorier, markeder og våben.

Videnskabsmænd har forsøgt at påpege problemernes alvor gennem årtier. Etologen og Nobelpristageren Konrad Lorenz kunne allerede i 1973 i sin bog om den civiliserede menneskeheds dødssynder påpege, at overbefolkningen, miljøets ødelæggelse, menneskets kapløb med sig selv og modtageligheden for indoktrinering hørte til disse dødssynder. Men han kunne jo ikke dengang vide at verdens befolkning de næste 50 år ville blive fordoblet eller at fordoblingen ikke ville være jævn over det hele, men tværtimod meget større i Asien end på andre kontinenter. Der er allerede på dette felt skabt en determinerende ulighed det ikke er muligt at bremse.

Det betyder ikke at mennesket ikke kan stille noget op, tværtimod er der gode muligheder for teknologiske fremskridt, men det betyder at disse teknologiske fremskridt ikke er nok. For de er i vid udstrækning til størst fordel for dem der allerede er kommet langt og vil have lettest ved at omstille sig (det gælder fx. Danmark, der derfor ikke har nogen grund til selvros). Det afgørende i sidste ende bliver de rå magtforhold og i denne forbindelse modtageligheden for indoktrinering (og magten over medierne). Og her spiller hensynet til miljøets globale redning en klart sekundær rolle. Det bliver derfor hungersnød, borgerkrige, epidemier og hensynsløs magtkamp der i sidste afgøre spillet om klimaet.

De unge og velmenende miljøaktivister kan blive flere og flere og råbe højere og højere op. Men det vil ikke batte stort, for de vil fortsat tale for døve øren. De er ikke derfor for tosser at regne, for ungdommen har nu engang ingen anden udvej end at råbe op og gøre oprør. Men dette fører ikke i sig selv til indflydelse eller magt. Dertil kræves tværtimod at man går ind i realpolitik og prosaisk markedsøkonomi - og dér kan man ikke føre ideel politik eller bevare hænderne rene. Et ungt menneske som Greta Thunberg er et uskyldigt menneske og er netop blevet en ikon som sådant. Hun kan tiltrække andre unge der også er uskyldige og holder sig væk fra ansvarlighedens besværlige vej hvor man oftest må gå på kompromis. Men mennesket kan ikke forblive uskyldigt ud over den pure ungdom. Det må erkende sin ansvarlighed for den faktiske verden.



Digitaliseringen    
Til toppen  Næste

Men i nyere tid er denne naturlige ansvarlighed kommet på en hård prøve gennem digitaliseringen, som jo bogstaveligt består i at man gør kommunikationen meget hurtigere, lettere og billigere ved at erstatte det skrevne eller trykte ord med tegn og symboler som computerne kan behandle effektivt og sikkert på meget kort tid. Det har meget store fordele - også af underholdningsmæssig art - men samtidig meget store omkostningern i form af stigende uigennemskuelighed. På den ene side bliver vi alle overvåget på de digitale medierne på internettet uden at vi ved hvem der får adgang til vore data; og virksomheder og institutioner bliver hackede af såvel efterretningstjenster som kriminelle bander. På den anden side betyder såvel en uafladelig udvikling af informationsteknologien som den øgede bestræbelse på at beskytte egne data at transaktionerne bliver langt mere komplekse og mere og mere uigennemskuelige. De allerdygtigste 'nørder' kan bevidst skjule deres transaktioner.

Dette var allerede i 2007 grunden til at der via bolig- og ejendomsspekulationer opstod kunstige bobler i økonomien som førte til visse store investeringsselskabers sammenbrud og generel finanskrise verden over, en krise det tog henimod ti år at komme over. De store banker og ansvarlige regeringer er blevet klogere af skaderne, men man kan ikke gardere sig fuldstændigt mod nye finanskriser.

Man taler i den forbindelse om at kapitalismen fremover må reguleres strammere eller direkte fornyes. Der er stadig socialister der tror på privatkapitalismens afskaffelse, men alternativet er en statskapitalisme der prøver at unddrage sig markedsmekanismerne, men aldrig undgår bureaukratisering, stagnation eller korruption. Problemet er jo at kapitalismen som sådan blot er udtryk for at der skabes store kapitaler gennem ophobning af gevinster, og ingen drømmer om at gå tilbage til primitiv naturalieøkonomi. Men som i klimaudfordringen glemmer både eksperter og kommentatorer at der ikke eksisterer nogen overordnet instans der bestemmer over kapitalismen og dens udvikling. Den er underlagt mange drivkræfter der ikke alle kan siges at være ideelle eller til gunst for flertallet. Også den er til syvende og sidste udslag af en magtkamp der skyldes menneskets intelligens, instinkter og frie valg.

Det er naivt at tro at instinkterne og friheden overhovedet skulle kunne suspenderes hvor der findes mennesker.



Mediernes forfald    
Til toppen  Næste

Ytringsfriheden er et centralt begreb i menneskets historiske udvikling. Den er nært knyttet til selv tankefriheden og åndsfriheden. Intet menneske føler sig frit hvis det ikke må tænke og ytre sine tanker frit. Og heldigvis er da også sådan at samfund der respekter ytringsfriheden i længden klarer sig bedre end samfund der ikke gør det, men som på diktatorisk vis prøver at opretholde censur. De vil uundgåeligt stagnere.

I demokratiske samfund har man derfor frie medier, der udnytter ytringsfriheden til at sprede viden, information og oplysning. Historisk set har pressen i nyere tid være tilknyttet de politiske partier, men efterhånden er det blevet underordnet. En oplyst befolkning vil foretrække uvildig information frem for partisk information. Men alligevel er der en klar tendens til at folk der foretrækker bestemte politiske partier vælger medier der støtter bestemte partier. Folk vil jo simpelthen gerne have deres egne meninger bekræftet.

Når billedet i dag er ændret meget voldsomt hænger det sammen med de digitale mediers opdukken. De trykte medier er ikke alene kommet i hård konkurrence med de digitale, men må for overlevelsens skyld spille på begge heste og fx tillade en væsentlig forøgelse af annoncemængden for at overleve. Som et grelt eksempel skal her nævnes dagbladet Politiken, som jeg har abonneret på i mange år, men som på ganske få år er undergået en udvikling der efter min bedste mening kun kan karakteriseres som et decideret forfald.

Annoncemængden er steget voldsomt ikke blot i tal, men i spalteplads. Hvor det tidligere var en undtagelse af bladet havde annoncer der fyldte n hel side, er det i dag reglen, at der i bladets to hovedsektioner er 12-18 helsides annoncer, der simpelt skæmmer en kritisk læser, der ofte må bladre fem sider frem for at komme til noget læseværdigt. Der er ingen grund til at tro andet, end at unoderne skyldes indtjeningen, og at dagbladet ikke i dag ville kunne løbe rundt med den slags annoncer man havde for ti eller tyve år siden. Men det opleves som et kæmpeminus dag for dag at måtte bladre forbi helsides annoncer for rejsebureauer og autoforhandlere, der rager én en papand.

Det samme gælder antallet og størrelsen af fotos. Nogle gange virker det som om bladets fotografer har overtaget chefredaktørernes poster. Der er simpelt ingen grænser for hverken antallet eller størrelsen af billeder. Mange gange spredes et foto over en dobbeltside - og i langt de fleste tilfælde siger de slet ikke nogetsomhelst vigtigt om sagen. Det virker - ligesom bladets kunstigere og kunstigere design - som en tom æsteticisme, som næppe kan tilfredsstille andre end en intern redaktionsstab. Og nøjagtigt det samme kan siges om Politikens stigende antal af særlige sektioner.

Det kunne så måske siges at være underordnet hvis kvaliteten af den skrevne tekst var i særklasse. Men det er ikke tilfældet. For her viser forfaldet sig i forkærligheden for at lade bladets egne medarbejdere udfolde sig med private klummeskriverier i endeløse baner. Som om det skulle være en ekstraordinær kvalitet i sig selv at være højtlønnet journalist eller redaktør på bladet. Men nøgternt set er det næppe andet end hvad enhver nogenlunde begavet medarbejder bliver med årene som medlem af en god fagforening. Politiken bragte forleden dag (28.12.) en oversigt over de 60 debattører der satte dagsordenen i det forløbne år, idet man havde bedt 34 dommere fra medie-, forlags- og uddannelsesverdenen give karakterer til 100 af bladet udvalgte meningsdannere. Resultatet er sådan set ligegyldigt. Men det viser sammen med hele ideen og udvælgelsesmetoden, at man stort set kommer frem til nøjagtigt de personer bladet selv giver mest spalteplads. Alle er fornuftige mennesker, men de fleste arbejder bevidst for at blive populære og kun få af dem har originale og progressive tanker.

Politiken praler jævnligt med at være det som en af grundlæggerne - den berømte Viggo Hørup - engang proklamerede, nemlig "et organ for den højeste oplysning i landet". Og det holder slet ikke i dag, hvor organet tværtimod er rutchet ned af populismens glatte bane ved at gå langt uden om de erkendelser der er sket siden Hørups og Brandes' dage. Politisk er klassekampen et overstået kapital. Ideologisk er skellet mellem højre og venstre forældet. Kunstnerisk er bladet faldet for kulturalismen og den æstetiske underholdning - uden tanke for kunstens afgørende betydning for tilværelsens værdiladethed. Videnskabeligt set er humanismen kommet i klemme gennem naturvidenskabens fremmarch, uden at bladet gør noget for at afhjælpe det netop ved at værne selve værdiladetheden og subjektiviteten. Og det samme gælder religionen hvor man i dag forsvarer en forældet kristendom og en forældet tolerance over for dogmatik - uden at fatte at religion dybest set er en før-dogmatisk og førsprogligt helhedsopfattelse som vi er født med og aldrig kan undvære. Og hvad det andet fundamentale menneskelige anliggende om kønnene angår, er bladet blevet fortaler for en formel ligestilling der reelt har til hensigt at udviske forskellen mellem mand og kvinde og dermed udviske en helt fundamental forskel i både biologien og kulturen.

For god ordens skyld skal tilføjes at jeg udmærket er klar over at de øvrige danske dagblade udviser nogenlunde samme forfald som Politiken.



#MeToobevægelsen, kønsidentiteten, 'syndefaldet'    
Til toppen  Næste

En af de vigtigste begivenheder i den menneskelige kultur overhovedet er den "#MeToo-bevægelse" der startede i 2018, og som afslørede den sexchikane mod kvinder som formentlig har eksisteret i tusinder af år over hele kloden, men først fik en systematisk og effektiv modreaktion fra kvindernes side fra det øjeblik da den amerikanske skuespillerinde Ashley Judd i New York Times beskrev hvordan en af Hollywoods mægtigste mænd, filminstruktøren Harvey Weinstein, havde udnyttet og forgrebet sig på kvinder der var afhængige af ham i erhvervsmæssig henseende. Ti dage senere tweetede skuespillerinden Alyssa Milano en opfordring til alle kvinder der havde været udsat for noget lignende om at skrive '#MeToo' på deres status. Dette gjorde kvinder ikke mindre end 12 millioner gange på Facebook i løbet af de første 24 timer og 2,3 millioner gange på Twitter i løbet af de første 25 dage. Og beretningerne dækkede alt fra mindre ydmygelser til deciderede overgreb og voldtægter mange år tilbage i tiden. Lavinen førte til retssag og domfældelse af Weinstein - og i Sverige til domfældelse af den såkaldte "kulturprofil" Jean-Claude Arnault der havde influeret det Svenske Akademi.

Man kan undre sig over at lavinen først kommer nu, for allerede Sigmund Freud kunne for mere end 100 år siden overbevisende redegøre for at kvinders frigiditet og hysteri i vid udstrækning skyldtes det forhold at de i det borgerlige ægteskab var tvunget til at stille sig til rådighed for ægtemandens seksuelle trang - uden ringeste hensyn til egen lyst eller trang til sex. Man kan kun forklare den sene reaktion med at det i visse brancher var en så indarbejdet norm at manden havde ret til at få sin vilje, at kvinder ikke kunne sige fra uden følger for deres karriere.

Det vigtigste ved det nutidige opgør ligger naturligvis i at det fra nu af - i hvert fald på vore breddegrader - bliver slået fast med syvtommersøm, at man hverken i eller uden for ægteskabet råder over kvinden og hendes krop, men at sex altid må være en frivillig sag og aldrig må bero på den ene eller anden form for afhængighed af manden. Det er virkelig en omvæltning - der fx også vil komme til at gælde langt ind i den katolske kirke, hvor der i årevis er påvist seksuelle overgreb fra præsters side, som er forsøgt fortiet eller neddysset for kirkens skyld. Men som i virkeligheden aldrig vil kunne løses medmindre kirken definitivt opgiver kravet om præsternes cølibat. (Og det tøver man med, for det er man godt klar over totalt vil ophæve præsteskabets overherredømme over sjælene).

Men omvæltningen går dybere i hele den vestlige verden, fordi den angår selve den ligestilling mellem kønnene som er fulgt med demokratiseringen. Kvinder har i demokratiske samfund ligestilling med manden og har de samme juridiske rettigheder i forbindelse med ægteskab, skilsmisse, bodeling, myndighed over børn osv. - Men denne ligestilling er der nogen der har misforstået, for de tror og hævder at ligestilling i sidste ende må betyde en ophævelse af forskellen mellem mænd og kvinder, hvilket igen vil indebære at man i ligestillingen skulle kunne abstrahere fuldstændigt fra den biologiske, fysiske og kønshormonale forskel mellem mænd og kvinder. Det er naturligvis ikke alle kvinder der hævder dette, men først og fremmest de mest ekstremistiske feminister. Blandt dem vil nogle endog hævde at kvinder altid har ret til både kunstig befrugtning og nedkomst med kejsersnit. Manden skal gøres overflødig som andet end donor. Og den fysiske smerte ved fødsel skal begrænses. Det er måske nok forståeligt at deciderede karrierekvinder kan tro på dette, men det er horribelt at kvinder i almindelighed kan gøre det. Den biologiske forskel er ikke en kulturel konstruktion der eventuelt kunne dekonstrueres, men en grundliggende biologisk forskel, som langt de fleste almindelige mennesker af begge køn accepterer og endda forstår at værdsætte.

Indtil problemet falder på plads, vil en del mennesker af begge køn være forvirrede med hensyn til deres kønsidentitet. Kvinder vil have svært ved at acceptere mandens specielle trang til penetration af kvinden i de intime situationer, og mænd vil havde svært ved at kunne acceptere kvinders eventuelle modvilje. Det må der søges individuelle løsninger på. Men generelt er der ingen vej udenom at forstå selve det 'syndefald' der sker med pubertetens indtræden. Dette fald er nemlig ikke en blot og bar overtrædelse af et forbud fra ophavets side mod "at spise af kundskabens træ", men et totalforbud mod at blev eksistentielt bevidst og dermed opdage forskellen mellem godt og ondt, opdage det andet køns anderledeshed og tiltrækning samt at opdage muligheden for løsrivelse fra, ja eventuelt opgør mod forældrene, hvilket igen vil sige det er et totalforbud mod at blive voksen, ansvarlig og selvstændig.

Derfor er det under alle omstændigheder nødvendigt for at erhverve en nogenlunde sikker kønsidentitet at ethvert individ i 16-17 års alderen erkender en psykisk proces i forbindelse med de hormonale processer der sker i puberteten og som rummer de nævnte opdagelser. Der vil være afvigelser hos lesbiske og homoseksuelle (og transkønnede), som er begrundede i genetiske forhold, men andre afvigelser er kulturelt betingede og skyldes altså primært valg af livsvej, uddannelse, karriere m.m. i et konkret miljø - og her må alle acceptere mænds og kvinders individuelle prioritering af uddannelse eller karriere frem for familiedannelse, men man kan ikke generalisere ud fra sådanne individuelle valg. Der er dog ikke nogen grund til at tro, at man kan overbevise alle om fornuften heri. Men de fleste plejer at bøje sig for de faktiske kendsgerninger og tilbøjeligheder.



Den eksistentielle krise    
Til toppen  Næste

Nyvurderingerne af kønsrollerne er en af de udbredte eksistenskriser i nutiden på vore breddegrader. Men bestemt ikke den eneste.

Mange børn og unge mennesker i såvel folkeskolen som gymnasierne er usikre og stressede og har brug for hjælp, dvs samtaler med vejledere, psykologer og eventuelt terapeuter i de tilfælde hvor forældrene af den ene aller anden grund ikke har bevaret børnenes tillid og fortrolighed. Og grundene hertil kan være mange - men ofte selve det at børnene har brug for løsrivelse eller direkte frigørelse og oprør. I alvorlige konflikter mellem børn og forældre kan begge parter have brug for professionelle vejledere.

Men fuldvoksne mennesker udsættes i dag også for krav og tidspres der kan give bekymring og stress - og må søge hjælp hvor den er at finde. Der er i dag ingen mangel på psykologer og terapeuter. Deres hjælp koster penge, men det har de fleste normalt lønnede mennesker råd til. Problemet er at finde den rette vejledning i den konkrete situation - og her gælder generelt at man bør se sig godt for. Det er meget stor forskel på vejledere. En akademisk uddannelse er ikke garanti for andet end en vis faglighed. Og en sådan vil i de fleste tilfælde sørge for en vis kvalitet og neutralitet i brug af metoder, men heller ikke meget andet. Og da det i langt de fleste tilfælde er selve samtalerne der er brug for og som befordrer lindring og ny erkendelse og som genrejser viljen til at komme videre, skal man ikke hænge sig i tidsforbruget.

Derimod gør man klogt i at bede terapeuten om at give ærlig og fornøden oplysning om metoden og hensigter. Der er metoder der er overfladiske i forhold til andre, men ikke desto mindre kan hjælpe hvis problemerne ikke er for store. Men hvis terapeuten anbefaler dyberegående metoder (egentlig psykoanalyse eller fx kraftige fysiske metoder som hyperventilation) bør man kræve ordentlig information. Der er i dag ikke grænser for antallet af metoder. Og terapeuter har tilbøjelighed til at se bekræftelse på deres metoder og teorier hver gang en terapi synes succesfuld. Men markedet er frit og meget stort uden for de fagområder der bruger autorisationer.

Det undertegnede hæfter sig mest ved er dog at behovet for professionel hjælp er blevet så stort som det er, for det tyder for mig på at den almene viden om eksistenspsykologi og -filosofi er gået voldsomt tilbage de sidste årtier, ikke fordi skolegangen er blevet mindre - overordentligt mange unge mennesker kommer i dag i gymnasiet - men fordi almendannelsen simpelthen er gået fløjten som direkte følge af to bestemte forhold: digitaliseringen og intellektualiseringen.



Digitaliseringen er allerede behandlet kort ovenfor, men det skal her understreges at en af dens allerstørste farer netop er at unge mennesker tror at de digitale medier giver dem en viden der dækker hele eksistensen, hvor den i virkeligheden kun dækker en lille del, nemlig den del man kan slå op som korte data (og bruge i quizzer og spil). Den viden man ikke får dækket på denne primitive måde, er den eksistentielt vigtigste, nemlig hele det område af tilværelsen der dækkes af dagligsproget i hele dets bredde og dybde samt i alle dets undertoner og humor. Eksakte data har vi alle brug for til bestemte praktiske formål, men i eksistensen er det subjektive værdier der tæller - og de skal findes eller udvælges gennem erfaring. Og en sådan erfaring får man ikke gennem digitale medier.

Intellektualiseringen er blevet en svøbe i nutiden, hvor den i tæt parløb med digitaliseringen består i en hårdnakket tro på at fornuft er det samme som metodisk og objektiv viden om målbare ting og eksperimenter. Intellektualisering har i et par årtier bredt sig systematisk fra naturvidenskaben til humaniora, politik, økonomi, sundhedsforskning og klimaforskning. Og det betyder dels at de humanistiske fag er på retur såvel i skolen som på universiteterne, dels at det man i gamle dage kaldte den sunde fornuft er forsvundet eller blevet et tomt ord. Men det er i virkelighen et helt centralt begreb, fordi sundheden ligger i at man holder sig til dagligsproget med alle dets undertoner og dermed undgår den forsnævring af sproget der ligger i intellektualiserings bestræbelser på at definere begreberne præcist. Dermed ryger alt det vage, usikre, antydningsvise, ubeviselige og sandsynlighedsbårne, med andre ord alt det der har at gøre med hele den enorme mængde af menneskets subjektive erfaringer og værdier.

Hertil komme også selve troen på determinismen, troen på at alt har præcise årsager som hvis de ikke allerede kendes, efterhånden vil komme for dagens lys ved ny forskning. Men det holder ikke, for allerede fysikken har forlængst opdaget at der er energetiske processer i vores verden der foregår med en sådan hastighed at vi slet ikke kan måle dem eksakt (med angivelse af både sted og impuls). Og det betyder at man kun kan angive sandsynligheder. Og det kan man skam komme langt med i fysikken. Men i psyken eller sjælelivet og åndslivet er forholdene endnu mere drillende, for dér må man ikke blot også regne med hastigheder der overstiger eksakt måling, men i det hele taget med processer der unddrager sig enhver måling. Troen på at sjælelige processer er lig med fysisk-kemiske processer er det rene galimatias.

Alt i alt betyder dette at den sunde fornuft har trange kår i en verden hvor almendannelsen er gået fløjten og er erstattet med troen på målelige, objektive data og årsagsloven.



Nødvendigheden af nye indsigter om erkendelse, psykologi, etik og religion    
Til toppen  Næste

Hele denne eksistentielle krise af yderst dybtgående karakter bliver tydeligere og tydeligere for hver dag der går - og kan læses dagligt af den magtesløshed politikerne lægger for dagen over for de store politiske spørgsmål. Gængs psykologi og erkendelsesteori slår ikke til, og det selvsamme gælder gængs, dogmatisk religion.

Det er tvingende nødvendigt med et helt nyt syn på psykologi, erkendelse, politik, religionsforståelse og eksistensforståelse. Og den er ikke svær at beskrive, for den drejer sig om noget så simpelt - og forlængst beskrevet - som en helhedsrealisme der bygger på den elementære kendsgerning at alle sunde og raske mennesker uanset køn, race, miljø og politisk eller religiøs overbevisning bygger deres tilværelse på den medfødte erfaring af at tilværelsen er en ordnet og sammenhængende helhed som er ladet med værdier og personlige relationer.

Når individet vokser op, vil det lidt efter lidt gennem sanselige iagttagelser, sproglige indlæringer og sideordnede psykiske refleksioner og intuitive indsigter komme til en bedre og bedre forståelse af eksistensen som et uafladeligt spil mellem bevidst og ubevidst, og de vil forstå at de sanselige erfaringer i den ydre verden er relative og begrænsede, mens det er muligt at bevare den grundliggende erfaring af helheden, ordenen og meningen. Det er en vedvarende opgave gennem livet at sørge for opretholdelsen af den grundliggende erfaring, men det er en forudsætning for et gunstigt resultat at man lærer at se eksistensen i sin komplementaritet: Erfaringerne fra den ydre verden og de intuitive indsigter fra den indre verden kan aldrig gå op i en højere logisk syntese. Vi kan derfor aldrig fatte den ydre verden som en helhed. Den er vi en iagttagende del af - og det bliver vi ved med at være. Ligesom vi hænger i sproget, hvilket også vil sige dagligsprogets førsterang.

Mennesket lever ikke i et meningsløst univers, men i et menneskeligt univers med menneskelig mening, og vi lever ikke i et etisk tomt univers, men i et univers vi - af hensyn til vores indre konsistens - har forpligtelse til at opretholde, uanset de skiftende ydre betingelser og udfordringer.

Godt nytår!

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:    
Til toppen  Næste

Mette Frederiksen fik sin rent socialdemokratiske regering  (28.6.19.)
Folketingsvalget blev en større overraskelse end forudset  (7.6.19.)
DR's sidste partilederrunde op til valget  (4.6.19.)
EU-valget overraskede, men fører næppe videre  (28.5.19.)

Klimaet og oplysningen  (24.5.19.)
Ansvaret for den samfundsmæssige helhed synes væk  (22.5.19.)
Folketingsvalget 5.6.19. bliver en speget affære  (15.5.19.)
Jernesalt har nu eksisteret i sytten år og nærmer sig sin afslutning  (2.6.19.)

Den store aktuelle kulturkrise  (8.5.19.)
Storm P.s lidelseshistorie  (21.4.19.)
Teologer dræber sund livstro  (18.4.19.)
Jurister dræber kreativitet, sund dømmekraft og fri forskning  (14.4.19.)

Ligestilling vil altid have biologiske forskelle  (9.4.19.)
Er klimaforandringer en gave til Danmark?  (20.3.19.)
Kan kunstig intelligens overhovedet omfatte etikken?  (18.3.19.)
Er mennesket en maskine der kan overhales af kunstig intelligens?  (25.2.19.)



2018, Status over året 2018
2017, Status over året 2017
2016, Status over året 2016
2015, Status over året 2015
2014, Status over året 2014
2012, Status over året 2012
2011, Status over året 2011
2010, Status over året 2010
2009, Status over året 2009
2008, Status over året 2008
2007, Status over året 2007
2006, Status over Året 2006
2005, Status over Året 2005
2004, Status over Året 2004
2003, Status over Året 2003
2002, Status over Året 2002



Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2019-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal