JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valg2019b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.6.19.

DR's sidste partilederrunde op til valget

Det underholdende har taget overhånd i næsten alle retninger i både dansk og europæisk politik. Således også ved DR's afslutningsdebat i aftes i Koncerthuset hvor et stort publikum kunne give deres bifald til kende, så man ikke var i tvivl om i hvilken retning trenden gik, og hvilke partier der havde sørget for flest aktivister. Dagen begyndte med at statsminister Lars Løkke Rasmussen ved Nationalmuseets hovedindgang nær havde fået en tagsten i hovedet. Måske et hændeligt uheld, men symbolsk også et tegn på at museet har indført en 'kedsomhedsknap' til publikummer der savner spænding. I Koncerthuset føg det kun med ord, herunder skældsord og usandheder.

Danmarks Radio kalder afslutningsdebatten for 'Demokratiets aften' - og det er næppe for at understrege at det måske går mod nat med demokratiet, når det udvikler sig til underholdning. Men det er i hvert fald falsk varebetegnelse, når det fra Hellas stammende ord 'demokrati' betyder folkestyre og i moderne parlamentariske systemer ikke er gadens parlament, men folkevalgte repræsentanters styre. Men moderne medier henter folk på gaden til at give deres besyv med fra salen eller via video-optagelser - ved siden af en udvalgt videnskabsmand der kunne bedyre at det ville have en gavnlig effekt på børns lyst til at begynde at ryge, at prisen på en pakke cigaretter blev sat op til 90 kr. lige som i Norge.

Afslutningsdebatten skulle rundt om de vigtigste hovedtemaer, og det blev sundhed, klima, integration, økonomi og til sidst samarbejdsmulighederne i det nye folketing. Men de tretten deltagere blev ikke tildelt lige taletid, hvad der betød at nogle fik væsentlig mere tid end andre. De gamle partier mest, og de nye mindst. Mundhuggeri blev ikke undgået - og karakteren af en fri, men overvejende saglig debat blev solgt til fordel for aflevering af sloganlignende korte udsagn der kunne vække gehør blandt publikummerne og seerne. Undertegnede så kun udsendelsen for en ordens skyld; jeg er som i 2015 sofavælger og havde intet udbytte af debatten. Der blev ikke sagt noget jeg ikke vidste i forvejen. Og jeg glæder mig ubetinget over at valgkampen snart er forbi.

Og så benytter jeg ellers lejligheden til at sige min ærlige mening om politikerne - uden at bruge skældsord.

Den mest kontroversielle deltager var Rasmus Paludan fra Stram Kurs. Han var faktisk den eneste der fik fremført mit eget hovedsynspunkt på klimakrisen: at den skyldes at verden er blevet drastisk overbefolket på ganske få årtier - og at vi ikke kan gøre noget ved dette og derfor er henvist til at få det bedste ud af vores eget lille hjemlands overleven og udvikling. Det var lidt overraskende at dette synspunkt kom fra netop denne mand der ellers bruger sin tid og sine kræfter på at agitere for at alle muslimer skal smides ud af landet - og gør det på en så provokerende måde at han skal have konstant politibeskyttelse for ikke at blive forulempet af muslimer der hader ham. Politiopgaven løber efter sigende op i 45 millioner kroner - og alligevel klager manden over at politiet i visse tilfælde nægter ham beskyttelse, når han absolut vil hjemsøge de værste gettoer i landet. - Jeg mener jo selv at vi har fået alt for mange muslimer til landet (allerede gennem de håbløse og totalt misforståede familiesammenføringer i 1970'erne og 80'erne). For det har betydet overvægt af fremmede der var uvillige til at lade sig integrere på den eneste måde der er effektiv, nemlig at lære sproget, ernære sig selv og lidt efter lidt tilegne sig dansk kultur. Men derfra og til at smide folk ud som vore politikere har været så dumme at give dansk statsborgerskab er der et kolossalt spring. Et spring der giver alvorlige integrationsproblemer i årtier frem med bandekriminalitet og terrorrisiko, og som derfor helt selvfølgelig har medført den stramme udlændingepolitik der er flertal for i befolkningen, men som ikke må udvikle sig til nogen form for racisme eller religionsforagt.

Muslimer er mennesker som os andre, og skal behandles anstændigt. Vi kan nægte tilkomne flygtninge asyl, hvis de ikke opfylder betingelser for at få asyl - og vi er fuldt berettiget til at sende afviste asylansagøre tilbage hvor de kommer fra, når det kan lade sig gøre. For her går vort eget lands interesser over de flygtedes, og vi har ret til at påpege at de gældende konventioner er fra en helt anden tid og derfor ikke tidssvarende, men vi kommer ikke uden om at der må være nogle regler. - Det véd Paludan udmærket godt, da han er uddannet jurist og fungerer som advokat (også for muslimer!). Men han går konsekvent - og ikke uden humor - uden om al saglig argumentation. Bliver han ramt på et ømt punkt, begynder han at forsvare sine udtalelser som jokes. Og konsekvensen viser at han behersker de psykiske primærprocesser ganske godt - og kan slå om sig med usaglige argumenter og total mangel på logik. Ja, vende øjnene mod himlen, når han hører modstandernes tåbeligheder. Han hører slet ikke hjemme i det gængse politiske spil. Men farlig er han ikke. Han bruger bare sine demokratiske rettigheder til at gøre grin med borgermusikken. Muligvis kommer han i Folketinget, men næppe mere end én periode.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige er en helt anden type. Hun mener også at der er for mange ikke-integrerede muslimer i Danmark, men har skaffet sig lydhørhed alene ved sin argumentation, sine donatorer og sit udseende. Hun er overklasse, har giftet sig rigt ved et rigtigt kirkebryllup, og får ingen anden betydning i dansk politik end at hun tager stemmer fra Dansk Folkeparti og forhindrer Lars Løkke i at beholde sin statsministernøgle.

Dansk Folkeparti er valgets helt store taber - og det skyldes ikke at partiet har svigtet sin modstand mod tilstrømningen af muslimer, men at det ikke kan se nogen anden hovedopgave, og specielt ikke har fattet at alle andre partier har kastet sig over klima-udfordringen med største energi, fordi den har vist sig på få måneder at være blevet de unges livssag. Dansk Folkeparti har nærmest sovet i timen og lullet sig i søvn med at klimasagen er gået helt over gevind. Pia Kjærsgaard har været så uforsigtig at kalde de unge aktivister for 'klimatosser' - og har dermed kun bekræftet hvor snæversynet hun er. Selv Kristian Thulesen Dahl evnede i aftes ikke at rette op på sagen. Han fatter ikke at de unge aktivister ikke blot er begyndt at interessere sig for et abstrakt eller teoretisk klimaspørgsmål, men er blevet ramt af en dyb angst for at politikerne ikke vågner op og begynder at foretage sig effektive handlinger mod forureningen inden det er for sent. En sådan angst er et psykisk fænomen af en styrke der må tages dybt alvorligt. Det er ikke sikkert at der overhovedet findes effektive løsninger der vil hjælpe globalt, endsige at der kan opnås enighed om dem, men angsten er der og vil - ligesom i sin tid angsten for en atomkrig - beherske flertallet af de unge - derfor tvinge alle seriøse partier til at reagere positivt. - Men Dansk Folkeparti lukker øjnene. EU-valget var en forsmag på partiets nedtur. Thulesen Dahl slår sig til ro med at kæmpesejren i 2015 ikke kan gentages. Han fatter ikke at han netop i 2015 tog helt fejl at situationen og ikke påtog sig forpligtelsen til at tage têten som det største borgerlig parti og definitivt bryde det gamle politiske mønster og gå den tredje vej. Han lod Lars Løkke danne regering, først en lille Venstre-regering og siden et misk-mask af en regering som inddrog Liberal Alliance og førte Venstre mod højre. Hele forløbet har bekræftet at Dansk Folkeparti savner ægte folkelig fornemmelse, og i Peter Skaarup og Søren Espersen har juridiske og teologiske eftersnakkere der hænger uhjælpeligt fast i Søren Krarups utidssvarende tidehvervspolitik.

Venstre under Lars Løkke Rasmussen er dog det værste jeg har oplevet siden Poul Nyrup Rasmussen. Det var slemt med Helle Thorning, fordi hun bøjede sig for den radikale teknokrat Margrethe Vestagers og den liberale socialdemokrat Bjarne Corydons 'blå' politik, men Lars Løkke overgår alt hvad der kaldes opportunisme i dansk politik siden Jens Otto Krag. Han er også en slags teknokrat, med evig reformiver, men han fatter hverken hvad der foregår i andre borgerlige partier eller i sit eget parti. Han bedyrer at han bliver siddende som partiformand til partiets kongres i efteråret, uanset hvordan valget går, og det vil ligne ham godt. Men han ødelægger partiet dermed. Hans tid er omme. Han er en af den slags politikere man får lede ved, jo længere han bliver siddende. Hans allesidste påfund er decideret skamløst. Han har netop i dag smidt en såkaldt 'bombe' ind i valgkampen ved at postulere at hans topprioritet er en regering henover midten - og Kristian Thulesen Dahl har naturligvis straks tilsluttet sig, for det kunne jo betyde en ny chance for DF. Men ideen er dødssyg. Den har intet andet formål end at få nogle få tvivlere til at overveje deres stemmeafgivning en ekstra gang. Løkke vil under ingen omstændigheder indgå i en sådan lille eller udvidet SV-regering uden selv at blive statsminister, og det véd alle at Mette Frederiksen aldrig ville kunne acceptere. Og det er ydermere en hån mod de konservative, som allerede har meldt fra.

Det konservative Folkeparti har i Søren Pape Poulsen fået den rette mand til stille og roligt at forbedre partiets image efter svage år med uro. Han har sat sig tungt på justitsministeriet og gjort det til et centralt ministerium i en tid med stigende udfordringer. Han tog i aftes kegler på afvisningen af Rasmus Paludans uberettigede klager over politiet. Og han må forventes at kunne sole sig over et godt resultatet i morgen.

Anderledes med Liberal Alliance, der aldrig skulle have været med i Venstres regering og har haft nogle svage ministre med Thyra Frank som den mest overflødige og Mette Bock som den mest uforstående over for kulturens og religionens afgørende betydning i eksistentiel politik. Fred være med dem!

Kristendemokraterne har fået en tiltalende ny og ung formand med Isabella Arendt, og har efter sigende mulighed for at komme i tinget på grundlag af et kredsmandat i Vestjylland. Men partiet kan ikke løbe fra sin gamle modstand mod fri abort.

Klaus Riskær Pedersen er ikke værd at spilde ord på.

Går vi til den anden side, dvs rød blok, ligger det klart at Alternativet med kaospiloten Uffe Elbæk i spidsen står til en halvering, og hvorfor ikke. De er jo heller ikke et folketingsparti i gængs forstand, og selvom det i mange krisetilfælde kan være rart med lidt frisk blod, skal blodtypen jo helst passe. Og det gør den ikke i et parti der ønsker at være et alternativ til det bestående, dvs at lade fantasien og kreativiteten råde. Partiet har haft dygtige og seriøse folk, men Uffe Elbæk har sat sig effektivt på lederskabet - og blokeret for enhver fornyelse. Og tilsyneladende også for enhver erkendelse af at alternativiteten bliver for problematisk, når man ikke kan pege på en statsministerkandidat der af gode grunde appellerer til midtervælgerne.

På sin vis kunne man sige næsten det samme om Enhedslisten der har rod i VS-oprøret mod Aksel Larsens gamle SF, men til sidst blev en sammenslutning af alt der var til venstre for et regeringsvilligt SF. Det ville ikke havne i rollen som 'katalysator' der intet får igennem, men tvinges til at stemme for noget de inderst inde er imod. Enhedslisten har valgt at blive udenfor som garant for de rene ideer om kampen mod kapitalismen og for en velfærdsstat med de offentligt ansatte som hovedfaktor. Man har aldrig accepteret Jørgen S. Dichs fremragende analyse fra 1973 af den nye klasse af offentligt ansatte som den herskende klasse der gjorde socialpolitikken - og dermed alle der arbejder i den sociale sektor - til samfundets omdrejningspunkt og derfor stigende skatter som vejen til fremskridt. I praksis accepterer man i vid udstrækning socialdemokratiets kompromis'er under mottoet at der skal regeres og altså hvert år laves finanslove med balance mellem udgifter og indtægter. Man man brokker sig flittigt - og sikrer sig en stabil vælgertilslutning.

Socialistisk Folkeparti fik en gevaldig nedtur som følge af Villy Søvndals letsindige eksperiment med Helle Thorning og Margrethe Vestager, hvor det var den påtvungne opgivelse af Betalingsringen for Hovedstaden der knækkede ham. Man måtte gennem flere formandsskifter, indtil Pia Dyhr Olsen tog over og det sidste halve år har skabt fremgang gennem netop klimapolitikken. Hun er resultatsøgende og kompromisvillig, og har greb om mange kvindelige vælgere. Og hun bliver en loyal støtte for Mette Frederiksen - uanset visse proklamationer. Men den kedelige sag med Karsten Hønge der blev nr. 2 ved EU-valget efter Margrethe Auken, men valgte at blive i Folketinget, koster formentlige en del stemmer.

Netop Pia Dyhrs loyalitet får socialdemokratiets formand brug for, hvis hun skal have held til at danne regering efter valget - uden en større mandatfremgang. Rød blok ligger konfortabelt i meningsmålingerne, men det har svækket Mette Frederiksens kampagne at hun på én og samme gang fastholder både gammeldags og ansvarlig socialdemokratisk klassepolitik og en stram borgerlig udlændingepolitik som ingen andre partier i rød blok kan gå ind for. Det er et klart dilemma, som hun uden tvivl vil stå fast på med mindre justeringer. Men som kan nødvendiggøre nyvalg i utide. Alt tyder på at hun er meget bevidst om betingelserne, men partiets store svaghed er at der ikke er egentlig nytænkning i de mandlige rækker.

Pointen bliver derfor at Det radikale Venstre under Morten Østergaard kommer til at spille en meget stor og måske afgørende rolle for hvor længe Mette Frederiksen kan blive siddende som statsminister. I princippet er de radikale stadigt et gammelt socialliberalt parti, men man fastholder en ældgammel og i mine øjne helt utidssvarende opfattelse af socialliberalismens idé ved ikke at se komplementært på de to modsatte principper, men gøre det sociale til et spørgsmål om offentlig hjælp til alle der har behov (og således udbygge den offentlige sektor), og det liberale til et spørgsmål om fuld ansvarlighed i økonomien: nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter. Det sidste punkt gøre dem til naturlige samarbejdspartnere for socialdemokratiet, men det første fører i dag direkte til konflikt med Mette Frederikens tilslutning til den stramme udlændingepolitik. Det radikale venstre opfatter her politisk anstændighed som hjælp til flygtninge og asylansøgere. Og Morten Østergaard har på det sidste haft held til at fremstå som en stærk mandig kraft bag humanismen. Det er ikke som under Vestager økonomien der er i centrum, men humanismen.

Alt i alt må Lars Løkke Rasmusen heldigvis aflevere nøglerne til statsministeriet, og Mette Frederiksen skal nok overtage dem for et år eller to, men det bliver en vanskelig periode når 'rød' blok faktisk er meget splittet - og de nye klimaudfordringer vil få stigende og samlende betydning, mens udlændingepolitikken fortsat vil splitte.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Links til de opstillede partier (efter størrelse ved valget i 2015):