JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valg2019c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.6.19.

Folketingsvalget blev en større overraskelse end forudset

Socialdemokratiet blev som forventet største parti, omend med en mindre tilbagegang, og Mette Frederiksen får fredag til opgave at undersøge mulighederne for at danne regering. Hun går efter en ren socialdemokratisk regering og har en rød-grøn blok på 91 mandater bag sig; og hun stilles over for stærke krav om forhandlinger med tre partier der ønsker skriftlige aftaler, men næppe over for truslen om et direkte mistillidsvotum. Dog bliver forhandlingerne med de radikale meget hårde, for Morten Østergaard fik en kæmpesejr på ekstra ni mandater, og en selvtillid han slet ikke kan skjule. Hans parti er unægteligt genrejst lang tid efter Thorning-parentesen. Men de største overraskelser ligger dog et helt andet sted.

Venstre vandt ni mandater og De konservative fordoblede sig fra 6 til 12 mandater, men Liberal Alliance mistede ni og sidder nu tilbage med sølle fire (uden Anders Samuelsen, der var synligt chokeret), og Dansk Folkeparti sagde farvel til ikke mindre end 21 mandater; de har dog 16 tilbage og er lige akkurat blevet tingets tredjestørste parti (en anelse foran de radikale), og Thulesen Dahl var forberedt på nederlaget og er ikke i fare som partileder.. Alt i alt betød det at såkaldt blå blok (eksklusiv Nye Borgerlige) gik tilbage fra 90 til 75 mandater. Lars Løkke Rasmussen kan skyde en hvid pind efter drømmen om en SV-regering under hans forsæde, men han kan blive siddende som partiformand. Næstformanden Kristian Jensen fik et dårligt personligt stemmetal i Vestjylland i konkurrence med Inger Støjberg - og vil i givet fald ikke være manden der kunne skabe en ny borgerlig regeringsalliance.

Det har været dyrt for Liberal Alliance at gå ind i en Venstreregering uden at få hovedkravet om skattelettelser igennem. Samuelsen er hverken slået igennem som partileder eller udenrigsminister. Og det er vanskeligt at se andre muligheder for at rejse partiet igen uden at overlade roret til den helt unge og nyvalgte formand for partiets ungdomsafdeling Alex Vanopslagh. Men det bliver under alle omstændigheder et langtidsprojekt.

Dansk Folkeparti ligger som de selv har redt. Deres vælgere har i vidt omfang været skuffet over at partiet med en kæmpesejr i 2015 fik mindre indflydelse på Lars Løkkes regeringer end de konservative og Liberal Alliance. Kristian Thulesen Dahl udnyttede ikke den enestående chance for at tage têten og danne regering hen over midten. Han har aldrig fattet den idé der førte Labours Tony Blair til magten i Storbrittanien i 1998 og Anders Fogh Ramussen til magten i Danmark i 2001 - og som hedder 'den tredje vej': midterpolitikkens vej der skyr al klassekamp. Den forstod Løkke heller ikke en tøddel af, og det var da netop en ekstra god grund til at Thulesen skulle have valgt den i 2015. Han havde nok ministerdrømme, men han havde ingen statsministerdrømme, for han var altfor godt fornøjet med at presse VK-regeringen til maksimale indrømmelser på finansloven hvad angår udlændingepolitikken m.m. Det sidste halve år er klimaproblemet desuden kommet ind i billedet, og her forstod ikke en eneste DF-politiker at det var noget ungdommen pludseligt ikke blot gik stærkt op, men var fokuseret på af decideret angst. Det kostede DF dyrt at Pia Kjærsgaard kaldte de bekymrede unge for 'klimatosser' - og selv efter valget afviste Thulesen Dahl og fx Marie Krarup de unges bekymring som hysteri. - DF har flere grunde til selvransagelse, men det ligger ikke til partiets spidser. For de tænker i gamle nationalkonservative baner.

Den totale fordeling af stemmer og mandater ved valget i onsdags ses i denn oversigt.

A - Socialdemokratiet       - 25,9 % (- 0,4) - 48 mandater (+1)
V - Venstre                       - 23,4 % (+ 3,9) - 43 (+9)
O - Dansk Folkeparti         - 8,7 % (- 12,4) - 16 (-21)
B - Radikale Venstre          - 8,6 % (+ 4) - 16 (+9)
F - Socialistisk Folkeparti   - 7,7 % (+ 3,5) - 14 (+8)
Ø - Enhedslisten                 - 6,9 % (- 0,9) - 13 (-1)
C - Konservative Folkep.   - 6,6 % (+ 3,2) - 12 (+6)
Å - Alternativet                  - 3.0 % (- 1,8) - 5 (-4)
D - Nye Borgerlige             - 2,4 % (+ 2,4) - 4 (+4)
I - Liberal Alliance             - 2,3 % (- 5,2) - 4 (-9)
P - Stram Kurs                  - 1,8 % (+ 1,8) - 0
K - Kristendemokraterne   - 1,7 % ( + 0,9 - 0
E - Riskær Pedersen         - 0,8 % (+ 0,8) - 0

Interessant er også de personlige stemmer.

Mette Frederiksen (A): 43.488
Lars Løkke Rasmussen (V): 40.475
Pernille Skipper (Enhedslisten): 33024
Inger Støjberg (V): 28.420
Tommy Ahlers (V): 26.420
Nicolai Vammen (A): 23.427
Jacob Mark (SF): 23.213
Kristian Thulesen Dahl (DF) 23.119
Søren Pape Poulsen (C): 22.223
Ida Auken (B) 21.723
Pia Olsen Dyhr (SF): 20.047
og som nr. 17: Morten Østergaard (B): 17.687

Bemærkelsesværdigt er desuden at Henrik Sass Larsen (A), opstillet i Køge, ikke klarede at få et kredsmandat i Sjællands Storkreds, men blev valgt ind på listestemmer. Han har hidtil været en af partiets topfigurer, der har været gruppeformand og regnet som kommende finansminister, men han har været meget fraværende i valgkampen - og er åbenbart ikke kommet fri af sine gamle skandalesager eller sin alvorlige depression i efteråret. Så hans videre karriere er næppe sikker. [Tilføjet 12.6.: Henrik Sass Larsen har ladet sig sygemelde på ubestemt tid, har opgivet en ministerpost og meddelt at han ikke lader sig genopstille til næste folketingsvalg.]

I DF gled både Martin Henriksen (udlændingeordføreren der har været et yndlingsoffer for tegneren Roald Als) og Kim Christensen (med Mariagermotorvejen) ud. Men et tab på 21 mandater må naturligvis give mange skuffelser i partiet.

Skuffet har man sikkert også - trods jublen i 'Vega' - været i Enhedslisten, hvor Pernille Skipper fik et fornemt personligt stemmetal og blev nummer 3 af alle, men partiet mistede et enkelt mandat. Det viser hvor svært det er at skulle erstatte en politiker af Johanne Schmidt-Nielsens udadvendte og indignerede type, men partiet har jo en ufravigelig regel om tidsbegrænsning.

Man kan heller ikke kalde det tilfredsstillende for Mette Frederiksen at socialdemokratiet ikke kunne vinde blot nogle få procenter mere. For det ville have stivet hende bedre af i de kommende forhandlinger. Nu står hun over for at skulle forhandle om støtte fra tre partier der tilsammen har næsten lige så mange stemmer og mandater som socialdemokratiet selv, nemlig tæt på 25 %. Men mon ikke hun klarer det. Hun er meget bevidst om at undgå Helle Thornings fadæse i det sorte tårn i Ørestaden i 2011: at lade andre partier bestemme hovedlinjen.

Valget Grundlovsdag bliver i hvert fald et magtskifte der vil give en hel del ændringer - og så må vi se hvor meget paradigmeskifte det egentligt bliver i forhold til det store skifte i 2001, der brød med gammeldags klassepolitik, men ikke fik held til at byde med den forældede inddeling af de politiske partier i en 'rød blok' kontra 'en blå blok'. Medierne taler i dag rask væk alle om at det er rød blok der sikrer skiftet med ialt 91 mandater, men Det radikale Venstre hører ikke entydigt til rød blok, endsige en socialistisk blok, da det stadig regner sig for et socialliberalt parti.

Som understreget mange gange på Jernesalts sider er det sociale princip eller tryghedsprincippet og det liberale princip eller frihedsprincippet dybest set komplementære modsætninger og dermed uforenelige, men i praksis ikke umulige at have kørende som sideløbende og dynamiske principper. Og her snyder det radikale Venstre fra gammel tid på vægten ved at lade det sociale princip omfatte alt der har med sociallovgivning og fordelingspolitik at gøre, mens det liberale princip har med økonomien at gøre hvor der skal være frihed til private initiativer og privat økonomi, men hvor der skal være ansvarlighed på statsbudgettet i form af nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter. Og netop her gælder at Det radikale Venstre er yderst forsigtige med at pumpe penge ud i økonomien ved at lade den offentlige sektor udvide. Det sås tydeligt under Thorning-regeringen hvor en iskold Margrethe Vestager som økonomiminister sammen med en lige så kold Bjarne Corydon som finansminister blev beskyldt for at føre 'blå politik'.

Det er præcis her Socialdemokratiet risikerer at komme i klemme igen, fordi Mette Frederiksen vil blive mødt med "massive krav om flere hænder i den offentlige sektor" fra både SF og Enhedslisten, der vil slå på at hun selv er fortaler for noget lignende på flere punkter (normeringer på børneinstitutionerne). Hun har været meget forsigtigt med at give konkrete løfter, fordi hun frygter løbske finansudgifter. Det er simpelthen velfærdssamfundets akilleshæl - og var det der væltede Jens Otto Krag i 1967 og som gav ubehagelige følger langt ind i VKR-regeringen (1968-71). Man opdagede problemet for sent og fik det aldrig løst under Anker Jørgensen. Men risikoen er kommet tilbage med fuld kraft nu i 2019, fordi den offentlige sektor er blevet så stor at de offentligt ansatte vitterligt er blevet den bevidst herskende klasse der vil løse alle problemet med højere skatter og afgifter. Læs bare den store helsidesannonce i dagens Politiken fra de 110.000 ansatte i det såkaldte "sygehussamarbejde" mellem Yngre Læger, Sundhedskartellet, FOA, HK Kommunal og Overlægeforeningen. Man kan gå ud fra at langt de fleste af dem har stemt på SF og Enhedslisten - tillige med gymnasielærere og andre! Socialøkonomen Jørgen S. Dichs klassiker fra 1973 'Den herskende klasse' er påny blevet aktualiseret som hoveddokument til forståelse af hvorfra begejstringen i rød blok i onsdags kom. Den var til at tage og føle på. Og den er bestemt ikke opmuintrende.

Det andet store tema i år blev klimapolitikken - af den simple grund at vi alle regner det for sikkert at CO²-forureningen er blevet så stor at den givetvis vil forringe klimaet og miljøet, hvis vi ikke gør noget nu og her. De unge går på gaden for at få politikerne til at vågne op. De er ikke blot bekymrede, men angste - som andre var i 1960'erne ved udsigten til en atomkrig. Det har naturligvis meget med den psykiske indstilling at gøre, men kan ikke afvises som hysteri eller panik. Dette har Dansk Folkeparti gjort - og derfor led de et kæmpemæssigt nederlag. Men det store problem er jo at politikerne ikke kan blive enige om effektive handlinger, fordi hovedårsagen til hele klima-miseren er den vildt voksende befolkningstilvækst. Den kan de danske partier intet stille op imod - uanset råb og krav og stemmeafgivning i onsdags. De unge har overvejende stemt på SF, Enhedslisten og de radikale - og også her kommer en mere nøgtern Mette Frederiksen i klemme.

For mit eget vedkommende gælder at jeg ikke har været henne at stemme i onsdags, da jeg ikke finder realismen tilstrækkelig. For mig at se gik det galt med selverkendelsen i Danmark allerede da Lars Løkke Rasmussen overtog magten i 2007-11 og igen i 2015. Jeg glæder mig ubetinget over hans fald og regner Dansk Folkepartis nedtur for selvskabt og fuldt fortjent. Men jeg kan ikke deltage i begejstringen over de sejre Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tilsammen har fået og som vil komme til at give den velmenende Mette Frederiksen meget store problemer fremover, af den meget simple grund at der ikke er nemme løsninger på nogen ting længere. Alt er blevet meget mere komplekst - også kommunikationen med vælgerne. Ja, oplysningen som sådan halter langt efter kravene.

Det har været spændende at iagttage udviklingen, men jeg opfatter den som en meget bred og meget uheldig illusionering der før eller siden vil gå op for partierne og befolkningen. Men det vil kræve tid og ubehagelig selverkendelse - og det kommer jeg på grund af fremskreden alder ikke til at opleve. Så det må siges at være er et yderst passende tidspunkt at holde op med at skrive kommentarer.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Links til de opstillede partier (efter størrelse ved valget i 2015):