Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - jihadkulturen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.2.18.

Den militante Jihad-bevægelses ånd og inkonsistens

Begrebet 'jihad'
Jihadisk poesi
Jihadisk sang og musik
Jihadisk billedkunst
Jihadiske film
Jihadiske drømme i islamisk tradition
Jihadiske martyrforestillinger
Hegghammers konklusion om jihadisternes ikke-militære praksis
Hellig krig contra hellig ånd
Jihad-bevægelsens markante inkonsistens er det udslaggivende
Henvisninger



Begrebet 'jihad'    
Til toppen  Næste

Odet 'jihad' (ofte stavet djihad) oversættes som regel til "hellig krig" og betegner i denne betydning den krig mod islamismens fjender som rettroende og seriøse muslimer anser for absolut nødvendig for deres religions og kulturs overlevelse og derfor opfatter som en hellig pligt. Men det er altså sande muslimer der på den måde ser jihad som en pligt. Andre muslimer gør det ikke, og selve ordet betyder egentligt blot anstrengelse.

Ordet brugtes vel at mærke tidligt i historien om den modstandstandskamp som muslimer måtte føre mod den Quraiske-stammesammenslutning der sad på magten i Mekka, da profeten Muhammad omkring år 610 - på grundlag af sine åbenbaringer - begyndte at udbrede sin nye religion. Magthaverne i Mekka var så stærke at Muhammad og hans tilhængere måtte udvandre til Medina i år 622, men i 630 erobrede de Mekka og omskabte efter behørig renselse den hellige bygning 'Kabaen' til islams religiøse centrum. Da Muhammad døde i 632, havde det meste af Den Arabiske Halvø tilsluttet sig islam, og de kaliffer der overtog ledelsen af dette islamiske samfund gennemførte i de følgende årtier en erobring der sikrede hele Mellemøsten, Nordafrika og dele af det centrale Asien for kalifatet. Det islamiske samfund var dermed ikke længere blot et nationalt fællesskab, men en transnational, pan-islamistisk, religiøs total-ideologi.

Efter 630 førte muslimerne hellige krige mod jøder og kristne, der bl.a. fik deres modsvar af romerkirkens korstoge 1096-1270, der var kombinerede pilgrims- og krigstogter med det formål at erobre Jerusalem fra det muslimske overherredømme. I 1281 oprettedes det osmanniske rige, der i 1700-tallet truede Europa og holdt lige til 1. verdenskrig. Det førte i 1800-tallet til Frankrigs og Englands erobringskrige mod den islamiske verden. Og kampen mod disse kolonimagter førtes netop under betegnelsen jihad. Men i nyere tid er begrebet for alvor blevet aktualiseret som militante muslimers kamp mod vestlig kultur og dominans - omkring bl.a. Osama bin Ladens bevægelse og Islamistisk stat. Det karakteristiske ved disse bevægelser er netop at kampen for de islamiske ideer er en kamp mod den vestlige verden, dens værdisæt og indflydelse.

Kampen er gennem den massive indvandring af muslimer til Europa og gennem den omfattende terrorisme fra islamistisk side blevet så stor en trussel mod den vestlige verdens frihed, demokrati og sekularisering at der er skabt en fundamental og skæbnesvanger kulturmodsætning der ikke længere kan bagatelliseres som en simpel forskel mellem to religioner eller kulturmønstre, men som en kamp på liv og død om idealer og eksistensforståelse der kræver langt dybere indsigter i selve religiøsitetens og kulturmønstrenes inderste væsen end dem traditionalisterne blandt vestlige akademikere, politikere og mediefolk kan levere. Det er blevet nødvendigt at se på den moderne jihad-bevægelse som et åndsfænomen, og derfor er det en stor ting at den norske islam- og terrorforsker Thomas Hegghammer nu har udgivet en essaysamling med titlen "Jihadi Culture", hvor han selv og andre fremtrædende forskere fremlægger deres velbegrundede syn på Jihad som andet og mere end en blot og bar terroristisk magtkamp, nemlig som en grænseoverskridende bevægelse der bygger på både offermentaliteten og den tanke at ummaen [det islamiske samfund] er et folk.



Det vil måske støde nogle at undertegnede for egen regning bringer ordet 'ånd' ind i billedet, men det skyldes ganske enkelt at det er det eneste ord der fuldt ud inddrager de følelsesmæssige, intuitive og irrationelle sider af fænomenet ved siden af de rationelle, nytttebetonede og magtmæssige sider. Og dette er ganske enkelt nødvendigt for at forstå helheden i fænomenet. Nogle mennesker afviser på forhånd at man kan tale om ånd i forbindelse med militarisme og militant ekstremisme, der forherliger krig og værdier som enhed, patriotisme, hierarki, disciplinering og uniformering. Mange oprigtige fredsvenner har fx haft svært ved at forstå at en antimilitarist som Viggo Hørup i slutningen af 1800-tallet vendte sig mod hvad han kaldte "militarismens ånd", men sådanne opponenter må indse at de dermed på forhånd afskærer sig fra overhovedet at forstå denne ånd og dens tiltrækning på unge mennesker. Ånd er et helhedssyn.

Hegghammer har i et interview med Politiken i juli 2017 selv indrømmet at det for en europæisk ateist som ham selv er frygteligt vanskeligt at forstå at islamisterne fx kan tro på et evigt luksusliv i himmelen som belønning for deres martyrdød for sagen, men det gør de nu engang - i lighed med kristne menneskers tro på et liv efter døden - fordi det faktiske jordeliv forekommer for lidelsesfyldt og meningsløst og vel heller ikke kan være andet for mennesker der realistisk ser den legemlige død i øjnene uden at acceptere den som en definitiv afslutning. Ateistisk kritik af en sådan tro som overtro, preller fuldstændigt af på de fleste troende, for de har forestillingen om det evige liv i sig fra fødslen, nemlig fra de medfødte primærprocesser der ikke kender til skel mellem fortid, nutid og fremtid. Under irrationalitetens kategori hører også alle forestillinger om guder og djævle, himmel og helvede. Dem vil man derfor aldrig kunne udrydde. De vil blive ved at dukke op i menneskers bevidsthed som muligheder og udfordringer. Ateisternes store fejl er at de ikke vil acceptere dette, og derfor heller ikke gør det eneste fornuftige i tilfælde hvor der foreligger forestillinger om fx en paradisisk tilværelse efter det jordiske liv (som belønning for særlig moralsk indsats), nemlig at tage stilling til om forestillingen er en illusion der fører mennesket til umenneskelige handlinger og dermed undergravning af pligten til at sørge for overvægt af det gode i det jordiske liv, den eneste pligt i den menneskelige eksistens der kan kaldes hellig, fordi den er betingelsen for psykisk konsistens.

Jihadismens tiltrækningskraft og levedygtighed er netop tæt forbundet med det bestemte jihadistmiljøs fælles ånd af drømme og illusioner, som har både gode og slette sider, men hvis slette sider har katastrofale følger for dem selv. Og uden at sætte sig ind i denne ånd og kultur som en totalitet af rationelt og irrationelt, forstår man hverken hvor katastrofal den er for muslimerne eller at dens aktuelle trussel kun forstærkes af at de fleste vesterlændinge er blevet så sekulariserede at de efterhånden ikke selv ser noget dybere eller større i eksistensen end materielt fremskridt, velfærd, nydelse og overlevelse.



I bogen 'Jihadi Culture' med undertitlen "The Art and Social Practises of Islamists" ridser Thomas Hegghammer (f. 1977) problemstillingen op med et udmærket indledningsessay, hvor han nøgternt påpeger at det er umuligt at give en udtømmende og endegyldig forklaring på hvad jihad er, af den simple grund er muslimerne selv fortolker den meget forskelligt og giver den meget forskellige praktisk udforming fra miljø til miljø. Bogen som helhed hjælper den interesserede til at få bedre fat på hvad jihad og islamisme kan være i både bedste og værste fald. Men dens handicap ligger i selve målsætningen som er at give en saglig og videnskabelig redegørelse om jihad som selvstændigt kulturelt fænomen, hvad der i princippet vil sige et fænomen der eksisterer og kan beskrives uden relation til den militære vold den åbenlyst er forbundet med. Hegghammer og hans medforfattere er naturligvis ikke så naive at de tror at jihad er et fuldstændigt fritstående kulturfænomen, de prøver blot at beskrive de elementer som teoretisk kan ses isoleret, nemlig digtningen, musikken, billedkunst, film, drømme og drømmetydning. Og det gør de upåklageligt, men det er og bliver efter min bedste overbevisning en abstraktion af den simple grund af jihad ikke kan løsrives fra sine politiske eller magtmæssige målsætning.

Problemet ligger i at Hegghammer og medforfattere deler antropologen Edmund Leach's strukturalistiske opfattelse at der er "en teknisk overflod af pynt og dekorationer" til de basale nødvendigheder med hensyn til at dyrke jorden m.v. For denne opfattelse er helt igennem subjektiv; den beror på den intellektuelle ophavsmands forhåndsopdeling af ting i nytteværdi og pynt. Men for mennesket som skabende væsen, der én gang for alle ved bevidsthedens opkomst har hævet sig over dyrenes rent instinktive fokus på fysisk overlevelse, er kunsten, sangen og musikken samt digtningen og religionen en integreret del af kulturlivet. Det er først i nyere tid at det accellerende, såkaldt tekniske fremskridt har gjort de fleste til smalsporede materialister der i mange tilfælde nærmest knokler livet af sig for velstandsstigninger og på den måde reducerer kulturen til fritidsfornøjelser.

Men kan selvfølgelig - som forfatterne til 'Jihadi Culture' gør - analysere jihadisternes litteratur, sang, musik, billedkunst, film og drømme samt paradislængsler hver for sig, men man skal holde sig klart at dette er en akademisk abstraktionsmetode der fjerner elementerne fra den afgørende helhed der i jihad hedder kampen for magt og ensretning og undertrykkelse af alle modstandere.

I de følgende afsnit gives af pladhensyn kun eksempler på de forskelige genrer.



Jihadisk poesi    
Til toppen  Næste

Forskerne Bernard Haykel og Robyn Creswell tager sig af den jihadiske poesi og dokumenterer såvel dens centrale rolle i den specifikke jihadiske kultur som dens relation til den almindelige arabiske litteratur.

Jihadisk poesi er hverken propaganda eller fritidsfornøjelse (rekreation), men forstås bedst som udøvelse eller fremvisning af autenticitet. Digterne tager en tur i spotlyset og fortæller hinanden hvem de er eller i det mindste hvem de gerne vil ses som. Og denne selvfremstilling er lige så meget en kulturel opgave som en politisk. De militante digtere må fortælle sig selv historier om hvor de kommer fra og hvad de har haft af optræden, hvor grænserne går for deres fællesskaber og hvad deres specielle fortrin er. Og de gør meget for at overbevise sig selv om at deres identitet er gammel.

En af de mest bemærkelsesværdige i jihadisk sammenhæng er selveste Osama bin Laden (dræbt 2011), fordi han var den mest dyrkede og var stolt over sin viden om kunst. Hans taler og interviews var peppet op med verscitater. Og han skrev som noget helt selvfølgeligt en klagesang over de nitten flykaprere fra 11. september: "The mounted knights of glory found rest in the embrace of death. They gripped the towers with hands of rage and ripped through them like a torrent [skybrud]."

Det påpeges at megen Jihad-poesi rummer en hel del teologi, fordi religiøse doktriner er den militante kulturs basale lim. Men jihadisterne er overvejende selvlærte. Og som mange autodidakter tror de militante digtere at hovedstrømmen af muslimske tænkere er konspiratorer der vil skjule sandheden om islam.

Det understreges af jihad-kulturen er en "romancens kultur". Den lover eventyr og foregiver at den middelalderlige heroismes og riddeligheds koder fortsat er relevante. Alle jihad-digtere skildrer sig selv som beskyttere af kvinder og børn, særligt enker og faderløse. Men disse riddere af jihad-digtningen fremhæver sig desuden som de eneste sande muslimer.



Jihadisk sang og musik    
Til toppen  Næste

Bogen om jihad-kulturen rummer hele to kapitler om den musikken i jihad, nemlig et om selve korsangen (anashid eller anachid) og et om det musicologiske perspektiv af denne, og de er velskrevne, men alligevel vanskelige, hvis man ikke har adgang til musikken. Og det har undertegnede ikke, selvom de er lettilgængelige på YouTube. Navne og værker forbliver tomme betegnelser - og jeg skal derfor indskrænke mig til at referere nogle generelle forhold.

Nelly Lahoud argumenterer for at jihad-medierne bruger anashid som et redskab til at skabe bånd mellem jihadister og på virke deres følelser til at producere en aktivistisk jihad-kultur. Den er mest et sæt af praktiske og tekniske greb til at hjælpe lytternes følelser: de melodiske rytmer synes at have til hensigt at fremkalde rensende befrielse der komplementerer og endog erstatter tørre ideologiske dogmer.

Det er værd at bemærke at selvom disse anashid-sanges lovlighed bestrides fra officiel islamisk side, så omfavnes de af jihad-etablissementet. Anashids betragtes her som en effektiv metode der bidrager til skabelsen af en jihad-kultur. Anashids kan motivere medlemmer til hård træning og krig. Og de kan hjælpe til at berolige selvmordsbombere i slutfasen af deres missioner.

Jonathan Piesak giver et historisk overblik over jihads anashid, men fremhæver i sin konklusion at der inden for den islamiske verden er mange forskellige fortolkninger af den musikalske praksis og begrebet 'anashid'. Fx er Al-Qaeda forbeholden, men bevægelsen anser det dog ikke for god strategi at eliminere musik fra deres medier. Musikken rummer et klart potentiale for at rekrutere medlemmer til kampen, skabe sociale bånd, styrke budskabet, vække følelserne og animere til kamp.



Jihadisk billedkultur    
Til toppen  Næste

På samme måde kan Afshon Ostovar påpege at de visuelle elementer så som fotos, kunstværker og symboler er afgørende del af det islamiske budskab, selvom de ikke har nær samme prioritet som tekster. Men de kan være ekstremt effektive til at vække opmærksomhed og kommunikere ideer. Og det er indlysende at Internettet her har haft stor betydning.

Eksempler på disse symboler kan desværre ikke gives her.

Ostovar understreger at denne type billeder er centrale i netværket mellem jihadisterne. Den jihadiske kommunikation fremhæver til stadighed værdien af de voldelige symboler som geværer og det signifikante kulturelle motiv som løver.



Jihadisk film    
Til toppen  Næste

De samme symboler og motiver går naturligvis igen i jihadisk film og videoer, der dog som Anne Stenersen påpeger på sin vis er lidt paradoksalt, fordi konservative islamister er skeptiske over for brugen af levende billeder. Men videoerne kom stærkt frem i krigen mod Sovjetunionen efter 1981 og var meget vigtige under krigen om Tjetenien (1999), og igen under Irak-krigen (2004-06). Og hele tiden tager man den nyeste teknologi i brug.

Karakteristisk er at film og videoer fulgte Al-Qaeda's nye fortælling om en global kamp mellem muslimerne og den vestlige verden.

Herunder fandt man også ny teknik for at opretholde myten om martyriet i forbindelse med selvmords-operationer. Det var blevet et problem at man ikke kunne fremvise guddommelige tegn på martyrens krop efter handlingen, når martyren havde sprængt sig selv i luften. Løsningen var at bruge animation der kunne vise den døde martyr i det himmelske paradis.

Anna Stenersen påpeger specifikt at der ikke er megen fri kreativitet i denne form for propaganda-videoer, og det er nok grunden til at der ikke er dukket særlige individuelle filmskabere frem af Jihad-kulturen.



Jihadiske drømme i islamisk tradition    
Til toppen  Næste

I den gamle islamiske tradition er drømme-fortolkning vigtig, fordi i hvert fald 'sande drømme' kan hjælpe med til at åbenbare den i dybere forstand "reelle" verden omkring os. Drømme kan være budskaber fra Gud og kan fortolkes med henblik på at finde meningen med det nutidige og det fremtidige liv. For mange muslimer er drømme en vital del af den vedvarende beskæftigelse med livets mysterium og den tilhørende søgning efter meningen med livet. Og det siges da også at profeten Muhammad havde for vane hver morgen at spørge sine ledsagere om deres drømme. Drømme ses altså i denne tradition som en mulig vejledning for den fromme muslims vej gennem livet, idet drømme går ud over den almindelige bevidsthed og de jordnære daglige forestillinger. Men - må det tilføjes - ikke alle drømme anses for guddommeligt inspirerede. Der findes også onde drømme....

I moderne tid anser den islamiske drømme-fortolkning drømme som mangeartede med mange funktioner. De kan være kilde til metafysisk viden, guddommelig eller spirituel åbenbaring. De kan indeholde praktisk og alternativ viden, men altså også information om den usynlige verden bag den synlige og folks fremtidige spirituelle tilstand.

I jihad har det spillet ind at Osama bin Laden efter 11. september 2001 udtalte sig om et godt drømmevarsel om piloterne.

Et vigtigt element er at drømme kan opfattes og bliver opfattet som kommunikation mellem levende og døde, hvor fx en død kan besvare spørgsmål fra en levende med en klar etisk hensigt.

I mange jihadisters bevidsthed er inspirerende drømme et stadigt tilbagevendende tema i deres militære karriere. Drømme er en signifikant og akcepteret del af jihadiske gruppers fælles adfærd og identitet. De vækker empatisk og forstillingsmæsig forbindelse til islamiske helte. Og naturligvis betyder hellige personers drømme særligt meget, herunder profetens. Men for jihadisterne gælder specifikt at de ser deres drømme som en retfærdiggørelse af deres voldelige handlinger. Og drømme kan her også tjene til at overbevise nybegyndere om at tilslutte sig den voldelige indsats.

Men drømmetydningen er i Jihad-kulturen lige så vigtig som drømmene. Hvis fortolkeren selv er aktivist, er det naturligvis mest sandsynligt at drømmene fortolkes i aktivistisk retning. - Vi kommer derfor ikke uden om betydningen af martyrforestillingerne.



Jihadiske martyrforestillinger    
Til toppen  Næste

I sin klassiske udgave er det muslimsk martyrium tæt forbundet med både det jødiske og det kristne i den forstand at det 'retfærdiggør' lidelses- og dødsprocessen. Den døde får efter sin legemlige død på jorden et ny tilværelse i himmelen, og denne opfattes i en eller anden forstand som 'materiel' og 'reel' på nogenlunde samme måde om den jordiske. Martyren frelses så at sige fra gravens uhygge og forbandelse, og han får et evigt liv i himmelen. Men i den muslimske udgave er der dog den ejendommelighed at martyrerne i paradiset tildeles ikke midnre end 70 evigt unge jomfruer - men samtidigt får 70 af deres slægtninge med i paradiset. Hvilke af de to sidstnævnte ting der tæller mest, kan ingen afgøre. Der er forskellige islamiske fortolkninger, og generelt er der en betydelig forskel mellem den sunnimuslimske og den shiitiske fortolkning.

David B. Cook konkluderer uden at sige for meget - men efter min mening også lidt søgt - at martyrfiguren er en tærskelfigur der permanent svæver mellem jord og himmel alt efter behov. Videoer om martyrer reflekterer en given radikal gruppes marginalitet med hensyn til det territorium den opererer i (irakerne har derfor flere end palestinenserne). Men der er også forskelle med hensyn til om trosopfattelsen er bevarende og konservativ eller aktiv og aggressiv. De lærde sikrer den gældende tradition, mens martyrerne både kropsligt og idémæssigt så at sige "legemliggør idealet efter deres død". For undertegnede er det er derimod det med jomfruerne der umiddelbart støder min vestlig tankegang mest, i og med at det gør kvinder til genstande for mandens seksuelle nydelser - og allerede dermed dømmer islam som decideret kvindeundertrykkende.



Hegghammers konklusion om jihadisternes ikke-militære praksis    
Til toppen  Næste

Thomas Heggehammer slutter "Jihad-kulturen" af med et klogt og godt essay om den ikke-militære praksis hos jihadisterne som er bogens erklærede hovedtema. Han indrømmer at værket er overvejende beskrivende, samt at det af gode grunde ikke beror på observation, men på analyse af tilgængelige kilder som erindringer og videoer. Men han gennemgår omhyggeligt de fem hovedelementer: Kilder og metoder, Den praktiserede gudsfrygt (bøn, koranlæsning, faste og djævleuddrivelse m.m.), Den praktiserede fritidsrekreation (sang, musik, poesi, video, drømmetydning), Identitetsmarkører (herunder de krigsnavne krigerne påtager sig) og andre forhold.

Hegghammer understreger kraftigt i sin konklusion at man skal tage jihadisternes religiøsitet alvorligt. Den er alt andet end overfladisk, som mange ellers tror. Desuden er jihadisterne overraskende ortodokse i deres rituelle praksis. De er mere følelsesladede og kunstnerisk sensitive end hvad man almindeligvis forestiller sig om terrorister. De er endeligt mere influerede af den mystiske retning inden for islam, der hedder Sufismen, og det viser sig i brugen af hymnesang og det at græde højt og længe. Og dette betyder alt i alt at det kulturelle islæt er af stor betydning for den militære kamp.

Men typisk for Hegghammer understreger han straks at det kræver flere undersøgelser at svare på hvordan kulturen hjælper jihadisterne i deres kamp. Hele studiet i den kulturelle side af den militante jihad-bevægelse (som den foreligger i bogen) er først og fremmest en undersøgelse af det Hegghammer kalder "den mest mysteriøse dimension i den menneskelige eksistens: Hvorfor holder vi så meget af musik? Hvorfor drømmer vi? Hvorfor ler og græder vi? Hvorfor er religion så vigtig for os?".

Undertegnede kan i og for sig godt forstå spørgsmålet, for der er i vore dage overordentlige mange vesterlændinge der ikke fatter dsse fænomener, men egentlig synes jeg det er for ringe at en så fornuftig og realistisk forsker som Hegghammer under sine dybtgående studier sf islamisk sprog, kultur, religion og islamistisk fanatisme ikke på noget tidspunkt har fundet det nødvendigt at begive sig ind på den frie og helhedsrealistiske filosofi og psykologi som alene kan give en konsistent og modsigelsesfri forklaring på spørgsmålene. Det sker ved simpelthen at se i øjnene at mennesket har to ligeværdige tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre tilgang gennem sanser og håndgribelig praksis og den indre tilgang gennem intuition og uhåndgribelige praksis. De to tilgange er ikke adskilte - og har aldrig nogensinde i menneskehedens historie været adskilte. De er tværtimod uafbrudt i så tæt, direkte og givende, men ofte ubevidst forbindelse med hinanden at historien ikke kan forstås uden at tage højde for sam- og modspillet og forstå at det netop aldrig kan reduceres til rent logisk-rationelle processer, endsige fysiske hjerneprocesser.

For at besvare Hegghammers spørgsmål ganske kort: Mennesker elsker musik fordi musikken giver den direkte oplevelse af mening med tilværelsen som ord og forklaringer aldrig kan give. Mennesker drømmer, fordi det ved siden af sin rationelle fornuft har en yderst kreativ irrationel underbevidsthed af kollektiv karakter som er i funktion uafbrudt og herunder sender sine forestillinger, drømme og ideer til de sovende eller halvtvågne individer. Mennesker ler og græder fordi de ved siden af at være fornuftstyrede væsener også er emotionelle væsener der individuelt og kollektivt har brug for at udtrykke det de oplever i det indre og endda undertiden også formår at give form i decideret kunst. Og religion er så vigtigt for os, fordi den netop formår at udtrykke og bringe lidt orden og sammenhæng i det mylder af forestillinger, tanker, følelser, indtryk og åbenbaringer som ikke kan rummes i den jordnære, saglige og nyttebetonede hverdagspraksis, men til gengæld kan bringe os direkte til oplevelsen af såvel meningen og helheden som det ophøjede og hellige.



Hellig krig contra hellig ånd    
Til toppen  Næste

Da tilsyneladende alle verdens muslimer i 2006 følte sig dybt krænkede over visse tegninger i Jyllands-Posten af profeten Muhammad og lod deres vrede og frustration gå ud over sagesløse danske handelsvarer, flag og ambassader, er det i forbindelse med jihadismens trussel nærliggende at se på en anden af de muslimske profeters syn på den slags. Jeg tænker naturligvis på Jesus der ikke blot er de kristnes mytologiske frelserskikkelse, men også en profet ifølge koranen.

Han har faktisk som jordisk skikkelse, som menneskesøn, udtalt sig om sagen, nemlig da han engang blev beskyldt for at drive onde ånder ud af en psykisk syg mand ved hjælp af Beelzebul, dvs de onde ånders fyrste, også kaldet Djævelen. Ifølge evangelisten Matthæus (kap. 12,31-32) svarede Jesus: "Al synd og bespottelse skal tilgives, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende."

Helt bortset fra hvad kirkefædrene og senere tiders teologer har lagt ind i begrebet Helligånden - det blev jo på et tidspunkt ophøjet til den ene 'person' i Treenigheden: Fader-Søn-Helligånd - så er det en særdeles påfaldende bemærkning af Jesus selv, fordi han altså skelner skarpt mellem sig selv og denne ånd og - ikke mindst - gør bespottelse af den jordiske eller timelige manifestation af det guddommelige tilgivelig.

Dette tør i hvert fald i første omgang siges at være en opfattelse der adskiller sig fundamentalt fra det islamiske forhold til profeten Muhammed, ja, direkte peger på at man i islam slet ikke har et tilsvarende skel.



Men dernæst tør det kaldes en væsentlig indsigt af dybdepsykologisk art, fordi udtalelsen præcist bestemmer den timelige manifestation af det guddommelige som noget fra den hellige, dvs ukrænkelige skabende åndskraft væsensforskelligt. Det synes at ligge implicit i udsagnet at de jordiske manifestationer af det guddommelige ikke er og ikke kan være hævet over kritik eller bespottelse. Hævet herover er kun Helligånden selv.

Og grunden turde igen være ligetil set fra et dybdepsykologisk eller helhedsrealistisk synspunkt, nemlig at det at bespotte selve Helligånden, det er i virkeligheden det samme som at bespotte selve grundlaget for al skabende kraft, dvs den kraft der er kilden til al kreativitet i alle mennesker. Eller med andre ord at synde mod Helligånden er ifølge sagens natur utilgiveligt fordi det er nøjagtigt det samme som at undergrave sin egen indre konsistens. Man bliver uundgåeligt inkonsistent af at bespotte Helligånden.



Dette skete flere steder og flere gange i islams historie. Her skal som eksempel blot nævnes Stormogulrigets voldsomme ekspansion under Awrangzib (eller Aurangzeb; 1658-1707). Han tog den fulde konsekvens af opdelingen af verden i 'Islams område' (Dar al-Islam), hvor islam var enerådende - og 'sværdets område' hvor kampen endnu stod mellem islam og de vantro. Jes P. Asmussen skriver i sin bog om Islam, at fred med ikke-muslimske stater ud fra muslimernes synspunkt dybest set kun kan være provisorisk, for djihad skal vare ved, indtil islam hersker overalt. - Dét tør man kalde 'hellig krig'.

I nutidens vestlige tænkning er begrebet 'Hellig krig' blevet et decideret skældsord, og det bliver flittigt brugt om netop muslimsk jihad, fordi blind fanatisme er karakteristisk for islamisk terror. Sprogbrugen kan man sige er uretfærdig, eftersom der fortsat - bl.a. i sufismen - vitterligt eksisterer en jihad der betyder anstrengelse for indre religiøs hengivelse. Men sådan virker de psykiske grundprocesser nu engang på sproget. Det der særligt intenst karakteriserer en given del af en religion påduttes hele religionen. Helheden identificeres med delen. Islam med terroren.

Helt uden grund er kortslutningen dog heller ikke, eftersom det er særligt påfaldende for islam i moderne tid at jihad - kampen for islam - overhovedet kan føres med en hellig fanatisme eller hellig frustrationsaggressivitet der totalt udelukker hvad man fra en nøgtern dybdepsykologisk betragtning vil kalde ægte religiøs hengivelse.

Ser man på de massive demonstrationer i 2006 af ustyrlig muslimsk fanatisme på gadeplan, kommer man ikke uden om at den driftsaggressivitet der kunne kanaliseres ud i konstruktive åndelige eller praktiske øvelser er blevet forbundet med en sådan utæmmelig vrede og frustration at resultatet er blevet ren destruktivitet. Det svarer til en decideret rå og voldelig baggårdsvoldtægt sammenlignet med varm erotisk leg mellem frie og jævnbyrdige mennesker i behagelige omgivelser.

Men når driftsaggressiviteten udvikler sig på denne negative måde bliver den bespottelse af Helligånden, fordi den lige præcist ødelægger selve den kanalisering af ånden som muliggør indre konsistens. At anledningen til vreden i virkeligheden er ikke-aggressive humoristiske tegninger der udelukkende retter satiren mod misbrug af en profets navn til terror viser kun hvor lidt muslimer - fra laveste til højeste rang - er i stand til at skelne mellem Helligånden og de timelige manifestationer af den.

Men skellet er afgørende for forståelsen af hvad der skiller islam og vestlig sekulariseret kultur af kristen oprindelse. Psykologisk set er der intetsomhelst mystisk i forskellen. Det er kun når man laver akademiske analyser af kultursammenstødet - eventuelt sociologiske eller rent teologiske - at man tror man kan undvære den dybdepsykologiske indsigt der er nødvendig for den fulde forståelse.



Jihad-bevægelsens markante inkonsistens er det udslaggivende    
Til toppen  Næste

Det er tankevækkende at den flittige og kompetente Thomas Hegghammer på den ene side er aktiv deltager i bekæmpelsen af den specifikke jihadistiske terrortrussel, men på den anden side viger tilbage fra at tage åbenlyst stilling til såvel islamismens som den underliggende og almene islamiske religions problematiske karakter og indbyggede farlighed. Han er erklæret ateist, men tør åbenbart ikke kritisere islam som sådan, idet han personligt røber stor usikkerhed med hensyn til afgørende eksistentielle spørgsmål. Men der er efter min mening ikke det fjerneste i vejen for som vesterlænding på et rimeligt fornuftigt og sagligt grundlag at tage klar stilling imod islam som værende inkonsistent ud fra fornuftige helehdsrealistiske betagtninger der ikke har noget som helst med tilslutning til bestemte religiøse eller ideologiske dogmer at gøre.

Ud fra almene fornuftsbetragtninger må vi tværtimod acceptere såvel noget i tilværelsen der er højere end mennesket og som samtidigt er helligt i den forstand at man ikke uden fatale konsekvenser for menneskelivet her på jorden kan handle imod det. Det drejer sig her hverken om nulevende eller fortidige skikkelser eller om teoretiske eller hypotetiske forestillinger om overjordiske eller guddommelige væsener, men meget prosaisk om at mennesket er sådant psykisk indrettet at det ikke kan bevare sin indre konsistens uden at sørge for en overvægt af det gode i livet, og dette gode i livet vil vel at mærke altid forblive en skønssag og altså aldrig noget der kan slås op i lovkataloger, facitlister eller tekster og dokumenter som er åbenbaret visse mennesker og derfor af disse udråbes til hellige og ukrænkelige.

Det gode i livet er trods alt noget stort set alle nogenlunde normale mennesker jorden over allerede fra barnsben af har en ret sikker fornemmelse af hvad er - selvom de måske ikke kan forklare det endsige definere det. Men det er ikke uden grund af vi alle har et billede af et spædbarn ved sin moders bryst som ammes i fred og ro og på en måde der lyser af stor tilfredstillelse hos begge. Modsat er det heller ikke uden grund at de fleste af os synes at vold, krig, mishandling, undertrykkelse, ydmygelse og destruktion er onde fænomener som er udbredte både i historien og i nutiden, og som vi næppe nogensinde vil se definitivt afskaffet, men dog håber og ønsker at kunne reducere.

Det giver sig selv at det ikke er muligt at sørge for overvægt af det gode i livet, hvis man forsømmer sit helbred, sin uddannelse, sit arbejde og sit fællesskab med familie og andre mennesker. Et samfund kan endog stå i en trussel udefra der gør det indlysende nødvendigt at tage kampen op mod fjender for at kunne bevare det gode i livet for fællesskabet. Men det er straks sværere at gennemskue hvornår det er rimeligt og acceptabelt at fremme sine egne økonomiske eller kulturelle interesser når man derved griber ind i andres liv, sfærer og kulturer.

Stedet er ikke til en blot oversigtsagtig gennemgang af historens forløb. Alle véd at der gennem tiderne altid har været uenighed om hvor grænserne for ekspansionen går. Og alle nøgterne mennesker véd også at ingen instans styrer hele udviklingen på jordkloden og altså heller ikke er i stand til at skabe varig fred, bæredygtigt klima, passende frihed for flertallet og rimelig begrænsning af uligheden - samt rig skabende udfoldelse for flest mulige.

Men konkret står den vestlige verden over for en trussel fra den muslimske verden som ikke kan reduceres til relativt simple spørgsmål om formuer, jordbesiddelse eller økonomiske og politiske interesser, men griber dybt ind i eksistentielle spørgsmål. Det er kun godt 70 år siden 2. verdenskrig satte en stopper for den europæiske fascismes og nazismes aggressioner og ødelæggelser og kun 30 år siden den kolde krig mellem øst og vest blev standset. De vestlige landes borgere og ledere véd i dag uhyre meget om hvordan sådanne ekcesser skal undgåes og forebygges, men nu er en ny og stor trussel kommet fra muslimsk side - og derfor er det i det mindste nødvendigt at se i øjnene hvilke kræfter europæerne her står over for og hvorfor de er så fatale som de er.

Svaret er ikke enkelt. Men på baggrund af ovenstående gennemgang af jihadismens væsen, udvikling og trussel er der i hvert fald grundlag for at påpege at Vesten står over for en bevægelse, en kultur og en religion der er dybt inkonsistent i sit væsen ved at bygge på forestillingen om et overjordisk paradis efter døden, forestillingen om en hellig krig mod anderledes tænkende og forestillingen om at man ved at dø som martyr for denne hellige krig kan gøre sig fortjent til et evigt liv i det utopiske rige med evigt unge jomfruer som man forestiller sig efter døden. Dette er med vores dages viden om psykologi, religion og verdenshistorie en så horribel inkonsistens i tænkning og drømmeri, at der hverken er basis for fornuftig kulturudveksling, politik samarbejde eller akcept af ubegrænset indvandring.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Henvisninger    
Til toppen

Litteratur:

Thomas Hegghammer (red.): Jihadi Culture - The Art and Social Practices of Militant Islamists. (Cambridge University Press. 2017)

Link til   Thomas Hegghammers website.



Relevante artikler på Jernesalt:

Jihad: Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.);

Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)
Terroren rammer midt ind den tyske julestemning og kanslerens troværdighed   (22.12.16.)
Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer  (11.9.16.)
Martyr-udstilling provokerer til stillingtagen  (30.5.16.)
Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3)
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (15.5.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Kampen mod Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde  (14.9.14.)
Islamistisk terror rammer Mali og Algier  (2.2.13.)

Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
At være terrorist eller at være demokrat &nb
Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring  (21.3.15)
Skal Hizb ut-Tahrir forbydes?  (13.3.15.)
Er ytringsfriheden virkelig så afgørende  (8.3.15.)
Danmark efter terrorangrebet 14. februar  (19.2.15.)
Den nye islamistiske terror mod ytringsfrihed og jøder nu for alvor i Danmark  (15.2.15.)
Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)
Terroraktionen i Paris blev udvidet dramatisk. Reaktionen viser fortsat stor religiøs forvirring  (10.1.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring  (8.1.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)

Muhammedtegningernes altafgørende betydning  (30.9.15.)
Muhammed-sag, optræk til ny 2012  (15.09.12.)
Muhammed-sagen: Muhammed uden humor  (2.3.08.)
Muhammed-sagen: Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Islam - en trussel? den vigtige forskel mellem islam og islamismen
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Tariq Ramadans bog om europæisk islam  (31.10.07.)



11. september  om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA.
Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01.

Herbener forudser et stort religionsskifte uden ånd  (9.1.18.)
Colling Nielsen hylder det åndløse massemenneske  (6.1.18.)
Folkeskolen og Folkekirken er nu i et klart modsætningsforhold  (20.12.17.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal