JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - terroralgier13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.2.13. (Ugebrev 5)

Islamistisk terror rammer Mali og Algier

Den 10. januar indtog de islamistiske oprørere der havde taget magten i den nordlige del af den afrikanske stat Mali byen Konna som ligger på grænsen til det sydlige Mali der styres fra hovedstaden Bamako af den svage og midlertidige præsident Dioncounda Traora som støttes af FN. Oprørerne består primært af to grupperinger der begge udgår fra tuareg-folket i nord, nemlig af NMLA (National Movement for the Liberation of Azawad) og den militante gruppe Ansar Dine (Islams forsvarere) der har forbindelse med bl.a. al-Queda og som ønsker sharialoven indført i hele Mali til afløsning af den 'verdslighed' de afskyr. Men der findes også en tredje gruppe af radikale muslimer der gennemfører aktioner i det sydlige Algeriet.

Dagen efter gik Frankrig efter anmodning fra Malis regering til angreb på oprørerne med fly, og den franske præsident Hollande forsikrede at aktionen til støtte for Malis demokrati ville vare så længe det var nødvendigt. Den franske regering er dog kommet i det dilemma, at Algeriet ser med stor bekymring på at den tidligere kolonimagt igen får militært fodfæste i et område hvor de stadig har kontrol over mineindustrien. På den anden side frygter Frankrig at deciderede terrororganisationer skaffer sig baser i Mali og den østligere stat Niger. Frankrig har en stor befolkningsgruppe fra Mali og omkringliggende muslimske stater, og disse grupper tiltrækker unge med hang til islamisme. En fransk antiterrordommer har lige ud formuleret sin bekymring med ordene: "Disse 'sorte' franske muslimer, som indtil nu har lidt under en latent racisme fra 'araberne' har nu for første gang deres egen jihad."

Frankrig fik hurtig, men begrænset hjælp fra Canada, Storbritannien og Danmark. USA stillede overvågningsdroner til rådighed. Men sagen forbliver et fransk anliggende, og Nato bliver ikke indblandet. Algier støtter ganske vist også den franske aktion, da landets præsident er skarp modstander af de islamistiske bevægelser i regionen, men kun i begrænset tid. Frankrig skal med andre ord handle hurtigt. Man mange tvivler efter de første dage på på at dette overhovedet kan lykkes, eftersom man vil undgå at sætte landstyrker ind.

Onsdag morgen den 16. januar ændredes hele situationen imidlertid brat, da islamistiske militsfolk angreb en bus der var på vej til en lufthavn fra det store algierske naturgaskompleks In Aménas langt ude i ørkenen tæt på grænsen til Libyen. Og da kapringen mislykkedes fortsatte militsfolkene til boligområdet ved gasanlægget, i hvis barakker medarbejderne boede, og her tog de ca. 40 udenlandske og 150 algierske medarbejdere som gidsler. Blandt de udenlandske gidsler var franske, britiske og norske statsborgere. De fleste algiere blev dog hurtigt løsladt, fordi gidseltagerne kun var ude efter 'fremmede', men den algierske regering handlede hurtigt og fik i løbet af et par timer hele gasanlægget omringet. Algieret slog vel at mærke til uden på forhånd at orientere den franske præsident eller andre vestlige landes regeringer. Algeriet, der principielt er imod at forhandle med terrorister, havde været parat til at forhandle med gidseltagerne på den betingelse at de ikke lagde hånd på gidslerne og at ikke fjernede dem fra basen. Men det viste sig at gidseltagerne forsøgte at føre nogle af gidslerne bort fra området - og så slog det algierske militær til. Det blev en voldsom aktion, der kostede liv på begge sider. De fleste gidseltagere blev dræbt, men det gjorde også mange gidsler. Men længe forblev det uvist hvor mange. Omkring 100 gidsler blev befriet ved aktionen, og nogle få havde haft held til at flygte eller skjule sig på egen hånd.

Der er blevet rejst kritik af den algierske regerings hurtige reaktion på gidseltagningen, men den forstummede efterhånden som det stod klart, at mange gidsler ville være blevet ført væk fra området - og manges skæbne derfor helt uvis. Nu fik man vitterligt reddet mange - og dræbt langt de fleste gidseltagere. Ingen havde næppe heller kunnet forudse, at de militante muslimer ville slå til så langt væk fra deres egne baser.

Problemet er fortsat at demokratiernes kamp mod den islamistiske terrorisme er asymmetrisk. Terrorister skyer intet middel for at nå deres antivestlige, antidemokratiske og antisekulære mål, de skjuler sig blandt civile, og de bruger kynisk gidseltagning som effektiv finansieringkilde til terroren. Løsepenge er ifølge den amerikanske vicefinansminister David Cohen den vigtigske indtægtskilde for terrorister i dag. Og en analytiker for et sikkerhedsfirma i London har desuden påpeget at antallet af alle typer forbrydelser der har med terrorisme at gøre stiger i hele Mellemøsten, og at især antallet af gidseltagninger vokser i Nordafrika. Der er altså særdeles god grund til fransk bekymring - og selv PET i Danmark må konstatere øget terrortrussel her i landet efter indsatsen af et enkelt dansk Herkules-fly i aktionen i Algier.

I Mali fortsatte islamisterne deres kampe. Og der kom hårrejsende beretninger om den barbariske undertrykkelse befolkningen blev udsat for i de områder i Nord oprørerne beherskede og de områder i syd de erobrede. Da Mali har lang og stærk musik-tradition har den islamistiske undertrykkelse vist sig særligt tydeligt på dette område, fordi islamisterne ikke tåler verdslig musik endsige musik der på nogen måde er inspireret af vestlig musik, fx bluesmusik eller elektrisk populærmusik. Islamisterne forbyder den med det resultat at også turisterne bliver væk og dermed fjerner den almindelige befolknings eksistensgrundlag. Hoteller, barer og restauranter er ganske enkelt tomme.

Islamisterne fører hellig krig mod musik i hele det nordlige og af dem besatte Mali, der også er den fattigste del af landet. De der lytter til 'satans musik' bliver straffet brutalt, fx ved at blive pisket, få skåret 'guitarfingrene' af eller brændt deres instrumenter. En britisk journalist har fortalt at musik ikke længere eksisterer som en almindelig aktivitet i det nordlige Mali. Folk fortæller at de bliver nødt til at lukke døre og vinduer og skrue helt ned for radioen. Og en festivalarrangør karakteriserer udviklingen som katastrofal for hele befolkningen der er så afhængige af musikken. Mali uden musik er en umulighed.

Kulturværdier som gamle manuskripter af stor videnskabelig interesse var også en overgang i fare, da oprørerne fik erobret byen Timbukti med et stort bibliotek og straks gik i gang med ødelæggelser. De fleste skatte blev vist nok gemt af vejen i tide, men faren drev først over da fransk-maliske styrker fik generobret denne og en del andre byer i løbet af dagene 29. og 30. januar. Kvinder tør igen gå med makeup og klæde sig i deres sædvanlige farvestrålende gevandter, som glædesbudskabet lyder. For det er jo den anden uhyggelige side af den islamistiske undertrykkelse, at kvinderne mister deres frihed - som alle steder i den muslimske verden hvor det er primitiv mandskultur der dominerer.

Formentlig er de fleste islamister nu jaget på flugt, så folk kan vende tilbage til deres byer og boliger - og Frankrig relativt hurtigt trække sine styrker tilbage. Men hverken islamismen eller terrorismen er slået ned. Truslen mod vestlige værdier, mod demokratiet og mod sekulariseringen fortsætter fra ekstremistisk side.

Demokratiernes kamp mod terrorismen må derfor også fortsætte, og den skal som hidtil kombinere nødvendige militære aktioner, hvor disse er gennemførlige, med normalt stilfærdigt diplomati overalt hvor dette er muligt, men også med en kulturkamp der rækker langt videre og sigter direkte på en ændring af mentaliteten overalt hvor der i de muslimske lande hersker primitive og dybt utidssvarende kulturnormer der bæres af den absolutte mands- og klanautoritet.

Ingen vestlig magt skal føle sig på den sikre side i denne kamp, uanset hvor stilfærdigt de arbejder diplomatisk og humanitært. For det er selve frihedsrettighederne og verdsligheden islamisterne er imod og føler sig truet af. Terrortruslen mod Danmark ligger uændret på et relativt højt niveau på grund af den gamle Muhammedsag, deltagelsen i krigene i Irak og Afghanistan og den senere medvirken i aktioner mod Libyen og nu mod Mali-oprørerne. Men selv Norge skånes ikke, skønt landet kun har ingeniører og andre gas- eller olie-eksperter sendt ud i verden med tanke på teknologisk assistance. Statsminister Stoltenberg er igen blevet et sagesløst offer for meningsløs terror mod norske statsborgere.

Men det centrale turde trods alle tab af menneskeliv være, at de vestlige demokratier er nødsaget til at fortsætte deres kamp for demokratisk opbygning og sekularisering overalt i den muslimske verden hvor den er mulig, for i sidste ende er sekulært demokrati det eneste der kan redde de muslimske befolkninger fra ideologisk og religiøs ekstremisme og fra absolut enevælde og militær-tyranni - og fra det meningsløse had til vestlige værdier der umuliggør muslimernes egen psykiske konsistens.

Dette gælder også i den yderst spændte situation i Syrien, Libanon, Palæstina og Egypten, hvor det arabiske forår overalt løber ind i reaktionære kræfters bevidste og ubevidste modstand mod ændringer til det bedre af enhver art, og hvor man benytter det demokratiske og konstruktive israelske samfund som syndebuk for sin egen splittelthed og tilbageståenhed. Israel fører ikke den optimale kamp for fredsprocessen, men stadig gælder at fredsprocessen aldrig kan lykkes, hvis muslimernes had til jøderne ikke får en ende.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Hader arabiske mænd virkeligt kvinder?  (28.5.12.)
Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg  (6.10.08.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)