|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.21.Overblik over Mellemøstens problematik - gennemgang og kritik af Lars Erslev Andersens nye bog "Oprør og Alliancer"Mellemøsten er konstrueret af de europæiske kolonimagterPalæstina blev i 1948 en jødisk stat Det europæiske statsbegreb contra det arabiske klansystem Den stolte beduinkultur og andre identitetsrelationer Den rette fortolkning af islam Renhedskultur contra bastardkultur eller Khomeinis fatwa mod Rushdie Palæstinenserne valgte vejen til håbløshed Saudi-Arabiens sultanisme Slagmarken i Yemen belaster Saudi-Arabien Egyptens snedige militærdiktatur Syriske oprørere sendt på flugt Det Arabiske Forår endte ulykkeligt i et 'Fordrivelsens årti' Erdogan gjorde Tyrkiet til en islamisk stat Irakkrigen styrkede modstandsaksen mod USA Ruslands invasion i Syrien sikrede Assads diktatur Et nyt Silkevejsprojekt styrker Kinas position i Mellemøsten Erslevs overordnede betragtninger Helhedsrealistisk kritik Henvisninger Mellemøstenforskeren Lars Erslev Andersen har udgivet en glimrende, ja fornem bog om oprør og alliancer i Mellemøsten efter Det Arabiske Forår. Med sit stor overblik kommer den på rette tidspunkt, fordi et overblik er særligt relevant efter at USA har trukket sig ud af Afghanistan og dermed ikke blot overladt dette fjernøstlige land til Talibans skæbne, men hele Mellemøsten til den allerstørste uvished. Tidspunktet er også godt fordi islamforskeren Jakob Skovgaard Petersen for et år siden udgav et lige så fornemt værk om "Muhammedanernes Muhammad og alle andres", der grundigt belyste den islamiske religions historie. Vi har med disse to værker fået det allerbedste grundlag for at forstå Mellemøstens udvikling og helt aktuelle situation og udfordringer. Jeg vil derfor i det følgende give en lige så grundig gennemgang af Lars Erslevs værk som i sin tid af Jakob Skovgaards, og jeg vil desuden komme med en kritik der på nogle punkter har samme anker som i tilfældet Skovgaard, men desuden helt naturligt går videre og dybere, fordi Erslev i modsætning til Skovgaard ikke sparer på betragtninger om mere filosofiske eller idéhistoriske konflikt mellem vestlig og islamisk kultur, herunder eksempelvis inddrager Samuel P. Huntingtons vigtige begreber. Dette skyldes ikke mindst det forhold at Erslev (af årgang 1956) ikke alene er cand.mag. i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet, men også cand.mag. i idéhistorie fra Aarhus Universitet (i Sløks tid), mens Skovgaard (årgang 1963) er mag.art. i religionshistorie. Det giver selvsagt to vidt forskellige indfaldsvinkler Desuden gælder, at Lars Erlev helt bevidst har valgt at fortælle en hel del "anekdoter" om sine egne personlige oplevelser for at "vise at Mellemøstforskning ikke alene er at studere bøger og artikler og læse kilder, men faktisk også at rejse i regionen og møde mennesker i deres dagligdag, interviewe forskere, myndighedspersoner, aktivister, politikere og mange andre". Ordet 'anekdoter' forbinder vi normalt med små humoristiske beretninger, men ordet stammer fra græsk og betyder egentligt 'uudgivne ting', dvs mere private beretninger som akademiske forskere normalt holder for sig selv, fordi de ikke anses for relevante i forskningsøjemed. Men det er de i allerhøjeste grad i vore dage, af den simple grund at vi efterhånden er kommet til bedre og bedre at forstå at der ikke findes fuldstændigt objektive udlægninger af noget som helst, end ikke i naturvidenskaberne, men slet ikke i den historiske, politiske eller religiøse forskning. Der gives efter moderne tankegang ganske enkelt ikke absolutte sandheder - hævet over tid og sted - men alene sandheder der er historisk betingede og i den forstand relative. Og allerede dette sætter en afgørende forskel mellem sekulære kulturers opfattelse af religioner, guder, profeter eller budbringere, og fundamentalistiske kulturers opfattelse af tilsvarende begreber. I den sekulære verden forstår vi at der ikke gives absolutte guder eller dogmer der kan hæves over analyse eller humor. Den tiltalende bevidsthed om det personlige i Erslevs tilgang til forskningen og formidlingen viser sig også i at han for en gangs skyld helt afstår fra en ellers typisk akademisk forpligtelse til nøjagtig angivelse af kilden til hvert eneste citat, referat eller omtale i bogen, hvis bogen eller artiklen ellers skal kvalificere sig til optagelse i videnskabelige tidskrifter eller CV'er. Sådanne har Erslev skrevet så mange af at han ikke føler forpligtelsen absolut. Og det er noget undertegnede sætter højt, for det giver en frihed i udformingen der understreger den dybt eksistentielle karakter af Erslevs værk - uden på nogen måde at gå ud over sagligheden eller troværdigheden. Hertil kommer den frihed der består i at Erslev ikke har grebet sin store beretning an i kronologisk, men i tematisk orden, så værket opdeles i tre hovedafnit om hhv (1) Magt, stat og politik, (2) Mennesker, migration og bastardkultur og (3) Krige, konflikter og stormagtsrivalisering. Dette giver undertegnede en helt naturlig mulighed for tilsvarende at gå tematisk frem, men naturligvis ud fra egne, eksistentielle prioriteringer. Enkelte gentagelser har været nødvendige. Mellemøsten er konstrueret af de europæiske kolonimagter Til toppen Næste Erslev gør et sted opmærksom på, at Mellemøsten er den mest stormagtspenetrerede region i verden. Sammen med de europæiske stormagter og Rusland har USA siden midten af 1970’erne konstant blandet sig i statssystemet i det moderne Mellemøsten. Men det går dog - som han forklarer - længere tilbage i tiden. Allerede betegnelsen Mellemøsten er et resultat af vestlig kolonial- og geopolitik, idet den betegner afstanden fra Lodon, der dengang var imperiets center. Og betegnelsen skal ses i forhold til betegnelserne Nærøsten (Tyrkiet og Nordafrika) og Fjernøsten (Afghanistan og resten af Asien). Mellemøsten blev i 1919 med Versaillesfreden og tilhørende tillægstraktater og protokoller etableret som en konstruktion med nye og for regionen fremmedartede ideer med stater, hvis grænser gik på tværs af etniske og religiøse skel. De nye inddelinger af territoriet, de nye loyalitetsstrukturer og europæernes fortsatte tilstedeværelse og hegemoni i regionen var med Erslevs ord en stensikker opskrift på konflikt og vold. Efter 1. verdenskrig tegnede europæerne ganske enkelt kortet over Mellemøsten og gjorde samtidigt de tidligere tyske kolonier til mandatområder, dvs områder under Folkenes Forbund. Den amerikanske præsident Wilson forelagde ved Versailles-forhandlingerne en stor vision om nationernes selvbestemmelse. Men mange delegationer blev skuffede, fordi de europæiske sejrherrer prioriterede deres egne interesser over alle andre og rent ud sagt ville have hævn, territorier og for Tysklands vedkommende enorme og katastrofale krigsskadeserstatninger. Ikke uden grund viste filosoffen Hannah Arendt i ’Det totalitære samfunds oprindelse’ hvordan fredsaftalerne nærmest satte den nationalisme i system, som sammenholdt med skabelsen af millioner af statsløse, lagde grunden til totalitarismen, især som den kom til udtryk i det nazistiske Tyskland. Mellemøsten blev altså konstrueret som et system af stater efter europæisk forbillede, men selve begrebet stat havde faktisk været et fremmedelement i Det Osmanniske Rige (ca. 1300-1923). Her baserede identitetsrelationerne sig på tilhør til trossamfund, slægt og familie samt den lokalitet hvor man voksede op. Loyaliteten var ikke bestemt af den udøvende magt i imperiets centrum, sultanen i Istanbul. Forholdet til sultanens magt var påtvunget nærmest som et vilkår, der ikke blev investeret de store følelser i. Kontrasten til den europæiske ordning mellem stat og religion kunne efter Erslevs mening næppe være større. Konstruktionen af det moderne Mellemøsten er ikke blot et resultat af Vestens evne til organiseret vold, men blev også af mange i Mellemøsten opfattet som et bedrag, som de transnationale jihadnetværk såvel som kurdere og palæstinensere har lige så svært ved at glemme som den systematisk vold. Hertil kom en hemmelig aftale mellem briterne og franskmændene (Sykes-Picot-aftalen, indgået i 1916), som opdelte Mellemøsten i et britisk og et fransk interesseområde. Aftalen fik ifølge Erslev en nærmest mytologisk status, for i mange araberes øjne indledte den en serie af katastrofer der i det lange løb omfattede oprettelsen af Israel og den israelske besættelse af palæstinensiske områder i 1948, de arabisk-israelske krige og krigen i Irak, som alt sammen efter de fleste araberes mening primært har ført til mere krig, kaos og ødelæggelse. Palæstina blev i 1948 en jødisk stat Til toppen Næste Som bekendt var det holocaust - masseudrydelserne af jøder under 2. verdenskrig - som gav sympati for den gamle zionistiske drøm om en selvstændig jødisk stat i det Palæstina, der efter 1. verdenskrig var blevet britisk mandatområde. Briterne overlod det til FN at træffe afgørelse om områdets fremtid - og resultatet blev Ben Gurions proklamering af staten Israel i Tel Aviv i maj 1948. Oprettelsen førte til en kortvarig krig mellem israelerne og araberne. 730.000 arabere blev fordrevet eller måtte flygte fra de områder Israel kontrollerede. Omkring 100.000 af palæstinenserne kom til Libanon som flygtninge, men Libanon betragtede palæstinensernes tilstedeværelse som midlertidig og har modsat sig enhver form for integration af palæstinenserne i deres samfund. Reelt bor der i dag nok ca. 500.00 palæstinensere i Libanon. I 1967 var der seksdageskrig mellem Israel og Egypten under oberst Nasser. Men han led et forsmædeligt nederlag - og Israel benyttede lejligheden til at udvide sit territorium. Først efter murens fald, Sovjetunionens opløsning og Warszawapagtens endeligt i 1991 og befrielsen af Kuwait fra Iraks herredømme (med bred international opbakning) skabtes i den vestlige verden et forfængelig, men selvsikkert håb om at verden bevægede sig mod en ny verdensorden under ledelse af verdens eneste supermagt USA Optimismen blev ifølge Erslev ikke mindre af at der i 1993 faktisk kom noget der lignede et reelt fredsgennembrud i form af den såkaldte Oslo-aftale. Den ændrede internationale politiske situation i almindelighed og i særdeleshed regeringsskiftet i Israel, der havde bragt Arbejderpartiets Yitzhak Rabin og Shimon Peres til magten, resulterede i en erklæring om principper for palæstinensisk selvstyre, underskrevet foran Det hvide Hus i overværelse af præsident Bill Clinton. Men det var blændværk, ligesom senere Donald Trumps 'Fredsplan'. Dog har USA anerkendt at Jerusalem udelt er Israels hovedstad og har placeret sin ambassade der. Men Erslev fortier ikke, at de palæstinensiske ledere både i Partiet Fatah (med Abbas) og i det islamistiske parti Hamas i Gaza, har forvaltet deres kamp og forhåbninger håbløst og inkompetent. Ikke så få af palæstinenserne i Gaza og Libanon støtter hvad der bliver kaldt ’modstanden mod Israel’, i Libanon er det specielt Hizbollah. Og i de palæstinensiske flygtningelejre har man helt aflyst konflikten mellem shiamuslimer og sunnimuslimer. I beboernes øjne er det Israels skyld at de lever i armod og elendighed i Libanon. Men som Erslev gør gældende kan det virke patetisk når palæstinenserne med en vis stolthed taler om modstanden, for den skader dem langt mere end den gavner. Men de gør det med den trods og stolthed, besatte folk i konfrontation med overmagten tyer til. De seneste 20 år har efter Erslevs mening fuldstændigt forandret forholdet mellem Israel og Palæstina til en nærmest fuld adskillelse mellem de to nationer. - Dannelsen af Israel sendte palæstinenserne på flugt. FN vedtog i 1948 en resolution der stadfæstede det såkaldt ’Right of Return’-princip, dvs retten til tilbagevenden og desuden en række direktiver med en bestemmelse om Jerusalem som Corpus Separatum, dvs. et 'delt legeme' der ville give ret til alle parters tilstedeværelse. Erslev mener ubetinget at en to-stats løsning i Israel-Palæstina-konflikten er den eneste holdbare og retfærdige løsning. Men som det fremhæves af såvel Mellemøst-kvartetten (EU, FN, USA og Rusland) som forskere, kommentatorer og andre der følger konflikten, bliver denne løsning stadig mere urealistisk for hver dag der går. Det må være en bitter pille at sluge for palæstinenserne at se at Israelsk kolonisering af Vestbredden ender med at opfylde Israels ønsker om at annektere territoriet. Erslev er dog så realistisk at han er overbevist om at Vestbredden er tabt for palæstinenserne og at det er på tide at give de mange unge palæstinensere en tro på fremtiden tilbage. Men man kommer vel ikke uden om nøgternt at konstatere, at palæstinenserne nok blev dybt uretfærdigt behandlet af både FN og europæerne 1948 og fortjener en bedre skæbne i form af en selvstændig og sammenhængede stat i området, men at de trods alt må siges gennem intifadaerne og det ubetingede had til jøderne selv at have valgt vejen mod intetheden eller den uhelbredelige håbløshed. Det europæiske statsbegreb contra det arabiske system af klaner og familier Til toppen Næste Det europæiske statsbegreb og dermed begreberne nation, nationalisme og patriotisme må siges at være fremmedelementer i Orientens verdensopfattelse, og det betyder at ønsker om forandring, reformer eller modernisering har fundet andre udtryk. I nyere tid har nogle reformtilhængere, navnlig i storbyerne, således nok taget begreberne til sig i et vist omfang også argumenteret for 'europæisk sekularisering', men de fleste steder er det europæiske system blevet mødt med modstand - også sekulariseringen som sådan. De mellemøstlige stater kommer et andet sted fra end de europæiske og er derfor præget af et helt andet psykologisk eller eksistentielt arvegods som stammeforhold og klanstrukturer. De såkaldte identitetsrelationer baserede sig i det osmanniske storrige på tilhør til trossamfund, slægt og familie og den lokalitet hvor man voksede op. Loyaliteten i riget var derfor ikke bestemt af den udøvende magt i imperiets centrum, dvs sultanen i Istanbul. Forholdet til sultanens magt var nærmest påtvunget som et vilkår, som alle uden videre accepterede og ikke investerede de store følelser i. Det var med den augsburgske og westfalske fred (1648) grunden blev lagt til den særlige europæiske måde at organisere både staters indre forhold og deres relationer mellem hinanden. Ifølge sociologen Max Weber var den europæiske stat ”en bureaukratisk territorialstat med monopol på voldsudøvelse". Og denne statsform blev igen modellen i udviklingen af den internationale folkeret. Den europæiske statsmodel gøres dermed til universel norm for ’den gode stat’. Men de forandringer der skete i landene i som følge af påvirkningen fra kolonimagterne forsvandt de gamle loyalitetsformer og identitetsrelationer naturligvis ikke; de levede derimod videre som hybridformer mellem gammelt og nyt og blev nærmest uundgåeligt befordrende for korruption blandt de nye eliter der så mulighederne i forandringerne. Følgen blev et system af klientelisme, hvor personer i de nyetablerede eliter bruger af statens ressourcer til at købe sig til støtte og loyalitet fra de specifikke grupper der er deres klientel. Men Erslev noterer også at videreførelsen af traditionelle organisationsformer har modarbejdet udvikling af transnationale strømninger som arabisk nationalisme, etniske eller religiøse identitetsrelationer. Den fatale vestlige antagelse om at alle regioner i verden stræber efter at nå frem til den europæiske måde at organisere stater og statssystemer på henfører Erslev ikke med urette til oplysningsfilosofiens begreb om fremskridt som universelt, og til den europæiske historiefilosofi som ser den moderne europæiske stat som historiens endemål. Men det bør tilføjes, at mange er lodret uenige med den nutidige filosof Francis Fukuyama i at historien overhovedet skulle have et endemål. Faktisk viste den gamle naive fremskridtstro allered sin fatale dårskab med begejstringen for at gå ind i 1. verdenskrig, med den katastrofale lidenskab i 2. verdenskrig - og i tiden efter 1945 med en for klimaet fatal forbrugslyst. I dag bør man derfor i Europa kunne se at selv den moderne sekulære stat er langt fra at have nået det der ville være muligt, hvis man havde indset at man ved siden af nøgternheden også i positiv forstand skal have følelserne med i såvel den politiske som den eksistentielle tænkning. Desuden gælder at vi dag må indse at såvel 'menneskerretighederne' som flygtningekonventionerne er udformet under bestemte historiske betingelser og ikke uden videre kan kaldes universelle længere. Det skyldes ikke at ønskerne om frihed og ret til at eksistere og udfolde sig ikke skulle være alment udbredte som psykologisk fænomen, men at de kan gå hen og blive problematiske i samme øjeblik de bliver gjort til juridiske rettigheder. For så kan man pukke på dem og føre retssager om dem. Og dét er faktisk en uting. Når det eksempelvis gøres gældende at alle mennesker er af lige værd, så skal det ikke først og fremmest ses i relation til magtens juridiske sfære, men tværtimod i relation til et overordnet menneskesyn der betyder at alle mennesker er lige uden hensyn til magthierarkiet. Vi er lige for loven og vi er lige for Gud eller hvad vi nu vil kalde det der er større end mennesket, men vi har forskellig status i forhold til de hierarkier der rent faktisk indgår i samfundsmodellerne. Identitetsrelationer som fx den stolte beduinkultur Til toppen Næste Betydningen af et hjemland kan ikke undervurderes noget steds i verden, eftersom det er en selvfølge at ethvert individ knyttes tæt til det nærmiljø, det fædreland og det modersmmål det vokser op i. Derfor er det altid en tragedie at blive fordrevet fra dette nærmiljø eller blive tvunget til at flygte fra det for overlevelsens skyld. Alle identitetsrelationer er - som Erslev udtrykker det - "intimt forbundet med følelser og utvivlsomt mindst lige så vigtige i afgørelser om politiske valg som politiske og sociale overvejelser om retfærdighed, frihed og livsbetingelser". Dette indebærer efter min mening faktisk at man i alle kulturer og alle lande bør være varsomme med at se stort på identitetsrelationerne og prøve på - med list eller tvang - at lave store centraltstyrede enheder. De fleste kan i dag sagtens forstå at det måtte gå galt med kæmpemæssige systemer som Sovjetunionen eller Mao-Kina, fordi ensretningen betød at man dræbte initiativlysten og innovationen, og i stedet havnede i stagnation og forfald. Og det er også indlysende at Nordkorea er håbløst ensrettet. Kigger man på Kina i dag er overvågningen og ensretningen så benhård, at det store rige kun klarer sig igennem i kraft af en enorm vækst der på den ene side gør livet lettere for store dele af bybefolkningerne, men på den anden side både er en alvorlige trussel mod klimaet og overhovedet kun er muligt ved en støt stigende statsgæld der oven i købet i vid udstrækning er bygget på formuer der er skaffet ved spekulation. For Mellemøstens vedkommede er det mest karakteristiske uden tvivl de nævnte hybridformer, fordi de på ene sider giver befolkninger i mange af landene både velfærdsgoder og stabilitet, men omvendt også gavner eliten allermest og specielt styrker diktatorerne, hvad enten de er af militær eller kongelig art. Men der hersker ingen tvivl om at mange magthaverne forstår at udnytte den traditionelle kultur og sædvane. Det gælder i udpræget grad Saudi-Arabien med sin gamle stolte beduinkultur. Beduiner er en fællesbetegnelse for de arabiske nomadestammer der levede i Arabien, Syrien, Irak, Palæstina og det sydlige Jordan samt nordafrika. De var rangordnet efter herkomst og de dyrearter som gav dem føden. De kontrollerede karavanerne gennem deres områder, og stammerne førte krige mod hinanden. Deres ædle dyder var mod, generøsitet, ære og frihed og ikke mindst gæstfrihed. Beduinkulturen ligger under disse befolkningers liv og mentalitet i de nævnte lande, men reguleres dog på flere måder af de overordnede statsledere. Hybridformerne indebærer en relativt stor diversitet. Men vi kommer ikke uden om at æreskodexene, hadet, hykleriet og korruptionen kan ødelægge alt. Striden om den rette fortolkning af Islam Til toppen Næste Striden om den rette fortolkning af islam har floreret i hele det 20. årh og frem til i dag. Nogle argumenterede for at islam primært var en åndelig verdensforståelse. Andre for at man ikke blot skulle tilbage til kilderne, men også kopiere klædedragt og puritanske livsformer på profetens tid. Den saudiarabiske wahhabisme har mest af alt tjent kongefamilien til at gennemføre en omfattende, næsten totalitær social kontrol ved at legitimere adskillelse af kønnene, holde befolkningen fra politisk aktivitet, kræve bestemt klædedragt og foreskrive allehånde regler. I Egypten inspirerede de nye tanker i begyndelsen af det 20. årh. mange forskellige grupper som var fælles om at have et mellemværende med modernisering og sekularisering og være kritiske over for europæisk kolonialisme. En væsentlig identitetsrelation i hele den arabiske verden knytter sig den dag i dag til religionen i en grad vi efterhånden ikke længere kender i de vestlige samfund uden for sekterne. Islam har fra sin oprindelse været en mandsdomineret og strengt autoritær religion der pålagde samfundsmedlemmerne en række daglige ritualer som bøn og koranrecitation og en række mere periodiske ritualer som faste og valfart til Mekka. Men den gradvise modernísering i nyere tid har uundgåeligt - ligesom for europæernes vedkommende - medført en gradvis frigørelse, forstået på den måde at borgerne ikke melder sig ud af fællesskabet, men lægger mindre vægt på ritualerne og sjældent vil være i stand til at redegøre for deres tro i detaljer. Kun når imamerne opfordrer til samlet optræden og manifestationer, kan der udløses aktiv fanatisme, som vi alle husker det fra optøjerne i i forbindelse med de danske Muhammedtegninger. Men skal ikke tro at spørgsmålet om fortolkningen af islam ikke betyder så særligt meget, for det gør den. Den er endda faktisk en af mest karakteriske brudlinjer i Mellemøsten. Brudlinjer i samfund og mellem stater opstår ifølge Huntington ved at en gruppe hævder sig selv ved at nedgøre andre. Og de kommer til udtryk i identitetspolitiske konflikter som Huntington kaldte 'brudlinjekrige'. Rivaliseringen mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien/Emiraterne en sunni-sunni-konflikt. Men konflikten mellem mellem shiaislam i den dominerende iranske fortolkning og sunniislam i Saudi-Arabien og Emiraterne er shia-sunni-konflikt. Rivalisering mellem dem, gælder hvem der skal være den fremherskende magt i Mellemøsten. Konsekvensen af disse skel var at der på den centrale del af halvøen blev indledt en krig med sigte på at samle det der i 1932 endte med at blive Saudi-Arabien. Det kolossale område var opdelt i rivaliserende stammer, mens den tidligere dominerende Saud-familie sad i eksil i Kuwait. De mange stammer kong Abdul Aziz nedkæmpede havde deres egne stammelove og religiøse fortolkninger. Ved at tvinge dem ind under Muhammad al-Wahhabs doktriner blev der tvunget et fælles nationalt ideologisk grundlag igennem. Det skulle blive kendt som wahhabisme. Saudi-Arabien vandt selvstændighed i 1932, men er stadig baseret på pagten mellem wahhabisme og militæret. Det er den pagt, den nuværende kronprins Mohammad bin Salman er ved at rive fra hinanden med sit program om at ville indføre såkaldt 'moderat islam' i Saudi-Arabien. Islamisk Stat er i særklasse som den rette tros fortolker. Budskabet fra Islamisk Stat i juni 2014 var at det nye kalifat gjorde en definitiv ende på Vestens indflydelse og dominans i Mellemøsten, men den blev dengang reduceret til at terrorgruppe, der under overskrift af jihad opfordrede til og stod bag vold i Irak, Syrien og mange andre steder. Verden var helt uforberedt da Islamisk Stats krigere i juni 2014 overtog Mosul i Irak og indledte krigen mod både det kurdiske selvstyre i nord og mod Bagdad i øst. Maliks regering blev nok tvunget fra magten, men de gamle magtstrukturer, sekterisme og korruption samt eliter blev uforandret ført videre, blot med en ny mand på lederposten. Talsmanden for IS opfordrede allerede i sept. 2014 til at sympatisører overalt i verden skulle rette angreb på USA-koalitionen. Når IS kunne udvikle sig så stærkt i Irak, skyldtes det de mange fejl i den amerikanske ledelse af krigen mod Irak og Saddam Hussein og ikke mindst i efterforløbet. Islamisk Stat i Irak gik på sin side systematisk efter at likvidere shiamuslimer og andre ikke-sunnimuslimske grupper. Nogle blev dog i stedet holdt som slaver, herunder kvinder. På mange måder var idealet for udviklingen af kalifatet bogstaveligt talt hentet i de gamle kalifater i middelalderen. Et særligt kendetegn ved IS var voldsæstetikken der på alle måder var barbarisk og brutal… Den signaliserede både nådesløs hævn over modstanderne og sendte utvetydige budskaber om nærmest uindskrænket magt over liv og død. Islamisk Stats kalifat blev opløst i 2017 og lederen Abu Bakr al-Baghdadi blev likvideret af amerikanske styrker i 2019. Men Islamisk Stat er som vi alle nu har erfaret særdeles aktiv i Afghanistan. Den sidste udvikling har Erslev af gode grunde ikke kunnet få med i sin bog, men den er at IS i sommeren 2021 erobrede den uindskrænkede magt i hele Afghanistan. Og den rene shia-islam skal vi søge i Iran. Renhedskultur contra bastardkultur - eller Khomeinis fatwa mod Rushdie Til toppen Næste Salman Rushdies berømte bog "De Sataniske Vers" handlede ikke kun om islam, men om alle religioner og ideologier der af mennesker og regimer bruges til at nedgøre og undertrykke andre synspunkter, racer og folk i forsøg på at skabe det han kalder en ”renhedens kultur” Imod denne fremhævede Rushdie "bastardkulturen". I et essay om sin roman forklarer han denne nærmere: "Den jubler over bastardiseringen og frygter Det Renes absolutisme. Blanding, sammenrod, lidt af dette og lidt af hint, det er på den måde, det nye kommer til verden. Det er den vældige chance, som de store befolkningsflytninger giver verden..... Det er en kærlighedssang til vore bastard-jeg’er” Jeg må indrømmer at jeg ikke er begejstret for denne term. Ordet 'bastard' forbinder jeg med dyreavl, dvs med det forhold at avl er foregået mellem dyr der ikke har papir på at de har rene linjer i slægtsordenen, og dette har ikke meget at gøre med den kultur vi taler om i samfundslivet. Når Rushdie selv snakker om "blanding, sammenrod og lidt af dette og lidt af hint", så peger han jo på posivite fænomener som mangfoldighed eller diversitet, og så burde han have valgt et ord der svarer hertil og som kan hamle godt og direkte op med puritanernes renhedsbegreb. Men under alle omstændigheder har Rushdie ret i at kalde den iranske Ayatollah Khomenie en "renhedens apostel". Og det er det vi skal slå ned på, for Khomenie anså simpelthen al vestlig indflydelse for at være ”vestlig forgiftning”. Han var kommet til magten i Iran i 1979 efter shahens fald og indførte straks sharia-lovgivningen konsekvent i hele det politiske system - og ensrettede dermed landet skånselsløst efter denne islamiske lovsamling. Og hans absolutte had til vesten, kom til udtryk allerede med den besættelse af den amerikanske ambassade i Teheran, der varede over et år. Mod Salman Rushdie udstedte han en fatwa - en absolut fordømmelse - fordi denne forfatter i sin bog fra 1988 i en drømmescene antyder, at nogle af versene i Koranen skulle være skrevet af Satan. Disse antydninger blev uanset deres fiktive karakter anset for uacceptable af mange islamiske mullaher og imamer, og det resulterede så i at ayatollahen udstedte sin dødsdom over Rushdie og hans støtter for gudsbespottelse. Fatwaen er aldrig trukket tilbage eller ophævet, og Rushdie måtte gå under jorden i USA, beskyttet af Secret Office. Og så sent som i 2016 forhøjede den statslige iranske radiostationer dusøren for drab på Rushdie, I 'Civilisationernes Sammenstød' peger Huntington på den mørke side af af Rushdies refleksioner om migration, nemlig at afvisningen af fremmede kan "lejre sig i de historiske tidslag hos folk som dyb følelse af forurettelse og had". Det har den gjort ikke blot i Iran eller hvor Islamisk Stat hærger, men i hele Mellemøsten, og det gør den for så vidt også i Europa, hvor migrationen går den anden vej. Der synes ifølge Erslev at være et ligefrem proportionalt forhold mellem fokus på migration og udvikling af intolerance overalt på kloden. Her tænker han ikke kun på fremvæksten af store populistiske partier og bevægelser i Europa der er imod indvandring, men også på situationen i Mellemøsten hvor udvikling af intolerance over for flygtninge og migrantarbejdere også er udbredt. Jeg synes det her må tilføjes, at der allerede i selve renhedsbegrebet ligger en uhyggelig tendens til absolut intolerance, i og med at begrebet dækker over en moralsk renhed i den specifikke betydning at den og kun den giver en ren ære eller samvittighed, som retfærdiggør mennesket i Allahs eller Guds øjne. For denne grundindstilling betyder i virkeligheden, at urenhed eller vantro bliver absolut fordømmelsesværdige og værdige til at blive helt udryddet fra jordens overflade. Vi kender desværre denne renhedsdyrkelse ikke blot fra fundamentalistisk islam, men også fra fundamentalistisk kristendom og jødedom, ja fra ikke-religiøse ideologier som stalinismen og nazismen. I kristendommens historie har den faktisk i århundreder krævet liv, tortur, og død på bålet. Grunden er den simple at fundamentalisme - uanset den konkrete ideologiske benævnelse - er et dybtgående psykologisk fænomen hvor rettroenheden i det enkelte menneske er uadskilleligt knyttet til selvretfærdigt had til de vantro og anderledestænkende. Saudi-Arabiens sultanisme Til toppen Næste Helt overordnet er der i Mellemøsten ifølge Erslev to typer hovedgrupper af stater, nemlig de olierige og befolkningsmå stater i Den Persiske Golf og de fattige stater med store befolkninger i den øvrige del af regionen. Mellemøstens stater kan iøvrigt grupperes efter kriterier som etnicitet og religion etc, men også efter stater hvor arabisk sprog er dominerende, og hvor sunnimuslimerne er i flertal og regeres af sunnimuslimer, mens lande som fx Bahrein har en kongefamilie der er sunnimuslimsk, men et befolkningsflertal der bekender sig til shiaislam. Mange lande i Mellemøsten har en stor uformel økonomi der kombineret med korruption kan gøre det kompliceret at danne sig et solidt overblik. Fælles for staterne er dog at de i dag har nogle alvorlige økonomiske problemer og udfordringer - ikke mindst fordi olieeventyret nærmer sig sin afslutning. Olie og gas er naturressourcer i begrænsede mængder og vil kun være til rådighed som eksportvarer i begrænset tid. Omstillingen af økonomien til andre aktiviteter og produktion end råstofsalg er i de såkaldte 'rentier-stater' en akilleshæl som i den grad kommer til at præge Mellemøsten i årene fremover, og det vil vel at mærke få konsekvenser for hele Mellemøsten. Både oliesheikerne og de fattige lande i Mellemøsten ser derfor i stigende grad mod Kina, hvis økonomiske model med konstant vækst, har træk tilfælles med rentier-staterne. Golfstatsmodellen kaldes rentier-stat-modellen, men kan - som Erslev sarkastisk siger - mere usentimentalt kaldes "forbrug og hold kæft"-modellen, for de almindelige borgere er glade for forbrugsmulighederne, men magthaverne vil ikke høre på deres kritik af styreformen. Men som Erslev konstaterer vil man allerede på grund af ændringer i det globale energiforbrug i grøn retning se politiske forandringer i Mellemøsten i retning af demokratisering. Men som han ser det, går udviklingen helt aktuelt den direkte modsatte vej, mod endnu større magtkoncentration henimod enevældigt styre. Det gælder Dubai, Emirater, Qatar og Bahrain, men tydeligst Saudi-Arabien. Denne udvikling kalder han sultanisme. Salman bin Abdulaziz al-Saud overtog i januar 2015 tronen i Saud-Arabien efter sin halvbrog Abdullah. Prins Najef blev udnævnt til kronprins, men i 2017 udnævnte kongen sin egen søn Mohammed bin Salman til kronprins – og han overtog magten og et kolossalt land der er alt for afhængigt af høje og stabile oliepriser og en voksende befolkning med en ungdom der hvert år sender omkring 280.000 nye ud på arbejdsmarkedet. Ifølge International Monetary Fund (IMF) er Saudi-Arabien pisket til at gøre sig fri af afhængighed af olieeksport. Ressourcer hører op, og selve 'swing-politiken' med at regulere olieprisen ved at øge eller mindske udbuddet er forældet. Olievåbnet er ganske kompliceret og kan let ende som et tveægget sværd. Mohammed bin Salmans ’Saudi Vision 2030’ har derfor et andet mål; visionen sigter overordnet mod at gøre Saudi-Arabien til den toneangivende arabiske og islamiske stat, ved at gøre det til et globalt center for internationale investeringer og til knudepunkt i forbindelser mellem Afrika, Europa og Asien. Men Salman har også overrasket med en udmelding om at Saudi-Arabien ville indføre en mere blød og moderat fortolkning af islam i modsætning til den stærkt konservative og restriktive islam der har gennemsyret og gennemkontrolleret det sociale liv siden 1979. Og han har desuden efter forbilleder af Kinas præsident Xi Jinping indledt en omfattende kampagne mod korruption. Paradokset i Saudi-Arabien er at der på den ene side finder en liberalisering af de sociale omgangsformer sted, mens der på den anden side er en magtkoncentration om den udøvende magt personificeret i den unge kronprins der fik magten i 2017. Ungdommen kan konsumere mere populærkultur, og kvinderne har fået lov til at køre bil og bevæge sig mere frit, og de er alle begejstrede for svækkelsen af de religiøse restriktioner, lige som kronprinsens kampagne mod korruption er populær, men prisen er høj, nemlig enevældig magtkoncentration med kolossale stramninger i muligheden for politiske ytringer og høj risiko for uforudsigelig overgreb på opposition. Der er ifølge Erslev god grund til at kronprinsen især har fokus på ungdom og kvinder. Med sin fars hjælp har han stået i spidsen for et regulært ungdomsoprør, som faktisk kun er i sin vorden. Gennemsnitsalderen i Saudi-Arabien er 27 år (mod fx 42 i Danmark), så det siger sig selv at de unge vil forlange ordentlige vilkår, hvis hans omstilling skal lykkes. 'Saudi Vision 2030' annoncerede 14-15 megaprojekter, herunder fx en gigantisk forlystelsespark uden for hovedstaden Riyadh, verdens største tårn i havnebyen Jeddah og metro i valfartsbyen Mekka. Men der findes også betydelig modstand mod Salman og hans projekt i det saudiarabiske samfund, hvor mange er trygge ved de konservative sædvaner og bange for en forandring. Og eliten på sin side er bange for at miste penge og privilegier. Der er, mener Erslev, risiko for at Saudi-Arabiens udvikling mest sandsynligt vil blive en ’egyptificering’, dvs at landet går en fremtid i møde med en stadig større ineffektiv offentlig sektor og voksende fattigdom. Saudi-Arabien skønnes at anvende omkring 25 % af sit bruttonationalprodukt til sikkerhed og forsvar. - Hvis landet kollapser vil det få uoverskuelige konsekvenser for vestlig økonomi. Udsigterne er dystre. Der skal nærmest mirakler til at vende udviklingen i retning af en dynamisk privat sektor, for den vil givetvis forudsætte det modsat af den nuværende sultanismne, nemlig reelt økonomisk ansvarsfordeling og politisk magtdeling. Erslev konkluderer at sheikernes guldalder synes at lakke mod enden, og at dette vil få store konsekvenser for dem selv, deres land, for migrantøkonomisne og for hele Mellemøsten og tillige for Vesten. Det skal lige næves at Dubai har et særligt statsligt system, kafala-systemet, der i praksis forvaltes af arbejdsgiverne i samarbejde med rekrutteringsbureauer og under tilsyn af de statslige myndigheder. Kafala reguleres af staterne og administreres i Dubai af et Generaldirektorat for Ophold og Udenrigsanliggender. Dubais leder, sheik Maktoum, var den første af lederne i de arabiske golfstater som ændrede regeringen i retning af sultanisme. Men hvis krisen i Dubai stikker dybt, er forretningsmodellen ikke længer holdbar. Erslev formoder at sheiken vil stramme grebet om magten og - håbe på kunstigt åndedræt med en slat oliemilliarder! Slagmarken i Yemen belaster Saudi-Arabien Til toppen Næste Etableringen af Republikken Yemen i 1990 markerede ændringen i forholdet mellem Saudi-Arabien og Yemen. Grænsen mellem de to lande blevet stadig mere lukket. Efter etableringen var det politiske billede i Yemen domineret af partiet Folkekongressen, der var ledet af præsidenten Ali Saleh. men i 1994 eskalerede konflikten mellem partierne til en egentlig borgerkrig – socialisterne følte sig med rette forfordelt. Men for Ali Saleh handlede det om politisk at få manøvreret socialisterne helt og aldeles væk. I første halvdel af 1990erne var der en vis optimisme i forhold at det demokratiske projekt kunne lykkes i Yemen, men det blev snart kvalt af voksende økonomiske problemer, magtmisbrug og korruption. Blandt de unge, ikke mindst på universiteterne, var der på grund af de demokratiske eksperimenter stor politisk bevidsthed om republikanisme, borgerrettigheder og magtdeling samt kritik af korruption og nepotisme. Det Arabiske Forår, der oprindeligt startede i Tunesien men havde bredt sig, havde større gennemslagskraft i Yemen end i Egypten. Situationen var ustabil. Det samlende i Yemen var faktisk netop budskaberne fra de unge bannerførere for Det Arabiske Forår. Det splittende var de konflikter om separatisme, jihadisme og zaidisme der bare blev ved at udvikle sig mere voldeligt. Regeringens autoritære undertrykkelse af befolkningen blev i Vesten forklaret som nødvendig på grund af landets problemer med terrorisme og sekterisme eller identitetspolitik - ganske som det på aførende tidspunkter gjaldt i Egypten, i Tyrkiet, i Syrien - og i Israel. Yemen havde tilfældigvis i 2003 plads i Sikkerhedsrådet da der skulle stemmes om den resolution der endte med grønt lys til krigen mod Saddam Hussein. Yemens præsident Ali Abdullah Saleh havde et nært forhold til Hussein, så den resolution ville Yemen ikke stemme for. Den var imidlertid vigtig for Saudi-Arabien, som straffede Yemen med ikke at forlænge op mod 80.000 yemenitters arbejdskontrakter. På den måde griber Saudi-Arabien ind mange steder, når dets interesser trues. Men dets indgriben viser tydeligt at landet helst støtter alt andet end demokratisering og politisk islam. Erslev gør opmærksom på at brudlinjekrige har tendens til at eskalere, brede sig og blive mere komplicerede, og desuden på at bekæmpelse af oprørsgrupper er særdeles vanskelige, som det dokumenteres af krigene i Afghanistan, Irak,-Syrien, Libyen og Yemen. Ingen af stederne har indsættelse af konventionelle styrker og træning af støtternes militær givet resultater i form af mere stabilitet og mindre vold. Houthi-militsens udvikling i Yemen er et godt eksempel: Oprørsstyrkerne fik en sag de kunne mobilisere støtte på. De kæmper uden ringeste respekt for krigens love, og de får som regel støtte fra en tredjepart. Der sker en klar professionalisering af militsen, og Erslev tøver ikke med at konkludere, at jo mere oprørsstyrkerne bliver bekæmpet, jo mere avancerede bliver de som regel. Helt aktuelt er det lige kommet frem, at Houthi-oprørerne nu vil overtage den strategiske by Marib, der giver kontrol over hele landet, og dette skønnes at kunne blive det afgørende slag forud for en eventuelt fredsforhandling efter syv års altødelæggende borgerkrig. Ifølge FN har krigen medført en af de største humanitære katastrofer i nyere tid, Der er mangel på mad, vand, og sanitet, og hospitalsvæsenet er helt i knæ. Og der er nu i Marib op mod en million yemenitter der er flygtet fra krigshandlingerne. Hvad angår Saudi-Arabien, der hidtil har støttet den siddende regering i Yemen, går man ud fra at det gerne vil ud af konflikten, fordi den er for dyr og stiller landet i dårligt lys. Egyptens snedige militærdiktatur Til toppen Næste Sunni-sunni-konflikten er navnlig en konflikt mellem politisk islam som kendes fra såvel Det Muslimske Broderskab i Egypten som det tyrkiske Retfærdighed og Udviklingsparti (AKP), der ledes af Tyrkiets præsident Recep Erdogan, over for de konservative fortolkninger i Saudi-Arabien og de øvrige arabiske monarkier. I Tunesien og Egypten var det sekulære unge der startede Det Arabiske Forår, og de havde et fælles budskab om at det gamle regime måtte fjernes, men de var uden en klar og samlende idé. Også i Egypten var de liberale og Det muslimske Broderskab enige om dagsordenen, men uden et samlende program. I Egypten lå ledelsen af landet hos De Væbnede Styrkers Højeste Råd, hvilket vil sige militæret, som efter militærkuppet snedigt bibeholdt den fulde magt. Med demonstrationerne på Tahrir-pladsen øjnede generalerne nu chancen for at komme af med både præsident Mubarak og hans søn og selv komme til magten. Det var dog i Erslev øjne en detalje der ikke spillede nogen rolle i Vestens begejstring for militæret som garant for demokratiet! Militæret kontrollerede suverænt økonomi og erhvervsliv og altid til generalernes og officerernes egen fordel. Det Muslimske Broderskab er et religiøst projekt der blev etableret helt tilbage i 1928 af Hassan Al-Banna. Det havde mottoet: "Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov og Jihad er vor vej. At dø for Allah er vort højeste håb". Det havde i fyrrerne udviklet sig til en folkebevægelse, hvis ledere og medlemmer var særdeles aktive både socialt og politisk. Medlemstallet var på et tidspunkt helt oppe på en halv million. Men organisationen blev forbudt i 1954 af oberst Nasser, der stod for en sekularisring af Egypten. Med da han tabte seksdageskrigen mod Israel i 1967 (og Anwar Sadat overtog magten), blev det igen en stærk bevægelse med stignede politisk betydning. I efterspillet på præsident Mubaraks fald helt fremme i 2011 fik Broderskabet marginaliseret de liberale kræfter med det resultat at forhandlingerne om magtovertagelse blev et anliggende mellem militæret og islamisterne. Et argument der skulle berolige gemytterne var at islamister i Tyrkiet under Erdogans ledelse af AKP, Partiet for Retfærdighed og Udvikling, havde bevist at islamisme og demokrati sagtens kunne gå hånd i hånd. Det nye slogan blev derfor ’Den tyrkiske model’. Og selv lederne af Det Muslimske Broderskab tog denne tyrkiske model til sig, ja de kastede al deres kærlighed på den tyrkiske leder. Og Erdogan? Joh, han var smigret og så store muligheder i at agere som Mellemøstens islamiske rollemodel både økonomisk og magtmæssigt. De salafistiske reformtænkere, placeret midt mellem de islamistiske brødre og militæret, var derimod stærkt kritiske over for det etablerede islamiske lederskab (Ulama) og den tradition som de mente igennem århundreder havde fremmedgjort islam fra sit sande grundlag. Deres leder Muhammed Abduh kritiserede den etablerede fortolkning for at være forstokket og ikke åben for videnskab og fornuft. Reform (islah) kunne efter hans mening ske ved nyfortolkning af de originale tekster. Islah ville således være en tilbagevenden til islams oprindelige budskab. Ja, de mente at demokratiet kan bruges til at etablere den islamistisk stat helt baseret på Allahs lov. De definerer ligefrem demokratiet som en procedure eller et middel til at afskaffe demokratiet. Erslev har den teori at islamisterne formidlede et politisk budskab som var rodfæstet i de egyptiske vælgere, mens de øvrige politiske partiers valgkampagner blev forplumrede i mangel på klare budskaber. I maj 2012 opløste The Supreme Council of the Armed Forces (SCAF) det nye parlament. Mohammad Mursi vandt præsidentvalget i 2012, og tog magten fra SCAF, men Broderskabet fik reelt intet ud af det. I Cairo begyndte gadekampen mellem tilhængere og fjender af Mursi. I juni endte demonstrationerne med at være mindst lige så store som i januar 2011, men nu rettet mod Mursi. Den nye stærke mand i Egypten hed nu al-Sisi. Han krævede Mursis afgang, og da Mursi nægtede, blev han afsat ved at militærkup den 3.7. 2013. Al-Sisi har ved siden af sine megaprojekter - herunder Silkevejsprojekt med Kina - gjort Egypten til en af verdens største våbenimportører. Europa må ifølge Erslev indstille sig på at det befolkningspres på grænserne, der i 2015 rystede europæerne, i årene fremover alene fra Egypten vil vokse eksponentielt, samtidig med at migrationen fra det øvrige Afrika konstant tager til. Generelt gælder med Erslevs ord at kontrarevolutionen bremser Det Arabiske Forår. Hertil kan føjes det dybt ironiske at præsident al-Sisi den 25.10.21. har ophævet undtagelsestilstanden i Egypten og erklæret landet for "en oase af sikkerhed og stabilitet". Syriske oprørere sendt på flugt Til toppen Næste I Syrien blev Bashasr al-Assad valgt som præsident 2000 og blev 2007 godkendt som præsident for en anden syv-årig periode med det officielle resultat på 97,6% af stemmerne ved en folkeafstemning, hvor der ikke var andre kandidater. Styreformen er altså et autoritært regime, et diktatur. Præsidenten betragter det selv som sekulært, med det udnytter reelt etniske og sekteriske spændinger i landet til at holde sig ved magten. Det Arabiske Forår spredte sig til Syrien i 2011. I marts brød demonstrationer ud i Daraa og flere andre byer i Syrien, efter at unge blev anholdte for at male revolutionære slagord. Flere demonstranter blev dræbt og hundredvis såret, da syriske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod dem. Demonstrationerne bredte sig de følgende dage til andre byer. Syriens præsident, Bashar al-Assad, lovede at "overveje" at ophæve den undtagelsestilstand, landet havde været underlagt i næsten 48 år. Han overvejede også at indføre et flerpartisystem og lovede at hæve lønninger til statsansatte med 20-30 %. Men urolighederne udviklede sig i løbet af 2011 til egentlige kampe og siden til en regulær borgerkrig mellem hæren og sikkerhedstyrkerne på den ene side og forskellige oppositionsgrupper på den anden side. Assad blev i den forbindelse stadig mere isoleret internationalt, ikke mindst efter at regeringstropperne blev anklaget for deciderede krigsforbrydelser ved at anvende kemiske våben (giftgas) i 2013 og dræbe mange. Men Barack Obama undlod med fuldt overlæg at reagere militært mod Syriens brug af disse våben, selvom FN ville have sanktioneret det. Det forholdt sig faktisk sådan at fremkomsten af den radikale, islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS), der havde opnået kontrol med store dele af Syrien på regeringens bekostning, medførte at Bashar al-Assads regime i højere grad blev betragtet som et mindre onde i den brutale konflikt. Oprøret mod det regerende styre var et udslag af den kæde af protester hen over den arabiske verden, som blev kendt som Det Arabiske Forår, hvor folkemængder i en række arabiske lande blandt andre afsatte præsidenterne i Tunesien, Egypten og Yemen. I Syrien slog regimet hårdt ned på demonstranterne fra begyndelsen, og måneder inde i revolutionen omringede styret flere byer, mens det væbnede oprør blev dannet. Oprøret spredte sig og begyndte at kæmpe mod regimets hær og militser. Syrerne troede i starten at demokratiske oppositionskræfter ville vælte Bashar al-Assad og ignorerede derfor FN’s forsøg på mægling i konflikten. Assad fortsatte sine krigsforbrydelser og sammen med Rusland, iranske militser og Libanons Hizbollah-milits tiltvang de sig overtaget i krigen, mens USA mere og mere gled ud af spillet. Oprøret bestod af et uoverskueligt netværk af brigader. Antallet af islamistiske krigere i konflikten voksede. De har hovedsageligt kæmpet i Jabhat al-Nusra eller Islamisk Stat (IS), som tidligere var en del af terrornetværket al-Qaeda i Irak. Revolutionen i Syrien blev en regulær krig – med aktører fra hele regionen på begge parters side. Den libanesiske Hizbollah-milits har siden 2013 deltaget i konflikten på den syriske hærs side, og det syriske regime modtog militær støtte fra Rusland og Iran, mens lande som Qatar, Saudi-Arabien, Tyrkiet og USA leverede våben til de syriske oprørere. I juli 2013 havde den syriske regering kontrol med cirka 30-40 % af landets areal og 60 % af den syriske befolkning. Titusinder af demonstranter, studerende, liberale aktivister og menneskerettighedsforkæmpere er blevet fængslet, og flere rapporter beskriver systematisk tortur i de syriske statsfængsler. Det anslås, at borgerkrigen i Syrien, har kostet 220.000 mennesker livet, mens 11 millioner er sendt på flugt. Det var disse millioner der i 2015 førte til den massive migration til EU-landene og kansler Merkels fatale åbning af EU's ydre grænser. Syrien-krigens egentlige vendepunkt kom da Rusland i sept. 2015 massivt intervenerede militært. Rusland bakkede entydigt al-Assad op – i opposition mod USA's forsøg på at definere verdensordenen og gennemføre sin regimeskiftestrategi. Russerne skelnede ikke mellem jihadister, sekulære oprørere og opposition, men anså hele paletten for at være terrorister der prøvede at fjerne en legitim præsident fra magten. Den deprimerende melding fra FN’s chefforhandler i Syrien var at der heller ikke ved den femte konference var blevet ført reelle forhandlinger om en løsning. End ikke procedurerne for forhandlingerne kunne parterne blive enige om. Ruslands intervention havde ikke kun militær konsekvens der reddede al-Assads regime fra kollaps, men også politiske konsekvenser for oppositionen, for regimet og tilsyneladende også for USA. Det syriske regime ville reelt ikke forhandle; oppositionen og oprørerne var langtfra enige og kurderne var udelukket på grund af Tyrkiets invasion af deres område i det nordlige Tyrkiet. Erslevs konklusion er derefter: Der er i Syrien hverken fred eller udsigt til at der snart kommer fred. Uanset at de internationale sanktioner mod Syrien sigter mod at straffe forbrydelser mod det syriske folk, er der stor risiko for at de ender med at gøre mest ondt på det syriske folk. Det Arabiske Forår endte ulykkeligt i et 'Fordrivelsens årti' Til toppen Næste Det lovende arabiske forår blev sparket i gang da en tunesisk frugtsælger den 17.12.2010 satte ild til sig selv i protest over at få sine varer konfiskeret af myndighederne, fordi han ikke havde den fornødne tilladelse til at sælge frugt på gaden. Jasmin-revolutionen kom til at symbolisere den tunesiske nation. Den blev en folkelig opstand med krav om økonomiske forbedringer, bekæmpelse af arbejdsløsheden, korruption og magtvælde. Præsident Ben Ali måtte kort efter flygte til Saudi-Arabien, efter sigende belæssewt med halvanden ton guld fra Tunesiens Nationalbank. Den franske præsident Sarkozy havde ellers forsvaret hans forsøg på at bremse demonstrationerne. Som Erslev påpeger syntes der efter de heftige demonstrationer i 2006 i forbindelse med de danske Muhammed-tegningerne at have bredt sig en politisk apati. Det betød at det i stedet for arabiske fløjlsrevolutioner, der ville demokratisere det arabiske Mellemøsten, kom brutale kontrarevolutionære regimer, der effektivt gjorde ende på alle hede drømme. Tunesien var et stykke tid undtagelsen, men også her gik landet fra at være en undtagelse til at være endnu et land i rækken af stater, hvor uduelig regeringsførelse og stor ungdomsarbejdsløshed fik unge til at trodse forbud mod forsamlinger. Begivenhederne i 2011 blev ifølge Erslev skelsættende i Mellemøstens historie: De markerer trods alt en massiv folkelig modstand mod de autoritære regimer og eliter, og de indledte en indædt magtkamp mellem stærkt autoritære konservative regimer og de massebevægelser der mobiliserer folk via politisk islam og brug af sociale medier. Klemt mellem disse to kræfter findes stadig en mindre gruppe bestående af især unge og veluddannede, der på et sekulært grundlag kræver reformer og transparent regeringsførelser efter vestligt forbillede. Magtkampen står ikke først og fremmest mellem liberale kræfter og autoritære regimer, men mellem disse regimer på den ene side og befolkninger der kræver arbejde, sociale rettigheder og retfærdighed på den anden side. I Egypten var det som allerede omtalt 'De Væbnede Styrkers Højeste Råd' der overtog ledelsen af landet, og militæret der suverænt kontrollerede suverænt økonomi og erhvervsliv - altid til generalernes og officerernes egen fordel. Selv lederne af Det Muslimske Broderskab tog Erdogans tyrkiske model til sig. Under Det Arabiske Forår havde Barack Obama aktivt støttet de mange demonstrationer på den berømte Tahrir-pladsen i Cairo og personligt opfordret Hosni Mubarak til at gå af og give plads til reformkræfterne. Det endte Mubarak med at gøre, men reelt var det generalerne der benyttede lejligheden til at komme af med den svage præsident. Årtiet efter Det Arabiske Forår kalder Erslev med god ret "Fordrivelsens årti". Ifølge Højkommissariatet for Flygtninge er 80 mio mennesker i verden blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af forfølgelse, konflikter, vold og krig samt krænkelse af menneskerettigheder. Og heri er endda ikke medregnet de såkaldte bekvemmelighedsflygtninge. Det var udviklingen i Mellemøsten der førte til den store indvandring i Europa i 2015 - og senere også de mange bådflygtninge fra Nordafrika. Og i selve de etablerede flygtningelejre i bl.a. Syrien og Tyrkiet er der store problemer og mange menneskelige tragedier. Erslev citerer filosoffen Hannah Arendt, der allerede i 1943 skrev: Tilsyneladende er der ingen der ønsker at vide, at vore tids historie har skabt en ny slag mennesker - den slags der anbringes i koncentrationslejre af deres fjender og i interneringslejre af deres venner. Og som Arendt påpeger, viser historien at kun suveræne stater reelt har magt til at yde mennesker retsbeskyttelse og primært til egne statsborgere, uden at det selvfølgelig er nogen garanti for at de gør det. Der bør nævnes at selv et lille land som Libanon nord for Israel har mindst 865.000 syriske flygtninge - og omfattende sort økonomi omkring dem. Regeringens primære indsats har bestået i at gøre syrerne til syndebukke for alle problemer i landet. Men Libanons regering fungerer slet ikke og har ikke fungeret i mange år, dvs. den fungerer for magteliterne, der bruger al deres tid på at sikre sig deres del af ressourcerne i staten. Statens handlingslammelse rammer også håndteringen af flygtningesituationen. Ligeledes bør det nævnes at kurderne i området mellem Tyrkiet og Syrien fik skuffet alle deres forventninger om selvstyre. Under den årelange krig mellem Husseins Irak og Islamisk Stats leder, der i 2014 udråbte sig selv til kalif, opnåede Irakisk Kurdistan ellers en særstatus. Krigen mod Irak i 1991 førte til store flygtningestrømme i det nordlige Irak ind i Tyrkiet. Begge steder havde befolkningen håbet på at USA og koalitionen af stater som deltog i krigen mod Irak ville gribe ind og støtte dem i kampen mod Saddam Hussein. Og da kurderne havde været loyale mod Vesten i konflikten med Irak håbede de fra 1992 på at få en regulær autonom region. Men indblanding fra Tyrkiet og Iran og den interne rivalisering mellem de to store kurdiske partier, der begge var klanstyrede, gjorde selvstyret særdeles skrøbelig. Og til sidst bristede alle illusioner. Det Arabiske Forår havde med Erslevs ord i stedet for at føre til demokratisering af de arabiske lande åbnet nye konfliktdynamikker mellem konservative sunnimuslimske monarkier. Og 'Modstandens akse' vendt mod USA er blevet markant stærkere: 1) USA har efter Det Arabiske Forår ændret sin politik i regionen, så det ikke længere er givet at USA som ved Irakkrigens begyndelse vil forsøge at skabe en amerikansk orden i Mellemøsten. 2) Det Arabiske Forår gav ungdommen i Mellemøsten en vigtig oplevelse af at demonstrationer for reformer og mod den gamle magtelite faktisk kan fælde både regeringer og autoritære ledere. 3) Kvindernes rolle - og ikke mindst bevidsthed - blev markant forandret i forbindelse med Det Arabiske Forår. 4) Der skete faktisk en gennemgribende rystelse af det man med eurocentrisk selvfølgelighed kalder statssystemet i Mellemøsten. Erdogan gjorde Tyrkiet til en islamisk stat Til toppen Næste Tyrkiets stilling i hele denne spegede proces er yderst uheldig set med europæiske øjne. For han gik nok - mod god betaling - med til at oprette flygtningelejre i Tyrkiet ved grænsen til Syrien, men han islamiserede sit eget land, så demokratiet gik i spåner og egentligt gjorde landet uegnet til at være medlem af den vestlige forsvarsorganisation Nato. Kemal Atatürk slog i 1923 fast at den tyrkiske nationalstat skal bestå af én stat og én nation - Og siden republikkens etablering i dette år havde det været et dogme at den skulle være sekulær og tyrkisk - men det var denne stolte idé Erdogan gjorde definitivt op med i da han gjorde den tyrkiske model til en islamisk model. Recep Erdogan kom som leder af Retfærdigheds- og Udviklings Partiet (AKP) til magten i 2003 og blev dengang anset som en “folkets mand” og et kærkomment brud med den politiske elite, der havde siddet tungt på magten i det gamle “kemalistiske” system. Erdogan blev valgt på et løfte om at gøre op med korruption og fattigdom. Han gennemførte en stribe demokratiske reformer og var i sine første år som leder uhyre populær. Så sent som i 2011 - efter Det Arabiske Forår og de folkelige protester i Mellemøsten, hvor det flere steder så ud som om, at islamistiske partier ville vinde indpas i diverse parlamenter og regeringer - talte man netop om “Den tyrkiske model” som et eksempel på, at Islam og demokrati kunne gå hånd i hånd. Men alt dette ændrede sig hurtigt. Nogle fredelige protester i Gezi park i Istanbul i 2013, der startede med at handle om noget så fordrageligt som byplanlægning og grønne områder, udviklede sig til store demonstrationer mod styrets hårdhændede opførsel, og de løftede dermed sløret for Erdogans autoritære tendenser. I 2016 blev Erdogan udsat for et militært kupforsøg som mislykkedes, og Erdogan brugte anledningen til at konsolidere sin magt, lukke frie medier og fængsle politiske modstandere. Også internationalt konstaterede man, at Tyrkiet udviklede sig til en magtfuld og offensiv aktør, hvor særligt landets involvering i krigen i Syrien blev udslaggivende. Selvom eksperter påpeger at der er pragmatiske grunde til, at Tyrkiet er blevet mere aggressiv i sin udenrigspolitik, påpeger de også den indenrigspolitiske hensigt for Erdogan. Han foretog hvad man kalder en "osmannisk vending” i Tyrkiet, og den ligger i, at han har genfundet den osmanniske arv og inddraget den i landets nationale og religiøse identitet. Han lægger nu vægt på at Tyrkiet er et muslimsk land, åbner op for religion i det offentlige rum og bryder med perioden med kemalistisk sekularisme. Desuden er vendingen også en fortælling om Tyrkiet som centrum for et imperium. Forskeren Cecilie Banke, gør gældende, at "Erdogan agerer med en følelse af en vis historisk berettigelse, når han forsøger at yde indflydelse i landene omkring Tyrkiet. Han afviser den kemalistiske ide om, at tyrkerne skal indrette sig efter Europa og styrker fortællingen om Tyrkiet som en magt i egen ret". Samtidig er Tyrkiet Europas største nabo, en ”buffer-stat” mod et tumultarisk Mellemøsten, og dermed spiller landet en afgørende rolle i EU's håndtering af flygtningespørgsmålet - og ikke at forglemme er Tyrkiet også medlem af Nato, der står som Vestens pagt for forsvaret af demokrati og sikkerhed. Erslev lægger ikke fingerene imellem når han siger, at "Erdogan efter behov skræller det ene lag efter det andet af den demokratiske fernis af samtidig med at han udstiller sine egne muslimske værdier ved at transformere det store byzantinske bygningsværk Hagia Sophia i Ankara til en moské, selvom der i forvejen er så mange moskeer i byen at man på lufthavnsvejen passerer den ene nybyggede og tomme moské efter den anden." Erslev gør også opmærksom på at Tyrkiet de seneste år har oprustet militært og teknologisk bl.a. med droneindustri, og han har udstationeret styrker i ni lande, herunder Syrien, Irak og Libyen. Og alle steder støtter Tyrkiet Saudi-Arabiens og Emiraternes fjender, hvorfor det har været vigtigt for de to lande at inddæmme Tyrkiet og sætte en kile ind i forholdet mellem Tyrkiet og Qatar. Og det kan tilføjes at præsident Trump godt kunne lide Erdogan som en enevældig handlingens mand og tilgav ham at han købte anti-missil-systemer af Rusland! I sommeren 2019 blev USA og Tyrkiet enige om fælles sikkerhedsarrangementer i Nordsyrien, men i løbet af efteråret blev det stadig mere tydeligt at Tyrkiet ville invadere området, og at Donald Trump ville have de amerikanske styrker trukket ud Nordtyrkiet. Dermed besegledes kurdernes skæbne. Irak krigen styrkede 'modstandens akse' mod USA Til toppen Næste Lars Erslev er helt på det rene med at USA gennem de sidste 20-30 år har haft forskellige strategier i Mellemøsten og mere eller mindre bevidst har skelnet mellem hvad Samuel Huntington forstod ved 'regimebevarelse' og 'regimeskifte'. Under Det Arabiske Forår valgte USA således regimebevarelse i Golfen og regimeskifte andre steder, mens strategien i Egyten og Syrien var en hybridform. Regimebevarelse var tydelig i Bahrein, mens regimeskifte var det klare mål i Libyen. Strategien i Egypten derimod blev en hybridform, hvor Barack Obama aktivt arbejdede for at få Mubarak fjernet, men accepterede at den egyptiske hær forblev ved magten. I Syrien ville udenrigsminister Hillary Clinton af med Bashar al-Assad, men hendes chef fravalgte militær intervention, da muligheden var der. I forhold til Saddam Husseins Irak valgte USA i 2003 en regimeskiftestrategi. Husseins Irak overgik, hvad overvågning og stikkeri angår, det tidligere DDR. Erslev fik ved besøg dernede det indtryk at den ene halvdel af befolkningen fik løn for at holde øje med den anden halvdel..... Hussein begrundede selv al elendighed i Irak med ydre fjender, først og fremmest USA og "zionisterne", dvs. Israel, men for Sydiraks vedkommende dog Iran. USA bombede sammen med briterne den 16.2.2001 fem mål omkring Bagdad, og den eneste reelle begrundelse for med militær magt at fjerne Saddam Hussein var ifølge Erslev at hans regime i amerikanernes øjne udgjorde en fatal trussel mod sin egen befolkning og at hans person på tronen i Bagdad var den direkte og reelt eneste forhindring for en ophævelse af sanktionerne mod Irak for invasionen af Kuwait tilbage i 1990. Iflg professor Poul Villaume ville den bedste måde at komme af med Saddam Hussein på dog være at hæve sanktionerne, styrke befolkningen og lade den klare ærterne. Bushs ordre om 'rutinemæssigt' at bombe fem mål i Bagdad i februar 2001 var derfor et klart forvarsel om hvad der sikkerhedspolitisk var på tegnebrættet i Washington, nemlig regime-skifte i Bagdad gennem regulær krig på landjorden. Bombningerne skulle imidlertid anskues som selvforsvar! Men USA begik som det hurtigt skullle vise sig mange og fatale fejl i beslutningsprocessen, forberedelsen og krigens efterforløb. Irak var ellers i en elendig forfatning. Kombinationen af sanktionerne og Hussein-regimets systematiske undertrykkelse af befolkningen havde skabt en humanitær katastrofe i landet, som kun blev overgået af situationen i Yemen. Irak udgjorde efter USA's bombninger ikke længere nogen trussel mod verden. Irak var de facto nedslidt, og krigen smadrede resterne af de statslige institutioner. De irakiske sikkerhedstyrker blev opløst og personalet lyst i band og sendt ud i arbejdsløshed. Det samme gjaldt embedsværket, der havde været medlemmer af det nationalistiske parti som Hussein havde kontrollet. Der fandtes i Bagdad simpelthen ingen politiske institutioner til at formidle en nyopbygning af staten, endsige en modernisering. Amerikanerne hyrede private sikkerhedsfirmaer til at varetage ordenshåndhævningen. Ja, i perioder var der ifølge Erslev flere private bevæbnede sikkerhedsfolk fra USA og Storbritannien i Irak end uniformerede soldater. Og hvad angår problemet om forholdet mellem politik og religion, fik Irak ikke tid til at finde en eller anden overenskomst hvor irakiske traditioner og verdensanskuelser kunne leve ved siden af hinanden. USA og koalitionen havde besluttet sig for det objektivt set umulige, at regimeskiftet i Irak umiddelbart skulle lede over i en demokratisk styreform. Den nedsatte forfatningskommission valgte dels at det blev indskrevet i forfatningen at ingen love måtte stride mod islam, dels en speciel konføderationsmodel (kaldet konsociationalistisk) der gav regionerne magt til at definere sprog og religion i deres eget område. Det betød i realiteten at religion blev et officielt magtmiddel som førte til en cementering af de tre store grupper - sunnimuslimerne, shiamuslimerne og kurderne - mens mindretallene blev marginaliseret. Irak blev med Erslevs ord ikke en stat for alle irakere, men en stat hvor de tre største grupper kom i konstant rivalisering med hinnanden om magt og resourcer. Shiamuslimerne var i flertal og kom nu til magten, mens sunnimuslimerne der havde haft magten under Saddam Hussein blev sendt ud i mørket. Resultater var bl.a. at tusindvis af jihadister og al-Qaeda-sympatisører strømmede til Irak undere krigen, og at de da amerikanerne nedkæmpede dem, flygtede til bl.a. Syrien. Desuden blev tusindvis af lokale militsmedlemmer i provinsen Anbar angrebet af den nye regerings dødspatruljer med det resultat at tusindvis af de medlemmer der var blevet trænet og bevæbnet af amerikanerne i kampen mod al-Qaeda gik over til jihadisterne. Terrorismens bredte sig simpelthen med mange angreb på Bagdad.... Forskellige regeringer forsøgte at løse problemerne med såkaldt teknokratiske ministre, altså fagligt kompetente, men upolitiske ministre, men erfaringen er generelt at i selvsamme øjeblik sådanne teknokrater sætter sig i ministerstolen bliver de en del af det politiske hurlumhej. Sådan går det ifølge Erslev altid i Mellemøsten, og i Irak betød det at den velmenende regering aldrig kom i gang med at løse problemerne. Islamisk Stat gik i Irak - som nævnt under afsnittet om rettroenheden - systematisk efter at likvidere shiamuslimer og andre ikke-sunnimuslimske grupper. Nogle blev dog i stedet holdt som slaver, herunder kvinder. På mange måder var idealet for udviklingen af det selvudråbte kalifat bogstaveligt talt hentet i de gamle kalifater i middelalderen. Et særligt kendetegn ved IS var voldsæstetikken der på alle måder var barbarisk og brutal. Den signaliserede både nådesløs hævn over modstandere og sendte budskaber om nærmest uindskrænket magt over liv og død. Islamisk Stats kalifat blev som også tidliger nævnt opløst i 2017 og Abu Bakr al-Baghdadi likvideret af amerikanske styrker i 2019. Men Islamisk Stat fokuserede i stedet for på Afghanistan. Og den sidste udvikling er gået imod alle ønsker om en demokratisering. Da USA bebudede sin militære tilbagetrækning fra landet, var landet prisgivet. IS generobrede i sommeren 2021 magten i hele Aghanistan. Da der i 2020 skulle dannes ny regering i Irak var de to store politiske spørgsmål: hvorvidt USA skulles smides ud af Irak, og hvordan den stadigt stigende iranske indflydelse skulle håndteres. Et regimeskifte i demokratisk retning kom aldrig på tapetet. For god ordens skyld skal det lige nævnes at Afghanistan ikke behandles i Erslevs bog, af den simple grund af dette asiatiske land ikke hører til Mellemøsten, men til Fjernøsten. Ruslands invasion i Syrien sikrede Assads diktatur Til toppen Næste I Syrien troede man i starten af Det Arabiske Forår at demokratiske oppositionskræfter ville vælte den diktator - Bashar al-Assad - der havde anvendt kemiske våben mod kurderne og systematisk nedkæmpede al modstand. Konflikten havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere. Den 15. marts 2011 brød demonstrationer ud i Daraa og flere andre byer i Syrien, efter at unge blev anholdte for at male revolutionære slagord. Flere demonstranter blev dræbt og hundredvis såret, da syriske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod dem. Demonstrationerne bredte sig de følgende dage til andre byer. Syriens præsident, Bashar al-Assad, lovede at "overveje" at ophæve den undtagelsestilstand, landet havde været underlagt i årtier. Han overvejede også at indføre et flerpartisystem og lovede at hæve lønninger til statsansatte med 20-30 %. FN drøftede udviklingen og forsøgte at mægle. Men den syriske oppositionen ignorerede FN’s forsøg på mægling. Assad fortsatte sine krigsforbrydelser; og sammen med Rusland, iranske militser og Libanons Hizbollah-milits tiltvang de sig overtaget i krigen mens USA mere og mere gled ud af spillet. I FN-systemet havde Rusland og Kina systematisk blokeret resolutioner om Syrien. Ingen af dem ville acceptere amerikansk regimeskiftestrategi. I FN blev Det Arabiske Forår og navnlig Syrien for disse to lande simpelthen mærkesager i spørgsmålet om definitonen af en global verdensorden. Men i løbet af sommeren 2015 fik regimet betydelig politisk og militær støtte fra Rusland, og nationalforsamlingen det gav 30. september Rusland tilladelse til at gennemføre militære operationer i Syrien. Kort efter bombede russiske fly de første mål. Dermed kom Syrien-krigens egentlige vendepunkt. Rusland bakkede entydigt al-Assad op – i klar opposition mod USA's forsøg på at gennemføre sin regimeskiftestrategi. Russerne skelnede slet ikke mellem jihadister, sekulære oprørere og opposition, men anså alle der prøvede at fjerne en legitim præsident fra magten som terrorister. Det er den generelle holdning i Putins Rusland - også når det fx. gælder Hviderusland. Ja, man kan tilføje at det er en typisk diktator-holdning. Den deprimerende melding fra FN’s chefforhandler i Syrien var da også, at der heller ikke ved den femte konference var blevet ført reelle forhandlinger om en løsning. End ikke procedurerne for forhandlingerne kunne parterne blive enige om. Ruslands intervention havde ikke kun militær konsekvens der reddede al-Assads regime fra kollaps, men også politiske konsekvenser for oppositionen, for regimet og tilsyneladende også for USA. Det syriske regime ville reelt ikke forhandle; oppositionen og oprørerne var langtfra enige og kurderne var udelukket på grund af Tyrkiets behandling af dem som mindretal. Erslev konklusion lyder derfor kort og godt: Der er hverken fred eller udsigt til at der snart kommer fred i Syrien. Og hvad sanktionerne angår, gælder at uanset at de internationale sanktioner mod Syrien sigter mod at straffe forbrydelser mod det syriske folk, er der stor risiko for at de ender med at gøre mest ondt på det syriske folk. Et nyt Silkevejsprojekt styrker Kinas position i Mellemøsten Til toppen Næste Kinas engagement i Mellemøsten er ifølge Erslev ikke en døgnflue, men vil blive udbygget og hidtil har både Iran, araberne og Israel hilst det velkomment. Kina er ikke blot i Golfen for at sikre energi og investere i infrastruktur, men også for at udbygge og konsolidere Silkevejsprojektets visioner om at binde verden sammen i handel med udbygning af transport til lands og til vands – og i ny teknologi. Og den kinesiske model er vel at mærke attraktiv for araberne – både som de ser deres egen udvikling, og fordi det hele bliver lidt lettere for dem, når de ikke konstant skal konfronteres med irriterende spørgsmål om menneskerettigheder, politiske reformer og transparent regeringsførelse. Med sine projekter i Mellemøstens infrastruktur er Kina den største udenlandske investor i regionen Det nye silkevejsprojekt, der i udgangspunktet består i en distribrutionsruter over land og søvej er blevet et globalt projekt, som 139 lande fordelt på alle regioner i verden formelt har tilsluttet sig. Det er et storstilet forsøg på gennem et netværk af forsyningskæder at binde en stor del af verdens lande sammen i handels- og udviklingssamarbejde baseret på principperne om staters suverænitet og ikke indblanding i interne forhold - samt multipolaritet. Netop derfor fortolker USA Silkevejsprojektet som en trussel mod sin egen positionen som den ubestridte leder i den globale orden siden afslutningen af Den Kolde krig. 7 I 2017 ergumenterede den amerikanske historiker Graham Allison for det synspunkt at en krig mellem USA og Kina stort set er uundgåelig. Magtspillet vil uvægerligt føre til krig. Andre forskere mener dog at Kina slet ikke kan mobilisere de tilstrækkelige ressourcer til hverken økonomisk dominans eller krig mod USA. Kina gaber over mere end staten kan magte. Ja, Kina fremstår som en større monumental magt end den i virkeligheden er. Kina har dog været særdeles omhyggelig med hverken at udfordre USA's eller EU’s strategiske interesser og politik i Mellemøsten. Det er et område Kina ikke vil risikere stormagtskonflikt om. Israel er bemærkelsesværdigt nok et af de 10 lande i Mellemøsten som har tilsluttet sig Silkevejsprojektet. Kina og Israel forhandler endog om en frihandelsaftale. Hvad Iran angår vil Kina ikke blot trodse de amerikanske sanktioner mod Iran (omkring atomaftalen), men fortsætte et 25 år langt samarbejde med landet. Og USA og Kina må siges faktisk at have fælles interesser i Golfen, nemlig stabilitet og fuld sikkerhed for skibstrafikken i stræderne. Hovedsagen er at araberne mere end at se Kina som rival til USA opfatter Kina som et velkomment alternativ der kan bistå dem med at udvikle regionen. Selvom der ikke er noget der tyder på at Kina sikkerhedspolitisk vil udfordre USA i regionen, bliver det alligevel nødvendigt at USA og Kina finder fælles forståelse om deres tilstedeværelse i regionen. Men Erslev må nøgternt konstatere at der er basis for såvel kinesisk-amerikansk samarbejde som for konflikt i Mellemøsten. Et andet bekymrende aspekt er at Kinas tilgang ikke understøtter udvikling af demokrati og politisk liberalisering i de arabiske lande, men tværtimod kan bidrage til at konsolidere autoritære regimer og sultanisme. Og i den forbindelse er det bemærkelsesværdig at de arabiske lande i Mellemøsten faktisk støtter Kinas politik mod uighurerne i Xinjiang, hvor op mod en million uighurer holdes interneret mod deres vilje. Ifølge den officielle kinesiske forklaring er der naturligvis tale om afradikalisering og terrorbekæmpelse. Erslev konkluderer at Kinas øgede tilstedeværelse i Mellemøsten bestemt ikke vil fremme politisk liberalisering og nye politiske forår. Erslevs overordnede betragtninger Til toppen Næste Det vigtigste gennemgående element i Lars Erslev fornemme oversigt over Mellemøstens politiske og kulturelle problematik er anvendelsen af Samuel Huntingtons grundbegreber om brudlinjer og brudlinjekrige. Disse krige har nemlig en fatal tendens til at eskalere, brede sig og blive stadigt mere komplicerede, og de gør desuden bekæmpelse af oprørsgrupper særdeles vanskelige, som det side op og side ned dokumenteres af krigene i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og Yemen. Ingen af stederne har indsættelse af konventionelle styrker og træning af støtternes militær givet resultater i form af mere stabilitet og mindre vold. Men alle problemerne ligger faktisk allerede i den kendsgerning at det moderne Mellemøsten er en konstruktion fra Versailles i 1919 der dels var et resultat af Vestens evne til organiseret vold, dels af mange mennesker i Mellemøsten blev opfattet som et bedrag, og som især alle de transnationale jihadnetværk såvel som kurdere og palæstinensere har lige så svært ved at glemme som den systematiske vold. En anden central baggrundsfaktor er oprettelsen af staten Israel i 1948 med tilhørende fordrivelse af hundredtusinder af palæstinensere fra deres egne lande. Erslev mener ubetinget at en to-stats løsning i Israel-Palæstina-konflikten er den eneste holdbare og retfærdige løsning. Men denne løsning bliver stadig mere urealistisk for hver dag der går. Erslev tror dog at Vestbredden vil blive tabt for altid for palæstinenserne, og at det derfor er på tide at give de mange unge palæstinensere en ny tro på fremtiden tilbage. Erslev er ikke i tvivl om at amerikanernes begrundelsen for med militær magt at fjerne Saddam Hussein var at hans regime udgjorde en fatal trussel mod sin egen befolkning og at hans person på tronen i Bagdad var den direkte og reelt eneste forhindring for en ophævelse af sanktionerne mod landet for invasionen af Kuwait tilbage i 1990. Men Irak blev aldrig en stat for alle irakere, men en stat hvor de tre største religiøse grupper kom i konstant rivalisering med hinanden om magt og ressourcer. Olieeventyret blev Golfstaternes store chance for at tjene styrtende med penge. Men sheikernes guldalder lakker mod enden. - Paradokset i Saudi-Arabiens vigtige stat er at der på den ene side finder en liberalisering af de sociale omgangsformer sted, mens der på den anden side er en magtkoncentration om den udøvende magt personificeret i den unge kronprins der fik magten i 2017. Men prisen for denne kombination er høj, den består nemlig i enevældig magtkoncentration med kolossale stramninger i muligheden for politiske ytringer og høj risiko for uforudsigelige overgreb på opposition. I Syrien er der hverken fred eller udsigt til at der snart kommer fred. Uanset at de internationale sanktioner mod Syrien sigter mod at straffe forbrydelserne mod det syriske folk, er der stor risiko for at de ender med at gøre mest skade på folket selv. Hvad Egypten angår betyder den politiske udvikling at det vil medføre en flygtningestrøm fra den kant mod Europa. Det befolkningspres på grænserne, der i 2015 rystede europæerne, vil i årene fremover alene fra Egypten vokse eksponentielt, samtidig med at migrationen fra det øvrige Afrika konstant tager til. Den helt store udfordring for de arabiske regimer i Den Persiske Golf er at få omstillet sig fra at være afhængig af det salg af energiressourcer der startede efter store oliefund i 1938 til at udvikle bæredygtige økonomier baseret på forskellige aktiviteter der skal fjerne deres sårbarhed fra det stadig mere usikre internationale oliemarked. Men Saudi-Arabien risikerer en udvikling der ligner det olieløse Egyptens. Og hvad angår Det Arabiske Forår generelt kom det ikke til at føre til demokratisering af de arabiske lande, men til at åbne nye konfliktdynamikker mellem konservative sunnimuslimske monarkier. Og det forstærkede samtidigt 'Modstandens akse' vendt mod USA markant. Det gav nok ungdommen i Mellemøsten en vigtig oplevelse af at demonstrationer for reformer og mod den gamle magtelite faktisk kan fælde både regeringer og autoritære ledere. Men Det Arabiske Forår resulterede ikke i demokrati og politiske liberalisering nogen steder. Tværtimod er de autoritære tendenser på stærk fremmarch. Kort og godt gør Erslev til sidst gældende at fremtiden i Mellemøsten ikke tegner lys. Håbet om forandring kan knyttes til ungdommen. Skal man støtte den og få Mellemøsten ind i anden gænge, må verden arbejde sammen internationalt og ikke splittes i uløselige konflikter, som det skete i Syrien under Det Arabiske Forår. Uendelige identitetspolitiske konflikter og militant sekterisme gør kun ondt værre. - Global enighed mellem stater om fælles regler i det internationale system og fælles forpligtelse på at overholde dem er den eneste vej frem. Mulighederne ligger der bestemt, men i Mellemøsten har pessimisterne stort set altid fået mere ret end optimisterne når det gælder fremtiden. Undertegnede er enig med Erslev i at fremtiden for Mellemøsten i hvert fald ikke for øjeblikket tegner særligt lys. Men jeg tror bestemt ikke at fælles regler for det internationale samfund er vejen frem, når det tages i betragtning af parterne i dag står endnu længere fra hinanden end nogensinde og simpelthen ikke er parate til at ændre holdninger eller overhovedet vove sig ind i dialoger der kan rokke ved standpunkterne. Tænker man tilbage på den største begivenhed i nyere tid der virkeligt fik betydning for mange mennesker, nemlig Den Kolde Krigs ophør med Murens Fald i 1989 og Sovjetkommunismens endeligt i 1991, så var årsagen ikke et spektakulært møde på Island mellem generalsekretær Gorbatjov og præsident Reagan, men flere års meget dybe og fortrolige samtaler mellem Sovjetunionens udenrigsminister Edvard Sjevardnadse og USAs udenrigminister George Schulz der resulterede i deres fulde tillid til modpartens reelle hensigter. Det er efter min overbevisning den slags samtaler der alene kan løse afgørende modsætningsforhold, men de forudsætter igen en fundamental og speciel indsigt i at man må opgive absolutte standpunkter og bevæge sig ind i det den jødiske filosof Martin Buber har kaldt tragediens område og som han definerede som det område hvor det at have ret er faldet bort. Og man skal i den forbindelse også huske den gamle græske erfaring om visdom der siger, at visdom lige som sorgen altid kommer mod menneskets vilje. Hermed skulle det være klart, at man aldrig kan løse afgørende modsætningsforhold uden at vove sig ind i selve eksistensens allerdybeste processer, og derfor blivet det også nødvendigt i forståelsen af alle de store politiske, kulturelle og religiøse modsætningsforhold vi finder i de store ideologiske modsætninger i verden i almindelighed og i Mellemøsten i særdeleshed at inddrage selve eksistensproblemerne. Og det er dette jeg vil gøre i det følgende i min kritik af Lars Erslev bog. Erslev fortæller om et decideret eksistentielt møde han i januar 2005 (altså før Muhammedtegningerne) havde med 40 irakiske kvinder i Amman. Stort set alle grupper havde den samme bøn til ham: Lad være med at tale om sekularisering, altså om adskillelse af religion og politik. Men - som han tilføjer - skal denne adskillelse tabuiseres, bliver det svært at tale om demokrati i vestlig forstand. Det blev med deres bøn anskueliggjort at overførelse af demokratiske styreformer efter europæisk forbillede ville kollidere med irakiske verdensanskuelser som de traditionelt har udviklet sig og er blevet forskellige fra Vestens. Debatterne herom - og de gælder naturligvis alle islamiske lande - har ifølge Erslev fordelt sig mellem to ekstreme poler, hvor den ene siger at islam er absolut uforenelig med demokrati, mens den anden hævder at det blot er et spørgsmål om fortolkning og tilpasning. - Erslev placerer sig - som tidliger nævnt - selv et sted mellem de to poler ud fra det synspunkt at demokrati og islam godt kunne forenes, men at forskellige former for virkeliggjorte islamfortolkninger i verdensanskuelse har rodfæstet sig, således at en forening af islamiske doktriner og demokratiske principper kræver en gensidig tilpasning der tager tid og ikke bare kan gennemføres pr. dekret. Og det sidste kan man dårligt benægte, men en reel tilpasning mellem demokratiske principper som meningsfrihed og ytringsfrihed på den ene side og på den anden side religiøse doktriner som hævder at bestemte sandheder er absolut sande og de modsatte følgelig absolut urigtige og forkastelige, er da objektivt set kun mulig hvis de der hylder de religiøse doktriner - og det er jo ikke blot ortodokse muslimer, men også ortodokse jøder og ortodokse kristne - på den ene aller anden måde indser at alle sandheder er historisk betinget og dermed relative. Dette kan faktisk ske uden overtalelsesforsøg eller omvendelsesforsøg, for det viser sig alle steder hvor magthaverne begynder at liberalisere, dvs tillade fri meningsudveklsing, eller blot slække på restriktioner. Det så man i Tyrkiet ved Kemal Atatürks reformer i 1920'erne, og det har man set i Egypten under flere præsidenter, begyndende med oberst Nasser. Men processen forsinkes, hvis magthaverne ikke vil tage den fulde konsekvens af det, men bibeholder meningscensuren i politisk henseende. Og selve relativiseringen er naturligvis en særlig stor hurdle alle steder hvor børn og unge - som det er normalt i den muslimske verden - lærer de religiøs bønner og ritualer fra barnsben af i skolerne. Alene det at bønner og koranrecitering sker ved udenadslæren er en alvorlig hindring. Vi skal ikke glemme at en sådan udenadslæren også har fundet sted her i landet (og alle andre lande i Europa), nemlig i folkeskolens yngste klasser ved indoktrinering af Luthers lille katekismus, helt op til omkring 1950 (jeg er selv så gammel at jeg tydeligt kan huske det). Men i dag er der ikke mange her i landet der kan trosbekendelsen udenad, heller ikke mange konfirmander. Og man kan endog nævne den grelle sag om sognepræsten Thorkild Grosbøll der så sent som i 2008 - efter flere års ydmygende tjenestemandssag - blev stillet overfor valget mellem frivilligt at fratræde sin stilling eller blive afskediget, fordi han offentligt havde bekendt, at han ikke troede på det der stod i den trosbekendelsen han pligtskyldigt måtte læse op i hver gudstjeneste. Jf. artikel Et sådant problem kan ene og alene løses hvis man konsekvent dropper al indoktrinering og fjerner trosbekendelsen fra kirkelige ritualer. I sin behandling af udviklingen i Irak beklager Erslev at man efter Saddam Hussein ikke skabte en retsstat for alle irakere uden undtagelse, men tværtimod gjorde religionen til et magtmiddel i kampen mellem sunni-muslimer, shiamuslimer og kurderne. Mindretallene blev helt marginaliseret, og i tusindvis af jihadister og al-Qaeda-sympatisører strømmede til Irak via Syrien. Men det er efter min mening slet ikke religion som sådan der bliver et magtmiddel, men derimod dogmatisk religion, og derfor kender man samme misbrug af magt også alle de steder som fx Nazityskland, Sovjetunionen og Mao-Kina, hvor politiske ideologier gøres til absolutte sandheder. Overalt bliver nedskrevne og omhyggeligt formulerede sandheder eller ideer, dvs doktriner, djævelsk onde og destruktive i samme øjeblik de kombineres med magtens motiver og hensynsløse kraft og ophøjes til hellige og ukrænkelige sandheder. Men de færreste er klar over at religion slet ikke kan identificeres med dogmatiske religionssystemer som vi kender dem i mange udgaver i dag, men faktisk har eksisteret før der overhovedet var udformet skriftlige religionssystemer med tilhørende magthierarkier. I virkeligheden er religion et emergent fænomen i selve den biologiske udvikling og skyldes ganske enkelt den elementære kendsgerning at mennesket fik sin bevidsthed og dermed kom til at adskille sig markant fra alle andre højerestående dyr. Det karakteristisk for bevidstheden er nemlig ikke alene at individet får muligheden for at sætte særligt fokus på bestemte ting og begivenheden ved at sætte ord og billeder på dem, men tillige får et indre psykisk liv, et sjæleliv, og dette sjæleliv følger sine egne regler i og med at det omfatter underbevidste eller helt ubevidste fænomener som fx drømme, længsler, fantasier, syner og aha-oplevelser ved problemløsninger. Og dette kan altsammen ikke gives anden sandsynlig forklaring end at der foregår en eller anden form for kollektiv proces mellem individerne. Eller med andre ord, bevidsthedens opdukken hos menneskearten medførte ikke blot et individuelt sjæleliv, men også et kollektivt åndsliv. Men da er det indlysende at vi netop står over for en faktor der spiller en afgørende rolle i kulturhistorien og som magthaverne aldrig nogensinde kan få fuld kontrol over - lige meget hvor nidkært de overvåger og censurerer folk. Men faktoren er uhyre vigtig for alle menneskes mentale sundhed, både i dagligheden og på det lange sigt. Den er ikke alene betingelse for at individet ikke bukker under for stress, men også for at individet får en meningsfuld tilværelse med fri adgang til de skabende kræfter i det kollektivt ubevidste og fri adgang til udveksling af tanker og ideer med andre mennesker i form af sang, musik, dans, billedkunst og digtning m.m. Ja, betydningen ligger ikke mindst i, at de afgørende psykiske processer er medfødte, før-sproglige og ulogiske og kreative. Det betyder reelt at ethvert menneske her kan se den dybere mening med ordet om at mennesket kun kan komme ind i uskyldighedens rige ved at blive som barn på ny, for det betyder ikke at man skal blive barnlig, men til hver en tid skal kunne vende tilbage til de evner og muligheder vi alle får som børn til at kunne lege, synge, danse, juble og græde helt spontant og uden ringeste tanke på nytteværdi. Det turde også være klart, at intet kan ødelægge eller forhindre denne spontanitet så meget og så fatalt som netop magthavere og opdragere der tænker i absolutte baner og forlanger renhed i tanke, ord og gerning. En uhyggelig konsekvens af indoktrinering peger Hungtington på i 'Civilisationernes Sammenstød' i omtale af Rushdies refleksioner om migration, nemlig at afvisningen af fremmede kan "lejre sig i de historiske tidslag hos folk som dyb følelse af forurettelse og had". Det vil sige i fænomenet stærk intolerance. Det har den gjort ikke blot i Iran efter Khomenei eller hvor Islamisk Stat hærger, men i hele Mellemøsten, og det gør den for så vidt også i Europa, hvor migrationen går den anden vej. Der synes ifølge Erslev at være et ligefrem proportionalt forhold mellem fokus på migration og udvikling af intolerance overalt på kloden. Her tænker han ikke kun på fremvæksten af store populistiske partier og bevægelser i Europa der er imod indvandring, men også på situationen i Mellemøsten selv hvor udvikling af intolerance også er udbredt over for flygtninge og migrantarbejdere fra selvsamme region. Dermed er vi inde på Erslev historiefilosofiske og andre filosofiske forestillinger som jeg finder kritisable. Et sted kommer Erslev ind på den fatale vestlige antagelse at alle regioner i verden stræber efter at nå frem til den europæiske måde at organisere stater og statssystemer på. Han henfører ganske naturligt antagelsen til oplysningsfilosofiens begreb om fremskridt som universelt, og til den europæiske historiefilosofi som ser den moderne europæiske stat som historiens endemål. Men oplysningstidens filosofi kan ikke stå uimodsagt i dag. Den stammer primært fra filosoffen Immanuel Kant, og han var en skarpt tænkende rationalist der ville have størst mulig orden og konsekvens i sin tankegang og må siges at have haft heldet med sig i så høj grad at han blev læremester for flere generationer af filosoffer. Men resultatet var ikke blot gavnligt, men i høj grad også skadeligt, fordi det var så entydigt rationelt at det stort set kom til at udelukke alt det irrationelle hos dannede mennesker. Han forbandt desuden sin tænkning med pligtetikken, der passer som hånd i handske med preusser-ånden og dens militære kadaverdisciplin. Og rationaliteten kan måske lyde tilforladelig, men var lige det modsatte, for den udelukkede præcist alt det ved mennesket som beror på det frie indre og spontane sjæleliv og som skaber al kreativitet. Det kom der og måtte der komme en reaktion imod i form af romantikken - eller hvad man kunne kalde 'det store europæiske forår' - med højdepunkt i Tyskland i årene omkring 1800, men hurtigt bredende sig til resten af Europa. Det betød en opblomstring af litteraturen, musikken, kunsten, religionsforskningen og folkelige bevægelser. En af de betydeligste tænkere var filosoffen J.G. Herder (1744-1803) der var den første der slog fast, at der ikke findes absolutte, men kun relative sandheder. Romantikkens store fortjeneste var først og fremmest at frigøre den kraft der ligger i den menneskelige lidenskab og som bryder frem hos alle mennesker i puberteten, ja i virkeligheden er selve det ungdomsoprør der giver os alle bevidsthedsudvidelse og horisontudvidelse. Det er allerede derfor indlysende at man i dag bliver nødt til at se med meget kritiske øjne på hele den europæiske fremskridtstro. Den indeholdt nemlig selve den fatale tro på lineær rationalisme der ikke alene førte til to verdenskrige, men også til den systematiske klimaforurening siden 1945. Helt galt går det naturligvis når filosoffen Francis Fukuyama i vor egen tid hævdede at historien havde nået sit endemål - som om den menneskelige nysgerrighed og ekspansionstrang nogensinde ville standse. Det er jo allerede en vanvittig tanke i dag, hvor vi tydeligt kan se følgerne af alle de teknologiske landvindinger, nemlig et massivt forbrugsbegær og uløselig klimaforværring, som vi er nødt til at gøre noget ved. I dag bør man i Europa kunne se at selv den moderne sekulære stat er langt fra at have nået det der ville være muligt, hvis man havde indset at man ved siden af en nødvendig nøgternhed også altid i positiv forstand skal have følelserne med i såvel den politiske som den eksistentielle tænkning. Det er fint at Erslev udtrykkeligt fremhæver at alle identitetsrelationer er "intimt forbundet med følelser og utvivlsomt mindst lige så vigtige i afgørelser om politiske valg som politiske og sociale overvejelser om retfærdighed, frihed og livsbetingelser". Det indebærer efter min mening at man i alle kulturer og alle lande bør være varsomme med at se stort på identitetsrelationerne og ligefrem prøve på - med list eller tvang - at lave store centraltstyrede enheder. De fleste kan i dag sagtens forstå at det måtte gå galt med kæmpemæssige systemer som Sovjetunionen eller Mao-Kina, fordi ensretningen betød at man dræbte initiativlysten og innovationen, og i stedet havnede i stagnation og forfald. Men det er i dag lige så vigtigt at indse at fx Den Europæiske Union har nået et punkt af centralisering der kun kan skabe øget bureaukratisering og forhindre de enkelte medlemsstater, især de østeuropæiske, i at udfolde sig på egne betingelser. Men først og fremmest indebærer erkendelsen af den intime forbindelse mellem følelser og politiske valg, at vi i dag er nødsaget til at sætte os ind i forskellen mellem de to slags psykiske grundprocesser, de medfødte (primære og førsproglige) og de tillærte (sekundære og sproglige). Vi må forstå at det er de førstnævnte vi eksistentielt lever på i den forstand at det er dem der rummer oplevelsen af helhed og mening med livet, mens de sidstnævnte giver alle de nødvendige muligheder for at tilpasse os den fysiske og sociale virkelighed der er vores vilkår. De to processer er lige vigtige, men diametralt modsatrettede. De er med andre ord komplementære i den bohrske forstand, dvs logisk uforenelige, men lige nyttige til hvert sit formål. Men det er en kunst at blive så fortrolige med dem i praksis at man frit kan veksle mellem dem - og således også i samfundet kan tillade en stor diversitet uden at at frygte anderledsheden. - Jeg tror ikke Erslev har skænket dette en tanke. Hvad menneskerettighederne gælder, må vi også revurdere dem i dag. Såvel 'menneskerrettighederne' som flygtningekonventionerne er udformet under bestemte historiske betingelser og kan ikke uden videre kaldes universelle længere. Det skyldes ikke at ønskerne om frihed og ret til at eksistere og udfolde sig ikke skulle være alment udbredte som psykologisk fænomen, men at de kan gå hen og blive problematiske i samme øjeblik de bliver gjort til juridiske rettigheder. For så kan man pukke på dem og føre retssager om dem. Og dét er faktisk en uting der koster oceaner af tid og kræfter til ingen nytte. Når det eksempelvis gøres gældende at alle mennesker er af lige værd, så skal det ikke først og fremmest ses i relation til magtens juridiske sfære, men tværtimod i relation til et overordnet menneskesyn der betyder at alle mennesker er lige uden hensyn til magthierarkiet. Vi er lige for loven, og vi er lige for Gud eller hvad vi nu vil kalde det der er større end mennesket, men vi har forskellig status i forhold til de hierarkier der rent faktisk indgår i samfundsmodellerne, fordi vi har forskellige evner og ambitioner. Juraen er en praktisk ting som vi har arvet fra romerne, og som den dag i dag giver mange fordele i administrativ henseende, men den fremmer aldrig initiativtrangen eller kreativiteten - og fremfor alt står retten i vejen for nåden og barmhjertigheden. Deraf komme det tyske ordsprog: "Juristen sind böse Christen". Erslev gør gældende at det alt andet lige giver mere mening at spørge til de vilkår og rettigheder, mennesker lever under, end hvilken tro de har, og hvilket politisk system de er havnet i. Derfor må vi efter hans mening insistere på at de universelle værdier og rettigheder, verden er blevet enige om, faktisk gælder for alle. Men dette er efter min mening i hvert fald ikke særligt heldigt formuleret. Først og fremmest gælder, at der er forskel på det enkelte menneskes værdi og dets rettigheder og pligter. Rettigheder og pligter kan defineres juridisk - og bliver det i høj grad i vore vestlige samfund - men menneskets værd er et psykologisk og moralsk fænomen der er relativt nemt at fornemme, men umuligt at definere. - Ulykken er at man blander begreberne sammen og pukker på dem begge som rettigheder. For så får man ikke fat på vor vigtigt det er på den psykologiske og moralske side at anerkende andre menneskers eksistentielle værd. Erslev påpeger meget rigtigt at Mellemøsten har nogle rædselsfulde magtstrukturer og muligheder for brutal terror. Og ligeledes at der findes grupper der ikke har fået del i udviklingens frugter, men er blevet mobiliseret i sekterisk ideologi. Og denne islamisk fundamentalisme er immervæk en mellemøstlig opfindelse og specialitet. Og derfor er det ikke så mærkeligt at USA’s store satsning på konventionel militær indsats altid førte til det modsatte resultat af det ønskede. Dette peger på nødvendigheden af at ændre strategisk tilgang i Mellemøsten. Konventionelle militære engagementer og trusler løser ifølge Erslev helt åbenbart ingen konflikter i den konfliktramte region. Og det er så sandt som det er sagt. Men skal de vestlige demokratiske lande finde en anden strategisk tilgang til Mellemøsten, så skal man ikke blot væk fra militære indsatser, men også lære at omgås det ikke helt uforståelige fænomen at ikke blot de islamiske stater, men alle fundamentalistiske stater i verden, inklusive stormagterne Rusland og Kina, gerne vil gøre forretninger med Vesten, men frabeder sig endeløs kritik af manglen på demokratiske friheder. De er så selvsikre i deres egen sag, at de ikke gider høre på moralske formaninger fra vestlige magter der nok må accepteres som rivaler, men ingen ret har til at agere internationale politibetjente. Jeg finder det påkravæt at de demokratiske lande i dag virkeligt begynder at udforske muligheder for andre, om man vil mere pædagogiske tilgange til dialog, med udgangspunkt i de ovenfor anførte oplysninger om erkendelsen og følelseslivet, men at man også bliver nødt til at inddrage spørgsmålet om konsistensetikken, dvs den etik der til forskel fra pligtetikken ser spørgsmålet om menneskets etik i forhold til en forpligtelse til indre, psykisk konsistens, som ikke dikteres af ydre autoriteer, men tværtimod af frie indre autoriteter som har at gøre med det kollektivt ubevidste. Det er først med konsistenskravet at alvoren i eksistensen og dermed i al kultur, al kunst, al politik og al religion bliver uundgåelig, og al den ødelæggende overfladiskhed, pjank og æstetisme samt 'opmærksomhedsøkonomi' og fake-news på de fordummende sociale medier kan reduceres. Problemet kan anskues ud fra det vi med vore europæiske øjne må kalde det mest prekære i forholdet til Mellemøsten, nemlig at Tyrkiet trods sin islamisering og undertrykkelse af borgernes ytringsfrihed fortsat er medlem af den vestlige forsvarspagt der er etableret udelukkende for at være frie og demokratiske landes værn mod ufrihed og diktatur. Dette er jo en selvmodigelse der normalt ikke vil blive tolereret af seriøse og ansvarlige organisationer, men som tværtimod altid er med til at undergrave dem. Og det groteske i dette forhold er kun blevet understreget af den tyrkiske udenrigsministers fuldstændigt latterlige angreb på ti vesteuropæiske ambasadører i Tyrkiet, inkl. den danske, som har fået at vide at de har optrådt respektløst ved at kritisere Tyrkiets behandling af en kritiker af deres system. Et sådant angreb på diplomater tolereres ene og alene, fordi Nato ikke vil risikere at miste en forbundsfælle i spørgsmålet om at begrænse indvandringen af flygtninge. Men dette siges ikke højt. Eksemplet viser at der ikke blot er tale om konsistensetik i det enkelte menneske, men også i forholdet mellem mennesker og i forholdet mellem stater. Tilsvarende kan påpeges at løsningen på konflikten mellem palæstinenserne og israelerne hverken ligger i valget mellem en tostats-løsning der giver total adskillelse mellem de to folk eller i en énstatsløsning der kunstigt vil give palæstinenserne lov til at leve i Israel, men lade israelerne bevare den fulde magt og kontrol. Nej, den eneste mulighed på sigt ligger i énstatsløsning der giver palæstinenserne og israelerne nøjagtigt samme juridiske rettigheder og derfor uundgåeligt vil føre til at palæstinenserne ret hurtigt får det politiske flertal i staten. Dette vil israelerne naturligvis aldrig nogensinde gå med til, med mindre begge parter lærer fuld respekt for hinanden - og begge således går ind i det tragediens område hvor det at have ret hører op. Her vil Jerusalem blive hovedstaden for begge parter - og det ville få den historiske fordel at den har helligdomme fra både jødisk, kristen og muslimsk tid. Ren utopi vil mange nok sige. Men modsat kan man stille og roligt påpege at der uden en sådan ændring i grundindstillingerne aldrig kommer fred i landet - eller overhovedet i Mellemøsten. Den indre konsistens kommer ingen nation og intet individ udenom, der vil sørge for overvægt af det gode i livet. Helhedsrealistisk kritik Til toppen Næste Som det vil være fremgået gælder mine hovedanker mod Lars Erslev og hans beundringsværdige værk om 'Mellemøsten efter Det Arabiske Forår' først og fremmest hans faste udgangspunkter som en i mine øjne (1) utidssvarende filosofi af Kant, Kierkegaard og Sløk (2) utidssvarende historiefilosofi af Huntington m.fl. (3) forældet opfattelse af dybe følelsers afgørende betydning (4) forældet opfattelse af religion og sekularisering (5) uvidenhed om den overordnede etik der hedder konsistensetikken. Jeg er stort set enig med Erslev i at militær intervention er utilstrækkelig, diplomatisk indsats heller ikke nok, respekt for landenes suverænitet ikke må udelukke fri debat om doktriner og at mangfoldighed og frihed er universelle goder Men ud fra min helhedsrealistiske filosofi mener jeg - modsat Erslev - at troen på videnskab, teknologi, markedsøkonomi, fremskridt, forbrug og kapitalisme må og skal angribes; at sekulariseringen nødvendigvis altid kræver opgør med al gammel respekt for religionernes dogmer og skikkelser; at ungdomsoprør altid er nødvendige opgør mod forældet tankegang og autoritære magthavere, men at de ikke må ende i utopiske forestillinger; at USA efter Trump ikke længere er repræsentativt som demokratisk forbillede, og at det nødvendige opbrud i konservativt fastlåste stater forudsætter ikke blot møde med andre mennesker, kulturer og tanker, men også ubetinget personlig tillid af den art vi så mellem Edvard Sjevardnadse og George Schulz. En ny verdensorden kræver nøgternt set en helt ny helhedsrealistisk indstilling, en helt ny klima- og naturforståelse, og en helt ny begrebsramme med komplementaritetssynspunkt og konsistensetik samt centrale dybdepsykologiske og religionshistoriske begreber. Kort fortalt medførte Niels Bohrs geniale komplementaritetssynspunkt aldeles ikke – som visse Bohr-modstandere rendte rundt og påstod - nogen som helst usikkerhed om hvad der er virkeligt og ikke-virkeligt. For til synspunktet føjede Bohr korrespondensprincippet, der i kvantemekanikken siger at alle resultater der har at gøre med meget store kvantetal i formidlingen skal forbindes med resultaterne fra den klassiske fysik. Overført til psykiske fænomener der er principielt umålelige siger princippet, at disse fænomener ikke svæver frit i rummet, men konkret altid er forbundet med individer (eller et kollektiv af individer) af kød og blod. Fra gammel tid har vi delt de psykiske processer op i tanker og følelser, men vi har altid oplevet tankerne som ret stabile i kraft af vores evne til logik og sproglige formuleringer og udvekslinger. Derimod opleves følelserne som ret ustabile, flertydige og personlige. Vi kan ligefrem sige at følelserne som regel er subjektive, mens velformulerede og efterprøvede tanker er objektive – jo mere, de efterprøves. Derfor burde vi skelne mellem de stabile, logiske og efterprøvede tanker, ideer og principper som er vigtigere i forskningen og naturvidenskaben (og det rent praktiske liv med dets produktion og handel) og de ustabile subjektive følelser, der er vigtigst i eksistensen. Ingen bestrider heller følelsernes betydning i den almindelige omgang mellem mennesker eller betydningen af de mange specielle udtryk for følelseslivet som vi finder i digtning, sang, dans, musik, kunst, humor, ritualer og religion. Disse betyder enormt meget for almindelige mennesker både til hverdag og fest og højtid. Og de spiller i allerhøjeste grad ind i alle magtkampe og al politik – uanset hvor meget magthavere og politikere påberåber sig fornuft, klare mål og gode hensigter. Ja, følelserne medfører ofte så dybe og massive bølger af stærke følelsesudbrud at vi taler om katastrofer af næsten samme art som naturkatastrofer. Tænk blot på lidenskaberne ved verdenskrige eller nutidens borgerkrige og terrorisme. Eller på den fatale udbredelse af asociale hademails på de sociale medier. De fire moralregler psykiateren Erling Jacobsen har opstillet for konsistensetikken siger, at de til syvende og sidst drejer sig om én eneste ting, nemlig menneskets indre konsistens. Mennesket hænger ikke psykisk sammen som det optimalt kan og bør, hvis det modarbejder sine egne formål, og det vil primært sige, hvis det modarbejder sine behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen. Det er konflikten mellem aggressivitet og kærlighed der fører mennesket ind i de moralske problemer. I sammenstødene mellem aggressiviteten og kærligheden står moralen på kærlighedens side i kraft af den dybe forbindelse mellem spontan lyst og spontan akcept. Løsningen på konflikten mellem kærligheden og aggressivitetsdriften er ikke at undertrykke aggressiviteten til fordel for kærligheden, for det vil medføre ødelæggende frustrationer, der igen undergraver eller modarbejder kærligheden. Men derimod at mennesket lærer at håndtere aggressivitetsdriftens krav på en måde, der i længden fører til bevarelsen af kærligheden og varmen. Hertil kan erkendelsen og en rationel, ikke-autoritær samvittighed tjene. Min kritik af Lars Erslev bør iøvrigt ses i relation til min kritik af Jakob Skovgaard Petersens fine og grundige bog om "Muhammedanernes Muhammad." Jf. artikel - Da Skovgaard er historiker, bygger han sit arbejde på en forståelse af Muhammad som en historisk person. Og når bogen også medtager radikale islamister og jihadister som et islamisk fænomen skyldes det selve det humanistiske syn på religion Skovgaard har. En humanistisk opfattelse af religion gør den til et menneskeligt og dermed også et historisk fænomen. Men samtidig til et 'emotionelt og erfaret fænomen', som han kalder det. Som fikspunkt for muslimske følelser, tro og tænkning er Muhammad en nøgle, siger han, og de enkelte begivenheder i hans liv bliver små nøgler til "de inspirerede, facinerede, foruroligede og komplicerede fortolkninger" der hele tiden dukker op. Gennem dem kan vi se hvem Muhammad med tiden er blevet. Og vi står på den måde bedre rustet til at følge med i hvem han bliver. - Men trods de mange gode sider viser bogen både forfatterens og næsten hele den nutidige humanismes fortsatte mangel på forståelse af at humanismen først bliver en fuldt ud relevant eksistentiel humanisme, når og hvis den vover at sætte den nye forskning ind i en helt nutidig eksistentiel sammenhæng, der ikke er en endelig eller forudsigelig tilstand, men tværtimod en usikker, overraskende og udfordrende proces. For alle punkters vedkommende henviser jeg dels til udførlige special-essays, dels til artiklen af 05.09.21. Ekstraordinær status – om klima, fremskridt og eksistens Og endelig bebuder jeg en artikel om den nu forestående klimakonference COP26 i Glasgow - ud fra det grundsyn at vi mennesker ikke er herre over naturen. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Relevante artikler på Jernesalt: Aghanistan-missionen gik galt, afsnit af Ekstraordinær om klima, fremskridt og eksistens (5.9.21.) Nye koldekrige i Mellemøsten - kritik af bog (5.5.07) Kritik af Erslevs bog om Den tabte uskyld (21.05.06.) 11. september om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA. Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01. Det arabiske forår: Syrien nærmer sig borgerkrigen (7.2.12.) 'Det arabiske forår', er det ved at løbe ud i blind vold? (24.11.11.) det arabiske forår har langt igen, selvom Gaddafi falder (22.8.11.) arabiske mænds kvindesyn (28.5.12.) Arabisk æresfølelse er utidssvarende Arabiske Initiativ forfejlet? - Det (31.5.06.) Bomben i Beirut og diplomatiet i Emiraterne (17.8.20.) Staten Israel fylder 70 år - med uforandret status som muslimernes ærkefjende (15.5.18.) Trump bryder atomaftalen med Iran og går dermed stik imod EU (10.05.18.) Vestmagterne kan ikke stille noget op med Assad (16.4.18.) Den militante Jihad-bevægelses ånd og inkonsistens (4.2.18.) Ufred i verden er normaliteten (14.4.17.) Assad har brugt giftgas - Trump reagerer på forbrydelsen (7.4.17.) Aleppo er faldet, og det samme er den vestlige alliance (17.12.16.) Irakkrigen til debat igen efter engelsk rapport (8.7.16.) Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne (2.8.15.) Atomaftalen med Iran historisk, men også risikabel (15.7.15.) Bådflygtningene er en stor etisk udfordring (27.4.15.) Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring (21.3.15) Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen (11.11.14.) Krig er ikke et uforståeligt fænomen (20.10.14.) Kampen mod Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde (14.9.14.) Irak ved et vendepunkt i den skæbnesvangre trussel fra Islamisk Stat? (21.8.14.) Tyrkiets nyvalgte præsident satser på magt og dominans (18.8.14.) Mellemøstens krise synes uden ende (14.07.14.) Det jødisk-muslimske grundproblem (2.4.10.) Irakkrigens begrundelse - en strid om kejserens skæg (6.10.08.) Fred og fare - ifølge Sven Burmester (19.7.07.) Tony Blair's nye mission (3.7.07.) Mellemøstlig destruktivitet (18.6.07.) Det altødelæggende palæstinensiske had (25.5.07.) Nye Mellemøst-strategier (02.5.07.) Hadets tiltrækning og livsløgn (31.7.06.) Global borgerkrig eller global inkonsistens? (21.5.06.) Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme? (14.5.06.) Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.) Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme (7.12.05.) Arabisk æresfølelse er utidssvarende (7.11.05.) Obama udstiller USA's afmagt (1.9.13.) Vestligt indgreb på Syrien undgår ikke utilsigtede følger (28.8.13.) Afghanistan-krigen skal ses i et meget stort perspektiv (24.7.13.) USA' nye strategi i Afghanistan (3.12.09.) Staten Israel 60 år (8.5.08.) Irak - fem år efter omvæltningen - symbol på splid i opfattelsen af religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati (23.3.08.) Bush, Irak - hadet og historiens dimension (5.7.05.) Kampen mod terrorismen kan ikke afhænge af FN alene (21.5.05.) Artikler om Mellemøsten Artikler om USA Artikler om Samfund Artikler om Erkendelse Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |