JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - beirut2020

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.8.20.

Bomben i Beirut og diplomatiet i Emiraterne

Libanons hovedstad og eneste store havneby blev tirsdag den 4. august ramt af en eksplosion der på Richterskalaen kunne måles som svarende til et jordskælv på 3,5. Det var 2.700 tons eksplosiv kunstgødning - ammoniumnitrat - i en lagerhal på havnen der sprang i luften og ødelagde stort set hele havnen og indre by i en omkreds på 1 km og gav mange skader længere væk. Chokbølger blæste både vinduer og mennesker omkuld flere kilometer væk. Og den kostede flere hundrede døde og flere tusinde kvæstede. Hverken antallet af døde eller kvæstede er endeligt opgjort, da formentlig mange mennesker er begravet under ruinerne af de kollapsede bygninger.

Hvordan den gigantiske eksplosion overhovedet kunne ske er ikke opklaret og fører formentligt aldrig til strafforfølgelse. Landet er dybt korrupt og selve opbevaringen af så mange tons farlig sprængstof i havnen lige ud for indre by er i sig selv et klart eksempel på ansvarsforflygtelse. Kunstgødningen har formentlig være tiltænkt en gruppe terrorister (sandsynligvis Hizbollah), men det gamle, utætte skib der for syv år siden bragte ladningen til Beirut har den russiske ejer forlængst opgivet, da han ikke fik de pengesummer udbetalt han forlangte. Ifølge Al Jazeera skal regeringen være advaret mod den potentielle fare mindst fem gange siden 2014, men hele regeringen er nu gået af - og vasker altså hænderne inden eventuelle undersøgelser overhovedet måtte begynde. Præsident Michel Aoun bliver siddende, men er magtesløs.

Nu er byen ødelagt og landet med. Det har været igennem 15 års borgerkrig og økonomiske kriser, herunder også oprørsforsøg og demonstrationer mod styret sidste efterår. Og hertil kom så i marts måned den globale coronaviruspandemi der gav tre måneders udgangsforbud og dermed yderligere skærpede den økonomiske krise. Det internationale samfund er straks gået i gang med nødhjælp til befolkningen; det sker via Røde Kors for at sikre at det kommer den almindelige befolkningen til gode. Og Frankrigs præsident Macron kom hurtigt på lynvisit i byen og lovede hjælp til opbygningen. Han turde - modsat Libanons egen præsident - gå på gaden og møde dele af civilbefolkningen- og fik god medieopmærksomhed. Men de korrupte magthavere er og bliver korrupte magthavere - og vil fortsat kun mele deres egen kage. En genopbygning har lange udsigter. Landet er og forblivet korrupt og forarmet.

Selve det politiske system bygger på en forfatning der er ment godt, men forudsætter en vilje til forsoning der ikke findes. Den forsøger nemlig at dele magten mellem de tre store religiøse grupperinger: kristenheden, sunni-muslimerne og shiamuslimerne. Præsidenten skal være kristen, premierministeren sunni og formanden for parlamentet shiamuslim. Den shiamuslimske bevægelse Hizbollah er imidlertid ikke alene en magtfuld organisation med tætte kontakter til Iran og den syriske præsident Bashar al-Asssad. Den rubriceres også af USA og EU som en decideret terrororganisation og støtter som sådan militante grupper flere steder i Mellemøsten, herunder Hamas i Gaza-striben. Og den er følgelig udsat for såkaldte nålestiksoperationer fra israelsk side.

Den dansk-libanesiske kommentator Hanna Ziadeh noterer i en klumme i Berlingske at Libanons statsstruktur lider af den værste arabiske syge: Store forbrydere bliver aldrig draget til ansvar. Mere præcist er det nok hvad en libanesisk advokat fortæller ham i telefonen fra Beirut: at libaneserne regeres af en bunke uduelige kriminelle.

Ingen lande kan klare femten års intens borgerkrig mellem uforsonlige magtgrupper uden at de kriminelle tager over og rager kastanjerne ud af ilden alt imens korruptionen stille og roligt breder sig og underminerer statapparatet. Det samme ses reelt i det store naboland Syrien, hvor den brutale præsident Assad dog har haft held og viljestyrke til i årevis at befæste sin egen magtposition ved at slå oprørsstyrker hensynsløst ned og slutte forbund med en stormagt som Rusland, mens omverdenen må se til med flytningehjælp - og forargelse.

De der lider i denne del af verden er civilbefolkningen, der inkluderer oplyste mennesker med demokratiske forhåbninger. 'Det arabiske forår' er overalt slået ned. Men også palæstinensernes specifikke sag er nu blevet radikalt ændret.

Derfor hører det med i det store perspektiv, at der i selvsamme uge som eksplosionen i Beirut skete, blev indgået en slags fredsaftale mellem Israel og De forenede Arabiske Emirater med USA's præsident Trump som mægler. Fredsaftale er nu nok for meget sagt, men aftalen indebærer i hvert fald at der oprettes diplomatiske forbindelser mellem Israel og Emiraterne, der er en union af syv sheikdømmer der siden 1971 har været en suveræn stat med Dubai som hovedstad. Ifølge Encyklopædien er staten blandt de hurtigst voksende økonomier i verden, men var frem til 1960'erne et af de mest tilbagestående områder i Mellemøsten. Hvor man nu finder moderne storbyer, fem internationale lufthavne, en veludbygget infrastruktur og åbenlys velstand, fandtes for blot én generation siden kun spredte beduinstammer og fattige fiskere. Hovederhvervene var fiskeri efter perler og fisk, en smule landbrug i oaserne, fåre- og gedeavl samt i Dubai smugleri, handel og sørøveri. Ændringerne skyldes olie; den første blev fundet i 1958, og området har (pr. 2016) ca. 7 % af verdens kendte oliereserver. Og det er selvfølgelig vigtigt at denne stat nu officielt anerkender staten Israels eksistens og berettigelse og at der åbnet for turisme og økonomisk samarbejde mellem staterne. Man regner endvidere med at Saudi-Arabien kan følge trop. Og det er i øjeblikket Emiraternes leder Mohammed bin Zayed al-Nahya og ikke Saudi-Arabiens kronprins der er den stærkeste leder i området.

Kommentatorer som Berlingskes Kristian Mouritzen vurderer at palæstinensernes sag nu hverken står dårligere eller bedre end før, men samtidigt fastslår han at det palæstinensiske problem i mange år ikke har været dominerende i regionen. Og i hvert fald kan det siges med sikkerhed at focus ligger på Syrien og Iran. Fredsaftalen ses som sunnimuslimernes forsøg på at danne en alliance med USA og Israel mod det shiamusimske præstestyre i Iran. Og det er derfor præsident Trump slår aftalen så stort op i Det hvide Hus som han gør. Den er en trumf for ham i efterårets valgkamp mod Joe Biden.

Jeg tror nu også at palæstinensernes sag er radikalt forværret. Det er længe siden at Israel erobrede Vestbredden og Gazastriben plus Sinai og Golanhøjderne. Det var nærmere betegnet i 1967. Og det er længe siden at Yassir Arafat i Oslo indgik en aftale med Arbejderpartiets Simon Peres. Den blev officielt konfirmeret i Washington i 1993 ved en stor underskrivelsesceremoni med Yitzak Rabin og præsident Bill Clinton. Og sammen med Peres og Rabin modtog Arafat i 1994 Nobels fredspris. Men han svigtede totalt sit historiske ansvar. Han slap i virkeligheden aldrig sin glansrolle som den der i 1960'erne og 70'erne fik sat palæstinensernes sag på den internationale dagsorden og behændigt spillede på den kolde krigs modsætninger mellem Øst og Vest. Desuden blev han venstrefløjens yndling, som kunne nyde godt af både økonomisk og moralsk støtte til sin fortsatte frihedskamp. Men frem for alt vovede han ikke inden sin død i 2004 at bryde det altødelæggende palæstinensiske had der blev skriftligt nedfældet i Hizbollahs første manifest 1985.

På kun få dage i 2006 blev situationen i Palæstina og Libanon væsentligt forværret, da Israel angreb Libanon. Freden blev både udadtil og indadtil alvorligt truet, og grunden var først og fremmest de uforsonlige radikale islamisters grænseløse had til israelerne og til enhver moderat palæstinenser eller libaneser der tillader sig at gå ind for fred, våbenhvile og måske ligefrem forsoning med Israel. Hadet forhindrede i lang tid alle fredsaftaler eller alvorligt mente fredsprocesser, og det torpederede længe ethvert forsøg på at få skabt en suveræn palæstinensisk stat med normal civil orden indadtil og fred udadtil.

Et særligt stort problem for det palæstinensiske selvstyres Fatah-præsident Mahmoud Abbas og hans bestræbelser på at få oprettet en suveræn palæstinensisk stat gennem aftaler med Israel var det at Hamas-bevægelsen i januar 2006 vandt parlamentsvalget (jf. artikel) og Ismail Haynie blev ministerpræsident, for ganske vist var denne leder relativt moderat og indstillet på våbenhvile, men Hamas ville fortsat ikke anerkende staten Israels ret til at eksistere. Problemet har siden vokset sig større og større, fordi Hamas-bevægelsen er blevet delt, således at der har udskilt sig en kompromisløs anti-israelsk milits der undsiger Haynies våbenhvile-politik og undergraver Abbas' freds-politik og resterne af hans i forvejen meget beskedne autoritet samt sætter udviklingen tilbage til før den saudi-arabiske kong Abdullahs velmente forsøg på at mægle mellem parterne. Den krompromisløse milits begyndte at skyde raketter ind mod israelske bosættelser, hvad der naturligvis fik den israelske regering til at svare igen med raketangreb på militsens baser. Og dermed blev en ny ond spiral sat i sving.

Den direkte oprindelse til palæstinensernes had er naturligvis staten Israels oprettelse i 1948, sådan som denne blev sanktioneret af FN. Resultatet blev palæstinensernes fordrivelse fra deres egne territorier til flygtningelejre forskellige steder - uden at der samtidigt blev sørget for opbygningen af en selvstændig palæstinensisk stat. Flygtningelejrene blev større og større, fordi fødselsraten i dem var høj, men tilværelsen var og blev kummerlig, fordi den for de fleste var uden noget som helst håb. Hadet mod jøderne og den vestlige verden, der sikrede jøderne deres egen stat, blev holdt i live med alle midler gennem alle årene. Hadet sidder dybt i enhver palæstinenser, men især i alle de frustrerede unge der ikke har noget fornuftigt at tage sig til.

Som tidligere påpeget her på siderne er andre store etniske grupper gennem tiderne blevet deporteret fra deres hjemlande for at give plads til andre, det gælder bl.a. i Østeuropa. Og som hovedregel kræver alle flygtninge revanche og tilbagevenden. Men efterhånden vil mange af dem indse at situationen er uafvendelig og derfor vil de også begynde at koncentrere sig om opbygningen af en ny tilværelse i deres nye lande. Denne proces tager ofte flere generationer. Men den fremmes, hvis politikerne i de berørte lande og det internationale samfund iøvrigt konsekvent undlader at opretholde eller stimulere flygtningenes illusioner om tilbagevenden.

Hadet kan altså overvindes, hvis viljen er til stede til en ny-orientering. Men her er problemet, at hadets uvæsen i allerhøjeste grad består i hvad man kunne kalde en viljesyge, hvilket nærmere betegnet skal forstås som den ufravigelige indstilling at man under alle omstændigheder vil have sin vilje - og sin ret - og ikke helmer før man får den, men tværtimod tyer til vold og hærværk eller det der er værre, nemlig det der i den store sammenhæng hedder terror. Det er jo en dybt dogmatisk indstilling, der altid forstærkes til noget vanvittigt ekstremt af religiøs eller ideologisk dogmatik. Alt bliver konsekvent enten-eller-tænkning, uden ringeste vilje til forståelse, kompromiser eller forsoning. Den islamiske verden er lige så hårdt ramt som den kommunistiske - og står allerede her i en fatal situation set i forhold til det sekulariserede og parlamentariske Europa.

Denne viljesyge er udbredt hos børn og helt unge mennesker, men bliver som hovedregel modereret ganske betydeligt gennem socialiseringen i puberteten, da moderationen er betingelsen for at kunne indgå i normale relationer på arbejdspladserne og i uddannelsessystemet. De der ikke vil tilegne sig kunsten at gå på kompromis risikerer at forblive uintegrerede og i værste fald at blive kriminelle. Men det afgørende problem i flygtningelejre er at der slet ikke er håb om en normal tilværelse. Det må palæstinenserne nu til at erkende alle steder. Og dette er i allerhøjeste grad en forværring af deres situation der kun kan destabilisere de lande, hvor lejrene findes.

Hvad den aktuelle nødhjælp til civilbefolkningen i Libanon angår, må det noteres at den selvfølgelig er velment og derfor ikke kan fordømmes med fuld musik. Men man kan vel tillade sig at spørge om det ikke er en indbygget skavank ved stort set al umiddelbar nødhjælp, at en sådan ikke ændrer grundproblemet - magthavernes overgreb og undladelsessynder - men tværtimod kun øger antallet af nødlidende mennesker der også fremover vil blive udnyttet direkte eller indirekte.

Vi står her i et moralsk dilemma. Men helhedsrealistisk set må det påpeges at umiddelbar humanistisk nødhjælp ser bort fra konsistensetikken krav om at der på længere sigt altid skal være overvægt af det gode, hvilket vil sige at det aldrig er nok at hjælpe nødlidende til at overleve uden samtidigt at give dem bedre betingelser for at klare sig selv i de lokalområder hvor de lever.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Det arabiske forår: Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)
'Det arabiske forår', er det ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
det arabiske forår har langt igen, selvom Gaddafi falder  (22.8.11.)
arabiske mænds kvindesyn  (28.5.12.)

etik og eksistens
konsistens-aksiomet
Konsistens-etikkens Ti Bud

Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.)
Hizbollah, FN og EU  (28.8.06.)
Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet  (16.8.06.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)

Hamas: Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Hamas: Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Hamas vandt valget  (30.1.06.)