JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - hizbolaah07

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.7.08.

Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse

Mens Hizbollah med endeløs jubel i Beiruts gader fejrer løsladelsen af fem libanesiske fanger fra israelske fængsler og frigivelsen af de jordiske rester af de 200 libanesiske soldater som omkom i krigen mellem Hizbollah og Israel i sommeren 2006, så sørger Israel over de to soldater der samme år blev taget som gidsler af Hizbollah, men som i mellemtiden er døde i gidseltagernes varetægt og derfor nu er udleveret i kister.

Blandt de udleverede libanesiske fanger var terroristen og morderen Sami Kuntar der for snart 30 år siden - som 16-årig - bestialsk myrdede en isralsk familiefader og hans barn. Han blev modtaget i Libanon af den af Hizbollah afhængige libanesiske præsident Michel Suleiman og Hizbollahs leder Hassan Nazrallah.

"Jeres hjemkomst er en ny sejr", sagde præsidenten. Og den libanesiske avis Al-Nahar skrev: "I dag er en dag af national stolthed. Det er en sejr over Israels overgreb mod Libanon, via Hizbollahs befrielse af den sidste gruppe af fanger i et vidunderligt magtopgør med fjenden."

I den højreorienterede Jerusalem Post stillede en kommentator retorisk spørgsmålet om handlen styrker Hizbollah, og hans svar lød: "Ja. I den arabiske verdens øjne scorede Hizbollah en stor sejr: de overlevede en krig mod Israel, holdt en million israelere i beskyttelsesrum i en måned og fik deres krigsfanger tilbage, inklusive et vigtigt symbol, Samir Kuntar." - I Politiken skriver Hanne Foighel tilsvarende under overskriften 'Hizbollah fik endelig sin gevinst': "To år efter at Hizbollah bidrog til at sætte brand i Libanon ved at kidnappe to israelere, fik bevægelsen i går den fangeudveksling, der var målet med det hele. Det bidrog til at styrke magtpositionen i hele den arabiske verden."

At enhver isralsk soldat i byttehandler af denne art er mange gange mere værd end palæstinensere eller libanesere er velkendt, men denne gang synes værdiforholdet eksceptionelt skævt. To døde israelske soldater for 200 hundrede omkomne libanesiske soldater plus fem levende fanger, hvoraf den ene er en af de værst tænkelige terrorister. Umiddelbart er det svært at forstå bytteværdien, og der meldes da også om tung sorg og nedtrykt stemning i Israel. Faderen til en af de døde soldater lagde ikke skjul på at det er svært at stå ansigt til ansigt med realiterne. Og den isralske premierminister Ehud Olmert kommenterede da også festlighederne i Libanon med ordene: "Jeg har ondt af de mennesker som i dag fester over frigivelsen af sådan et dyr som knuste kraniet på en fireårig pige".

Men Olmert understregede også at ingen i dag kunne være i tvivl om Israels moralske forpligtelse over for sine soldater: "Det var den som drev os i dag, selv om vi måtte betale en høj pris ved at løslade disse forfærdelige mordere." Beslutningen var heller ikke regeringens alene. Den blev vedtaget i Knesset og har fuld tilslutning i befolkningen. Olmert forklarede selv: "En udlænding ville ikke kunne forstå det. Men enhver israeler ved at den gensidige forpligtelse og ansvar over for vores soldater, er den lim, som holder vores samfund sammen og sikre vores overlevelse, selvom vi er omgivet af fjender og terroristiske organisationer."

At Israel kun overlever i kraft af denne ubetingede gensidige forpligtelse mellem landets borgere er i og for sig indlysende nok, men ikke desto mindre må der i den aktuelle sag sættes spørgsmålstegn ved timingen. Var det virkeligt nødvendigt på nuværende tidspunkt at give Hizbollah denne triumf?

På den ene side kan sagen forklares som Hanne Foighel gør det i Politiken. Dagens helt er Hassan Nasrallah, lederen af den iransk-finansierede shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som i 2005 fik en million pro-syriske libanesere til at demonstrere mod den anden million libanesere fra Cederrevolution som ville have Syrien ud af Libanon. Nasrallahs milits angreb i 2006 en israelsk patrulje ved grænsen og udløste dermed det israelske flyangreb på Hizbollahs hovedkvarter i Beirut. Krigen afsluttedes med en FN-resolution der krævede Hizbollahs væbnede styrker ud af Sydlibanon, men Nasrallah har lige siden gjort hvad han kunne for at genvinde sin militære og politiske position. Og det er lykkedes ved først og fremmest at blokere valget en ny libanesisk præsident i månedsvis. I maj i år var der frygt for en ny borgerkrig i landet, men en arabisk mægling i Qatars hovedstad Doha medførte en aftale om valget af Michel Suleiman til præsident og dannelsen en regering hvor Hizbollah som opposition har vetoret. En samlingsregering blev dannet for halvanden uge siden, men den kan altså ikke træffe beslutninger som Hizbollah ikke giver samtykke til.

Derpå fulgte aftalen om fangeudvekslingen, og Nasrallah kunne triumferende slå fast: "Vi er den første arabiske stat der har fået løsladt samtlige vore fanger, og de jordiske rester af dem der er faldet i kamp." - Bannerne ved festlighederne hyldede da heller ikke den libanesiske regering eller præsident, nej, budskabet lød: "Nasrallah bringer frihed".

På den anden side kan Gerhard Spoerl i Der Spiegel tale om et sejrstog for trøstesløsheden. Men han ser også begivenheden i det lidt større perspektiv der hedder Zarkosys muntre 'Selbsunterhaltung' som fredsstifter i Paris. Den franske præsident, der netop har overtaget formandskabet for EU, havde som bekendt i weekenden samlet lederne fra Mellemøsten og EU til en stor konference med det ambitiøse formål at skabe en Middelhavsunion. De arabiske ledere havde dog mange forskellige dagsordener for mødet, og de konkrete resultater kan da også koges ned til foreløbige projekter som bekæmpelse af forureningen i Middelhavet, udvikling af solenergi, konstruktion af en nordafrikansk motorvej, udvikling af skibstrafikken og civil beskyttelse mod terror og naturkatastrofer.

"Der blæser en vind af håb over Middelhavet", lød det fra den optimistiske franske udenrigsminister Bernard Kouchner. Men modsætningerne mellem de forskellige landes diktatorer er stor; tyrkerne frygter at de kommer til at kigge endnu længere efter medlemsskabet af EU; tyskerne er nervøse for fransk dominans i storpolitikken; og Fogh kan kigge i vejviseren efter en toppost i EU. Zarkosy kunne da også lade sig fotografere under modtagelse af de mange fornemme gæster, som bl.a. den syriske og iranske præsident - eller sammen med den israelske premierminister Olmert og præsidenten for halvdelen af det palæsinensiske selvstyre Mahmoud Abbbas, der begge kunne erklære at freden mellem israelerne og palæstinenserne aldrig havde været nærmere.

Der Spiegel betegner Olmert og Abbas som kraftløse, og ironiserer også over Zarkosys gudelignenede forkyndelse af det gennembrud der skulle ligge i at Syriens præsident vil åbne en diplomatisk repræsentation i det Libanon han bestemmer over via Hizbollah. Der må være et tredje element mellem Zarkosys bundløse selviscenesættelse og realiteternes absolutte trøstesløshed, hedder det. Og det er naturligvis en ny præsident i USA. Et USA uden Bush er det eneste håb, mener Spoerl.

Israel har grund til at frygte Hizbollah, for Hizbollah står stærkere end nogensinde, er fortsat finansieret af Iran og har - som påpeget af Paul Salem fra Carnegie Middle East Center i Beirut - bevidst valgt den strategi at holde sig uden for regeringsansvaret i Libanon. Hizbollah står stærkest med en svag libanesisk regering selvom denne støttes af Vesten. Med den nyeste triumf er Hizbollah helt umulig at komme uden om.

I denne situation har kommentatorer og iagttagere som Politikens fortræffelige Anders Jerichow da lov til at mane Hizbollah til ansvarlighed - ud fra en grundliggende humanistisk tese om at ansvar hører med til magten. Men det gør det netop ikke i Hizbollahs tilfælde, for Hizbollahs leder holder sig uden for det formelle ansvar. Og hvad det moralske ansvar angår, så gælder et helt andet princip. Magthavere der kun vil befæste deres magtposition tænker ikke i konstruktive moralske baner - sådan som den israelske regering - men tværtimod i baner der netop udelukker skrupler af moralsk art, hvis disse svækker magtpositionen umiddelbart.

"Ingen stat kan overleve at en udenomsparlamentsrisk bevægelse håndhæver sin egen lov og magt uden om staten. Der er Hizbollah også nødt til at begrænse sig til at blive et regulært politisk parti, der står til valg og til ansvar ligesom andre", lyder det formanende fra Jerichow. Og det er da en næsten selvfølgelig indstilling for ethvert parti, enhver regering og enhver regeringschef der ønsker en konsistent etik der kan holde i det lange løb. Men hverken Hizbollah bevægelsen som sådan eller dens leder Hassan Nasrallah er båret af en sådan etisk forpligtelse. De styres begge af den magtpolitiske position - dette sås i krigen i 2006 og præsidentforhandlingerne 2007/08 og det bekræftes aktuelt af selv måden man har fejret fangegevinsten på. Havde der været mindste antydning af ydmyghed eller vilje til at anerkende Israels handling som andet end svaghed, havde der måske været håb.

Nu er det derimod demonstreret at det fortsat er Israel der står for en konstruktiv konsistens-etik i Mellemøsten, mens Hizbollah tillige med Hamas og Iran er de store uberegnelige og moralsk ansvarsløse magter i området. De arabiske stater ser til i frygt for forandringer der rammer dem selv. Zarkosy kunne fejre Bastilledagen med den store parade på Champs Elysée sammen med mange af de arabiske statsoverhoveder. EU er magtesløs. Ehud Olmert bliver næppe siddende ret længe som israelsk premierminister. Præsident Bush er magtesløs. Det bliver USA's næste præsident der får til opgave at redde trådene ud og skabe nyt håb.

Timingen af fangeudvekslingen mellem Hizbollah og Israel var næppe den bedste set fra israelsk side.

Jan Jernewicz

Henvisninger: