Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - israel70aar2018

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.5.18.

Staten Israel fylder 70 år - med uforandret status som muslimernes ærkefjende

I betragtning af den fuldstændigt fastlåste og håbløse situation staten Israel på de sidste 10 år er havnet i, ikke mindst takket været premierminister Ben Netanyahus uforsonlige linje, kan mange i dag se at det var forståeligt, men yderst problematisk at det internationale samfund efter 2. verdenskrig valgte at løse det jødiske spørgsmål ved at oprette staten Israel hen over hovedet på palæstinenserne, ja, ved at fordrive palæstinenserne fra den nye stats område. Det var FN (De forenede Nationer), etableret efter 2. verdenskrig, der på en generalforsamling den 29.11. 1947 vedtog en deling af Palæstina i to selvstændige stater, hvoraf den israelske blev proklameret den 14. maj 1948 - og udvidet med 50 % landområde efter sejr over nabostaterne Jordan, Egypten, Libanon, Syrien og Irak i disses Uafhængighedskrig. Den anden halvdel blev indlemmet i Jordan. Og det betød alt i alt at det internationale samfund intet effektivt gjorde for at give palæstinenserne den lovede selvstændige stat.

Ingen kan i og for sig efter Holocaust 1933-45 fortænke jøderne i med største beslutsomhed at oprette og opbygge deres egen stat med international støtte - eller forsvare den med alle midler og hele viljestyrke. De er i enhver henseende konstruktivt indstillet som folk og nation - og vil hverken give slip på deres gammeltestamentlige forhåbninger eller deres nyerhvervede politiske rettigheder. Men de gør - med solid og afgørende støtte fra det jødiske befolkningsgruppe i USA og den amerikanske regering - alt hvad de kan for at forhindre etableringen af en levedygtig palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden og en ny deling af Jerusalem.

Den hellige by blev genforenet efter erobringen af den østlige del og den gamle bydel i seksdageskrigen med Egypten og Jordan i 1967. I går blev genforeningen fejret på rituel vis med fest og flag i gaderne - og naturligvis var man forberedt på de bebudede palæstinensiske protester og demonstrationer. Dem har der været mange af i seks uger, og ikke mindre end 48 palæstinensere har mistet livet og flere tusinde er blevet såret i forsøget på at trænge ind over Israels grænser, angiveligt for at mindes de 700.000 landsmænd der blev fordrevet under krigen i 1948-49. I søndags gik 1600 nationalistisk-religiøse israelere provokerende ind på Tempelpladsen, skønt overrabinerne fraråder det. Og det medførte uundgåeligt sammenstød mellem politi og palæstinensere. Hertil kom den amerikanske provokation, der bestod i gårsdagens indvielse af den af Donald Trump dekreterede nye amerikanske ambassade i Jerusalem. Begivenheden udløst så voldsomme demonstrationer på grænsen mellem Gaza og Israel at det kom til at koste yderligere 52 unge palæstinensere livet, og skønmæssigt blev 2400 mennesker såret. EU-landene, herunder Danmark, boykottede fornuftigvis indvielsen, men også på dette punkt viser Trump samme mangel på omdømme som i spørgsmålet om borgerkrigen i Syrien og atomaftalen med Iran. Han ønsker frem for alt primitiv magtdemonstration - og Netanyahu glæder sig uforbeholdent over hans støtte.



For så vidt staten Israel nu engang blev oprettet i 1948 med bred international opbakning og israelerne systematisk og målbevidst har opbygget og konsolideret den gennem 70 år, kan et springende punkt i hele den mellemøstlige konflikt fortsat indkredses til det fuldt forståelige, men i længden ødelæggende og selvdestruktive palæstinensiske had til jøderne. For det er i sidste ende dette der blokerer for såvel deres accept af den israelske stat som deres evne til at bygge deres egen levedygtige stat op. Det internationale samfund har været alt for rundhåndet med økonomisk støtte til palæstinenserne uden at stille betingelser. Det har ført til al for stor befolkningstilvækst og alt for stor korruption. Men den helt nødvendige mentalitetsændring er ikke sket. Og den er ikke blevet lettere at skabe, når de moderate og fredsindstillede palæstinensere skal hamle op med såvel de store muslimske landes fortsatte modstand mod Israel som de venstreorienterede, vestlige fløjes store sympati og støtte til den militante palæstinensiske befrielsesfront PLO (under Arafat) helt tilbage til studenteroprøret i 1968.

Den brede europæiske støtte til Israel har ændret sig markant siden 1968. De europæiske regeringer er fortsat overvejende pro-israelske. Men i dag er der en klar og meget ulykkelige stigning i antisemitismen i Europa, og for amerikanerne er det blevet et stigende problem at antiamerikanismen i Mellemøsten er blevet en del af antisemitismen.

Det betyder at staten Israel i dobbelt forstand er under stigende pres. Lykkes det ikke inden for nogle få år at få palæstinenserne med til en mentalitetsændring gennem konsolideringen af en fælles palæstinensisk stat og at få de muslimske lande i hele regionen med til holdbare fredsaftaler og forsoningsprocesser, kan hverken europæerne eller amerikanere længere garantere Israels opretholdelse som selvstændig og suveræn stat.

Det er altså slet ikke holdbart hvad redaktør Marcus Rubin hævder i sin leder i Politiken i dagens anledning: At Israel er en succes. Tværtimod er det noget Israel med megen ret og i mange henseender kan siges at have været, men aldrig ubetinget. Og den manglende del ligger præcis i det yderst ømfindtlige punkt der hedder en manglende palæstinsisk stat med fuld suverænitet og en manglende palæstinensisk opgivelse af hadet til israelerne. Det internationale samfund og palæstinenserne selv kan på ingen måde sige sig fri for ansvar herfor, men israelerne står i dag med dilemmaet mellem før eller siden at måtte opgive Israels suverænitet og aktuelt at påtage sig ansvaret for at få inddraget palæstinenserne i en pragmatisk proces henimod en holdbar to-statsløsning.

Men ingen af parterne viser for øjeblikket fuld ansvarlighed - og de blokerende hovedårsager til at processen ikke flytter sig af stedet ligger uden al tvivl i de yderst dogmatiske og fanatiske standpunkter på begge sider af de ulykkelige skel.



Vi kommer ikke uden om at se på de dybeste rødder til det israelske folks nationale forestillinger, for de er af en sådan religiøs art og ælde at de ikke kan forstås uden mytisk indsigt, men samtidigt af en sådan dogmatisk art at de heller ikke kan forstås uden indsigt i absolut, rationel tænkning.

Begge dele forefindes i de fem Mosebøger (Pentateuken) i det Gamle Testamente, nemlig i henholdsvis Genesis (skabelsesberetningen), Exodus (udvandringen), Leviticus (love for præsteskabet, levitterne), Numeri (folketællingen) og Deuteronomium (den anden lovgivning). Og da Det Gamle Testamente går ind i den Bibel der sammen med Det Nye Testamente er tekstgrundlaget for kristendommen, er stoffet ikke helt ukendt for europæerne - selvom flertallet er uinteresserede i religion og bl.a. ikke kender forskel på mytisk tænkning og dogmatisk tænkning.

Skabelsesberetningen er den mytiske og udogmatiske beretning om den lyse, menneskelige verden over for mørke og kaos. Det er en verden med himmel, jord og helvede samt guder, engle og djævle, hvor mennesket dukker op som det centrale væsen der til forskel fra dyrene har bevidsthed så det kan skelne kvinde fra mand, godt fra ondt, og foretage valg mellem flere valgmuligheder. Denne sidste del er i realiteten skildringen af menneskets almene pubertetstid der fører alle unge mennesker ud af den uskyldige barndom og frigør dem fra deres forældre, men også giver dem mulighed for ulydighed og endda oprør og derfor af autoriteterne opfattes som et 'syndefald'. Men i historisk sammenhæng er det dette syndefald eller uskyldighedstab der sætter gang i kulturudviklingen, og derfor må det ses som noget overordentligt positivt. Og her er det desuden meningsløst at spørge hvor det onde kommer fra, når Gud skabte verden som god. Det onde kommer nemlig mytisk set fra mennesket gennem selve muligheden for valg mellem flere handlinger i givne situationer, fx. muligheden for at slå et menneske ihjel man er misundelig på.

Genesis handler videre om patriarkerne Abraham, Isak og Jacob samt Josef og hans brødre, altsammen utroligt rigt facetterede skildringer af mennesker og deres valg og fejltagelser.

Exodus skildrede hvordan hebræerne i Egypten blev holdt som arbejdere og slaver, men til sidst fik nok og udvandrede - under førerskab af Moses og Aron. Moses havde fået løfte af Gud om Israels befrielse, men Farao ville ikke slippe dem fri, før Egypten udsattes for ti katastrofale plager. Vi hører om overgangen over Det Røde Hav, vandringen til Sinaj og gudsåbenbaringen på Sinaj, hvor Moses indgik den afgørende pagt med Gud og modtog de lovens tavler der blev grundlag for jødernes liv. Vi hører om de vigtigste bud, men også om frafaldet med dyrkelsen af 'Guldkalven' og pagtfornyelsen.

Tredje Mosebog er en meget detaljeret håndbog i kult og moral, dvs en præcis gennemgang af alle regler for ofring, præsteskab, hellighedslov samt forskellen mellem rent og urent, herunder også om urenhed ved blod, inkl. menstruationsblod. Hele denne håndbog er så at sige en lang opremsning af påbud og forbud af streng dogmatisk art, som enhver israeler er forpligtet til at holde, hvis han vil undgå Guds, præsteskabets eller sine medmenneskers fordømmelse og straffe. Og den er yderst autoritær og patriarkalsk.

Fjerde Mosebog fortæller om de fyrre års ørkenvandring på Sinaj, opbruddet fra Sinaj og vandringen i Østjordanlandet, mens Femte Mosebog redegør for den rette gudsdyrkelse, Moses' sidste dage og død. Han nåede at se 'Det forjætte land' dvs. Kaanans land, men kom ikke ind i det. Erobringen af Kaanans land skildres først i Josua-bogen. Og først Samuelsbøgerne skildrer selve Kongeriget, kong Sauls kampe og svigt og kong Davids storrige samt byen Jerusalem med Salomos pragttempel og højen Zion der blev symbolsk udtryk for Jerusalem.

Det helt afgørende er at få fat på at Mosebøgerne går fra strålende, universelle og fortolkelige mytiske beretninger til en meget prosaisk gennemgang af specifikke moralske og juridiske forskrifter som ofte er formuleret umisforståeligt kort og klart og dermed lette at gøre til moralsk målestok. Desuden gælder at israelerne meget bogstaveligt opfattede sig som Guds udvalgte folk i og med at det havde sluttet pagt med Gud, fået angivet hans præcise regler og lovgivning, fået tildelt bestemte landområder (Judæa og andre) samt Jerusalem som hovedstad - og som ydermere havde både ret og pligt til at holde fjenderne ude, ja skånselsløst dræbe dem.



Jødernes rige gik definitivt under ved Jerusalems ødelæggelse i året 70 e.K da Romermagten slog til. Mange jøder flygtede til Middelhavslandene og kom her mange steder til at leve relativt isoleret på grund af deres særlige måde at leve forskriftsmæssigt på. Det er en meget lang og spændende historie, men for forståelsen af den nuværende israelske stats oprettelse er det væsentligst at holde fast i at jøderne slutteligt i sidste del af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet blev udsat for så mange forfølgelser og pogromer at de begyndt at drømme om en ny stat i Palæstina med Zion (Jerusalem) som hovedstad. Bevægelsen opstod primært i Tyskland, Østrig og Frankrig og kaldtes zionismen.

Den politiske zionismes grundlægger var journalisten og forfatteren Theodor Herzl (1860-1904) der som korrespondent i Paris i begyndelsen af 1890'erne oplevede den franske antisemitisme og den parisiske pøbels optøjer under Dreyfusaffæren, hvor en fransk-jødiske kaptajn ved en krigsret blev dømt til livsvarig deportation, skønt han nægtede sig skyldig, og det senere viste sig at beviserne for spionage var forfalskede.

Herzl skrev i 1896 bogen 'Jødestaten', der krævede oprettelse af en jødisk stat. Han organiserede i 1897 den 1. zionistkongres i Basel og blev præsident for organisationen. På den sjette kongres i 1902 holdt han en tordentale vendt direkte mod sin hårdeste opponent, Davis Trietsch der arbejdede seriøst med andre projekter som kolonisation på Cypern. Til stede var dennes 24-årige ven, forfatteren og filosoffen Martin Buber - og han blev så rystet over Herzls usaglige tale, at han sammen med et par venner opsøgte Herzl for at forklare ham hans fejltagelse. De fandt en dybt oprevet Herzl der vandrede frem og tilbage i hotelværelset og slet ikke kunne styre sig. Men pludselig standsede han op foran Buber og råbte: "Jeg kunne have taget ham helt anderledes i skole, men så skete det at hans forlovede kom og stillede sig op foran tribunen og lod sine øjne lyne imod mig. Og så kunne jeg ikke gøre som jeg ville....." - Buber opgav. Talens usaglighed blev overgået af Herzls påstand om at have skånet manden på grund af tilstedeværelsen af pigen. Buber sagde pænt farvel - men filosoferede vanen tro over tildragelsen. Hvorledes forholdt Herzl sig egentlig til begreberne 'sag' og 'person'?

Buber var klar over at Herzls sag var uløseligt knyttet til hans person, og at det må være sådan med de fleste mennesker med en historisk opgave. Hans grundanskuelse måtte være at der ikke er meget mening i at diskutere principper og metoder, når det til syvende og sidst kommer an på den person der har fået betroet at gennemføre og anvende dem. Herzls holdning over sine kritikere var med andre ord den karismatiske. Han møder kritikken med et: "Du har uret, for du har ikke karisma, du forstår dig ikke på sagen". - Men Buber går videre endnu, for han forstår jo hvad det vil sige at gå ind i det "tragediens område, hvor det at have ret er hørt op". Og han spørger derfor nu sig selv på vennens vegne om der ikke findes en anden virkelighed end den der er åbenbaret i verdenshistorien, en skjult og afmægtig. Om succes er den eneste legitimation? Om ikke de mennesker som lider nederlag, undertiden får en senere, måske posthum, måske endog en anonym sejr, som historien vægrer sig ved at optegne. Ja, om ikke der dog, hvor også denne udebliver, udtales et ja og en velsignelse til disse prisgivne? Og Buber konkluderer, at et menneske med en historisk opgave ikke lader sig overmande af sådanne spørgsmål, men de øjeblikke da de berører ham er de egentlig religiøse øjeblikke i hans liv!

Jeg er ovebevist om at Buber her berører helt centrale eksistentielle spørgsmål - også hvor disse gælder store nationale spørgsmål. Han får slået fast at en politisk leder med en historisk opgave ingen vegne kommer uden karisma, men han får også gjort det klart at succeskriteriet ikke er det eneste legitime. For neden under sejr og succes gives der en afmægtig eller skjult virkelighed som også rummer velsignelse. Og dette vil man have in mente, når man først er gået ind i tragediens område og derfra ser på de politiske ledere der ikke er kommet så langt i deres udvikling, men instinktivt bruger deres medfødte karisma til at tromle deres projekter igennem. Det kan de ofte få succes på, men de ser ikke altid klart at succes'en vindes med store omkostninger for 'taberne', selv når disse ikke har fortjent at tabe. Eller for at sige det på en anden måde: Der er dyb moralsk og historisk forskel på politiske ledere der formår at føre folket og politiske ledere der forfører folket

Zionismen fik succes længe efter Herzls død, nemlig med staten Israels oprettelse i 1948 under andre karismatiske ledere som Ben Gurion og Golda Meir, og denne statsdannelse har vundet utrolige sejre henad vejen, men den kan ikke med rette kaldes en ubetinget succes, når den tabende modpart, de i 1948 fordrevne palæstinensere og alle deres efterkommere, den dag i dag ikke har fået den suveræne stat der blev lovet dem i 1948 - som direkte følge af at nogle af Israels ledere hensynsløst har forfulgt rene magthensyn for overlevelsens skyld.



Hvordan skal palæstinenserne få løftet opfyldt, og hvordan skal palæstinensere og israelere komme til at leve fredeligt og fordrageligt ved siden af hinanden i hver sin suveræne stat?

Det skepper i hvert fald ikke blot at mane til våbenhvile og dialog, for det er prøvet mange gange uden varigt resultat. Begin og Sadat fik Nobels fredspris i 1978, og Arafat fik den i 1994 sammen med Peres og Rabin. Så der har fra begge sider været en vis vilje til dialog. Men altså ikke vilje nok - eller rettere ikke afgørende vilje og evne til at lede befolkningerne på rette vej - og det må hænge sammen med at karismaen hos lederne måske nok har været kraftig nok til at få folkene med et langt stykke ad de begrænsede måls vej, men åbenbart ikke kraftig nok til at få erkendelsen så dyb at den afgørende ændrer mentaliteten og bringer folkene ind i tragediens område hvor det at have ret er hørt op hvor en ny ret så at sige stiger op af den gamles grav. Netop fordi der i høj grad er forskel mellem at føre et folk og at forføre et folk, er de karismatiske evner aldrig fuldt tilstrækkelige - og slet ikke under helt usædvanligt komplicerede omstændigheder hvor der som følge af årtiers opsummerede frustrationer er brug for dybe erkendelsesmæssige fremskridt der virkeligt ændrer menigmands mentalitet.

Der er i øjeblikket ingen ledere hos hverken israelerne eller palæstinenserne der er i nærheden af indsigt i disse forhold og psykologiske mekanismer - og der er desværre heller ingen ledere i USA, Rusland eller Storbritannien der er i nærheden af den. Og grunden turde være at ingen af disse ledere kan eller vil opgive ambitionerne om suveræn magt og slet ikke vil røre gamle, hellige dogmer der blokerer for at opgive hvad de opfatter som deres 'ret'. Det er indlysende at både isralerne og de fordrevne palæstinenserne grundlæggende kan påberåbe sig ret til landområder i Palæstina, men det burde være lige så indlysende at alle forestillinger om at det israelske folk eller det palæstinensiske folk skulle være Guds eget folk der har ret til for sin egen suverænitets skyld at bekæmpe og udrydde sine fjender skånselsløst ikke kan fortolkes som absolutte juridiske rettigheder, hvis der skal opnås fred, seriøs dialog og gensidig respekt. De må tværtimod ses som relative og mytiske forestillinger som gælder alle folkeslag.

Der er i mine øjne ikke den store forskel mellem jødernes og muslimernes dogmatiske opfattelse af deres hellige skrifters absolutte sandhed og derfor ingen væsentlig forskel mellem kravet til begge parters fortolkningsmæssige og mentale 'omkodning'. Den vil kræve et decideret opgør med de gamle dogmer - og det kender vi lidt til i Europa, ikke mindst efter den franske revolution og dets opgør med absolutte kirkelige og verdslige autoriteter, og den efterfølgende romantiks forståelse for at alle guder, skrifter og autoriteter er relative i betydning historisk betingede - og derfor altid kan nyfortolkes når udviklingen kræver det. Denne forståelse findes skam hos både enkelte israelere og enkelte palæstinenserne. Men den har ikke for alvor kunnet slå an i folkene.

Her kommer vi ind på spørgsmålet om hvad ånd egentlig er, for vi kan i dag med stor sikkerhed sige, at den er det diametralt modsatte af tro på absolutte sandheder og absolutte instanser. Verdenssituationen i almindelighed og Mellemøsten-konflikten i særdeleshed har nu udviklet sig så skævt, at der ingen vej er uden om et bredt opgør mod al dogmatik af både religiøs og verslig art. Men herom nærmere i en kommende artikel om ånd.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Netanyahu fastholder sin politik  (25.5.11.)
Gaza - Israel - Verdensopinionen  (11.6.10.)
Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Israels tunge forpligtelse - og Hizbollahs triumf  (17.7.08.)
Staten Israel 60 år  (7.5.08.)
Hizbollah, FN, EU og Israel  (28.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Israel, Gaarder og kristendommen  (11.8.06.)
Ariel Sharon ude af politik  (6.1.06.)
Irak, Iran, Israel - og USA  (23.12.05.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)
Israel-valg 2002/03

Palæstina: Hindringer for fred og forår i Mellemøsten  (30.11.12.)
Palæstina: Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
palæstinensiske had, det ødelæggende  (25.5.07.)
Palæstinensernes leder: Arafat - en saga blot
Palæstinensernes valg

Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten )
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Hamas, hadet og humoren  (14.4.06.)
Hamas vandt valget  (30.1.06.)
Hamas, Sharon og Bush

dogmatik: Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal