|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.3.21.Kritik af Skovgaard-Petersens fremragende bog om islamIndledningTroen som aktiv bekendelse af to bestemte sætninger Renheden og syndsfriheden alt andet end banal Sufierne ser hos Muhammed - et kærlighedsforhold Kolonitiden ser Muhammad som en moderne gentlemen Selvstændighedens Muhammad - den visionære anti-imperialist Islamisternes Muhammad var den retfærdige statsmand Jihadisternes Muhammad - forløseren fra dette liv Skandalernes Muhammad - Portrætter til grin og græmmelse Jura contra ånd og spiritualitet Jakob Skovgaards overvejelser om religion og humaniora De psykiske grundprocesser Konsistensetikken opererer med en indre, udefinerbar autoritet Helhedstænkningen omfatter føling med virkeligheden og derfor også kulten Humanismen svigter eksistensforståelsen uden helhedstænkning Henvisninger Indledning Til toppen Næste Skovgaard-Petersens bog om Muhammad og islam er - som jeg skrev i min grundige gennemgang forleden - et fremragende værk om den største af de store verdensreligioner. Den er sikkert og sobert gennemført hvad det historisk-videnskabelige angår, og den er yderst relevant for den aktuelle debat om religionernes og kulturernes sammenstød. Men dette forhindrer ikke at den samtidigt kan kritiseres for at mangle forståelse for at det i vore dage ikke alene er muligt, men også nødvendigt at se med nye, friske øjne på enhver stor religions væsen, berettigelse og betydning. Det er nemlig helt nødvendigt at kritisere islam såvel som jødedommen og kristendommen (i såvel katolsk som protestantisk form), hvis vi overhovedet skal skaffe os mulighed for at bevæge os væk fra de ofte voldelige og uforsonlige konfrontationer med dem som har plaget vores historie i to tusinde år. Og der eksisterer stadig en alt for stor risiko for vestlige landes sammenhæng, sålænge der er muslimer i vore egne rækker der ikke er integreret i det vestlige demokrati og endda i nogle tilfælde direkte modarbejder integration. Skovgaard-Petersen kan og må i den forbindelse især kritiseres for med fuldt overlæg at holde sig så konsekvent til den strengt historisk-kritiske analyse, at han giver afkald på en kritik af islam som sådan. Han fremlægger en ret banal kritik af den ekstremistiske islams faktiske trusler ud fra det hovedsynspunkt at islam ganske som jødedom og kristendom og enhver anden religion må respekteres for det den historisk er blevet til. Den kan alene udsættes for kritik hvor den konkret lægger op til angreb eller ligefrem terror mod ikke-voldelige, ikke-ekspanderende og ikke-imperialistiske stater. Kritik kan dog allerede rettes mod ældre danske islam-forskere såvel som yngre islam-kritikere, men af ganske andre grunde. Den stærkeste repræsentant for den historisk-kritiske skole i studiet af det Gamle Testamente Frantz Buhl (1850-1932) udgav i 1903 bogen 'Muhammeds liv', genudgivet 1998, og den var ifølge Skovgaard en systematisk, kildeunderbygget gennemgang af Muhammads liv med efterfølgende kort gennemgang af profetens psykologi og karakter. Buhl opfatter Muhammads egen tid som en brydningstid hvor livsformen i de større byer fører en del arabere væk fra en primitiv religiøsitet og hen imod en mere individualistisk og frelsesorienteret religion. I Buhls fremstilling er Muhammad hverken Antikrist, bedrager, religiøs entreprenør eller idealist. Men slet og ret en repræsentant for sit folk. Buhl undlader dog ikke at fortælle at profeten led af epilepsi. Buhls idé var ikke - som i en middelalderlig forklaring - at Muhammad havde skjult sin sygdom ved at hævde at han fik åbenbaringer, men derimod at forsøge at få mening ud af at manden tydeligvis havde haft oplevelser han selv forstod som åbenbaring, men som "lægeligt set" må have en anden forklaring. Han troede åbenbart at læger har indsigt i sjælelivet. I 1911 udkom Johannes Østrups biografi 'Profeten Muhammed', der tildeler Muhammad en fornem placering i verdenshistorien. Både Buhl og Østrup spejler deres tids videnskabstro og victorianisme. Men modsat deres forgængere mente de ifølge Skovgaard at kunne trænge igennem krattet af senere muslimsk og kristen fortolkninger og finde tilbage til Muhammad selv og forstå hans indre liv. Skovgaard noterer at Buhls og Østrups psykologi var 1800-tallets, hvilket reelt vil sige at den var helt forældet i forhold til 1900-tallets gennembrud for moderne psykologi, hvor dybdepsykologien spillede den afgørende rolle. Men Skovgaard gør ikke noget forsøg på at vise at den nye psykologi var langt mere relevant netop for forståelsen af religion og sjæleliv. Og sådanne forsøg kommer i det hele taget ikke i Skovgaards bog. Dermed får forskerne stadig ikke mulighed for at forstå Muhammad eller islam dybere. En helt anden tone findes hos den danske islam-missionær Jens Christensen (1899-1967) som arbejdede blandt pathanerne i Afghanistan og Pakistan. Som grundtvigianer var han optaget af religionens samtid og udvikling. Han interesserede sig for de mennesker han boede iblandt. Hans bog om islam og muhammedanismen 1959 er velinformeret, men klart fordømmende. De muslimske folk og samfund er drevet af magt og begær. Muhammads mange ægteskaber anså Christensen dog ikke for lutter sanselighed. Og han var kritisk over for kristen følelse af overlegenhed. Men han ser islam som en fjende. Islam mangler arvesynd, opstandelse og syndsforladelse. Muslimerne bliver aldrig frie; deres religion er lov og gerningsretfærdighed. Og det kan der da være noget om, men Skovgaard mener ikke det kræver en nærmere forklaring, nemlig den at arvesynden er aldeles afgørende for lutherdommen. Mennesket er og bliver en synder der uvægerligt ville gå fortabelsen i møde, dvs havne i helvede, hvis ikke Gud havde sendt sin søn til jorden og ladet ham lide døden på korset for at frelse mennesket. Med sin opstandelse viste sønnen sin magt over døden. Og netop dermed sagde kristendommen farvel til jødedommens gernings- eller lovreligion og naturligvis også til den senere tilkommende islam. Skovgaard burde efter min mening have påpeget, at Jens Christensens (og Alfred Nielsens) mission blandt muslimerne var en gammeldags reaktion over for en fremmed religion man ikke fandt ligeværdig. Reaktionen faldt igennem på grund af de muslimske landes frigørelse fra kolonitiden efter 1945, men også på grund af vort eget lands sekularisering der gjorde arvesynden, opstandelsen og syndsforladelsen mere og mere uforståelige for flertallet, når de blev taget bogstaveligt. Dybdepsykologien gav begreberne en helt anden, overført betydning, nemlig den menneskesønnen Jesus selv havde peget på og prædiket om: at mennesket til hver en tid kan komme ind i himmeriges rige, hvis det bliver som barn på ny, dvs når det suspenderer sekundærprocesserne. Frelsen ligger ganske enkelt i det fulde og tillidsfulde nærvær her og nu og i forsikringen om at du er god nok som du er. Her bruges ingen magtmæssig trussel om død og helvede. Efter 2001 ser vi flere eksponenter for en direkte antimuslimsk holdning, bl.a. hos Lars Hedegaard og venstrefløjsveteranerne Ralf Pittelkow og Karen Jespersen. Ifølge Skovgaard betød selve det at være kritisk for dem først og fremmest at 'indtage en position' over for andre, men sjældent at indtage en åben, undersøgende, efterprøvende refleksiv eller selvkritisk aktivitet. Et hovedsigte hos disse erklærede antimuslimer var at mobilisere mod den aktuelle muslimske indvandring. De gør gældende at islam ikke er en religion, men en politisk ideologi. Alle muslimer er islamister. Og hvis de siger noget andet er det muslimsk forstillelse eller løgn. Derfor kan vi efter disse antimuslimers mening over for indvandrerne se bort fra vores egne principper om religionsfrihed. Det første større antimuslimske værk er Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards 'I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten', hvor det hævdes at muslimske indvandrere og flygtninge er kommet til Danmark som led i en islamisk plan om at erobre verden. - En mand som journalisten Mikael Jalving er også ude i det ærinde at håne og spotte Muhammad. Jalving regner ligefrem Koranen for en islamisk parallel til Hitlers 'Mein Kampff'. Og så er vi unægteligt langt ude i misinformation. Man kunne i denne forbindelse også nævne Morten Messerschmidt, der i en netop udkommet bog 'Forsvar for folkstyret' angriber dansk indvandrerpolitik for naivitet. Og det kan man i og for sig ikke fortænke ham i. Ulykken er ikke blot at han generaliserer og sviner sine modstandere til ud over alle rimelige grænser, men at det netop ikke - som Dansk Folkeparti og nationalkonservatismen ustandseligt hævder - er 'Gud, Konge og Fædreland' der skal frelse os, men troen på sund fornuft og på sund og selvfølgelig følelse af at være hjemme i den nation vi selv er født ind i. Synspunkter af denne art tjener hverken en fornuftig dialog eller en fornuftig dansk holdning. Men derfor skal man nu ikke undlade at kritisere hverken islam eller alt for pæne, 'neutrale' eller 'objektive' holdninger til islam. Men lad os vende tilbage til Jakob Skovgaard og se på nogle af Islams centrale elementer. Det følgende kan læses uden først at stifte bekendtskab med selve gennemgangen af Skovgaards bog, men selvfølelig vil bekendtskabet være en fordel. Troen som aktiv bekendelse af to bestemte sætninger Til toppen Næste Skovgaard kommer på side 82 ind på Islams fem søjler: troen, bønnen, fasten, skatten og pilgrimsfærden. Og han påpeger at Islam er noget man udfører, og at selv troen er en handling, nemlig konkret at sige trossætningerne "Der er ingen gud uden Gud" og "Muhammad er Guds sendebud". Det betyder i virkeligheden at den første søjle ikke er troen som sådan således som den er i det evangelium Jesus prædikede (altså livsmodet og tilliden), men den veldefinerede trosbekendelse. Ganske som trosbekendelsen i kristendommen er en afgørende 'søjle' i den kristne kirkes og teologis dogmatik. Og det er hverken en banal eller uskyldig ting, for det er præcis dette der gør en religion til en magtfaktor med undertrykkelse. Dogmer er magtmidler, fordi de fortolkes på en bestemt autoritativ måde og derved kan bruges til at kontrollere tilhængerne med. Teologer og jurister kan nøje kontrollere om tilhængerne tror på de rette sandheder eller ej, og de kan efterfølgende dømme de vantro til døden eller helvedes ild eller ekskommunikere dem af fællesskabet. Der er hverken i jødedom, kristendom eller islam grænser for hvilke rettergange man har holdt mod vantro og kætterske mennesker. Eller for hvor mange man har slået ihjel med sværdet eller sendt på bålet. Da man også blandt muslimerne har haft filosoferende mennesker, der inspireret af græsk filosofi, reflekterede nærmere over dogmerne, kunne en kalif allerede i 833 slå det teologiske synspunkt fast, at Koranen måtte være skabt, eftersom kun én Gud er evig, og at Hadithfolket intet skulle have med filosofi og rationalisme at gøre. I stedet skulle man følge profetens eksempel i praksis. Hvis der var noget der stred mod logik, filosofi og videnskab, måtte det stadig være sandt - dvs noget man skulle tro uden forklaring. Denne splittelse mellem "rationalister" og hadithfolk er blusset op på nye måder i det 20. og 21. årh. - uden at Skovgaard giver nogen forklaring på det. Men det er egentligt ikke så mærkeligt et fænomen, for det kommer af at der til alle tider vil være en modsætning mellem på den ene side rationalister (der elsker klare begreber og definitioner og som skyr alt irrationelt) og på den anden side religiøse mennesker der sætter det irrationelle over det rationelle, ja sætter troen på noget overnaturligt (fx mirakler) over troen på det naturlige, logiske og bevislige. Og det afgørende i denne konflikt er at rationalisterne i vid udstrækning har vundet slaget i alle frie lande i og med at de holder sig til naturvidenskaben og det teknologiske fremskridt, mens de religiøse mennesker der accepter overnaturlige ting bliver færre og færre. I frie lande går det demokatisk til. Men i lande med politisk eller religiøst diktatur - og særligt i lande der kombinerer det politiske og religiøse til et teokrati som fx Islamisk Stat - må borgerne affinde sig med at de religiøse dogmer ophøjes til absolutte sandheder. Det ulykkelige er at både de rationalister der skyr alt irrationelt og de religiøse mennesker der sætter troen over rationaliteten er uvidende om det irrationelles dybe karakter. Dybdepsykologisk set er de irrationelle processer dybere og tidligere i individets udvikling, de er simpelthen medfødte og omfatter alt der har med livets mening og livets helhed og følingen med den hele virkelighed at gøre. Og de kan aldrig siden tilsidesættes eller fortrænges uden katastrofale følger for menneskets mentale eller sjælelige sundhed. Den viden hører i dag med til grundlaget for al fornuftig stillingtagen til religioner og kulturer og for al rimelig kritik af islam. Renheden og syndsfriheden alt andet end banal Til toppen Næste Når det for flertallet af muslimernes vedkommende er en udtalt præmis at profeterne (og først og fremmest Muhammad) var karakteriseret ved syndsfrihed, og at denne syndsfrihed ligefrem var et bevis på profetværdigheden, så må det nødvendigvis også påpeges, at der her konkret foreligger en dogmatisk ophøjelse som er i direkte modstrid med menneskets biologiske natur. Uanset menneskets højere status i biologien i forhold til andre levende væsener som bevidsthedsvæsener, så er mennesket fortsat et biologisk væsen der er kendetegnet af seksualdrift og formerer sig gennem seksualakten - endog med betydelig nydelse. I praksis er det hormonudviklingen i puberteten der bevirker denne kønsbevidsthed som man også kalder 'tabet af uskyld' eller i religiøst sprog 'syndefaldet' - jf. den herlige mytiske fortælling om Adam og Eva i paradisets have, der mistede uskylden ved at spise et æble fra 'kundskabens træ' og derefter begyndte at attrå hinanden som kønsvæsener. Det førte som bekendt til at de af Skaberen blev smidt ud af 'Edens have', hvilket vil sige smidt ud af uskylden, men det ligger jo i sagens natur. Når man i puberteten først begynder at attrå det andet køn, så er uskylden væk for altid. Og det er såmænd ikke det mindste ondskabsfuldt af skaberen at sende afkommet ud af umyndigheden. Men man har ikke dogmer om det uden grund. For dogmet om synd kan bruges til kontrol af alle unge, nærmere bestemt til at sikre indgåelse af ægteskaber der prioriterer slægtens såvel som ærens opretholdelse. Dogmet hører hjemme i patriarkalske samfund. Det hører kun hjemme i samfund med mandsdominans og kvindeundertrykkelse. Og derfor er dette dogme den dag i dag en stor belastning for såvel islam som jødedom og store dele af den katolske kirke. Sufierne ser hos Muhammed - et kærlighedsforhold. Til toppen Næste Sufismen er den islamiske variant af den mystiske tradition, som vi også kender inden for de andre store religioner. For sufierne er historien om Muhammads 'hjerterenselse' selve hans indvielse. Den begynder med en bortrenselse af alt ondt, så han bliver modtagelig for Guds åbenbaring. Og dette kræver ikke bare hjerne, men også hjerte. Hvor de lærde dyrker lærdommen, dyrker sufien indsigter som Gud giver til sine udvalgte, og som sidder i hjertet. Sufismen er samlet om selve gudserfaringen. Den er baseret på overbevisningen om at det er muligt for den enkelte troende at opleve det guddommelige, og at dette mål er det eneste meningsfulde at stræbe efter her på jorden - for den der tror vel at mærke. Og det er ikke alle. Man må lægge alt det jordiske fra sig, rense sin 'sjæls spejl' for syndige tanker og følelser, så Herren kan se sig selv afspejlet i sin skabning. Det kan måske umiddelbart lyde mærkeligt for uindviede, men er faktisk i overensstemmelse med de psykiske grundprocessers virkemåde og den fundamentale forskel mellem de medfødte primærprocesser og de tillærte sekundærprocesser. Man må give afkald på alle følelser og forestillinger der knytter sig til magt og dominans. Helhed/mening erfares i de ulogiske og førsprolige primærprocesser, og længslen efter denne vidunderlige erfaring kommer for alvor frem i puberteten, hvor hormonerne netop får sjælelivet tydelige delt mellem to vidt forskellige processer. Det er en erfaring alle mystikere får uanset religion eller kultur. Det eneste der kræves er at suspendere sekundærprocesserne, men det er heller ikke let for uerfarne. Når sufierne siger at lærdommen opsummeres i hjernen, betyder det dybdepsykologik at den er logisk og rationel, mens de følelser og tanker man knytter til hjertet er irrationelle og ulogiske. Kun i hjertet kan primærprocessernes mening og indsigter erfares. 'Meningen' er førsproglig og ulogisk, den er ikke noget man kan ræsonnere sig til, men tværtimod noget man intuitivt erfarer som det modsatte af meningsløshed eller håbløshed. Er indsigten intens er det lyset, helheden eller enheden man erfarer, og det vil i religøst sprog sige det guddommelige selv. Men naturligvis kan man ikke naturvidenskabeligt lokalisere primærprocesserne til det fysiske hjerte. Begrebet skal forstås i overført betydning. Men desværre er alt dette hverken noget Skovgaard-Petersen eller andre af nutidens religionsforskere har viden om, selv om det sætter mange ting på plads. Det gør det endog muligt at forstå hvor betydningsfuldt det var at Muhammad var analfabet. Den sproglige og analytiske evne lukkede i hans tilfælde ikke for indsigter eller åbenbaringer. For sufien var analfabetismen både beviset for åbenbaringernes autenticitet og for lærdommens begræsning. Profetens umiddelbare skønhed, ærlighed, venlighed, ydmyghed og simple liv blev rettesnor for sufismen. Hvorimod hans gøren og laden som leder, hærfører og politiker var af underordnet betydning, for det var alt sammen bare handling i verden - og dermed dybdepsykologisk set sekundærprocesser. Sufismen kunne - uden ringeste kendskab til dybdepsykologi - regne Muhammad for den store mester. For han mestrede noget andre ikke mestrede. Sufier elsker en hadith hvor profeten efter et slag sagde: "Vi har fuldbyrdet den lille jihad. Nu forestår den store jihad imod os selv". - Det vil jo netop sige at krigen mod andre erstattes af den eksistentielt set langt vigtigere krig med egoet og selviskheden. Og dermed mod sekundærprocessernes dominans. Kaster man sig ind i denne kamp er der ingen grænser for hvad der kan ske, for Gud udvirker mirakler af den art der ikke har noget med det overnaturlige at gøre, men tværtimod har med de meget naturlige, ja medfødte primærproceser at gøre. Muhammads mirakuløse erfaring i 'natte- og himmelrejsen' viser både Guds nåde og det helt anderledes himmelske rige. Det er synd ikke at se på dette med dybdepsykologiske øjne. Kolonitiden ser Muhammad som en moderne gentlemen Til toppen Næste Perioden 1800-1945 er - som Skovgaard klart beretter - præget af muslimernes møde med den europæiske magt og modernitet. Over hele verden lever muslimer i dag i stater og samfund der i alt væsentlig blev formet af den europæiske ekspansion, hvad enten nationerne blev kolonier eller de indførte europæiske rådgivere, teknologier og uddannelser for at undgå at blive kolonier. Den muslimske verden blev erobret på et tidspunkt hvor europæernes egen kristendom kom i bevægelse. Det naturvidenskabelige gennembrud, lægevidenskabens opdagelser, opfindelser og opbygning fører allerede i 16-1700-tallet til en tænkning som enten ignorerer eller i nogle tilfælde direkte anfægter kristen dogmatik - det var rationalistiske og romantiske strømninger, reformjødedom, bibelkritik og den historiske metode. Kristendommen er nu ikke længere den naturlige og uimodsagte verdensforklaring i Vesten. Den muslimske verden bliver nu genstand for både imperialisme og mission. Den 2. juli 1798 gik den store franske hærfører Napoleon på sit felttog mod Mellemøsten i land ved Alexandria på Egyptens nordkyst. Og han udsendte et særligt opråb til det egyptiske folk: Der er ingen gud ud over Gud. - General Bonaparte kundgør for det egyptiske folk, at det franske samfund i Egypten er blevet behandler tarveligt og nedladende…. Nu er straffens time kommet. Nu har universets herre, Den almægtige, besluttet at sætte en stopper for disse mamlukkers korrupte levevis. Jeg er kommet for at give jer jeres rettigheder tilbage. Jeg tjener Gud - og agter hans profet Muhammad og den ærværdige Koran. Dette opråb kalder Skovgaard ikke mindre end en overvældende vigtig tekst i verdenshistorien. Den er et møde mellem Den franske Revolutions ideer og dén muslimske verden som franskmændene forestiller sig at møde. Opråbet er skrevet for at få folk til ikke at sætte sig op mod besættelsen, men gøre et forsøg på at passe Egypten ind i en ny ramme. Nogle aristokrater - de rige mamlukker - skal væltes, men et folk befries. - Og dette må indebære en nøjere gennemgang. Følgen blev moderniseringen og tilblivelsen af de moderne muslimske stater. Den gensidige bekrigelse, handel og udveksling mellem Europa og Mellemøsten ændrede sig fra 1600-tallet i europæisk favør. Opdagelsen af Amerika og søvejen til Asien, etableringen af handelsstationer i Østen, gjorde det muslimske Mellemøsten perifert. Udviklingen førte til stadigt voksende europæisk involvering i fjerne landes interne anliggender og i 1800-tallet til en egentlig kolonisering, dvs politisk kontrol, beslaglæggelse af jord og tilflytning af kolonister. I den muslimske verden blev modernisering oplevet som europæisering. Folk søgte at holde fast ved ting de kendte og værdsatte, herunder religionen. Men de gjorde det på nye måder og ændrede dermed i virkeligheden også religionen. Religionen blev til en vis grad marginal. Der kom konkurrende ideologier og rivalisering. Islam bliver en blandt flere verdensforklaringer. Fra at være fællesskabets fejring af sig selv bliver den en sektor i samfundet. Og her benytter Jakob Skovgaard lejligheden til at slå fast, at dette er den historiske udvikling vi kalder sekularisering, ikke at forveksle med en historisk eller ideologisk bevægelse (sekularisme). I den muslimske verden er egentlige teokratier sjældne og forsvinder. Trosfriheden garanteres for religiøse minoriteter. Der kommer positivister og socialister med en anti-religiøs ideologi. Men de kritiserer som regel de lærde og ikke-religionen selv. Islam er dybt forankret, så det er 'nemmere at holde fred med de hellige' - som Skovgaard formulerer det. Kampen mod kolonimagten kom til at stå højst. Islam kom til at indtage en ny rolle som symbol og samlingspunkt for en kulturel modstand mod europæiseringen. Europæerne blev set som økonomisk, teknisk og politisk overlegne, men religiøst og moralsk som underlegne. Ca. 1880 dukker en islamisk reformisme op med budskabet: islam harmonerer i sin sande form med nutidens værdier og normer. 1872 begynder udgivelsen af 'The Spirit of Islam og the Life and Teaching of Muhammad' af Syed Ameer Alis (1849-1923) jurist, der selv er formet af det britiske uddannelsessystem. Ameer Ali har et ganske andet historiesyn end de hidtidige kilder. For ham er det klart at verden bevæger sig fra primitiv livsform mod civilisation. Muhammad var den der satte en civiliatorisk bevægelse i gang henimod etisk monoteisme, lov, myndighed og fred Det centrale værk i den islamiske reformisme er Muhammad Abduhs "Budskabet om Guds Enhed" (1897). Abduhs strategi er et oplysningsprojekt - han var en fornuftens stemme. Muslimer må rense deres islam for overtro og tradition Og føre den tilbage til den ånd der prægede den i udgangspunktet. For Abduh er ideen om fremskridt, udvikling, civilisaton lige så naturlige som for den første profet efter Muhammad (Ali). Der ligger ingen dommedag forude, men muslimer er sakket agterud. Abduh fremstiller Muhammad som "et menneske som jer". Han er ikke noget særligt, men lader sig lede til den opgave Gud har stillet ham. Det er en slags "protestantisk etik" hvor man arbejder hårdt og samvittighedsfuldt for at virkeliggøre det kald man har fået af Gud. Abduh kommer til at spille en stor rolle i Egypten og den videre muslimske verden. Den europæiske civilisation bygger efter hans mening på den muslimske. Abduh er ikke demokrat, men han er retsstatsmand. Denne idé om islam som garanti for retsstaten bliver senere overtaget af islamismen. Dette er jo netop den indbyggede risiko ved ideen om retsstaten - men dette forholder Skovgaard sig desværre ikke til. 1930'erne var præget af 1. verdenskrig, fascismen, kommunismen og radikaliseringen og dermed den vestlige kulturs forfald og ekstremisme. Haykal blev overraskende eksponent for drejningen mod islam eller den første islamiske vækkelse. I 1933 publicerede Muhammad Huseyn Haykal (1888-1956) "Muhammads liv" som Skovgaard kalder det 20. århundredes vigtigste Muhammad-biografi. Haykal var selv barn af århundredskiftets videnskabsbegejstring. Han så positivt på darwinismen og positivistiske forfattere som Herbert Spencer og August Comte. Og han skrev engageret. Indledningen til"Muhammads liv" rummer et heftigt angreb på vestlige orientalister og kristne missionærers fordrejninger og nedgørelse af profeten. Men samtidigt angreb Haykal den klassiske islamiske sira med dens usædvanlige mirakler, og han fordømte de forstokkede nutidige lærde (ulama). Han fik dermed introduceret vestlig historisk metode som et antikolonialt emancipationsprojekt. Haykal ser primært profeten som en reformator - og en fredens mand. De vestlige orientalister er hans skydeskive. Haykal finder efter den positivistiske Comte en ny filosofisk helt, nemlig Henri Bergson der ser evolutionen som spirituel. Haykal bruger en gammel sufi-fortællling om en blind mand der kun kunne sanse stykkevis og delt, og slutter at denne begrænsning gælder den menneskelige erkendelse. - I dag kan vi henføre dette til at vi har to forskellige tilgange til virkeligheden - den ydre sanselige (der er stykkevis og delt) og den indre intuitive der rummer helheden. Haykal er også klar over at europæerne efter verdenskrigen vendte sig bort fra materialisme og positivisme - og søgte efter orientalsk visdom. Med påkaldelse af alt dette kunne Haykal åbne det synspunkt at profeten kunne noget som ingen andre kunne. Og som har med ånd at gøre. Ånd var simpelthen nøgleordet for Haykal. Man må naturligvis tage til efterrretning at Haykal ikke kendte noget til dybdepsykologiens indtog i 1900, men det er dybt beklageligt at Jakob Skovgaard godt hundrede år efter heller ikke gør det, for den giver jo muligheden for at forstå hvad der er gang i: Spiritualismen bliver en vigtig gren i islam, og det betyder - som spiritualisme i kristendommen og hinduismen - reelt en dyb splittelse i samfundet mellem de materialistiske jordiske interesser og de åndelige længsler rettet mod den helt utopiske forestilling om uskyldens, renhedens og syndsfrihedens himmelske rige. Der skete dog samtidig store forandringer hvad angår opfattelsen af Muhammad. Det centrale er ikke hans mirakler, men hans budskab og det store arbejde han lægger i at kultivere menneskene i sin samtid og tale til fremtidens menneske. Dette budskab er evigt i den betydning af det hæver sig over den timelige dagligdag og politik, men samtidigt mere og mere relevant for den samtid som troede fuldt og fast på at menneskeheden avancerer i sin civilisation. Nu var civilisation, udvikling, ånd og fremskridt nøgleord, på trods af hvad man oplevede 1939-45. Selvstændighedens Muhammad - den visionære anti-imperialist. Til toppen Næste Den arabiske verdens mest berømte forfatter Naguib Mahfouz (1911-2006) udgav bogen "Børn af vor gyde", der blev den første moderne arabiske roman. Socialrealismen er væk, men fattigdommen og kummeren står tilbage. Kvarteret i gyden er præget af bander som afpresser de handlende. Romanen handler om gydens store skikkelse som kæmper for at forbedre tingenes tilstand, men hver gang kun gør det kortvarigt. Men reformatoren Arafa kommer til og han synes at repræsentere videnskaben. I et interview røbede forfatteren at Arafa var den videnskabelige socialisme! Det skal understreges at Mahfouz beskriver den vestlige videnskabs indtog og indtryk, men ikke at han arbejder for dens sejr. Historien er ikke endt i et socialistisk paradis. Arafa er som sin forgænger en legende. Da Mahfouz modtog Nobelprisen i 1988 blussede den islamiske vækkelse op igen. Islamisternes lod sig ikke kue. Det blev kun værre af at Salman Rushdie udgav 'De sataniske vers'. Den radikale islamist Umad Abd al-Rahman erklærede Mahfouz for langt værre end Rushdie for han havde erklæret Gud død. Mahfouz blev truet med døden. - Alle disse litterære eksempler viser hvad der er på spil. Muhammad er stadig et forbillede. Men netop fordi der er så mange der gerne vil leve efter hans anvisninger er der kamp om at udlægge dem. Muhammad skal leve op til en ny tids idealer - dirigeret af en ny statslig etik. Den ideelle borger skal være anti-imperialist, men samtidig en loyal og lydig borger i den moderne, progressive tid. Profeten er dermed indforskrevet i den statslige opdragelse. Det er ikke hans fromhed eller tro, men hans sociale attitude der fremdrages. Bag skolens borgerliggørelse af profeten ligger mange regimers angst for hans revolutionære potentiale. Og blandt dem der kan drage nytte af det har vi islamisterne og jihadisterme. Skovgaard redegør nøgternt for det alt sammen, men synes ikke rigtigt at fatte at den største fejl i udviklingen her ligger i selve troen på den videnskabelige socialisme, og på den anden side i troen på at profeten kan og skal inddrages i den statslige opdragelse. Islamister og jihadister kunne drage fordel af begge forhold. For de troede på magten og volden. Islamisternes Muhammad var den retfærdige statsmand Til toppen Næste "Islam er både religion og stat"- Denne sætning blev i 1939 det politiske slagord for den gryende islamisme. Men den kan ifølge Skovgaard ikke spores længere tilbage end 1800-tallet. Den opsummerer en bestemt politisk forståelse af islam og en idé om en moderne stat. Der er muslimer der er helt enige i sætningens politiske forståelse af islam. Men der er også muslimer der ikke er enig i at islam er en isme, en politisk ideologi Islamister er enige om at stat og samfund skal være islamisk organiserede, men de er uenige om hvordan, og med tiden har den islamistiske bevægelse udviklet sig i forskellige retninger. Nogle islamister ser islam som et socialistisk system. Andre ser islam som et kapitalistisk system, baseret på privat ejendomsret og banker der ikke tager rente. Den sunnimuslimske gren af islamismen er centreret om Det Muslimske Broderskab i Egypten og Syrien, som den positivt stemte skolelærer al-Banna (1906-1949) grundlagde som 22-årig. Broderskabet missionerede blandt muslimer som ikke var stærke nok i troen, og var voldsomt kritisk over for de kristne missionærer. Broderskabet kopierede de kristnes strategi ved at arbejde med børn og unge. Det organiserede spejderkorps og afholdt sommerlejre. I sin berømteste tale på Broderskabets kongres i 1939 fastslår al-Banna at Broderskabet på én gang er et missionsselskab, en politisk struktur, en sunnivej, en social ideologi, et erhvervsforetagende og en idrætsforening. Helhedstænkning, aktivisme og mission, er for al-Banna essensen af islam, som han regner for den yngste og mest dynamiske af de tre åbenbaringsreligioner. For ham og for islamismen er islam noget man skal arbejde for at realisere, individuelt og kollektivt. Islam er budskabet om orden og retfærdighed for de mange. Islam er et altomfattende system som bør inspirere den enkelte, lede fællesskabet og organisere samfundet. Islamismen er altså ideologien om den rette samfundsorden. Muhammad er et evigt ideal for dette arbejde - hårdtarbejdende, fokuseret og samfundsforandrende. Profeten havde jo dedikerede og offentlige mænd omkring sig. Al-Banna så sig selv som en profetisk skikkelse der skal lede de sande troende. Pointen i en af hans taler var at i Mekka blev det troende individ bygget op, medens det i Medina var det troende samfund der blev bygget op. I en anden tale fortolker al-Banna profetens natte- og himmelrejse som en rejse i ånden snarere end en rejse i den fysike verden. Det er en fortolkning der går mod den mere traditionelt tænkende egyptiske, men bogstavelige forståelse af skriften og miraklet. Men først og fremmest var al-Banna en dygtig organisator. Det Muslimske Broderskab var ingen intellektuel studiekreds, men en massebevægelse med mange former for aktivitet - sociale, politiske og økonomiske. Skovgaard ser tilsyneladende ikke at helhedstænkning, aktivisme og mission generelt er et faresignal i enhver kultur, fordi den i almindelighed betyder tro på et dogmatisk og absolutistisk system hvad angår religion og stat. Men en sådan helhedstænkning skelner ikke mellem de to psykiske grundprocesser og forstår derfor slet ikke at helheden hører til i primærprocessernes intuitive og irrationelle form for tænkning, og vil føre til autoritetstro og diktatur når den blandes ind i sekundærprocessernes rationnelle og magtmæssige sfære. Kun et moderne komplementaritetssynspunkt kan forhindre en sådan fatal helhedstænkning. Den vigtigste nyere islamistiske biografi om Muhammad i en arabiske verden er ifølge Skovgaard Muhammad al-Ghazzalis "Siraens jura" fra 1989. I bogen gennemgås Muhammads liv for at uddrage en lære af de mange episoder på samme måde som al-Sibas bog. Blot er situationen nu meget værre. Den muslimske umma (det islamiske samfund) er syg og ulykkelig. Og det skyldes Muhammads fravær. I 1989 skyller en kæmpe religiøs bevægelse over den muslimske verden, men truslerne kommer ifølge al-Ghazzali indefra, fra de troende selv. Imidlertid også en anden front, nemlig de overstræbsomme puritanere der følger religionen til punkt og prikke, men efter al Ghazzalis mening glemmer at tænke sig om. Dette er adresseret til salafisterne. Saudi-Arabia var grundlagt på salafismen (også kaldet olie-islam) og sponsorerede over hele verden. Den er en uforanderlig doktrin med specifikke regler for tro og handlen. Her bør til sammenligning nævnes de kristne puritanere i England der med Cromwell (1599-1658) som Guds udvalgte med magt ville omdanne England til en jordisk gudsstat på puritanismens grundlag. Og i Schweiz kom Jean Calvin (1509-64) som fører og magthaver - her gjaldt prædistinationstanken: Menneskets frelse er uafhængig af gerninger. Frelsen er forudbestemt. Skovgaard forsømmer efter min mening at påvise og understrege, at puritanismen og dermed også den puritanske salafisme også vil føre til absolutisme og voldsregimente. I 1979 blev shahen af Iran væltet ved en revolution. Islamisterne tog hurtigt magten. I en forfatning proklameredes Den Islamiske Republik Iran med en øverste religiøs/juridisk leder over præsidenten og den lovgivende magt. Ayatollah Khomenei (1900-1989) var den første der indtog denne øverste post. Han havde i 1970 skitseret statens indretning i "Den retslærdes herredømme". Islamismen er en moderne politisk ideologi som har sin egen nation - ummaen eller det islamiske samfund - hvis interesser her i verden den hævder at varetage. Som andre nationer har den idealiserede myter om sin glorværdige fortid, ikke mindst grundlæggeren Muhammad som skabte den retfærdige og stærke stat. Islamismen er antivestlig, både på det politiske og det kulturelle plan. Europas indflydelse på de lokale eliter og deres livsstil blev betragtet som kalkuleret fordærvelse. Islamismen kritiser den blinde, tankeløse kopiering (taqlid). Det er denne vestliggørelse af samfundet islamisterne prøver at vinde på. Det gælder om at finde tilbage til muslimernes egen islamiske kultur. Muhammad ses som en jævn mand med de rette instinkter og en sund mistro over for pomp og pragt. Muslimerne kæmper stadig med "den indre kolonisering". Skovgaard viger tilbage fra at sige ligeud at det antivestlige i islamismen er forståeligt ud fra vestens tidligere overgreb mod muslimske lande, men at den i konsekvent form forhindrer enhver nødvendig liberalisering og sekularisering af de muslimske lande selv - netop fordi den gør troen på den retfærdige stat og den stærke stat til absolutte dogmer og dermed udelukker al demokratisk dialog og dynamik. Jihadisternes Muhammad - forløseren fra dette liv. Til toppen Næste Jihadismens udvikling begynder med den radikale islamisme i 1950'erne. Navnet kommer af det arabiske ord 'jihad', der betyder krig eller 'anstrengelse på Guds vej', men traditionelt blot 'krig for troen'. Profeten selv gik i krig mange gange, men det var forsvarskrige. Det er den gængse tolkning af begrebet jihad i det 20. og 21. årh. Med tiden har de radikale islamister imidlertid - som Skovgaard glimrende påpeger - gjort jihadismen til en decideret militant ideologi. Jihadisterne anser krigen som kulminationen af Muhammads karriere - og jihad for en pligt for enhver sand muslim. Denne tolkning har jihadisterne omsat i praksis med faktiske togter og krige, og ofte terrorhandlinger. En væsentlig kraft i denne udvikling blev den eyptiske skolelærer og litterat Sayyed Qutb (1906-66), der i 1948 fik et stipendium til at studere forholdet mellem religion og skole i USA. Og her blev det en chokerende oplevelse for den konservative mand at være vidne til amerikanernes nye musik og dans og frie forhold mellem kønnene. Europæisk kolonisation var, syntes Qutb, ved at blive afløst af amerikansk kulturimperialisme i form af amerikanske produkter og amerikansk livsstil. Kampen for frigørelse skulle først nu til at begynde. Da Qutb kom hjem sluttede han sig derfor til Det Muslimske Broderskab. Kort efter fulgte de frie officerers kup mod Nassers magtovertagelse i 1954. Der udstedtes forbud mod Broderskabet. Qutb kom til at tilbringe næsten resten af sit liv i fængsel, og blev henrettet i 1966. I fængslet skrev Qutb sin korankommentar (tafsir), der er forblevet den væsentligste islamistiske tafsir. Den har titlen "I Koranens skygge" 1958; her i skyggen er livet ikke klart og let, men stort, dramatisk og heroisk. I modsætning til klassiske tafsir-værker anser han hver sura for at være en helhed med et bestemt overordnet budskab: Gud bygger op, men det sker gennem det program han lægger for Muhammad selv. Og dette program er eksistentielt. De troende i dag må også forkynde og prædike og kæmpe. Men først må de udvandre [i overført betydning, dvs komme til sig selv som Muhammad]. Den enkelte muslim står i et eksistentiel valg: Enten at leve videre som hykler eller vælge hijra (udvandringen, selverkendelsen). Koranen er således ifølge Qutb hverken en lovbog eller en bønnebog, men et krav. Muslimere befinder sig endnu i Mekka - i svaghedens tilstand. Det eneste der betyder noget i denne tilstand er lydighed over for Gud. Og dette er en klar radikalisering i forhold til islamisternes traditionelle tænkning. Qutb er en erklæret og principiel antidemokrat. For Qutb er profetens tid ikke fortid, men nutid, en mytisk tid. Der er stadig afguder og tyranner, og stadig krige der skal kæmpes. Sammenfatningen af Qutbs vejledninger lyder: Jihad med sværdet er en legitim og nødvendig krig mod de vantro. Jihad sigter mod at befri alle ikke-muslimer for de undertrykkende afguder og tyranner. Krig for troen er en uomgængelig del af sand islam. Døden i kamp, martyriet, er det endelige mål. At være sand muslim er at være kriger for troen. Alt andet bliver set som kollaboration. I 1970'erne kommer der grupper der inspireret af Qutb prøvede at isolere sig fra det omgivende samfund - og begå røverier, togter. Det endte med konfrontationer med politi og kætterstempling. Den berømteste gruppe kaldte sig 'Jihad'. Og det lykkedes i 1981 gruppen at myrde præsident Anwar al-Sadat. Jihadgruppen blev optrævlet, lederne hængt, mange tilhængere emigrerede til Afghanistan. I Pakistan opstod al-Queda, der blev en jihadistisk internationale, ledet af sauderen Osama bin Laden. De saudiske salafi-jihadister udgør en voldelige yderfløj af en bred puritansk bevægelse. De ønsker at leve i rene samfund. Igen savner man en klar stillingtagen fra Skovgaards side. Volden og terroren er han naturligvis imod, men han synes ikke at se at ekstremismen og radikaliseringen dybdepsykologisk set hænger meget nøje sammen med selve troen på renhed - og troen på krigen for denne renheds skyld. Troen på renheden (og martyriet) var fx meget tydeligt ved det store terrorangreb i 2001. Da Irak i 1990 invaderede Kuwait reagerede det saudiske styre med at invitere amerikanske tropper ind i landet. Osama bin Laden fordømte det kraftigt og indledte en kampagne mod kongefamilien som snart indbefattede terrorangreb i landet. Fra 1998 rettede al-Queda også terrorangreb mod USA. Og 11. sept. 2001 kom det skelsættende angreb mod New York og Washington. Efterforskerne fandt i en kuffert et dokument med nøje instruktion om hvordan aktion skulle foregå. Hver handling skulle ledsages af bestemt påkaldelse af Gud. Jihadisten skulle være i en tilstand af rolig, afklaret Gudsfortrøstning. Og aktionen skulle være en moderne version af et af profetens togter. Selvmordsattentater er blevet moderne jihadisters vigtigste våben. Store kræfter blev sat ind på teologisk at demonstrere at selvmordet ikke vil føre til helvede, men i himlen. - Kun for en ordens skyld skal tilføjes at en ny stat i 2014 blev udråbt i den nordirakiske by Mosul som en islamisk stat (IS). Tilsyneladende spiller profeten Muhammad en påfaldende lille rolle i IS. Ideologien har ingen idé om et program efter Koranens anvisninger. Tværtimod er det mytisk orienteret mod perioden efter Muhammad. "Muhammads tid er omme, profeternes æra er ovre. Menneskene må efterleve profeternes budskaber efter bedste evne". IS er optaget af Gud selv og dommens dag. Og de bruger megen tid på at udtrykke had til andre muslimer. Mens kampen for selvstændighed var ledet af sekularistiske nationalister, så opponerer de radikale islamister mod enhver fredssøgende fortolkning. Og det tør man roligt kalde en selvmorderisk anskuelse. Skandalernes Muhammad - Portrætter til grin og græmmelse Til toppen Næste Når den europæiske offentlighed og den mellemøstlige offentlighed siden 1990 er flydt sammen og med mellemrum stødt direkte sammen, skyldes det først og fremmest den muslimske indvandring til Vesten siden 2. verdenskrig - parallelt med afkoloniseringen og de muslimske staters selvstændighed. De to vigtigste kolonimagter Storbritannien og Frankrig var de første lande der fik en stor muslimsk indvandrerbefolkning. Netop forholdet mellem tidligere kolonilande og tidligere kolonimagter er det tema der udspilles og analyseres i Salman Rushdies roman "De sataniske vers" fra 1985, hvis hovedhistorie handler om to indere som falder ned med et fly fra Bombay netop som det lægger an til landing i London. De overlever mirakuløst og viser sig at være inkarnationen af hhv. ærkeenglen Gabreel og Satan. Salman Rushdie leger - som Skovgaard forklarer - elegant med siraens elementer og ordner dem så de to Mekka-kapitler bliver til en kommentar til bogens hovedhistorie hvor de to indere bliver spændt ud mellem forskellige versioner af britisk og indisk chauvinisme og islamisk puritanisme. Som helhed er bogen en afvisning af dens slags 'ædle' og 'rene' identiteter og et indlæg for det urene og blandede, det kosmopolitiske og komplekse. Historien om de sataniske vers i Koranen, hvor profeten Muhammad midlertidigt går på kompromis, bliver i Rushdies version til en sjælekamp i profeten selv, som også tager kunstnerisk kvælertag på kilden til sine åbenbaringerne, Gabreel. Samtidig er de sataniske vers også alle de små fordrejninger som den fiktive notar Salman (Rushdies alter ego) indfører i Koranen. Og Baals indfald mod luderne i bordellet, bliver til et større satanisk teaterstykke. Mennesket har begær og drifter. Djævlen kender og udnytter dem. Og digteren bekender og beskriver dem i vers. Hvorimod profeter, præster, nationalister og puritanere benægter og undertrykker dem. Profeten er den rene, hvor mennesker er syndige og urene. I Rushdies optik afspejler dette islamisters og salafisters syn på alt menneskeligt. Sammenlignet med Mahfouz' roman 'Børn af gyden' er der slående forskelle. Mahfouz' profet er en idealist som alles forhåbninger knyttes til. Rushdies profet er en realist, et magtmenneske som alle i Jahiliyya er bange for. - Rushdie bruger det islamiske begreb jahiliayya om den aktuelle syndige verden i kontrast til den rene islam. Men modsat islamister ser han jahiliyya som noget poetisk og menneskeligt på godt og ondt, mens de ser den som en verden uden menneskelighed. Skovgaard gør opmærksomhed på digteren Baals og profeten Mahounds verdener i bogens univers er inkompatible, og det har han ret i, men hverken Rushdie eller Skovgaard kender komplementaritetssynspunktet, og det er skade, for ud fra dette synspunkt vil man kunne forstå at de to universer ikke kan være andet, da den poetiske og gode verden dybdepsykologisk set er uskyldens verden, mens dagligdagens verden er den 'syndige' verden på godt og ondt. Men vi kan ikke vælge mellem dem, vi må på skift leve i dem begge, for vi er tvunget til at acceptere dem begge som ligeberettigede, hvis vi vil være helhedsrealistiske i komplementær forstand. På tidspunktet for afbrændingen af 'De sataniske vers' på bål i nordengelske industribyer i 1988 eksisterede der allerede et radikalt islamistisk miljø i Danmark. Og i de tidlige 1990'ere var der jihadister som fik asyl og forsøgte at fortsætte deres kamp. Medierne tog det roligt - lige til angrebet på USA den 11. september 2001. Det efterfølgende folketingsvalg blev domineret af spørgsmålet om islam. Danmark kom i krig i Afghanistan. Og kom i 2003 med i koalitionen mod Irak I det var i dette klima at Jyllands-Posten den 30.8. 2005 publicerede en helside med tegninger af profeten Muhammad. Fra bladets side var det en afprøvning af forfatteren Kåre Bluitgens påstand om ikke at kunne finde en illustrator til en ny bog om Muhammad. Der var store variationer i tegningerne - og de blev ledsaget af en tekst af kulturredaktør Flemming Rose, hvori han gjorde gældende at det moderne sekulære samfund afvises af muslimer, i og med at de gør krav på særstatus og insisterer på særlig hensyntagen til deres egne religiøse følelser. Dette er uforeneligt med et verdsligt demokrati hvor man må vænne sig til at finde sig i spot, hån og latterliggørelse. Hele historien skal ikke genfortælles her, men det skal nævnes - hvad Skovgaard omhyggeligt redegør for - at en delegation fra Islamisk Trossamfund i Danmark i december blev modtaget på højeste plan i Cairo og fik stor eksponering i de statslige medier (fulgt tæt på det danske institut under Skovgaard). Egypten pressede på for en international fordømmelse af forhånelse af religionen. For styret i Egypten gjaldt det om at sætte sig på den internationale dagsorden før saudere, iranere eller andre, og på hjemmefronten vise sig som Islams forsvarere. Den 18. jan 2006 publicerede den ideologisk centrale islamist Fahmi Huwaidi en klumme i den international arabiske avis al-Sharq al-Awsat hvor han anklagede den danske regering for at fremme en antimuslimsk agenda. Dagen efter spredtes en boykot af danske produktes over Saudi-Arabia, Golfstaterne og Egypten. Ejere af supermarkeder blev inviteret i TV-studiet for at love at fjerne danske varer fra hylderne. Skovgaard slår udtrykkeligt fast, at det altså ikke var forbrugerne eller staten der fik mulighed for at boykotte danske varer, men medierne der sørgede for at det skete, vel at mærke i "forsvaret af profeten". Lige præcis den mobilisering af fattige og apolitiske borgere som islamisterne havde drømt om havde man nu opnået via nogle danske tegninger. Provestlige og liberale muslimer holdt lav profil. De vidste at kritik af Muhammad var en tabersag. Skovgaard gør også udtrykkeligt opmærksom på at det for de egyptiske debattører slet ikke var selve afbildningen der var problemet i JP-tegningerne, men den forhånelse der lå i dem. Billederne blev ret konsekvent omtalt som de "nedgørende billeder". Skovgaard vover sig for en gangs skyld også ud i overvejelser om det generelle princip om respekt for religion og religiøse symboler. Han kan se mønsteret i skandalen: Det begynder med en roman, en tegning, en film som fremstiller Muhammad negativt, om end ikke på en måde den gennemsnitlige vestlige læser eller seer vil tage anstød af. Men publikationen fører til muslimske protester, i Europa og i den muslimske verden Og det ender med at muslimernes vrede bliver kanaliseret ind i politik og ofte får lokalpolitiske dimensioner og motiver som de vestlige offentligheder sjældent er opmærksomme på. Muslimske stater og diplomater kommer under pres for at reagere. Hvis de ikke gør det, er der mange radikale politikere og organisationer der er klar til at træde ind og stå frem som islams forsvarere. Skandalen gavner med andre ord de aktører i den muslimske verden - primært islamister og salafister - som bygger på en idé om civilisationernes sammenstød. På den ene side finder Skovgaard det klart at vi i vesten må forsvare kunstnere og forfattere (som Rushdie) der skriver kritisk eller satirisk om den religion de er opvokset i og må leve med. På den anden side er det i hans øjne ikke synderligt fortjenstfuld at forhåne noget som er centralt for andre menneskers tro og identitet, men som man ikke selv føler noget. - Og her må jeg melde fra. For det første vil jeg hævde at der ikke ligger nogen forhånelse i Kurt Westergaards fine og stilfærdige tegning. Den havde slet ikke til hensigt at krænke almindelige muslimers følelser (og gjorde det heller ikke, for det var de færreste af de påstået krænkede der havde set tegningen), nej, den havde til hensigt at afslører terroristers, dvs deciderede magtmenneskers misbrug af profeten til ugerninger. Og det er da en velgerning. Og for det andet vil jeg gerne erklære mig indforstået med at man ikke skal vente taknemmelighed, hvis man krænker og håner noget som andre holder af. Det forværrer snarere både forholdet mellem individer og forholdet mellem befolkningsgrupper, lokalt og globalt. Men forestillingen om at en krænkelse eller forhånelse på en eller anden måde skulle være til muslimernes eget bedste, kan ikke - som Skovgaard gør - afvises som fortænkt og patroniserende. For vi taler her ikke om at krænke eller forhåne menigmand der holder af profeten, men terrorister, ideologer og diplomater der med skjulte dagsordener misbruger både profetens navn og mediernes villighed til ballade, og som alle sammen fornægter ytringsfriheden og retten til at lave satiriske tegninger over hvad folk finder helligt. Muhammed-tegningerne var slet ikke rettet mod meningmand, men mod magthavere der med fuldt overlæg manipulerede menigmand til at føle sig krænket, hvor det havde været langt bedre for en demokratisk og sekulær udvikling i Egypten og de øvrige muslimske lande at se humoren både som et rimeligt våben mod magthavere og som et særdeles velegnet middel i folkeoplysningen og undergravningen af reaktionær autoritetstro. Det kan da være meget rigtigt som Skovgaard noterer, at religion ikke reformeres af dens fjender, men af dens tilhængere. Men igen må man påpege at humor hører et sekulariseret demokrati til - og at vi der lever i disse demokratier under ingen omstændigheder bør begrænse humorens anvendelighed for at tækkes folk der er fjender af sekularisering og demokrati. Hvis folk overhovedet vil gå ytringsfriheden, sekulariseringens og demokratiets vej, må de ganske enkelt vænne sig til frie ytringer og fri humor. Det er slet ikke Danmarks opgave at reformere fremmede religioner, men alene at fremme en tolerance der giver begge parter mulighed for både samarbejde og dialog. Men det kan da konstateres at det faktum at der er langt større frihed i de europæiske lande end i de muslimske i høj grad er medvirkende til at stimulere det arabiske forår. Jura contra ånd og spiritualitet. Til toppen Næste Jeg vil ikke lægge skjul på at spørgsmålet om jura contra ånd og spiritualitet er afgørende for min egen bedømmelse af religionerne. Det fremgår af hele kapitel 4 i Skovgaards bog at der i islam er nøje sammenhæng mellem jura og teologi. - Efter år 750 kommer den nedskrevne litteratur om Muhammad i siraen og hadith-samlingerne til at dreje sig om at legitimere loven og teologien med citater. Koranens vers skulle forstås ud fra den situation Muhammad befandt sig i efter åbenbaringerne. Kendskabet til hvad Muhammad havde sagt og gjort var nu forudsætningen for at afgøre om en handling eller tanke var religiøst acceptabel. Den rette måde at gøre ting på betød nu i praksis profetens måde at gøre tingene på. Den rette måde hedder 'sunni', og flertallet af muslimer kaldte sig derfor sunnier. Efter år 872 tog en shiitisk teologi og jura form via fortolkning og videregivelse, så der opstod en særlig klasse af shiitiske lærde (ulama), hvad der viser at også shiiterne går ind for streng forening af teologi og jura. I 1979 tog netop Shiamuslimerne magten i Iran. Den Islamiske Republik Iran blev proklameret og den Ayatollah Khomenei (1900-1989) der i 1970 havde skitseret statens rette indretning i "Den retslærdes herredømme" blev øverste leder. Han genindførte shariaen - Guds åbenbarede lov - som eneste retfærdige og autentiske lov. Det samme skete i Pakistan og Sudan. I 1989 gennemgik Muhammad al-Ghazzali i bogen "Siraens jura" Muhammads liv for at uddrage en lære af de mange episoder på samme måde som tidligere al-Siba gjorde. Skovgaard kalder 'Siraens jura' den vigtigste nyere islamistiske biografi om Muhammad i en arabiske verden. Loven og juraen må siges at være fundamental størrelser ved islam - på samme måde som Moselovenes betydning for jødedommen. Det er selve lovene der gør disse religioner til lovreligioner. Og dette er som nævnt flere gange hverken en banal eller uskyldig ting, men en fatal ting der determinerer religion som et ekstremt juridisk fænomen i den forstand at det til alle tider og i alle grene af religionen bliver afgørende hvordan og af hvem de hellige skrifter fortolkes med mere og mere præcise udlægninger. Vi kender det skam også fra kristendommen der ikke regnes for en lovreligion, men dog har Moselovene og andre gammeltestamentlige tekster med i den hellige skrift og med Luther fik en dogmatisk katekismus. Men vi kender det i Europa meget bedre fra den verdslige lovgivning der i vid udstrækning går tilbage til Romerrigets jura. Juristerne er med tiden kommet til at bestemme mere og mere. Lovene bliver mere og mere komplekse, og juristerne mere og mere nødvendige i det parlamentariske og internationale arbejde og derfor bliver de også flere og flere i administrationen. Der udvikler sig et stedse ekspanderende bureaukrati, som har den uheldige bivirkning at den automatisk øger afstanden mellem eliten og folket. I det religiøse liv har det højst fatale følger. Afstanden mellem teologer og præster på den ene side og menigmand på den anden side øges, så meget at kirken bliver mere og mere ligegyldig for menigmand og under sekulariseringen mister betydning også i kulturel forstand. Den bliver for de deciderede religiøse traditionalister, skønt evangeliet egentlig vil noget helt andet. Men for muslimernes vedkommende er forholdet stadig helt anderledes, fordi imamernes rolle fortsat er meget stor. Religionen forbliver elitær og spærrer reelt for en ønskelig sekularisering hen mod mere frihed, mere tolerance, mindre autoritetstro og langt mindre lydhørhed over for manipulerende ledere. Dette må naturligvis have afgørende konsekvenser for demokratiske landes forhold til muslimske indvandrere. For det er og bliver meget vanskeligt at blive integreret i det sekulære danske samfund, hvis man som indvandrer fortsat kommer i moskeerne og lader sig belære at stokkonservative imamer, der ikke alene hylder hjemlandenes normer, men er betalt af arabiske donatorer for at prædike lydighed mod troen og autoriteterne. Det samme gælder normerne vedrørende renhed og synd. Dogmet om synd kan bruges til kontrol af alle unge til at sikre indgåelse af ægteskaber som forældrene og auoriteterne mener kan sikre slægtens såvel som ærens opretholdelse. Dogmet hører hjemme i patriarkalske samfund, hvor manden er familiens overhoved og kvinderne er berøvet al frihed. Dogmet hører kun hjemme i samfund med mandsdominans og kvindeundertrykkelse. Og derfor er det den dag i dag en stor belastning for såvel islam som jødedom og store dele af den katolske kirke. Man må tilføje, at selve ideen om renheden som et ideal strider fuldstændigt mod den kendsgerning at mennesket til alle tider har været komplekse mennesker med både gode og mindre gode sider - og at det rene og retfærdige samfund simpelt er en utopi. Det fatale ligger ikke at man har idealer, men i at man stiller utopierne op som mål alle sande muslimer bør eftertragte, for dette indebærer ikke at man nærmer sig målet, men nedkalder vreden, straffen og fordømmelsen over kætterne og dermed kun sætter skel mellem mennesker og lukker mange ude. Værst går det naturligvis når muslimer etablerer islamiske stater der gør krig for troen til det eneste saliggørende, ja, gør martyriet og dermed selvmordet til den direkte vej til paradiset. Det arabiske ord 'jihad' betyder krig eller 'anstrengelse på Guds vej', men med tiden har de radikale islamister gjort jihadismen til en decideret militant ideologi, som anser krigen som kulminationen af Muhammads karriere - og jihad for en pligt for enhver sand muslim. Men denne tolkning omsætter jihadisterne til praksis med faktiske togter og krige samt terrorhandlinger mod andre individer og stater som en hellig gerning. Og så er nærmere overvejelser på forhånd udelukket. Islamistisk Stat får også medlemmer trukket over til sig i flygtningelejrene i Mellemøsten, og det er grunden til at fx Danmark kvier sig ved at tillade asylansøgere med opholdstilladelse her i landet til at vende tilbage til Danmark, hvis de af den ene eller anden grund er rejst ud for fx at besøge familiemedlemmer i lejrene. De danske myndigheder frygter ganske enkelt at de kan have onde hensigter med tilbagerejsen og kan i realiteten ikke kontrollere det. Et andet, men afledt problem, er at de internationale konventioner om flygtninge og asylansøgere er forældede og ikke giver tilsluttede medlemslande ret til at opretholde nationale kriterier for indvandring. Jeg nævner det blot for at påpege at der er flere gode grunde til at begrænse tilstrømningen af flygtninge. Jakob Skovgaards overvejelser om religion og humaniora Til toppen Næste Fem gange om dagen hører muslimerne fra minareten at Muhammad er Guds sendebud. Allerede derfor er det umuligt at vokse op i en muslimsk sammenhæng uden at møde Muhammad. Religion vil desuden - som Skovgaard påpeger - i mange muslimske lande være en del af generel opdragelse. Ritualer og regler introduceres som en civilisatorisk proces. Etik og etiketter 'indgives' som religiøse instruktioner fra børnehaven. Omkring 80 % af egyptiske børn går i et separat islamisk skolesystem, hvor vægten i de første år er lagt på udenadslæren af Koranen og hvor islam forbliver det centrale stof. Læreren er legemliggørelse af profetens livsførelse og en model for sunni. Mange steder i den muslimske verden er den religiøse opdragelse i de senere generationer forskubbet fra hjemmet til skolen. Man også medierne spiller ind. Islamiske kanaler har mange slags programmer, hvor profeten er ledestjerne. Jacob Skovgaard-Petersen gør i efterordet udtrykkeligt opmærkom på at hans bog ikke er et forsvar for Muhammad, men for humaniora. Ja, den er en demonstration af hvordan humaniora håndterer historien om et menneskeskabt fænomen. I bogen redegøres for mange forskellige muslimske Muhammad'er og mange tolkninger. Men også de vestlige tolkninger har udviklet sig med tiden. Nu i 2000-tallet er victoriatidens selvsikre sagkundskab afløst af utrygt fjendskab - antimuslimer stempler endog Muhammad som patologisk og pædofil for at gøre ham så forhadt som muligt. Skovgaard plæderer ikke for at historien bevæger sig fra barbari til civilisation eller fra ufrihed til frihed eller at tolkningerne med tiden blive mere og mere tolerante. Historien skrider ikke automatisk fremad mod stadig større perfektion. Det ser man jo allerede af at vi alle har erfaret hvad Islamisk Stat har kunnet udløse af barbari i det 21. årh. Jihadister har formået at forme deres helt egen moderne Muhammad. Men Skovgaards hovedemne for Muhammad-bogen er en mand som muslimerne holder hellig. Da han er historiker bygger han sit arbejde på en forståelse af Muhammad som en historisk person. Og når bogen også medtager radikale islamister og jihadister som et islamisk fænomen skyldes det selve det humanistiske syn på religion Skovgaard har. En humanistisk opfattelse af religion gør den til et menneskeligt og dermed også et historisk fænomen. Men samtidig til et 'emotionelt og erfaret fænomen', som han kalder det. Skovgaard er fuldstændigt på det rene med at religion for mange troende ikke primært er teologi eller dogmatik. Det er vi jo - som Skovgaard selv tilføjer - godt klar over for kristendommens vedkommende. Hvis man satte folk stolen for døren, ville selv de danskere der regelmæssigt går i kirke, ofte have vanskeligt ved at forklare hvad det egentlig er de bekender. Der er med andre ord forskel på troslære og faktiske normer og handlinger. Skovgaard påpeger at religionen udtrykker brede, fælles normer, men godt kan stå i modsætning til den troendes liv og erfaringer. Dette gælder både muslimer og kristne. Og det synes jeg er værd at notere, men der er sandelig også i begge religioner forskel mellem bekendelsestro som dogmatisk fænomen og religiøs tro eller almindeligt livsmod som psykisk fænomen. Alligevel dyrker mange danske debattører en form for teologisering der går ud på at udlægge hvad islam "virkelig siger", baseret på deres egne læsninger af Koranen og hvad de ved om profeten - som forklaring på nutidige forhold. Og her kommer man aldrig tilbunds, for dels er der slet ikke kilder fra Muhammads egen tid, dels og navnligt skal kilder fortolkes. Så Skovgaard understreger at det der i virkeligheden er interessant er vor tids muslimer og deres normer - og ikke Koranen eller nutidens islamiske teologi. Det er et utvetydigt udsagn, men spørgsmålet er om Skovgaardegentlig tager den fulde konsekvens af det. For Skovgaard er det ret klart at det kun i mindre omfang er de muslimske teologer der styrer muslimernes tanker og normer. Teologien hægter sig ofte på de ideologiske og mentale udviklinger, som den muslimske verden har gennemgået for ikke at miste relevans. Muslimer har - nøjagtigt ligesom kristne og jøder - en førmoderne religion, hvis grundskrifter udtrykker et førmoderne verdenssyn. Og muslimer har - ligesom kristne og jøder - måttet fortolke deres religion på nye måder i den modernitet der fra 1700-tallet og 1800-tallet bredte sig ud over verden. Men, fremhæver Skovgaard, muslimernes verden og værdier er ikke determineret af en bog eller en profet, men formet af en mangeartet religiøst tradition som de selv viderefører og løbende ændrer. Nøjagtigt det samme gælder kristne og jøder, må man tilføje, men for europæernes vedkommende er sekulariseringen blot gået længere og længere væk fra gængs religion, ja dybdepsykologisk set længere og længere væk fra den religiøsitet som er før-sproglig og faktisk medfødt. Skovgaard på sin side er ikke i tvivl om at religion ikke er noget man er lavet af, men noget man får, forholder sig til, slås med, måske forlader og under alle omstændigheder bidrager til at forandre. Som fikspunkt for muslimske følelser, tro og tænkning er Muhammad en nøgle, siger han, og de enkelte begivenheder i hans liv bliver små nøgler til "de inspirerede, facinerede, foruroligede og komplicerede fortolkninger" der hele tiden dukker op, og - kan man tilføje - faktisk bliver debatteret og faktisk kan underkastes kritik og analyse. Gennem dem kan vi se hvem Muhammad med tiden er blevet. Og vi står på den måde bedre rustet til at følge med i hvem han bliver. Det vil jeg ubetinget kalde et fornemt og bemærkelsesværdigt efterord af en humanist der på smukkeste måde forstår at hæve sig langt over fordomme og antipatier. Men forordet viser trods disse gode sider også både forfatterens og næsten hele den nutidige humanismes fortsatte mangel på forståelse af at humanismen først bliver en fuldt ud relevant eksistentiel humanisme, når og hvis den vover at sætte den nye forskning ind i en helt nutidig eksistentiel sammenhæng, der ikke er en endelig eller forudsigelig tilstand, men tværtimod en usikker, overraskende og udfordrende proces. For at indfange denne udfordrende proces på den mest relevante og givende måde, må man efter min mening simpelthen opgive gammel, forældet psykologi der nøjes med at skelne mellem tænkning og følelse, og går over til den helhedsrealistiske psykologi, der har indført en klar skelnen mellem medfødte, ustabile følelser og forestillinger og tillærte, stabile følelser og forestillinger. Først her kommer religiøsiteten til sin fulde ret, og først her kommer den kreativitet og de intuitive indsigter der former alle forandringer til deres fulde ret. Det kan man bl.a. direkte se af den svensk-danske historiker Thomas Söderqvists fremragende biografi om den danske immonolog Niels K. Jerne. Bogen kaldes udtrykkeligt en 'eksistentiel forskningsbiografi', hvis hensigt var at komme så tæt på de eksistentielle forudsætninger for Jernes forskning som muligt - ud fra det væld af papirer Jerne stillede til rådighed. Læseren får derved gode og rimeligt forståelige redegørelser for hvad der i videnskabelig henseende er på spil. Og man er ikke i tvivl om at Söderqvist slet ikke ville have kunnet skrive en sådan eksistentiel forskningsbiografi uden at involvere sig selv i projektet. Söderqvist gør endda gældende at Jernes konkrete selektionsteori beror på et emotionelt a priori. Trinnet i Jernes teori fra specifik antistof-aktivitet i normalserum til naturlige antistoffer er simpelthen umuligt at rekonstruere som et rent rationelt forløb. Jernes valg af hypotesen om eksistensen af naturlige antistoffer er kun forståeligt, når man henviser til "hans mere eller mindre emotionelt ledede livshistorie og omverdensforståelse" og direkte spørger hvad der var hans emotionelle a priori. Efter Söderqvist mening taler dette trin i Jernes opdagelsesproces for at formuleringen af selektionsteorien snarere var en troshandling end led i en kæde af ræsonnementer. Jerne var fuldstændigt overbevist om at teorien var sand. Og det var han fra det øjeblik han på Langebro i København fik en åbenbaring på vej hjem fra Seruminstituttet. Tydeligere kan det ikke siges, at der selv i strengt naturvidenskabelige forskning indgår en intuitiv irrationel proces af åbenbaringskarakter. Man kalder det ofte en heureka-oplevelse: Lige pludseligt "har jeg det", dvs løsningen på det problem man har tumlet med. Det være sig matematisk, naturvidenskabeligt, filosofisk, litterært, kunstnerisk eller praktisk. Gang på gang har både kunstnere og forskere beskrevet en sådan oplevelse, og kan endda ofte som Jerne opgive nøjagtig dato, klokkeslet og lokalitet for den. Mange videnskabsmænd, kunstnere og filosoffer - herunder også Thomas Söderqvist - stiller dog oftest den rene naturglæde og rene erotik og kærlighed op som den store kontrast til den eksakte målings og den eksakte videnskabs snævre virkelighed. Og vi har godt af til stadighed at blive mindet om forskellen. Men vi skal heldigvis ikke vælge mellem enten videnskaben eller naturglæden og kærligheden. Vi kan tværtimod på skift dyrke dem som komplementære og ligeberettigede størrelser (jf. nedenstående afsnit herom). Og vi har vel at mærke også en stor mental fordel af at veksle mellem de to slags processer. Det er ikke for ingenting at vort døgn på 24 timer er opdelt i 8 timers søvn, 8 timers arbejde og 8 timers fri tid Indirekte kan man også i filosoffen C.H. Kochs solide biografi om fysikeren Isaac Newton, se at det får afgørende negative følger for den fulde forståelse af denne berømte fysiker (der både opdagede lovene for tyngdekraften og hemmeligt beskæftigede sig med alkymi og livets eksistentielle problemer), at Koch afviser at bruge dybdepsykologi til formålet. For også Newtons intuitive opdagelse af de matematiske love for tyngdekraften var af åbenbaringskarakter. - Jeg skal nøjes med at henvise til mine to grundige essays om Jerne og Newton. Men jeg vil her lige kommentere Jakob Skovgaards egne besynderlige henvisninger til den engelsk filosof David Hume: På side 107 funderer Skovgaard over den kendsgerning at kærligheden til profeten Muhammad begynder at vokse i og med at biografierne leverer detaljer der viser at der er 'følelsesopladelse' på spil. Skovgaard vælger så her - under henvisning til forskeren Ernest Gellner - at fremdrage at Hume i 1700-tallet om den katolske helgendyrkelse hævdede at Gud var blevet så almægtig og så hinsides alt menneskeligt at han også var blevet abstrakt! Jeg må indrømme at jeg finder det horribelt at trække en filosof frem der i 1700-tallet tyr til at karakterisere så følelsesladede ting som helgendyrkelse som noget abstrakt. Hume tilhørte den empiristiske skole, hvor et ords mening er en til ordet knyttet idé, men i helgendyrkelsen er vi så langt væk fra det abstrakte og idémæssige som vi kan komme. Det er den modsatte vej vi skal gå for at forstå fænomenet. Og den vej betrådte man først med dybdepsykologien i 1900-tallet. Her bliver det til gengæld evident, at helgendyrkelse og Madonnadyrkelse i den katolske kirke er - ligesom stærke følelser for profeten Muhammad i den muslimske verden - før-sproglige, irrationelle primærprocesser, som kan blive overordentlige stærke fordi de modsat de rationelle sekundærprocesser er ustabile. Hele hemmeligheden ligger i forskellen mellem stabile og ustabile processer. Intensiteten i processerne er altid omvendt proportional med stabiliteten. På side 127 finder Skovgaard det relevant at fortælle at samme David Hume beskrev de troendes oplevelse af Guds majestæt som så ophøjet at den jævne troende søger tilflugt hos Guds menneskelige repræsentanter. Skovgaard forestiller sig ud fra dette at mange troende i takt med at Muhammad bliver stadig mere ophøjet som religiøs figur føler behov for endnu et led skudt ind i relationen som fx valfart til bestemte steder eller tilknytning til bestemte personer, så religionens fokus ad den vej så at sige forskydes. Igen må jeg indrømme, at jeg ikke alene finder tanken søgt det helt forkerte sted i filosofien, men undrer mig over at man går uden om dybdepsykologien der finder det selvfølgeligt at stærke følelser over for en person forbindes med bestemte lokaliteter og bestemte ting der knyttes til personen. I islam er Muhammad helt selvfølgeligt knyttet til Mekka og Medina. I kristendommen er Jesus helt selvfølgeligt knyttet til Jerusalem og Bethlehem. Og begge blev i eftermælet stærkt knyttet til bestemte ledsagere. Disse fænomener kan ganske enkelt lettest forstås ud fra kendskabet til de psykiske grundprocesser, og forklaringerne her bliver netop aldrig intellektuelle eftersom de hele vejen igennem refererer til før-sproglige processer alle mennesker kender fra sig selv lige fra barnsben, om end nogle beklageligvis glemmer eller fortrænger dem. Det værste i mine øjne er at også mange forskere er tilbøjelige til at fortrænge dem. Jeg vil senere i dette kapitel for en ordens skyld beskrive disse processer nærmere. Men jeg undlader ikke at nævne, at Skovgaards to henvisninger til Hume direkte afslører at han er uvidende om dybdepsykologi. Afslutningsvis vil jeg for klarhedens skyld kort rekapitulere hvad man med moderne dybdepsykologi og religionsforskning kan sige om religion og religiøsitet som før-dogmatisk fænomen, idet jeg udtrykkeligt henviser til det vigtige essay Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) . Men til allersidst vil jeg sige min uforbeholdne mening mig om de fatale konsekvenser af de humanistiske undladelsessynder jeg har fundet hos den gæve humanist Jacob Skovgaard-Petersen. De psykiske grundprocesser Til toppen Næste Summarisk gælder for de psykiske primærprocesser følgende: Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense. De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet. Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften. Følelserne er forskydelige. En del af en ting betragtes som udgørende hele tingen (pars pro totoreglen) To ting der har den mindste lighed betragtes som fuldstændigt identiske. Flere ting der har noget tilfælles betragtes som identiske (fortætning) Der er intet skel mellem fantasi og virkelighed. Der er intet skel mellem fortid, nutid og fremtid. Der er intet skel mellem jeget og omgivelserne. De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).Der er ofte ambivalens over for samme genstand. Det skal tilføjes at primærprocesserne omfatter alle forestillinger om guder og djævle, himmel og helvede, engle og hekse, og helte og skurke samt forestillinger om evighed, paradis, tidernes ende, dommedag og ragnarok - og hvad myterne ellers omhandler. Om alle disse begreber gælder at de hverken kan bevises eller gengives eksakt. Det forhindrer ikke billedmæssige gengivelser, da vi mennesker nu engang forstår mange ting bedst via illustrationer, men de skal blot aldrig tages for reelle eller videnskabelige. Og der er derfor aldrig grund til at blive krænket over at nogle mennesker kan finde på fx at håne eller satirisere over dem. For det skyldes blot uenigheder om fænomenerne. Krænkelse af religiøse menneskers følelser er fuldt legitime når det gælder afstandtagen fra magtmisbrug. For sekundærprocesserne gælder: Følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen. Reaktioner behøver ikke følge umiddelbart på impulser (behovstilfredsstillelse kan prioriteres). Sproget opnår præcision, så objekter kan identificeres klassifikation, generalisation og abstraktion muliggøres, og de logiske konstanter (ikke, både-og, enten-eller, hvis-så) kan anvendes. Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed. Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter. Der er skel mellem jeget og omgivelserne. Fortrængning er mulig. Der kan ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den. Sekundærprocesserne er med til at skabe den praktiske, teknologiske, videnskabelige samt politiske orden i vores liv - og vi ville ikke kunne klare vores overlevelse uden naturkonstanter, naturlove og hele den orden på begreber, kundskaber og erfaringer samt civil orden som præger civiliserede samfund. Men det er ikke desto mindre udelukkende primærprocesserne der skaber - og i det uendelige genskaber - hele den eksistentielle orden, helhed, sammenhæng, mening og fortryllelse som gør livet værd at leve - og også gør døden og forgængelighed mindre væsentlig. Derfor bliver kærligheden og nærværet mellem mennesker ved med at være det altafgørende for ethvert menneskes eksistens og fornemmelse af mening og sammenhæng. Og derfor bliver det naturligvis også kunsten og religionen i videste forstand der kan fortælle os at vi ikke skal gøre virkeligheden til en steril verden af lutter måling, kontrol, flid og arbejde, men tværtimod altid have blik for og tid til det der bryder rutinen, steriliteten, stereotypien, arbejdsdisciplinen, det ensidige nyttehensyn og troen på at væksten og fremskridtet er lig med lykken. Jf iøvrigt artikel. Konsistensetikken opererer med en indre, udefinerbar autoritet Til toppen Næste Når man beskæftiger sig med etik, er det klogt at gøre sig klart at det vi i almindelig tale kalder 'samvittigheden' simpelthen er den dummeste del af et menneskets personlighed. Den er nemlig så at sige indoktrineret i os fra barnsben af og udtrykker altså forældrenes, autoriteternes eller magthavernes faste meninger om hvad vi må og skal og hvad vi ikke må. I alle patriarkalske samfund er autoriteterne identiske med fædrene og de ældste mandlige ledere (patriarkerne): de udsteder regler og love for alt, og de kræver blind lydighed. Desværre tror mange mennesker - selv på vore forholdsvis oplyste breddegrader - at hvis ikke der fandtes sådanne lovgivere ville alt flyde. Men heldigvis ved vi i dag fra dybdepsykologien at der er en hovedkilde til den moralske instans i os der adskiller sig markant fra tidligere ved ikke at være af skadelig art. Den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for dets indre selv, hvad der naturligvis forudsætter at menneskets indre mentale processer ikke alle uden videre kan betragtes som hørende til dets eget ego. Pointen er, at jeget ikke er frit stillet med hensyn til, hvordan det vil reagere. Hvis det nemlig skal handle moralsk, er det ikke tilstrækkeligt, at det sørger for at få sin vilje; det må også optræde således, at det ikke i det lange løb svækker sig selv og til slut bliver så magtesløst, at det bukker under for følelsernes pres. Jeget har således en ganske bestemt moralsk opgave: det skal stå for det praktiske styre som en loyal tjener for det følelsesliv der i det lange løb kan opretholde selvagtelsen, selvfølelsen eller selvkærligheden. Og dette følelsesliv er noget uden for egoets grænse. Konsistensetikken påpeger at der er en forpligtende moralsk instans i os alle. Etisk pligt føles som en pligt over for noget der ligger uden for én selv. Og det er vel at mærke ikke guder og djævle der er tale om, men indre kræfter man er forpligtet overfor. Troen på guder og djævle har uden tvivl haft sin oprindelse i denne sikre oplevelse af, at man er forpligtet over for noget uden for én selv - og ikke omvendt. Og der er vel at mærke heller ikke tale om en forpligtelse som man frit kan vælge at følge eller ej, eller som man eventuelt kan ræsonnere sig frem til. Men om en forpligtelse af umiddelbar bindende karakter. Mennesket er fra naturens hånd således indrettet, at automatisk varme og kærlighed (i dybdepsykologien også kaldet oral lyst) er identisk med automatisk akcept, og automatisk ulyst (kulde, afsky, ondskab) er identisk med automatisk rejektion. En følelse af forpligtelse og en følelse af lyst er derfor i sidste instans identiske. Perspektivet er imidlertid betydeligt større, for den automatiske varme og kærlighed er dybdepsykologisk set fænomener der ligger forud for både vort konkrete personlige følelsesliv og vore konkrete personlige forestillinger. Enhver tankevirksomhed, selv den køligste og mest matematiske, er opbygget af akcepter og rejektioner. Mennesket har følgelig en bunden opgave i livet. Det må være konsistent i sit indre, og det er derfor henvist til at forsøge at sætte sine lystsignaler eller akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst eller akcept. Intet menneske med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil frivilligt gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere er frit. Dette muliggør fornuftig bedømmelse af om handliger er forsvarlige - både når det gælder individet og når det gælder samfundslivet, og dermed også når det gælder ånslivet og det religisøe liv. Helhedstænkningen omfatter føling med virkeligheden og derfor også kulten Til toppen Næste Som vi har set hos al-Banna og Det muslimske Broderskab findes der i den muslimske verden en aktivistisk helhedstænkning der betyder tro på et dogmatisk og absolutistisk system hvor religion og stat går op i en højere enhed. Men en sådan helhedstænkning er altid et faresignal, i og med at den ikke skelner mellem de to psykiske grundprocesser. Den forstår ikke at helheden hører til i primærprocessernes intuitive og irrationelle form for tænkning, mens den praktiske verden og hele magtens sfære hører til de rationelle sekundærprocesser. Helhedstænkning bliver et faresignal fordi den fører direkte til autoritetstro og diktatur ved at blande processerne sammen som det bl.a. sker hos islamisterne. Sammenblanding kan alene undgås med det moderne komplementaritetssynspunkt, der egentlige stammer fra Niels Bohrs erkendelsesteoretiske overvejelser i 1930'erne. Det siger i al sin korthed at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, men er logisk modsigende kan de med fordel betragtes som komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, og begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet som ligeberettigede. Komplementaritetssynspunktet er at betragte som alternativet til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Det gør mennesket frit, for så vidt det bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagsloven, og dermed fri af dualismens og determinismens tvangspræg, Det muliggør således accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed og mangetydighed. Dette moderne komplementaritetssynspunkt kan forhindre enhver fatal helhedstænkning. Man udelukker det ideologiske synspunkt at modsætninger skal indgå i et lukket, logisk og holistisk system, og vælger i stedet en åben komplementær begrebsramme hvor der er plads til usikkerhed og flertydighed - og ikke at forglemme humor. Helhedstænkning går galt uden komplementaritet mellem rationelt og irrationelt, men den kan lykkes med store fordele hvis man vælger komplementaritetens løsning. Den komplementære helhedsrealisme bliver aldrig et lukket, holistisk system. Men unægteligt kræver brugen af komplementaritetssynspunktet tilvænning. Humanismen svigter eksistensforståelsen uden helhedstænkning Til toppen Næste Jeg har fundet det nødvendigt at repetere dette stof om de psykiske grundprocesser, konsistensetikken og komplementaritetssynspunktet, fordi jeg kan se at der desværre både hos muslimerne selv og islamforskere som humanisten Jakob Skovgaard-Petersen mangler viden om dem og dermed om de store muligheder de giver for bedre at forstå problemernes art og påtrængenhed. Men afslutningsvis vil jeg understrege at menneskets stigende eksistentielle problemer og udfordringer generelt ikke kan gribes fornuftigt an uden at man benytter den komplementære helhedstænkning eller helhedsrealisme som begrebsramme for seriøs beskæftigelse med dem. Krisen gælder jo faktisk hele den civiliserede verden, altså i høj grad også den vestlige og den muslimske, og den er endda blevet særdeles påtrængende under den aktuelle covid19-pandemi som nu har stået på et års tid. Den har overladt mange mange mennesker til at forsøge at tackle deres egne midlertidige problemer på bedste beskub, dvs. uden at have en bred, dyb og åben eksistentiel begrebsramme at støtte sig til og uden at kunne få ordentlig hjælp fra humanististisk side. Det er ikke uviljen det skorter på. Nej, den manglende hjælp skyldes primært ukendskabet til dybdepsykologien og den del af religionsforskningen der principielt går uden om teologien og i stedet beskæftiger sig med religion og religiøsitet som direkte føling med den hele virkelighed uden om al dogmatik. Problemet er den dybe splittelse i kulturen mellem materialistiske produktions- og forbrugsinteresser på den ene side og sjælelige og åndelige længsler på den anden side. Flertallet tror fuldt og fast på det teknologiske og økonomiske fremskridt og på digitaliseringen - og lader hånt om den viden om psykiske processer og åndsliv som er nødvendig, men som både humanvidenskaberne, kulturministeriet og kirken forsømmer at beskæftige sig med. Længslen er ikke til at tage fejl af, for den fremgår af avisernes og andre mediers beretninger hver eneste dag og behandles også i kronik efter kronik og i bog efter bog af kloge akademiske hoveder der mestrer kildekritikken, analysemetoderne og retorikken til fuldkommenhed, men er blinde hvad angår det dybere sjæleliv såvel som det brede folkeliv. Men man har altid love til at håbe at foråret er på vej. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Næste Kilder: Jakob Skovgaard-Petersen: Muslimernes Muhammad og alle andres. (Gyldendal.2020 - 228 side) Koranen. Oversat af Ellen Wulff. (Forlaget Vandkunsten. 2006. 542 sider) Jørgen Bæk Simonsen: Islam (Encyklopædien. bd. 9, 1997) Salman Rushdie: De sataniske vers (på dansk ved Thomas Harder) Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder) 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk. Relevante artikler på Jernesalt: Fremragende bog om Muhammad og Islam af dansk islamforsker (7.3.21.) Islamkritik er mere end kamp for ytringsfrihed (8.2.13.) Advarsler mod muslimerne i Europa (6.9.10.) Islam en religion uden humor (2.3.08.) Dialog med muslimerne? (15.2.06.) Alt det besvær med islam (7.9.05.) Islam - en trussel? Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring (21.3.15) Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde (14.9.14.) Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet (1.4.18.) Fri os fra fortsat religiøs forvirring (15.3.16.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Islamistisk terror truer Frankrig og hele Europa (2.11.20.) Hanau - Det syge Tyskland (2) (25.2.20.) Det syge Tyskland (17.2.20.) 16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik> Macron gør op med religion som privatsag (8.5.18.) Seehofer tager tyren ved hornene: Islam hører ikke hjemme i Tyskland (6.4.18.) Jihad-bevægelsens ånd og inkonsistens (4.2.18.) Jihad: Hellig krig eller hellig ånd? (26.2.06.); EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise (28.3.16.) Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt (23.3.16.) Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU (19.3.16.) Fri os fra fortsat religiøs forvirring (15.3.16.) Islam: 16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik> (9.02.20.) Islam hører ikke hjemme i Tyskland (6.4.18.) Paven og Profeten (17.9.06.) Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation (31.1.06.) Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt - og blokerer dermed sekulariseringen (29.1.06.) Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme (7.12.05.) Reform af islam kræver opgør med absolutismen (21.11.05.) Frihedspris til islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali (21.11.04.) Mordet på Theo van Gogh (14.11.04.) Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.) Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet (1.4.18.) Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør (24.12.17.) Folkeskolen og Folkekirken er nu i et klart modsætningsforhold (20.12.17.) Artikler om Muhammedsagen Artikler om Terorismen Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |