JERNESALT - tysk20hanau
ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.2.20.
Hanau - Det syge Tyskland (2)
Massakre på kurdiske indvandrere i Hanau - begået af psykisk syg mand
Onsdag aften den 19. februar dræbte en 43-årig mand ni kurdere og sårede seks andre; først trængte han ind i den populære vandpibebar 'Midnight Shishabar' midt i Hanau, og derefter kørte han i sin bil videre til en 'Arena Sports Bar' i en helt anden bydel. Derfra kørte han hjem til sin lejlighed i nærheden, hvor han dræbte sin syge mor og derefter sig selv. Chefanklageren kaldte massedrabet for racistisk - men det er næppe den mest præcise betegnelse. Det afgørende synes at være at man hos gerningsmanden har fundet en video og en slags manifest, som indeholder højreekstremisme, racebiologi og sammensværgelseseorier i hvad man kalder en "rablende cocktail". - Man kan af gode grunde ikke undersøge manden selv og hans psyke, men alt peger på at han var syg - og derfor modtagelig for de forestillinger og det had der har bredt sig gennem højreekstreme 'preppere', der ligefrem forbereder sig (engelsk 'prepare') på og arbejder for civilisationens snarlige sammenbrud. Sådanne mennesker har eksisteret altid, men det nye er jo at de i vore dage hurtigt danner effektive netværk som kun er mulige med de moderne sociale medier.
Kansler Merkel talte om hadet som en gift i samfundet. Og den afgående partiformand Annegret Kramp-Karrenbauer tog tråden op og rettede specifikt et angreb på partiet Alternativ für Deutschland for at tolerere højreekstremisme og endog nazisme i egne rækker. Hun vil have en 'politisk brandmur' mod dette parti som med 12,6 % af stemmerne ved valget i 2017 blev Forbundsdagens tredjestørste parti. Og det blev det nu engang slet ikke fordi 12 procent af den tyske befolkning skulle være nazister, men fordi kansler Merkel af såkaldt humanitære grunde i september 2015 åbnede EU's ydre grænser for en massiv tilstrømning af muslimske flygtninge fra Syrien og øvrige Mellemøsten - uden tanke på hvilke store integrationsproblemer det ville give.
I går mandag den 24. februar skete der under fastelavnsløjerne i den lille by Volksmarsen i delstaten Hessen det at en bilist forsætligt kørte ind i et fastelavnsoptog i den lille by med stor fart og kvæstede 30-40 mennesker, heraf flere børn. Bilisten var en 29-årig tysker med et muligt alkohol- eller narkoproblem. Han blev overfaldet af borgere, da hans bil standsede - og fik så mange slag i hovedet, at han måtte på hospitalet og ikke har kunnet afhøres. Men politiet har foreløbigt ikke fundet noget motiv - og den stedlige politiinspektør fraråder vilde spekulationer.
I hele Tyskland gør man overordentlig meget ud af fastelavnsløjerne - og har store, flotte og fantasirige optog der gør tykt grin med alle kendte personer fra indland og udland. Alle tyske politikere står for skud - og det samme gør aktuelt fx Donald Trump og Boris Johnson. Og man skal være et skarn hvis ikke man kan more sig. Så selve det overhovedet at være så frustreret at man kan finde på forsætligt at køre ind i feststemte fastlavnsdeltagere tyder på alvorlige psykiske problemer. Og selvom man skal passe på med at drage generelle konklusioner ud fra enkelttilfælde, så undgår undertegnede ikke fornemmelsen af, at der efterhånden er kommet for mange mennesker i de europæiske velfærdssamfund der render rundt med store psykiske problemer der indebærer at de har svært ved at acceptere og tolerere fest og fastelavnsløjer - ja humor i det hele taget. Skønt intet er mere tiltrængt.
CDU havde inden de uhyggelige begivenheder i Hanau og Volksmarsen dummet sig gevaldigt i Thüringen ved afstemningen om hvem der efter delstatsvalget i oktober 2019, altså for fire-fem måneder siden, skulle være ministerpræsident. Der var ikke flertal for den siddende regeringschef, socialisten Bodo Ramelow fra Die Linke og hans koalition med SPD og De Grønne, men ved tredje afstemning fik FDP's kandidat Thomas Kemmerich med kun fem mandater bag sig besynderligt nok sikkert flertal idet både CDU's 21 mandater og AfD's 22 mandater stemte for ham, og han accepterede tydeligt overrasket valget. Det kom nemlig kun i stand ved at AfD's folk brugte det fif at undlade at stemme på deres egen chanceløse kandidat uden at orientere de andre partier. Men så kom der ellers gang i balladen.
Kemmerich gik af, da han indså at han umuligt kunne få noget igennem som ministerpræsident, men han ville dog gerne være leder af et midlertidigt forretningsministerium. Men medierne blæste sagen stort op, og kansler Merkel der var på officielt besøg i Sydafrika benyttede her en pressekonference sammen med den sydafrikanske præsident til at slå fast, at det var utilgiveligt at CDU i Erfurt var gået sammen med AfD for at vælge regeringschef. Først efterfølgende kom det frem at CDU's formand Kramp-Karrenbauer faktisk havde accepteret det lokale CDU's beslutning - dog uden at vide noget om AfD's smarte trick. Men nu var hun som partiformand blevet sat eftertrykkeligt på plads af sin kansler der ellers ikke længere er formand for partiet, og hun så intet andet valg end at træde tilbage som formand og love at indkalde partiet til en ekstraordinær kongres der kunne opstille en tidsplan for hurtigt valg af ny partiformand.
Et ekstraordinært landsmøde i går mandag den 24. besluttede at ny formand skal vælges 25. april og at kandidaterne skal melde sig inden denne uges udgang, men at Merkel forbliver som kansler tiden ud, dvs til det kommende forbundsdagsvalg i 2021. Til gengæld er spørgsmålet om ministerpræsidenten i Thüringen fortsat uløst, da et valg af den dygtige og pragmatiske socialist Ramelow forudsætter stemmerne fra CDU. Det er de lokale CDU'ere villige til, fordi der ikke kan samles flertal for et nyvalg, men fra CDU's hovedkvarter i Berlin kommer et definitivt forbud: CDU kan hverken samarbejde med den ekstreme venstrefløj eller den ekstreme højrefløj. Det er ifølge CDU's nye generalsekretær et absolut princip. Og partiet har også lagt sig definitivt fast på at såvel Die Linke som Alternativet für Deutschland er ekstremistiske partier.
Men ikke nok med det. CDU blev søndag ramt af endnu et tilbageslag, der skånselsløst blotlægger partiets krise.
SPD og Die Grüne vandt valget i by-staten Hamburg, mens CDU og FDP tabte pga fadæsen i Thüringen og Die Linke og AfD kun lige holdt skansen..
Den rød-grønne koalition kan fortsætte med Peter Tschentscher som overborgmester. SPD gik tilbage, fordi Tschentscher ikke er nogen karismatisk personlighed. Men koalitionspartneren De Grønne fordoblede deres tilslutning fra 12 til 24 % med en rigtigt modertype som Katherina Fegebank i spidsen. Hun havde håbet på at vinde valget og havde fx i valgkampen allieret sig med selve Greta Thunberg. Men SPD holdt stand og kan glæde sig - også på landsplan, hvor de stadig drømmer om at vinde regeringsmagten.
De Frie Demokrater (FDP) røg efter fintællingen og opdagelsen af en fejl helt ud af Borgerrepræsentationen (på tysk 'Bürgerschaft'), mens Alternativet für Deutschland (AfD) med en beskeden tilbagegang kom over spærregrænsen på 5 %.
For CDU er valget med en tilbagegang på 4 % ned til 11 % nærmest en katastrofe, fordi det kommer oven i fadæsen i Thüringen og utilsløret udstiller partiets nuværende mangel på ledelse og samling. Det har i sig selv været betænkeligt at skille formandspost og kanslerpost, men valget af Annegret Kramp-Karrenbaur (for nemheds skyld oftest blot kaldt AKK) som formand kan kun betegnes som en stor fejltagelse. Hun er dygtig, men totalt blottet for karisma. Hun er slet ikke som Merkel en modertype der kan spille rollen som hele landets elskede 'Mutti'. Og det er når det kommer til stykket nok heller ikke det partiet og landet i dag overhovedet har brug for, det er snarere en stærk mandstype af den type partiet tidligere har haft med Helmuth Kohl, eller SPD har haft med Gerhard Schröder og nuværende vicekansler Olaf Scholz (der pudsigt nok tabte kampen om formandsposten til et håbløst tamt par som Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans).
Der er naturligvis mange mennesker i vore dage der ikke tror dette betyder noget; ekstreme feminister benægter helt at der er afgørende forskel på mænd og kvinder. Men krisen i CDU løses ikke uden erkendelse af kønnets betydning. Og det kan da også noteres, at der foreløbig kun har meldt sig mænd til den forestående formandskamp. AKK er i den forbindelse et rent skræmmebillede! - Skal man imidlertid forstå dette til bunds, er man nødt til at tage dybdepsykologien til hjælp. Der er nemlig her ikke blot tale om rent biologiske eller fysiske forskelle, men om aldeles afgørende arketypiske forskelle, som alle mennesker uanset køn fortsat nærer på underbevidst plan.
Den altafgørende svaghed i CDU er og bliver imidlertid at partiet har låst sig uhjælpeligt fast i et decideret principrytteri i spørgsmålet om at holde afstand til både yderste venstrefløj (Die Linke) og yderste højrefløj (AfD) - uden ringeste forsøg på at forstå at Die Linke sagtens kan vinde frem i en gammel DDR-del, når CDU lige siden genforeningen med Østtyskland i 1990 har forsømt effektivt at integrere de østlige områder. Og samtidig uden ringeste tilløb til forståelse for at AfD siden 2015 har vundet frem over stort set hele Tyskland som følge af Merkels beslutning om at åbne EU's ydre grænser for millionstrømmen af muslimske flygtninge.
Og hvad hadet til indvandrere angår er det jo tom moralisme fra Merkels side at kalde det en gift, når partiet selv opretholder utidssvarende absolutte principper over for de to store partier på henholdsvis venstrefløjen og højrefløjen. Partiets generalsekretær Paul Ziemak har understreget at en taktisk tilslutning til valget af socialisten Bodo Ramelow til ministerpræsident i Thüringen vil give partiet et troværdighedsproblem. Og han har endda ved en debat mellem alle partiers generalsekretærer søndag aften kaldt Ramelow for en decideret kommunist og Die Linkes partiprogram for et kommunistisk manifest. Dette ikke mindre end 30 år efter den tyske genforening, hvor østtyskerne uanset gamle, ideologiske drømme stort set har accepteret velfærdssamfundet, markedsøkonomien og demokratiet - og hvor en mand som Ramelow har vist fornuftig pragmatisme. CDU's principfasthed er dogmatisme af værste, utidssvarende skuffe, og den vil i længden falde tilbage på partiet som selvdestruktion.
Også udfaldene mod AfD i den nævnte debat på tv-kanalen ARD var afslørende. Man brugte ikke alene argumenter mod Alternativets repræsentant, men henfaldt flere gange til et decideret mundhuggeri som udsendelsens moderator ingen chancer havde for at standse. Dermed viste man fra de gamle partiers side dybest set et had mod de nye partier og al nytænkning, der er ren gift for samfundsudviklingen - og som ikke løses uden at der kommer nye folk i partiledelserne der tør se mere pragmatisk og forstående på problemerne, personerne og udviklingen.
Tyskland er sygt - ikke fordi der findes frygt for socialismen og kommunismen på den ene kant og frygt for fremmede på den anden kant, ja utvivlsomt stadig i store dele af befolkningen, men fordi man ikke vil være ved disse nye fænomener, deres faktiske fremkomst og deres betydning for den fremtidige udvikling. - Det skal blive spændende at følge valget af ny formand i CDU - jeg gætter umiddelbart på at den rolige og erfarne ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen Armin Lachet har størst chance fordi han meget klogt har slået sig sammen med den endnu for unge sundhedsminister Jens Spahn som stedfortræder, men givet er at der ikke er nogen fremtid for Merkels linje. De eneste der kan glæde sig over fortsat krise i CDU er SPD og - ikke at forglemme - CSU i Bayern med Marcus Söder i spidsen.
Ejvind Riisgård
Relevante e-bøger fra Jernesalt:
'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.
'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.
'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.
'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'
omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi
'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.
Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne
Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.
Relevante artikler på Jernesalt:
Det syge Tyskland (17.2.20.)
Kansler Merkel afgiver sin formandspost til en loyal tilhænger (10.12.18.)
Valget i Hessen sender den store koalition i Berlin til tælling (30.10.18.)
Valget i Bayern gav nederlag til CSU og SPD og udstiller problemet for den store koalition i Berlin (16.10.18.)
Seehofer sendte Merkels koalition til tælling, men vandt den interne asylstrid (3.7.18.)
Alvorlig regeringskrise i Tyskland om asylpolitikken
- Seehofer holder fast i sin masterplan for flytningepolitikken (26.6.18.)
Seehofer tager tyren ved hornene: Islam hører ikke hjemme i Tyskland (6.4.18.)
Så fik Tyskland sin regering - et halvt år efter valget (15.3.18.)
Stort flertal i SPD for den store koalition med CDU/CSU (4.3.18.)
Alternativet für Deutschland vækker både bekymring og uforstand (8.5.16.)
Erdogan laver ramasjang i forholdet til Tyskland på grund af en satire (16.4.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU (19.3.16.)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"
(13.1.16)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin (22.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union (14.10.15.)
Tysk genforening 1990 - og ny tysk deling 2015 (7.10.15.)
Jubilæum for Murens Fald i 1989 (9.11.14.)
Artikler om Tyskland
Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering
Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex
Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
Jernesalts 2009-filosofi
Forord -
Begreber og aksiomer -
Krisen ved årsskiftet 2008/09 -
Verdensbilledet 2009
Livet -
Mennesket -
Sjælen -
Sproget -
Samfundet -
Overordnede politiske parametre
Udfordringen -
Helhedsrealismens advarsler -
Helhedsrealismens anbefalinger -
Efterskrift
Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|