JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tysk20cdu

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.2.20.

Det syge Tyskland

Tyskland er ikke alene blevet dybtgående og uigenkaldeligt forandret siden kansler Merkel den 5. september 2015 åbnede sluserne for hundredtusinder af muslimske flygtninge fra Mellemøsten og dermed spillede hazard med selve den europæiske frihed. Schengen-aftalen, som skulle sikre fri bevægelighed af arbejdskraft mellem EU-landene ved at beskytte mod illegal arbejdskraft udefra, brød definitivt sammen. Overalt i EU steg modstanden mod udviklingen. Overalt har indvandrerfjendske partier vundet terræn. Overalt måtte delstater, regionalråd og kommuner se deres forvaltningsapparater spændt til bristepunktet og deres budgetter ødelagte. Udviklingen blev skæbnesvanger for hele Europa og hele EU.

Den blev også skæbnsvanger for Merkels eget parti CDU, som for at redde eget skind, tyede til det gamle kneb at nægte enhver anerkendelse af og ethvert samarbejde med både højreekstreme og venstreekstreme partier, det vil primært sige AfD (Alternativet für Deutschland) til den ene side og og Die Linke til den anden side (Venstrepartiet der stammer fra det kommunistiske parti der efter Murens fald i 1990 opstod i det tidligere DDR). Men den 6. februar gik det for alvor galt ved delstatsvalget i Thüringen. Die Linke havde allerede ved valget i 2014 vundet så stort, at det kunne danne regering med De Grønne og Socialdemokraterne, en såkaldt rød-rød-grøn-regering. Ved valget i 2019, mistede denne koalition sit beskedne flertal, men ministerpræsident Ramelow kunne blive siddende - indtil en afstemning i Landdagen i Erfurt, hvor det lille FDP parti (De Frie Demokrater) med kun fem mandater bag sig opnåede et overaskende flertal, idet både det konservative CDU og det højrenationale AfD stemte for FDP's kandidat Thomas Kemmerich - ved AfD's bevidste trick ved en tredjeafsteming, hvor partiet undlod at stemme på sin egen kandidat. Og det besynderlige var at Kemmerich modtog afstemningsresultatet, skønt hans parti havde proklameret ikke at ville danne regering med AfD.

Kritikken haglede omgående ned over både FDP og CDU. Det lokale FDP havde faktisk fået accept af FDP's leder i Berlin (Christian Lindner), Men Kemmerich indså ret hurtigt at han ikke kunne komme igennem med noget som helst og valgte at træde tilbage. CDU var for så vidt i god tro, da de ikke kendte AfDs trick på forhånd, og CDU's landformand - kaldet AKK på grund af det besværlige navn Annegret Kramp-Karrenbauer - havde undladt at gribe ind, men her blev det den fratrådte formand, men stadigt fungerende kansler Angela Merkel der på statsbesøg i Sydafrika offentligt måtte fastslå at CDU's afgørelse i Erfurt var utilgivelig. Landspartiet ville dog ikke støtte Die Linkes afgåede ministerpræsident, men krævede nyvalg. Det kunne der ikke skaffes to-tredjedeles flertal for i Erfurt - og derfor valgte Kramp-Karrenbauer at trække sig som generalsekretær for partiet og forberede valg af ny leder, idet hun understregede at en ny leder også skulle overtage kanslerposten, som Merkel ellers havde tilkendegivet at ville beholde til valget i 2021.

Den spegede situation har udløst den største krise CDU har oplevet i nyere tid. Ramelow i Erfurt arbejder for en eller anden acceptabel aftale med CDU der kan gøre ham selv til ministerpræsident uden at CDU skal stemme for ham. Og han gør det med en ny meningsmåling i ryggen, der giver fremgang for hans eget parti, uændret resultat for AfD, men store tab for både CDU og FDP. På landsplan står CDU og FDP til så store tab, at den store koalition (Gro-Ko) næppe kan holde. Og der er ingen klar kandidat som ny partileder og kanslerkandidat for CDU.

Kansler Merkel er stadig populær som kansler, men har svækket sin position som en økonomisk yderst konservativ regeringsleder der ikke vil vove at lade flere penge gå ud i omsætningen via flere statsinvesteringer. Af de tre kandidater der foreløbigt har meldt sig er der en fra partiets venstrefløj (sundhedsminister Jens Spahn), en fra højrefløjen der sil erobre vælgere tilbage fra AfD (Friedrich Merz, der p.t. ikke er medlem af Forbundsdagen) og så den vellidte ministerpræsident for industristaten Nordrhein-Westfalen Armin Laschet, der er rund og forhandslingserfaren, men kedelig. Ligegyldigt hvem det ender med at blive, bliver det en tung opgave at efterfølge Angela Merkel. Hun har ganske enkelt siddet alt for længe og værre endu: partiet har konsekvent nægtet at tage bestik af vælgerudviklingen de sidste fem år. Og det er dette der gør Tyskland til en syg nation i et sygt EU.

Vælgerudviklingen har flyttet vælgere fra de gamle, etablerede partier på den brede midte til både det venstreorienterede Die Linke og det højrenationale Alternativ für Deutschland, og dette må betegnes som en ganske naturlig udvikling i et sammenhængende og demokratisk velfærdssamfund, der har fået fundamentalt nye og alvorlige opgaver med stigende indvandring af muslimske flygtninge og til dels også manglende integration af de tidligere østtyskere borgere. Et demokrati kan ikke i længden holde alvorlige problemer uden for den partipolitiske dagsorden, og derfor vil vejen frem i højere og højere grad komme til at ligne den danske og norske model mere end fx den svenske. De nationale partier kan sagtens forekomme for nationalistiske og i Tyskland såvel som i Sverige have nogle kedelige for ikke at sige uhyggelige og skræmmende sværmerier for gamle nazistiske værdisæt omkring bannere, uniformer og hilsener, men de kan ikke af den grund til evig tid holdes uden for en indflydelse der svarer til deres tilslutning ved valgene. De må og skal tværtimod gennem regulær inddragelse i det politiske samarbejde gøres mere seriøse og agtværdige.

Synspunktet vil støde overordentlig mange vælgere på den brede midterfløj i politik der er blevet ideologisk enøjede og kun håber på at kunne bevare deres gamle monopol på regeringsmagt og oppositionsstatus, men der er ingen vej uden om en tiltrængt fornyelse af det politiske arbejde i Tyskland og Sverige. Men et ændret synspunkt kommer naturligvis ikke ved simpel opgivelse af gamle dogmer eller håndfaste principper, men ved en dybere forståelse af hvad nationalfølelse egentlig er. Nationalfølelse kan være både velbegrundet og progressiv i en tid der er præget af så store forandringer kulturelt og økonomisk og teknologisk at folk har svært ved at følge med. Den kan sagtens indeholde utopiske ønsker om at bevare det etablerede samfund uændret, men den må ikke uden videre anses for hverken fremmedfjendsk eller bagstræberisk. Det er nemlig en illusion i sig selv at globalisme og multikulturalisme er rent fremskridt.

Men naturligvis kommer man for Tysklands vedkommende ikke uden om at der faktisk findes nynazistiske organisationer som tiltrækker ganske mange mennesker og udfolder sig med højrøstede og voldsomme demonstrationer mod det etablerede system og dets sociale opdeling. De er en så stor trussel mod almindelig lov og orden, at det civile samfund i mange tilfælde må beskytte sig ved udkommendering af talstærke, skarpt bevæbnede politienheder med skudsikre veste og vandkanoner - selvom demonstrationerne er lovligt varslede og også selv må beskyttes mod fjendtlige udfald.

Det er naturligvis problematisk med nynazistisk udfoldelse (der i visse tilfælde endda fører til mord, mordforsøg og mordtrusler). Men det er demokratisk set også problemtatisk at der i Tyskland i årevis har udfoldet sig systematiske moddemonstrationer mod nynazisterne og alt hvad der kan komme ind under højreekstremisme, især når venstrefløjen uden videre sætter lighedstegn mellem det demokratisk valgte parti Alternativ für Deutschland og højreekstremismen. Aktuelt har man i Erfurt også oplevet store borgerlige demonstrationer mod Die Linke, fordi man vil understrege at man ikke accepterer dette venstreparti som demokratisk eller regeringsværdigt - skønt det allerede i to delstater har været i stand til at lede en koalitionsregering på fornuftig vis. Der synes at udfolde sig nøjagtigt de samme slags psykiske mekanismer på venstrefløj, højrefløj og midterfløj: man føler sig 'hellige' i sine holdninger, selvom disse reelt er fordomme, og man får bekræftet sig selv ved at råbe skældsord mod de folk man ikke vil have med at gøre, men betragter som dødsfjender.

Og skældsordene fører på alle fløje nemt til voldsomt enøjet had og derfor også dødstrusler. Der er meget kort vej fra skældsordene til hadet og truslerne - og det skyldes ikke mindst det faktum at de nye sociale og lynhurtige medier er som skabt til impulsive ytringer. Giver man sig hen til de sociale medier, slipper man for omtanke, eftertanke og selvrefleksion.

Har man som udenforstående lidt kendskab til den nyere tids tyske historie, forstår man godt frygten for en ny Weimarrepublik, hvor det civile samfunds forsøg på opretfoldelse af ro og orden mislykkedes på grund af de voldelige og revolutionære oprørsbevægelser fra neden. Og desværre vandt den mest voldelige og bedst organiserede som ovenikøbet havde såvel junkere som prælater som støtter. Nazisterne med Hitler og Göring i spidsen vandt både spillet om rigsdagen og kampen på gaden. De fik med brutalitet skabt ro og orden - samt arbejde til titusinder gennem oprustning og krigsforberedelse. Anden verdenskrigs rædsler og totaldestruktion blev slutresultatet.

Men det vi står over for i dag er ikke noget der med rette kan sammenlignes med Weimarrepublikkens afmagt og forlis. Det er en meget mere kompliceret sag, da Tyskland stadig har et forholdsvis velordnet velfærdssamfund, men unægtelig en faretruende indvandring af muslimske flygtninge og en en faretruende underudvikling af de gamle østtyske landsdele. Men det egentlige problem ligger i afmagten over for de helt store og dybe problemer omkring den stigede befolkningsudvikling på verdensplan, den hermed sammenhængende klimaproblematik (og frygt for hungersnød og sygdomsepidemier). Og denne afmagt forsvinder ikke med besværgelser af nogen art. Den kræver en omorganisering af hele det politiske liv i hele EU og i alle EU-lande - samt ikke mindst at de etablerede partier indser at de ikke kan løse opgaverne uden at drage alle befolkningsgrupper med ind i processen, og det vil igen sige uden at sikre en ny, moderne folkelighed som er blottet for hadefuldhed og dødsforestillinger.

Jeg har lyst til at gentage det enkle budskab der lød fra Jernesalts programerklæring i 2002: Frygt ikke! - men det skal jo forstås i sammenhæng med forestillingen om at vi mennesker - forenklet sagt - lever i en dobbelt virkelighed af ånd og materie. Vi har nemlig alle uden undtagelse to tilgange til virkeligheden, en medfødt tilgang gennem den indre intuition og mening - og en tillært tilgang gennem sansning, tænkning og sprog. Hvis vi ikke bevarer den intuitive tilgang og mening - evighedens verden - kan vi aldrig bevare den ydre praktiske verden - timelighedens verden - og så går det naturligvis altid galt.

Og da det kniber gevaldigt for langt de fleste mennesker i vore dage at forstå og at værdsætte denne grundforskel, er der i dag behov for en helt ny folkeoplysning - en folkeoplysning der simpelt bygger på solid viden om såvel det kollektivt ubevidste (det meningsgivende) som den bevidste viden om den fysiske verden, vores egen tænkning og vort sprog. Den grasserende rationalisme, forbrugerisme og den ensidige tro på det teknologiske fremskridt ødelægger den sunde fornuft der ligger i at forstå vort dagligsprogs dobbelte karakter: det kan både udtrykke følingen med det kollektivt ubevidste og følingen med den praktiske virkelighed - samt spillet mellem dem. Og forstår man til bunds denne dobbelthed, så falder man ikke for fristelsen til enøjethed, dogmatisme eller hadefuldhed endsige destruktivitet. Ej heller for fristelsen til at gøre ét køn til herre over det andet!

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mailadressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt: