JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - irakkrig16engrapp

ARTIKEL FRA JERNESALT - 08.7.16.

Irakkrigen til debat igen efter engelsk rapport

Debatten om Irakkrigen 2003 har og får naturligvis ingen ende, da den trods store menneskelige, materielle og økonomiske omkostninger ikke fik den tilsigtede succes. Ved starten var der stor tilslutning til den fra de fleste partier i de forskellige lande i den vestlige koalition under USA og Storbritannien, men tilslutningen svandt stille og roligt efterhånden som krigsførelsen løb ind i den ene fatale fejl efter den anden, fejl der har gjort alle efterfølgende regeringer i Irak usikre på hånden. Følgelig har oppositionspartierne til de krigsinvolverede regeringer forlangt deciderede kommissionsundersøgelser gennemført for at kunne placere skyld og ansvar. Men noget sådant er temmelig meningsløst i tilfælde der ikke drejer sig om relativt simple politiske dispositioner som brug af økonomiske bevillinger til bestemte tidsbegrænsede formål, men om komplicerede politiske sager som krig i områder der er præget af stor intern strid af såvel politisk som ideologisk art.

Politik af en sådan kompliceret art er så langt fra juridisk og anden videnskabelig karakter, at enhver fornuftig undersøgelse naturligt hører under den historiske forskning og først kan foretages med tilstrækkelig grundighed, når alle kilder er tilgængelige og alle følger er registreret. Det vil i Irakkrigens tilfælde sige tidligst efter 30 år, ja måske først efter 40 eller 50 år - og tidshorisonten afhænger vel at mærke af udviklingen i hele Mellemøsten, da udviklingen i Irak ikke kan isoleres fra helheden. Irakkrigen var Vestens svar på terrorangrebet på New York Trade Center i 2001, der trak tråde til Al-Qaeda, men terrorismen er en anden i dag og udviklingen i Irak er derfor også under pres fra andre terrorbevægelser end Al-Qaeda (primært Islamisk Stat som også laver yderst alvorlige aktioner mod vestlige lande).

Men nu foreligger der en kæmpemæssig britisk rapport i 12 bind fra en kommission under ledelse af embedsmanden og juristen John Chilcot, og den fælder ifølge medierne en hård dom over daværende premierminister Tony Blair der brugte samme officielle begrundelse for krigen som den amerikanske præsident George W. Bush og derfor har fået samme kritik som denne. Begge blev meget upopulære i deres hjemlande endnu inden de trådte tilbage. Bush vandt knebent præsidentvalget i 2004 og kunne fortsætte på posten til 2008, mens Blair modvilligt måtte gå af som partiformand og premierminister i 2007, da han havde aftalt med sin rival, daværende finansminister Gordon Brown, at dele posten med en halv valgperiode til hver. Det reddede ikke Brown længere end til 2008, da Cameron tog over. Men Blair kunne gå ud i rådgivningsvirksomhed for fremmede magter, herunder rene diktaturer, og tjene styrtende med penge. Og det han efter sigende huskes for mellem de unge er netop kun to ting: den mislykkede Irak-krig og den vellykkede skovlen penge ind.

Den britiske rapport fastslår nu at Tony Blair op til et møde i underhuset 18. marts 2003 "med en sikkerhed der ikke var retfærdiggjort" fremførte en påstand om at den irakiske diktator Saddam Hussein faktisk besad masseødelæggelsesvåben, og han bad underhuset om at anerkende at Iraks masseødelæggelsesvåben og langdistancemissiler samt landets manglende overholdelse af FN's sikkerhedsråds resolutioner udgjorde en trussel mod den internationale fred og sikkerhed - på trods af at han var advaret om at en militær aktion ville øge truslen fra Al-Qaeda mod Storbritannien.

Tony Blair forsvarede krigen med at Irak overtrådte FN's resolution nr. 1441, der først og fremmest krævede at Irak gav FN's våbeninspektører ubetinget adgang til landets militære og industrielle anlæg. Men en af den britiske regerings egne jurister skrev til Blairs personlige udenrigspolitiske rådgiver at det ville kræve stærke beviser at fastholde at Irak havde forbrudt sig mod sine forpligtelser, hvis man ønskede et FN-mandat fra Sikkerhedsrådets side til at føre krig. Et sådan resolution ville Sikkerhedsrådet simpelthen ikke give. Rådet afviste ikke mindst den amerikanske udenrigsminister Colin Powell's forsøg på bevisførelse. Og det var derfor i realiteten Tony Blair der besluttede at føre Storbritannien i krig mod Saddam Hussein, ligesom det var George W. Bush's regering der førte USA ind i krigen, og Anders Fogh Rasmussens regering der førte Danmark ind i den.

Det er imidlertid forkert - som aviserne refererer sagen - at påstå at disse (og endnu flere) regeringschefer traf "den endelige juridiske vurdering om lovligheden af Irakkrigen". For det de vitterligt gjorde var at konstatere at Sikkerhedsrådet ikke ville godkende en krig mod Irak på det foreliggende grundlag, sålænge våbeninspektørerne mente sig i stand til at komme længere med deres undersøgelser og kontrol. Og det afgørende i sagen var at de regeringsledere der gik ind i krigen med USA i spidsen havde en meget klar fornemmelse af at den daværende leder af våbeninspektionen, den svenske diplomat Hans Blix, ville trække sagen i langdrag så tidspunktet for krigserklæring blev ugunstigt. Man valgte derfor at føre præventiv krig mod Irak - og det var ikke det fjerneste ulovligt efter de involverede landes egne love, uanset om beslutningen gik helt uden om FN.

Det er utroligt at en kommission som den britiske - og mange andre bedømmere af sagen - bliver ved med at fokusere på håndfaste beviser for Saddam Hussein's besiddelse af masseødelæggelsesvåben i form af fysiske lagre, når det slet ikke var lagre der var afgørende, men programmerne, som Hans Blix' forgænger som chef for våbeninspektionen udtrykkeligt pointerede. Lad mig fra Jernesalts egen artikel fra 8.8.03. repetere, at seniorforsker ved Institut for Internationale Studier i København Mikkel Vedby Rasmussen til Weekendavisen 3.7. gjorde opmærksom på, at alt hvad man med sikkerhed vidste om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var, at Irak havde haft disse våben og fortsat gerne ville have dem. Alt andet var åbent for fortolkning, fortsatte han, men et totalitært styret land som Irak er ikke særlig åbent for at blive tolket. Sikkerhedspolitik er simpelthen ikke baseret på sikker viden. "Man kender først den sande trussel, når man er blevet offer for den, og da er det for sent at handle. Derfor må statsmænd handle på baggrund af en idé om, hvad fremtiden vil byde af trusler, og søge at forhindre dem i at blive fakta."

Jernesalts artikel påpegede også, at der i februar-marts 2003 ingensomhelst garanti var for, at en udsættelse af afstemningen i FN's sikkerhedsråd ville have fået Frankrig og Tyskland over på USA's side og dermed skaffet det flertal for angrebet der ville have gjort krigen til en FN-krig. Hele debatten i FN og Europa afslørede derfor kun, at man ikke var eller kunne blive enige om at tage konsekvensen af tidligere FN-resolutioner (senest nr. 1441 fra 8.11.02.) med deres ubetingede krav til Saddam Hussein om samarbejde og afvæbning af Irak, og dette på trods af 12 års modarbejde fra Saddam Husseins side og lige så mange års efterhånden humanitært katastrofale økonomiske sanktioner mod landet. Man benyttede bevidst og målrettet usikkerheden omkring beviserne for masseødelæggelsesvåben til at forhindre FN i at gøre alvor af sine egne trusler mod Irak - og opnåede dermed kun at svække FN, EU og Nato samt tvinge USA og Storbritannien ud i en enegang med få mindre allierede om at få fjernet den tyran og det regime der var blevet selve hovedtruslen i Mellemøsten og mod FN, USA og Europa.

Masseødelæggelsesvåbnene blev ved at glimre ved deres fravær langt inde i krigen, selvom præsident Bush og premierminister Blaire blev ved at tro på at de fandtes. Det troede FN's våbeninspektør Hans Blix iøvrigt også på forud for krigen, selvom heller ikke han kunne skaffe beviser og derfor udtrykte sig med største forsigtighed og ønskede mere tid til inspektion. Og det troede fremfor alle andre FN's tidligere våbeninspektør, Rolf Ekéus. Han blev sat fra bestillingen i 1998, fordi Saddam Hussein ikke ønskede ham i Irak. Men han var meget tæt på opklaringen af de programmer Irak havde til fremstilling og anvendelse af masseødelæggelsesvåben dengang - og han fremhævede i et interview med Weekendavisen 25.7.03., at det aldeles ikke er lagre af våben man skal lede efter, men programmerne. Og han sagde ligeud, at såvel våbeninspektionen under Hans Blix's ledelse som koalitionsstyrkernes undersøgelsesteam ganske enkelt leder efter det forkerte, for Iraks politik omkring kemiske og biologiske våben var ikke at producere til lagre, men i givet fald at være i stand til at producere direkte til slagmarken, altså til øjeblikkelig anvendelse. - [så vidt artiklen fra 2003]

Man bør også have in mente, at det ikke bare var USA og Storbritannien der så Saddam Hussein som en trussel. Det gjorde også Kuwait, Bahrain, Qatar, Jordan og Egypten.....

Når Chilcot-rapporten også kritiserer Irak-koalitionens planlægning for tiden efter invasionen, så er det efter min mening en billig kritik (hovedsageligt en efterrationalisering). For nok kan det hævdes - som rapporten gør - at risikoen for intern strid i Irak, aktiv iransk forfølgelse af egne interessser, regional ustabilitet og Al-Qaada-aktivitet i Irak hver for sig var problemkomplekser der var blevet eksplicit identificerede før invasionen, men ingen kan da på forhånd tage højde for alle de konkrete problemer der dukker op som følge af direkte forkerte og helt fatale fejl fra navnlig amerikansk side, herunder skandalen med grov ydmygelse af irakiske fanger i det i forvejen berygtede Abu-Graib-fængsel, forsømmelsen af at drage Husseins republikanske garde positivt ind i befrielsen og tilsvarende dele af Baathpartiet [USA havde tilsyneladende fuldstændigt glemt erfaringerne fra Japan og Tyskland efter 2. verdenskrig].

Til fejlene hørte også en manglende opdeling af landet i en sunnimuslimsk og shiamuslimsk region m.m. - Og når udvilingen gik galt i det sydlige Basra-område, hvor den danske diplomat Ole Wøhlers Olsen et par måneder stod for ledelsen, så skyldtes det igen ikke forkerte mål, men uenighed mellem danskerne og briterne om midlerne: Og det er en beklagelig ting i planlægningen, men da ikke noget man kunne forudse før invasionen.

At Tony Blair nu finder kritikken så hård, at han med sorg vælger at udtrykke beklagelser og undskyldninger, må man tage til efterretning. Men når Politikens Europa-korrespondent Michael Seidelin i sin opfølgning af kritikkken bemærker at der ved parlamentsvalget i 2005 ikke var noget tilbage af den såkaldte tredje vej, som Tony Blair havde proklameret i 1997 (?) til glæde for politiske teoretikere, mens gamle socialdemokrater var irriterede, så er det en så rystende forenkling at det dømmer korrespondenten ude som nærmest uvederhæftig. For den tredje vej som sociologen Anthony Giddens havde lanceret som vejen til socialdemokratismens fornyelse, var aldeles ikke for teoretikere. Den var for praktikere og pragmatikere der ville føre Labour og andre arbejderpartier væk fra håbløs gammeldags klassekamp og ind på midten af moderne politik hvor det er middelstanden der bestemmer hvem der skal regere. I praksis blev det Tony Blairs opgave at føre Labour ind på midten fra gammeldags marxisme, men i Danmark kunne samme idé bruges af Anders Fogh Rasmussen til at føre Venstre væk fra gammeldags minimalstats-liberalisme ind på midten. Og det lykkedes begge steder med største held. Jf. artiklerne 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre.

Ideen er på ingen måde forældet. Tværtimod kan det slås fast med syvtommersøm, at når hverken Gordon Brown, Ed Miliband eller Jeremy Corbyn har været i stand til at føre Labour frem til valgsejre, så er det fordi de tænker gammeldags og har forladt midterpolitikken. Corbyns nederlag til Cameron sidste år taler da sit tydelige sprog. De har uden tvivl været 'irriterede' over Tony Blair's forsøg, men det har kun dokumentret at de hang fast i gammeldags klassekamp. Og når opportunisten Lars Løkke herhjemme i stigende grad er kommet i vanskeligheder som Venstre-formand og regeringschef, så er det også fordi han slet ikke har forstået den tredje vej's grundlæggende idé: komplementariteten mellem socialistisk og liberalistisk tænkning. Komplementariteten er vanskelig at forstå for alle der hænger fast i enten-eller-tænkningen, men den er netop ikke for teoretikere, for enhver der forstår den kommer én gang for alle væk fra enten-eller-tænkningens forstandsforhekselse.

Som sagt har jeg ikke læst Chilcot-rapporten - og jeg kunne ikke drømme om at gøre det om jeg så fik penge for det. For det er spild af tid. Jeg tvivler ikke på at den bringer stof frem der tidligere har været dårligt eller slet ikke belyst, men den rykker ikke ved hovedvurderingen af Irak-krigen eller George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen. For de handlede i store træk rigtigt ud fra de bundne opgaver og den begrænsede viden politikere og eksperter havde i 2003. Navnlig USA lavede fatale fejl i krigen, men ingen kan med nogen grad af sikkerhed vide hvad følgerne af krigen vil blive på længere sigt. Krigen skal fortsat ses som led i en helt nødvendig kamp mod terrorismen og regimer der samarbejder med eller bifalder terror vendt mod Vesten.

Tony Blair's og Anders Fogh Rasmussens største fejl med hensyn til 'Den tredje vej' var ikke at de brugte den partitaktisk til valgkamp, men at de ikke gennemtænkte den eller forstod dens kolossale muligheder som komplementær udvej af en destruktiv kamp mellem socialisme og liberalisme.

Ingen af Irakkrigens modstandere forstår ej heller nødvendigheden af aktiv indsats mod terrorismen og den tilhørende forkvaklede opfattelse af at moderne mennesker skulle være tvunget ud i et valg mellem enten islam eller kristendom. Valget står mellem frihed, demokrati, sekularisering og kvindefrigørelse på den ene side og dogmatisk religionsforståelse, diktatur, autoritært livssyn og kvindeundertrykkelse på den anden side. Og det er noget jurister ikke forstår meget af. Derfor skal politikerne selvfølgelig ikke sætte jurister til at undersøge afgørende beslutninger i kampen mod terrorismen, men tage ansvaret for deres handlinger og beslutninger.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' (kr. 25) indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.), Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.), Fogh og 29. august (2.9.03.), Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.), Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.), Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.) samt 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.), 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: