Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - atomaftale2015

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.7.15.

Atomaftalen med Iran historisk, men også risikabel

Den i Wien tirsdag morgen indgåede atomaftale mellem Iran på den ene side og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd (USA, England, Frankrig, Rusland og Kina) samt Tyskland og EU på den anden side kan med rette betegnes som historisk, fordi det er lykkedes diplomaterne efter mange års hårde og seje forhandlinger af blive enige om en aftale der ikke alene skaffer FN's atomagentur kontrol med Irans ambitiøse og allerede meget omfattende atomprogram, men også ophæver de internationale sanktioner mod Iran som har været en alvorlig forhindring for Irans vækst og udvikling mod en naturlig placering som stormagt i Mellemøsten.

Det betyder alt i alt at den yderst uforsonlige kolde krig mellem Iran og Vesten er afsluttet efter at have hersket i mere end 35 år, nemlig siden den islamiske revolution og ayatollah Khomeini overtog magten i det vestligt orienterede og moderne, men Shah-styrede Iran og dermed indførte et strengt shiitisk præstestyre og en langvarig og ydmygende gidseltagning af hele det diplomatiske korps på den amerikanske ambassade i Teheran i 1979. Revolutionen gjorde USA og hele den vestlige verden til en dødsfjende.

Atomaftalen af 14.7.15. er lykkedes i kraft af 1) at det iranske styre ikke har set anden udvej af Vestens effektive sanktioner der umuliggør vækst og stormagtsdømme, 2) at Iran i udenrigsminister Mohammad Javad Zarif har fået en forsonlig og kompromissøgende diplomat som er uddannet i USA, taler flydende engelsk og er vestligt orienteret, 3) at FN's sikkerhedsråd har sat sig som mål at få effektiv kontrol med Irans atomprogram og 4) at USA har set aftalen som eneste vej ud af den håbløse stilstand i Mellemøsten.



Der er oplagte fordele for mange parter i sagen. Irans er uden tvivl de største, fordi aftalen totalt ændrer landets internationale placering. Men uhyre vigtig er også at FN's atomagentur får den nødvendige kontrol med Irans atomprogram, for alternativet kunne i sidste ende blive en militær ødelægelse af atomanlæggene, der ville få uoverskuelige følger for regionen - uanset om den ville blive gennemført af Israel eller af USA. Vestmagterne får stærkt øgede eksportmuligheder i det iranske marked med over 78 mio indbyggere. Og Rusland får gavn af en sunnimuslimsk allieret i kampen mod al shiitisk radikalisering i nærområderne.

Langt mere problematisk er det at aftalen i allerhøjeste grad gavner Syriens præsident Assad, i og med at Iran ikke bliver forpligtet til at droppe den støtte til ham som er altafgørende for hans magt og undertrykkelse af oprørerne.

Men der er også lande i Mellemøsten der ser med bekymring på aftalens konsekvenser. Først og fremmest naturligvis Israel der tidligt har været ude med advarslerne. Den israelske regering tror ganske enkelt ikke på at aftalen på lidt længere sigt forhindrer Iran i at udvikle det atomvåben der vil være en katastrofe i hænderne på et styre der ønsker Israel udslettet. Aftalen er meget detaljeret hvad kontrollen angår og har bl.a. forpligtet Iran til at reducere uranberigelses-kapaciteten med to tredjedele i hovedanlægget og reducere det nuværende lager af lavt beriget uran med 98 % i løbet af 15 år. Og de sanktioner mod Iran der nu ophæves kan genindføres hvis Iran ikke overholder forpligtelserne (det kan dog hurtigt blive dyrt for vestmagteren, hvis eksporten til Iran øges!). Men dels vil den internationale våbenembargo gradvis blive lempet - dels er Irans inderste ambitioner om at blive en atommagt ikke skrinlagt. Desuden gælder som det helt store risikomoment, at aftalen er indgået med Irans velmenende udenrigsminister og accepteret af Irans ligeledes velmenende præsident Hassan Rouhani, men ikke af den egentlige leder, ayatollah Ali Khomenei. Det er også derfor Obama understreger at aftalen ikke beror på tillid, men på kontrol!

Og hvad de øvrige lande i Mellemøsten angår, er aftalens virkninger store og langtfra alle af det gode. Specielt gælder at det sunni-dominerede Saudi-Arabien er yderst negativt stemt, fordi det nu bliver et rent shiitisk styre der bliver stormagt i regionen og det vil (direkte og indirekte) styrke både Hizbollah i Syrien og Libanon (i kampen mod Israel) og den shiitiske regering i Irak, og denne kæmper nok mod Islamistisk Stats fremmarch som saudierne frygter, men værst for saudierne er den manglende stabilitet i regionen. Desuden drømmer det saudi-arabiske monarki selv om at få atomvåbnet - som et middel til at holde sig ved magten.

Alt i alt må derfor konkluderes, at det er altfor store ord præsident Obama bruger når han siger at aftalen gør USA og verden mere sikker, og når Ruslands præsident Putin tilsvarende udtaler at aftalen er til fordel for stabilitet og samarbejde. For realiteten er dog at hele magtbalancen i Mellemøsten på få år stille og roligt vil blive forskudt uden at konsekvenserne kan overskues eller forudsiges. Der er oplagte fordele ved aftalen, men også oplagte risici. Ingen kan tage højde for hvad præstestyret i Iran vil gå efter på langt sigt. De ubekendte faktorer er større end de bekendte. Og det bekræftes således endnu engang at jo mere kompliceret den politiske verden bliver, desto sværere bliver det at undgå fatale virkninger af beslutninger man ikke kan overskue.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring  (21.3.15)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)
Krig er ikke et uforståeligt fænomen  (20.10.14.)
Kampen mod Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde  (14.9.14.)
Irak ved et vendepunkt i den skæbnesvangre trussel fra Islamisk Stat?  (21.8.14.)
Mellemøstens krise synes uden ende  (14.07.14.)
Obama udstiller USA's afmagt  (1.9.13.)
Vestligt indgreb på Syrien undgår ikke utilsigtede følger  (28.8.13.)
Afghanistan-krigen skal ses i et meget stort perspektiv  (24.7.13.)

Mellemøsten i fortsat opbrud  (29.3.13.)
Mellemøsten lider  (15.09.12.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Osama bin Laden dræbt af amerikanerne  (3.5.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)
Iran-krisen fortsætter på ubestemt tid  (30.6.09.)
Iran - et præstestyre i dyb krise  (20.6.09.)
Staten Israel 60 år  (8.5.08.)

Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)
Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Mellemøsten i historiens smeltedigel  (18.8.05.)



Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal