JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - coronavirus20q

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.7.20.

Den borgerlige krise fastlåst, fordi den tredje vej er droppet

Coronakrisen har vitterligt ændret dansk partipolitik, fordi den socialdemokratiske regering under Mette Frederiksens ledelse har forstået at udnytte mulighederne optimalt ved for det første at være hurtig med at indføre fornuftige og virkende restriktioner i tide og for det andet har sørget for en forsigtig åbning af det nedlukkede samfund i løbet af sommeren. Den har vist handlekraft, men har hverken benægtet fejl eller usikkerhed. Samtidigt har oppositionen accepteret såvel langt de fleste af restriktionerne som selve handlekraften, selvom denne har medført at mange af restriktionerne er blevet dekreteret fra oven og dermed unddraget normal parlamentarisk skik med udvalgsarbejde. Dette har nok medført kritik og nedsættelse af en kommission der skal kulegrave hele forløbet, men intet har været ulovligt eller i strid med befolkningsflertallets ønsker.

Oppositionen såvel til venstre (primært SF og Enhedslisten) som til højre (Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Nye Borgerlige samt Liberal Alliance) har vist sig svage og navnlig splittede. Meningsmålingerne har givet stor tilslutning til regeringspartiet, men vigende tilslutning til de to største borgerlige partier, V og DF). Blå blok har som helhed indkasseret et markant tab, men samtidigt måttet notere gevinst for både Konservative og Nye Borgerlige. Den allernyeste meningsmåling for BT giver kun Venstre 17 % og DF 6,5 %, mens Konservative får 8,8 % og Nye Borgerlige 8,1 %. Det er en højst ubehageligt måling for Venstres formand Jacob Ellemann og DF's formand Thulesen Dahl. Men begge synes at lukke øjnene og holde sig til illusionerne.

Og for de borgerlige kommentatorers vedkommende synes flertallet også at problemerne primært skal løses ved at gå tilbage til mere traditionel konservativ eller liberal politik. Man efterlyser et klarere opgør med en velfærdspolitik der betyder større offentlig sektor og flere offentlige udgifter, men giver hverken Ellemann eller Thulesen Dahl store chancer for at ride stormen af. Lyspunktet synes at være den nye formand for Liberal Alliance, den unge Alex Vanopslagh, der dels har formået gennem gæve udtalelser at føre sit lille parti over spærregrænsen, dels åbent har erkendt at det vil tage flere år at rette op på blå fløjs position og at man derfor foreløbigt kan spare sig gætterier om hvem der skal være fløjens fremtidige statsministerkandidat.

Vanopslagh har i et interview med Berlingske tilkendegivet at hovedårsagen til, at det går dårligt for blå blok, efter hans mening er, at man har tabt en kultur- og værdikamp, eller i hvert fald ikke har kæmpet den i mange år. Han mener ikke, at det er borgerligheden som sådan der er i krise, men derimod de borgerlige partier. Kongstanken for Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen var i 2001 at flytte det ene mandat, der havde givet Poul Nyrup Rasmussen (S) magten i 1990'erne, over til Venstre, og det betød, at ambitionerne om store skattelettelser og milliardbesparelser blev erstattet af et skattestop og et værn om velfærdsstaten. Det var også her, en stram udlændingepolitik blev central. Kort fortalt skulle de blå partier - med Vanopslaghs ord - spille uafgjort med de røde på velfærden og så ellers slå dem på udlændingepolitikken. "Det virkede i mange år, men i dag er rollerne byttet om. Nu er det Mette Frederiksen (S), der spiller uafgjort med de blå på udlændingepolitikken og slår os på velfærd. Vi kommer aldrig til at vinde på nogle af delene. Det kan vi lige så godt erkende," siger han. Og han tilføjer, at skal de blå partier vinde over Socialdemokratiet på udlændingepolitikken, vil det formentligt kræve en afmontering af retsstaten og undergravning af danske frihedsrettigheder. "Og skal vi være lige så røde som de røde på velfærdsområdet, skal vi være lige så uansvarlige som Anker Jørgensen [statsminister 1972-72 og 1975-1982], og det kommer ikke til at ske, for så kan det være lige meget det hele."

Undertegnede mener nu at Alex Vanopslagh tager grundigt fejl. Socialdemokratiet har flyttet sig på udlændingepolitikken og fører nu - til forskel fra Poul Nyrup - en relativt stram linje, der hverken er i strid med befolkningens ønsker eller med retsstatens principper. Man prøver - modsat de svenske socialdemokrater - efter bedste evne at begrænse tilgangen af flygtninge og asylansøgere, fordi man åbent erkender at navnlig for mange muslimer betyder manglende integration og dermed sociale problemer. Man vil eksempelvis have tilbagesendt asylansøgere der afvises med gode grunde. Dermed har man i realiteten sat Dansk Folkeparti mat, og det giver interne problemer for blå blok, fordi en del af DF's vælgere i skuffelse over ledelsen går over til Nye Borgerlige, der slet ikke er et regeringsdueligt parti. Og Venstres bagland vil ikke opgive den stramme udlændingepolitik, selvom kritikken af Inger Støjberg i sagen om barnebrude kører hårdt på. Og hvad angår velfærdspolitikken er det naturligvis meningsløst - for ikke at sige vrøvl - at forlange at de borgerlige skal være "lige så røde som de røde". For her er vitterligt den afgørende forskel, at de borgerlige partier - uden at være principielt imod en velfungerende velfærd - er yderst betænkelige ved en alt for stor offentlig sektor og en altfor stor skattebyrde. Men som coronakrisen har vist, så er der bredt flertal i såvel befolkningen som folketinget for at en helt speciel, virusfremkaldt krise i en kortere eller længere periode kan gøre ekstraordinære statsudgifter nødvendige. SF og enhedslisten drømmer sandsynligvis om at udgiftsniveauet bliver permanent, men det gør Socialdemokratiet ikke. Mette Frederiksen har åbent erkendt at det bliver et alvorligt problem at få niveauet nedad. Og det skal hun selvfølgelig holdes fast på fra borgerlig side.

Det er imidlertid her nødvendigt at komme på det rene med hvad borgerlighed overhovedet er. Da monarkiet i Frankrig under banneret "Frihed, Lighed, Broderskab" blev afskaffet gennem revolutionen 1789, var det borgerskabet der fik magten (og forkludrede den så gevaldigt at det endte med Napoleons magtovertagelse). Og da det danske demokrati i 1901 besejrede det gamle adelige Højre (og Provisorietiden under Estrup), så vi fik et systemskifte, var det borgerne, bønderne og arbejderne der overtog magten (mens kong Christian X i 1920 med store folkelige demonstrationer blev forhindret i et 'påskekup'). Og da Anders Fogh Rasmussen i 2001 proklamerede et nyt systemskifte, var det med henvisning til at klassekampen var forbi. Den politiske kamp stod ikke længere mellem arbejderklassen på den ene side og bønder og borgere på den anden. Kampen stod heller ikke mellem socialister og liberalister, også den ideologisk kamp var overstået. Kampen stod derimod indbyrdes mellem frie borgere der ikke pønsede på revolution, men gennem reformer ønskede at tilgodese såvel rimelige hensyn af social art som rimelige hensyn af liberal art. Kampen om vælgerne stod på midten, og drejer sig nu konkret om at finde en slags balance mellem de to hensyn, så både velfærden og hensynet til iniativ og kreativitet kunne tilgodeses. Det forudsatte en fredelig, parlamentarisk kamp om regeringsmagten med mellemrum på højst fire år, således at magten kunne gå på omgang mellem partierne, og man på den måde kunne undgå en konserverende eller direkte ødelæggende 'ligevægtspolitik' (som forfatteren Villy Sørensen plæderede for). Ligevægten findes ganske enkelt aldrig i et dynamisk demokrati, for der består nu engang en fundamental modsætning mellem frihedsbegrebet og lighedsbegrebet (frihed fører til ulighed) - og det forstod og anerkendte Anders Fogh aldrig.

Borgerligheden er derimod nu defineret som det brede flertal på midten der ønsker alt afgjort med fredelige midler og tager afstand fra vold og revolution. Det er forbeholdt den naive venstrefløj at drømme om revolution. Da såvel Socialdemokratiet som Socialistisk Folkeparti har opgivet denne drøm, er de for ægte borgerlige partier at regne. Men det systemskifte som Anders Fogh Rasmussen vandt valget på i 2001 - efter inspiration fra Labour og Tony Blair - fastslog helt klart at valgene nu afgøres på den brede midte af det politiske spektrum. For de politiske partier drejer alt sig nu om at skaffe så stor tilslutning på midterfløjen, at de kan få mandater nok til regeringsovertagelse. Det er reelt det den britiske sociolog Anthony Giddens kaldte 'den tredje vej', men som både Labour i Storbritannien og Venstre i Danmark siden forrådte, fordi henholdsvis Blair og Fogh kun så vejen som ren strategi og ikke som en fundamentalt ny og progressiv udvikling i selve det parlamentariske demokrati i det nye millenium.

Men læg mærke til at folkelige kræfter hele tiden har gjort sig stærkt gældende i dansk politik - også i nyere tid. I 1973 vendte de sig mod hele det etablerede system med skattenægteren Glistrup og Fremskridtspartiet og med Gladsaxe-borgmesteren Erhard Jacobsen og Centrumdemokraterne. I 80-erne dannede en pragmatisk konservativ Poul Schlüter regering, og han anså ideologierne for noget bras. Fogh sørgede for systemskiftet, der bragte Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti ind i flertalskredsens varme, men så fik vi efter tur opportunisterne Helle Thorning og Lars Løkke - og så gik alt skævt. Mette Frederiksen vandt i 2019 - i nært samarbejde med sin personlige rådgiver Martin Rossen - magten på at føre Socialdemokratiet tilbage til rødderne. Og hun har fået enorm opbakning til sin ledelse under coronakrisen - og pønser sikkert på at udskrive valg inden for et års tid - men en ny undersøgelse bekræfter at 'sosserne' taber indflydelse i fagbevægelsen. Mange tillidsrepræsentanter har ikke partibogen i orden, men hælder til venstrefløjen, og mange faglærte stemmer skam borgerligt, fordi de sidder med hus og have og bil (og foragteligt kaldes ligusterfascister af venstrefløjen). De sætter pris på at leve i fred og ro og kunne forme tilværelsen selv uden for det bundne arbejdsliv - men de véd desuden hvad et frit erhvervsliv betyder.

Så konklusionen under disse forudsætninger bliver en helt anden end Vanopslaghs: Den politiske kamp står på midten, og den eneste progressive vej i dag hedder 'den tredje vej'.

Identitetspolitikken fejler altid når den søger absolutte holdepunkter at klamre sig til. Det gælder politik som det gælder klasse, race og religion. Søger man faste dogmer eller principper at holde sig til, ender man altid i pukken på sin ret - og alligevel i stadig tvivl og usikkerhed. Vi véd desuden nu om dage at alt er relativt i betydningen "historisk betinget". Og så skal man naturligvis ikke søge sikkerhed i udskiftelige systemer af den ene eller anden art, men tage til efterretning én gang for alle, at den menneskelige eksistens er og bliver vedvarende eksistentiel tilblivelse (med tryk på tilblivelse) og aldrig vedvarende eksistentiel fastholden.

Men det vanskeligste punkt ved den tredje vej er og bliver at opgive selve enten-eller-tænkningen, den tænkning der altid stiller problemerne og begreberne op i et enten er dette absolut sandt og det modsatte absolut usandt, eller omvendt, og dermed udelukkes middelvejen, hvor man pragmatisk kan gå på kompromis, give andre ret og lader andre komme til. Dette punkt er vanskeligst fordi det sidder dybt i os mennesker at sproget er fuldt af modsætningspar som vi endda ofte får terpet ind i barndommen så vi tror de er naturgivne. Men de er givne med menneskets sprog - de findes ikke i dyreriget. Det er tværtimod forbeholdt mennesket at kunne være dogmatisk og forlange ensretning og ubetinget tro (og hvad deraf følger af fejl og ondskab).

Men den tredje vej er altså også sprogligt mulig - og den må i dag anses for den eneste progressive vej, fordi den bryder den forhekselse af forstanden der altid følger af enten-eller-tænkningen.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt: