JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - coronavirus20n

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.6.20.

Coronakrisen bliver en tidsperiode i sig selv

Undertegnede har fra starten af coronakrisen understreget at krisen bør ses i det store perspektiv, fordi den er et helt nyt fænomen i historien og vil få vidtrækkende virkninger i samfundet og kulturen. Den har understreget både livets alvor og den længe dominerende oplevelseskulturs falskhed. Men krisen forsvinder på ingen måde med den igangværende genåbning af det nedlukkede samfund. Der er derfor al mulig grund til at reflektere over fænomenet og selve begrebet 'tid'.

Ifølge en anmeldelse i Berlingske (070620) har den italiensk stjernefysiker Carlo Rovelli begået en bestseller om tiden som fænomen. Den hedder "Tidens orden" – og giver udblik til eksempelvis den tyske fysiker Albert Einstein, den østrigske fysiker og filosof Ludwig Boltzmann, den franske forfatter Marcel Proust og den gamle engelske digter og dramatiker William Shakespeare (1564-1616). Ja, Rovelli trækker lige hjemmevant på hård videnskabsteori og blid lyrik om kærlighed fra alle tider og skriver helt generelt med en læsevenlighed af den anden verden. Han stiller mange spørgsmål, men giver ikke alle svarene. - Universet har ifølge Rovelli uendeligt mange tider og altså ikke bare den ene tid på mobilens ur. Tiden går for eksempel langsommere nede på en mark og hurtigere på toppen af et bjerg. - Vi mennesker har i øvrigt oplevet lidt forskellige mængder af tid. Alle ting i verden har lidt forskellige mængder af tid. Vi må helt droppe tanken om tid som en konstant i verden omkring os. Rovelli ser hele "hærskarer" af tider i verden. "Én tid for hvert punkt i rummet. Den enkelte mængde af "tid" splintres i et edderkoppespind af tider".

Jeg må indrømme at allerede disse sidste synspunkter berøver mig lysten til at læse bogen. Synspunkterne kan uden tvivl give en masse morskab, men de viser også at Rovelli synes meget bevidst at gå uden om nogle sondringer som i mine øjne overflødiggør mystifikationer eller overfladisk leg med ord og begreber.

Det er for mig vigtigt og nyttigt at fastholde sondringen mellem fysisk tid og psykisk tid, og sondringen mellem samfundsmæssig tid og eksistentiel tid.

Den fysisk tid er den tid vi kan måle objektivt under givne forudsætninger. Einsteins specielle relativitetsteori fra 1905 gik imod Newtons opfattelse af absolut tid og bekræftede således den relationelle opfattelse, at vi ikke kan tale om fysisk tid uafhængigt af en specifikation af målinger der igen er afhængige af at de måles fra inertialsystemer (systemer med træge masser som følger den klassiske fysiks love). - Stephen Hawking har påpeget at tidens pil bestemmes af den ekspansion af universet som Hubbles påviste i 1920'erne. Man kan more sig med udspekulerede teorier om tidsmaskiner der gør det muligt at springe i tid - også tilbage i fortiden. Men det er leg med begreber der højst kan anspore til bedre udforskning og bedre begreber. - Allerede den statistiske mekanik og termodynamikken gjorde op med denne 'klassiske mekaniks' forestillinger om at begivenhederne kan forekomme i modsat retning af den man iagttager. Al energi omsættes til syvende og sidst til varmeenergi som er irreversibel, dvs ikke kan vendes om. Har man først brændt en spand kul af i kakkelovnen eller på grillen, kan man ikke samle varmen op igen og føre den tilbage til kultilstanden. Tiden har altså her en retning eller pil, som går med entropien, som det hedder, det vil mere populært sagt sige med sandsynligheden eller den voksende uorden.

Den psykiske tid er noget helt andet end den objektive måling og fornemmelse af tid. Den er en subjektivt oplevet tid. Tiden føles lang, hvis man keder sig, uanset at uret går som det plejer med lige lange intervaller mellem sekunderne. Trange tider, langsomt skrider, langsomt skrider, det har den art, lyder Brorsons kendte salmestrofer. Statsminister Stauning kunne under besættelsen ramme befolkningens stemning med vendingen 'I disse for vort land så tunge (eller alvorlige) tider'. I sådanne tider nytter det ikke med hastværk eller protester. Man må væbne sig med tålmodighed, som man må når man er patient og - som ordet antyder - er dømt til tålmodighed. Man kan ligefrem tale om 'onde tider', der også kan dække tider hvor man føler at forandringerne eller udviklingen som sådan går den helt forkerte vej. Ikke alene den teknologiske udvikling kan forekomme at gå hurtigere end man kan følge med, også den kulturelle eller moralske udvikling kan for nogle synes at have mere karakter af opløsning eller dekadence end af opbygning og harmoni. - Ældre og raske mennesker føler ofte at tiden går hurtigt - jo hurtigere, jo ældre de bliver - mens børn ofte synes den går langsomt, hvis de overhovedet har erhvervet en klar tidsfornemmelse. For børn drejer det sig om at blive ældre og ældre så hurtigt som muligt, fordi dette indebærer at de får tilladelse til større udfoldelse. Unge dyrker deres ungdom så de helst vil være unge hele livet og med beklagelse opdager at de pludseligt ikke længere er helt så ansvarsfrie eller attraktive som tidligere.

Samfundsmæssig tid er den tid der er direkte relateret til samfundets sondring mellem arbejdstid og fritid. Vi har i århundreder været vant til en ugentlig hviledag hvor vi kunne kommet til hægterne igen - og i nyere tid har vi også fået en overenskomstmæssigt fastsat begrænsning af arbejdstiden der har givet mulighed for megen daglig fritid. Arbejdstiden er i dag helt nede på 7 timer dagligt, hvad der for de fleste mennesker betyder en ligelig fordeling på døgnets 24 timer mellem arbejde, søvn og fritid. - Men alle synes at være gået i tidsfælden der betyder at jo mere tid vi sparer, jo knappere bliver tiden, og jo mere teknik vi får for at spare tid, jo mere tid tager teknikken. Hvortil kommer familiernes jag efter oplevelser, der betyder at de også strukturerer fritiden efter bestemte mål - og at dette igen går ud over børnene der ufrivilligt spændes for tidsjaget og ikke får tid til sig selv og den spontane kreativitet. Her kan stress gå hen og blive en folkesygdom, som plager flere og flere mennesker, herunder også børn ganske alvorligt.

Flextid og deltid kombineres ganske vist med fixtid og heltid, men tempoet skrues generelt i vejret af hensyn til fremskridtet og den moderne dans om Guldkalven, så humane politikere ligefrem finder på at foreslå at vi burde indføre en 'tidspolitik' der giver samfundets erhvervsaktive medlemmer de nødvendige tidslommer til rekreation og kreativitet. Forslaget er velment, men temmeligt utopisk, allerede af den grund at det kolliderer med det dominerende krav om fortsat økonomisk vækst, højere levestandard og flere og bedre offentlige ydelser. Politikerne er havnet i et stort dilemma: Velfærd og livskvalitet hænger nøje sammen med at borgerne har tid til at pleje deres interesser, helbred og kreativitet, men dette forudsætter alt andet lige et mindre pres på den økonomiske og teknologiske vækst samt kravene til offentlig service. Skattepolitisk betyder dilemmaet, at skattestop - med eller uden forskydninger mellem indkomstskat og forbrugsafgifter - er en god ting og skattelettelser måske endnu bedre, men at dette strider imod den udbygning af velfærdsstaten som folk kræver næsten blindt - uden at tænke på at udbygningens konsekvens bliver øget stress.

Eksistentiel tid er den tid der har afgørende betydning for den menneskelige eksistens, og som principielt adskiller sig skarpt fra den naturvidenskabeligt målelige tid.

Stresstendensen eller stressfaren i det moderne samfund er et meget klart signal om, at det allervæsentligste er gået tabt, når man måler alt efter nytte, effektivitet og fremskridt, nemlig forståelsen for at mennesket ikke kan klare hverken sine personlige eller samfundsmæssige forpligtelser uden at have adgang til psykiske ressourcer der ikke kan købes for penge eller måles med den naturvidenskabelige alen. Disse psykiske ressourcer ligger i 'det kollektivt ubevidste', og der kan kun trækkes på dem gennem hvile, det man fra gammel jødisk tid har kaldt 'sabbat', men som man også kan kalde meditation, eftertanke eller fordybelse. Metoden består i regelmæssigt og i ikke alt for kort tid at afholde sig fra såvel praktisk som intellektuelt arbejde og give sig over til ro og stilhed - sammen med andre eller i ensomhed. Mange bliver imidlertid skræmt af stilheden, hvis de overhovedet vover at prøve den. Stilhed giver nemlig grønt lys til de spontane forestillinger fra det kollektivt ubevidste, men også til angsten for de skræmmende dele af disse. Her hjælper træning i meditation - og den helhedsrealistiske forståelse af den fulde virkelighed og de psykiske processer.

Det centrale i fænomenet er at de sekundære psykiske processer med deres logiske kalkuleren og begrebsmæssige sondringer mellem fortid, nutid, fremtid og mellem fantasi og virkelighed m.m. bliver effektivt suspenderet, således at der gives plads til de spontane, kreative primærprocesser. I disse processer glemmer man tid og sted og flytter sig altså væk fra det der i gammelt sprog hedder 'timeligheden' over til 'evigheden' eller tidsløsheden. Hviledag eller Sabbat ret forstået er dette at give sig tid i betydningen at trække direkte på psykens urkilder, det kollektivt ubevidste. Musikken er også en glimrende vej til suspension af sekundærprocesserne, men den erstatter aldrig den rene stilhed.

Netop i dette perspektiv er det muligt at forstå den aktuelle coronakrises store betydning og muligheder. Den medfører enorme virkninger på samfundenes ønkonomi og struktur og dermed også på det nutidige menneskes livsvilkår, levefod og kultur. Krisen giver enorme udfordringer og vil blandt andet indebære at mange virksomheder bukker under, og at mange mennesker midlertidigt bliver arbejdsledige. Rejsebranchen, flybranchen og turistbranchen er hårdt ramt, men det samme gælder også teatre, musikfestivaler og koncertarrangementer. Regeringerne har grebet ind med hjælpepakker af forskellige art, men de må selvsagt høre op på et tidspunkt, da statsapparatets kassebeholdninger og kreditter har deres begrænsninger - og først da viser nedturene sig for alvor. Men som det allerede har vist sig i ganske mange tilfælde, giver krisen også nye muligheder for iværksætteri og kreativitet og ikke at forglemme bedre ledelsesstil i virksomhederne. Og tilfældene vil kun blive flere med kriseårene. Men ingen bør tro, at samfundene vender tilbage til status quo før krisen.

Derfor er det yderst vigtigt at forstå kulturen i lyset af entropiens begreb. Entropien betyder at en del af den energi vor klode får fra solen går tabt, fordi varmeenergi er irreversibel; den forsvinder ud i den blå luft. Dette er den ene af de tre tidspile i vort univers, der strengt taget også til sidst med usvigelig sikkerhed betyder "varmedøden" at solen brænder ud og livet på kloden forsvinder. Ja, varmedøden rammer hele universet, men det tager flere milliarder år. Heldigvis befinder vi og vor klode os for tiden i en periode af energiforsyning der gør den menneskelige kultur til noget helt specielt, nemlig til et fænomen der går imod entropien. Kultur er det modsatte af forfald og varmedød. Kultur er opbygning, og eksistensen som sådan bliver i dette lys - med biologen Holger Møllgaards rammende udtryk - en vedvarende tilblivelse imod sandsynligheden. Intet mindre.

Tiden er udefinerlig, men ikke ubeskrivelig eller komplet ufattelig. Den forstås bedst når den sættes i relation til den dobbelte virkelighed vi mennesker lever i, og som indebærer at vores tilværelsen både har en ydre fysisk side og en indre psykiske side. Hvis vi vil se sundt og helhedsrealistisk på tilværelsen, må vi se den i dobbelthedens eller komplementaritetens lys. Vi lever i en ydre fysisk verden, hvis love naturvidenskaben kan afdække så vi kan begå os mere og mere sikkert i den, men samtidigt lever vi i en eksistentiel verden, hvis love er utilgængelige for naturvidenskaben, og som vi derfor må lære at kende på anden vis, nemlig ved introspektion og udveksling af introspektive iagttagelser og erfaringer med andre mennesker.

En fundamental erkendelse i vores psykiske verden er erfaringen af helhed, orden og mening i tilværelsen. Den skyldes, at helheden er vort inderste jeg, det er en grundoplevelse vi fødes med, og den er så stærk at vi helt selvfølgeligt lægger den ud i det ydre univers. Det gjorde fx fysikeren og naturfilosoffen H.C. Ørsted, når han talte om 'ånden i naturen'. Men det er metafysik, som er i enhver henseende ubevislig og uvidenskabelig. For det er vores psyke der er indrettet til denne forestilling. Og den kan naturligvis videregives i vort fælles sprog.

Også dette sprog er dobbelt, fordi det kan bruges både til beskrivelse af primærprocesserne og alt det irrationelle i tilværelsen og til beskrivelse af sekundærprocesserne og alt det praktiske og rationelle som igen er systematiseret i naturvidenskaben. Denne tyer i højere og højere grad til mere og mere specialiserede fagsprog, og det øger effektiviteten, men mindsker samtidigt den brede anvendelighed af erfaringen. Dagligsproget er derfor fortsat det sprog der i kraft af sin almene karakter og samtidige vage karakter med hensyn til begrebsmæssig præcision er ene om at varetage den fuldstændige korrespondens mellem de to slags psykiske grundprocesser og de hermed sammenhængende to slags menneskelige grunderfaringer. Men dagligsproget bliver netop vigtigere under en så bred og dyb krise som den nuværende coronakrise.

Tiden er et af de fundamentale grundbegreber der tilhører dagligsproget og som er og forbliver vagt eller udefinerligt, men til gengæld kan fungere ganske glimrende til brug i allehånde situationer hvor begrebets anskuelige mening er underforstået, men hvor der alligevel kan spilles frit på mangetydigheden.

Tidens begreb viser sig at være fuld af humor.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Virkeligheden essays om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Jf. ovenstående e-bog

Coronakrisen ændrer dansk politik (21.6.20.)

Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018  (20.5.18.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
ånden, Selvet - sjælen -  (23.12.04.)
Uvidenhed om det kollektivt ubevidste er reelt en fornægtelse af åndslivet  (13.8.18.)

Genåbningen af mange af vore nedlukkede samfund er ikke ensbetydende med coronakrisens afslutning  (2.6.20.)
Oplevelseskulturen er syg og falsk  (21.5.20.)
Nedlukningen af det normale samfundsliv og kulturliv bliver dyr  (14.5.20.)