JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - coronavirus20e

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.4.20.

Livets alvor ses klart i lyset af coronakrisen

Som det fremgik af artiklen den 26.3., så betragter undertegnede corona-virussen og dens fatalt hastige spredning til det meste af verden som en følge af den voldsome stigning i verdensbefolkningen fra ca. 3 mia i 1945 til 7-8 mia i år og 9 mia om få år, som vel at mærke skaber en ekstrem forøgelse af velstanden, forbruget og rovdriften på jordens ressurser - uanset om den fordeles ulige. Det er nemlig alt dette der har givet særdeles gunstige vilkår for opkomsten af en yderst tilpasnings- og mutationsdygtig ny virus, vi nu slås med.

Og da landenes regeringer og myndigheder ikke har magtet at standse pandemien i tide, men blot at bremse den så meget op at sundhedsvæsenet i hvert fald i en del lande kan følge med, så indrulleres vi alle i det sikre skæbnefællesskab at såvel samfundslivet som kulturlivet vil blive dybt forandret over hele kloden, hvad enten vi vil eller ej. Den hæmningsløse vækst i produktionen, forbruget og turismen kan ikke fortsætte. Nedsmeltningen bliver hurtig, men følgerne vil først vise sig hen ad vejen, og genopretningen ender ingensinde med en tilbagevenden til status quo anno 2019, men tværtimod med en langt lavere status der slet ikke kan forudsiges blot tilnærmelsesvist og som derfor vil kræve stor menneskelig tilpasningsevne.

Livets alvor vil gå op for flere og flere, og det betyder først og fremmest at den udbredte overfladiske, tankeløse eller æstetiske oplevelseskultur vil få et ordentlig dyk. Det vil gå op for selv de bedst stillede, at livet ikke er lutter leg eller lagkage, men ved siden af alle glæder og fornøjelser også har sin alvor i form af sygdom, hungersnød, flugt og død og - umådelige omstillinger i praksis og tankevaner.

Det er i denne forbindelse ganske sjovt at dykke ned i nogle af de bevingede ord om eksistensen som ofte citeres. En af de ældste er fra Det gamle Testamente og lyder såmænd, at livet er en jammerdal. En dansk humorist har i nutiden tilføjet, at det dog er svært at forestille sig et alternativ der er mere lystigt.

Storm P. kunne i sine 'fluer' fra 1937-49 lade en person sige, at "Livet er et cirkus; man kommer ind og bukker, render rundt og bukker igen og går ud". En anden mener at livet er nederdrægtigt, mens en tredje veltilfreds konstaterer at "Jeg har haft det pragtfuldt hele mit liv - takket være en svag karakter".

En slagfærdig teatermand kunne i 1928 fastslå at "Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned". Men en stor norsk forfatter hævdede i 1878 at det "At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv, at digte - det er at holde dommedag over sig selv". Den tyske digter Friedrich Schiller sagde kort og godt at "Alvorligt er livet, glad er kunsten" og skelnede jo dermed afgørende mellem kunsten og livet, men den tyske kulturfilosof, humanist, organist og filantrop Albert Schweitzer slog til gengæld under 1. verdenskrig fast, at "Ærefrygt for livet er grundprincippet i den etiske og sande humanitet". Og her kommer man ikke uden om etikken.

Meningerne er som det ses meget delte, men det fremgår i hvert fald af det lille udvalg, at nogle tager livet let, mens andre tager det tungere, og at den tyske filosof får understreget alvoren særligt kraftigt ved at gøre ærefrygten for livet til et grundprincip. Over for dette er det på sin plads også at citere den fritænkeriske læge i 'Vildanden' af Ibsen, der ligeud siger til stykkets idealist, at "Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager de lykken fra ham med det samme". - Så véd vi i hvert fald at der er forskel på gennemsnitsmennesker, der ikke kan undvære livsløgnen, og så de frit tænkende der kan gennemskue de andres livsløgne. De forskellige vurderinger har selvfølgelig noget med folks filosofiske indsigter og tilbøjeligheder at gøre, men det turde også være klart at den historiske periode spiller ind. I menneskets historie er der på skift sorgløse tider og sorgfulde tider.

Vor tid er pludseligt på et par måneder gået fra det muntre, tankeløse og oplevelsesfokuserede liv, til det alvorlige, der kræver tankefuldhed og stillingtagen samt vilje til at komme igennem krisen. Og i denne situation kunne det være gavnligt at se på hvad der overhovedet kan forstås ved 'livets alvor'.

Biologisk set kommer alvoren ind med den uundgåelige død. Alt liv er kendetegnet af at det er tidsbegrænset - uanset hvor sundt den enkelte lever sit liv, og hvor rigt samfundet aktuelt er for vedkommende. Og da døden gennem tiderne ofte har været nært forbundet med nød, sygdom, mord og krig er der ikke noget at sige til at man har drømt om et liv efter jordelivet, altså et liv i det såkaldt 'hinsidige'. Selve drømmen må betragtes som en arketypisk forestilling der går igen i alle kulturer og religioner, men fx i kristendommen er gået hen og blevet dogmatiseret som forventningen om et paradis som alle rettroende ville få del i, mens de vantro og kætteriske kunne regne med at havne i helvede. Jordelivet var at betragte som en midlertidig 'skærsild' hvor man skulle rense sig for sine 'synder' (især seksuelle tilbøjeligheder). Men det karakteristiske og i virkeligheden fatale var at jordelivet blev betragtet som en hård, glædesløs tilværelse som kun fik mening gennem håbet om frelse. Og skulle man gøre sig fortjent til denne frelse, skulle man helst leve som et nøjsomt og pligtopfyldende menneske - uden for megen morskab. Det gør også de ortodokse jøder og de ortodokse muslimer (i fx Iran). Og sågar også de mest partitro kommunister. Sociologen Max Weber kaldte simpelthen den gældende europæiske etik for protestantisk. Det er den nu ikke; den er ret beset en mindretalsetik. Men det er en anden sag.

Men i den frie, sekulariserede (vestlige) verden fik vi efter to tåbelige og ødelæggende verdenskrige en stigende velstand der via de teknologiske landvindinger førte til stor økonomisk vækst, som den ufrie verden misundte os og derfor efter evne efterlignede. Dette førte bl.a. til at Kina blev en stormagt både økonomisk og militært. I diktaturstaten Kina, kan man opretholde et strengt etpartisystem og en streng partidisciplin (der under coronakrisen har givet effektiv kommandostruktur), men i den frie og demokratiske verden har man oplevet en stadig friere menneskelig udfoldelse og kreativitet. Det fik man ved sovjetkommunismens sammenbrud i 1990 et morsomt eksempel på i Polen. For i samme øjeblik landet blev frit, skete der en moralsk frigørelse, der indebar at den polskfødte pave der ellers hidtil havde støttet Lech Waless og Solidaritetsbevægelsen, fandt det nødvendigt at præke moral for de millioner af polakker der hørte ham i Warszava. - Men det ser altså ud til at politisk og økonomisk frihed generelt fører til friere moral. Folk blæser på moralske forskrifter i samme omfang som de har råd til at blæse på dem!

Dette sås tydeligt under det store ungdomsoprør i årene efter 1965, dvs den antiautoritære og utopiske strømning og subkultur i USA og Vesteuropa, som lagde afgørende vægt på antiborgerlighed, personlig frigørelse, livsnydelse, psykideliske stoffer, antiforbrugerisme, antimilitarisme, verdensfred, nye musikformer samt østlig inspireret filosofi. Oprøret førte til mange reformer i landene - bl.a. på skolevæsen og universiteter, og mange oprørere endte efter deres universitetseksamen i høje stillinger og fik fx reelt indført ensretning i undervisningen. I litteraturundervisningen hørte man mere om marxistiske metoder eller 'kapitallogik' end om skønlitteratur. Men det blev musikken og stofferne og livsnydelsen der vandt generelt og i forbindelse med den almindelige, brede velstandsstigning også medførte nye højder i forbrug og miljøproblemer. - Der kom nedture i forbindels med Vietnamkrigen, terrorismen og finanskrisen 2008, men ingen der kan sammenlignes med den aktuelle coronakrise.

De demokratiske regeringer har reageret forskelligt på smittespredningen ud fra vidt forskellige økonomiske forudsætninger, men generelt har man i Europa (og på det sidste også i USA) set demokratisk valgte regeringer handle ret målrettede for at inddæmme smittespredningen, og man har herunder været nødsaget til (i forståelse med oppositionspartierne) at føre nødlove og nødforanstaltninger igennem hurtigere end ønskeligt er i parlamentariske systemer. Det har vakt kritik fra forskeres side, og kan jo heller ikke blive ved i længden, men de fleste anser det for nødvendigt i den helt ekstraordinære situation. Regeringerne lever så at sige op til både alvoren i situationen og ansvaret ved at have magten.

Den store alvor kommer først ind i fasen efter selve forsøget på bedst mulig inddæmning af smitten. For så skal de mere eller mindre lukkede samfund prøve at vende tilbage til mere normale og åbne tilstande - uden ringeste mulighed for at kunne lave sikre prognoser for hvordan og i hvilket tempo det altsammen skal ske. Status quo før virus-krisen kommer man ikke tilbage til. Mange virksomheder og kulturinstitutioner vil gå ned med flaget på grund af manglende omsætning. Regeringernes hjælpepakker prøver at forhindre eller begrænse ulykkerne, men kan slet ikke hamle op med behovet, højst udskyde sandhedens time for alle.

Men som direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, nøgternt har slået fast, går nedsmeltningen hårdest ud over oplevelseserhvervene; omsætningen falder drastisk, og de har sjældent ret megen opsparing at stå imod med. Visse halvofficielle institutioner vil sikkert blive skånet, men der må forudses en kæmpe indsnævring af antallet af virksomheder i den såkaldte turistbranche. Og her vil alvoren gøre sig direkte gældende i form af det helt selvfølgelige, men meget nærgående spørgsmål, hvad vi skal med en branche der i årevis har haft altfor gode og for klimaet meget ødelæggende betingelser?

Vi tvinges her ind i subjektive afgørelser, allerede af den grund at der aldrig vil kunne skabes fuld enighed om foranstaltninger (herunder hjælpepakker) der vil ramme nogle - direkte eller indirekte - mere end andre. Eksempelvis vil man næppe blive enige om at det vil være godt for både klimaet og bylivet at man får begrænset turismen og flytransporterne effektivt. Eller at man helt forbyder de store krydstogtsfartøjers hærgen. Eller at man skærer ned på både antallet og omfanget af de store musikfestivaler, så man også får effektivt begrænset indtagelsen af stoffer og overgrebene mod kvinder. Personligt kan jeg slet ikke se at det er nødvendigt for musikoplevelsen at drikke sig i hegnet eller lave nøgenløb. Dette gælder også de ofte omdiskuterede rusfester. Eller de mange kedelige sager om misbrug af nøgenbilleder på facebook. Lidt mådehold og lidt blufærdighed vil ikke være til hinder for hverken god stemning eller høje oplevelser. Og man behøver i hvert fald slet ikke at stile efter størst mulig nøjsomhed.

Men livets alvor har i høj grad også noget med menneskets indre konsistens at gøre. Denne skaffer individerne sig ved at have som primært ønske at sørge for overvægten af det gode i livet (taget i ganske banal forstand som forstås af alle), vel at mærke for både sig selv, sine nærmeste og samfundet som helhed. Sang, musik og dans hører livet til for alle mennesker, alle aldre og begge køn. De skal betragtes som eksistentiel livsvigtige og ikke som overflod eller tidsspilde. Men de kan sagtens dyrkes uden at folk blæser hjernen ud med stoffer og alkohol.

Vigtigt er dog her at påpege, at den indre konsistens ikke kan opretholdes uden en vis forståelse for at mennesket ikke må lyve for sig selv (og ikke give sig hen i livsløgne eller illusioner om tilværelsen). Man er nødt til løbende at reflektere over tilværelsen og korrigere eventuelle fejlindstillinger. Dernæst kræver den indre eksistens også en klar erkendelse af at vi aldrig er totalt frie mennesker i eksistensen (der til enhver tid kan gøre hvad der passer os), men tværtimod kun får den indre frihed ved at acceptere at vi står til ansvar for noget der er højere end os selv, men som aldrig kan identificeres som en ydre autoritet vi må indordne os efter (som i diktaturer og enevælde). Vi kan ikke acceptere absolutte autoriteter af nogen art. Men vi har alle inden i os noget der er større end os selv, og som vel at mærke aldrig kan defineres som en eksakt autoritet, men tværtimod som en part i sindet vi kan tale med og rådføre os med. Hertil kræves brug af dagligsproget og af humoren.

Men i 2020 skal vi ikke gå rundt og tro at vi vender tilbage til en status quo før virussen, hvor vi havde temmelig faste rutiner. Vi må indstille os på at vi går ind i en både langvarig og dybtgående omstillingsproces, der vil tvinge os til at tænke i nye baner og gøre mange ting på en anden måde. Vi skal diskutere det altsammen med hinanden og offentligt - og vi skal aldeles ikke tro at de forhåndenværende politikere, eksperter og forskere eller mediekommentatorer kan komme med tilfredsstillende løsninger på alle problemer. De er også på ubetrådt vej og på jomfruelig jord. Og de har i almindelighed slet ingen eller meget mangelfuld viden om erkendelsesfilosofi og psykologi. De fleste af dem kender overhovedet intet til de indre processer der foregår med den indre vilje til konsistens på både individuelt og samfundsmæssigt plan. De kender heller intet til den umiddelbare føling med den fulde virkelighed der er nødvendig og som alene nås gennem frit spil mellem bevidst og ubevidst på dagligsprogets præmisser.

Den komplementære helhedsrealisme kan anbefales!

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Ungdomsoprøret og romantikken  (26.05.08.)
Unges druk og stofmisbrug en form for social udskillelse?  (15.07.12.)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
Al faglighed kommer til kort i eksistensen  (13.3.18.)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)

Kaos- og fraktalfilosofi (13.3.10.)
Virkelighedens dobbelte karakter (kapitler om fysikken)
Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')

Situationens alvor her ved genåbningen af samfundet  (9.4.20.)
Corona-krisen vil forandre både samfundet og kulturen  (26.3.20.)
Regeringen tackler coronavirussen klogt  (19.3.20.)
Coronavirus-krisen må sættes ind i det store perspektiv  (12.3.20.)