JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - coronavirus20a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.20.

Coronavirus-krisen må sættes ind i det store perspektiv

På få dage er antallet af danskere der er smittet med coronavirus - covid19 - gået så brat i vejret, at regeringen har valgt at lukke skoler, børnehaver, universiteter kulturinstitutioner som teatre, og koncerthuse for foreløbigt fjorten dage - og samtidigt sende et meget stort antal offentligt ansatte hjem. Det sker ganske simpelt for i så vidt omfang som muligt at bremse spredningen så meget, at den ikke helt lukker det allerede hårdt pressede sundhedsvæsen.

Et sådant drastisk skridt er aldrig før set i Danmarkshistorien; selv folk der som undertegnede har oplevet besættelsestiden 1940-45 har ikke oplevet noget lignende. Men der er god fornuft i det, for dels har coronasmitten nu spredt sig til hele verden og alle kontinenter, og er dermed blevet panepidemisk, dels kan den hastige forøgelse i Danmark ikke længere relateres til folk der har været på skiferie i Norditalien eller det nu berygtede skisportssted Ischgl i Tyrol (Østrig). Det må tværtimod konstateres at der nu går smitte-kilder rundt i landet som ikke har været ude at rejse, men er blevet smittet herhjemme uden at vide at de er smittede. Derfor opfordres folk også til at holde afstand fra hinanden i tog og busser.

Regeringen har samtidigt anbefalet at også private foretagender sender folk i hjemmekarantæne, hvis de får symptomer, og den har frarådet forsamlinger på over 100 personer. Det går bl.a. ud over biografer og teatre samt værtshuse og barer, men i det hele taget rammer såvel de indenlandske som de udenlandske foranstaltninger handelen, produktionen og transportsektoren så hårdt, at regeringen både her i landet og i flere andre lande har vedtaget hjælpeforanstaltninger og kompensationer for tab. - Jeg skal ikke komme med detaljer. De kan læses på den officielle hjemmeside: klik der har løbende opdateringer.

Frygten for coronavirussens hurtige spredning har ikke blot afsløret enorm usikkerhed om sundhedsrisikoen, men også stor usikkerhed om de økonomiske virkninger: Står vi i virkeligheden over for en ny global finanskrise der sige spar to til den fra 2008, fordi den ikke alene vil give mange virksomheder store tab og medføre afskedigelser og arbejdsløshed, men også vil ramme selve troen på den økonomiske vækst og den tankeløse forbrugerisme endnu dybere, ja i sidste ende vil afsløre hele globaliseringsentusiasmen som naiv?

Men ikke nok med det. Krisen kommer oven i både flygtningekrisen og den stigende frygt for islamistisk terror og følger af en manglende integration af muslimske indvandrere. Flygtningekrisen startede allerede i 2015, da kansler Merkel åbnede EU's grænser mod Tyrkiet på grund af et voksende pres af flygtninge fra Syrien og andre muslimske lande. Og i år er presset kommet igen som direkte følge af bombardementerne i den nordlige syriske provins Idlib. Bombardementerne sker for at destruere oprørsbevægelserne. Ruslands præsident Putin støtter Syriens præsident Assad. Det internationale samfund kan ikke blive enige om at gribe ind. USA vil helst helt ud af Mellemøsten, og Nato og EU er magtesløse. Tyrkiets præsident Erdogan har kynisk bildt de syriske flygtninge ind at grænserne til EU er åbne, men det er kun Tyrkiets egne grænser til ingenmandslandet mellem Tyrkiet og Grækenland der er blevet åbnet. Grækenland vil og kan ikke modtage flere flygtninge. Men Erdogan vil have penge af EU for at standse flygtningestrømmen gennem Tyrkiet. En humanitær katastrofe for de syriske flygtninge er sikker. Det er EU der får dilemmaet.

I årevis har der i hele Europa hersket stor usikkerhed om truslen mod vestlig frihed fra ekstremistisk muslimsk side. Usikkerheden gælder både selve betimeligheden af at modtage flygtninge fra Mellemøsten og selve den humanistiske forpligtelse til at hjælpe folk i nød. Det sidse problem kommer EU aldrig uden om uden at blande sig militært i striden om Idlib. Men det første kan man trods alt løse på den hårde måde ved at værne EU's grænser med alle midler. Det er der mange almindelige europæere der er imod af humanistiske grunde. Men til forskel fra situationen i 2015, så er der i dag bred enighed mellem de førende politikere om at EU ikke kan integrere flere muslimske flygtninge, når de indfødte borgere er imod det og muslimerne selv bliver så frustrerede, bitre og hadefulde over at blive betragtet som fremmede, at de får sympati med islamisterne og bliver potentielle terrorister, ja i værste fald springer ud som aktive terrorister.

Coronatruslen, finanskrisen og flygtning-problemet bevirker alt i alt at menneskets grundlæggende vilje til liv og overlevelse p.t. støder på både faktiske udviklingsricisi, intet land kan løbe fra, og på ældgamle forestillinger om ragnarok, syndflod og apokalypser, det vil sige arketypiske forestillinger om katastrofalt store ødelæggelser der uundgåeligt lægger landene og kulturerne i ruiner. Der udløses med andre ord yderst pessimistiske forestillinger om tidernes uundgåelige ende.

Tiden synes derfor inde til alvorlig besindelse på menneskets eksistentielle muligheder og forpligtelser. Vi må først og fremmest gøre samlet front mod den verdensomspændende corona-smitte såvel personligt som politisk og institutionelt. Vi må desuden imødese en finansiel krise som er større og anderledes end nogen vi før har set og som uden tvivl vil blive langvarig og dybtgående og vil forandre både dagligliv og politik. Samtidigt er det åbenlyst at en fremmed religion fra Mellemøsten er blevet en meget dybere trussel mod Europas sammenhængskraft end vi europæere havde regnet med. Men desværre er det endnu ikke gået op for hverken flertallet eller eliten i Vesten at vores egen religion rummer en fundamental selvmodsigelse der nu er blevet en bombe under folkeviljen og folkeoplysningen.

Vi gør med fuld ret grin med muslimer der falder på knæ for at tilbede Allah, lærer koranen udenad, og tager på pilgrimsrejser til Mekka for at vandre flere gange bedende rundt om en kæmpemæssig sort sten, men som ikke tåler selv en mild dansk karikaturtegning der nøgternt set blot påpegede at nogle terrorister misbruger profetens navn. Men vi glemmer at den kristendom, som Peter og Paulus førte til Rom, sejrede i den europæiske udviklingsproces da den blev statsreligion i år 325. Den trosbekendelse, der var blevet formuleret på et kirkemøde i Nikæa og som hævdede at Jesus var Guds søn og gjorde kirken til den eneste frelsesinstans, blev ophøjet til guddommelig sandhed, som alle måtte acceptere, hvis ikke de ville udstødes af fællesskabet. Det var en diametral modsætning til det budskab der kom fra Menneskesønnen og som i sin enkleste form lyder: Frygt ikke, men giv dig hen til livet og din næste.

I de følgende århundreder blev der ført skånselsløs krig mod alle europæiske folkeslag og deres ledere indtil de tilsluttede sig bekendelsen. Olav den Hellige i Norge nedslagtede alle der nægtede at acceptere kirkens dogmer. Og der blev som bekendt også ført flere korstog mod de vantro muslimer i Palæstina. I de nordeuropæiske lande fik man i 1500-tallet en reformation, der gjorde op med magtfuldkomment pavedømme, tåbeligt cølibat og betalt syndsforladelse. Men kætterforfølgelser og heksebrændinger fortsatte. Og Luther skrev en katekismus der blev terpestof i alle skoler (i Danmark helt frem til folkeskolereformen 1957).

Siden kom velfærdssamfundet, velstanden og den almindelige sekularisering, der betød større og større nonchalance med dogmerne. Dannede mennesker blev overvejende ateister eller agnostikere - og selvom folkekirken var urørlig (folk var ikke til at drive ud af den, som Hal Koch engang sagde), så blev bekendelsestroen stille og roligt nedtonet. Alle kunne få deres børn døbte og dermed inddraget i det kirkelige fællesskab mod at sige ja til dogmerne, selv hvis det blot var et formelt ja; præsterne kunne ikke nægte forældre en barnedåb alene ud fra tvivl om troens ægthed. Og går man til gudstjeneste i dag, kan man høre på den fælles afliring af trosbekendelsen at den sjældent kommer fra hjertet. Folk forstår ikke at det skulle være nødvendigt at bekende sin tro.

Det mest inkonsekvente ved sagen er imidlertid at man ikke bruger den uhyggelige trussel fra muslimsk side til at droppe den dogmatiske og autoritetsbevarende trosbekendelse én gang for alle og samtidigt inddrage al støtte til religiøse friskoler - uanset om de er kristelige eller muslimske. Gjorde man det ville man ikke blot få en stærk betoning af vores grundlovssikrede tros- og ytringsfrihed. Man ville desuden få den allerstærkeste understregning af at religion her til lands er - hvad den burde være - et dogmefrit anliggende. Kun ét gør nemlig religion sand og ægte: Den umiddelbare føling med virkeligheden. Al intellektualisering og dogmatisering er derimod ødelæggende for umiddelbarheden. Det gælder også det paradoks man i teologien kalder kristendommens mysterium at Gud blev menneske ved Jesus, og evigheden således blev timelig. Et paradoks ingen anden har frydet sig mere over end den intellektuelle Søren Kierkegaard.

Hvad det her gælder om er at forstå at modvægten til sådanne spekulationer er at vores fælles virkelighed har en ganske særlig dobbelthed i sig. Vi har to tilgange til den, nemlig en medfødt, indre og intuitiv, og en tillært, ydre og sanselig. De er eksistentielt set lige berettigede og lige nødvendige, men fundamentalt forskellige i deres praktiske udfoldelse. Det mest særegne og desværre mest oversete er at den intuitive indsigt giver os alle værdier og al mening i tilværelsen, i og med at den er og bliver irrationel og ulogisk. Den er komplet uforenelig med rationelle, logiske systemer, herunder alle dogmatiske religioner og alle politiske ideologier.

Det vidunderlige er at vi i dagligsproget - det vi vokser op i, lærer uden skoling og kalder modersmålet - er i stand til at udtrykke både det vi erfarer umiddelbart og legende og det vi lærer og erfarer middelbart og metodisk. Og det tyste spil mellem dette bevidste og dette ubevidste er selve forudsætningen for al sproglig, kunstnerisk og musisk kreativitet og humor. Men at lege med paradokser og ophøje dem til mysterier, er en fatal afvej.

Det rationelle, logiske og metodiske sprog går hånd i hånd med håndværksmæssig, teknologisk og økonomisk vækst og fremskridt - og vi værdsætter det. Men det står i diametral modsætning til alt der har med eksistentielle værdier i tilværelsen at gøre og som vi ubevidst lever på.

Det hører til det voksne menneskes daglige og selvfølgelige erfaring at det rationelle står i modsætninge til det irrationelle, at det sanselige står i modsætning til det intutitive, eller i religiøse vendinger at timeligheden er noget helt andet end evigheden. Men vi skal ikke prøve at komme uden om denne dobbelthed eller komplementaritet. Det er meningsløst at diskutere om materien er før ånden eller omvendt, vi kan slet ikke forestille os en verden uden både faste ting og energi. Vi kan derimod se at forudsætningen for at vi overhovedet har en bevidsthed og en underbevidsthed ved siden af hinanden er en specifik genstandsbevidsthed. Der skal simpelthen i den ydre verden være faste og håndgribelige ting, for at vi som spæde kan begynde at danne den bevidsthed der senere kan udtrykke at vi har to forskellige tilgange til virkeligheden. Men dette sætter ikke materien over ånden.

Alle menneskers væsentligste erfaring er at de i puberteten blive bevidste om forskellen mellem ondt og godt, forskellen mellem de to køn - og muligheden for at gennemskue deres ophavs begrænsninger. Det kaldes i myterne for 'syndefaldet', og dette syndige uvæsen søgte store folkelige autoriteter i det jødiske folk at råde bod på gennem en skrap lovgivning (Mosebøgerne). Jødedommen blev en tyrannisk og mandsdomineret lovreligion Lovtyranniet og mandsundertrykkelsen gik videre til muslimerne. Menneskesønnen gjorde oprør mod lovreligionen, men den kristne kirke forrådte ham ved at følge Peter og Paulus.

Men kulturhistorisk set er det med syndefaldet - forældreoprøret - al kultur begynder. Og glemmer man det, forfalder kulturen.

Mennesket er altså ikke ondt skabt, men det kan blive ondt ved at vælge forkert mellem de mange muligheder bevidstheden giver det, herunder muligheden for at hævne ting man føler som svigt eller uretfærdighed, og dette kan man ikke lovgive sig ud af med strikte, firkantede regler. Der kræves derimod en vedvarende refleksion i den enkelte og en vedvarende dialog mellem individerne om alle de udfordringer der kommer.

I dag kan vi tydeligt se at udviklingen siden 2. verdenskrig er løbet løbsk; den har fokuseret alt for ensidigt på den materielle og de teknologiske og økonomiske fremskridt. Og hele processen er i nyeste tid stærk forceret af den digitale udvikling. Den globale kommunikation er blevet hurtigere, nemmere og billigere. Det har givet store muligheder og fordele for alle brugere, men det har også medført en uigennemskuelighed der dels har bevirket øgede chancer for kriminelle transaktioner i stor stil og gjort mediegiganter som Facebook, Twitter og Google m.fl. til pengemaskiner. Man kalder de nye medier for 'sociale', fordi de giver øgede kontaktmuligheder mellem folk, ja på sin vis har gjort vort samfund 'selskabeligt'. Men pengene tjenes på at vække og styre folks opmærksomhed via spænding og leg, og dette er næsten lykkedes til fuldkommenhed. Almindelige mennesker bliver så afhængige af medierne, at de i realiteten bliver massemennesker, ukritiske mennesker der helt og holdent styres af bagmænd.

Den løbske udvikling har alt i alt betydet en så voldsom stigning i den globale befolkningstilvækst at menneskeheden i 80 år lystigt har drevet rovdrift på naturens ressourser og nu står med en voldsom klimaforurening. De ansvarlige politikere har til en vis grad erkendt farerne og opstillet mere eller mindre ideelle, men temmelig urealistiske klimamål. De har nemlig haft meget svært ved at blive enige om effektive klimatiltag, fordi de store nationers interesser er modsatrettede.

Den utroligt store spredning af et eller to muterede coronavira her i 2020 synes at være naturens automatsvar på befolkningstilvæksten og klimaforureningen. Det er begyndt at haste med en 'grøn omstilling', en passende bred og kulturel omstilling der skal gøre effektivt op med overforbrug, sorgløshed og uskyld. Vi skal så at sige gennem et nyt "syndefald", et nyt bevidst oprør mod de etablerede magthierarkiers systematiske forførelse af massemennesket med det formal at tjene penge og få endnu mere magt.

Det er ikke en umulig opgave, men den er meget stor og den forudsætter langt mere end moralistiske opfordringer til at droppe flyrejser og røde bøffer. Den forudsætter faktisk at vi helt dropper det æstetiske syn på samfundet og tilværelsen som et stort ta-selv-bord og i stedet bliver etisk ansvarlige for helheden. Vi har mange indsigter at bygge på, herunder ikke mindst den kendsgerning af mennesket er forpligtet til at sørge for overvægt af det gode og konstruktive i livet for overhovedet at kunne bevare sin indre konsistens. Vi må for alvor begynde at fokusere på denne indre konsistens og bevidst sørge for overvægt at det gode og bæredygtige i livet.

Dette er i virkeligheden en dybt religiøs indstilling, fordi den hænger nøje sammen med den medfødte føling med den fulde virkelighed, men den er netop derfor blottet for såvel dogmatik som fanatisme. Den kræver kun sund fornuft og accept af dagligsproget. Men da den sunde fornuft hurtigst muligt skal få has på æsteticeringen, overfladiskheden og sorgløsheden, kræver den en helt ny folkeoplysning, baseret på kendskabet til de to tilgange til virkeligheden og til de irrationelle kræfters vilje til opgør med gammel slendrian og laden stå til. Den nye folkeoplysning skal føre til en ny folkevilje, der energisk slås for konsistens i etikken.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt: