JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - coronavirus20f

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.4.20.

Situationens alvor her ved genåbningen af samfundet

På sit pressemøde mandag den 6.4. bebudede statsminister Mette Frederiksen en forsigtig genåbning af det danske samfund efter påske, helt nøjagtigt den 15. april - efter en måneds hård nedlukning der primært har haft til formål at bremse spredningen her i landet af den nye coronavirus så meget at sundhedsvæsenet, og ikke mindst hospitalerne, kunne følge med. Regeringens første strategi var at flade spredningskurven ud så en overbelastning af hospitalernes intensivafdelinger så vidt muligt kunne undgås. Denne strategi blev godkendt at såvel de politiske partier som erhvervsorganisationerne, og den blev bakket op af et stort flertal af befolkningen, selvom der selvfølgelig var kritiske røster. Og den ser iøvrigt ud til at have virket efter hensigten.

På pressemødet den 6.4. blev der også udstedt en forlængelse af flere af de hårde restriktioner som forbud mod forsamlinger over ti personer, lukning af alle store arrangementer indenfor sporten, kulturlivet og kirkelivet. Det betød udsættelse af åbningen af Tivoli og lignende forlystelser, men også aflysning af musikfestivaler og teaterforestillinger i sommertiden. Ligeledes er fejringen af dronningens 80-årsfødselsdag og af Genforeningen 1920 aflyst.

Åbningen gjaldt børnehaver og folkeskolens grundklasser op til 5. klasse, og den er begrundet i ønsket om at lette byrderne for børnefamilier, og give forældre muligheder for at genoptage deres arbejde, idet myndighederne understreger at det på den ene side er nødvendigt at påbegynde en delvis og trinvis åbning af samfundet, fordi det ikke er holdbart at holde samfundet lukket i flere måneder; på den anden er risikoen for smitte relativt lav. Generelt gælder at børn kun sjældent bliver syge af coronavirussen, men man anser det også for nødvendigt at løbe en lille risiko for samtidig smitte af en del voksne, fordi særligt Statens Seruminstitut forventer at en moderat spredning af smitten i befolkningen vil øge det man med et uheldigt ord kalder 'flokimmuniteten'. Den består i at efterhånden mange borgere i alle aldre bliver smittet uden at blive alvorligt syge - og derfor opbygger et immunforsvar mod sygdommen. Dette ved man faktiske ikke særligt meget om, men man vil netop gerne have solide erfaringer af hensyn til senere forebyggelse. Men ordet flokimmunitet lyder nedsættende - som om vi medborgere er massemennesker eller slaver. Det havde efter min mening været bedre at tale om folkeimmunitet.

Der er naturligvis bekymrede forældre, der protesterer mod åbningen af børnehaver og skoleklasser, fordi de ikke ønsker deres børn smittet, og det kan man ikke fortænke dem i. Men regeringen er nødt til også at tage et overordnet samfundshensyn og påbegynde en forsigtig åbning, og den indfører derfor nogle særregler der skal forhindre at der kommer for mange børn ad gangen i de enkelte lokaler eller på de enkelte legepladser. Princippet om afstand og hygiejne bliver understreget, men man kan af gode grunde ikke stille garantier mod eventuel smitte; der er simpelthen ikke erfaringer med åbninger nogen steder. Desuden er det blevet et problem i sig selv at ikke alle børnehaver eller folkeskoler vil være i stand til at åbne allerede 15. april, men dette problem forsøger man at løse bedst muligt i kommunerne. - Det alvorligste i sagen er dog efter min mening, at man nu i børnehaverne skal forsøge at opretholde afstanden mellem børnene og mellem børn og pædagoger. Det er jo fundamentalt i strid med sund fornuft og normal adfærd. Børn har brug for hyppig berøring og nærkontakt i form af kram - og de er ude af stand til af forstå at man skal holde afstand på grund af noget så mærkeligt som en virus. Ved almindelig sygdom berøves børn jo ikke nærkontakt. Det er tværtimod den de overlever på.

For gymnasiernes vedkommende skal der fortsat holdes lukket for almindelig undervisning, men der er netop i går indgået en aftale mellem partierne og de relevante organisationer om at afgangsklasserne i begrænset omgang skal gå op til eksamen i udvalgte fag, primært skriftligt, men også enkelte mundtlige prøver - selvom den virtuelle undervisning i hele mellemtiden slet ikke kan hamle op med normal klasseundervisning. Men der er ingen vej uden om kompromisser.

Regeringen er blevet bebrejdet at den ud at tre scenarier har valgt den forsigtigste åbning, og det kan man altid bebrejde den. Ingen kan sige med sikkerhed, hvilken der ville være bedst. Men det er klart at erhvervslivet havde ønsket åbning af restauranter og frisørsaloner m.m. Den politiske splittelse er også så småt ved at komme op, og det er et demokratisk sundhedstegn. Regeringen har optrådt klogt og ansvarligt, men den er ikke magtfuldkommen og er nødt til fremover at inddrage de politiske partier noget mere, men den har frem for alt vist fornøden handlekraft - og det vil uden tvivl gavne den i tilslutningen, og undertegnede kan i hvert fald ikke lade være med at påpege, at folketinget i årevis har lidt af en overhåndtagende trang til endeløse samråd med ministrene om snart sagt alle mulige bagatelsager. Samrådene har ofte vist sig mere kværulantiske end godt er.

Det skal imidlertid ikke forties at en fortsættelse af de fleste restriktioner en måned længere vil ramme såvel erhvervslivet som kulturlivet og kirkelivet hårdt. Folketinget har vedtaget hjælpepakker af forskellig art, men de kan ikke forhindre at mange private virksomheder og mange kulturinstitutioner kommer i klemme eller at de sandsynligvis i mange tilfælde vil bukke under. Lukninger fører til stigende arbejdsløshed og lange køer i jobcentrene. Man må regne med store langsigtede ændringer i visse særlige brancher som flyselskaber, hotelvirksomhed og rejseselskaber. Ingen skal forvente at en gradvis åbning nogensinde vil føre alle ting tilbage til tilstanden før coronakrisen.

I forvejen er Olympiaden i Tokio og internationale fodbold-, håndbold og tennisturneringer m.v. blevet udsat til 2021. De gigantiske arrangementer vil være en alt for stor smitterisiko. Da de desuden alle er præget af en voldsom korruption i næsten alle led, bør man tage konsekvensen og afskaffe dem eller reducere dem væsentligt for al fremtid. De hører simpelthen ikke hjemme i en overbefolket verden med store sundheds- og klimaproblemer. Fremover bør de arrangeres regionalt.

Men når det i forbindelse med lukningen af sommerens danske musikfestivaler har lydt at musikoplevelser er af underordnet betydning, så må man protestere. For som en festivaldeltager der i mange år har været på Roskilde Musikfestival (der i år skulle have fejret 50 års jubilæum) har påpeget, så er deltagelsen ikke blot en overfladisk musikoplevelse, men en oplevelse for livet; der er både høj musik og høj stemning med ekstatiske højdepunkter og et fællesskab som ikke kan opleves andre steder. Oplevelsen giver ikke bare "afløb for indre drifter", men giver tværtimod dyb oplevelse, opladning og 'fylde' (for nu at bruge et gammelt religiøst udtryk). Musikken kan noget som intet andet kan, nemlig gennem toner, rytmer og klange samt dans føre folk til den direkte oplevelse af et stort og dybt fællesskab. Oplevelsen er unægteligt på festivalerne forbundet med rigelig indtagelse af stoffer og alhohol - og derfor også med kedelige eksempler på seksuelt misbrug, og det giver alt sammen en masse svineri der kræver større oprydning bagefter. Men festivaler rykker vitterligt mennesket ud af en triviel hverdag - og det er der nu engang behov for til alle tider, både i frie og ikke-frie samfund. Det har i alle kulturer og til alle tider været fest, sang, musik og dans - ved siden af arbejdet og dagligdagen.

I virkeligheden kan man sammenligne festival-oplevelsen med religiøse højtider, eftersom det er tale om samme føling med en dybere virkelighed bag oplevelsen, men der er jo rigtignok den forskel at gudstjenesten i kirker, synagoger og moskeer - ud over den beklagelige dogmatiske indoktrinering - er præget af stilhed og fordybelse samt lytten. Som regel spiller musikken også her en stor rolle - uanset dogmatikken. Og samme stilhed og lytten præger såvel det klassiske musikliv som det klassiske teater (til forskel fra det mere moderne der inddrager publikum i sceneaktiviteterne). Og derfor er det ikke blot et hårdt økonomisk slag for koncertsale og teatre at de skal ligge stille i flere måneder, men samtidigt et hårdt slag for folks psykiske sundhed og åndelige liv. Og dette aspekt er totalt fraværende i de foranstaltninger og kommentarer der kommer fra regeringens leder og ministre, herunder den noget uheldige kulturminister, der har vist sig at være helt uforstående over for kulturens betydning i krisetider. Dens betydning kan ellers slet ikke undervurderes i alvorlige krisesituationer.

Derfor er det herligt at høre teatermanden Christian Lollike (leder af Sort/Hvid i Kødbyen) udtale sig om situationen i et interview og herunder indrømme, at der faktisk er noget i ham der elsker denne krise. Han siger ordret: "Det har været foruroligende at opdage, hvor meget jeg egentlig godt kan lide at leve i denne tilstand. Den mulighed for fordybelse, som denne kortslutning har givet os, den tænkepause, og det refleksionsrum, som er skabt, synes jeg, er rart. Jeg har pludselig kunnet engagere mig i mine egne børns liv, og jeg kan da blive skræmt over at opleve, hvor opskruet vores normale liv er i forholdt til den ro, som vi står i nu. Noget i mig elsker denne krise."

Lollike slår her ned på den opskruning af livet der reelt har fundet sted i årtier og som hænger dybt sammen med hele den økonomiske vækst der er blevet et mantra for både politik og erhvervsinteresser - og som bl.a. kommer tydeligt til udtryk i alle de former for korruption og svindel der er vokset frem i ly af globaliseringen og digitaliseringen. Det er ikke bare den nuværende amerikanske præsident der hylder den stupide filosofi at det gælder om at gøre sit eget land eller sin egen virksomhed større og større. Filosofien går igen hele raden rundt. I både den vestlige og den østlige verden.

Det er derfor i allerhøjste grad på tide at gøre effektivt og systematisk op med denne katastrofale vækst- og fremskridtstro - og begynde at indse at der skal være plads til stilhed og fordybelse, hvis befolkningerne i de enkelte lande igen skal lære at betragte sig som folk med egen folkevilje og egen folkeoplysning. Og vi europæere kan i hvert fald benytte påsken og forårstiden til at besinde os - nu den falder sammen med et vendepunkt i viruskrisen.

Det er typisk at fx. en avis som Berlingske her op til påsken propper et af sine tillæg med interview med folkekirkepræster der alle som en benytter lejligheden til at fremhæve værdien af gamle dyder. En af dem blander filosoffen Platons antikke dyder visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse sammen med Paulus's kristne 'nådedyder' tro, håb og kærlighed. Og andre understreger samvittighedens aktualitet. Men disse smukke ord er dybt forældede - og folkekirkens rolle afgørende kulturfaktor iøvrigt for længst udspillet. Samvittigheden er som psykiateren Erling Jacobsen har påvist simpelthen den dummeste del af et menneske, idet den er fastlagt allerede i 4-5-årsalderen og således blot reproducerer forældrenes indoktrinerede forskrifter. Og de nævnte dyder er da alle sammen smukke og vigtige begreber, men Platon var ideolog om en hals, og det samme var Paulus med hensyn til troen. Problemet er at moral aldrig kan reduceres til indiskutable, endsige absolutte forskrifter eller 'dyder'. Moral er tværtimod noget der altid skal overvejes ud fra et større hensyn om overvægt af det gode i livet, og det må altid ske ud fra foreliggende omstændigheder.

Naturligivs er mod og selvbeherskelse (eller bedre besindelse) altid af det gode, og hvis tro opfattes som livsmod er det også essentielt, men håb er slet ikke en dyd, men en grundlæggende egenskab ved selv livet - og kærlighed er ligeledes en egenskab der er karakteristisk for mennnesket og adskiller det fra dyrene. Det er så at sige princippet for en sand menneskelig tilværelse. Derfor er det langt vigtigere for mennesket og kulturen at sørge for overvægt af det gode i livet ved at sikre den indre konsistens i stedet for at lyde ydre autoriteter.

Hvad påsken angår kommer der her to vigtige begreber ind i billedet, nemlig 'døden' og 'opstandelsen', og de kan vel at mærke forstås i overført betydning og dermed i en helt anden betydning end den som den gængse kristne dogmatik pukker på. Døden er nemlig nok den fysiske død, dvs et legeme der dør og nedbrydes, og den er derfor også at forstå som nedbrydningen af den egenvilje der er forbundet med et fysisk legeme og et fysisk liv. Men i overført forstand er der noget af mennesket der ikke dør med den fysiske død, og her tænker jeg ikke på en postuleret sjæl, men på den kerne af sjælen der er uafhængig af legemet og hjernen og som naturligt kan forklares som en del af det kollektivt ubevidste. - Jf. artikler herom, herunder Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi.

"Opstandelsen" bliver ud fra denne betragtning ikke genopstandelsen af en død krop, men genopstandelsen i andre mennmesker af det menneske hvis krop og hjerne afgik ved døden, men hvis anden del med relation til det kollektivt ubevidste består sålænge erindringen om den døde lever. Alle der har erfaret et menneskes død, vil have oplevet at det lever videre i sindet som et levende minde, der naturligvis ikke længere kan gøre sig aktivt gældende i den fysiske virkelighed, men i høj grad influere på de efterladtes sind.

Og her skal det udtrykkeligt påpeges at det ikke er tilfældigt at påsken er blevet henlagt til forårstiden, for 'opstandelsen' i overført forstand finder vi jo også i naturen, når frø der er faldet til jorden om efteråret, et halvt år efter spirer og skyder frem igen. Der er intet mystisk ved det; vi opfatter det tværtimod som en egenskab ved selve livet. Det genfindes i myterne, fx den græske myte om Demeter. Og i denne vidunderlige egenskab ligger der altid håb.

Så midt i coronakrisen er det også relevant at ønske God påske!

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
Al faglighed kommer til kort i eksistensen  (13.3.18.)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Den massive uvidenhed om det kollektivt ubevidste ses klart ved juletid, men kom også frem på en højere læreanstalt (24.12.18.)