JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende24paaske

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.4.07.

Påskens højtid

Forskellen mellem fridage og helligdage

Ligesom der i vore dage findes et utal af mennesker - i hvert fald på vore egne breddegrader - der ikke kan fordrage stilhed, men skyer den som pesten og endog brokker sig over at der stadigvæk forlanges en vis ro i teatre og koncertsale, således er der også utroligt mange mennesker i vort land, ja formentlige det store flertal af danskere, der kun kan se det latterlige i al tale om højtid. For dem er den kun én og samme 'tid' eller 'tidsmodus', nemlig den hverdagsagtige hvor man kan spise, drikke, feste, elske, dyrke sport, jage oplevelser, arbejde en smule og sove en smule, men ellers snakke og høre musik dagen lang uden at graduere den psykiske finindstilling.

Èt er at de fleste kan grine ad folk der bliver højtidelige hvor det ikke passer sig, men noget andet at de slet ikke kan se at det af og til kunne være passende at blive højtidelige i den grundliggende forstand at fornemme noget særligt ved situationen og stedet og té sig derefter. Uden tvivl hænger problemet sammen med at de fleste synes helt at have mistet følingen med det hellige og altså betragter andre folks føling med dette fænomen som en mere eller mindre latterlig og utidssvarende, men i hvert fald inderligt overflødig særindsilling til visse sider af tilværelsen. Men reelt er dette tab af føling med det hellige både en indsnævring af realitetssansen og et udtryk for etisk inkonsistens. For som den rumænske religionshistoriker Mircea Eliade har påpeget, så er det hellige ikke en speciel fornemmelse hos særligt indrettede religiøse mennesker, men en elementær bestanddel af selve den menneskelige bevidsthed. Den er simpelthen forudsætningen for den menneskelige psykes evne til at forbinde den ydre natur eller tingene med den indre mening eller kvalitet, altså skabe konsistens mellem sanseindtryk og subjektivitet.

Et af udslagene af den manglende føling med det hellige er at mange ikke kan opfatte vore såkaldte helligdage som andet end mærkelige påfund som er påtvunget os gennem århundreder fra kirkens side som led i kirketugten og nu er blevet en tradition der er meningsløs i den sekulariserede verden, men tilsyneladende umulig at komme af med. Det eneste positive ved dem er at de betyder fridage - og dem vil vi jo under ingen omstændigheder give frivilligt afkald på. De betyder egentlig blot dage hvor vi er frie for arbejdets forpligtelser, men har idag også fået betydningen at vi kan bruge disse dage til hvad vi vil, herundre æde, drikke, sove, bolle, spille fodbold og snakke løs i munden på hinanden - uden nogensomhelst forpligtelse til at søge stilhed og få kontakt med noget der er dybere og højere end det almindelige og hverdagsagtige.

Påsken er i den kriste verden en særligt stor højtid, der strækker sig over en hel uge, den stille uge, fra Palmesøndag til Påskedag, og den består i den fundamentale form for religionsudøvelse der hedder genoplevelse af eksistentielt afgørende urbegivenheder, i dette tilfælde genoplevelsen af Jesu død og opstandelse, således som de er skildret i evangelierne og blandt andet mesterligt kunstnerisk bearbejdet i Johan Sebastian Bachs store passionsværker.

Fænomenet er nærmest komplet ubegribeligt for flertallet af moderne, sekulariserede mennesker. For de er blevet så skolede i naturvidenskabelige metodik og begrebslære, at de efterhånden intet fatter af mytisk tænkning, men afgør alle spørgsmål ud fra kriteriet om det skildrede eller påståede er i overenstemmelse med naturvidenskabens kendsgerninger eller ej. Bliver svaret et nej, er man færdig med sagen og kerer sig ikke om at eksistentielle spørgsmål er umulige at afgøre ad den vej.

Kirken selv har ikke været uden skyld i miseren, for den har af magtmæssige interesser konsekvent sørget for at dogmatisere alle beretningers hovedpunkter, inklusive de legendariske tilføjelser om Jomfru Maries besvangring. Dogmatisering betyder omarbejdelse af flertydigt fortællestof til entydige påstande og dermed uundgåeligt en ulyksalig bogstaveliggørelse af de oprindelige fortællingers indholdsrige mytiske - eller om man vil metaforiske - billedstof. Følgen har været en hårdnakket pukken på den bogstavelige sandhed af bl.a. beretningen om Jesus opstandelse. Og da de fleste moderne mennesker ikke tror på at Jesus opstod fra de døde i fysisk forstand, kommer kirken uhjælpeligt til kort. Det har den 'fordel' - hvis man må være så fri at kalde det sådan - at den som dogmatisk instans bliver marginaliseret. Men det har samtidig den højst uheldige bivirkning at selve den mytiske tænkning forrådes og den eksistentielle forståelses grundsprog derved med helt katastrofale følger køres ud på et sidespor.

Et af eksemplerne på kirkens ulidelige dogmatisering er fortolkningen af det sidste måltid som Jesus havde med sine disciple og som i den senere opståede menighed naturligt førte til 'Den hellige Nadver'. Måltidet måtte blive helligt, fordi det fik sin særlige karakter ved at være det sidste Jesus var med til, og dét hvor han udpegede sin forræder, men navnlig fordi han 'brød brødet' og delte det ud til sine disciple med ordene 'Dette er mit legeme' og tilsvarende bad dem drikke af vinen med ordene 'Dette er mit blod'. Dette var og er i mytisk tankegang nøjagtigt det samme som at sige at vi bliver ét ved at spise og drikke sammen. Det er dybest set hvad der foregår ved ethvert fællesmåltid mellem mennesker der ønsker sammenhold, og altså det der gør ethvert måltid af denne art til noget helligt: det har højere mål end blot at give kroppen næring og ganen smagsoplevelser.

Men kirken gav sig til at docere en lære om, at det faktisk var og er Jesu legeme og blod man spiser og drikker ved at deltage i den kirkelige nadverhandling. Det førte uundgåeligt til voldsomme og århundredlange stridigheder om substansen i handlingen - den såkaldte transsubstantiationslære, der førte til et dogme i 1215, men også gav teologisk strid i den senere protestantiske kirke. Dogmer er jo redskaber i magtkampen, de er til for at man kan skille sande troende fra kættere og vantro. Den nadver der engang var sand hellig kommunion blev et effektivt middel til at skille fårene fra bukkene.

Lidt mere entydig er Judaskysset, fordi det står som et letfatteligt, men stærkt og i kunsten flittigt brugt symbol på den dybeste og mest afskyelige form for forræderi der næsten gives. En mand i inderkredsen omkring 'helten' forråder denne til fjenderne (i dette tilfælde de romerske magthavere og de samarbejdende jødiske ypperstepræster) - og gør det med en hilseform der normalt betyder om ikke det stik modsatte, så i hvert fald at man ikke kommer med bagtanker. Men som bekendt opfatter vi også Gorbatjofs formelle kindkys over for Erik Honecker ved det afgørende møde i Berlin i oktober 1989 som en art Judaskys. Det var forbundet med en sidste advarsel til Honecker om at gå reformernes vej, men blev i realiteten hans politiske dødsdom, fordi advarslen ikke blev forstået.

Hvad der var Judas's egentlige motiv kan vi kun gisne om. Han må jo formentlig have haft en eller anden følelse af ikke at høre til i kredsen, og han fik den i hvert fald beseglet da Jesus udpegede ham. Men han fortrød som bekendt bitterligt - og endte med at hænge sig. Dette finder vi ganske logisk.

En anden der forrådte Jesus i de samme dage, var Peter, den senere apostel og hovedmand bag kirkens etablering. Han benægtede tre gange i træk - inden hanegal - at han kendte Jesus, da denne var blevet arresteret og bragt for domstolen. Peter skulle ikke nyde nogen af de fortrædeligheder der overgik mesteren. Og det forstår vi også, selvom vi finder det fejt. Peter var iøvrigt den samme mand som Jesus engang irettesatte med de hårde ord: "Vig bag mig, Satan!" Han forstod nemlig ikke hvad Jesus egentlig ville. Men manden blev altså kirkens grundlægger alligevel - og måtte også erfare på sin krop hvad det krævede af offervilje.

Golgata er blevet det mytologiske sindbillede på stedet hvor Guds søn døde en lidelsesfuld og meningsløs død. Lidelsesfuld fordi den var præcis lige så barbarisk som den straf der overgik gemene forbrydere. Meningsløs fordi Jesus hverken var en gemen forbryder eller en trussel mod romermagten eller det civile samfund. Som bekendt blev han hånet af en af de røvere han blev korsfæstet med: "Hvis du er Guds søn, så frels dig selv". Og denne hån fortæller i en nøddeskal at begrebet 'Guds søn' endnu ikke var løsrevet fra sin bogstavelige udlægning, den almindelige og folkelige opfattelse af Gud som et væsen der til hver en tid kunne bryde naturlovene - og altså i givet fald stige ned fra korset uanset at han var naglet til det. Det formåede Jesus ikke, og det var heller ikke en evne han forbandt med Gud. Men han var til gengæld så meget menneske, at han til allersidst udbrød "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?".

Døden indtrådte - og disciplene blev dybt rystet, for også de havde til det sidste håbet på et mirakel. Men det skete ikke, og deres verden gik under.

Men, hævder nu evangelierne, på tredjedagen opstod Jesus fra de døde. Hans grav var tom, og senere blev han set af nogle af disciplene. Evangelierne véd endog at berette at den mest tvivlende af de tre der mødte ham, Thomas, fik lov til at røre ved den genopstandne Jesus og hans naglegab, så han kunne overbevise sig om at denne virkelig var en levende skikkelse og ikke bare et syn.

Alt dette er der spundet uendeligt mange fortolkninger om. De bogstaveligt troende tager beretningerne som endegyldige beviser for deres bogstavelige fakticitet. Mere nøgterne mennesker tror ikke på dem. Men de dybdepsykologisk indstillede forstår dem som klare vidnesbyrd om det kollektivt ubevidstes evne til at danne arketypiske forestillinger af en sådan umådelig kraft at de ikke alene forvandler enkelte mennesker grundlæggende, men hele samfund og kulturer.

Kristus-arketypen er en sådan kraft. Ifølge Jung er Kristus dybdepsykologisk set netop selve typen på den døende gud der forvandler sig, og som sådan er skikkelsen blevet tidløs, fordi arketypers psykiske liv netop er tidløse i sammenligning med vores individuelle tidsbundethed.

Kristus-skikkelsen har mistet meget af sin kraft i vore dage, fordi kirken i totalt misforstået frygt for naturvidenskaben har anset det for nødvendigt at fastholde dogmet om Jesu opstandelse i bogstavelig forstand, dvs som naturstridig begivenhed. Men sådan fungerer en arketype slet ikke i det kollektivt ubevidste. Det der tæller er den psykiske energi som arketypen afgiver til menneskets forestillinger.

Her skal vi altså gøre os den diametrale forskel mellem mytisk og moderne virkelighedsopfattelse fuldstændigt klar. Den svarer nogenlunde til forskel mellem de to slags psykiske grundprocesser. Den moderne virkelighedsopfattelse er domineret af sekundærprocesserne og deres sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fortid, nutid og fremtid, mellem fiktion og fakta samt den sikre brug af de logiske konstanter m.m. Det sikrer en stadigt mere nuanceret opfattelse af den håndgribelige og strukturelle verden vi lever i. Den mytiske virkelighedsopfattelse har ikke de tilsvarende sondringer og lægger derfor 'mening' og 'sjæl' i alle ting og relationer. Eller som det også kan formuleres: Den mytiske tænkning sikrer det selvfølgelige og ubevidste bindeled mellem natur og ånd. Der er ingen afstand mellem dem. Ånd og natur er to sider af samme sag eller - med et moderne udtryk - komplementære størrelser.

Det katastrofale i den ensidige moderne og rationelle tænkning er at værdiaspektet i tilværelsen får en aldeles underordnet rolle, til trods for at det er helt uundværligt for såvel det enkelte individ som for samfundet som helhed, ja, i realiteten er hvad både individerne og samfundet bygger på. Værdiaspektet findes ikke i den objektive - mere eller mindre naturvidenskabelige - tilgang til verden, men alene i den subjektive der kræver valg, mod, engagement og kærlighed, og hvis tidsopfattelse ikke styres af urenes måling. Eliade taler om at myterne drejer sig om tingenes eller værdiernes 'evige genkomst', men som med al tale om metaforer og symboler skal man her passe på med ikke at lægge for meget i selve sprogbrugen. For myterne bygger ikke på teorier om evig genkomst, men lever i menneskesjælene som forestillinger om en evighedens verden der er hævet over timeligheden.

Her kommer højtiden ind i billedet som netop den tid eller de dage af året, hvor det tidløse og de arketypiske forestillinger udfylder pladsen i menneskenes sjæle, så livsenergien så at sige 'lades op'. Ligesom sabbaten, den regelmæssige stilhed, ikke kan undværes i det sunde sjæleliv, således kan højtiden ikke undværes i det sunde samfundsliv, det samfundsliv der ikke vil bukke under for det ensidige og stressgivende jag efter forbrug og rigdom.

Der kan siges meget negativt om den kristne kirke - og andre veletablerede religionssystemer - af den grund at det om alle organiserede magtfaktorer gælder at de korrumperer med tiden. Men sålænge religionerne bevarer en forankring i de arketypiske forestillinger vil de vedblive at bestå og gøre deres indflydelse gældende - også på det rent åndelige, ikke-magtmæssige plan. Og slipper de denne forankring, vil nye, emergente fænomener dukke op til samfundenes fornyelse.

Kristendommen har uden tvivl - som tidligere anført på disse sider - potentiale til en afgørende fornyelse - til en emergent evolution i vor tid - men det kræver opgør med alle dogmer om Kristus-skikkelsens tilknytning til brud på naturlovene. Til gengæld skal der fokuseres på selve den frigørelse af den psykiske energi der fortsat lever i Kristus-arketypen, og som Bachs universelle musik i langt højere grad bringer videre end den etablerede kirkes dogmer. Bach forstod som få hvad det drejede sig om. Det må vi lade ligge her, men det vender vi tilbage til.

Evangeliet er ikke mindst beretningen om en mand der for to tusinde år siden gjorde oprør mod en stivnet kultur og religion, ikke ved på nogen måde at revoltere mod magtapparatet, men ved det meget større og meget mere inspirerende at undsige den snævre moral, den snævre dogmatik og den snævre forbindelse mellem, for ikke at sige forvekslingen af religion med magt. Når det giver mening at betragte ham som Guds søn, skyldes det ikke at han var fysisk afkom af en påviseligt eksisterende gud, men at han var den arketypiske inkarnation af den nødvendige forbindelse mellem mennesket og det kollektivt ubevidste.

Det oprør han stod for er med tiden blevet ganske godt forrådt eller skjult af hans kirke, men der er stadigt brug for det i den kulturkrise vi befinder os i og som i disse år er særligt aktualiseret i sammenstødet mellem den sekulariserede vestlige verden og den ikke-sekulariserede muslimske verden.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik

Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Mytologi (1)   (Afdogmatisering - 2.8.02.)
Mytologi (1)  (Kunstblad 02)
De psykiske grundprocesser

Komplementaritetssynspunktet
Introduktion til den komplementære heklhedsrealisme
Artikler om religion
Artikler om eksistens

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean