JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende14pinse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.6.06.

Pinse, sol og helligånd

Da det ifølge en aktuel rundspørge kniber med danskernes elementære viden om kristendommen, iler vi med på denne skønne pinsemorgen med klar himmel og sol at oplyse alle interesserede om, at pinsen er betegnelsen for den kristne kirkes grundlæggelse i og med at Helligånden som det hedder i det bibelske sprog 'blev udgydt' over disciplene og deres tilhængere, så de begyndte at 'tale i tunger'. Dette vil nærmere betegnet sige at de begyndte at tale frit på hver sit modersmål, men at de alligevel forstod hinanden og - nok så væsentligt - følte sig om en symbiotisk enhed. Selve ordet 'pinse' kommer af det græske pentecoste der betyder den halvtredssindtyvende. Begivenheden fandt netop sted 50 dage efter Kristi opstandelse.

Begivenheden er skildret i Apostlenes Gerninger kap. 2, hvor det bl.a. hedder: "Da lød der med eet fra himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde."

Selvsagt blev de tilstrømmende jøder noget forvirrede over hvad de så og hørte. De mest prosaiske af dem spottede de tungetalende med bemærkningen: "De er fulde af sød vin". Men apostlen Peter kunne afvise det: "Disse mænd er ikke berusede.... det er jo kun den tredje time på dagen" (det ville sige at klokken var ni om morgenen).

Man kan ikke fortænke de nøgterne iagttagere i at søge forklaringen på fænomenet i almindelig beruselse, for fænomenet går vitterligt ud over den dagligdags erfaring og kan i mangt og meget minde om beruselse eller det vi siden narkomaniens udbredelse kalder bevidthedsudvidelse. Den kræver imidlertid ikke kunstige stoffer, men kan også fremkaldes gennem dybtgående (indadvendt) meditation eller gennem den ekstase der kan fremkaldes gennem musik og dans. I det gamle Grækenland var ekstasen navnlig kendt i Dionysos-orgierne, i den romerske verden mere kendt som Bachhus-fester. Men igennem hele Middelalderen fejrede man karnevalsfester med samme resultat. Jf. artiklen Musik - underholdning eller kult?. I moderne tid er disse fester dukket op igen. Men sideordnet eksisterer fænomenet i religiøst regi stadigvæk i den såkaldte apostolske kirke, også kendt under navnet 'Pinsebevægelsen'.

Pinsen har - ligesom påsken - naturligvis også jødisk tradition bag sig, men i høj grad også en folkereligiøs der knytter sig til forår og soldyrkelse. At pinsesolen danser, hvis vejret er klart og man iøvrigt står tidligt op eller måske rettere - af visse grunde - lader være med at gå i seng aftenen før, viser netop hvor tæt folketroen er knyttet til naturens gang og sjælens særlige modtagelighed for indtryk når man holder sig vågen.

To forhold er ret afgørende for en forståelse af fænomenet 'Helligånd'.

For det første sker der - i modsætning til den kunstige beruselse - en forandring af det enkelte menneske, således at det efter oplevelsen forstår sin livssituation radikalt anderledes end før oplevelsen - og som fx i apostlenes tilfælde forstår deres særlige forpligtelse til en eller anden form for mission. De Jesus-tilhængere der var samlede da Helligånden blev udgydt over dem forvandledes netop fra blot og bart at være disciple til at være apostle der havde forpligtelse til at drage ud i verden og forkynde evangeliet. Uden en helt ekstraordinær følelse og erkendelse af en større eller 'hellig' ånd var kirken aldrig blevet en realitet.

Men alle religiøse vækkelser har i princippet samme årsag. Også det der sidst i 1800-tallet blev kaldt Pinsebevægelsen i England, USA og Sverige, og som hurtigt nåede Danmark. Dette skete ikke mindst gennem den omvendelse der ramte den 34-årige meget feterede og erotiske skuespillerinde Anna Larssen (senere gift Bjørner) der i 1909 forlod Dagmarteatret i Jernbanegade i København. Det var et kontraktbrud der kostede hende alt hvad hun ejede - og teaterchef Martinius Nielsen en fallit. Men det blev samtidigt et gennembrud for pinsebevægelsen i Danmark. I dag kendes den bedst fra Tabor- eller Elim-menighederne, hvor netop sangen dyrkes meget bevidst og intenst. Anna Larssen Bjørner har åbent fortalt sin historie i bogen 'Teater og Tempel' der udkom i 1935. Men det er karakteristisk for bedømmelsen af fænomenet som sådant, at man helst vil give det udseende af, at hendes omvendelse skyldtes sygdom. Teaterhistorikeren Robert Neiiendam skriver i Biografisk Leksikon, at en religiøs understrøm i hendes væsen begunstiget af sygdom havde taget magten.

For det andet er der klart tale om et udslag af det C.G. Jung kaldte den kollektive ubevidsthed. Der er ikke tale om et fænomen der kan forklares alene ud fra individualpsykologien og afvigelser derfor heller ikke ud fra individualpatologien. Men mange rationalister vil jo ikke være ved, at det kollektivt ubevidste er en realitet, som ligger neden under alt sjæleliv og derfor også neden under al religion, al kunst, al kultur og alt samfundsliv. Den er meget mere bestemmende for kultur- og samfundsudviklingen end den gængse naturvidenskabelige forskning vil være ved. Og den er særdeles velbeskrevet.

Det karakteristiske for det der skete med disciplene 50 dage efter Jesu opstandelse er just at det ligesom Jesu opstandelse og Jesu himmelfart skal vurderes og tolkes som kollektive psykiske fænomener af så stærk en art at de uundgåeligt kommer til at bestemme menneskers liv og livsførelse efterfølgende.

Det rejser så til gengæld spørgsmålet hvad vi skal stille op med den slags i vore moderne sekulariserede tider, hvor vi på den ene side accepterer, ja efterstræber store ekstase-givende peak-oplevelser i form af orgasmer, beruselser, musikintensitet, events og undertiden livsfarlige udfordringer, men på den anden side ønsker religion fjernet mest muligt fra det offentlige rum og henvist til privatsfæren. I grunden er dette jo kun udtryk for forvirring og inkonsistens. Man vil naturligvis af med det religiøse snavs der knytter sig til dogmatiske systemer, religiøs fanatisme og religiøse institutioners undertrykkelse af mennesket og de menneskelige drifter, men man hælder barnet ud med badevandet, dvs man hælder de fundamentale værdier der ligger i den barnlige helhedsrealisme ud med det snavsevand man har brugt til at vaske repressalierne væk med. Og det er ganske enkelt ikke holdbart.

Den komplementære helhedsrealisme siger at såvel de enkelte individer som samfundet som helhed aldrig kan undvære hverken de 'barnlige' primærprocesser eller de 'voksne' sekundærprocesser, for de første er forudsætningen for al kreativitet, kærlighed og mening, de sidste forudsætningen for al nøgternhed, videnskab og sund fornuft.

Fornuften skal vi bruge til at måle og veje og skaffe os brugbar viden om alt hvad der vedrører det praktiske liv. Men den går grassat hvis den også bruges til at bekæmpe eller afskaffe alt det 'unyttige' i tilværelsen, for denne rubrik omfatter alt hvad der giver tilværelsen mening og retning. Herunder hører kunsten og religionen, men den sidste vel at mærke forstået som ikke-dogmatisk religion. Jf. artiklen om Myte, ord og billede.

Pinsen er som helligdag særdeles velegnet til at minde os om tilværelsens store komplementaritet mellem det dagligdags, prosaiske og nyttige eller timelige på den ene side og det ekstraordinære, poetiske og religiøse eller evige på den anden side.

I al enfoldighed

Peer Sendemand

Henvisninger:

Musik - underholdning eller kult?
Himmelfart, jordbundethed og realitet  (25.05.06.)
Myte, ord og billede
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi  (16.4.06.)

Peer Sendemands rubrik:  Klik

Artikler om religion
Artikler om sekularisering
Artikler om erkendelse
Artikler om eksistens

Fem introducerende artikler om Jernesalts grundlæggende filosofi:

Politik, magt og afmagt (30.12.04.)

Arbejde, forskning og religion (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

Kristendommen passé? (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Selvet - sjælen - ånden (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed? (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven