JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - jul2018

ARTIKEL FRA JERNESALT 23.12.18.

Den massive uvidenhed om det kollektivt ubevidste ses klart ved juletid, men kom også frem på en højere læreanstalt

Den helt uskyldige danske forfatter Kai Hofmmans "Den danske sang er en ung, blond pige" blev for to år siden brugt på den højere læreanstalt Copenhagen Business School fordi den findes i Højskolesangbogen og er populær blandt danskerne, men den krænkede ikke destomindre en sort underviser der er opvokset som apoteret i Danmark, men har rødder andetsteds. Hun opfattede den som racistisk og klagede til mødets arrangør, institutleder Mads Mordhorst, og han gav hende gudhælpemig både forståelse og undskyldning. Heldigvis blev denne mand straks udsat for et hav af protester fra en lang række politikere og kulturpersoner (med statsministeren og justitsministeren i spidsen) som alle nærmest mente at al national frihed ville høre op, hvis danskere ikke kunne synge gamle populære sange ved festlige lejligheder som det passer dem. Professor emeritus ved CBS, filosoffen Ole Thyssen kaldte underviserens klage en overreaktion, som efter hans mening endda var helt ude i hampen. Sagen serverede med andre ord på en enkelt sølvtallerken hele den store forskel mellem indvandrere og etniske danskere som mange universalister og globalister ellers benægter og mange flygtninge ikke vil høre tale om, når de først har fået dansk statsbogerskab.

Teksten er et 'lejlighedsdigt', som er skrevet som prolog til et stort anlagt landssangstævne som skulle manifestere de danske korforeningernes folkelige arbejde landet over og som fandt sted på Det kongelige Teater 1. juni 1924. I alt mødtes ca. 25 kor fra hele landet - lige fra Det Kongelige Operakor til sangforeningen "Bamsen" fra Frederikshavn. Prologen stod dagen efter at læse i Berlingske Tidende. Den bestod af fem strofer, og heraf bruger Højskolesangbogen kun de tre første af helt generel art. Lyrikeren Kai Hoffmann hentede inspiration i dansk natur og historie. Hans sprog formidler en lys og festlig, medrivende stemning, som i strofe 3 kulminerer i en direkte appel til det ganske land om at lade sangen løfte sig lige så selvfølgeligt, som det sker i naturens verden. "Så syng da Danmark, lad hjertet tale", hedder det, og det er der næppe mange der kan se noget poovokerende i. Det kommer først med sammenligningen med den blonde pige.

Den folkekære komponist Carl Nielsen satte i 1926 melodi til sangen ud fra sin eminente evne til at ramme en folkelig og sangbar melodi, men faktisk blev melodien i dette tilfælde også 'kønsbevidst' som Jørgen I Jensen forklarer i sin fortræffelige biografi "Danskeren" (1991): "… i sangen om den danske sang, Den danske Sang er en ung, blond Pige, afbalanceres tekstens kvindebillede af en opadgående bevægelse i melodiens begyndelse, 'mandligt' … som en stor sekst (et interval på seks heltrin), med hurtig optakt, der øjeblikkeligt angiver tonekønnet, så der skabes en ny konstellation af det mandlige og det kvindelige”. - Dette er et fint træk af Carl Nielsen, som viser dennes komplementaritets-forståelse, men samtidigt også gør sangen som helhed til noget ingen burde kunne lade sig krænke af. Men det er præcis denne komplementaritet mellem kønnene og mellem racerne som nutidens ligstillingsfanatikerne har så forbandet svært ved at få fat på og se den dybere mening med. Man kan såmænd godt forstå at en fremmed ikke kan høre det, men det er blamerende at institutlederen heller ikke fatter det og ikke er i stand til at forklare det (eller i det mindste henvise til nogle der kan). Dette hænger nøje sammen med hele den generelt manglende viden om hvor dybt det kollektivt ubevidst stikker i al ægte folkelighed og al ægte nationalfølelse. Disse skal naturligvis aldrig undskyldes. Dem må indvandrere acceptere, hvis de vil leve og arbejde her i landet.

Det er dog heldigvis sjældent at der fra officielt sted kommer en undskyldning for et helt igennem uskyldigt udtryk for dansk nationalfølelse som en fremmed har misforstået - og hvis påberåbelse af en krænkelse virker stik mod hensigten - men det sker, bl.a. fordi mange velmenende mennesker i dette land simpelt ikke kan se noget gennemsundt og naturligt i en nationalfølelse der er udtrykt i poetisk sprog af ældre dato. Det selvsamme gælder i høj grad den religiøse følelse, og derfor er det nødvendigt også at slå ned på en tilsyneladende uskyldig bemærkning fra en filmanmelder der fornylig i Politiken kaldte det modigt af Danmarks Radio at lave en så lang tv-serie som "Herrens veje", der "handler om noget så abstrakt som tro".

Undertegnede har ikke set serien - da den i mine helhedsrealistiske øjne på foromtalen at bedømme lød ligegyldig, men jeg anfægter bestemt ikke at serien handler om noget abstrakt, nemlig om en folkekirkepræsts tro i forhold til sit eget almindelige liv. En præst er selvfølgelig et helt almindeligt menneske ved siden af at være teolog og præst. Og det må være naturligt for ham at drage teologien ind i sine overvejelser. Det abstrakte ligger ene og alene i selve det forhold at en præst er bundet af en trosbekendelse, der for de fleste almindelige mennesker er ligegyldig og uforståelig - uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej. Dette liggger igen i at trosbekendelsens artikler består af dogmer af metafysisk art, som er formuleret for flere hundrede år siden og som færre og færre af nutidens mennesker kan acceptere. Lad os bare tage dogmerne om at Jesus er født af en jomfru eller om at han skulle være opstanden fra de døde. Bevares, formuleringerne kan fortolkes, men de er gennem tiderne vitterligt overvejende blevet fortolket meget bogstaveligt og autoritativt af kirken, herunder op til omkring 1973 i folkeskolernes religionsundervisning efter Luthers lille katekismus. Og troen på noget overnaturligt er gjort til betingelse for frelse - og understreges gang på gang af præster og teologer den dag i dag. Og her må det altså siges at der absolut intet modigt er i at lade disse gamle dogmer i det Herrens år 2018 indgå i en tv-serie, hvis den ellers er velskrevet og spilles af gode skuepillere. Det sidste skal jeg naturligvis ikke tage stilling til, når jeg ikke har set filmen. Men jeg noterer at den glimrende skuespiller Lars Mikkelse er blevet rost for rollen. At bringe den er imidlertid kun at bekræfte flertallets antagelser og fordomme, direkte eller indirekte.

Det virkeligt modige og provokerende ville først komme, hvis seriens skabere og Danmarks Radio havde vovet at konfrontere den gængse, og dybt forældede og reaktionære dogmetro med en tidssvarende viden om at religion ikke er identisk med dogmetro og dermed intellektuel ekvilibrisme af en eller anden art, men tværtimod stikker langt dybere, nemlig ned i det førsprolige og medfødte, også kaldet det billedlige og det kollektivt ubevidste. Religion uden for dogmernes univers er simpelthen udtryk for normal føling med den fulde virkelighed der netop omfatter både det sproglige og det billedlige, både det rationelle og det irrationelle, og derfor er det objektivt og nøgterne set noget alle mennesker lever på helt ubevidst allerede fra barnsben og som først går i stykker når og hvis de af den ene eller anden grund bliver ramt af fortvivlelse, meningsløshed, endeløse spekulationer, dødsangst og eventuelle selvmordstanker.

Indvendingen vil naturligvis straks lyde, at dette er jo også påstande, der kan diskuteres og gøres til genstand for endeløse spekulationer, men dette er lige præcis ikke tilfældet af den simple grund - som man ikke må overse - at der udtrykkeligt er tale om noget medfødt og billedligt eller intuitivt. Der kan og må naturligvis laves beskrivelser af det kollektivt ubevidste, da vi ellers slet ikke kan tale om dem; og der kan naturligvis også laves teorier om dem, da tænkende væsener nu engang er tilbøjelige til for forståelsens skyld at sætte ord og begreber ind i en eller anden større sammenhæng (det kaldes filosofi). Men selve de indre billeder og forestillinger kræver ikke forklaringer eller teorier, de dukker - ligesom humoristiske indfald - spontant op i sindet bare man kobler tankeprocesserne fra, som det sker når man bare sætter sig hen i stilhed og lader tanker og billeder komme og gå som de vil. Eller de kan dukke op i nattens drømme. Og det skyldes altsammen at vi mennesker ved siden af eller neden under den bevidste og kontrollerede tanke har en løbende bevidsthedsstrøm som ikke kan styres og som ikke slukkes bare man lægger sig til at sove.

Det afgørende i eksistentiel henseende er nu at de irrationelle, medfødte og derfor primære psykiske processer er aldeles afgørende for menneskets psykiske sundhed, udvikling og kreativitet, mens de rationelle, tillærte (sekundære) processer er helt nødvendige for at lære sprog, kommunikation, færdigheder og kunne begå sig i samfundet. Spillet mellem disse to processer er det man forstår ved sjæleliv og åndsliv, og dette har igen været en selvfølge fra tidernes morgen, men er blevet fatalt forplumret gennem de sidste par hundrede år gennem den vildt overdrevne tro på rationaliteten, naturvidenskaben og det teknologiske fremskridt.

Det fatale heri ligger i at man tror det irrationelle er uden særlig betydning skønt det lige præcist er det der rummer meningen med det hele, og oplevelsen af meningen, helheden og sammenhængen i videre forstand. Og det uhyggelige ved denne udvikling er ikke at naturvidenskaaben har vundet frem, men at teologien og den etablerede kirke ikke har reageret på naturvidenskab med sund fornuft og sund komplementaritetsforståelse, men med blind, tåbelig og katastrofal afvisning, der har pukket på noget så abstrakt spekulativt som troen på det overnaturlige og bekendelse af denne tro som betingelse for frelse.

Det er en lang historie som ikke skal repeteres her - der henvises til andre artikler her på siderne. Men det skal i julens anledning fremhæves, at man ingen vegne kommer med blind afvisning af religiøse udtryk og begeber som guder og djævle, himmel og helvede, engle og dæmoner - eller trolde og hekse, for disse stammer alt overvejende fra det kollektivt ubevidstes store fælles kilde og er derfra gået over i sproget og sjælelivet som grundbegreber og grundforestillinger, man kan bruge eller lade være med at bruge, men som i høj grad er anvendelige, ja, uundværlige for alle der ønsker seriøs eftertanke.

Så syng da Danmark, lad hjertet tale. Syng også julesalmer og julesange af hjertens lyst de kommende dage.

Glædelig jul!

Peer Sendemand

Peer Sendemands rubrik: Klik

Henvisninger:

Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag Videnskabstroens ubærlige snæversyn (21.4.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling (22.8.16.)