JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - jernesaltstatus13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.13.

Status over Jernesalts elvte år

Websitet JERNESALT har nu kørt i elleve år og har efter undertegnedes egen mening stort set levet op til sit formål og sin programerklæring, som var at fastholde et sekulært håb og en sekulær tro på fremtiden ved at udbygge et sammenhængende og konsistent helhedssyn som et nødvendigt modstykke til al fragmentarisk kritik og analyse. Kommentarer til de aktuelle begivenheder inden for såvel dansk som international politik og debat samt omtale af film, kunstudstillinger, musik og faglitteratur og skønlitteratur har hele vejen igennem været fulgt op af særligt grundige artikler og essays om naturvidenskabelige, filosofiske, psykologiske, politologiske og kulturelle og religiøse emner med det klare og udtrykkelige formål at imødegå al fragmentering og fastholde et overordnet helhedssyn.

Dette har ikke vundet den genklang jeg havde håbet på, og jeg har da også gentagne gange kunnet konstatere på modtagne kommentarer at mange læsere har interesseret sig mest for synsvinklerne på de specielle emner de var særligt optaget af. Nogle har reageret på de politiske tilkendegivelser, andre på de filosofiske og naturvidenskabelige eller de dybdepsykologiske eller eksistenspsykologiske, og enkelte på artiklerne om film og musik. Men kun få er gået ind på selve det helhedsynspunkt som er hovedsagen og i virkeligheden bør ses som et fundamentalt opgør med den dualistiske tænkning, politik og kultur som har præget Europa i 150 år og som jeg mener er fatal for kulturen ved at holde det verdslige og åndelige adskilt i to sfærer der ikke har noget med hinanden at gøre. Det økonomiske og politiske liv tillige med det almindelige dagligliv betragtes af de fleste mennesker på vore breddegrader som materielt og verdsligt. Det kulturelle, filosofiske, videnskabelige og kunstneriske opfattes blot og bart som en overbygning til det materielle og derfor også som noget snævert verdsligt. Og som sådant fungerer det glimrende som fritids- og rekreationsmulighed. Men alt hvad der har med det irrationelle, spirituelle eller religiøse at gøre rubriceres som åndeligt og betragtes også som en privatsag som folk naturligvis i et frit demokrati som vores må dyrke som de lyster bare de ikke generer andre. Men det har - synes folk - ikke noget at gøre med dagligdagen, erhvervslivet, økonomien, politikken, kunsten eller videnskaben.

Den komplementære helhedsrealisme siger det stik modsatte, nemlig at det materielle og det åndelige er vævet ind i hinanden så dybt og tæt at det er umuligt at adskille det og umuligt at fastslå årsagssammenhængene mellem dem. Til gengæld kan det afgøres med usvigelig sikkerhed - som det da også er blevet gjort i alle kulturer lige fra tidernes morgen - at alle mennesker uden undtagelse og lige fra fødslen kan siges at bestå af såvel en materiel del, kaldet kroppen eller legemet, som en åndelig del kaldet sjælen. Den første har fysisk udstrækning og kan derfor måles og vejes med samme metoder som vi bruger til at måle ting med. Den sidste er derimod uden fysisk udstrækning og kan alene konstateres gennem den specielle psykiske energi der afstedkommer tanker, følelser, drømme, erindringer, fremtidsforestillinger, ord, tal og abstrakte begreber og som dels kan registreres ved introspektion, dels ved kommunikation med andre mennesker via synsindtryk, minespil, lydsignaler, sprog og berøring. Og disse psykiske fænomener er akkurat lige så virkelige og mindst lige så afgørende for vores eksistens som de ydre materielle. Vi kan desuden gennem disse fænomener drage den essentielle slutning at sjælen ikke er en rent personlig del af et menneske, men også rummer en fælles menneskelig del der peger på at åndsfænomenet som sådant må være et kollektivt felt af psykisk energi. Det kan i analogi med det elektromagnetiske felt i fysikken lettes forstås som opstået som følge af at de mange enkeltpersoners psykiske energier spiller direkte sammen med andre personers psykiske energier, men samspillet er i vid udstrækning ubevidst - indtil det af forskellige grunde og ofte tilfældigt bliver direkte genstand for bevidsthedens opmærksomhed. Og dette er formentlig årsagen til at mange mennesker ikke ænser det og med årene endda lægger mindre og mindre vægt på det.

Hele dette felt af kollektivt ubevidst der kan manifestere sig som bevidste forestillinger i det enkelte menneskes psyke er der ikke desto mindre forlængst af forskellige forskere lavet og udbygget en glimrende og konsistent teoretisk begrebsramme om ud fra de nævnte manifestationer i form af drømme, erindringer, fremtidsforestillinger, projekter og dybe indsigter af helhedskarakter. Dette er der skrevet adskillige artikler om her på siderne. Men igen støder undertegnede på den ejendommelighed, at mange på forhånd afviser tanken eller i hvert fald viger tilbage fra at stifte nærmere bekendtskab med den. Jeg har bl.a. fra en skeptiker været ude for efterlysning af en begrundelse for fænomenet, skønt jeg gang på gang gør opmærksom på at sjælelige fænomener efter sin art nu engang ikke kan dokumenteres eller bevises: de kan alene erfares direkte, og da falder enhver søgen efter en 'begrundelse' bort af sig selv. - Alle kan jo begynde med deres egne hele elementære erfaringer af deres aldrig hvilende indre bevidsthedsstrøm, drømme og spontane indfald. Eller de kan gå i gang med at sætte sig ind i andre menneskers sjæleliv - sådan som dette forefindes i sammenhængende og altid aktiv form hos alle vore medmennesker, og sådan som det afspejles i al kunst, musik, litteratur og film samt alt samkvem. Det er det mest selvfølgelige af alt - og man behøver altså strengt taget ikke gå omvejen ad den egentlige dybdepsykologi. Denne kommer først ind i billedet, fordi hele den umiddelbare realitet som vi som mennesker fødes ind i netop i vores kultur går hen og bliver fremmed for mange mennesker gennem en meget intellektualiseret skoling og oplæring i nyttepraksis, fysisk viden og rationel tænkning. Denne intellektualisering af vort forhold til omverdenen er i virkeligheden en fatal indsnævring af virkeligheden, og det er den Jernesalt vedvarende gør op med.

Grunden til dette vedvarende kulturopgør fra min side er den simple, at udviklingen både på det politiske og det kulturelle felt fortsat er skæv, hvad der navnlig vil sige at de politiske ledere i Danmark og den øvrige moderne verden fokuserer så ensidigt på de økonomiske og strukturelle problemer at de i realiteten bagatelliserer kulturlivet og åndslivet ganske eftertrykkeligt - og lige netop af den grund får alt til at gå i ring eller svinge fra grøft til grøft. Ligegyldigt om konjunkturerne er gode som under Fogh Rasmussen eller dårlige som under Løkke Rasmussen og Helle Thorning og nu har medført langvarig økonomisk krise, så fungerer politikerne primært som teknokrater der søger økonomiske, juridiske og administrative løsninger på alle problemer - og derfor aldrig når deres mål, men forårsager en reel kløft mellem sig selv og befolkningen. Medierne følger trop og fokuserer på de samme ting som politikerne, men naturligvis ikke uden samtidigt - for oplagenes og pengenes skyld - at give læsere, lyttere og bloggere underholdningsmæssige og spændingsfyldte lunser som de kan kaste sig over og blive pacificerede ved at sluge.

Ingen af de ledende politikere eller redaktører og mediemoguler formår at hæve sig op over middelmådigheden og underholdningsniveauet og levere virkeligt indsigtsfulde og visionære forestillinger om det fremtidige samfund som kan overvinde ikke alene de faktiske økonomiske og strukturelle problemer, men også mistillidskløften mellem folket og lederne og dermed få vendt mistrøstigheden og fremmedgørelsen. Grunden er ikke at de ikke er velmenende nok, men derimod at de som teknokrater med overvejende økonomisk, juridisk eller politologisk uddannelse har været alt for ukritiske over for de gængse lærdomme på universiteterne, derfor er blevet alt for snæversynede og desuden i alt for høj grad har glemt al grundliggende politiske substans og i stedet er begyndt at bygge deres politiske karriere op på spin og ydre fremtræden.

Jeg har her på siderne gentagne gange understreget at jeg betragter statsminister Helle Thorning som alt andet end en statsmand af virkeligt format som eksempelvis Thorvald Stauning. Hun kom til magten fordi hun var veluddannet, veltalende, velklædt og vellidt og ikke mindst havde det rigtige køn i forhold til modkandidaten i partiet og siden modkandidaten ved valget i 2011. Hun gør sig glimrende på alle de bonede gulve i udlandet. Og hendes regering fører også - takket været en målrettet socialdemokratisk finansminister og en fornuftig radikal økonomiminister - en ansvarlig økonomisk politik, men hun har skuffet sine egne vælgere dybtgående ved ikke at have kunnet skabe ny økonomisk vækst så hurtigt som lovet - og hun har svare problemer med nogle af de store reformer. Men fortsat fører hun sig frem med selvfølgelig sikkerhed - uden på noget tidspunkt at røbe egentlig refleksion eller dybere forestillinger om vort folks fremtid. Og pudsigt nok har regeringens tre kvindelige partiledere i den forløbne uge alle ført sig frem usædvanligt velklædte. En skeptiker kan ikke undgå at få indtrykket af at look'et betyder mere for regeringen end substansen, og at dette meget vel kan være en del af forklaringen på at den som helhed klarer sig dårligt i meningsmålingerne. Jf. fx artiklen Helle Thornings flinkeskole-optimisme bekræfter det manglende format.

Dette betyder ikke at jeg kan pege på oppositionens ledere som indlysende alternative valgmuligheder. Jeg synes Lars Barfoed står uhyre svagt som leder af Det konservative Folkeparti, og at Anders Samuelsen udelukkende markerer sig energisk som appellant til de mest superliberalistiske vælgerdrømme på den yderste højrefløj, og jeg synes at Lars Løkke Rasmussen er faldet fuldstændigt til som den joviale middelmådighed han altid har været. Bevares, dygtig og velmenende som administrator, men uden tilstrækkelig afstand til de velfærdsgoder han er vokset op med og - allerværst - uden noget helst visionært perspektiv eller nogen som helst føling med de folkelige kræfter ingen progressiv leder kan være foruden og som hans eget parti, ganske som enkelte andre partier, tidligere har haft god føling med. Denne føling findes i nogen grad hos Dansk Folkeparti, hvis nylige lederskifte er foreløbet over al forventning og har placeret partiet utvetydigt på den pragmatiske midte af dansk politik, men hvis eksistensfilosofiske forståelse er lige så overfladisk som de øvrige partiers. Og det typiske for situationen er at Venstre langt fra er begejstret for Dansk Folkepartis stabile vælgertilslutning, på trods af at Venstre ikke har nogen chance for at komme tilbage til regeringsmagten alene på konservatives og ultraliberales stemmer. Men Lars Løkke lader sig gerne fotografere sammen med Lars Barfoed og Anders Samuelsen og vil ikke afklare forholdet til DF. Og så har han jo nogle for partiet meget kedelige kommissionssager at skulle forholde sig til, selvom han helst vil være fri.

Generelt gælder for alle partier i den nuværende situation at de ikke kerer sig om den tredje vejs progressive udvej af al gammeldags klassekamp og ideologisk tomgang. Klassekampen er død og borte, og det er dybt reaktionært at forblive i den gamle modsætning mellem socialismen og liberalismen som sande veje til et bedre samfund. Den tredje vej er progressiv fordi den ser trygheds/ligheds-princippet og frihedsprincippet som klart komplementære modsætninger der hverken kan eller skal ophæves, men forblive i dynamisk modsætning. Jf. artiklen Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener.

Det spiller ind på det lave stade i det politiske liv, at befolkningen og medierne er fokuseret næsten sygeligt på kritik, mistillid, kontrol og afsløringer af politikerne. Demokratiet er godt i gang med at blive undergravet af kritik og hadefuldhed på de sociale medier og endeløse klager til alle instanser. Vælgerne glemmer helheden og perspektiveringen for detail-kritik og personkritik, for ikke at sige personforfølgelse. Ja, det forholder sig endda sådan at ungdommen i dag stort set slet ikke er i stand til at sætte sig ind i andres tankegang og sjæleverden, og hverken i skolen eller gymnasiet overhovedet får lært hvordan man bærer sig ad dermed; de tror man kan klare sig med impulsive opslag på nettet, og oplever ikke berigelsen ved fordybelse og forståelse. Og politikerne formår ikke at få vendt denne uheldige, ja katastrofale udvikling, fordi de selv glemmer helheden og frem for alt overhovedet ikke fatter at den eneste vej til holdbar og langsigtet tillid og tilslutning er at vise ægte lederskab gennem den føling med de dybe folkelige skaberkræfter som ene og alene findes i det kollektivt ubevidste.

Kun for fuldstændighedens skyld skal tilføjes at problemet i EU er nøjagtigt det samme: fokus på økonomi, budgetdisciplin og strukturændringer hen mod mere topstyring, mere kontrol med hinanden, og dermed mere mistillid til hinanden. Og ingen føling med eller appel til de skabende folkelige kræfter - eller viden om hvori disse overhovedet består.

Problemerne i Mellemøsten holdes også fastlåst, fordi kombattanterne i de arabiske lande er uforsonlige og ikke ønsker at tage hensyn til middelklassens voksende forhåbninger til en fredelig demokratisk og sekulær udvikling, og fordi det internationale samfund mest af alt frygter islamistisk fundamentalisme og terrorisme, og ingen evner har til at få fat på eller hjælpe de folkelige kræfter af konstruktiv tilsnit der skal til for at svække fundamentalismen. Hele diskussionen går først og fremmest på hvem man kan hjælpe med våben uden at våbnene kommer i de forkerte hænder. Og den diskussion fører kun til passivitet fra udlandets side og til eskalering af konflikten i regionen. Specielt Europa har glemt sine historiske forudsætninger for at vise vej til forsoning og inklusion.

Kulturopgøret med den fundamentale dualisme og de fundamentale livsløgne er altså fortsat betingelsen for at få vendt udviklingen - og her er det på den ene side beklageligt at det er svært at komme igennem med alternative synspunkter og en virkelig nytænkning, men på den anden side trods alt glædeligt at internettet nu alle steder både sørger for nemmere adgang til formidling af ny viden og gør det sværere at spærre for deling af ny viden og nye forhåbninger.

Internettet er paradoksalt ved at give mulighed for lettere formidling af ny viden og helt nye indsigter såvel som ved at øge mængden af information i så store mængder at informationssamfundet er ved at blive oversvømmet af overfødig information. Information er slet ikke et gode i sig selv; et virkeligt og afgørende gode er faktisk kun den information der er tilstrækkelig ny, tidssvarende og kvalificeret så den med Norbert Wieners udtryk er i stand til at trænge så dybt ned i det han som kybernetiker kaldte 'et kommunikations- og oplagringsapparat' at det kan tjene som igangsætter for handlingen. Det vil jo dybdepsykologisk sige trænge så dybt ned i sjælene og folkesjælene at indsigterne igangsætter de nødvendige, fremadrettede og bæredygtige handlinger.

Faktisk er det præcis dette Jernesalt har forsøgt i elleve år - og stadig ser som sit formål. Jeg mener faktisk at jeg med den komplementære helhedsrealisme har noget at byde på som er mere progressivt og konsistent end hvad nogen anden kan byde på. Men jeg afgør jo ikke selv min filosofis skæbne. Jeg kan kun lægge den frem. Og her udnytter jeg internettet med selve hjemmesiden, men er nu også begyndt at lægge de væsentligste artikler og essays ud på nettet som e-bøger, så heller ikke mine læsere behøver at drukne i input, men kan koncentrere sig om de væsentligste essays og artikler.

Jeg er fuldstændigt på det rene med at bøger fra selvudgivere som hovedregel ikke bliver anmeldt eller omtalt i aviser og tidsskrifter - allerede af den grund at der er for mange af dem - men hvis man tilfældigvis hører til den kategori af selvudgivere der er yderst kritiske over for de fatale normer og fordomme der præger landet og kulturen, herunder fagfolk og redaktører, så har man ingen anden udvej end selvudgivelse. Og jeg føler mig endda i godt selskab da selv fagfolk af højeste karat har oplevet massiv modstand når de er gået uden for faggrænserne og har fremlagt epokegørende nye indsigter. Det gælder fire af min hovedinspiratorer, nemlig kapaciteter som Vilh. Grønbech, Niels Bohr, Konrad Lorenz og Erling Jacobsen. Jf. bl.a. Modstanden mod komplementaritetssynspunktet.

Det skal her røbes, at jeg nu er i gang med et afsluttende projekt, som jeg forventer at kunne præsentere til efteråret og som til forskel fra min 2009-filosofi (der vil blive opdateret) ikke primært giver begrebsrammen, men fremlægger hele min egen skabelsesberetning i speciel form. Den vil gøre definitivt op med dualismen og vende op og ned på den gængse forestilling om naturvidenskabens absolutte suverænitet over ånds- og eksistensvidenskaben og i praksis vise at skabelsen af den menneskelige eksistens ikke er et fortidsanliggende for arkæologer, men aktuel nutid og altid må være konstruktiv i stedet for analytisk, helhedspræget i stedet for fragmentarisk, og iøvrigt på komplementær vis omfatte både objektive kendsgerninger og subjektive fortolkninger, ud fra det grundsyn at mennesket dybest set ikke lever på kendsgerninger, men på værdier og mening.

Den her foreliggende status for Jernesalts elvte år flankeres med fuldt overlæg af forrige ugers artikler om Den irrationelle uvilje mod det irrationelle, Richard Wagners grandiose værk om guders undergang og menneskers lidenskab og Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen mellem ånd og materie og den kommende uges større essay om 'De stille og indadvendte - i en tid der ikke kan holde op med at snakke' (inspireret af den amerikanske forfatter Susan Cains bog 'Quiet'). Med disse artikler understreges det kraftigt af Jernesalts opgør med den europæiske kulturs indnævring af virkeligheden er vedvarende og radikalt dybdegående. Kritik af enkeltfænomener og enkeltpersoner i tiden kan ikke forstås fuldt ud uden med helhedsperspektivet in mente - og omvendt gælder også at helhedsperspektivet ikke kan forstås fuldt ud uden at læseren vover sig ind i både dybdepsykologi og erkendelsesteori og samtidigt tager naturvidenskab, kunst, musik, litteratur, film og humor alvorligt som nutidige eksistensfænomener med afgørende relation til økonomi og fysik.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Foreløbigt er udgivet følgende bøger:

1) 'Veje til mening og livskvalitet via helhedsrealisme'
2) 'Eksistens-psykologi for 21. årh.'
3) 'Virkelighedens dobbelte karakter'
4) 'Bohr og komplementariteten'
5) 'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør'
6) 'Lars von Trier - Bergman - Kieslowski'
7) 'Mozart - Mahler - Wagner'
8) 'Frans af Assisi - Katolicismen - Johannes Paul 2.'
9) 'Tysk romantik - Nietzsche - Og andre strømninger'
10) 'Blicher - Grundtvig - H.C. Andersen - Carl Nielsen'
11) 'Blake - Chagal - Carl-Henning Pedersen'
12) 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'
13) 'Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie'

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over med kort specifikation af den enkelte bogs indhold.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt: