Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - flrose17

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.2.17.

Flemming Roses frihedskamp, fejl og ydmygelse

En enkelt episode i nyeste dansk pressehistorie illustrerer til fuldkommenhed det uhyggelige og fatale pres ytringsfriheden og pressefriheden er blevet sat i som følge af terrortruslen fra islamister der hader det vestlige demokrati og den sekulære livsstil mere end noget andet i verden.

Den 23. september 2015 skulle direktøren for den uafhængige juridiske tænketank Justitia, Jacob Mchangama, modtage Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris for sit kompetente, vedholdende og folkeoplysende forsvar for frihedsrettighederne i et åbent samfund. Prisen var blevet indstiftet i 2006 af Jyllands-Postens Fond på baggrund af den muslimske verdens voldsomme reaktioner på Muhammedtegningerne i februar 2006, og prisens modtager vælges af fondens bestyrelse og avisens chefredaktør.

Overrækkelsen skete ved at arrangement i JP/Politikens Hus på hjørnet af Rådhuspladsen i København, der siden Muhammedkrisen er blevet et af verdens mest terrortruede huse, og det var JP's chefredaktør Jørn Mikkelsen der stod for overrækkelsen. Den forløb fredeligt i det lokale der var afsat til formålet. Men én selvskreven deltager var ikke til stede, og det var den ene af to truede personer der altid ved sådanne møder har livvagter omkring sig, nemlig JP's egen redaktør Flemming Rose der i 2005 - med daværende chefredaktør Carsten Justes billigelse - havde bragt de tolv Muhammedtegninger i sin avis med en kort begrundelse, der bl.a. fastslog at vi alle "må leve med hån, spot og latterliggørelse".

Flemming Rose var nemlig inden mødets begyndelse blevet trukket ind i et andet lokale af tidligere koncernformand og tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl, der havde været Jyllands Postens chefredaktør før Juste, og fra 2003-14 koncernchef for JP/Politiken (og derefter menigt bestyrelsesmedlem), men som ikke kunne slippe tøjlerne. Og dér i 2015 skete nu efter Roses beskrivelse i sin nyeste bog "De besatte" (2016) følgende voldsomme følelsesudbrud:

"Jeg trådte et par skridt baglængs, han fulgte efter og lukkede døren, før han eksploderede i et sandt fyrværkeri af ukontrolleret vrede, som jeg aldrig havde oplevet før. Selv om jeg på det tidspunkt efterhånden havde været vidne til en del. Han stod en meter fra mig med pegefingeren rettet mod min brystkasse og bevægede den i takt med sine ord og deres budskab. Øjnene lyste af arrigskab. 'Dine livvagter er ikke velkomne, kan jeg godt sige dig. Jeg er pisse ligeglad, om du deltager, men de skal holde sig væk, har du forstået?' Vi kiggede hinanden i øjnene. En mand jeg havde haft et nært forhold til i et kvart århundrede. Vi var kommet i hinandens hjem med ægtefæller og børn. Vi havde rejst sammen. Jeg havde søgt hans råd i flere tilfælde, og han havde tilsvarende rådført sig med mig, når lejlighed bød sig. Jeg havde stor respekt for hans evne til at læse mennesker og situationer."

Efter denne overfusning smed Ejbøl også Naser Khaders livvagter ud. Og alt dette skete altså til et arrangement til hyldest af ytringsfriheden og i en bygning der var et af verdens mest terrortruede huse og derfor helt naturligt havde livvagter til stede når truede personer var inviteret indenfor.



Fem dage senere sagde Flemming Rose op på den avis han havde arbejdet for i 16 år, dels som Moskva-korrespondent 1999-2004, dels som kulturredaktør 2004-10 og fra 2015 som USA-korrespondent. Han kunne ikke længere holde ud at 'pansergeneralen' Jørgen Ejbøl, koncernformand Lars Munch, administrerende direktør Stig Ørskov og bladets daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen i årevis havde forbudt ham at tale om Muhammedsagen og flere andre emner. Rose der netop havde bekæmpet "tavshedens tyranni" (i bogform 2010) og advaret mod selvcensur i forbindelse med den islamistiske trussel, blev selv påført et diktat om tavshed og selvcensur på grund af islamisters trusler mod huset. Og det var af selvsamme Ejbøl der ellers i sin tid havde kaldt Rose for et "ikon" for ytringsfriheden og i 2007 insisteret på at "ytringsfriheden ikke kan skæres i skiver". Den er den vigtigste mekanisme vi har, sagde han.

Rose fandt de nævnte personer fulde af dobbeltmoral. Lars Munch havde eksempelvis holdt en smuk tale for Rose ved udgivelsen af "Tavshedens tyranni", men kort tid efter kritiseret en klumme Rose havde skrevet om multikulturalismens faldgruber med ordene: "Du virker besat. Du skal passe på at du ikke ender som en mand med en sag, at du ikke kommer til at fremstå som en fanatiker og bare lyder som en plade der kører i den samme rille. Du bør holde en pause fra den slags emner."

Og da Rose omkring samme tid deltager i et arrangement hvor komikeren Frank Hvam laver grin med at han er Mossad-agent for Israel og bør bevise at han ikke er jøde (dvs ikke er omskåret), bliver han ringet op af en arrig Ejbøl: "Hvad fanden er meningen? Hvorfor stiller du op med en totalt ligegyldig komiker og laver grin med det hele?.... Du er dybt illoyal!" - Og da Rose i foråret 2011 bliver kontaktet af PET og får fortalt at FBI gerne ville have ham som vidne i en terrorsag mod en pakistansk født canadisk statsborger der var blevet arresteret og anklaget for at have planlagt et terrorangreb på Jyllands-Posten, bliver han ringet op at Ejbøl: "Jeg skal gøre det meget kort. Hvis du stiller op som vidne i den retssag i Chigago, så er du ikke længere ansat i virksomheden!"

I maj 2011 blev Jyllands-Postens selvcensur sat i system med en decideret "håndfæstning" som Ejbøl sendte Lars Munch til viderebefordring med en mail: Virksomheden er i en helt ekstraordinær situation. Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper". Og derpå fulgte en liste med konkrete forbud som Munch skulle påtvinge Rose:

- Ingen deltagelse i radio- og tv-programmer, nationale og internationale.
- Ingen deltagelse i foredragsvirksomhed eller seminarer, nationalt og internationelt.
- Afholde sig fra at kommentere religiøse spørgsmål.
- Afholde sig fra at behandler OIC, den islamisk konference.
- Afholde sig fra at kommentere tegningerne.

Håndfæstningens ordlyd blev udleveret til Rose af Ejbøl under et møde. Senere fik han at vide at den var uden tidsbegrænsning.

Efter massakren på Charlie Hebdo-redaktion i Paris januar 2015 fik Rose besked af Jørn Mikkelsen på ikke at udtale sig, men da han med accept fra samme Mikkelsen indvilligede i at interviewe den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders på Folkemødet på Bornholm juni 2015, fik han igen en bandende og svovlende Ejbøl i røret: "Jeg fatter simpelthen ikke at du stillet op til debat med ham... Du har børnebørn, tænker du ikke på dem? Du må selvfølgelig selv om dit eget liv, men jeg fatter ikke at du trækker JP/Politikens Hus gennem det. Det kan du faneme ikke være bekendt".

Men toppunktet blev Ejbøls ovenfor refererede eksplosive overfusning den 23.9.15. Rose følte at han kunne se gennem Ejbøl: "Han krakelerede for øjnene af mig. Der var noget uværdigt over hans tab af selvkontrol. Vi befandt os i en af de mest terrortruede virksomheder i den vestlige verden, og så smed en topchef de livvagter på porten, som var sat til at passe på en dødstruet medarbejder. Tilmed på en ekstremt aggressiv og fjendtlig måde. Hvordan hang det sammen? 'Og den bog du nu har skrevet [Hymne til friheden"], den tilgiver jeg dig aldrig."



For en ordens skyld skal det tilføjes at Weekendavisen, der har gengivet det hele, forgæves har forsøgt at få kommentarer til sagen fra Ejbøl, Munch, Ørskov og Jørn Mikkelsen. Sidstnævnte er selv blevet "gået" i sagen og erstattet som chefredaktør af en DR-journalist der udtrykkeligt vil lægge afstand til hele Muhammedsagen. Og Lars Munch har blot generelt understreget at Roses bog er dennes egen version af sagen.

"Pansergeneralen", som er Jørgen Ejbøls øgenavn i koncernen, har selv fået mulighed for at ytre sig i en bog skrevet af journalisten Kirsten Jacobsen, og det gør han bl.a. ved at kalde Rose selvoptaget og uansvarlig. "Som koncernledelse og formandsskab står man med ansvaret bidende i nakken for alle de ansattes sikkerhed. Hvis noget går galt, ville man spørge sig selv til døden: Hvad var det, vi ikke fik gjort i tide? Derfor er det et totalsvigt at lege med alvoren og sætte sin person foran fælleskabet. Så svigtet ligger hos en mand som vi har brugt 130 mio kroner på at beskytte."

Det bliver påstand mod påstand. Men et ganske godt og objektivt punkt for bedømmelse ligger trods alt i selve det forhold at Jørgen Ejbøl i den grad mister selvkontrollen over for en mangeårig medarbejder der også har været hans ven.

Flemming Rose hævder at have været ven med alle sine chefer på Jyllands-Posten og henviser til at have kommet sammen med dem privat og kunne rådføre sig med dem om andet end redaktionelle problemer. Og disse henvisninger skal jeg naturligvis ikke kunne bestride, men jeg mener man kan sætte spørgsmåltegn ved brugen af venskabsbegrebet i denne sammenhæng. For hvor meget ven kan man være med en topchef der bestemmer suverænt over ens ansættelse? Man kan komme sammen med vedkommende privat og more sig med ham i et godt selskab. Men ven i dybere forstand tror jeg ikke på. For i et sådant tilfælde er vi oppe i den kategori af magt, hvor jeg faktisk synes det giver sig selv, at der meget let i virkeligt kritiske situationer er stor risiko for at parterne kommer til at se forskelligt på etiske valg, ganske enkelt fordi deres ansvar er forskelligt. Konkret er koncernchefens og chefredaktørens ansvar et andet end kulturredaktørens, fordi det gælder hele virksomheden og ikke blot et enkelt redaktionelt sagsområde.

Det fremgår jo klart af hele Muhammedsagen - som undertegnede fulgte meget nøje i flere år - at ingen havde forudset at den ville eller kunne udarte sig så vanvittigt som den gjorde. For dette skyldtes jo ikke bladets ledelse eller kulturredaktørens beslutninger, endsige de tolv bladtegneres efter danske traditioner fine og stilfærdige humor, men herboende islamisters og ambassadørers helt bevidste indsats for som fanatisk kæmpende muslimer at få befolkningerne i Mellemøsten til at hidse sig op mod Danmark, det danske flag, den danske regeringschef, danske firmaer og naturligvis avisen og dens redaktører og tegnere. Bladets ledelse havde fået advarsler om risikoen for reaktioner i hele den vestlige verden efter 11.9.2001, men ingen havde trods alt forestillet sig at muslimske regeringer, fanatiske muslimer i Europa og muslimske bevægelser i Mellemøsten ville hidse deres befolkninger og tilhængere op til helt vanvittige og urimelige optøjer på grund af tegninger i en avis ingen almindelige mennesker i Mellemøsten er i stand til at læse og som bliver udgivet tusinder af kilometer væk.

Men det var altså muligt - og det viste frem for alt en fundamental forskel mellem normal vestlig og sekulær tankegang og humor og en specifik muslimsk, autoritetstro og religiøs opfattelse der er yderst dogmatisk og blottet for den form for humor vi Danmark og den vestlige verden i århundreder har brugt mod autoriteterne med stigende folkeoplysning til følge. Jyllands-Postens beslutning om at bringe Muhammedtegningerne var i dette perspektiv en velbegrundet test af om vore højt besungne og fundamentalt vigtige ytringsfrihed og pressefrihed her i landet stadig var intakt - efter at den islamistiske terror fra og med 11.9. 2001. for alvor havde truet USA's og flere vesteuropæiske landes sikkerhed. Og Jyllands-Postens test blev vel at mærke i september 2005 godkendt af bladets øverste ledelse, inklusiv chefredaktør Carsten Juste og bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl. Og man forsvarede efterfølgende handlingen, selvom den - til manges overraskelse - hurtigt blev kritiseret af selveste Politikens normalt frejdige chefredaktør Tøger Seidenfaden, og senere undsagt af en uhyre svag statsminister Fogh Rasmussen i et interview på egyptisk tv. Han forsvarede pressefriheden som sådan og understregede at en dansk regering ikke kan blande sig i hvad pressen foretager sig, men personligt beklagede han at Jyllands-Posten havde krænket muslimernes religiøse følelser ved at bringe tegningerne. Det ville han ikke selv have gjort.



På længere sigt blev det afgørende for Jyllands-Posten og JP/Politiken naturligvis de uhyre sikkerhedsomkostninger man måtte påtage sig for at beskytte sine medarbejdere og sine ejendomme. Jyllands-Postens domicil i Viby blev omdannet til et fort. Og som bekendt var det ved at gå galt da en fanatisk somalier trængte ind i tegneren Kurt Westergaards private bolig for at myrde ham. Ledelsens nerver blev højspændte - og i og for sig kan man hverken klandre den for at ønske sagen dæmpet ned hurtigst muligt eller for at ønske redaktør Flemming Rose dæmpet ned. Man skaffede sig ikke uden videre af med Rose, da man så hvor galt sagen udartede. Han forblev som kulturredaktør helt til 2010 og først da flyttet til USA som korrespondent. Men problemet for Jyllands-Postens øverste ledelse var at Flemming Rose ikke ville slippe sagen. Og først her melder spørgsmålene sig.

Hvorfor mister Jørgen Ejbøl totalt besindelsen den 23. september 2015, da Roses og Khaders livvagter kommer til stede ved en prisuddeling? Ejbøl er jo et decideret magtmenneske der vil sætte sin vilje igennem med alle midler, og normalt fungerer han koldt og resolut, og bruger herunder også deciderede overfusninger helt bevidst, men nerverne er altså på dette tidspunkt kommet på højkant på grund af sikkerhedsforanstaltningers omfang og omkostninger, og det blæser Rose på ved at medbringe sine livvagter og iøvrigt køre den sag om Muhammedtegninger videre som bladhuset helst vil lægge bag sig. Og i sine bøger lægger Rose heller ikke skjul på at han er rygende uenig med Ejbøl om at menneskeliv går forud for principper. Rose betragter Ejbøls holdning som forræderi mod det han tidligere har stået for som øverste chef, nemlig at ytringsfriheden er central for pressens frihed.

Allerede 'håndfæstningen' viste tydeligt at bladledelsen ikke længere kunne eller ville acceptere at Rose vedblivende foldede sig ud mod avisens overordnede og umisforståelige linje. Men Rose accepterer den, fordi han ikke vil miste sin gode stilling og sikre løn. Dette var Roses valg, og det viser at han selv - for pengenes og den faste ansættelses skyld - bøjede sig for et i hans egne øjne urimeligt krav om at indskrænke hans ytringsfrihed. Han roser generelt Jørgen Ejbøl for "evnen til at læse mennesker og situationer", men han mistolker Ejbøls konkrete læsning af Roses indstilling og bladhusets situation. Rose vil ikke acceptere at bladhusets overlevelse som fri avis prioriteres over Roses egne, personlige ønsker om fortsatte provokationer. Og i 'De besatte' kører Rose ovenikøbet frem med den ældgamle sag om journalisten Nicolai Blædel (1882-1943) der i 1937 - i en helt anden tid og anden situation - fik mundkurv på af Berlingske Tidendes redaktion fordi tyskerne ikke ville finde sig i hans klart antinazistiske skriverier. Dagen efter besættelsen fik Blædel forbud mod overhovedet at offentliggøre sine meninger. Blædel fandt sig i censuren, fordi alternativet var at han ville miste sin stilling. Og hele dén historie er bestemt ikke til gunst for Berlingske.

Men de nazistiske magthavere dengang var en så stor og konkret militær trussel mod Danmark og dansk suverænitet, at selv den danske regering bøjede sig. Vore dages islamistiske trussel mod den vestlige verden og den vestlige pressefrihed er derimod ikke en militær trussel, men et terroristisk udtryk for asymmetrisk krigsførelse - og her er de vestlige bladhuse i den situation at de ikke behøver total opgivelse af kampen mod hverken terroren eller islamismen, men af sikkerhedsmæssige grunde må tilpasse sig vilkårene, hvilket konkret vil sige at undlade de værste provokationer. Det er unægteligt selvcensur - og den er ikke spor behagelig for nogen frihedselskende mennesker i eller uden for medierne. Men man kan ikke fortænke bladhusene i den, heller ikke når det indebærer indskrænkninger i medarbejdernes friheder. Det er imidlertid det Flemming Rose gør. Han accepterer ikke den pragmatiske tilpasning til "de faktiske forhold i jernindustrien", dvs de hårde og urokkelige kendsgerninger; han vil slås for sine principper, koste hvad det vil for hans arbejdsgiver!

Det ser heroisk ud, men Rose glemmer her, at han faktisk ikke blev sagt direkte op af bladledelsen. Han fik valget mellem at bøje sig for ledelsens beslutninger og regler - eller blive fyret. Og han valgte i første omgang at bøje sig. Det faldt ham uhyre vanskeligt, og det forstår man godt, men når han ikke fatter, at ledelsen beskyldte ham for uansvarligt at sætte sig selv før virksomheden, er det hans forståelse der er noget galt med. Han fatter heller ikke at Lars Munch på et tidspunkt giver udtryk for at han opfatter Rose som "besat af en sag" og advarer ham mod at fremture. Så vidt jeg kan se forstår Rose slet ikke udtrykket, men at være "besat af en sag", betyder i daglig tale ikke at være engageret i det man tror på, men at være så komplet besat af at få ret, at man ikke tænker på andet og i værste fald helt unødigt kører sig selv ned på det. Eksempelvis tabte en almindelig borger for flere årtier siden en retssag om en ekspropriation, og den ville han ikke slippe. Han førte den for alle instanser, både relevante og irrelevante, og kørte til sidst rundt med en trillebør med alle dokumenterne - uden ringeste chance for at få ret, og det kostede ham både en formue og et normalt liv.



Den helt store svaghed i Flemming Roses opfattelse ligger i at han vil have ret. Han er, som Søren K. Villemoes sagde i sin pristale ved overrækkelsen af Weekendavisens litteraturpris 2016 for bogen "De besatte" - netop irriterende fordi han altid vil have ret. Han piller utrætteligt andres argumenter fra hinanden. Han husker alt hvad man har sagt, udstiller alt pinligt vrøvl, og minder dig om at du engang har svunget dig op på moralens og princippernes høje hest.... Men, fortsatte Villemoes, "det absolut mest irriterende og øretæveinbydende ved Flemming Rose er at han har ret. Det er svært at komme udenom. Det har mange måttet sande i de 11 år der er gået siden Muhammedkrisen...."

Jamen, så enkelt er det jo ikke. Ordene viser tværtimod problemet: at det altid at ville have ret og prøve altid at få det med utrættelig argumentation netop er en form for besættelse, nemlig en besættelse af den rationelle argumentation der slet ikke anerkender modargumenter af intuitiv, pragmatisk og irrationel art. Flemming Rose sætter sig jo af alle kræfter imod at træde ind i det den jødiske filosof Martin Buber kalder "tragediens område, hvor det at have ret er hørt op". Her accepterer man det rationelle arguments begrænsning og indser at også intuitive og pragmatiske grunde har deres berettigelse og endda ofte deres nødvendighed.

Det er derfor egentlig meget karakteristisk at Rose selv godt kan lide den tegning Politikens Roald Als i sin tid kom med, hvor Rose havde en bombe ved sin fod. Men bomben blev strøget af Politikens selvcensur - og dukkede først op på omslaget af Roses "Hymne til friheden". Sigende er det også at Martin Krasniks og Klaus Wivels interview med Flemming Rose om "Håndfæstningen" (Weekendavisen 28.10.16.) er ledsaget af en stor tegning af Gitte Skov som viser Flemming Rose med det karakteristiske blik og en bombe i avishatten a la den i turbanen på Westergaards Muhammed, men nu lavet af Jyllands-Postens avispapir. Her udtrykkes altså en tegners opfattelse af Rose som provokatør mange år efter Muhammed-sagen - og ikke Jyllands-Postens vilkårlige opfattelse.

Allerede i 2008 fandt undertegnede det nødvendigt at påpege at Flemming Rose i en polemik mod Uffe Ellemann-Jensen hævdede at dennes afstandtagen fra Muhammedtegningerne og Flemming Roses motiver ikke var en subjektiv vurdering fra Ellemanns side, men en decideret faktuel fejl. Rose hævdede at han sort på hvidt havde dokumenteret at han ikke havde bedt om karikaturtegninger og iøvrigt ikke blot sagt at muslimer, men alle mennesker må finde sig i hån og spot. Og "derfor har Uffe Ellemann systematisk løjet om to forhold, fordi han har en dårlig sag".

En sådan bulle var efter min mening et klart eksempel på at ordet 'løgn' efterhånden ligger uhyggeligt løst på tungen i den politiske debat både her og i udlandet. Der var en udbredt tendens til at underlægge subjektive beskyldninger med faktuelt forkerte eller diskutable påstande, og det er naturligvis en form for manipulation. Og lige netop i Uffe Ellemanns tilfælde kan man roligt gå ud fra at formuleringen var fuldt overlagt. Det berettigede blot ikke Flemming Rose eller Jyllands-Posten til at føre en kampagne mod Ellemann som nogle ligefrem finder hetzagtig. Der bør være vide rammer for ytringsfriheden i et demokrati som det danske. Og i Muhammedsagen gælder, at beskyldningerne mod Jyllands-Posten er lige så gamle som sagen. Flemming Rose insisterede på at få ret i sagen ud fra i og for sig indiskutable fakta, men forstod ikke at også fakta kan prelle af på selv fornuftige folk som vand på en gås, fordi de har låst sig fast i den én gang dragne subjektive konklusion. Folk er subjektivt uenige, og for mange er subjektiviteten så lidet bevidst, at de tyer til beskyldningen om løgn mod folk der er kommet til et andet resultat. - Jf. Flemming Rose fremturer som insistent  (15.1.08.)

Det hører derfor med til billedet at Jyllands-Postens mangeårige medarbejder og udlandskorrepondent Per Nyholm kom med sin bedømmelse i Weekendavisen den 3.2. i år - en uge efter avisens store reportage om sagen. Han understreger at Jyllands-Posten i højere grad end andre bladhuse har ydet sin indsats i kampen for ytringsfriheden. Men samtidigt at Flemming Rose efter hans bedste overbevisning ikke honorerede chefetagens forestilling om hans virke som mellemleder - på trods af de uhyre omkostninger bladhuset betalte for sikkerheden. Omkostningerne i sig selv var ikke til diskussion, men man forventede at den nu verdenskendte debattør og efterspurgte taler nedtrappede eller indstillede sin virksomhed uden for huset for ikke yderligere at ophidse terroristiske kredse. Og det vidste Nyholm fra mange samtaler med Rose at denne fandt vanskeligt. - Bladledelsen gjorde ham dem klart, men efter Nyholms mening er det vildledende at tale om censur. For Rose kunne på et hvilket som helst tidspunkt mellem 2010 og 2015 "have forladt avisen til fordel for sin nuværende rolle som selvfinansieret, frit agerende intellektuel. Han valgte at blive på avisen, hæve sin løn og optræde i strid med arbejdspladsens regler og advarsler. Den slags går i et stykke tid, men selvfølgelig ikke for evigt."



I sin bog med den dobbelttydige titel "De besatte" har Flemming Rose et stort og fint essay om Dostojefskis centrale roman "De besatte" (eller "Onde ånder"), hvor han indledningsvis påpeger det gammelkendte forhold at ideer har afgørende indflydelse på individers, gruppers og institutioners adfærd og i det hele taget på et samfunds skæbne. Men han påpeger også at nutidens uhyggelige terrorisme - med Jessicas Sterns ord - skyldes spredningen over hele kloden af den farligeste og mest forførende dårlige idé, nemlig en forvansket og destruktiv tolkning af islam der insisterer på at drab på uskyldige mennesker er en måde at dyrke Gud på. Og her kommer Dostojefski ind i billedet, fordi hans roman drejer sig om den unge generation af revolutionære i det russiske zarrige omkring 1870. Den generation var nemlig besat af præcis den onde ånd der giver radikalt revolutionære mennesker vilje til at slå ihjel for en politisk idé og eller religiøs sag - og selv dø for den. "Dag og nat skal den revolutionære være optaget af én tanke og ét mål - nådesløs destruktion", som det hed i terroristens Netjajev "Katekismus for en revolutionær" fra 1869. Hos Dostojefski bliver hovedpersonen Stavrogin indbegrebet af det moderne menneske for hvem alting flyder; et menneske der i mødet med den moderne verden har mistet sin religiøse, nationale og regionale forankring, et menneske uden faste holdepunkter. Når Gud er død, er alt tilladt heddet det i romanen. Det svarer efter Roses mening til at man i vore dage siger: Hvis man tror at man er i besiddelse af den absolutte sandhed, er alt tilladt. Psykologien er nemlig den samme.

Men det er igen en forenkling. Rose forstår slet ikke at Dostojeskis analyser, så spændende menneskeindsigter de end udtrykker, rummer en psykologi der i dag er helt utilstrækkelig. Den var nemlig præget af datidens nihilisme, der af naturvidenskabelige grunde hævdede at der hverken var bevis for Guds eksistens eller moralens objektivitet. Og da Dostojefski var forankret i den kristne tro, satte han - som mange andre på den tid - Guds død lig med moralens totale opløsning. Men det er da ikke den samme psykologi som ligger bag påstanden om at hvis man sidder inde med den absolutte sandhed, så kan man diktere hvad som helst, herunder sine modstanderes udslettelse. Jeg synes tværtimod Flemming Rose her afslører en uhyggelig mangel på dybere psykologisk indsigt. Det mest uhyggelige er jo ikke at nihilister kan finde på at myrde magthaverne, men at dogmatiske mennesker med tilknytning til en bestemt religion tror på en absolut sandhed der giver dem ret til i denne sandheds navn at øve terror mod almindelige mennesker der har en anden opfattelse. Islamisternes terror er jo den samme som jødernes for tre tusind år siden og som katolikkernes på erobringernes og korstogenes tid eller protestanternes i 1600- og 1700-tallets tid.

Når Rose i "De besatte" understreger at bekæmpelsen af terror i det lange løb er en kamp på idéer, verdensbilleder og selvbilleder, selv om efterretningstjenester og militæret også har vigtige roller at spille, så er det rigtigt, men så skal det sandelig også straks tilføjes, at kampen om ideer, verdensbilleder og selvbilleder i dag er en kamp om forståelse af selve den psykologi der ligger bag al autoritetstro, nemlig den fraskrivning af personligt ansvar der indebærer at man overladet det til autoriteter, præster, teologer og eksperter der udlægger bestemte skrifter på en bestemt måde og kræver dem overholdt til punkt og prikke.

Det er i vore dage uhyre vigtigt med forsvar for ytringsfrihed som forsvar for demokratiet og friheden, men kampen skal føres med helt andre midler end våben og provokationer og gammeldags psykologi. Der skal oplysning og humor til af en art som trænger ind i dogmatikernes mentalitet, og det bliver uundgåeligt et opgør med autoriteterne og med den kompakte majoritet som autoriteterne formår at skabe.

Et væsentligt problem er det ateisten Relling påpeger i Ibsens "Vildanden", nemlig at tager man livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager man lykken fra det. For hvis det er rigtigt, så bliver oplysning en næsten umulig opgave. For gennemsnitsmenneskets lykke ser ganske enkelt ud til at være ren uvidenhed om dybere psykologiske mekanismer. Man vil helst forblive i den uskyldighed man havde som barn og som ikke tvinger én ud i eksistentielle valg der forudsætter sondring mellem godt og ondt og derfor ofte indebærer en vis angst. Man foretrækker faste regler der ikke kræver stillingtagen.

Ethvert opgør med autoriteterne og med gamle, naive gudsforestillinger og gamle, naive moralforestilling kræver et skridt ud af barndommens uskyldighed, og dette skridt viger mange tilbage for, især i lande hvor folkeoplysningen er ringe og den indoktrinerede dogmetro enormt stor og stærk. Men der er ingen vej udenom. De frie, sekulære vestlige lande kan ikke føre deres demokratier videre uden en højere folkeoplysning. Og de ufrie, ikke-sekulære lande med systematisk kvindeundertrykkelse kan ikke få gavn af tilløbene til nogetsomhelst "arabisk forår" uden et meget bevidst opgør med autoritetstroen, herunder også et opgør med præsident Erdogans systematiske afsekularisering af Tyrkiet gennem udvidelse af sine magtbeføjelser.



Vejen er lang og bliver svær, men den forudsætter et konsekvent opgør med forældet autoritetstro og derfor også et opgør med den protestantiske form for bekendelsestro, og det er jo et meget aktuelt emne i 500-året for reformationen. En højere folkeoplysning kommer ikke i stand uden dybere indsigt i sekulariseringens, kvindefrigørelsens og faderopgørets psykologiske mekanismer. Og her må det konstateres at Flemming Rose - trods sin vedvarende kamp for ytringsfriheden - ikke er i stand til at vise vej. For også han går uden om psykologien og dens irrationelle sider.

I "Hymne til friheden" har Rose et udmærket afslutningskapitel med titlen "Ytringsfrihed, men" hvor han afviser den tilslutning til ytringsfriheden der altid tilføjer et forbehold. Men hans principielle afvisning af forbehold er netop for firkantet, fordi han ikke rigtigt forstår nogle vigtige nuancer. Ytringsfrihed er først mulig som følge af en skelnen mellem ord og handling, skriver han. Derfor må man ikke sammenblande tolerance med "et terapeutisk krav om anerkendelse og respekt af det enkelte menneske eller den enkelte gruppe". Og det er netop den sammenblanding multikulturalismens mange fortalere gør sig skyldige i.

Mellem ord og handling står ifølge Rose et menneske med en bevidsthed og en evne til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan aldrig være ord i sig selv, der får mennesker til at reagere. Ord får først konsekvenser hvis vi beslutter os for at de skal have det (min fremhævelse). Ord har i sig selv ingen magisk effekt. Mennesker er tværtimod udstyret med en fornuft, en evne til at tænke og ræsonnere og kan på den baggrund beslutte sig for at handle på den ene eller anden måde, eller undlade at handle, skriver han.

Og dermed røber han nok engang sin grundindstilling, der er så rationalistisk at han end ikke har opfattet at de seneste årtiers hadefulde ord mod vestlig livsstil, ligesom de nazistiske i sin tid, i så høj grad beror på ordenes magiske effekt til at fremkalde og forstærke had, at det er nødvendigt at bryde magien, ganske som det er nødvendigt i problemet med hademails på nettet. Og en sådan magi fjerner man ikke uden at komme med en anden og ny magisk oplysning der trækker den anden vej, og en sådan magisk oplysning kan ikke bestå i rene fornuftsargumenter.

Her må nutidens moderne folkeoplysning og moderne opgør med autoriteterne tage sit udgangspunkt.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Femte September - eksistentielt drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15.  (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25)

Ungdom og Galskab - eksistentielt drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer.   (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.)

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Muhammedtegningernes altafgørende betydning  (30.9.15.)

Brandbombe mod vestlig ytringsfrihed  (9.11.11.)
At være terrorist eller at være demokrat  (7.2.11.)
Ytringsfrihed og terrortrussel  (30.9.10.)
Terror mod humor og sekularisering  (5.1.10. om 'øksemanden')
Politiken lefler for Profetens efterkommere  (28.02.10.)
Terrortruslen mod Danmark stadig en realitet  (28.10.09.)
Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Muhamed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)
De muslimske undergravere af demokratiet
- og de nyttige idioter blandt danskerne
  (20.8.02.)
Forledt og afsporet muslimsk ungdom  (18.2.08.)
Mordtruslen mod Muhammedtegner genopfrisker modsætningerne  (13.2.08.)
Flemming Rose fremturer som insistent  (15.1.08.)
Fornærmede muslimer fik ikke medhold i byretten i Århus  (29.10.06.)
Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)
Islamofobi - angst for islam, islamisme eller terrorisme?  (14.5.06.)
Akkari og Satans yngel i Danmark  (24.3.06.)
Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden  (16.3.06.)
Front mod islamismen  (4.3.06.)
Dansk Folkeparti på fremmarch  (3.3.06.)

Jyllands-Posten mellem tvende have  (2.3.06.)
Fogh Rasmussens position  (1.3.06.)
Politikens reaktionære holdning  (28.2.06.)
Koffi Annans fejlvurdering  (27.2.06.)
Hellig krig eller hellig ånd?  (26.2.06.)
Religion på dagsordenen  (24.2.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)
Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
- Opfordring til unge muslimske indvandrere der ønsker integration



Behovet for spring i udviklingen  (Historiefilosofi IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (Historiefilosofi III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (Historiefilosofi II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (Historiefilosofi I - 8.2.06.)



Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen
  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Afdankede ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Det må være svaret på kritikken af Muhammed-tegningerne

Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Kommentarer til forestillinger hos Tariq Ramadan og Ayaan Hirsi Ali

Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden &



Artikler om Oversig over Muhammedsagen
Artikler om Terrorismen
Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal