JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - tyskvalg17

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.9.17.

Merkel og Schulz tabte det tyske valg, mens FDP og AfD vandt

Som en tysk avis skrev efter resultatet af det tyske valg i går, så var der dog én god nyhed for de to store, men tabende partier: Der er kun tre måneder til juleaften! Mere ironisk kan det ikke udtrykkes, for julegaver kan ikke rette op på noget som helst i den sag.

De to partiers ledere tog nederlaget stik modsat hinanden: I aftenens partilederrunde afslørede SPD's nye formand, den 61-årige Martin Schulz sine værste karakteregenskaber i et usædvanligt hårdt angreb på den kansler Merkel der har ledet landet i tre valgperioder og haft et udmærket samarbejde med koalitionspartneren og dets tidligere formand, vicekansler Sigmar Gabriel. Schulz beskyldte Angela Merkel for at have ført en "skandaløs valgkamp" og gjorde hende medansvarlig for fremkomsten af højrepartiet Alternative für Deutschland. Merkel havde afvist at debattere flere emner, hvilket skabte et "vakuum", der førte til regeringspartiernes tilbagegang, og som det stærkt indvandrerkritiske Alternative für Deutschland (AfD) udnyttede til at skaffe sig stemmer. Han tøvede ikke med at betegne Merkel som valgets "store taber". Samtidig anklagede han kansleren for at være klar til at indgå "regeringskoalition med hvem som helst", skønt det er alene er det liberale FDP og De Grønne der er på tale. Men han mente at vide at "Fru Merkel er klar til at indgå enhver indrømmelse for at bevare kanslerposten".

Flere medier har siden debatten betegnet Schulz udfald mod Merkel som yderst usædvanligt i forhold til socialdemokratiske formænds vanlige tone. Men Merkel reagerede ikke blot roligt, hun smilede flere gange over at Schulz åbenlyst gik for vidt, og hun udtrykte taknemmelighed for de 12 år, hun havde haft i regering med SPD. Samtidig leverede hun et inddirekte modangreb mod Martin Schulz og SPD, der har slået fast, at partiet nu vil være i opposition. "Vi lever i stormfulde tider, det ved vi. Så jeg vil opfordre alle til at tage ansvar", sagde hun. Og da hun af studieværterne til allerstidst blev spurgt hvad hun bygger sin optimisme på, lød svaret prompte på tillidsfuldhed og ro!

Valgresultatet var entydigt:

CDU/CSU:  32,9 % (minus 8,6)
SPD:            20,5 % (minus 5,2)
AfD:            12,6 % (plus 7,9)
FDP:           10,7 % (plus 5,9)
Linke:           9,2 % (plus 0,6)
Grønne:        8,9 % (plus 0,5)
Øvrige          5,0 % (minus 1,2)

AfD eller Alternativ für Deutschland er et indvandrerkritisk parti, der har lidt under intern splid, men længe har ligget højt i meningsmålingerne - og nu er blevet det stærkeste parti i den østtyske delstat Sachsen. Det mest fremtrædende af partiets to spidskandidater er den 76-årige Alexander Gauland. Det seneste nye er at partiets tidliger leder Frauke Petry, der blevet indvalgt i Forbundsdagen, har meddelt at hun ikke vil være medlem af partiets fraktion. Hun pønser åbenbart på noget andet.

FDP er det liberale Freie Demokratische Partei (der røg ud af Bundestag i 2013) men tidligere ofte har været regeringspartner (bl.a. under udenrigsminister Genscher i en lang periode med Helmuth Kohl). Det ledes i dag af den unge Christian Lindner, der er kendt for at sige sin skarpe mening ligeud.

Die Linke er det gamle kommunistparti fra Østtyskland der nu opstiller over hele Tyskland, men stadig står stærkest i øst. Det hører endelig med i billedet at CSU (CDU's søsterparti i Bayern) led et stort nederlag og tabte mere end 10 %).

Mandatfordelingen bliver:

CDU/SCU: 246
SPD:           153
AfD:             94
FDP:            80
Linke:           69
Grønne:        67

Ændringen i mandater i forhold til valget i 2013 er ikke angivet, da det samlede antal mandater er ændret.

Den kommende Forbundsdag får 709 sæder, hvilket betyder at der skal mindst 355 mandater til et flertal.

En stor koalition mellem CDU/CSU, FDP og Die Grønne vil give 393 mandater mod oppositionens 316, hvad der er et komfortabelt flertal. Men det er givet at der bliver tale om hårde og sandsynligvis langvarige forhandlinger, da FDP og De Grønne i mange spørgsmål står langt fra hinanden. Ingen af FDP's nuværende topledere har regeringserfaring. Og det forlyder at partiets noget aggressive leder, Christian Lindner, slet ikke stiler efter at få en ministerpost. Han vil i stedet for bevare friheden til at udtale sig som han vil.

Der er almindelighed enighed om at valget i Tyskland er et vendepunkt (en 'Zäsur'). Det er et chok for de to store partier, ja et katastrofevalg for socialdemokraterne og deres nye formand. Han har i tyve år foldet sig mest ud i EU-Parlamentet, hvor han også har været formand, men også huskes helt tilbage fra 2002, da han tordnede mod den nye østrigske koalitionsregering mellem de konservative og Frihedspartiet, en koalition der kan gentages efter det forestående valg i Østrig i oktober. Martin Schulz er inkarneret moralist - og det har næppe gavnet hans chancer for at blive kansler at han fik sit parti til i valgkampen at fokusere på "retfærdigheden". For ingen kan være imod retfærdighed som sådan, men når den skal defineres nærmere, kommer forskellene altid frem. Det er overalt et socialdemokratisk problem at man ikke vil være ved at al frihed medfører ulighed - og friheden er der ingen europæerne i dag der vil give afkald på. Schulz har sagt at han forbliver som partiformand, men det er ikke sikkert han får lov til det. Forlydender siger at den nuværende arbejds- og socialminister Andrea Nahles vil gøre et forsøg på at få posten.

Angela Merkel har uden tvivl tabt stort på grund af den egensindige åbning af Tysklands og EU's grænser som skete den 5. september 2015 og som medførte det vi under et kalder flygtningekrisen. En uhørt stor invasion af muslimske flygtninge fra Syrien, Afghanistan og mange andre lande i Mellemøsten og Afrika som trods Merkels evige forsikring om at tyskerne vil klare opgaven ("Wir Schaffen es"), medførte den ene ubehagelige overraskelse efter den anden, fra kæmpestore logistiske opgaver i delstaterne og kommunalforvaltningerne til skandaløse forhold i opsamlingslejre og frygtelige krænkelser og voldtægter af tyske kvinder som hele vejen igennem viste stor magtesløshed hos politi og andre myndigheder. Det er flygtningekrisen der er baggrund for AfD's succes - og selvom om den gamle koalitionsregering vitterligt har gennemført betydelige stramninger af indvandrerpolitikken og fået aftale med Tyrkiet om opsamlingslejre ved grænsen til Syrien, så har mange tyskere været utilfredse med udviklingen - og i sidste ende kun givet deres stemme til Merkel fordi hun er deres trofaste og solide "Mutti" der kan sørge for ro og stabilitet i landet. Det er også det man ønsker fra udlandets side, bl.a. fra Danmarks side, men det hænger jo ikke sammen. Schulz har for så vidt ret i at Merkel i valgkampen er gået uden om de reelle problemer. Han formåede bare aldrig selv at blive et troværdigt alternativ. Hans parti har jo været medansvarlig for miseren - og alle meningsmålinger har vist at Merkel i spørgsmålet om hvilke af de to hovedkandidater til kanslerposten vælgerne foretrækker næsten har fået dobbelt så mange stemmer som Schulz.

Merkels karriere er ganske bemærkelsesværdig, fordi hun som kansler hurtigt voksede ud af Helmuth Kohls skygge som "den lille pige". Hun var dygtig og vidste nok hvad hun gjorde. Hun var ikke en minister man løb om hjørner med. Men hun har altid søgt det solide og sikre og derfor været en mester i kompromisets kunst der nu engang er nødvendig i ethvert land hvor intet parti har absolut flertal. Problemet er at kompromiser i længden kan føre til en stabilitet der ikke kan skelnes fra stilstand. Og derfor er det i sande demokratier det bedste at regeringsmagten går på omgang mellem de store partier med relativt korte mellemrum. Det er allerede betænkelige at en og samme regeringsleder sidder mere end to perioder - og da Merkel ved valget i 2013 fik en tredje periode, burde det have været nok. Hun burde aldrig have stillet op til en fjerde runde, og hun gjorde det måske kun fordi hun ønskede at overgå den Helmuth Kohl der faktisk blev fældet af hende med den såkaldte 'Spendenaffäre' og aldrig så hende som en politiker af format som ham selv (i hans tilfælde løb det politiske format som bekendt også sammen med det fysiske indtil det gik galt med begge). Kohl fik i sin tid chancen for et genvalg forærende med 'Murens Fald' i 1989 og udnyttede den optimalt. Merkel var egentlig dømt ude for 2017 på grund af flygtningekrisen og fik alene sin genvalgsmulighed forærende på grund af Emmanuel Macrons valg til præsident i Frankrig i maj. Hun strålede som en sol, når de mødtes (Macron er eminent dygtig til at charmere ældre kvinder!), og han på sin side håbede på hendes genvalg fordi han gerne ville have hendes hjælp til at forny eurozonen og - rette op på flygtningsmiseren.

Merkel har nu fået chancen for at blive kansler for fjerde gang, og man må for stabilitetens skyld håbe hun lykkes med en 'Jamaica-koalition', men man må sandelig også håbe at hun træder tilbage som partileder inden fire år! Nu skal hun først og fremmest vise om hun har mod på med FDP og De Grønne at lempe lidt på den stramme finanspolitik og dermed stimulere investeringerne og fremme beskæftigelsen - og sammen med Macron styrke eurozonen. Det første tegn bliver om hun udskifter finansminister Wolfgang Schäuble der om nogen har stået for den stramme politik. Han er jo ingen årsunge mere, og der skal uddeles ministerposter til to koalitionspartnere, så muligheden foreligger.

Vendingen eller opbruddet i tysk politik bedømmes naturligvis forskelligt rundt omkring. Det fleste vil nok hæfte sig ved at Merkels forbliven i første omgang tyder på stabilitet, men andre hæfter sig ved AfD's store sejr.

Men at se valget som en katastrofe for Tyskland og for EU, er at gå for vidt. Valget er en helt naturlig og logisk konsekvens af Merkels og den gamle koalitionsregerings flygtningepolitik - og det er alt andet end en katastrofe at få rettet op på den fejl. FDP og De Grønne er ansvarlige partier der vil have gavn af at komme i regering med nye kræfter. For SPD vil det være sundt at komme i opposition og få tænkt nærmere over fremtiden og lederskabet. For Die Linke er alt ved det gamle; de vil ikke kunne bidrage med noget. Men med Alternativets indtræden i det parlamentariske spil i Tyskland sker der unægteligt noget nyt, som er uforudsigeligt i henseende til om det vil falde ud til landets fordel eller ej.

Når medier og kommentatorer straks er ude med påstande om at AfD's succes gjorde valgdagen til en sort dag for Tyskland eller rykker hele Tyskland til højre, så er det jo blot den sædvanlige lire om at pæne og humanistiske mennesker hverken kan fordrage partiets rene tale eller har tænkt sig at gå i dialog med dem. Alt hvad der kommer fra den kant skal stemples som racisme og højreekstremisme. Men vi taler altså ikke om 1930'erne hvor et enkelt udemokratisk parti udnyttede den store depression og usikkerhed til med vold og svindel at skaffe sig så mange stemmer at det kunne indføre et diktatur med udvidet Lebensraum og jødeudryddelse som mål. Vi lever i 2017 i stabile demokratier her i Europa - og udviklingen i Danmark, Norge, Østrig, Frankrig og Storbritannien har vist at det ikke er umuligt for indvandrerkritiske og EU-kritiske partier at skaffe sig hæderlig parlamentarisk medindflydelse, hvis og når de accepterer de demokratiske spilleregler. Og det gør det stort set alle steder hurtigere, jo hurtigere de etablerede partier accepterer dem som ligeværdige samtalepartnere - og lader moralismen ligge, lader den moral der beror på fordomme og forenklede regler ligge.

AfD kan på grund af sit trods alt beskedne mandattal på 94 ikke på nogen måde blokere for en fornuftig socialliberal og demokratisk midterpolitik i Tyskland, men de kan tvinge den kommende regering til at vedgå og diskutere de reelle problemer der knytter sig til den alt for store indvandring af muslimske migranter såvel som til den alt for store arbejdsløshed i det gamle Østtyskland. Partiets sprog og sprogtone er kritisabelt, og der er mange eksempler på en helt forskruet retorik, men partiledelsen synes indstillet på at gøre noget ved problemet - og alene det forhold af Frauke Petry nu formentligt vil køre friløb i Forbundsdagen med direkte tanke på at skabe et 'renere alternativ' til Alternativet bør tages seriøst.

Inden tingene falder på plads kan man sagtens håbe på bedre og mere ægte dialog i tysk politik. Merkel er ikke slået helt ud. Schulz står over for store prøvelser. Det samme gøre Seehofer i Bayern. FDP og de Grønne kommer under ansvarets åg. Det er alt i alt et vendepunkt i Tyskland, og et sådant er der behov for.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: