|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.6.16.Christian Lollike og Sort/Hvid får nye muligheder i KødbyenMed hensyn til nutidens politik og kultur gælder Shakespeare's replik om at der er noget råddent i Danmarks rige i virkeligheden alle lande i verden. Korruptionen har bredt sig med uhyggelig kraft siden 2. verdenskrig - og der synes ingen ende på den af den simple grund at både den politiske og den økonomiske magt er blevet fuldstændigt uigennemskuelig. Helt aktuelt står Europa i sin måske værste kulturkrise nogensinde, fordi den tyske kansler Merkel den 5. september sidste år åbnede EU's ydre grænser for fri tilstrømning af fremmede og ikke-integrerbare muslimer - og lige siden er det væltet ind med både flygtninge og uløselige problemer. Den politiske teori strækker ikke til. Den moralske pligtetik gør tingene værre, og den almindelige oplysning og eksistensforståelse kan slet ikke forhindre at flere og flere bliver stressede og pressede samt forvirrede. Det triste og fatale er ikke at politikerne, økonomerne og teknokraterne er magtesløse, men at såvel kulturinstitutionerne som kirken svigter ved at koncentrere sig om at værne om gamle såkaldte 'kulturværdier' i stedet for at skabe nye værdier, nye retningsbestemmelser og nyt fællesskab.I forbindelse med Shakespeare-jubilæet kan det mere specifikt påpeges at også teaterkunsten svigter katastrofalt ved at æsteticere alt hvad der foregår på scenerne og tro at det blot gælder om at tiltrække publikum med overfladiskhed, effektjag og sproglige samt kønslige provokationer. I mine øjne er teaterkrisen og kulturkrisen ét og det samme i den forstand at al sand virkelighed omfatter al eksistens og derfor aldrig kan leve og udvikle sig, hvis den reduceres til underholdning, pengespekulation og publikumssuccesser. Sand kultur er fuld føling med virkeligheden og derfor også føling med de åndelige overpersonlige instanser som kun kan kontaktes i folkelige fællesskaber, fordi instanserne er kollektive i deres art og må opsøges på specielle kultiske steder. Når der så netop i denne situation kommer et nyt teater i Kødbyen med et provokerende repertoire, så må man naturligvis stille spørgsmålet, om det rummer muligheder for nyskabelse. Helt nyt er det faktisk ikke for 'Sort/Hvid' som det nu hedder har tidligere ligget inde i Skindergade og hed da 'Cafe-teatret'. Men det brændte for nogle år siden ned. Og teatrets initiativrige leder har derfor været på jagt efter nye lokaler, og han har fundet dem i nogle af de nedlagte stalde og slagterier i Kødbyen der nu ejes af Københavns Kommune og er under omskabelse til et kultursted med med teaterskole, musikskole, gallerier og værtshuse samt varehuse. Teatret har holdt åbent hus på stedet og vist et par forestillinger, herunder det omdiskuterede "Martyrmuseet" der er en ejendommelig blanding af udstilling og performance. Og teatret har fået bevilget 17 mio kroner af offentlige kasser og private fonde til selve renoveringen af lokalerne, og samler i øjelikket 200.000 kroner ind til stole og belysning m.m. Det kan man læse om på teatrets hjemmeside. Teatrets leder er den 43-årige Christian Lollike, der er uddannet på Teaterskolen, har været husdramatiker på Århus Teater, ledet Cafe-teatret fra 2011 med en ambition om at skabe samtidsrelevant scenekunst og et teater med et internationalt udsyn. Han har skrevet adskillige teaterstykker. Og i forbindelse med "Martyrmuseet" har han til TV (DR-kultur og kunst 13.5.) fortalt at han: - godt kan lide oprør, men er almindelig og genert - anser det for sin opgave at udforske folks fastlåste meninger - hverken har tabuer eller berøringsangst for temaer - gerne vil have at Danmark fortsat insisterer på åbenhed og anderledeshed - anser det for kunstens opgave at skabe forståelse og sympati for det uhyggelige, ubeskrivelige og uforståelige - kan lave lidt sjov med en tegning af døden og dødsangsten - har arvet en bibel af sin farmor som har læst op for ham. Og dette arvestykke bliver pænt opbevaret i en pose som hans farmor må have broderet. På Århus Teaters hjemmeside finder man Christian Lollikes curriculum vitae med følgende beskrivelse af hans dramatik: "(…) Lollike bruger teatret som talerør for sin samfundskritik, og det kan derfor også virke provokerende, at man som publikum ikke kun bliver underholdt, men i stedet bliver stillet til ansvar og bliver bedt om at tage stilling. Lollike er drevet af nysgerrigheden for mennesket og dets handlinger, og hans dramatik tager derfor ofte udgangspunkt i dokumentarisk materiale. Gennem sin research opsøger han virkeligheden og lader sig heraf inspirere (…) Tonen er lige på og til tider både hård og vulgær, men de seriøse og rørende emner behandles alligevel med lethed og humor. Spillestilen er karikeret og ofte ekstrem og overdrevet. (…)". Andetsteds hedder det, at mennesket og dets omgivende samfund og kultur er centrale temaer i Christian Lollikes dramatik. I stykkerne rejser han samfundsspørgsmål, ofte de dulgte og tabubelagte emner, som både er svære og grænseoverskridende at diskutere. Det er ikke moraliserende men diskuterende dramatik, der hele tiden leger med sprog og modsætningsfyldte antagelser. Som læser har man en fornemmelse af, at dramatikeren diskuterer med sig selv, som i en retssal, hvor man prøver at indtage pro et contra standpunkter og derefter at søge yderligere forklaringer: Forbrydelsens karakter er ikke enkel og bevæggrundene til den er lige så komplekse, som det samfund, der omgiver forbryderen, anklageren, forsvareren og dommeren. Det er avanceret samfundskritik, hvor scenen og teatret bliver mere end blot til lyst: Det bliver et debatterende medie, som ikke skyr hverken sproglige eller sceniske grovheder, men som præsenterer publikum for den virkelighed, der omgiver det uden for teateret. Blandt Lollikes udgivelser kan næves: Underværket - the re-Mohammed-ty show, Katapult og radiospil, DR 2005 Himlen over os med Dejan Dukovski (efter Wim Wenders), Edison 2005 Service Selvmord, Aarhus Teater 2006 (nomineret til Reumertprisen som Årets Dramatiker) Grace was here, dramatisering af von Triers Dogville, Kaleidoskop 2007 Nathan (uden titel) (efter Lessing), Aarhus Teater 2007 Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia, Aarhus Teater 2008 Kødkarrusellen, Aarhus Teater 2009 Undskyld, gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab der smitter? Fremtidens historie, Det Kongelige Teater og Aarhus Teater 2009 Romeo & Julie, Aarhus Teater 2010 Det normale liv, CaféTeatret og Aarhus Teater 2011 Projekt Landbrug, CaféTeatret 2012 Manifest 2083, (efter Andreas Breiviks manifest) CaféTeatret og Dramatikkens Hus, Oslo 2012 Skakten, CaféTeatret og Aarhus Teater 2013 Kagefabrikken, Det Kgl. Teater 2013 All My Dreams Come True, CaféTeatret og Aarhus Teater 2013 Ifølge dramaturgen Solveig Gades forord til "Antologi 2008-13" har dansk teater i denne periode generelt vendt sig mod virkeligheden og det har medført en bestemt udvikling på det æstetiske område i retning af kollektivitet og blandformer og dermed en udvidelse af selve teaterbegrebet. Gade gennemgår virkelighedsteatret, remedieringerne (herunder "Manifest 2083" og "Kvinde, kend din krop") og den post-dramatiske dramatik. Gade trækker tre dramaer frem der adskiller sig fra de andre ved at vende tilbage til den ellers forkætrede intimsfære (fra 1990'erne), herunder Lollikes eget stykke 'Det normal liv' fra 2011, hvor der stilles skarpt på hvordan samfundets diskurser indoptages i den enkelte med det resultat at skellet mellem ydre og indre, privat og offentlige bryder sammen. Lollike opererer her på ganske raffineret vis med en INNER-STASI der stort set er reduceret til den psykiske instans Freud kaldte superegoet, og som han definerede som faderfigurens eller autoriteternes store overinstans der indbygges i alle mennesker allerede inden femårsalderen og er uhyre vanskeligt at frigøre sig fra hvis ikke man gør bevidst oprør imod det. Instansen er selvklart allerværst når den gøres til en del af et totalitært systems kontrolapparat som Stasisystemet i DDR, men den er også slem og livsforvridende når den bare forklæder sig som den indre stemme der vil hjælpe den enkelte til "det gode og normale liv", for så fungerer den nærmest som den instans der hos Henrik Ibsen hed 'den kompakte majoritet' (En folkefjende) og blandt andet skabte 'livsløgnen' (Vildanden) som gennemsnitsmennesket ikke kan undvære. Lollikes 'Underværket' (2005) handler om 11. september 2001 og Karlheinz Stockhausens famøse påstand om at World Trade Center-tårnenes bratte fald havde stor æstetisk skønhed. Kender man komponistens værker ved man at han er æstetiker og så behøver man egentlig ikke tage ham højtideligt som filosofisk eller politisk kommentatorer. Men det er jo ubestrideligt, at der kan være noget dybt fascinerende ved voldsomme begivenheder, selv de mest katastrofale (bare man ikke selv er midt i dem!). De er ikke blot spektakulære i kraft af voldsomhedens objektive omfang, fysiske følger og menneskelige afmagt, de er også spektakulære i kraft af selve vores subjektive sansning af verden. Og det ses tydeligt på den dybe fascination af voldsomme vejr- og vind-fænomener der ikke nødvendigvis indebærer tab af menneskeliv. Et gigantisk stormvejr ved Vesterhavet eller et gigantisk tordenvejr over hovedstaden er noget man husker. Men angrebet på WTC i New York var trods alt en bevidst terroraktion der var rettet mod den vestlige verden. Ifølge Lollike tror den islamistiske pilot Mohammed på SANDHEDEN og har stemt DØDEN ind i THE RE-MOHAMMED-TY SHOW. Mohammed har en stejl indlæringskurve hos sin hviskende imam og bliver stærk i troen. HANS GUD er den ægte. Han vil derfor skabe UNDERVÆRKET, det store æstetisk underværk der bliver lig med terror i den største stil Vesten hidtil har oplevet. - Over for det hjælper hverken oplysning eller tro på nødhjælp og inklusion - eller tro på teater og kunsthistorie. Voldtægt, undertrykkelse i almindelighed og kvindeundertrykkelse i særdeleshed er ubestridelige fakta på jorden og har været det fra tidernes morgen. Og man kommer ikke frelst igennem dem blot ved - som det sker i stykket - at få gentaget at Jesus elsker dig. Men Lollike synes ikke at kunne forestille sig andet end at vi alle er uhjælpeligt fanget i en eller anden tro på en sandhed og en Gud hvis autoritet vi ikke anfægter. Men efter min mening opstår Helvede altid dér hvor mennesker begår ondt i deres guders navne, og helvede skal vi ikke være så naive at tro skulle kunne fjernes fra jordens overflade gennem moralprædikener eller pædagogik. Det kan aldrig fjernes, men friheden og demokratiet kan forsvares med magtmidler. Brug af magtmidler er imidlertid aldrig genuin religion. Tværtimod er man i det øjeblik man forsvarer religion med henvisning til bibel eller koran og dogmatiske regelsæt herfra ovre i decideret magtmisbrug. I dybere forstand er religion ånd der aldrig kan løsrives fra frihed. Og her er det oplagt at islam kommer til kort som autoritær religion - modsat den sekulære vestlige indstilling. I 2009 lavede Lollike "Kosmisk Frygt" der handler om frygten for 'økokalypsen' - den store økologiske apokalypse. Levende fremstilles tre menneskers store frygt for det definitive økokollaps - med morsom inddragelse af Los Angeles, Hollywood og actionhelten Brad Pitt. De fleste kan nok indse at ressourcerne ikke er uudtømmelige, at ozonlager er ved at bryde sammen, og at verden er overbefolket. Vi véd det, men føler os magtesløse. Fulgte man med i Klimatopmødet i København netop i 2009 fik man anskuelsesundervisning i hvor umuligt det er for det internationale samfund at blive enige om en fælles løsning. Jf. - Jernesalts mange artikler. For undertegnede er det indlysende at mennesket hverken er herre over naturen eller den kulturudvikling der blev en følge af at mennesket i en vis forstand trådte ud af naturen ved at blive begavet med bevidstheden. Dermed fik vi en lang række muligheder, men også en række afmagtssituationer som vi må erkende. - Jf. Afmagtspostulater og Konrad Lorenz' kulturopgør. Intet individ, intet parti, ingen statsleder, ingen videnskab, ingen national eller international organisation er i stand til at forhindre overbefolkningen eller forureningen. Vi må derfor se i øjnene at livet på kloden er et midlertidigt fænomen ligesom det enkelte individs liv er. Vi kender ikke tidspunktet for katastrofen og bør naturligvis ikke afholde os fra at udskyde den ad teknologisk, politisk og adfærdsmæssig vej. Men frem for alt bør vi ikke - som personerne i Lollikes drama - lade os paralysere af frygten. Vi skal tværtimod gøre hvad vi kan for at få de enklaver af liv og frihed vi har relativt stor råderet over indrettet til at fungere bedst muligt - og det vil først og fremmest sige ved at påtage os ansvaret for de nationale områder vi har suverænitet over, og her opretholde fortryllelsen ved livet så længe det er muligt. Der er ikke brug for opgivelse eller kynisme, men for helhedsrealisme - også hos de unge og de næste generationer. Men det stod i hvert fald ikke klart for Lollike i 2009. Året efter fulgte "Fremtidens historie" om den usikre fremtid med de blandede etniciteter der følger af befolkningsvandringer på kloden - allerede før vi oplevede flygtningstrømmene 2015 og -16. Fem skuespillere (med flere roller) bliver enige om at fortælle "fremtidens historie" hvad der naturligvis fra Lollikes side er er ment som et narrativt foretagende med indbygget paradoksalitet. Et helt almindeligt menneske, en taxachauffør, bander over trafikken og er bange for at en psykopat skal stige ind i vognen. En kunde vil til "Lejren", hvor de multinationale selskaber ligger og hvor det vrimler med børnearbejdere. Uden dem ville kosmopolitten Mrs Business gå fallit. Staten kan ikke lave om på noget, for den har ingen magt. Nationalstatens dage er talte. Hun kæmper som forretningskvinde på virkelighedens betingelser. Taxachaufføren vil ikke afgøre om det er godt eller ondt. Hun vil nødig være moralsk, nødig såre nogen. Politikeren vil møde befolkningen hvor den er og vil derfor køres til det "Demokratiske Museum" i Lejren. Han er træt af det taktiske og politiske spil. Lejren er et monster. Han ville foretrække der var en mur, så man kunne lukke af for trafikken fra Afrika. Han beklager at verden ser ud som den gør, men når først overbefolkningen og klimaforandringer er i fuld sving, bliver det svært at holde den humane maske. Vagabonden kommer slæbende med sit kors og vil have et lift. Taxachaufføren vil ikke have ham med. Han spørger om hun tror på Gud. Det ved hun ikke. Hvad så, hvis jeg er Jesus? Hun svarer ikke. Gid du vil brænde i helvede, slutter vagabonden, der lader sit kors blive tilbage. Tre spøgelser dukker op i vognen. De vil til Asylmyndighederne. Den ene af disse skiller batterier ad et sted i Bangladesh, en anden er ved en fejl havnet i torturcenteret Abu-Graib, og den tredje er en afrikansk kvinde der leder efter mad og drikke..... Spøgelserne ironiserer over at de gennem et lille hul er krøbet ind i chaufførens psyke, hvor de kan spille den straffende Gud (ligesom INNER-STASI i 'Det normale liv'). Asylmyndighederne har i mange år gået rundt med en drøm om en verden hvor grænserne var åbne og hvor alle har det godt. Men de er blevet lidt mere realistiske med årene. De indrømmer at de selv har haft problemer med psyken.... Taxachaufføren føler nu hun er ved at blive skør. Men psykiateren siger at det er helt normalt at bekymre sig for dem i lejren. Spøgelserne vender imidlertid tilbage og forstærker hendes tvivl. Kunsthandleren vil hjem til hende. Han er sygeligt besat af almindelige mennesker. Spørger hende om hun tænker over det med udlændinge, men begynder at kysse hende og tale om at det er naturligt at kvinder går efter de flotteste fjer.... Han vil udstille hende og præsenterer hende som autentisk kunst. Andre kunstnere taler om madkunst og murkunst.... En af dem siger at han får kvalme af at tænke på demokrati. Kunsthandleren får mindelser om den sidste nadver. En ekskunstner foreslår at taxachaufføren bliver hængt op på korset - som hyldest til hverdagen. Kunsthandleren fører dem alle til en stor flygtningelejr. Navnekunstneren vil have en "re-enactment" af en etnisk udrensning som den i Eks-Jugoslavien, så man kan se hvordan de fodrer svin med spædbørn. Det had vil han ind i - ligesom på sin vis æsteten Stockhausen i 'Underværket'. Efter realistiske skildringer af de umenneskelige forhold i Bangladesh, Irak og Afrika sluttes med et "udkast til slutning": Hende der gerne vil være et godt menneske drømmer om et velgørenhedsshow der skal hedde "Vestens Engel". Almindelige mennesker sendes til fattige lande og flygtningelejre for at gøre gode gerninger... "Vestens Engel" vil blive en succes, for man gør en forskel når man selv sprøjter medicinen ind i fattige og syge børn. Ethvert almindeligt menneske har længsel efter således at blive en del af historien. Humanitære katastrofer kan bringe det bedste frem i folk. Skyld er en uproduktiv følelse, men gennem velgørenhedsshowet kommer man af med frygten for ikke at være et godt menneske. Man kan endog vænne sig til synet af affaldsmennesker. Selv en oprørsleder har brug for at mærke på sin egen krop hvad det vil sige at gå mellem lossepladserne og drikke det forgiftede vand. - Så melder spørgsmålene sig af sig selv: Hvorfor er vi her? Hvorfor er det lige præcis os der er her? Er det skæbnen? Er det Gud der har villet det sådan? Politikerne er pressede da alvoren går op for dem med millionerne af sultne og flygtende. Men de er i en undtagelsessituation. Hensynet til normal retspraksis må vige. "Vi har en befolkning vi skal beskytte. Vi må bygge en mur rundt om Europa". Måske kan man høre dommebagsbasunerne. Måske er nogle blevet ramt af 'fremtids-paranoia'. Måske prøver nogle at leve det normale liv med forelskelse og elskov og børn. De synes det vigtigste er at leve et lykkeligt liv, og leve det for sin egen skyld. Er det sådan Fremtidens historie slutter? Måske står det gode menneske i vidneskranken og læser op af anklageskriftet... Måske hører hun nævningene og dommerne fnise "En imponerende omgang propaganda fra en psykisk ustabil person". Inde i ethvert almindeligt menneske er der et psykisk filter der sørger for at verdens og virkelighedens brutalitet kun bliver taget ind i begrænset mængde, så man kan bevare håbet, genvinde tilliden og troen. - Eller også ender man på gaden og ser Jesus i vagabonden. Måske ser man endda Jesus spænde et bombebælte om livet og eksplodere. Undertegnede har med overlæg valgt en ret udførlig parafrase, fordi jeg finder stykket særdeles velskrevet og relevant for hele den aktuelle diskussion om vores værdikamp. Ligesom i Underværket og Kosmisk Frygt er der ondskab og katastrofer nok i verden, og vi står magtesløse og ender efter Lollikes mening i valget mellem kynisme eller psykisk sygdom. Og Lollike gør grin med stort set alle de fordomme der gør sig gældende i debatten. Men det der slår mig er i grunden det samme som i "Det normale liv", nemlig den unuancerede forestilling om at religiøs tro og forestillingen om en indre Gud kun er udtryk for drøm eller spøgeri. Det betyder jo lige netop det jeg generelt anker imod her på siderne, nemlig at alt bliver gjort relativt, og at det er umuligt at afgøre hvad der er godt og ondt. Forestillingen om det gode menneske bliver en parodi på den naive tanke om at vi kan gøre en forskel med hensyn til lidelserne i verden ved at yde et lille bidrag og dermed komme fri af den unægteligt uproduktive religiøse skyldfølelse og ligefrem blive medskabere af fremtiden og historien. Ja, parodien strækkes helt til bristepunktet når selv Jesus tænkes at dukke op i vore dage og spænde bomber om livet og sprænge sig i luften. Når problemerne stilles op på denne måde, er resultatet givet på forhånd; der ville kun være 'muren' og kynismen eller den psykiske lidelse tilbage. Men vil jeg sige: Selvom mennesket hverken er herre over naturen eller kulturudviklingen, men nøgternt må se i øjnene at befolkningsvæksten ødelægger klimaet og medfører hungersnød, sygdomme, krige og borgerkrige samt endeløse flygtningestrømme, så kan vi ikke slutte at alt er håbløst. Vi behøver ikke give op; vi kunne i stedet koncentrere os om at opretholde vor egen enklave af rimelig orden og mening og kvalitet længst muligt ved fx at regulere tilstrømningen af flygtninge. Dette er ikke en kynisme der lader hånt om nøden i verden eller flygtningestrømmene. Tværtimod er det en realisme der gør det til vores ansvar at være med til på overkommeligt, men ufuldstændigt plan at mindske nøden og samtidig hjælpe undertrykte og lidende mennesker til at blive i deres hjemlande og dér tage ansvaret for opbygningen af rimelige forhold. Hvad der forkastes er enhver forestilling om at det vigtigste skulle være at leve et lykkeligt liv for sin egen skyld og at man kun kan bevare håbet, troen og tilliden ved at filtrere virkelighedens brutalitet væk fra bevidstheden. Her synes jeg "Fremtidens historie" svigter ved slet ikke at antyde andre muligheder - og ved specielt (ligesom i Det normale liv) at gøre den indre stemme synonym med et filter der filtrerer ondskaben væk fra realiteterne. Den indre stemme er en meget større, højere og dybere instans end den der ligger i det af autoriteterne indoktrinerede 'superego' - den del af samvittigheden psykiateren Erling Jacobsen kaldte "den dummeste del af et menneskes personlighed" og som Ibsen opfattede som den kompakte majoritets afvisning af al nytænkning. Den autoritære og tidligt i livet indoktrinerede del af det indre skal frie mennesker selvfølgelig ikke bøje sig for, men i stedet bevidst og målrettet modvirke ved at få føling med det kollektivt ubevidstes uendelige strøm af frie og kreative forestillinger. Det er efter min mening også en fatal fordom at kristendommen er en entydig størrelse der kan udtrykkes med gængs kirkelære og teologi der bl.a. gør Jesus til symbolet på det lidende menneske (der altid bærer rundt på et tungt kors) og postulerer at mennesket kun kan frelses ved tro på opstandelsen. For det menneskesønnen selv gik rundt og prædikede var jo tillidens og hengivenhedens dennesidige rige. Og med dette forholder det sig netop sådan at mennesket under alle omstændigheder bukker under for sine lidelser, hvis det ikke tør gå tillidens vej. Man må med andre ord simpelthen gøre definitivt op med kirkens forældede dogmer, hvis man vil videre i kulturudviklingen. Men dette ser Christian Lollike ikke ud til at have nogen anelse om. I den kommende sæson opføres Lollikes "Levende død" først på Aarhus Teater og siden i København, men foreløbig uvist hvor (det bliver spillet inden de nye lokaler i Staldgade er blevet færdige). "LIVING DEAD" er en horrorforestilling om Europas nutid og fremtid, og er første værk i et nyt 3-årigt samarbejde mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid. Det er en thriller hvor alle spøgelser og indre stemmer er gjort til zombier. I følge Sort/Hvids egen præsentation lyder det fra en af personerne: "Jeg er bange for de sorte spøgelsessjæle, levende døde, der rejser mod Europa som en masse. En ødelæggende og frådende masse af sorte spøgelsessjæle. De stopper ikke, ser sig ikke tilbage, bevæger sig bare fremad. De har vandret gennem ørkner, levet af ingenting, helt udhungrede. Og når de ankommer, bliver de anbragt på store centre, hvorfra de kan udklække deres psykisk hærgede børn, som ikke har anden fremtid, end tyveri, kriminalitet, vold. Vores eneste chance er at håbe på, at middelhavet sluger dem. For jeg er vel ikke den eneste her, der mærker at det hele kan bryde sammen. At endnu flere zombier kommer. At jeg ikke kan se mine børn i øjnene og sige; der kommer aldrig krig her. For det gør der. Gør der ikke?" Igen må man konstatere at Lollike ser ud til at fortsætte linien med at gøre åndsbetonede svar på magtovergrebene til noget spøgelsesagtigt der slet ikke kan hamle op med de ødelæggende kræfter der truer alle ængstelige og paranoide mennesker som rene zombier. Lollike har i forbindelse med de foreløbige arrangementer i de nye, men endnu ikke renoverede lokaler i Kødbyen ikke fremsat nogen egentlig programerklæring, og det er lidt ærgerligt fordi mulighederne så vidt jeg kan se bliver ideelle for et nyt teater der kan og vil hæve sig over det gamle niveau og tage et par stormskridt fremad ved at blive i det politiske relevante, men skabe forståelse for hvad der foregår på et langt dybere plan. Tiden må vise hvad Sort/Hvid ender med. Men det er da altid noget at teatret sælger to shirts med logisk uforenelige udsagn: "Alt er sort-hvidt" og "Intet er sort-hvidt". Så kunne den erkendelsens dør måske åbne sig hvor man indser komplementaritetens muligheder. De logiske modsætninger i tilværelsen skal have lov at bestå ved siden af hinanden som dynamiske modsætninger der bliver ved at give liv til menneskekulturen, men de skal ikke stilles op som enten-eller valg der uundgåeligt ender med dogmatiske standpunkter, absolutte sandheder og destruktive bekæmpelse af alle der mener noget andet end en selv. Som jeg skrev i den femte artikel om "Mennesket som et legende væsen", så gælder at kultur slet ikke findes uden kultisk føling med de arketypiske forestillinger. Den ville i givet fald være tom, gold og selvdestruktiv. Kulten hører altså samfunds- og folkelivet til, og hvis de officielle kulturinstanser (herunder teatrene) og den officielle kirke (det vil i Danmark sige Folkekirken) ikke forstår kultens nødvendighed eller formidling, vil folket finde den andre steder. For eksempel i ungdomskulturen, i 'kongerøgelsen' og i musikkulturen, herunder musikfestivalerne, men den kunne i virkeligheden også genskabes i teaterkulturen - skuespil, ballet og opera - hvis teaterfolket vel at mærke forstod hvad sagen drejer sig om. Det er bestemt ikke en ligegyldig ting at såvel kirkelivet som kulturlivet og navnlig teaterkunsten for øjeblikket er i dyb krise. Det er tværtimod skæbnesvangert. Men det er en simpel følge af at alt er blevet mere og mere overfladisk gennem en systematisk æsteticering der koncentrerer alt om de ydre virkemidler i stedet for indhold og substans. Kirkens ledelse, museernes ledelse, teatrenes ledelse og hele kulturministeriet samt alle kultur- og kirkeministre i indeværende århundrede er uden den ringeste forståelse for dybdepsykologi, religion eller mytisk drama og tragedie, og de aner simpelthen ikke hvad direkte føling med de arketypiske forestillinger er. Alle de nævnte instanser glider følgelig længere og længere væk fra det folkelige og kultiske og dermed længere og længere væk fra alle former for kollektiv oplevelse af den dybeste folkelige sammenhæng der aldrig udsletter meningsforskelle eller andre forskelle. I øjeblikket er der af forskellige grunde særlig debat om teaterlivet, og medier og kommentatorer har kunnet konstatere at teatrene skranter, mens museerne hitter. Konkret betyder det at museerne på 20 år har fået næsten 60 procent flere gæster (heraf dog mange børn under 12 år), mens teatrene har mistet en femtedel af deres publikum. Professor Kirsten Dortner, Syddansk Universitet, har i et avisindlæg prøvet at forklare det med, at museerne og teatrene henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende, men at de begge har kæmpet med et lidt støvet, finkulturelt image og haft svært ved at tiltrække et yngre publikum..... Og her er det så lykkedes museerne at kommunikere med brugerne på nye og bedre måder end teatrene. Som man ser bruger Dortner sociologiske begreber omkring borgere og brugere til at forklare forskellen, men går man ned i de dybere sammenhænge, så vil man kunne konstatere at det i virkeligheden er substansen den er gal med - på samme måde som i den politiske sfære. Derfor kan en anden forsker, Jørn Langsted fra Aarhus Universitet, også konstatere at teatrene godt kan få fat i publikum, hvis de spiller spektakulære musicals, dvs går efter publikumssucces. Og en tredie forsker kan gøre opmærksom på at teatrene godt kan få fat i de helt unge, hvis de gør noget særligt for det. Endelig er det blevet påpeget at selve ordningen for det københavnske teaterliv med en paraplyorganisation som Københavns Teater er hæmmende eller direkte ødelæggende for kreativiteten. Det er derfor godt at der uden for den nævnte organisation findes ganske mange selvstændige privatteatre (med offentlig støtte). Men hovedproblemet er stadig det samme: Det vil ikke gøre nogen nævneværdig forskel for kultursammenhængen som sådan om nogle teatre og kulturorganisationer klarer kommunikationen bedre end de gør i dag, når man ikke har det helt nødvendige og udslaggivende at byde på: musik, film, litteratur og teater der giver direkte føling med de kulturbærende kollektive forestillinger i det ubevidste gennem den måde det alene kan ske på: fest og kult der åbner for de store dimensioner i tilværelsen. For det er dette folk - inklusive de unge fra 15-års alderen - savner. Måske er der et lille håb i det københavnske teater i og med at Sort/Hvid har fået helt nye rammer et spændende sted i hovedstaden og om et halvt års tid vil prøve noget nyt. Om håbet indfries vil først vise sig i begyndelsen af 2017. Christian Lollike har som teaterleder det store fortrin at han selv skriver god og opsigtsvækkende dramatik, men forudsætningen er alligevel at han personligt vover sig ind i et dyberegående opgør med sine egne fordomme og fastlåste meninger. Og et sådant mod er det ikke sikkert han har. Ejvind Riisgård Link til Teatret Sort/Hvid Link til Forlaget Drama der udgiver Christian Lollikes dramaer. Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' (kr. 25) 'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Relevante artikler på Jernesalt: Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker (23.4.16.) Martyr-udstilling provokerer til stillingtagen (30.5.16.) Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5) (21.5.16.) Leg, viden og filosofisk tænkning - Mennesket som et legende væsen - (4) (18.5.16.) Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3) (15.5.16.) Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2) (11.5.16.) Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion - om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg (4.5.16.) EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise (28.3.16.) Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt (23.3.16.) Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU (19.3.16.) Fri os fra fortsat religiøs forvirring (15.3.16.) Den udbredte stressfølelse skal tackles både individuelt og kollektivt (10.3.16. Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister (8.3.16.) Shakespeare-tragedie gjort til ren farce på Det kongelige Teater (6.3.16.) Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde (19.12.09.) Klimatopmødet V: De fattiges illusioner (18.12.09.) Klimatopmødet IV: Politiets fornemme indsats (17.12.09.) Klimatopmødet III: Idealisternes drømme (16.12.09.) Klimatopmødet II: Skrækscenarier (14.12.09.) Klimatopmødet I: Problemstillinger (12.12.09.) Klimaet mellem idealer og realiteter (25.9.09.) Grønbechs metode Konrad Lorenz' kulturopgør Humormennesket Storm P. Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens) Afmagtspostulater Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Artikler om Litteratur og teater Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |