JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - stress16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.3.16.

Den udbredte stressfølelse skal tackles både individuelt og kollektivt

En Megafon-maling i januar har vist at 82 % de offentligt ansatte oplever at arbejdspresset på deres job er større i dag end for fem år siden, mens det tilsvarende tal for de privat ansatte er 54 %.

Målingen har samtidigt vist at 48 % af de offentligt ansatte ofte føler sig stresset på deres job, mens det tilsvarende tal for de privatansatte er 28 %.

Det lyder jo voldsomt, og har bl.a. fået den debatterende filosof Ole Thyssen til i et indlæg at tale om klynkeri, og Kommunernes Landsforenings lønforhandler, borgmester Michael Ziegler, til i et interview at stemple det som en myte at offentligt ansatte skulle være vildt stressede. Og man skal da også tage målingen med stort forbehold, eftersom den er foretaget blandt et så lille antal som 1086 udvalgte danskere, hvoraf kun 567 fuldtidsarbejdende har svaret. Den statistiske usikkerhed er altså meget stor.

Ikke desto mindre må målingen tages alvorligt, fordi den svarer ganske godt til det subjektive indtryk man har fået af en mangeårig debat og et vist personligt kendskab til ansatte i begge lejre - samt det faktum at såvel den offentlige sektor som den private sektor er presset på økonomi og ressourcer. Begge sektorer presses af den økonomiske krise, som nu også er blevet kraftigt forstærket af den ulykkelige flygtningekrise som politikerne selv har skabt og ikke magter, fordi de ikke tør indlade sig på at fjerne årsagerne. Den offentlige sektor presses af nødvendige omprioriteringer af skatteindtægterne som følge af at folk bliver ældre og ældre og sundhedsvæsenet samtidigt dygtigere og dygtigere. Den private sektor klarer sig væsentligt bedre end den offentlige, fordi den aldrig kan slippe ansvaret for at der i det lange løb skal være balance mellem udgifter og indtægter. Men det fælles grundlag for krisen i begge lejre er et fundamentalt og overalt konstaterbart krav om stadig vækst og stadig voksende materiel velstand som betyder at alle frygter stagnation og depression mere end alt andet, og derfor accepterer øget effektivisering, stadig rationalisering, nedskæring og forandring - uden hensyn til de menneskelige følger.

Tingene hænger med andre ord så nøje sammen, at det ville være mærkeligt om ikke et stigende antal ansatte i begge erhvervssektorer skulle have fået en følelse af de skal løbe hurtigere og skal omstille sig hurtigere end tidligere. At tale om klynkeri i den forbindelse turde være at vise foragt for almindelige, jævne menneskers hverdagsliv. Talen kan næppe komme fra andre end mennesker der nyder det store privilegium at de selv kan bestemme deres arbejdstempo i forhold til de meningsfulde opgaver de selv vælger. Og når KL's lønforhandler afviser problemet tyder det heller ikke på nævneværdigt kendskab til arbejdspresset nede i rækkerne. Han forhandler iøvrigt også kun med personer der har sekretærer til at udføre ethvert kedeligt og opslidende arbejde.

Godt er det derfor at en arbejdspsykolog der forsker i stress har ytret sig i debatten på grundlag af systematiske undersøgelser. Han har skrevet bogen "Hyperstress"; han hedder Einar Baldursson og er lektor på Center for Klinisk Hverdagspsykologi ved Ålborg Universitet. Og han har givet et større interview til Politiken 20. februar.

Baldursson gør her opmærksom på at forskerne meget længe har vidst at stressforekomsten er stigende på en måde der rent statistisk ligner en epidemi,og at det har at gøre med selve den måde vi har organiseret arbejdet på i vort samfund, nemlig en måde der direkte udfordrer vores psyke.

En væsentlig årsag til stress er ifølge Baldursson at mange mennesker er underlagt forandring i arbejdet og konstant skal udvise en enorm fleksibilitet - og det kan vi mennesker simpelthen ikke tåle. De væsentligste forudsætninger for at vi mennesker kan bevæge os rimeligt trygt og sikkert rundt i vores verden er at vi har en forestilling om hvad der sker i morgen og dermed har en eller anden form for fornemmelse af kontrol over tingene. Det giver en stabilitet i ens verden at man både kan lære noget af fortiden og kan lægge meningsfulde planer for fremtiden, men stabilitet er efterhånden gået hen og blevet et fyord i tiden.

Som eksempel på de forandringer der går for stærkt og skaber ustabilitet og utryghed - og i sidste ende stress - nævner Baldursson folkeskolen, men også hospitalsvæsenet, plejehjemmene og daginstitutionerne, hvor der hele tiden kommer nye dokumentationskrav, ændrede arbejdsmåder, effektiviseringer og nedskæringer. Og et andet, endnu mere grelt eksempel er Skattevæsenet der igennem 20 år har været udsat for nedskæringer (og udflytninger), og samtidigt har indført en ledelsesstil og nogle resultataftaler som sammenlagt har givet kaos i institutionen som sådan og stort sygefravær blandt medarbejderne.

Det største problem er efter Baldurssons mening at forandringerne ofte kommer uden begrundelse, og at tidligere forandringer bliver opgivet uden evalueringer. Ja, i sidste ende at ansvaret for forandringerne i den offentlige sektor er forsvundet ud i den blå luft. Politikerne løber fra ansvaret, eller sætter nye forandringsprocesser i gang uden at evaluere hvorfor de gamle ikke lykkedes. - Skattevæsenet er et enestående og uhyggeligt bevis på hvor galt det står til. Man kan - tilføje jeg for egen regning - afskedige direktører og hjemsende departementschefer samt skifte ministre ud, men ingen har vist sig i stand til at rette op på skuden - skønt kaoset skriger til himlen og har kostet samfundet mange milliarder i tabte indtægter.

Baldursson kommer naturligvis ind på den store principielle forskel på den offentlige og den private sektor som stress-målingen viser. Men her synes jeg nok han kommer galt af sted. Han hævder nemlig meget forenklet at man i den offentlige sektor løfter en opgave ud fra en "forventning om at den giver mening", og at den offentlige sektor altid har rekrutteret "mennesker der grundlæggende sætter mening højere end rent økonomiske værdier". Det skulle derfor gøre det stressende når medarbejderne udsættes for en "meningsløs forandringsfundamentalisme". I hvert fald oplever de offentlige ansatte at de bliver betragtet som om de er "den samme form for pengekvæg som privatansatte"! Formålet i den private sektor er alene at tjene penge, og det betyder at "du som ansat skal have en form for kynisk opfattelse af det du foretager dig og af den virksomhed du arbejder i. Og denne kynisme er beskyttende."

Jeg må indrømme at jeg finder påstandene horrible, og at de i allerhøjeste grad synes at bero på meget subjektive og grundløse værdidomme. Jeg har selv fra mine godt fyrre erhvervsaktive år erfaringer fra begge sektorer og har arbejdet mange år i den private sektor, og jeg kan bedyre at det i høj grad er meningsfuldt for langt de fleste ansatte at arbejde her, fordi den mening der ligger i udførelsen af et stykke arbejde ikke alene afhænger af om man arbejder med ting (håndværk, fabrikation og administration) eller med dyr og planter (landbrug, gartneri) eller med mennesker (sygepleje, dagpleje, undervisning m.m.), men også af om det kan udfordre én og give gode sociale relationer. Ej heller afhænger meningsfuldheden direkte af at man tjener penge ved sit arbejdet, for hovedparten af alle ansatte er lønarbejdere og får altså løn for at gå på arbejde, så de har noget at leve af. Og som hovedregel stiger lønnen med årene.

Privatansatte er ikke mere "pengekvæg" end offentligt ansatte - og begge grupper kan stresses ved en forandringsfundamentalisme der går for vidt. Og dette gør den ikke ved blot og bart at sætte forandringer i gang (dem er i hvert fald mange unge mennesker glade for og indstillede på), men ved at gøre konstant forandring til en politisk, økonomisk eller organisatorisk trossag. Det er der såvel private virksomhedsejere som institutionsledere, såvel organisationsguruer og konsulenter som ministre og andre politikere der gør, og det er dette der kan 'fremmedgøre' de ansatte, for nu at bruge et gammelt begreb fra klassekampens tid, som datidens ideologer og sociologer brugte i kampen mod kapitalismen uden at forstå de bagved liggende psykiske mekanismer tilstrækkeligt godt.

Naturligvis kommer pengene og dermed kapitalen ind i billedet. Men forskellen mellem den private sektor og den offentlige sektor er ikke at de privat ansatte har en kynisk opfattelse af deres arbejde og de offentligt ansatte en menneskelig og meningsfuld, men at de privat ansatte nu engang må leve under det økonomiske vilkår at deres produktion skal kunne sælges på det fri marked (hvor prisen ideelt set retter sig efter udbud og efterspørgsmål), hvorimod de offentligt ansattes aflønninger stammer fra skatter og afgifter der fastsættes politisk. Og her gælder vel at mærke at udviklingen siden 1950'erne er blevet en velstandsstigning i den vestlige verden der skyldes en bevidst økonomisk vækst - væk fra krig og oprustning og hen til "velstand for alle" (Ludwig Erhards mål for det tyske Wirtschaftwunder i 1950'erne og 60'erne). Den indebar faktisk en voldsom vækst i den offentlige sektor (i Danmark først og fremmest da kildeskatten og momsen blev indført) - og det var skam ikke noget der kom til at forløbe stille og roligt og til alles tilfredshed. Det gav tværtimod her i landet et jordskredsvalg ved folketingsvalget i 1973, der ramte alle de gamle partier, men samtidigt gav Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og andre kontroversielle partier chancen for modstand mod den socialdemokratisme der satte lighedstegn mellem velfærd og den offentlige sektors vækst (det kan man bl.a. læse hos Ivar Nørgaard).

Den mest bemærkelsesværdige analyse af fænomenet var socialøkonomen Jørgen S. Dichs geniale bog fra 1973 om "Den herskende klasse", for den afslørede sort på hvidt at den nye herskende klasse var de offentligt ansatte og deres ledere og fortalere. Og det fremgik samtidigt at deres ideologiske mål ikke var mere meningsfuldt arbejde til alle eller mere menneskelig omsorg til dem der havde behov for omsorg, men derimod højere lønninger, begrænset arbejdsindsats og en ekspansion af den offentlige sektor der betød at omkostningerne automatisk blev større end den samfundsmæssige nytte. Det var ren ideologi. Den udsprang af flugten fra det legemlige arbejde og af angsten for sygdom og død. Den idealiserede den tjenende stand. Den var skabt af en samfundsklasse som ikke var udsat for den almindelige arbejders livshårde individualistiske betingelser, men af "dem der lever den betryggende tilværelse under det offentliges vinger". Ja, den gjorde på raffineret vis selve forsorgen og særforsorgen til et kulturfænomen i stedet for det de tidligere havde været: simpel socialpolitik.

Jeg skal ikke uddybe Dichs synspunkter yderliger her - jeg henviser til artiklen Den herskende klasse efter 1970, men blot pointere, at forskellen mellem den private sektor og den offentlige sektor er væsentligt mere kompliceret og nuanceret end den forsimplede udgave Baldursson kommer med. Der er naturligvis sket meget siden 1970, og det har bestemt ikke alt sammen været til gunst for den offentlige sektor. For i 1972 kom Danmark med i EU (EF) - og dette økonomiske fællesskab har som bekendt udviklet sig gennem en stadig stigende bureaukratisering som har gjort modsætningerne endnu værre og i dag har skabt en decideret kløft mellem den overstatlige elite i Bruxelles og de enkelte landes befolkninger. Der er på dette område reelt tale om en systematisk fremmedgørelse af alle befolkninger i EU der er langt mere omfattende, men også langt mere uigennemskuelig og fatal end tidligere forsøg på udbytning. Også her ligger der dybe årsager til den stress der plager flere og flere mennesker. Også disse årsager skal derfor imødegås og om muligt elimineres.

Det væsentligste problem i forbindelse med den konstaterede stigning i den generelle stress kommer Einar Baldursson kun lige ind på i nogle få slutbemærkninger om de nye menneskelige ressurcer som vi trods alt har udviklet gennem de sidste mange år, nemlig evnen til at udvikle og anvende ny viden. Men han påpeger udtrykkeligt at disse vigtige kompetencer er mere stressfølsomme end de kompetencer der stod i centrum for industrisamfundet. Og det betyder efter hans mening igen at omkostningen ved den stressudvikling som de nye undersøgelser peger på vil være at vi er på vej mod en social og sundhedsmæssig krise.

Jeg er helt enig i at evnerne til at udvikle og anvende ny viden er både vigtige og stressfølsomme kompetencer, men mener til gengæld også at de er med til at forstærke kravene om eller tilbøjelighederne til stor fleksibilitet eller stor omstillingsevne. Det er derfor ikke forandringer eller fleksibilitet i sig selv der skal ses som det store problem, men derimod en manglende eller ufuldkommen evne til at finde en balance mellem fleksibiliet og stabilitet eller mellem forandring og fastlåste forhold og rutiner. Og det er naturligvis noget den gode leder såvel som den gode politiker bør interessere sig for, ligesom samfundet må diskutere det som fælles problem. Men det er primært noget enhver arbejdstager og enhver borger selv har ansvaret for i og med at kun individet selv kan holde lige netop den afstand til sine arbejdsopgaver, sine ambitioner og karrieredrømme og sine erhvervsmæssige og politiske ledere som er nødvendig for at bevare sin mentale eller psykiske sundhed eller sin arbejdsglæde og meningsfuldheden med sit arbejde.

Og her spiller det i høj grad ind at den almene dannelse gennem flere årtier er kommet længere og længere væk fra overhovedet at beskæftige sig med eksistentielle problemer. Og det er selvfølgelig fatalt for alle.

Når Baldursson i det ovenfor citerede interview ligefrem gør gældende som en nærmest selvfølgelig kendsgerning at man som ansat i den private sektor skal have "en form for kynisk opfattelse" af det man foretager sig og af den virksomhed man arbejder i, så er der efter min mening noget rivende galt i denne forskers psykologiske opfattelse, for kynisme betyder sjælsråhed eller sjælelig brutalitet, og så har det ikke det fjerneste med kynisme at gøre at forholde sig sagligt og køligt til arbejdet med ting og administration, heller ikke over for mennesker hvis man for eksempel skal behandle en dårlig tand eller et benbrud. Jeg mener at enhver hjerteoperation skal foretages med professionel dygtighed og uden indblanding af andre følelser end dem der har med den faglige lyst og stolthed at gøre. De fleste vil have sig frabedt at ens tandlæge begynder at blande sine private fornemmelser eller problemer ind i behandlingen. Og den saglige og objektive holdning skal ikke ses som en beskyttelse af operanten, men derimod som en simpel betingelse for at han eller hun kan gøre arbejdet ordentligt.

Baldursson må blande nogen ting sammen, for det er klart at der er væsentlig forskel på fx det at behandle et benbrud og det at behandle et sår på sjælen, eller mellem at give et spædbarn bryst/sut og give en ældre, dement patient personlig hygiejne. Men forskellen kommer af at den personlige pleje af et levende og bevidst menneske kræver en anden indstilling end den rent objektive behandling af en mekanisk ting eller en pløjemark, nemlig en varme og empati som det levende menneske kan føle og fornemme umiddelbart og vil savne hvis den udebliver. En bilmotor eller en pløjemark kan ikke registrere nogen forskel, men det kan og gør ethvert levende menneske, og det er derfor man i plejesektoren kan konstatere at personalereduktioner i langt de fleste tilfælde går ud over klienterne. Det er eksempelvis ikke det samme for en ældre dame at få støvsuget sin lejlighed af en robot som at få det gjort af en hjemmehjælper.

Skal forholdet beskrives ud fra Martin Bubers fortræffelige relationspsykologi, så er det rent saglige forhold til behandlingen af en genstand et "jeg-det-forhold", mens den personlige behandling af et levende menneske eller dyr (med nervesystem) er et "jeg-du-forhold" - og det er afstanden mellem subjektet og modparten der gør forskellen. Jeg-du-forhold er fundamentale for alle former for social omgang mellem mennesker, jeg-det-forhold er naturlige i alle former for omgang med døde genstande. Og vi har normalt ingen problemer med at omstille os fra den ene opgave til den anden. Vi har normalt heller ingen problemer med at vores læge ser helt sagligt på et benbrud eller en tandbyld, men derimod i høj grad meget imod at han ser på psykiske symptomer og problemer - herunder stresssymptomer - som om de var rent fysiske og derfor straks griber receptblokken og giver piller mod symptomerne. Det er ikke uden grund at fornuftige folk nu også langt om længe er begyndt i stigende grad at vende sig mod den kognitive psykologi, der giver såkaldt evidensbaseret terapi med skemaer og kvantitative skalaer m.v. plus piller - uden at give klienterne det de har allermest brug for: en ordentlige personlig samtale der kan øge klientens forståelse af sig selv og problematikken.

Det uhyggelige ved dagens eksistentielle situation selv i et oplyst land som Danmark er imidlertid at folk i almindelighed i ringere og ringere grad er klar over at de fleste af deres psykiske symptomer og lidelser (bortset fra egentlig skizofreni og maniodepressiv og andre svære lidelser) har naturlige årsager der hænger sammen med livsstil, familieforhold, arbejdsforhold og selve eksistensforståelsen og derfor løses og behandles bedst med forskellige former for terapi i kombination med en bedre og bedre selvindsigt.

Hvad den sidste angår er det af afgørende betydning at ethvert individ forstår at vi mennesker ikke er determinerede væsner der entydigt er bestemt af vore gener og rent fysisk-kemiske processer, men tværtimod er frie og bevidste væsner med både en legemlig og en sjælelig side, og at disse er i et uafvendeligt dynamisk samspil med hinanden som aldrig kan gennemskues eller forklares udtømmende ud fra nogen som helst undersøgelse eller teori. Det betyder at vi alle som voksne mennesker må være bevidste om at vi har to tilgange til virkeligheden som er lige nødvendige og lige vigtige og derfor skal holdes i et eller andet rimeligt spændingsforhold der sikrer både dynamik og sund genopretning. Den ene tilgang er den sanselige tilgang til den ydre verden, og den anden er den intuitive eller introspektive tilgang til den indre verden. Og for disse to tilgange gælder den lov at den første tilgang sikrer tilpasningen til den ydre, praktiske, sociale og økonomiske verden, mens den anden sikrer den vedvarende erfaring og generfaring af alt hvad der har med mening, sammenhæng, livskvalitet, kærlighed, intensitet, leg og frihed at gøre.

Det burde være klart for alle - men er det desværre ikke - at meningsfuldheden med ens arbejde afhænger af den indstilling og det engagement man lægger i det ved hjælp af de indre psykiske processer, samtidigt med at den indre frihed og sundhed altid forudsætter at man ikke som individ opsluges fuldstændigt af sit arbejde dag og nat, så der ikke bliver tid og rum til at slappe af og så at sige komme til sig selv (jf. artikel om hviledagen). Når dette ikke længere er klart for alle, skyldes det den gældende uforstand som den ensidige materialistisk-deterministiske ideologi i løbet af 150 år har fået gjort næsten altdominerende med hensyn til psykologi og eksistensforståelse. Almindelige mennesker har mistet kontakten med åndslivet og de kollektive processer der opretholder det. Og dette skyldes ikke bare materialisternes bevidste og målrettede 8ideologiske propaganda, men også at såvel de humanistiske videnskaber som de religiøse instanser totalt har svigtet deres opgaver.

At de sidstnævnte instanser har svigtet har jeg ofte været inde på - ikke mindst i min løbende kritik af folkekirken (jf. fx. denne artikel), men tiden er inde til en mere vedholdende kritik af humaniora og humanistisk dannelse, og den skal jeg nok komme med. Jf. allerede Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.).

Her skal blot afslutningsvis understreges, at humanismens og den kirkelige dogmatiks store svigt ligger i selve den intellektualisme der betyder at den første er havnet i en stadigt øget fagspecialisering der ødelægger enhver afgørende helhedstænkning og helhedsrealisme, mens den sidste er havnet i en cementering af trosbekendelsens uholdbare og komplet ligegyldige påstande der er et totalt forræderi mod alle fornuftige forestillinger om at al mening med livet ligger i umiddelbarheden, tilliden og kærligheden.

Begge instanser forsynder sig helt katastrofalt mod selve den helhedsrealisme der betragter de to tilgange til virkeligheden som komplementære og lige nødvendige og som naturligvis har en tidssvarende begrebsramme der gør det muligt at tale og samtale om dem, men samtidigt gør det umuligt at bygge holistiske systemer der forklarer alt og udelukker frihed og dynamik. Denne helhedsrealisme kan under ingen omstændigheder undværes i kampen mod den stigende stress i vor tid.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi