JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sundhed02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.7.13. (Ugebrev)

Hvorfor sygeliggøres normale psykiske tilstande?

Efter medierne at dømme er det et stort problem at cykelryttere, atletik- og svømmestjerner doper sig på trods af at al eliteidræt i årtier har været en del af markedsøkonomien og underholdningsindustrien og derfor logisk set burde gøre hvad de kan for at øge udøvernes konkurrenceevne og spændingsværdi med de kunstige, kemiske midler der er tilgængelige. De dage er jo forlængst forbi, hvor sport var leg, og hvor udøverne derfor var amatører der nok specialiserede og på topplan fik professionel træning, men holdt sig fra den iblanding af penge der altid ødelægger leg. Alle kunne være med i det omfang man evnede og gad. Og børn blev kun undtagelsessvist pacet frem til en ideologisk forestilling om at det eneste saliggørende er at vinde (ligesom i krig). Kun boksning blev tidligt professionaliseret. Men det forstår man trods alt godt, når man ser hvor hårdt kombattanterne på kanvassen trakterer hinandens hoveder og hjernekasser.

I virkeligheden er det et langt større problem at ganske almindelige mennesker fra alle fag og samfundslag i dag bliver så åbenlyst og systematisk dopet med farmaka at det 1) går ud over deres livskvalitet og evne til at håndtere psykisk ubehag af normal art, og 2) belaster det offentlige sundhedsvæsen med så enorme og hurtigt voksende udgifter at stat og regioner ustandseligt tvinges til at gribe ind med forsøg på effektiviseringer.

I samme forbindelse kunne man også pege på at folk i dag skal have - eller bliver tilbudt - psykologhjælp til snart sagt alle former for hændelser i livet der afviger en smule fra det sædvanlige og som folk tidligere oftest klarede selv fordi deres almindelige viden om sjælelivet og dets nuancer var større og man iøvrigt ikke i familien og omgangskredsen betragtedet det som unormalt at reagere følelsesmæssigt usædvanligt på usædvanlige hændelser. Enhver véd fx at et dødsfald i familien kan ramme de pårørende så hårdt at det kan tage måneder og undertiden år at komme til rette med det.

Det nye er at folk i almindelighed ikke længere véd hvad de skal stille op med relativt små og gængse problemer der hører hjemme inden for et normalt livs rammer, og derfor tyer til den nemme udvej at komme uden om alt generende ubehag og al gavnlig personlig refleksion ved doping, primært piller, men også alkohol. Og problemet heri er naturligvis 1) at der er et utroligt udbud af lægemidler mod alle symptomer på psykisk ubalance, 2) at medicinalindustrien tjener tykt på salget og udviklingen af disse midler, og 3) at læger i stigende grad synes at vælge den nemmeste udvej: at skrive recepter ud eller henvise til specialbehandling (der også som hovedregel ender med medicin).

Reelt er der tale om en markant sygeliggørelse af naturlige psykiske eller emotionelle reaktioner, og den er dybt foruroligende og burde tages op til debat.

Relationspsykologerne Jørgen Rønsholdt og Else Marie Bech har nu i en kronik i Politiken 12.7. taget hul på denne debat. Og de finder en del af forklaringen på miseren i det forhold at vores vestlige tradition overlader ansvaret for udredningen og behandlingen af 'emotionelle lidelser' til lægevidenskaben. I praksis er det en læge der diagnosticerer psykisk ubehag ved at kategorisere symptomerne på samme måde som ved fysiologiske sygdomme. Metoden er god ved de fysiologiske sygdomme, fordi lægerne er uddannet til denne diagnosticering. Men over for emotionelle reaktioner har metoden den alvorlige konsekvens at der sker en automatisk sygeliggørelse af tilstanden, i og med at det lidende mennesker i mødet med lægen bliver berettiget til hjælp og lindring ved at blive patient. Lægen må så at sige patologisere tilfældet for at kunne behandle, og den lidende må lade sig patalogisere for at få behandling. Og systemet fungerer til konstant selvbekræftelse af begge parter.

Der er naturligvis emotioner og andre former for psykiske reaktioner der er så ubehagelige og ødelæggende at de må betegnes som lidelser og kræver lægelig behandling. Men mange reaktioner ligger inden for normalområdet og bør derfor ikke sygeliggøres, endsige behandles med medicin, for dette har både en pacificerende virkning på det pågældende menneske selv og en konsekvens for dets relationer i form af nedsat empati og forståelse fra andre. Man bør derfor holde sig for øje at i hvert fald mindst seks grundfølelser er universelle eller almenmenneskelige og normalt forekommende, og det er vrede, frygt, væmmelse, bedrøvelse, lykke og overraskelse.

Man kunne også pege på at mennesker er vidt forskellige i temperament og følgelig reagerer vidt forskelligt på bestemte hændelser - uden af den grund at kunne betragtes som syge eller afvigende. Der er mennesker der er mere koleriske end andre, eller mere flegmatiske, for nu at bruge gamle betegnelser. Bruger man nyere, kommer man ikke uden om at skelne mellem introverte og ekstroverte eller mellem rationelle og irrationelle - jf. artiklerne om De stille og indadvendte og Jungs typologi. Hovedsagen her er dels at ingen typer er ublandede og at man selv finder ud af hvor man overvejende hører til - og så får det bedste ud af det. Man skal under ingen omstændigheder betragte sig som syg, fordi man er fx overvejende introvert eller overvejende en intuitiv type.

Det vigtigste er at forstå at læger ikke er upartiske i bedømmelsen. For det første har den psykiatriske videnskab egenmægtigt sat sig på definitionsmagten over almindelige menneskers problemer, liv og identitet, som psykologen Allan Holmgren for nogle måneder siden skrev i en kronik. Og det smitter i allerhøjeste grad af på den politiske beslutningstagning der får sin rådgivning fra lægestanden. For det andet gør den diagnostiske kultur mennesker til ofre for den diagnosticerede sygdom og ikke til normale aktører i eget liv - jf. at man fx i de amerikanske psykiateres bibel, The Diagnostic and Statistical Manual, stempler frygten for at tale for et publikum som en mental lidelse, og ikke som et ret naturligt handicap de fleste kan gøre noget ved.

Tendensen kommer ikke af ingenting, for den har at gøre med lægevidenskabens udtalte accept af det naturvidenskabelige paradigme der er udmærket på det fysiske område, men kommer til kort på det psykiske. Paradigmet siger at kun det der kan måles og vejes er fakta og skal tages i betragtning. Heraf alle de mange nyttige blodprøver, blodtryksmålinger og scanninger og elektrokardiagrammer m.v. Men sjælelivet kan ikke vejes og måles eller skannes. Det kan kun fortolkes. En del af sjæleliv kan fortolkes gennem iagttagelse og tolkning af adfærd, men langt det meste - og frem for alt det væsentligste - kan kun fortolkes i samtale mellem det menneske der har reaktionerne eller problemerne og et andet menneske der er kyndig, empatisk og forstående - og gider lytte. Den sidste kan være et medmenneske eller en professionel hjælper, en sjælesørger, terapeut eller psykolog. Men også den sidste slags skal man i dag være forsigtig med, for nu er den kognitive psykologi og terapi kommet på mode - og den bruger fx rask væk skemaer til diagnosticering og den anvender medicin i stort omfang.

En af de gode veje til hjælp i terapi - som Holmgren peger på - er at fortælle sin historie, indbefattet det eventuelt traumatiske og grusomme den lidende har været igennem. Og dette ligger i at en meningsfuld fortælling om ens liv er med til at give identitet. Terapeuten eller psykologen kan hjælpe en klient med at skabe mening i sit liv og få en forståelse for sine symptomer ved at forbinde disse til det liv han eller hun har levet. Det er faktisk det ethvert almindeligt, sundt menneske gør livet igennem gennem strukturerede såvel som ustrukturerede samtaler med familie og omgangskreds. Men i dag ser det allerede ud til at være blevet et problem at det kniber med at lytte til hinanden. Man skal i stedet 'være på' hele tiden - gennem de såkaldte sociale medier, og mange rammes også af stress, fordi de ikke kan sørge for hvile og sund, uforstyrret opladning af energien.

Hovedsagen er - som Rønsholdt og Else Marie Bech skriver i deres kronik - at sygeliggørelse af de menneskelige følelser reducerer muligheden for at etablere empatiske relation og skaber dermed afstand og fremmedgørelsen, mens en almengørelse af følelser der indebærer at man kan tale om dem med andre, fremmer forståelsen for at emotionelt ubehag som fx stor vrede ofte er en helt naturlig reaktion på oplevelser der påvirker dagliglivet uheldigt for et menneske.

Et symptomatisk og ret rystende eksempel på en psykolog der helt og holdent er havnet i det materialistiske eller naturvidenskabelige paradigme og derfor afviser al snak om sjæleliv er en stærk følelsesmæssig reaktion fra en professionel psykolog der har skrevet en lille pamflet om 'Vrede', men fik den stemplet som lommefilosofi af en anmelder.

Anmelderen fandt det mærkeligt at der i den lille bog slet ikke var en egentlig definition på vrede, at Freud og Jung var helt ude af billedet til fordel for fysiologi og adfærdsbeskrivelser, og at menneskets indre liv ikke var genstand for fordybelse samt at vrede ikke var taget i betragtning som såkaldt 'dødssynd' selv om dette begreb er en del af den kristne arv. Psykologen svarede ultrakort at Freud og Jung hverken var psykologer eller forskere i nutidig betydning, men gamle spekulanter; at en stor del af bogen er viet hvorledes vore tankemønstre styrer vores vrede og omvendt, og tanker hører vel også med til vort indre liv. Og endelig var det da interessant at tænke på hvor mange mennesker Gud har dræbt i vrede iflg. Det Gamle Testamente. Men det havde han så ikke lige fået med!

Med andre ord udenomssnak så det klodser. Dødssynden 'vrede' har intet med Guds vrede at gøre, men er i den katolske kirke særligt alvorlige synder (hovedsynder) som kun tilgives gennem skriftemålet. Ud over vrede gælder det velkendte moralske brist eller laster som hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri og ladhed, som alle indgår i den almindelige menneskelig vurdering i vor kultur. - Tanker i betydning rationelle tanker er en meget lille del af det vi i almindelighed kalder 'menneskets indre liv'. Dette er først og fremmest karakteriseret ved strømmen af frie billeder og forestillinger i drømme, kunstnerisk og andet kreativt arbejde og fortabelse i fantasier, grublerier og alle andre former for ubunden og overvejende irrationel psykisk udfoldelse som indgår i alle menneskers sjæleliv fra fødsel til død. Derfor kan man slet ikke komme i kontakt med dette indre liv ved naturvidenskabelige metoder, men alene ved samtaler og brug af dybdepsykologisk begreber af den art Freud og Jung begyndte den systematiske udforskning af. Eller gennem kunst, musik, digtning og religion.

Og det er lige præcis det den naturvidenskabeligt orienterede psykologi og lægevidenskab samt hjerneforskning aldrig får fat på. Sjæleliv kommer man kun i kontakt med ved at gå ind i det med fortrolighedens og forståelsens subjekt, aldrig ved at holde sig på afstand af det med objektivitetens genstandsbetragtning.

Opgøret med den snævre psykologi og lægevidenskab er i sidste ende et opgør med selve den materialistiske indstilling til tilværelsen der betragter objektiv måling og vejning som eneste vej til sandhed og kendsgerning og dermed ophøjer snæversynet og den billige effektivitet til afgud. Indstillingen forråder konsekvent den helhedsrealisme der fra tidernes morgen har forstået at såvel det indre åndelige liv som det ydre praktiske liv hører med til den fulde menneskelige eksistens og kun kan berige hinanden ved et positivt samspil.

Lægevidenskab hedder nu sundhedsvidenskab. Sundhed blev i 1948 af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) defineret som "en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende", og i 1975 blev "Sundhed for alle år 2000" gjort til organisationens utopiske mål. Men sundhed og lykke kan ikke blandes sammen, og sundhed ikke gøres til en menneskeret. Den slags kan kun gøre sundhedsdrømmen til en ideologi. Resultatet er ikke blot at den enkelte får påpeget ansvaret for sit eget helbred, men at også at flere og flere forhold der ser ud til at spærre den enkeltes vej til lykken og sundheden, bliver betragtet som sygdom der skal behandles. Det giver penge til lægestanden og medicinalindustrien og enorme udgifter til det offentlige, men det gør ikke folk mere realistiske. For sandheden er at en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velbefindende er fuldstændig urealistisk.

Livskvalitet kan ikke testes alene på måling af materielle goder eller på måling af om man er "lykkelig" eller "tilfreds", bl.a. fordi folk ofte erklærer sig "lykkelige" eller "tilfredse" på et meget lavt niveau - fordi de simpelthen kun kender det lave niveau. Nøjsomhed kan være en god ting, men eksistentielt set er den tvivlsom.

Livskvalitet testes først for alvor på evnen til at bevare håbet og meningen med livet, selvom man har modgang. Den testes med andre ord ikke på medgang og succes, men på modgang og tab. Og præcis derfor skal lægevidenskaben og sundhedsvæsenet ikke komme for godt i gang med at sygeliggøre helt normale reaktioner på normale problemer eller helt normale følelsesmæssige reaktioner på livets udfordringer. De bør tværtimod standses i den mere og mere omsiggribende doping af befolkningen.

Ejvind Riisgård

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Sundhedstyranniet og det gode liv (27.6.05.)

Artikelserie om 'Veje til livskvalitet og mening':
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.