JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - oestrig17a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.17.

31-årige Sebastian Kurz vandt valget i Østrig

Den typiske, venstreorienterede overskrift i aviser efter det østrigske valg i søndags var Politikens "Valget i Østrig ryster Merkel og skaber frygt for 'ungarnske tilstande' i Wien". Og undertitlen var også typisk for bladets eurokorrespondent Peter Wivel: "Hele Europa kan gå til højre, hvis Tyskland lammes i samarbejdet med Frankrig om at reformere EU". Det er nemlig halve sandheder der skjuler det faktum at man fortsat ikke på venstrefløjen forstår en pind af hvad der foregår i folkedybet - men stadig ser alt i et gammeldags, dybt forældet højre-venstre-klasseperspektiv.

Det objektive udgangspunkt for en vurdering må naturligvis være det faktiske valgresultat, som først forelå torsdag aften efter at de mange brevstemmer var blevet talt op, og som med den høje spærregrænse ikke giver mandater til De Grønne. Stemmeprocenten nåede op på 80 %, og hovedresultat blev:

31,5 % og 62 mandater til ÖVP (Østrigs Folkeparti, der ledes af Sebastian Kurz)
26,9 % og 52 mandater til SPÖ (Det østrigske Socialdemokrati der ledes af Christian Kern)
26,0 % og 51 mandater til FPÖ (Østrigs Frihedsparti, der ledes af Heins-Christan Strache)
5,3 % og 10 mandater til Neos (det liberale og proeuropæiske 'Das Neue Österreich' under Matthias Strolz) 4,4 % og 8 mandater til Liste Pilz (ledet af Peter Pilz), udbryderparti fra De Grønne
3,8 % og 0 mandater til Die Grüne, (miljøpartiet under Ulrike Lunacek)

Suveræn vinder blev altså den 31-årige Sebastian Kurz, der har været udenrigsminister i koalitionsregeringen med Socialdemokratiet, men skabte så megen uro i koalitionen at kansler Kern måtte udskrive valg. Kurz er dybt inspireret af Emmanuelle Macron, der også er usædvanligt ung som præsident i Frankrig, men vandt ved sin personlige karisma og sin kloge strategi med at bryde ud af Socialistpartiet og starte en ny, bred politisk bevægelse på midten af fransk politik. Sebastian Kurz har også ungdommeligt gå-på-mod og personlig karisma (han kaldes Wunderknaben), og han har i valgkampen kørt sit parti som en bevægelse (under sit eget navn), men kommer fra og opstillede for Det konservative Folkeparti. Og modsat Macron har han ikke et flertal bag sig i det nye nationalråd, men må danne koalition med Frihedspartiet, som trods modsigende udtalelser af drillende karakter er villig til at gå ind i en koalition, ligesom partiet var i 2002, da det under Jürg Haider gik i regering med Folkepartiet og dets daværende leder Wolfgang Schüssel - jf. Valget i Østrig 2002. Schüssel fik dengang et kanonvalg og Frihedspartiet et tilbageslag, men koalitionsregering holdt i flere år.

I år er der ingen vej uden om en koalition mellem Folkepartiet og Frihedspartiet, som tilsammen vil råde over 113 af de 183 mandater i Nationalrådet. Socialdemokratiet fik det dårligste valg i årtier - og folk er netop som i Tyskland trætte af de store koalitionsregeringer mellem de konservative og socialdemokratiet, for de bliver for sløve med tiden. Og desuden er Frihedspartiet blevet 'stuerent' eller med et pænere udtryk 'regeringsdueligt'. Østrigs nyvalgte præsident Alexander van der Bellen fra De Grønne har tilkendegivet at han nøje vil vurdere de enkelte ministerkandidater og altså eventuelt nedlægge veto mod deciderede racistiske kandidater fra Frihedspartiet, men han har allerede haft en fornuftig snak med lederen Heins-Christian Strache - og har ikke tænkt sig at forhindre en koalitionsregering. Og allerede dette viser den markante forskel mellem 2002 og 2017, for dengang var van der Bellen en af de mest rabiate og højrøstede modstandere af Frihedspartiets legalisering som regeringsparti. Han fik fråde i munden når han angreb dem i parlamentet. Og den daværende præsident Thomas Kletil (ÔVP) lagde ved den officielle udnævnelse af regeringen ikke skjul på sin store modvilje og foragt.

Den overordnede situation er vitterligt en helt anden i 2017 end den var i 2002. Den europæiske kultur har været og er fortsat alvorligt truet af både islamistisk terror og voldsom tilstrømning af muslimske migranter og flygtninge. Jf. artikler om Flygtningekrisen og Terrorismen. Og det har givet store ændringer i den partipolitiske tilslutning, idet den venstre-orienterede fløj er mere splittet end nogensinde og socialdemokratierne hårdere ramt af tilbagegang. Men der er også sket forskydninger i forhold til opfattelsen af EU og det frie indre marked. Hverken i Frankrig eller Østrig har EU-modstanderne klaret sig godt. Og i Tyskland er det Alternative für Deutschland (AfD) mere engageret i den nationale kamp mod muslimsk indvandring end i kamp mod EU.

Forskydningerne ses tydeligt af de statistiske analyser der er gjort over vælgergrupperns stemmeafgivning i Østrig.

Der er en lille, men helt forventelig forskel mellem mænds og kvinders tilslutning til de tre store partier. Flere mænd stemmer på FPÖ og ÖVP, og flere kvinder på SPÖ. Men det mest markante er at der næsten er ligevægt mellem tilslutningen til de tre store partier i funktionærgrupperne og blandt de 30-59-årige, mens en meget stor overvægt af arbejdere stemmer på FPÖ og en meget stor overvægt af offentligt ansatte og pensionister stemmer på SPÖ. Det er den gamle udvidelse af den offentlige sektor fra begyndelsen af 1970-erne der stadig slår tydeligt igennem, men som i det nye årtusind er blevet stærkt influeret i modsat retning gennem tilstrømningen af muslimske indvandrere og flygtninge. Socialdemokraterne nød længe godt af den offentlige sektors udvidelse i hele det vestlige Europa, men de er først de sidste par år (nemlig efter flygtningekrisen i 2015) for alvor begyndt at erkende at der er grænser for hvor mange flygtninge de frie vestlige lande kan integrere, hvis de skal forblive frie, demokratiske, velfungerende og kønsligestillende.

Det pudsige eller vel egentlig nærmest latterlige er at venstrefløjen ikke vil erkende problemets faktiske udspring, men rask væk stempler de nationalt indstillede som højrenationale og fremmedfjendske og derfor prøver at lukke dem ude fra det gode parlamentariske selskab. Det lykkedes en tid i Danmark og Norge, men ændredes med terrorismen, og selvom det stadig lykkes i fx. Tyskland (hvor ingen vil sidde ved siden af de nyvalgte AfD-folk i Forbundsdagen), så er valget i både Frankrig og Østrig nu bevis på at ændringen også slår igennem dér - altså i de hårde realiteters verden - det sker blot endnu ikke i mediernes eller partiernes mere eller mindre forskruede fantasiverden.

Nævnte europa-korrespondent Peter Wivel undlader ikke at remse en masse forhold op han ikke kan lide. Marine Le Pen lykønskede allerede søndag aften frihedspartiets leder. De to skulle være "hinandens nærmeste allierede", men landenes situation kan ikke sammenlignes. De frie Demokraters førende skikkelse i Europa-parlamentet (Lambsdorff) kaldte valget i Østrig for "en øjenåbner i europæisk flygtningepolitik". Men det er da temmelig sent han har fået øjnene op for problemet. Det fik mange andre allerede i 2015. Sebatian Kurz har besvaret nogle lederskribenters tåbelige spørgsmål om hvorvidt man kan "bekæmpe højre med højre ved at gå på rov i det højreradikale FPÖ's skatkiste af krav om indgreb" over for 'migrationsbølgen'. Kurz gjorde desuden "fremmedfjendtligheden stuerent i Østrig" ved sine skarpe udfald mod Angela Merkel. Som om det ikke er Merkels velkommenhedspolitik over for den muslimske migrationsbølge der har nødvendiggjort ubestridelig og tydelig modstand. Og Wivel anholder også Kurz' og Straches enighed om at "den illegale indvandring" skal stoppe, idet han hævder at indvandring af flygtninge fra tredje lande ikke er illegal ifølge Geneve konventionen fra 1951. God morgen, hr. Wivel. Det er faktisk den konvention Kurz og Strache mener er en fuldstændig håbløs konstruktion i den nuværende politiske og kulturelle situation! - Men Wivels opgave på Politiken er tydeligvis ikke at komme med nogenlunde objektive vurderinger, men at servere de subjektive fordomme som venstrefløjen ønsker af avisen.

Derfor må der fortsat mere progressiv oplysning til - og en sådan må nu engang dreje sig om større dybdepsykologisk forståelse af selve den sunde nationale følelse. For nationalfølelsen har gennem tiderne været misbrugt mange gange og mange steder i decideret magtkamp til udelukkelse og somme tider forfølgelse af fremmede med det klare formål at beskytte indfødte mod konkurrence og blandingsægteskaber. Ikke sjældent er der også gået racisme ind sagen, i den forstand at man har forsøgt at værne om den hvide mands 'ære' og 'rettigheder' eller den hvide races 'renhed'. Den slags er naturligvis en risikabel affære, da åbenhed og diversitet altid i længden er det bedste for et folks sundhed og udvikling. Men det går ikke an at lave den kortslutning at når nationalfølelsen kan misbruges, så må den være en fejl i sig selv som bør fravælges, for så ser man jo bort fra nationalfølelsens positive og meningsgivende side at den under normale omstændigheder binder et folk sammen på helt naturlig måde - dvs uden at man behøver pukke på dens fortrin.

Den sunde og naturlige nationalfølelse giver sig spontant udtryk i at de fleste mennesker i en bestemt nation føler sig selvfølgeligt knyttet til såvel landet, klimaet, sproget og kulturen på stedet og altså holder af fx den nationale sangskat eller den nationale sportsindsats. De fleste danskere holder fx med det danske landshold i internationale fodboldkampe. Man går op i de internationale stævner og respekterer normalt vindere fra andre nationer, men man holder med "sine egne". Og det vil igen sige at vi mennesker over alt på kloden - uanset race, køn og kultur - identificerer os med et "vi" over for "de andre". Sådan har det altid været - og sådan vil det altid forblive, uanset hvad kosmopolitter og globalister postulerer om at vi er én verden. Et sådant postulat er af teoretisk eller intellektuel art. Ingen kan teoretisk modbevise den påstand at hele jordens befolkning udgør én verden, men sandheden om vores eksistens som hele mennesker med både intellekt og intuition er at det er nærværet og den direkte kontakt der afgør hvem og hvor vi hører til.

Det eneste mærkværdige i denne sammenhæng er at at den teknologiske udvikling har gjort kommunikationen mellem folk på kloden lettere og lettere med årene - og især i den sidste menneskealder med dens hurtige digitalisering har givet større kontaktflader mellem folkene. Det er nærværet ikke altid blevet bedre eller mere intenst af, tværtimod virker kontakten på de sociale medier ofte meget overfladisk, men troen på det globale landsbysamfund er stor, selvom den er et bedrag for ikke at sige en livsløgn. Det er en vildledende betegnelse der skjuler den psykologisk afgørende lovmæssighed om at nærværet altid kun findes i det nære samfund, og at det globale samfund altid rummer mere distance end nærvær.

Men den nævnte livsløgn er efterhånden blevet så indgroet på venstrefløjen at det er de færreste venstreorienterede der overhovedet fatter at nogen kan have skellet mellem nærvær og distance (det Martin Buber kalder henholdsvis jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet) som det afgørende eksistentielle skel. Heraf kommer at venstrefløjen generelt har tendens til at nedgøre alle med nationalfølelse til nationalister, højrenationale og racister eller fremmedhadere. Kampen i Europa mellem de politiske fløje er derfor i dag blevet en kamp mellem dem der forstår den sunde, dybe, intuitive og selvgroede følelse for det nationale i bedste forstand og dem der der ikke gør det, men som til gengæld hævder at det intellektuelle globalistiske perspektiv er det moralsk rigtige. Men takket være truslerne fra den islamistiske terror og den voldsomme muslimske tilstrømning af migranter er vi langsomt kommet til et vendepunkt, hvor flere og flere fatter hvad vælgere og politikere indser at en nations sammenhængskraft forudsætter integration af alle borgere og derfor altid undergraves af migranter der ikke kan eller vil integreres.

Valget i Østrig er som valgene i Tyskland og Frankrig tydelige tegn på at vendepunktet er nået i Europa, og derfor bliver det naturligvis spændende at følge Folkepartiets og unge Sebastian Kurz' forsøg på gennem en koalition med Frihedspartiet at få standset den overdrevne tilstrømning af muslimske indvandrere og bl.a. på den måde bygge en ønsket bro mellem Vesteuropa og Østeuropa. Endnu er Kurz ikke udnævnt til kansler og har derfor ikke været med til eu-topmødet i Bruxelles, men han har fået hilst på kommissionsformand Juncker og brød sig åbenlyst ikke om dennes forsøg på kindkys. Kurz er ligesom Macron ikke på kommissionens side i spørgsmålet om en fornyelse af EU. Men den kommer!

Ejvind Riisgård

Links:

ÖVP (Folkepartiet)
SPÖ (Socialdemokratiet)
FPÖ (Frihedspartiet
Die Grüne

ORF (Østrigske Radio- og TV-station
Kurier
Der Standard
Wiener Zeitung

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: