|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.20.Stor tak for pandemiens store Wake-Up-CallÅr 2020 står i coronakrisens tegnDanmark Tyskland Frankrig EU som splittet faktor USA som splittet faktor Great Britain's Exit Store pandemiske Wake-Up-Call Henvisninger År 2020 står i coronakrisens tegn Til toppen Næste Året 2020 skiller sig ud fra alle andre år nogen nulevende person kan erindre. Covid19-pandemien, der startede i Wuhan i Kina i marts men hurtigt spredte sig til resten af verden, 'lukkede samfundene ned' til trekvart eller halv funktion alene på grund af smittefaren og uden nogen som helst af de blodsudgydelser vi kender fra mange ødelæggende og forfærdelige krige, inkl. anden verdenskrig. Pandemien kan til dels sammenlignes med den 'spanske syge' der kom i slutningen af første verdenskrig og krævede 20 millioner dødsofre, fordi man dengang intet kunne stille op mod influenza. Man anede end ikke den store smitterisiko og isolerede ikke de sygdomsramte. Men Covid19 i 2020 har ramt mange flere overalt på kloden. Mere end 33 millioner er blevet testet positive, men dødstallet har foreløbig kun rundet 1 million, fordi man véd hvor stor smittefaren er og følgelig sørger for isolation (karantæne) af alle smittede. Men corona-patienter der må indlægges på intensivafdelinger er overordentligt plejekrævende, idet de kræver konstant overvågning døgnet rundt - og de belaster derfor sundhedsvæsenet langt værre end nogen anden sygdom. Det er selve smittefaren og den reelle fare for overbelastning eller ligefrem kollaps af sundhedsvæsenet der nødvendiggør nedlukning af store dele af samfundene i begrænsede perioder. Regeringerne må indføre strenge restriktioner om brug af mundbind, krav om afstand mellem folk, mindst en uges karantæne af alle der testes positive, lukning af skoler og læreanstalter, af restauranter, teatre, museer og koncertsale, ja selv almindelige butikker her i juletiden - og frarådelse af ikke-nødvendige rejser. Restriktionerne viste sig ret tidligt virkningsfulde, men har i mange lande måtte strammes ekstra her op til jul, fordi folk i juletiden normalt strømmer til forretningerne og iøvrigt omgås tættere indendørs i vintermånederne. Nu har man strammet restriktionerne hen over de risikable nytårsdage og forlænget dem til 17. januar. Heldigvis accepterer folk stort set indskrænkningerne, men rigtigt mange erhversdrivende rammes utroligt hårdt på omsætningen. Og de sikres derfor kompensationer gennem hjælpepakker, så de i vid udstrækning kan overleve til smittefaren daler. Men indskrænkningerne sætter sit stærke præg på alle borgere i alle lande. Kun vaccinerne har givet håb - og flere forskellige er endda blevet produceret på rekordtid af store biokemiske virksomheder. Gennemtestede og godkendte vacciner er nu også kommet her til landet og taget i brug. De første personer i sundhedssektoren og på pejehjemmene er allerede vaccineret, tusinder bliver det i de følgende uger og dernæst alle over 65 år og endeligt resten af de voksne der ønsker det. Alle skal vaccineres to gange med 3 ugers mellemrum. Frivilligt skal det være, men jo flere der bliver vaccineret, jo bedre for befolkningen som helhed, for jo færre smittes. Men først hen på sommeren vil det for alvor kunne konstateres om situationen er kommet under tilfredsstillende kontrol, og vi så småt kan begynde at vende tilbage til et mere normalt liv. Men helt som før bliver det aldrig. Og det skal vi være glade for. Danmark Til toppen Næste I det seneste døgn er det samlede antal coronaindlagte pr. 30.12.31. steget med 26 personer, så der nu er indlagt i alt 926 coronapatienter på landets hospitaler. Det er det højeste under hele epidemien. Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut (SSI), som onsdag har offentliggjort sin daglige opdatering. Ud af de 926 indlagte patienter er 136 indlagt på en intensivafdeling. Og af dem får 87 hjælp fra en respirator. Dermed begynder tallene at være på niveau med foråret, hvor der, da det stod værst til, var 153 intensivpatienter, hvoraf 138 fik hjælp var i respirator. Det seneste døgn er registreret endnu 30 dødsfald blandt personer smittet med coronavirus. Det er blot anden gang under epidemien, at så mange coronasmittede dør i løbet af et døgn. I Danmark har vi indtil nu haft over 158.000 coronasmittede, hvoraf 1226 er døde. Men som følge af de mange muligheder for at blive testet på let tilgængelige centre er antallet af tests nu over 10 millioner. Hvad angår regeringens konkrete restriktioner henvises til artiklerne Den sundhedsmæssige og politiske situation i Danmark op til julen (20.12.20.) og Nye corona-restriktioner op til jul udfordrer sammenhængskraften i samfundet (3.12.20.). Regeringen har som mål at holde erhvervslivet nogenlunde dækket ind mod tab af omsætning gennem hjælpepakker med kompensationer for lønudgifter m.m.. Og selv om man bevidst kalkulerer med at disse hjælpepakker vil mindske risikoen for en stor stigning i arbejdsledigheden, så må man nøgternt regne med en mærkbar negativ indvirkning på bruttonationalproduktet - nøjagtigt samtidigt med at landet står over for store udfordringer i klimakampen. Regeringen overvejer nu også kompensation til fiskere der vil få store tab som følge af den indgåede handelsaftale mellem EU og Storbritannien. Aftalen reducerer fiskning i britisk farvand hele 25 procent. Finansloven for 2021 kan kaldes fornuftig, generøs eller alt for udgiftskrævende efter temperament; den har delt partierne, men fået bredt flertal. Den afspejler unægteligt socialdemokratiets store tilfredshed ved at forhindre en økonomisk nedtur som efter finanskrisen i 2008 og store glæde ved at forøge udgifterne og den offentlige sektor. Regningen kommer senere. Men uansvarligt kan man ikke kalde metoden. Den er tværtimod et glimrende eksempel på udnyttelsen af den engelske økonom John Keynes' makrooøkonomiske teori fra 1936, der påpegede, at det er udviklingen i den samlede (effektive) efterspørgsel efter varer og tjenester, der bestemmer beskæftigelsesniveauet, og ikke som man tidligere troede at det er et for højt lønniveau der fører til arbejdsløshed. Den socialdemokratiske etparti-regering har vitterligt været handlekraftig, og den har i samråd med sundhedsmyndighederne og politiet udstedt det ene dekret om restriktioner efter det andet, uden at forhandle med eller forhåndsorientere folketingets partier. Regeringen indrømmer både hastværk og fejl, men påberåber sig nødvendigheden, og alle meningsmålinger viser at befolkningen stort set har accepteret alle restriktioner som nødvendige i coronakrisens alvor. Dog fik regeringen ikke tilslutning til sit oprindelige udkast til ny epidemilov, men måtte fjerne muligheden for tvangsvaccinering af befolkningen. Oppositionen er bemærkelsesværdigt svag og splittet. Venstre er fortsat det største oppositionsparti, men går tilbage i meningsmålingerne på grund af intern strid om næstformændenes roller og den forhenværende formands instinktive lyst til at blande sig. - [tilføjet 2.1.21.: Det er netop oplyst, at Venstres tidligere formand Lars Løkke-Rasmussen har meldt sig ud af Venstre med den begrundelse at han i modsætning til Jacob Ellemann går ind for en politik der rækker ind over midten og udelukker de ekstreme partier på begge fløje. Han vil forsætte som løsgænger og kan tænkes at danne et nyt parti. Udmeldelsen må anses som et hårdt slag for efterfølgeren.] - Den nuværende formanden Jacob Ellemann står i et slemt dilemma i Støjberg-sagen, men har netop tilkendegivet at han "ultimativt er klar til at accepterre en rigsretssag mod Inger Støjberg". Han lagde over for TV2 ikke skjul på, at de var kørt skævt af hinanden gennem længere tid. Og at han måtte konstatere, at det er helt uholdbart, at Venstre nu er endt i en situation, hvor formanden ikke kan lede med opbakning fra sin næstformand. På et møde forretningsudvalget den 29. så han sig nødsaget til at bede Inger Støjberg om at gå af på grund af uenigheder om Venstres syn på en eventuel rigsretssag mod hende. Og dette er sket - til Støjbergs store skuffelse. Hvad striden vil ende med er langt fra afklaret. Inger Støjberg på sin side foregiver at være afklaret med, at hun ikke længere skal være næstformand for Venstre, men hvad hendes politiske fremtid ellers indebærer, er meget usikkert. Hun har røbet at Jakob Ellemann-Jensens opfordring til hende om at trække sig straks kom lidt pludseligt, så "jeg tror, at det er bedst for mig at tænke mig godt om. Jeg elsker Venstres bagland, og jeg har været medlem af Venstre hele mit voksenliv, men nu skal jeg lige tænke lidt over det". Dansk Folkeparti og dets nuværende politiske leder er om muligt endnu mere svækket, og partiets 'kronprins' satser på simple slogans om kristne værdier og udmeldelse af EU, som er uden større interesse i almenheden. Nye Borgerlige står til gengæld stærkt, men er langt fra regeringsduelighed. Og de radikale måtte igennem et pinligt formandsskifte, men fastholder en stiv, dogmatisk holdning til de få af regeringens hurtige coronaindgreb der uheldigvis skete før en lovhjemmel var på plads. Men ikke en eneste oppositionspolitiker tænker nyt. Tværtimod er alle nærmest besatte af at få ram på statsministeren gennem en rigsretssag - og dét ser temmelig håbløst ud. Kun de konservative med en forhandlingsvillig formand i spidsen nyder fordel af udviklingen. Så det er ikke overraskende at Berlingskes chefredaktør Tom Jensen i sin leder 27.12. skriver: "Jeg er ked af at måtte spolere den gode, omend afsondrede julestemning, men i morgen mandag er det hverdag, og om en uge er der et nyt år, og dette er en borgerlig avis, og derfor er det her, det må stå: Det står sløjt til med ledelsen af den borgerlige blok i det danske folketing. Regeringens håndtering af coronakrisen synes nemlig langt bedre end i Sverige, Tyskland og Frankrig - for slet ikke at tale om USA og Storbritannien. Regeringen har ganske vist ikke undgået kritik for magtfuldkommenhed, men dette viser dybest set hen på samme problematik som i praktisk talt alle lande, at god regeringsførelse eller statsstyring i krisetider er noget helt andet end i normaltider. Og må og skal være det. Kun mangler endnu fuld forståelse for grundene hertil og klarere regler for fænomenet. Tyskland Til toppen Næste I Tyskland har Robert Kock-Instituttet konstateret mere end 960.000 tusinde smittede til dato, heraf er 14771 døde. Og antallet af indlagte ligger på i alt 1,65 mio. Heraf er 1,25 mio blevet raske. 29.946 er hidtil omkommet. Men det skal med i billedet at der er markant store forskelle mellem delstaterne - med Nordhrein-Westphalen og Bayern som de to værst ramte. Nedlukningen op til jul har været hård i de fleste lande, men det er i Tyskland primært delstaterne selv der fastsætter de konkrete restriktioner. Nyhedsbureauerne beretter aktuelt om at tyske ordenstjenestemænd får både brækket knogler og bliver spyttet på, når de håndhæver coronarestriktioner. Snesevis af ordenstjenestemænd er blevet verbalt eller fysisk angrebet i år, mens de har forsøgt at håndhæve coronarestriktioner. Nogle blev såret så hårdt, at de var midlertidigt nødt til at stoppe arbejdet. Værst står det til i hovedstaden Berlin, Köln og Bremen med henholdsvis 23, 18 og 10 angreb. - Utilfredsheden med restriktionerne er stor, men de uacceptable angreb af den nævnte art kommer fra et lille mindretal. Forbundspræsident Frank-Walter Steinmaier sagde i sit julebudskab forleden, at en lille bitte virus havde taget hans lands liv og tanker i besiddelse, forpurret planer og ødelagt drømme. Den har bevirket at tyskerne har måttet give afkald på mangt og meget, ja havde gjort skolebørnene nervøse og familierne udmattede samt gjort kunstnere, gæstgivere, hotelejere og butiksindehavere bekymrede for deres tilværelse. "Men i hele denne tid med usikkerhed, har vi lært, at vi kan stole på vores demokrati. Vi har været uenige om den rigtige vej, men dog båret afgørelsen i fællesskab. Nogle har benægtet smittefaren, men flertallet har været fornuftig." Præsidenten understregede at Tyskland er et stærkt land der nok skal klare virus-udfordringen, men en kommentator mente, at det svarede til at kansler Merkel i august 2015 havde forsikret at Tyskerne ville klare udfordringen med de hundredetusinde af flygtninge der strømmede til landet. Og dét kan i høj grad diskuteres. Merkel har gentaget sætningen mange gange, men sandheden er at mange af de muslimer der kom til Tyskland (og det øvrige Vesteuropa) efter at kansleren havde åbnet EU's ydre grænser, da flygtningene i Syrien-krigen væltede mod grænserne gennem Tyrkiet, kun sjældent blev fuldt integrerede i det tyske samfund. Ikke desto mindre lod den 66-årige ærekære Angela Merkel sig i år genopstille ved valget i juli for femte gang (og overgik dermed CDU'eren Helmut Kohl). Men det må siges at være en uklog og uhensigtsmæssig beslutning, eftersom Merkel er blevet synligt svækket af de store arbejdsbyrder ved corona-krisen og desuden ikke kunne opretholde sin kvindelige favorit som efterfølger. Partiets position er svækket så meget at det kan gå hen at blive det bayernske søsterparti CSU's formand, Markus Söder, der kan blive ny kanslerkandidat. Socialdemokraternes kandidat, den nuværende vicekansler og finansminister Olaf Scolz synes ikke at have nogen chance. Den store koalition mellem CDU, CSU og SPD kan næppe gentages - SPD lider for meget under den, og hele forbundsrepublikken vil også være bedst tjent med andre konstellationer. Men de frie demokrater, der tidligere har indgået i regeringskonstellationer, kan fortsat ikke være sikre på at genindtræde i Forbundsdagen, og Alternativet for Tyskland (AFD) er hårdt trængt af interne stridigheder. Det genforenede Tyskland har på kanslerposten de facto ikke en markant leder der kan samle landet de næste to eller tre valgperioder - som i sin tid Konrad Adenauer, Helmut Schmidt, Gerhard Scröder og Helmut Kohl var i stand til. Angela Merkel har stadig personlig opbakning i befolkningen - men det skyldes måske netop at et alternativ ikke er til at se. Tyskland er stadig splittet økonomisk, arbejdsmarkedsmæssigt og kulturelt mellem Vesttyskland og det gamle Østtyskland (DDR). Og det har i 2020 heller ikke undgået en alvorlige terrorist-handling, denne gang i Hanau, hvor en 43-årig mand skød og dræbte ni mennesker, alle med muslimsk baggrund, og sårede yderligere seks personer. Forud for angrebet havde vedkommende offentliggjort et manifest, der opfordrer til "fuldstændig udryddelse" af mange "racer eller kulturer i samfundet". Det var ifølge indenrigsminister Horst Seehofer det "tredje højreorienterede terrorangreb" i landet på under et år. Det betyder altsammen at Tyskland i dag ikke har den gode regeringsførelse som selve demokratiet kræver og som både terror-risikoen og coronakrisen har gjort ekstra påkrævet. En sådan regeringsførelse er også forudsætningen for opbygningen af en ønskelig nyorientering om fremtidens samfundsorden. Merkel kommer godt ud af det med den franske præsident Macron, men da hans position i Frankrig også er svækket er aksen det selvsamme. Frankrig Til toppen Næste Frankrig kan med en vis ret siges at være 'Europas syge mand' - og det er da også udgangspunkt for en ny bog som den mangeårige korrespondent i Frankrig Aske Munk har skrevet og givet titlen "Den rystede republik". Men betegnelsen er gammel. Først var det Tyrkiet (Osmannerriget) der blev kaldt den syge mand, siden både Tyskland og Storbritannien, og det er måske et spørgsmål om den nedsættende betegnelse ikke kunne gælde stort set alle vest- og sydeuropæiske lande i dag. Men Aske Munk har i hvert fald ret i at Frankrig i dag med rette kan kaldes en 'patient med selvpåførte lidelser'. Her skal hans bog gennemgås udførligt, fordi den kaster lys på overordentlig mange problemer. Vil man gøre sig håb om at forstå Frankrig, er der efter Munks mening ingen vej uden om general de Gaulle. Han var krigshelten der kom til at spille en kæmpemæssig rolle for franskmændenes opfattelse af deres plads i verden. Den fjerde republiks politiske tilstand (1945-58) var en parlamentarisk rodebutik. Bestikkelse, politiske skandaler og utilregnelige levebrøds-politikere ledte til et utal af skiftende regeringer, og da Algeriets uafhængighedskrig brød ud i 1954 anede regeringen ikke sine levende råd. De Gaulle trådte i 1958 til som gallisk frelserskikkelse - og stiftede Den Femte Republik, et helt unik politisk system der samlede magten om en direkte og for syv år valgt præsident og gjorde en ende på den blodige uafhængighedskrig. Den såkaldte gaullisme drejer sig ikke blot om en karakterfast og stærk statsleder, men om dennes personlige integritet og ubeklikkelige moralske habitus. De Gaulle er sindbilledet på den ærlige, uegennyttige statsmand franskmændene længes efter. Men det lykkedes ham ikke at frelse sit land som han gerne ville. Han sagde selv herom: "Jeg har forsøgt at hive Frankrig op af dyndet, men hun [la France] vender altid tilbage til sine gamle fejl". Og endnu skarpere: "Jeg kan ikke forhindre franskmændene i at være franske". Det der sad så dybt i franskmændene var ikke mindst den fjerde republiks unoder: bestikkelse, politiske skandaler og utilregnelige levebrødspolitikere. Og disse unoder vendte tilbage efter nogle år med hæderlige præsidenter som Pompidou og Mitterand. Jacques Chirac (1995-2007) fik øgenavnet 'den folkevalgte monark'. Hans ledelsesstil var så enevældig at hans embedsperiode kaldes 'la Chiracquie'. Hans levevis var ekstravagant; han udpegede venner til centrale poster. Ødselheden i magtens top stod i skærende kontrast til landets almene tilstand. Nicolas Sarkozy (2007-12) inkarnerede håbet om bruddet: 'la rupture', men realiteten blev en småmafiøs regeringsstil med dertil hørende økonomiske skandaler, uautoriserede aflytninger, magtmisbrug, ulovlig partistøtte og vennetjenester til erhvervsmoguler og stenrige bonkammerater. Han blev kaldt Duracell-kaninen eller blingbling-Sarko (efter en Johnny Test-figur). Også socialisten François Hollandes embedsperiode (2012-17) blev plaget af politiske og personlige skandaler. I stedet for at løse landets økonomisk krise og galopperende arbejdsløshed, føjtede han rundt på natlige elskovstogter. Han forvaltede sin præsidentperiode så kastrofalt at det fik politikerleden til at galoppere afsted mod nye rekorder. Hollandes økonomiminister Emmanuel Macron stiftede i 2016 sin egen politiske bevægelse "En Marche!" og talte i nærmest poetiske vendinger om at samle Frankrig i frihed og fremskridt. Han ville samle socialdemokrater, gaullister, ansvarlige økologer og medlemmer af det yderste højre og yderste venstre i ét fælles projekt. Frankrigs fremtid lå i et styrket Europa, men nationen selv skulle have et mere fleksibelt arbejdsmarked og en slankere stat. Det økonomiske vækstpotentiale skulle sikres med miljørigtige løsninger og grøn omstilling. Anden runde af valget i 2017 stod mellem den fremmedfjendske populist Marine Le Pen og denne yngre, tidligere investeringsbankmand Macron der så Europa som en vej til at genfinde fordums storhed. Valget viste at Frankrig var splittet i to lige store lejre: De veludddannede og vellønnede fra metropolernes urbane middelklasse stemte på Macron; de socialt dårligere stillede fra udkants-Frankrig stemte på Le Pen. Og efter en kortvarig optimisme begyndte Frankrig hurtigt at falde tilbage i sin gamle rille. Splittelsen blussede op. Franskmændene måtte nok engang døje med strejker, demonstrationer og optøjer. Hvis der er en ting der kan skræmme franskmændene er det ifølge Aske Munk globaliseringen. Over halvdelen af befolkningen er rædselsslagen for fænomenet der med handel, infrastruktur, rejser og kommunikation har skabt en hidtil uset økonomisk og kulturel interdependens mellem nationerne. Franskmændene er overbevist om at deres virksomheder enten vil flytte produktionen ud af landet eller blive opkøbt af udenlandske koncerner. Og er der noget franskmændene frygter endnu mere end globaliseringen er det arbejdsløsheden. Det er en frygt der smitter af på landets politikere, som hver og én synes at have det ene øje stift og permanent rettet mod meningsmålingerne. Økonomen Thomas Piketty fastslog i et par bøger at økonomisk ulighed ikke er en normal tilstand, og at franskmændene var nødt til radikalt at omfordele samfundets goder, hvis de fattige skulle blive en aktiv del af samfundet. - Men hvis man betragter Frankrig på overordnet makroøkonomisk samfundsniveau, så er uligheden ikke nødvendigvis globaliseringens skyld. Den franske arbejdsstyrke er - noterer Aske Munk - faktisk højtuddannet og ekstremt kvalificeret og har den næsthøjeste produktivitet pr. arbejdstime i EU. Og det franske arbejdsmarked har længe været et af de mest regulerede i Europa. For at sikre et mere fleksibelt arbejdsmarked, vedtog Macrons regering imidlertid to større reformer, dels en bedre arbejdsgiverfinansieret sundhedsforsikring, dels en kontroversiel lempelse af den meget omdiskuterede 35-timers arbejdsuge. Reformerne har utvivlsomt fået utilfredsheden med Hollande og Macron til at ulme, men det er bemærkelsesværdigt at Macron undgik at blive forbundet med reformerne. De gled relativt ubesværet igennem, men gjorde ham en kende for selvsikker og blind for utilfredshedem i provinsen - det vil konkret sige blind for de De Gule Vestes oprør. Macrons arrogance og mangel på forståelse for jævne menneskers almindelige problemer førte til manglende popularitet. Aske Munk påpeger at Frankrigs officielle parole 'Frihed, lighed og broderskab' oftere og oftere kom til at klinge hult. For Frankrig er i dag delt i to. På den ene side har vi de velstående og globaliserede metropoler, hvor den kosmopolitiske, højtuddannede og omstillingsvante middelklasse nyder godt af globaliseringen med velbetalte jobs, eksotiske ferierejser og fødevarer og forbrugsgoder fra hele kloden. På den anden side de nedslidte og socialt belastede forstæder til Frankrigs storbyer, ikke mindst Paris, der lider under voldsom kriminalitet, narkohandel, fattigdom, omfattende diskrimination og ekstremt høj arbejdsløshed. Og i en endnu kummerligere kategori ligger den franske provins, eller udkants-Frankrig, der lider under affolkning, stigende armod og sundhedstruende langstidsledighed. Et af de store problemer er at 'de fremmede' (les étrangers) rammes hårdest, selv om de fleste typisk er efterkommere af tilflyttere fra de tidligere franske kolonier og er opvokset i Frankrig. For dem eksisterer ligheden kun på papiret og i den nationale parole. Et andet stort problem er at mange af de unge i forstæderne har blikket stift rettet mod de forjættede udlande, ikke mindst mod de arabiske lande som Emiraterne eller Qatar. Hertil kommer vel at mærke også den store risiko for radikalisering af de unge muslimer. Islam fylder deres sociale tomrum ud. Men endnu et problem er afgørende, og det er at en dyb social kløft - med Aske Munks ord - efterhånden har gnavet sig helt igennem det galliske landskab og skabt en nærmest uoverstigelig national splittelsen mellem provinsen og metropolerne. Og det var netop fra provinsen at De Gule Vestes oprør kom i 2018, og udløstes af daværende premierminister Philippe. Han bebudede en række afgiftsforhøjelser så diesel ville få stort set samme pris som benzin og fartgrænserne på landevejende blev nedsat fra 90 til 80 km i timen. Det ramte præcist bilejerne i provinsen og landsområderne, for bilen er selve deres livsnerve - og de fleste af dem kører på diesel. De nye love betød for dem simpelthen et spørgsmål om overlevelse. Og når protesterne blev kaldt 'De Gules Vestes oprør' skyldes det ganske enkelt at alle bilejere i Frankrig er forpligtet til at have en gul refleksvest som reserve i kabinen. - Partipolitisk har oprøret aktuel betydning, fordi det højreekstreme parti Front National her har sin største støtte. Og Marine le Pen véd at franskmændene foretrækker en leder der står i spidsen for en bred folkelig bevægelse. I 2015 udgav den algeriske forfatter Boualem Sansal en dystopisk roman om et altomspændende, voldeligt og undertrykkende religiøst diktatur der kvæler folkets fri vilje og livsglæde på sin fremmarch over hele kloden. Det var en slet skjult allegorisk fremstilling af det fundamentalistiske voldskalifat som Islamisk Stat forsøgte at etablere i Irak og Syrien. 13. november samme år drog en håndfuld terrorister fra Islamisk Stat på et blodigt togt gennem gaderne i 7. arondedisment i Paris og trak et spor af død og rædsel efter sig. Uden at fortrække en mine skød de her ind i folkemængden, hvorefter de gav sig til at gøre det af med de sårede, der lå på gulvet. 130 blev dræbt og over 400 sårede. Dette skete blot ti måneder efter at satirebladet Charlie Hebdo blev ramt af en målrettet massakre på gunde af bladets genoptrykning af JyllandsPostens Muhammedtegninger. 13. november var et angreb på den franske cafékultur og dermed på hele den franske måde at leve på. I 2020 blev den 47-årige skolelærer Samuel Paty likvideret. Han underviste i historie og samfundsfag i en lille forstadskommune nordøst for Paris. Han var i gang med et obligatorisk grundskolefag hvor eleverne lærte om frihed, demokrati og ytringsfrihed. Og han havde - som anbefalet af undervisningsministeriet - valgt at fokusere på religion og satire. Og da han ville vise et par tegninger af profeten Muhammed, som kunne tænkes at støde de muslimske elever, sagde han, at de var velkomne til at forlade lokalet. Det medførte en hadekapagne på de sociale medier hvor lokale islamister, opfordrede til at stoppe 'historieskurken'. Allerede i 1880 tog en fransk undervisningsminister et opgør med den katolske kirke ved at erstatte katekismus og kristendomsundervisning med lektioner i moral og borgerrettigheder. Med mordet på Paty i 2020 blev skolen endnu engang frontlinje for kampen mellem verdsligheden og sekulariseringen, men vel at mærke på de muslimske terroristers betingelser. Religiøs ekstremisme og terrorisme topper i dag listen over hvad franksmændende er mest ængstelige for. Når Frankrig i mange år har været et af de islamistisk terrorister foretrukne mål, skylder det ifølge Aske Munk først og fremmest at landet har været i tæt alliance med USA. Trump og Macron har ført an i nedkæmpelsen af Islamisk stat i såvel Syrien som Irak. Hertil kommer forbuddet mod hovedtørklæder i offentlige skoler, genoptrykningen af de danske Muhammedtegninger, og burkiniforbudet på en række franske strande i 2016. Og desuden historiske begivenheder som krigen mod Algier, og senere støtten til det algeriske militærkup. Men selve sekulariseringen, adskillelsen mellem kirke og stat (lovfæstet i 1905), provokerer islamisterne der jo netop ønsker det modsatte. Det går ikke an for etniske franskmænd at forsvare forbud mod hovedtørklæder og burkinier eller åbent at kritisere den muslimske praksis, herunder fx påpege at målet med muslimernes brug af hovedtørklædet er at gemme den muslimske kvinde væk og tvinge hende ud af det offentlige liv. Ja, det er faktisk gået så galt at man i Frankrig undlader at udarbejde officielle etniske og religiøse statistikker og dermed undlader at beskrive virkeligheden korrekt. En tænketank har dog i efteråret 2016 kunnet offentliggøre et større studie der viser at omkring 29 procent af de franske muslimer var kritiske over for sekulariseringen og satte den islamiske sharia-lov og religiøse dogmer over republikkens love. Og det mest normale er at politologer, sociologer og politikere forsøger at forklare stigningen i den religiøse radikalisering og fanatisme med den økonomiske krise, sociale ulighed, fattigdom, arbejdsløhed, ghettoisering og manglende integration. Men aldrig med religionen eller den religiøse fanatisme (det samme ses faktisk i vid udstrækning i Danmark og Tyskland). I efteråret udgav den franske islamolog Hugo Micheron dog en veldokumenteret bog om "Den franske jihadisme", der hviler på et omfangsrigt feltarbejde i de franske forstæder og fængsler og i selve Syrien. Han kommer til det resultat at islamiseringen af muslimerne i Vesteuropa er led i en overordnet strategi der skal bringe den hellige krig ind på det europæiske territorium. Bogen bekræfter filosoffen Blaise Pascals gamle udsagn: Mennesket begår aldrig ondskab så fuldt og glædeligt som af religiøse overbevisning". Og den bekræfter dagbladet Informations udsagn i oktober i år om at "Frankrig er Vestens terror-epicenter". Ganske som Storbritannien lider Frankrig af sin opfattelse af sig selv som stormagt. Og det vier Aske Munk heldigvis et par kapitler. Netop den franske kultur, sproget og gastronomien opfatter franskmændene som allermest klemt af den løbske globalisering. Disse tre dele er en vigtig del af forståelse af Frankrigs mentale tilstand, men af pladshensyn fravælger jeg her gastronomien. Frankrig var et af de første lande der gav kulturen et selvstændigt ministerium. Den højt ansete forfatter André Malraux blev i 1959 verdens første kulturminister. Kulturen blev et redskab i demokratiets tjeneste og fik fremover særbehandling. Men nulevende franskmænd må vænne sig til at ikke mindst mange amerikanere mener at Frankrig er en visnende kulturmagt på den globale markedsplads. I franskmændenes egne forestillinger kan kulturen slet ikke måles på en markedsværdi. Den er tværtimod førende og nyskabende, altså avantgardistisk. Og netop på det kulturelle område tilsidesætter franskmændene derfor deres iboende hang til centralisering. 'Det galliske tungemål' har traditionelt været et andet symbol på Frankrigs globale indflydelse, selv om det er på retræte i internationale organisationer. Til gengæld stiger den andel af klodens befolkning der taler fransk, især i Nordafrika. Franskmændene forsvarer deres sprog med næb og klør over for udefra kommende påvirkning som engelsk og amerikansk. Det egentlige forsvar af det franske sprog er pålagt Det Franske Akademi, en snæver kreds af i alt 40 "sprogrøgtende musketerer i grønbroderede uniformer og paradesabler", der kaldes "de udødelige" og er flittige bidragere af spruttende indlæg i dagspressen og tidskrifterne. De synes også at stå for 'den franske hang til navlepillende narcissisme' som Munk kalder den største hindring for udviklingeb af det franske sprog. Aske Munk gør opmærksom på at franksmændene regnes blandt de største og mest pessimistiske flagellanter i Europa. Et flertal i befolkningen er overbevist om at deres børn vil få en ringere levestandard end de selv har haft, og landets intellektuelle deler befolkningens eksistentielle spleen. Så grelt står det til at Frankrig i de seneste tiår har fostret en særlig litterær genre kendt som le déclinisme. Digre værker der med et intellektuelt sortsyn dissekerer Frankrigs deroute uden nødvendigvis at udstikke brugbare løsninger på hvordan landet kommer ud af moradset. Eksempelvis har succesforfatteren Michel Houellebecq skrevet en deprimerende og på flere punkter dystopisk roman der hudfletter det moderne forbrugersamfunds åndelige tomhed. Da Aske Munk udtrykkeligt påpeger at præsident Macron har fået en speciel chance for at styrke Frankrig i EU-sammenhængen, i og med at han er helhjertet europæer, og i og med at USA og Storbritannien er svækkede i denne forbindelse, vil det være på sin plads at fremdrage Macrons særlige forbindelse til den franske filosof og sprogforsker Paul Ricueur. I Paris var Macron så heldig at få en historieprofessor der havde skrevet en biografi om filosoffen Paul Ricoeur og satte ham i forbindels med filosoffen, der netop havde brug for en der kunne stå for arkiveringen af alle hans dokumenter. Macron fortæller i sine erindringer, at han aldrig glemmer de første timer de tilbragte sammen. Han anede simpelthen ikke hvem denne mand virkelig var. Havde ikke læst noget af ham. Men han lyttede, og aftenen blev startskuddet på en unik relation hvor han arbejdede for Ricoeur, kommenterede hans tekster, deltog i hans forelæsninger og var i lære i to år. Macron blev accepteret af Ricouer, og denne tillid gjorde at Macron voksede med opgaven. Ricoeur fik ham til at læse og læse hver eneste dag. Takket været Ricoeur fik han indsigt i det forgående århundrede og lærte at "tænke historien". Han lærte hvor alvorligt man skal tage visse emner og visse tragiske øjeblikke i historien. Han lærte hvordan man kan tænke med tekster der fastholder en kontakt til livet. I konstant bevægelse frem og tilbage mellem teori og virkelighed. Han lærte at man aldrig skal spærre sig inde i en teori der ikke forholder sig til det konkrete liv. Det er i denne permanente, men frugtbare ubalance at tænkningen kan antage form, og at en transformation af det politiske domæne kan finde sted. Macron konkludere at man er hvad man lærer at blive sammen med sine mentorer. Dette intellektuelle parløb forvandlede ham. Han var heldig og det er han meget bevidst om. Så vidt, så godt. Der er bare den hage ved sagen, at Ricoeurs 'leven med teksterne' trods de store idealer også kan ende i en intellektualisme der uanset hensigten fjerner den engagerede læser fra virkeligheden. Intellektualismen i denne forstand er et udpræget fransk akademisk fænomen og efter min mening en af de dybere årsager til at fransk kultur og politik kan tage sig nærmest grotesk ud når de ses i forhold til menneskets dybt alvorlige eksistentielle udfordringer i en yderst omskiftelig omverden. Det ses foruden hos Ricoeur (og hans danske fortaler Peter Kemp), hos lingvisten Ferdinand de Saussure, hos strukturalisten Claude Lévi-Strauss, hos filosoffen Paul Sartre, og nævnte Michel Houellebeck og mange andre, men allerede hos selveste matematikeren og filosoffen René Descartes (1596-1660) der bl.a. skabte problemer i filosofien ved at karakterisere det materielle som det rumlige og bevidstheden som det ikke-rumlige. Men nævnes skal også at Lévi-Strauss ligefrem hævdede at have opløst mennesket som 'et ubetydeligt opbevaringssted for matematiske systemer'. Men dybest set er sproget først og fremmest udtryk for selve vekselspillet mellem mennesket og virkeligheden. Og i denne egenskab er det med Norbert Wieners ord vort fælles spil mod forvirringens kræfter. Det kan ikke bare videregive oplysninger - om data, følelser, meninger - men også tjene som grundlag for effektive handlinger, ja sågar gennemtvinge et synspunkt imod bevidst modstand. Der kan faktisk formuleres ord, ytringer eller informationer, der trænger så langt ind i et 'kommunikationsapparat', at de bliver igangsættere for handlinger som skaber forandringer. Når Niels Bohr altid understregede at vi hænger i sproget, så betyder det også at vi hænger i etikken. Ser man bort fra at vi hænge i både sproget og etikken, så havner man i mere eller mindre tom æstetisme eller intellektualisme. Og det er lige præcis dér både fransk kultur og fransk politik alt for ofte havner. Det er også præsident Macrons problem. Han indfriede ikke de forventninger som også undertegnede havde til ham, da han blev præsident. Han havde slet ikke den intuitive føling med den folkelige kraft som beror på det kollektivt ubevidste, som jeg troede han havde og som er afgørende for varige transformationer i udviklingen. EU som splittet faktor Til toppen Næste Selve juleaftensdag blev EU og Storbritannien enige om en frihandels- og samarbejdsaftale der skal gælde fra den 1. januar. Den blev forleden endelige godkendelse af EU-landene og Underhuset i London, fordi kun den kan forhindre kaos. Det betyder at briterne én gang for alle forlader den europæiske union, og at Storbritannien således for EU bliver et såkaldt ‘tredjeland’ på lige fod med Thailand, Mexico eller Egypten. Og selvom der nu er fastsat regler for, hvordan danske virksomheder eksempelvis kan sælge deres varer til de britiske butikker, så bliver det helt anderledes, når man fremover som dansker vil på shoppingtur til London, eller læse et semester i Glasgow. EU vil i en overgangsperiode behandle Storbritannien, som var det et medlemsland, lige med undtagelse af deltagelse i EU-institutioner. EU og Storbritannien vil bruge disse måneder til at forhandle et ambitiøst og fair partnerskab for fremtiden. EU og Storbritannien vil opfylde alle finansielle forpligtelser, der blev indgået, mens Storbritannien var medlem af EU. Der er først og fremmest tale om en handelsaftale, der sikrer told- og afgiftsfri varehandel. Tjenesteydelser er også omfattet, men ikke på en måde, som de er i dag. Det ligner mere niveauet i de aftaler, som EU har med andre tredjelande. Trods aftalen om toldfri varehandel vil der efter 1. januar være en toldmur med omfattende kontrol. Disse besværligheder kan parterne senere arbejde på at lempe. Boris Johnson lægger stor vægt på, at briterne nu slipper for EU-regler og ikke længere skal være underlagt EU-Domstolens afgørelser, og han bruger som sædvanligt store ord: "Vi har taget kontrollen tilbage over vores penge, grænser, love, handel og vores fiskefarvande. Aftalen er en fantastisk nyhed for familier og virksomheder over hele Storbritannien". Aftalen er i hus, skrev han jublende begejstret de sociale medier - over et foto af sig selv, hvor han med løftede arme viser to tommelfingre højt. - I Bruxelles var glæden mere afdæmpet og ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, blandet med vemod over at miste et medlemsland. "Til alle europæere vil jeg sige: Nu er det på tide at lægge brexit bag sig. Vores fremtid ligger i Europa" sagde hun på et pressemøde. Den danske ekspert, professor Malene Vind kalder aftalen mellem EU og briterne meget tynd. Det er bedre end ingenting, at EU og Storbritannien er blevet enige om fremtiden, men det er stadig et "meget hårdt brexit", der vil være mellem EU og briterne fra årsskiftet. - Hvis man skal sige noget pænt om aftalen, så er det, at det er bedre end et no-deal. Men når det så er sagt, så er det en meget tynd aftale. Men bare fordi der nu er en aftale, er det ikke ensbetydende med, at fremtiden er klart defineret for partnere, understreger hun. - Det her bliver ikke det sidste, vi kommer til at se til brexit. Vi kommer til at se en helt masse forhandlinger. Der er nogle, der forudser 50 års forhandlinger, hvor der vil blive bygget nye ting på. Men det er helt sikkert, at det her slet ikke er enden, siger hun. Fra direktøren for Tænketanken Europa, den tidligere Venstre-politiker Lykke Friis lyder det dog: En af de største sejre med Brexit-aftalen er, at det lykkes EU at holde sammen til den bitre ende. For selvom der næppe er nogen fra EU-side, der erklærer sig for sejrherre i forbindelse med den nye handelsaftale, kan EU-landene stadig være tilfredse, mener hun. "Man er dybest set kommet frem til, at såfremt Storbritannien skal have adgang til EUs marked, skal Storbritannien overholde spillereglerne. Og det vil EU-landene jo være glade for, for det betyder, at de har formået at holde sammen på 'EU-butikken' – og har undgået at andre lande kan finde på at sige, at de også vil have sådan en aftale." Lykke Friis mener ikke, at den nye handelsaftale mellem Storbritannien og EU vil gøre det attraktivt for andre lande at melde sig ud af Unionen. "EU har i højere grad kunnet dominere forhandlingsprocessen, fordi Storbritannien er mere afhængig af EU end omvendt. Det er første gang i EUs historie, at man opfører nye barrierer. Normalt går det jo ud på at fjerne barrierer, når man indgår handelsaftaler," forklarer hun. For Storbritannien begynder problemerne først for alvor nu, hvor coronakrisen grasserer landet. Men selvom EU kan ånde lette op, fordi der nu trods alt er aftalt procedurer, så er og bliver EU dybt splittet. Men i juli lykkedes det dog efter fire lange dages forhandlinger de 27 EU-landes stats- og regeringschefer under rådsformand Charles Michelle at blive enige om et kompromis om EU's langtidsbudget for de næste syv år. EU kan de kommende syv år bruge næsten 8.000 milliarder kroner. Og rådet er desuden også blevet enige om at etablere en ny og helt ekstraordinær genopretningsfond på næsten 5.600 milliarder kroner, som først og fremmest skal målrettes de områder og sektorer, der er blevet ramt hårdest af covid-19. For at finansiere det store budget skal EU ud at låne pengene som fælles lån for alle EU-lande - og det er noget nyt. Det netop vedtagne langtidsbudget for EU er dog et meget klart udtryk for at de store lande og den nuværende EU-kommission med Ursula von der Leyen som formand ønsker at bruge coronakrisen til en øget centralisering af EU. Flere penge fra medlemslandene skal gå gennem Bruxelles' maskineri (og selv vaccinationerne mod Covid19 skulle finde sted samtidigt i juledagene). Derfor giver det ikke megen mening at udråbe vindere og tabere i kampen om et kompromis, for alle kan siges at have vundet et eller andet gennem kompromisset, men alle kan også siges at have tabt dels ved centraliseringen, dels ved den langt større usikkerhed om både tiden frem til 2028 og tiden efter 2028. Og for første gang vil man koble udbetalingen af EU-midler sammen med landenes efterlevelse af retsstatsprincipperne. Dette er især rettet mod lande som Ungarn og Polen, der har fået kritik for ikke at respektere EU's grundlæggende rettigheder og værdier. EU er - som det udtrykkes - ikke splintret endsige afgået ved døden. Men unionen er splittet som ingensinde før mellem de nationalt orienterede og de centralistisk indstillede. Og det vil den blive ved med at være. Landene har stadig fælles interesser, men det afgørende bliver at befolkningerne er blevet mere og mere skeptiske over for unionen som den udvikler sig. Det spiller ind at kommissionsformanden Ursula von der Leyen savner autoritet - på samme måde som mange regeringschefer i EU-landene. Hun kan nok file nogle aftaler og kompromisser på plads, men det overbeviser ikke EU-landenes vidt forskellige og på mange felter splittede borgere. Og kommissionen vil slet ikke drøfte spørgsmålet om den problmatiske centralisering Storbritannien syntes allerede i 2019 at være tvunget ud i en hård og tåbelig brexit der vil blive til ulykke for de fleste, og som man ikke kan se nogen udvej af. Men en sådan findes faktisk i form af en nytænking der forudsætter at både Storbritannien skifter politik og indstilling, og at EU samtidig kommer af med en dybt reaktionær og buraukratisk indstillet kommission og et tåbeligt, pseudodemokratisk parlament som aldrig skulle have været etableret. I stedet for briternes udmeldelse og flere EU-landes 'voksende modstand mod Bruxelles' diktatur, burde man sørge for en total reformering af hele EU, så både de nordiske lande, østlandene og Storbritannien kan føle sig hjemme i det. Samtidig kunne alle lande tage det store skridt at vælge den progressive 'tredje vej', vejen mellem socialismen og liberalismen, mellem rød og blå blok og mellem national og global vej, så man kommer fri af den forheksende enten-eller tænkning. Storbritannien, Nordeuropa og Østlandene lider den dag i dag af den specielle, men forbandede kendsgerning at jurister med et gammel tysk ordsprog er dårlige kristne mennesker ("Juristen sind böse Christen") for det betyder at de sætter juridiske aftaler og bindinger højere end barmhjertighed. Det har været fremmedgørende for Romerriget, og det er fortsat fremmedgørende og katastrofalt for EU, men det skal nødvendigvis nu om dage tilføjes, at jurister også er ødelæggende for demokratiet, når og hvis de sætter juraen over sund fornuft og humor, for så får man destruktiv fokusering på begreberne og logikken. USA som splittet faktor Til toppen Næste Julemåneden har været den værste i USA siden covid-19 ramte landet. Medierne beretter at mere end 64.000 personer er døde med covid-19 i løbet af julemåneden. Det er en alarmerende rekord, eftersom det samlede dødstal for november var 36.964 personer. En prognose fra Washington's Institute for Health Metrics and Evaluation estimerer desuden, at de næste to måneder vil kunne resultere i yderligere 193.000 døde. - Det er mareridtsagtigt. Men folk kan stadig redde liv ved at holde anbefalet afstand og bruge maske. Vaccinerne er lige om hjørnet, hed det for et par uger siden fra Peter Hotez, specialist i infektionsmedicin ved Baylor College of Medicine. Og selvom USA nu også har taget hul på vaccinen og myndighederne 2. juledag nåede op på at have vaccineret næsten to millioner amerikanere, er man meget langt fra at have vendt den truende udvikling. Millioner af amerikanerne rejste i juledagene er det blevet påpeget af Anthony Fauci, som er den amerikanske regerings øverste sundhedsrådgiver, til CNN. - Vi kan formentlig se en stigning i smitten hen over jul og nytår, siger han, idet han gør opmærksom på, at flere har været sammen på tværs af familier og de gængse, sociale sammenhænge. Mere end en million amerikanere blev testet i lufthavne forud for indenrigsflyvninger 25. december, og dagen før var tallet på 616.000 rejsende...... Samtidigt meddeles det, at præsident Donald Trump natten til mandag dansk tid har underskrevet et lovforslag, der indeholder en coronakrisepakke på næsten 900 milliarder dollar. Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AFP af en meddelelse fra Trump, der tilbringer julen og nytåret på sit Mar-a-Lago-resort i Florida. - Jeg underskriver dette lovforslag for at genetablere arbejdsløshedsunderstøttelse, stoppe udsættelser (af lejere, red.), sikre støtte til (at betale, red.) husleje og meget andet, udtaler Trump. I næsten mere end en uge afviste Trump at underskrive lovforslaget om en krisepakke til 2300 milliarder dollar, som begge kamre i Kongressen har vedtaget med et stort tværpolitisk flertal. Lovgivningspakken består af to elementer - et budget på 1400 milliarder dollar, der skal sikre fortsat finansiering af den offentlige sektor, samt en decideret coronakrisepakke på omkring 900 milliarder dollar. Trumps modvilje mod at underskrive lovforslaget havde direkte konsekvens for millioner af amerikanere, som fra denne weekend stod til at miste deres udvidede arbejdsløshedsunderstøttelse samt for de endnu flere millioner, som ifølge forslaget skal have et engangsbeløb på 600 dollar. Samtidig var der risiko for, at dele af det amerikanske statsapparat ville blive lukket ned fra tirsdag. Ifølge medierne har Repræsentanternes Hus stemt for at underkende et veto, som præsident Donald Trump kort før jul nedlagde mod USA’s forsvarsbudget. I en afstemning mandag lokal tid stemte i alt 322 medlemmer af det demokratisk ledede kammer for at underkende vetoet, mens 87 stemmer imod, skriver nyhedsbureauet AFP. Og ikke mindre end 109 medlemmer af præsidentens eget parti, Republikanerne, stemte imod Trump. Dermed var det op til Senatet, om Trumps veto får lov at gælde. En afstemning er nu sket I begge kamre kom der det krævede flertal på over to tredjedele for at underkende præsidentens veto. Det var første gang i Trumps præsidentperiode, at et veto fra ham bliver underkendt. Alene det at Donald Trump lægger sig ud med systemet så kort tid før han går af som præsident afslører mandens habitus. Men han gik tidligt sine egne veje. I foråret 2017 rejste han således på en ni dages lang tur til USA's traditionelle venner og forbundsfæller. I Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh mødte Trump den fornemste arabiske magtelite af konger og sheiker. Saudi-Arabien købte amerikanske våben og militærudstyr for omkring 700 milliarder kroner med udsigt til endnu mere i de kommende år. Og Saudierne gav løfter om flere hundrede milliarder kroners investeringer i USA's infrastruktur. Ulykken med Donald Trumps fire år som præsident er at USA med ham er blevet så splittet som det næppe har været siden den store borgerkrig. Og demokraterne kan ikke forhindre udviklingen, for Trump har to trumfkort: Han har en fantastisk evne til at forføre folk gennem sin specielle fremtræden, sin energi og sin systematiske udnyttelse af de sociale medier - og han har, ikke at forglemme, sine penge og sin foragt for den politiske elite i Washington. Valget af Trump i 2016 var i sig selv et symptom på fraværet af et samlet amerikansk borgerskab. Den amerikanske kapitalistklasse er delt i stridende fraktioner, en gruppe med Silicon Valley i spidsen går ind for globalisering og Joe Biden, mens andre dele af den herskende klasse stadigvæk støtter Trumps nationalisme og protektionisme. Trump selv opildner højreradikale og fascistiske grupperinger til at trodse forsamlingsforbud, sætter paramilitære styrker ind mod den antiracistiske modstand og taler om ikke at acceptere valget, hvis han taber. Det allerværste er imidlertid at Donald Trump er komplet utroværdig og som hovedregel uberegnelig - og alligevel i fire år har været præsident for klodens største militærmagt. Man kan more sig over hans ideer, løgne og selvmodsigelser, ja alle hans attituder, men man kan trods alt ikke se bort fra at Trump har forandret verden til noget mere usikkert end den var før 2016 - og det i så høj grad at hans efterfølger Joe Biden trods ganske andre hensigter og god vilje ikke bare kan føre USA tilbage til gammel status. Dertil er USA i dag blevet alt for splittet og USA's internationale position alt for negativt mærket. Der er store forventninger til den aldrende Joe Biden, men man skal ikke tro at han kan gøre underværker. Vi må leve med forandringen og håbe på at Trump ikke stiller op igen om fire år - eller at han i givet fald vil tabe til Kamala Harris og dermed blive en saga blot. Forfatteren og journalist Anne Applebaum advarer ifølge Politiken 29.12. om, at vi står i en demokratisk krise, som Donald Trump har forværret i et omfang, vi endnu ikke kender. Hun ser flere lighedspunkter med 1930’erne. Det der for alvor har gjort indtryk på hende er følgagtigheden over for Trumps angreb på et demokrati, der i hendes læsning er i krise langt ud over USA og langt ind i vores eget Europa, hvor vi ellers næsten var begyndt at tage det for givet. Hvor de amerikanske vælgere tidligere kunne have forskellige meninger, så lever de i dag i forskellige virkelighedsopfattelser. Løgn og bedrag er med Donald Trump blevet så fast en bestanddel af den politiske debat, at man i USA anno 2020 kan slippe afsted med at hævde, at man har vundet et valg, man lige har tabt – og endda nyde bred opbakning til det fra det republikanske parti. Donald Trump kan altså ved første øjekast ligne en yderst selvsikker og heldig gambler, der simpelthen udnytter de nyeste sociale medier optimalt, fordi de i alle måder passer perfekt til hans stil og temperament og gennem den stadige bekræftelse af hans selvbillede lader ham forblive i alle illusioner. Men ved nærmere eftersyn bliver adfærden mistænkelig, fordi den aldrig ændres, selvom det ville være det bedste for ham selv. Han løber linen ud - uanset hvor mange rådgivere og tilhængere der efterhånden falder fra. USAs præsident gennem fire år lider af vrangforestillinger og en nærmest psykotisk forfølgelsesvanvid. Men vrangforestillinger og forfølgelsesvanvid er simpelthen uforenelige med demokratiet, og sker det som hos Trump gennem en veludviklet og kynisk konsekvent forførelseskunst er selve demokratiet truet på livet eller undergravet. Regeringsførelsen er uansvarlig. Great Britain's Exit Til toppen Næste Som tidligere nævnt jublede premierminister Boris Johnson over aftalen med EU: "Vi har taget kontrollen tilbage over vores penge, grænser, love, handel og vores fiskefarvande. Aftalen er en fantastisk nyhed for familier og virksomheder over hele Storbritannien". Det er typisk for manden. Og det er typisk for briterne at de falder for denne meget bevidste, meget indstuderede, men reelt tomme retorik. Briterne har i grunden ikke noget alternativ til Johnson, da Labour er svækket til ukendelighed. Men der er også tale om dybe lidenskaber. Allerede i en artikel i marts 2019 hed det i en af Jernesalts artikler om Storbritanniens udvikling at to dybe lidenskaber af arketypisk kraft tydeligt og specifikt spiller ind, og det er landets imperialistiske drømme der blev skabt med industrirevolutionen og socialdarwinismen i 1800-tallet og den generelle modvilje og modstand mod selve den centraleuropæiske magtelites etablering der går helt tilbage til selve det tysk-romerske kejserdømme og selve den romerske tro på bureaukrati, lovgivning og blind lydighed over for myndighederne. Der er ingen tvivl om at kun Konrad Adenauers og Charles de Gaulles forestillinger om et økonomisk fællesskab i Europa mellem frie nationer (et nationernes fællesskab) var betingelsen for at Storbritannien under Edward Heath i 1972 sammen med Danmark gik ind i Det Europæiske Fælleskab. Og der er heller ingen tvivl om at alle fællesskabets senere problemer begyndte med omdannelsen af EU til en føderal union med en overordnet kommission m.m. der kom til at bestemme mere og mere gennem juristernes og økonomernes stigende indflydelse, så disse i dag også tror og hævder at det er dem og kun dem der kan løse de store økonomiske, storpolitiske, klimapolitiske og indvandrerpolitiske hovedproblemer. Men selve vejen til Brexit har sine groteske sider. Det var den 23.juni 2016 at briterne ved en folkeafstemning om tilhørsforholdet til EU med ca. 52 % mod 48 % af de afgivne 33,5 mio stemte for at forlade EU. Stemmeprocenten var 72,2 %, og det tages normalt som tegn på at vælgerne går ind for det etablerede systems politik, men her gik det lige modsat. Premierminister David Cameron tilkendegav sin skuffelse, men også sin fulde respekt for resultatet. Og overraskende nok bebudede han straks sin afgang som formand for det konservative parti på partikongressen i oktober. Han mente ikke han ville være den rette til at føre de langvarige forhandlinger om Storbritanniens praktiske exit. Cameron erklærede at han havde kæmpet for det han mente og troede på, men befolkningen havde ment noget andet - og det måtte respekteres i et demokrati. Han var synligt bevæget, da han til sidst i talen pointerede at han hele vejen igennem havde kæmpet for Storbritanniens sag. Ny premierminister blev Theresa May. Hun er uddannet på Oxford University i geografi, blev medlem af Underhuset i 1997, er gift, men har ingen børn. Hun blev indenrigsminister i Camerons kabinet i 2010, og regnedes for en særdeles kompetent og kontant minister. Hun havde ført en stram indvandrerpolitik, hun tog et opgør med de muslimske imamer i London der var medansvarlig for radikaliseringen af mange unge, og hun var heller ikke bange for at sætte hele politikorpset på plads ved et større møde om dettes arbejde. Straks hun blev opstillet som kandidat til formandsposten understregede May at briternes brexit betyder brexit og at der følgelig ikke bliver nogen ny afstemning. Det gentog hun i sin første udtalelse foran Downing Street 10 efter udnævnelsen. Theresa May lovede at samle Storbritannien og arbejde for et land, der fungerer for alle og ikke blot for de priviligerede. Og hun understregede specielt at Det konservative parti ikke blot hedder konservativt, men "the Conservative and Unionist Party". Og det led betyder, sagde hun, at "vi tror på det værdifulde bånd mellem England, Skotland, Wales and Nord-Irland". I sommeren 2019 udskrev Theresa May overraskende valg til parlamentet, og det blev et kæmpestort nederlag for hende. Da brexit-aftalen kom til afstemning i Underhuset stemte kun 202 stemmer for, men 432 imod. Premierministeren havde mistet al autoritet i både sit parti og i parlamentet. Hun blev reelt magtesløs og ville simpelt ikke være i stand til forhandle en ny aftale på plads eller samle partierne. At det kom dertil skyldtes dybest set at briterne i 2016 stemte for et Brexit uden at vide hvad det konkret ville indebære og samtidig mistede den respekterede David Cameron som premierminister og leder af tory'erne. - Daily Mirror skrev på forsiden ‘ingen aftale, intet håb, ingen anelse, ingen tillid’. Men det må kaldes tragisk at det overhovedet kom til det største nederlag for en britisk premiereminister i hundrede år uden at det fik konsekvenser for hende, men forklaringen er den simple at der gik partipolitik i sagen. Der var flertal for at stemme nej til den indgåede brexitaftale, men ikke flertal for at vælte Theresa May. Alternativet til May var Labours svage leder Jerome Corbyn - og ham var der heller ikke mange der troede på, tværtimod var der mange konservative parlamentsmedlemmer der direkte hadede ham. Uforsonligheden i både parlament og befolkning var i det hele taget vokset siden folkeafstemningen i 2016. Sædvanlig britisk humor og tolerance var forsvundet - ganske som tolerance og relativitet generelt er mindsket i EU og verden uden for. Befolkningernes illusioner er simpelthen steget, så de alle tror at deres egen nation er objekivt bedre end alle andre - og for briternes vedkommende er de kommet helt derop i skyerne hvor de føler sig hævet over andre og drømmer sig tilbage til kolonitidens magtmæssige og militære storhed og socialdarwinismens latterlige tro på den engelske gentleman som evolutionens toppunkt. En udslaggivende grund til den britiske modstand mod EU og Bruxelles-bureaukratiet er jo netop at flertallet mener at Bruxelles bestemmer alt for meget. Det er der mange andre borgere i EU der også mener, og derfor er hele EU i dag dybt splittet både fordi unionstanken dominerer de ældste EU-lande og fordi den tyske kansler Merkels egenhændige åbning af EU's ydre grænser for flygtningestrømmene i 2015 med ét slag kuldkastede Schengenaftalens fornuftige hovedidé om EU-borgernes frie bevægelighed inden for EU's grænser. Nu fik man i stedet en strøm af muslimske flygtninge fra både Mellemøsten og Afrika som er fremmede for sekulær europæisk kultur og derfor kun kan give kulturelle og sociale problemer i lande der påduttes dem. Også det benægter regeringslederne stort set blankt. Ny premierminister blev Boris Johnson (født 1964 i New York) der 2008–2016 var borgmester i London og 2016-18 udenrigsminister. Han er uddannet i klassiske studier fra Oxford Universitet - og elsker fra den tid ligesom forgængeren Theresa May den akademisk disput og retorik (der betyder at de kan forsvare et hvilket som helst standpunkt med største lidenskab). Johnson arbejdede derefter som journalist og har tidligere været redaktør for The Spectator. Han er kendt for sin excentricitet som offentlig person; blev medlem af parlamentet i Storbritannien for Henley og var i en periode officiel oppositionstalsmand (front-bench spokesman) som skyggeminister for højere uddannelse (Shadow Minister for Higher Education), indtil han annoncerede sine intentioner om at blive Londons borgmester i 2008. Men det var som Brexit-fortaler at han for alvor blev kendt uden for landets grænser. Han spillede en fremtrædende rolle i kampagnen for at melde Storbritannien ud af EU (Leave-kampagnen) og for folkeafstemningsresultatet i juni 2016. Han er en langt større talebegavelse end forgængerne, men dette indebærer i hans tilfælde uheldigvis også - som i Trumps tilfælde i USA - en jongleren med ordene der fjerner ham fra virkeligheden. Han gør sig reelt ingen som helst nøgterne forestillinger om hvad brexit vil komme til at betyde for Storbrittaniens økonomiske og politiske udvikling i fremtiden. Han har trukket brexit-forhandlingner i yderst uheldigt langdrag for begge parter ene og alene for længst muligt at udskyde al behørig selverkendelse. Og han jubler over resultatet som nøgterne iagttagere ser som en temmelig tynd kop te, hvis største værdi er at den overhovedet kom i stand. Men han har trods alt stor humoristisk sans. Ganske vist kan medierne meddele at der ikke gik mange minutter, efter at Boris Johnson juleaftensdag euforisk annoncerede sin aftale om Brexit, før Labour-leder Keir Starmer på et pressemøde forærede ham endnu en julegave - i form af uforbeholden Labour-støtte ved næste uges parlamentsafstemning. Opbakning vil gørr det umuligt at holde regeringen ansvarlig for de negative konsekvenser af aftalen, lyder det fra kritikerne. Starmer "beder os støtte en Boris Johnson-aftale, som er fuld af huller på områder som sikkerhed, fiskerirettigheder og konkurrencevilkår. Ovenikøbet i en situation, hvor de konservative har flertal til at stemme den igennem alene". Men aftalen blev faktisk onsdag vedtaget med meget stort flertal i Underhuset. TV2's korrespondent Svenning Dalgaard ridser nøgternt følgende hovedpunkter op: Over de næste fem et halvt år skal danske og andre EU-fiskere afgive en fjerdedel af deres nuværende kvoter i britisk farvand. Det er kun en tredjedel af det, briterne havde krævet - Tanken om at afvikle tyngende EU-regulering inden for klima, miljø, arbejderrettigheder og selskabsskatter og dermed skabe det såkaldte "Singapore-on-Thames" er nu kun en drøm. - Briterne kan eksportere levende dyr og kød til EU, og der er fri adgang til at transportere varer med skibe, tog, lastbiler og fly. - Der er derimod usikkerhed om simple ting som aktiehandel og udstedelse af lån og værdipapirer. Yderlgiere forhandligner vil uden tvivl føre til nye aftale, men de vil også gøre alting endnu mere bureaukratisk. Og servicesektoren der står for 40 procent af briternes eksport til EU får ikke adgang til EU's indre marked. Boris Johnsons proklamerede storsejr kan på den baggrund ses som endnu et eksempel på formelt demokratisk regeringsførelse der reelt er så kortsigtet og uansvarlig at den først og fremmest udstiller vanskelighederne med i de moderne mediers komplekse tid at holde fornuften fangen, afvise alt fristende pral og skønmaleri og i stedet sørge for reel, helhedsrealistisk overvægt af det gode i samfundslivet. Store pandemiske Wake-Up-Call Til toppen Næste Ritzau meddelte den 27. december at Verdenssundhedsorganisationens generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, søndag advarede om, at coronapandemien langtfra bliver den sidste af sådanne globale kriser. - Historien fortæller os tværtimod, at epidemier er en del af livet, sagde Tedros i en videotale for at markere den første internationale epidemi-forberedelsesdag nogensinde. FN's Generalforsamling havde i begyndelsen af december vedtaget, at den 27. december fremover skal være 'international epidemi-forberedelsesdag'. Det skete i et forsøg på at sikre, at verden lærer noget af den igangværende coronapandemi og kan forberede sig på fremtidige sundhedskriser. Generaldirektøren sagde også, at det nye coronavirus har 'vendt verden på hovedet' det seneste år, men at pandemien ikke er kommet som en overraskelse for WHO. - "Vi må alle lære af de lektier, som pandemien har vist os", sagde han. Og det betyder, at regeringerne verden over skal investere mere i at forberede sig på nye pandemier og ikke kun investere i den normale sundhedssektor. Ifølge tal fra Johns Hopkins University er over 80 millioner mennesker blevet smittet med coronavirus på verdensplan siden pandemiens begyndelse. Og af dem har over 1,7 millioner mistet livet. Så vi kommer ikke uden om at reflektere nærmere over problematikken, ja, vi gør klogest i at se pandemien som et stort Wake-Up-Call. Deadline havde den 23. december inviteret den britiske historiker Adrian Wooldridge til en samtale om hans aktuelle bog om The Wake-Up-Call. Den verdensomspændende Covid19-pandemi er efter hans mening en generel øjenåbner hvor alle har indset at statsstyring er vigtig i spørgsmålet om hvem der skal leve og hvem der skal dø. Vi skal sørge for at staten fungerer godt. Men vi står i dag ved et historisk vendepunkt, hvor Vesten mister sin dominerende stilling i verden, og Fjernøsten, især Kina, bliver den herskende magt. Wooldridge refererede til en af statslærens 'kirkefædre' Thoman Hobbes, der i 1651 skrev 'Leviathan', et fiktivt værk om samfundets definitive undergang som følge af borgernes ulydighed mod magthaverne og 'samfundspagten'. Den blevet skrevet under Den Engelske Borgerkrig, en af de blodigste borgerkrige verden havde set, hvor det ellers fredelige engelske samfund var ved at gå i opløsning - og hvor pesten også hærgede så folk altså døde på grund af en virus. Her er der en vis lighed med nutiden, men Hobbes hovedargument var at statsstyring skal beskytte os mod ubetimelig død og lidelse. Vi må alle overgive en vis bestemmelsesret til staten, så denne kan beskytte os mod pest, krig og overfald fra medborgere. Staten skal tænke på andre. Den skal beskytte folks liv. Det er det staten vil blive bedømt for. I Vesten har vi haft fornuftige ledere, i USA fx Lindon B. Johnson der i en tale om sin vision for 'det storslåede samfund', understregede vigtigheden af borgernes fantasi, foretagsomhed og forargelse. Det er disse ting der afgør om vi opbygger et samfund hvor fremskridtet tjener vores behov eller et samfund hvor gamle værdier og nye visioner begraves under uhæmmet vækst. Han gik ind for vi skal opbygge et storslået samfund og løse problemet med fattigdom og ulighed. Det der gik galt var at Vesten mistede tiltroen til sine statslige institutioner. Man lovede for meget og ydede for lidt. Det blev vanskeligt at reformere verden. Fra 1960'ne og frem har der været en række fiaskoer: Vietnam - og at vi ikke fik udryddet fattigdommen. Mange mistede troen på staten og sagde: Det er ikke staten der skaber velstand, men den private sektor, så den satser vi på. Resultatet var at vi fik strejker og stagflation (inflation samtidig med stagnation i produktionen). Samfundspagten brød sammen. Den herskende klasse valgte at satse på erhvervslivet frem for på den offentlige sektor. Da totalitære stater i flere tilfælde har været bedre til at løse den igangværende pandemi end demokratier som USA, Storbritannien m.fl. er det rimeligt at spørge om totalitære stater er bedre end demokratier. Wooldridge svarer et rungende nej. Mange demokratier har været rigtigt gode til at bekæmpe pandemien, fx New Zeeland, Taiwan, Sydkorea. Og mange totalitære regimer har bekæmpet pandemien dårligt, fx Hviderusland og Rusland I begyndelsen også Kina, men med tiden fik de den under kontrol. Men det afgørende er ikke autokrati over for demokrati, men om landene er dygtige til statsstyring. Han er selv optimistisk og tror ikke at demokratier er dårligere til statsstyring, men demokratiet skal tage staten alvorligt. De asiatiske lande med Singapore som foregangsland har længe taget staten alvorligt. De er nået frem til at gode stater, bemandet af de bedste folk, lønnet ordentligt, er afgørende for moderniseringen. Derfor har de satset meget på staten og tiltrukket dygtige medarbejdere. God statsstyring handler ikke kun om at bruge flere penge, men om at have de rigtige initiativer, ansætte de rigtige og fyre de dårlige. Staten skal drives lidt ligesom en virksomhed med klare mål, tydelige strategier og en følelse af at dette betyder noget. At bidrage til samfundet som statsansat er et vigtigt tegn på et civiliseret samfund. Men i dag sakker Vesten bag efter store dele af Asien. Tre fjerdedele af de 'smarte' byer i verden med høj teknologi og god infrastruktur ligger i Asien. - Vi må under pandemier acceptere 'den barske liberalisme'. Borgere må der afgive en del af deres frihedsrettigheder, for at staten kan redde deres liv. Dette er rationelle mennesker da også villige til, men det skal være midlertidigt. En af grundene til at det er vigtigt at demokratiet sejrer er netop at regeringerne kan stilles til ansvar - men de skal altid give rettighederne tilbage Jeg er langt fra enig med Wooldridge i at Thomas Hobbes filosofi om staten kan bruges i dag, for han var absolutistisk aristokrat og mente bl.a. borgerne skulle adlyde regeringen. Men i diskussionen om statsstyring kommer vi ikke uden om den fundamentale forskel på demokrati og autokrati, eller uden om at vi i lyset af den aktuelle pandemi må finde ud af hvori god statstyring dybest set ligger. Den kan umuligt ligge i enevælde eller diktatur eller borgernes lovlydiged. Den har derimod i allerhøjeste grad at gøre med en dynamisk vekselvirkning mellem statens og borgernes interesser, der aldrig kan gøres op i absolutte principper eller en absolut definitiv balance - men tværtimod med oplyste borgeres villighed til midlertidigt at afgive deres frihedsrettigheder til staten, når kriser kræver kraft og vilje til hurtigt og effektiv handling. Men undertegnede vil også hævde at der i dag må tænkes nyt på næsten alle områder af individets og samfundets eksistens, interesser og karakter. Eksempelvis gælder at man må ophøre med at vælge mellem enten globalisering eller nationalismen, da de begge har deres fordele og deres ulemper. Vi er nødt til at acceptere at både teknologiens, produktionens og handelens udvikling sker globalt og kræver global forståelse, men samtidigt også at acceptere at vi borgere ikke kan leve frit som mennesker uden at have tilknytning til mindre enheder der har betydelig selvstændighed, og som kan give sine borgere en fundamental tryghed ved siden af friheden. - Ulemper vil der altid være fordi friheden fører til forandring og konkurrence og derfor også til en ulighed som kan blive for stor og i værste fald samfundstruende. Men en speciel ulempe er at al kontrol og overvågning af al handel mellem landene, al digitalisering og al globalisering kræver sagkyndige folk med ekspertise i jura og økonomi m.m. Dette medfører uundgåeligt en forøgelse af det i forvejen voldsomme bureaukrati vi efterhånden har fået på kloden. Det tenderer altid til at vokse efter sine egne behov - og som tidligere nævnt er jurister ikke uskyldige mennesker, men tværtimod folk der sætter ord, begreber og retsprincipper over alt andet! Klimaet eller rettere klimaforureningen er blevet den helt store udfordring for vor tid (kun midlertidigt sat i skyggen af coronakrisen), ganske enkelt fordi den truer med at ødelægge selve grundlaget for vores eksistens på kloden. Den er efterhånden synlig for alle, fordi den er blevet forstærket gevaldigt i nyere tid med gigantisk privatforbrug, gigantisk turisme og gigantisk udledning af kuldioxid og gødning med kvælstof. Men den er også forårsaget af en mangedobling af verdensbefolkningen siden 1945. Jorden kan næppe blive ved med at brødføde otte, ni eller endnu flere milliarder mennesker i flere århundreder. Det kan derfor ikke fortsat være etisk forsvarligt for rige lande at blive ved med at hjælpe fattige lande med såkaldt udviklingshjælp - eller at opsuge flygtningene fra disse områder. Omvendt gælder naturligvis ubetinget, at alle velfungerende lande skal gøre hvad de kan for at fremme den grønne omstilling. Heller ikke for klimaproblemet er der en simpel enten-eller løsning. Krige, borgerkrige og diktatorisk undertrykkelse af folk giver flygtningestrømme til fredeligere og tryggere samfund. Ulykkerne er en følge af kynisk magtkamp og konkurrence, der sætter magtbegæret over samfundsinteresser; det ses tydeligt i Syrien. Og de kan altid kun til nøds afhjælpes med oprettelse af lejre for flygtninge. De kan derimod ikke afhjælpes ved at rige og velfungerende lande uden begrænsning åbner deres grænser for disse flygtninge, for det vil i de fleste tilfælde give integrationsproblemer i modtagerlandene. Borgernes tryghed og statens styringsmuligheder vil forringes og undergraves i disse lande. Så strengt taget kan problemet på længere sigt kun løses ved at de undertrykte folk selv gør oprør mod deres undertrykkere og begynder at opbygge demokratiske stater. Sanktioner mod diktatorer der undertrykker retsprincippet virker stort set aldrig efter hensigten. I den internationale og globale verden må de frie og demokratiske lande handle med og omgås de totalitære lande på praktisk og diplomatisk plan. For alene dér har de en chance for påvirkning. Herudover spiller de moderne kommunikationsmidler også en større og større rolle. Frihedshungrende borgere i diktaturstaterne kan i vid udstrækning skaffe sig pålidelige oplysninger om livet i de demokratiske lande via internettet. Den værste trussel mod demokratiet kommer i her i 2000-årene fra den islamistiske terrorisme. Terror er altid et problem i frie og demokratiske lande, fordi den er giver borgerne utryghed på linje med stor bandekriminalitet, men den islamistiske terrorisme er blevet en særlig stor trussel mod det vestlige demokrati, fordi den helt bevidst retter sig strategisk imod selve friheden og de demokratiske rettigheder med det ultimative formål at undergrave styreformen og erstatte denne med islamismens religiøse dogmer og fundamentalistiske love. Den er er uhyggeligt eksempel på at mennesket - som Pascal sagde - aldrig begår ondskab mere begejstret og systematisk end af religiøs overbevisning. Frie demokratier skal derfor både med stor fasthed værne sig mod den islamistiske terrorismes specifikke anslag og samtidigt med største ihærdighed og største pædagogiske sans prøve at forebygge at unge muslimer bliver grebet af islamismen. Dette kræver høj grad af god oplysning om sekulariseringen som positivt og demokratisk fænomen. Skal sekulariseringen for alvor blive opfattet som noget positivt af flertallet af mennesker, kræver det at religion forstås som noget helt andet og langt dybere end hvad der hævdes i de dogmatiske religioner (jødedom, kristendom og islam med alle deres underarter), nemlig som et emergent fænomen i biologien som alle mennesker fødes med og faktisk trækker på gennem hele livet. Tro er i denne forstand slet ikke ensbetydende med bevidst, intellektuel tro på specifikke læresætninger, men derimod som ubevidst, intuitiv livstro. Dens modsætning er derfor ikke vantro, men fortvivlelse. Og den bør følgelig ikke i frie, moderne og demokratiske samfund kædes sammen med deciderede magtapparater, således som det er sket i alle de nævnte religioner - for kristendommens vedkommende med den katolske kirke ved siden af den protestantiske med alle mulige afledte sekter. De kirkelige magtinstanser bør være klart adskilte fra statsmagten. Religionsdebatten i de frie samfund som fx. det danske, forløber stort set stadig som en debat mellem troende og vantro, eller mellem religiøse og ateister, eller som et valg mellem religion og videnskab. Og det er grotesk, når man tager i betragtning at det er mere end hundrede år siden at religionsforskere kunne slå fast, at religion er for alle, at der hverken findes absolutte sandheder eller absolutte guder, og at det åndelige liv sagtens kan eksistere side og side med det videnskabelige og praktiske liv, blot man forstår hvad det indre liv er. Men det er der altså i vore dage ikke ret mange mennesker der virkeligt forstår. De fleste er simpelthen uvidende om at der findes to slags psykiske grundprocesser, nemlig de primære, som er medfødte, førsproglige og før-dogmatiske, og de sekundære processer som er tillærte og forudsætter sprog, logik og vedvarende konfrontation med den praktiske erfaring. Kort fortalt gælder for de medfødte primærprocesser, at følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense, at de følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet. Og at der ikke er noget skel mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid eller mellem jeget og omgivelserne. Og for de tillærte sekundærprocesser gælder, at følelsestonerne er stabilt bundet til deres genstande, og der kan derfor opnås præcision og konsekvens i tænkningen, at reaktioner ikke behøver følge umiddelbart på impulser og at sproget opnår præcision. Der er klart skel mellem fantasi og virkelighed. Der er tidsfornemmelse: fortiden har erindringskarakter, fremtiden fantasikarakter. Og der er skel mellem jeget og omgivelserne. Der kan dermed ske en nuanceret og realistisk opfattelse af omverdenen og dermed en fornuftig og hensigtsmæssig tilpasning til den. Hvad religionen eller det grundliggende livsmod og håb angår, er de slet ikke opstået ved menneskets spekulationer over dit og dat, men er givet i og med at vi er født med de psykiske primærprocesser og dermed alle de billedmæsige og følelsesmæssige forestillinger der stammer fra det kollektivt ubevidste. De sociale medier kunne utvivlsomt her spille en stor rolle i oplysningen, men det sker ikke for øjeblikket, vel sagtens fordi nivauet på forhånd anses for at være alt for lavt. Disse medier, især facebook og twitter, er jo først og fremmest kendt for de spontane, umiddelbare kommentarer der røber stærk følelsesladethed, men sjældent omtanke eller eftertanke. Det uhyggeligste ved kommunikationen er dels at man måler succes på mængden af 'likes', dels og navnlig at der formidles et utal af deciderede hademails. Ingen politiker eller anden offentlig person undgår dem i store mængder. Det er let at se at de kommer fra mere eller mindre, frustrerede mennesker der blot skal af med deres bitterhed og utilfredshed. Men resultatet er at god og fornuftig meningsudveksling forsvinder til fordel for et ubegrænset had, som oven i købet også er stigende i mængde. Det er i virkeligheden et sygeligt fænomen. Og det viser med al tydelighed at en stor del af befolkningen er uden synderlig bevidsthed om deres egne psykiske indretning såvel som overhovedet generelt om bevidsthedsprocesser. Et andet træk der også tyder på noget sygeligt ved vores kultur er den såkaldte oplevelseskultur, der først og fremmest beror på at folk kræver umiddelbar, stærk sansemæssig oplevelse ved alle former for beskæftigelse, og dette medfører fx at museer på deres udstillinger installerer 'kedsomhedsknapper' som besøgende kan trykke på hvis de kommer til at kede sig undervejs. Det er nok især børn og unge de er beregnet for, og jeg påstår naturligvis ikke at de er komplet meningsløse, men jeg vil pege på at de er udtryk for at mange unge mennesker i dag slet ikke ved at man kan blive fanget ind i tilegnelsen af et bestemt stofområde, hvis man fra starten gør sig umage for indlevelse. Og indlevelse er noget helt andet end oplevelse. Jeg kan ikke lade være med i denne sammenhæng også at pege på at interessen for sport og sportsbegivenheder i dag er eskaleret i et sådant omfang at det også nærmer sig det sygelige. Publikum kræver større og større præstationer, mere og mere fart og flere og flere risikable udfoldelsesmåder. Det giver kraftigere og kraftigere sportsfolk, hårdere og hårdere tacklinger og stadig flere beskidte trick. Publikum deler sig oven i købet ofte også op i fans, der støtter ét hold og håner og slås med de andre. Her bruges også flittigt sygelige hademails. Jeg er fuldstændig klar over at hele miseren kommer af den professionalisering af sporten der for alvor tog fart efter anden verdenskrig i snart sagt alle sportsgrene og endda også blev stærkt politiseret under den kolde krig - og i dag i den arabiske pengeverden. Før 1945 var det stort set kun boksningen der var professionaliseret til optimal brutalitet. Men det gør jo ikke sagen bedre. Sportsidiotien har fået lov at brede sig. Og sport har i dag ikke meget med leg at gøre. Sporten og oplevelseskulturen må også ses som udslag af den generelle forbrugerisme, der søger størst mulig tilfredsstillelse her og nu af de menneskelige behov for konsum og vækst - uden hensyn til hverken individernes eller samfundenes fysiske og mentale sundhed. Det er alle steder pengene der råder, og det vil konkret sige kapitalinvestorer. Der er idealister der siger fra, fx klimaaktivister og vegetarer, ja, sågar filosoffer og politiker der angriber kapitalismen som sådan for en pengegriskhed der er undertrykkende uanset hvilket navn man giver den. Naiviteten hos kritikerne er åbenlys. De accepterer slet ikke at vi alle besynger friheden højt, fordi den giver os gode muligheder for udfoldelse, men at den samtidig altid fører mere ulighed med sig. Det må man ikke sige højt på venstrefløjen, men det er sandheden hvis man ser det fra en overordnet helhedsrealistisk konsistensetik, der fastholder at det gode samfund altid fokuserer på overvægten af det gode. Et positiv fænomen kan dog nævnes, og det er MeToo-bevægelsen, som for alvor har taget form og fart her i 2020 og skabt stor ravage i sexisme-debatten. Den har påvist en enorm og på flere felter overraskende udbredelse af mænds undertrykkelse, misbrug og diskrimination af kvinder i stor set alle brancher og organisationer. Den har allerede ført til repressalier (fx mod en overborgmester og en partiformand). Men er slet ikke ført til ende, da den til syvende og sidst også handler om kvindernes egen identitet. De fleste kan være enige om at kvindeundertrykkelse ikke hører hjemme i civiliserede og demokratiske samfund, men i det omfang kvinder ligefrem ønsker kønsforskellen helt fortiet eller fortrængt, kan mændene af gode grunde ikke være med. For selv om man kan forestille sig at mange kvinder vil frabede sig at blive set som kønsobjekter - uden for perioder hvor de ønsker sig børn - så kan man nu engang ikke forestille sig at mænd efter puberteten skulle ophøre med at se kvinder som kønsobjekter. Slet ikke i indgåede partnerskaber, men heller ikke uden for. Sagen er nemlig den at mænd tidligt på helt ubevidst plan bliver optaget af det andet køn og dettes kønsattributter. Det kalder man i psykoanalysen med et fint ord 'phallosdyrkelse' - og den ligger altså i sublimeret form til grund for stort set alt som manden foretager sig - hvad enten vi taler om sex, dans, musik, digtning, kunst, sport eller videnskab og forskning. Og der er intet ondt i dette i sig selv. Endelig må vi også se på generationskløften, specielt kløften mellem de helt unge og forældregenerationen. De unge forbliver som bekendt ikke i uskylden når de først kommer i puberteten og opdager hormonernes indvirkning på deres følelsesliv og behov og altså opdager at der er noget der hedder drifter. Det må de gøre konkrete erfaringer om på mange delområder, men de skal i mange tilfælde også igennem et decideret oprør mod deres forældre (drengene primært mod deres far, og pigerne primært mod deres mor). Og det kan naturligvis i de enkelte tilfælde ytre sig som voldsomme opgør og skænderier m.m. Men man skal forstå at det er nødvendigt for de unge for overhovedet at blive selvstændige individer. De skal for at blive voksne skaffe sig deres egne personlige indsigter, og dette kan naturligvis ske gennem alle de personer de omgås, og gennem al læsning og læring, men de unge skal i det fleste tilfælde også igennem en selvstændiggørelse i forhold til forældrene. Og det kan alt efter omstændighederne blive voldsomt eller relativt fredeligt, og de ældre og fuldvoksne skal i hvert fald ikke vise misforståede hensyn ved at forråde deres egne indsigter. Helhedsrealistisk set hænger tingene sammen. Individet med familien, den ansatte med virksomheden, borgeren med samfundet. Og dem alle med sproget, humoren, kulturen og - etikken. Den sidstnævnte støttes på et afgørende indre krav om overvægt af det gode i livet. Det Wake-Up-Call som blev nævnt i indledningen og også kunne kaldes en opfordring til genovervejelse af vores livsgrundlag giver dog først og fremmest en helt nødvendig fokus på betydningen af selve regeringsførelsens karakter og ansvarlighed, for coronakrisen har nødvendiggjort en større bevidsthed om samfundslivet. Som nævnt dur engelske Thomas Hobbes ikke når han krævede lydighed fra borgernes side mod øvrigheden. Borgerne skal hellere være oplyste og kritiske, og om nødvendigt villige til at gøre oprør mod undertrykkere. Men det turde ligge fast, hvad Wooldridge også påpeger, at demokratiet har den store fordel fremfor autokratiet at det giver frihed til kritik og ytring. Det ægte demokrati respekterer borgernes frie åndliv. Hverken vore politikere, vore medier, vore humanister endsige vore teologer er på højde med situationens udfordringer. De véd ikke det afgørende om de psykiske grundprocesser, religionen som emergent fænomen eller om konsistensetikken. Teologerne og kirkens folk har endog fjernet religionen systematisk fra eksistensens fundamentale spørgsmål om meningen med det dennesidige, jordiske liv og livsmod. Og de nævnte grupper er heller ikke fortrolige med en af de centrale forudsætninger for det nutidige demokrati, nemlig Niels Bohrs tanker om komplementaritetssynspunktet. Det siger kort og godt at hvis to betragtningmåder af et fænomen begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet, selvom de logisk udelukker hinandens samtidighed, så må de anses for komplementære. Betragtningsmåderne kan hver for sig benyttes til hver sine formål, men begge må indgå i totalbeskrivelsen af fænomenet. Frihedsprincippet og trygheds/lighedsprincippet er komplementære i den forstand at det er komplet umuligt at forene dem i nogen syntese, hvor hele den logiske modsætning som ligger i vores dualistiske begrebsopstilling forsvinder som dug for dagen. Begge principper skal derfor forblive selvstændige i al deres modsætningsfuldhed. De er begge nyttige, berettigede og nødvendige for den dynamiske helhed. Og man kan i den konkrete situation vælge mellem synspunkterne, og er ofte nødt til at vælge, men så skal man for helhedens skyld altid huske den anden side af sagen - og aldrig se bort fra modsætningerne. Der vil altid være konflikt, udfordringer og problemer i modsætningen, og - som den tredje vejs opfinder Anthony Giddens udtrykkeligt fremhævede - så er det en illusion at foregøgle folk at modsætningerne kan gå op i en højere enhed ud fra den gamle naive model der siger tese - antitese - syntese. Konflikterne vil bestå - og det er lige præcis det der giver samfundsudviklingen al sin dynamik. Men det er komplementaritetssynspunktet, og det alene, der giver den begrebsramme der passer perfekt til modsætningen og dynamikken. Det går uundgåeligt galt for hele den tredje vejs idé, hvis man ikke kobler den på komplementaritetssynpunktet. Og derfor er det fatalt for den politiske udvikling at skrotte den tredje vejs politik - sådan som man for nogle år tilbage har gjort i både Storbritannien og Danmark. Det progressive ved komplementaritetssynspunktet er at man definitivt kommer ud over den dualistiske forhekselse af tænkningen og bliver i stand til at se det fornuftige og gavnlige i modsatrettede synsvinkler i deres fulde kompleksitet, så man kan bevare hele deres energi og dynamik - og iøvrigt fortsat på demokratisk vis kan dele sig efter anskuelser ud fra hvilken side man lægger størst vægt på. De liberale vil lægge større vægt på friheden end på ligheden og trygheden, mens de sociale gør det modsatte, men det progressive består i at fastholde begge synsvinklers nødvendighed og gavnlige modspil. Komplementaritetssynspunktet vil også egne sig glimrende til at overvinde modsætningerne mellem individernes særinteresser og fællesskabets almeninteresse, fordi de aldrig ophæves, men får lov at gøre sig gældende som dynamiske faktorer i et aldrig afsluttet modspil. Pointen er, at man dels ikke skal benægte eller se bort fra modsætninger, dels ikke forsøge at komme dem til livs ved at lade samfundsinteressen vinde over individerne eller omvendt. Modsat det 'dialektiske' princip som hyldes i den marxistiske ideologi (der som bekendt ikke anser sig selv for overhovedet at være en ideologi, da den forbeholder denne nedladende betegnelse til sine modstandere), så tilstræber det komplementaristiske princip ikke nogen endegyldig kamp mellem modsætninger i samfundet, hvor den ene part taber og den anden vinder, men tværtimod et vedvarende, dynamisk og givende modspil, hvor begge parter vinder - uden nogensinde at få den fulde ret på sin side. En sådan fredelig og pragmatisk løsning forudsætter gensidig tolerance og respekt mellem parterne og intet er så velegnet til at fremme disse holdninger som en grundliggende humoristisk sans. En sådan betyder nemlig ikke, at alvoren tages ud af konflikterne, men at den endegyldige sejr og triumf over modparten på forhånd opgives. Dette må nødvendigvis få konsekvenser for debatten, fordi der sættes frivilligt accepterede grænser for hvilke nedrige beskyldninger og udlægninger man kan rette mod sine modstandere, og ganske specielt hvilke hetzagtige kampagner den sensationslystne presse sætter i gang med det primære formål at øge salget. Den nævnte presse vil naturligvis ikke acceptere komplementaritetsprincippet. Det er derfor købelysten der skal påvirkes gennem princippets accept. Fra gammel tid har dagligsproget haft et skel mellem sjæl og legeme, der naturligt nok afspejler skellet mellem idé og materie eller mellem energi og stof, overført på levende væsener. Legemet er den fysiske del af helheden som vi kan tage og føle på og iøvrigt sanse med alle sanser. Legemet opretholdes gennem et stofskifte, der på grundlag af den indoptagne ilt og føde ny- og gendanner cellerne og tilfører energi. Legemet er i lægevidenskaben genstand for naturvidenskabelig forskning, idet man fra begyndelsen systematisk og metodisk har set bort fra andre sider af legemets funktioner, fejl og sygdomme end de kvantitativt målelige, og først med psykologiens udvikling som selvstændig forskningsgren i slutningen af 1900-tallet er begyndt tøvende og modvilligt at indse og acceptere at sjælelige forhold har indvirkning på et menneskets helbredstilstand. Sjælen er den til et givet legeme uadskilleligt hørende indre bevidsthedsmæssige forestillingsverden, der i sine specifikke funktioner benytter sig af såvel aktuelle sansedata som oplagrede erindringsspor og indhøstede erfaringer, men som først og fremmest er et subjektivt felt som fungerer i kraft af et yderst ejendommeligt og fra intet andet empirisk fænomen kendt spil mellem det bevidste, det underbevidste og det ubevidste. Karakteristisk for denne forestillingsverden er også den subjektive fornemmelse af, at den opretholder og udvikler sig dynamisk og organisk i et indre rum, som opfattes analogt med det ydre sanselige rum. Komplementariteten mellem sjæl og legeme ligger i, at det er muligt at betragte den menneskelige helhed fra henholdsvis en energetisk og en stoflig-materiel side, at begge betragtningsmåder er givende og nødvendige for hvert sit formål, at de tilsammen giver den eneste virkelighedstro totalopfattelse, og at det er umuligt at afgøre, hvilken af de to sider der er 'basis' for den anden. - Af psykologiske grunde er det stabile stoffer der er forudsætninger for stabile føle-tanke-kvanters etablering og udvikling, men dette er jo ikke det samme som at sige, at disse i ontologisk henseende er basis for det energetiske. Tværtimod kan det på intet ontologisk plan afgøres, om det energetiske til syvende og sidste er forud for det stofligt-materielle eller omvendt. Men fejlslutningen er desværre blevet meget udbredt, takket være den positivistiske reduktionisme. Komplementaritetssynspunktets store og afgørende værdi ligger i at fastholde de empiriske kendsgerninger såvel som dagligsprogets virkelighedstroskab på en sådan måde, at dynamikken i den menneskelige betragtning af sig selv som en helhed både bevares og til stadighed leder frem til fortsat udvidelse af vor erkendelse på bredest mulige måde. Men unægteligt er komplementaritetssynspunktet er svært for mange at få fat på. Til gengæld lønner det sig at leve sig ind i og efterhånden finde det hensigtsmæssigt at løse presserende opgaver med. Nu har vi med pandemien fået en særdeles god lejlighed for at tage det i brug. Og vi kan i den forbindelse passende huske på en gammel erfaring: Indsigter kommer ikke altid gennem bevidstee anstrengelser eller intellektuelle analyser, slet ikke de allervigtigste. Det forholder sig nemlig sådan som en græsk tragediedigter engang sagde, at visdommen har det som sorgen, den kommer altid imod menneskets vilje. Jeg kan som afslutning kun udtrykke min hjerteligste tak for at den aktuelle pandemi ved siden af besværet, bekymringerne og sorgerne også giver en kærkommen mulighed for at tage den store eksistentielle udfordring op og vågne op til relevant dåd. Og jeg vil understrege at vore muligheder netop her i Danmark er ganske gode for at komme videre frem til et højere og langt bedre oplysningsniveau. Med disse ord ønsker jeg læserne et godt og spændende nytår. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder) 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk. Relevante artikler på Jernesalt: Den sundhedsmæssige og politiske situation i Danmark op til julen (20.12.20.) Nye corona-restriktioner op til jul udfordrer sammenhængskraften i samfundet (3.12.20.) Minkaflivning, ministerfald og fortsat coronakrise (20.11.20.) Trods historisk budgetaftale er EU mere splittet end nogensinde (21.7.20.) Briterne valgte DET STORE BRUD MED EU - stik mod Camerons ønske (25.6.16.) Theresa May's klare besked om Brexit (18.1.17.) 16-årig fransk pige udløser tiltrængt debat om retten til fri religionskritik> (9.02.20.) Macron håber på Den store Debat - folket griner (12.19.) Macron bragt i skæbnesvanger klemme af de 'gule veste' (1.12.18:) Macron på visit i København (30.8.18.) Macron gør op med religion som privatsag (8.5.18.) Emmanuel Macron - det emergente fænomen i europæisk politik (12.9.17.) Kampen mod islamismen må og skal være flersidig (15.11.20.) Islamistisk terror truer Frankrig og hele Europa (2.11.20.) Den militante Jihad-bevægelses ånd og inkonsistens (4.2.18.) Trump nægter at se realiteterne i øjnene (11.12.20.) Biden vinder valget, men Trump vil ikke anerkende det (9.11.20.) Donald Trump splitter EU og Nato med angrebet mod Iran (10.01.20.) Vilh. Grønbechs kulturopgør Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech Hvad skal vi med humor og tragedie? Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) onrad Lorenz' kulturopgør Humormennesket Storm P., Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') m.fl. De psykiske grundprocesser Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens Konsistens-etikkens Ti Bud (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.) 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) Artikler om Danmark Artikler om EU Artikler om Mellemøsten Artikler om Terrorismen Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |