Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - ukraine2022trag6

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.22.

Den ukrainske tragedie har forandret verden

Situationen i Ukraine efter tre måneders krig
Problematikken fastlåst hos alle parter
Den ukrainske civilbefolknings lidelser er uacceptable
Oprustningen rammer hele verden
Fremmedgørelsen efterhånden steget til det fatale
Vestens demokratiske ledere fatter ikke tragediens fulde alvor
En helt ny etik er nødvendig

Post Scriptum:   Jernesalt takker af efter 20 år
Henvisninger



Situationen i Ukraine efter tre måneders krig    
Til toppen  Næste

Krigen i Ukraine har nu varet i mere end tre måneder - og er tilsyneladende kørt fast i en russisk strategi der vil sikre annektionen af de to østlige provinser Luhansk og Donetsk samt havneområderne med storbyerne Mariupol og Odessa ned til Krim-halvøen. Den består i en massiv terrorbombning af områder der endnu ikke er under russisk kontrol, og som ukrainerne ikke vil være i stand til at holde ret længe, da overmagten er for stor.

Situationen indebærer at den ukrainske præsident Selenskij ikke nøjes med virtuelt at rette stadig mere indtrængede appeller til Vesten om mere hjælp økonomisk og militært, men også er begyndt at kritisere tyskerne ret voldsomt for deres tøven med at levere nogle af deres effektive kampvogne med langtrækkende missilskyts. Den ukrainske udenrigsminister har gjort det samme - og de er blevet bakket op af den polske præsident Duda. Tyskernes tøven skyldes at de i lighed med Nato er bange for at provokere russerne på en måde der kan føre til en eskalering af krigen i retning mod anvendelse af strategiske atomvåben. Dér vil Nato under ingen omstændigheden hen, men der er uklarhed om hvorvidt tyskerne har lovet mere end de efter nærmere omtanke mener at kunne holde. Både kansler Scholz og udenrigsminister Baerbock var ellers fra starten af krigen ude med uforbeholden støtte til Ukraine.

Præsident Selenskij lægger ikke skjul på at ukrainerne nu er i defensiven - og ikke længere kan påstå at de trænger russerne tilbage, således som de længe har haft held til i områderne vest for Donbas-regionen. Her led russerne store tab, og det er naturligvis årsagen til deres nye strategi. Det giver Selenskij lejlighed til gentagne anklager for bombning af civilbefolkningen og til massiv levering af fotoreportager der viser krigens uhyggelige karakter. Byer bliver jævnet med jorden, og civilbefolkningen har ingen muligheder for at bringe sig i sikkerhed. Det er regulær terror - og derfor anklages russerne også for krigsforbrydelser.

Det er stadigvæk Selenskijs drøm at ukrainerne kan vinde krigen og dermed få grundlag for at føre krigsforbrydersager mod russerne. Men det er utopi, fordi drømmens opfyldelse vil forudsætte at russerne på et tidspunkt kapitulerer - og det gjorde de som bekendt hverken da Napoleon i 1812 stormede Moskva eller da Hitlers hære i 1943 angreb Moskva, Leningrad og Stalingrad. Russernes indædte kampvilje og fædrelandskærlighed vil blive rejst igen, hvis de angribes på egen jord.

Det er typisk at den vestlige opinion deler sig mellem folk der mener at en holdbar fred forudsætter at Rusland taber så klart at det opgiver alle sine krigsmål, men andre forstår at den forudsætter at Rusland kan trække sig ud af krigen uden at tabe ansigt. Og det er i mine øjne ganske mærkværdigt at man først de seneste dage i danske medier ser redaktionelle artikler der stiller det hypotetiske spørgsmål: hvad nu hvis Ukraine ikke vinder. For den bitre sandhed for ukrainerne er at Ukraine-krigen ikke får nogen vinder overhovedet, men ene og alene tabere. Efter alt at dømme vil Ukraine miste Donbas-regionen og områderne ned til Krim-halvøen, men dog samtidigt få suveræniteten tilbage over resten at sit land, omend med frygteligt ødelagte byer og landområder, mange mistede soldater - flere som krigsfanger i Rusland - og langvarigt problem med genhusning af tilbagevendende flygtninge i milliontal. Det vil uden tvivl komme til at tage fem til ti år at genopbygge landet - og genetablere de store landbrugsarealer der normalt giver kæmpestor høst af eftertraget hvede. Og hvad Rusland angår vil det sikkert kunne sætte sig definitivt på de annekterede områder, men samtidigt må det i mange, mange år lide under de hårde økonomiske sanktioner og ydmygende udelukkelser fra forskellige internationale fora.

Det forlyder at der er kommet kontakt mellem det ukrainske og det russiske præsidentkontor med henblik på aftaler om at ukrainerne kan få udskibet deres store lagre af hvede, men russerne forlanger til gengæld ophævelse af nogle af sanktionerne mod dem. Også her sidder Putin med det stærkeste kort - han har tid til at vente. Men for Selenskij løber tiden støt og stille ud med enorme tab dagligt.

Selenskij kan måske blive siddende ved magten i Ukraine, og Putin ved magten i Rusland, men glansen er gået af dem begge. De to lande er blevet forandret - og det samme er Europa og resten af verden.

24. februar 2022 har ubestrideligt sat skel i verdenshistorien.



Problematikken fastlås hos alle parter    
Til toppen  Næste

Når problematikken må siges at være ulykkeligt fastlåst for både Putin og Selenskij, ligger det i forestillingerne om afhængighed og uafhængighed for Ukraines vedkommende. Selenskij hævder Ukraines absolutte uafhængighed som suveræn stat, mens Putin hævder det modsatte, og som bekendt startede han hele sin såkaldte militæroperation mod Ukraine med det formål at fuldbyrde annektionen af de to Donbas-provinser og af Krim-halvøen. Han ville ikke gå med til så meget som en våbenstilstand med Ukraine, uden at Selenskij accepterede disse annektioner og lovede ikke at slutte Ukraine til Nato.

Det er et klart overgreb mod et suverænt land efter vestlige normer, men dem anerkender Putin som bekendt ikke. Og dermed er situationen låst så fast, at den ikke kan rokkes det mindste uden at Selenskij giver sig - og altså i realiteten må sluge en pille der simpelthen ikke kan tænkes mere bitter for ham. Han bakkes tilmed hundrede procent op fra vestlig side. For alle mener at Putins invasion af Ukraine var et klart overgreb - som man ikke vil acceptere.

Situationen er også fastlåst hos USA's præsident Biden, Natos generalsekretær Stoltenberg og EU's kommissionsformand von der Leyen og langt de fleste af EU's andre lande. Man vil under ingen omstændigheder bøje sig for en krænkelse af de internationale konventioner, men hævder såvel demokratiets absolutte overlegenhed over diktaturerne som Natos ganske særlige rolle og forpligtelse i denne henseende. Vesten har juraen på sin side og ser desuden hele forholdet til Rusland som én hård konkurrence, kamp og konflikt om indflydelse, sikkerhed og frihed. Og konflikten er vel at mærke med Putins angreb på Ukraine 24.2. gået ind i en helt ny fase, hvor normale forbindelser af diplomatisk, økonomisk, handelsmæssig, teknologisk og kulturel art er uønskede og skal mindskes mest muligt - indtil skurken kommer på bedre tanker.

Jeg betragter selv alle forestillinger om at Putin har planer om angreb på og tilintetgørelse af den vestlige styreform og kultur som vildt overdrevne og udtryk for paranoid tankegang i både Pentagon og det amerikanske forsvarsministerium. Og tilsvarende ser jeg den nye vestlige oprustningsbegejstring som en galskab der er en blanding af våbenindustriens succesrige lobbyvirksomhed og de politiske lederes totale mangel på visioner der kan engagere de sløve vestlige befolkninger - dem der kun tænker på forbrug, vækst og underholdning.

Meget håb er der ikke. Og håb er når alt kommer til alt væsentligt ved al menneskelig eksistens.



Den ukrainske civilbefolkning den største taber    
Til toppen  Næste

Det virkeligt tragiske i hele denne fastlåsning af situationen - som er præget af mistro og paranoia på begge sider - er ubetinget at det er den ukrainske civilbefolkning der må betale gildet i form af ødelæggelser, tab af menneskeliv og ufattelig sorg samt psykiske sår. Ødelæggelserne rammer i høj grad også tusindvis af børn og familier og vil for alle få eftervirkninger langt frem i tiden. Intet kan for mormalt fungerende familier være værre end at miste sine hjem, dvs. alt det man er fortrolige med og bygger dagligdagen på. De ramte ukrainske familier var slet ikke forberedt på krigen, endsige på omfanget af den. Og de var uden egen skyld i konflikten. De fortjener al den støtte og hjælp de kan få fra vestlig side.

Hvis man imidlertid som udenforstående drejer fokus væk fra krigens årsager og juridiske ansvar og over til muligheden og betingelser for dens ophør, så kommer man ikke uden om at se på præsident Selenskijs rolle, ganske simpelt fordi det er ham der ene mand sidder med nøglen til våbenhvile. Det er ham der kan sluge den bitre pille og acceptere Putins alt andet end retfærdige betingelser. Selenskij har hidtil afvist denne udvej blankt, men spørgsmålet er hvor længe han kan holde til dette, og hvad der kunne bevæge ham til at skifte standpunkt. Dette er jo ikke noget man gør på samme måde som man skifter skjorte (som Jens Otto Krag gjorde efter folketingsvalget i 1969). Når der er tale om et ægte, gennemreflekteret standpunkt, er det tværtimod indlysende at der skal særdeles gode gunde til at skifte det ud med et andet.

For mig at se findes der kun en eneste grund der kan komme i spil som udslaggivende for Ukraine-konflikten, og det er hensynet til den lidende civilbefolkning. Man kunne her pege på situationen for den danske regering da Tyskland angreb Danmark den 9. april 1940. Den stod over for et frygteligt valg mellem modstand og kapitulation, og den valgte fornuftigt nok kapitulationen, da Danmark ellers var blevet løbet over ende på en enkelt dag af den velorganiserede tyske overmagt. Danmark havde ikke som Norge mulighed for at trække tiden ud. Den danske kapitulation betød både at man undgik krigshandlinger på dansk jord, og at man beholdt administrationen på danske hænder med visse indskrænkninger som censur.

For Ukraines vedkommende anno 2022 var der ikke fra russisk side tale om en invasion der havde som mål at besætte hele Ukraine, men alene at få den ukrainske regering til at acceptere de allerede nævnte annektioner af Donbas og Krim. De var absolut uantagelige ved krigens start. Selenskij valgte modstandskampen og fik straks opbakning til den fra sin egen befolkning og fra Vesten. Det viste sig at ukrainerne kunne gøre så effektiv modstand, at russerne efter store tab måtte ændre strategi hvad angår omringningen af hovedstaden Kiev, og i stedet koncentrere sig om de østlige regioner. Men samtidigt gik russerne mere og mere væk fra den nærkamp, der gav dem store tab, og valgte massive bombninger af alle strategisk relevante lokaliteter der kan udføres på stor afstand. Det var kynisk af russerne, for det vil reelt sige at de valgte terror-bombning af den ukrainske civilbefolkning.

Denne uhyggelige terrorbombning er ikke til at tage fejl af. Den rammer skånselsløst og tilfældigt, og den kan og vil russerne utvivlsomt fortsætte med indtil Ukraine giver sig - vel vidende at Ukraines allierede helt bevidst afviser at levere de effektive våben der umiddelbart kunne ændre situationen til fordel for Ukraine, men som til gengæld vil udløse anvendelsen af strategiske atomvåben fra russernes side. Og dette ville medføre en tredje verdenskrig.

Hvordan man end vender og drejer sagen, så bliver det altså den ukrainske civilbefolkning der kommer til at betale Putins 'gilde' - lige indtil det tidspunkt hvor præsident Selenskij skifter standpunkt. Valgsituationen kan ikke blive sværere for denne populære leder, når det eneste han hidtil har haft i hovedet er det relativt lille Ukraines sejr over det mægtige Rusland - og dermed hævn over Putin. Hans eneste udvej efter tre måneders krig er blevet at acceptere tragedien, og den ligger egentlig ikke i selve det at tabe, men i at måtte erkende at han ikke kan få sin vilje, ikke kan fastholde sit oprindelige princip, men er nødt til at give Rusland noget for at få våbenhvile og eventuelt senere fred. Og dette vil igen sige at Selenskij må erkende det for ham allerværste at det ikke bliver retfærdigheden der kommer til ske fyldest, men fjendens subjektive forestillinger om storhed der bekræftes.



Oprustningen rammer hele verden    
Til toppen  Næste

Den ukrainske civilbefolkning er allerede hårdt ramt direkte, men indirekte får krigen, oprustningen og sanktionerne også mærkbare følger for resten af verden på rigtigt mange felter.

Som følge af modviljen mod at importere naturgas fra Rusland gennem de installationer der allerede eksisterer er der allerede sket kraftige prisstigninger på både naturgassen og den olie og benzin der er blevet mere efterspurgt. Stigningerne vil formentligt fortsætte et stykke tid endnu - og de kan mærkes såvel i de private husholdninger som i erhvervslivets og det offentliges budgetter.

Da Ukraine er den største leverandør af hvede, er der på grund af krigshandlinger og blokering af udskibningen nu blevet mangel på denne kornsort. Men der er også mangel på mange andre fødevarer, og det betyder stor risiko for hungersnød i de fattigste lande, særligt i Afrika.

Flygtningestrømmene fra Ukraine rammer Polen og Tyskland hårdt, og nøden i Afrika sender også flygtninge mod Europa fra den kant. Der skønnes at være ialt 4 millioner flygtninge internt i Ukraine og 6 millioner ud af Ukraine, og det er en kæmpeudfordring logistisk, selvom situationen nu i den vestlige halvdel af Ukraine er blevet så sikker, at mange ukrainere vender hjem.



Den gigantiske oprustning bliver så voldsom i alle Nato-lande at dens økonomiske virkninger bliver endda meget store. Alene treparti-regeringen i Tyskland er netop blevet enig om oprettelsen af en fond på 100 milliarder euro til forsvarets udbygning - og det er naturligvis ikke sket uden våbenindustriens energiske lobbyisme. Og selv om man flere steder fabler om at gøre hele denne udbygning grøn, så er det urealistisk at tro at den ikke vil indebære en udsættelse af livsvigtige opgaver som kampen om klimaet og kampen mod ulighed.

FN har allerede på Davos-konferencen advaret mod at forskydningen af målene for CO²-udledning flere år frem vil få alvorlige følger for særligt udsatte dele af kloden.

Den vil uundgåeligt også øge kløften mellem rige og fattige såvel som kløften mellem elite og folk.



Krigen og oprustningen vil alt i alt medføre at den vækst i produktion, forbrug og overforbrug verden har set i efterhånden mange år vil gradvis aftage og efter mange uvildige eksperters udsagn sandsynligvis ende i en decideret recession. Dette har også den ungarnske storspekulant George Soros bebudet i sin tale ved mødet i Davos forleden. Omvæltningen vil kræve store ofre og omstillinger i de fleste lande, men vil desuden i mental henseende give masser af mennesker en øget følelse af fremmedgørelse, dvs af at blive reduceret til ting eller objekter i deres helt normale liv, helt normale arbejdsforhold eller sociale og kulturelle relationer. Politisk vil flertallet af borgere så at sige blive reduceret til stemmekvæg der kan afgive deres stemme ved valgene lige så lystigt de vil, men ingen reel indflydelse får, når den kompakte majoritet af oprustningstilhængere styrer bevillingerne.

Begrebet fremmedgørelse har været i brug siden midten af 1700-taller, men det var først Karl Marx der et godt stykke inde i 1800-tallet gav det en mere specifik betydning i forhold til industrisamfundets kapitalistiske vareproduktion, hvor en lille overklasse ejede produktionsmidlerne, mens det store flertal af arbejdere var reduceret til en vare. Dette blev langsomt ændret med arbejderbevægelsen og endnu senere med velfærdssamfundets økonomiske vækst og gigantiske forbrugsudvidelse. Den moderne teknologi har imidlertid øget både forbruget og fremmedgørelsen, i og med at arbejdspresset er steget voldsomt både i det private erhvervsliv og det offentlige arbejdsliv. Det siger næsten sig selv, at en gigantisk oprustning med lavere bevillinger til andre formål vil influere negativt på de vundne goder og forstærke følelsen af at være blevet reduceret til ofre for udviklingen. Den enkelte kan ikke stille noget op - udover at protestere.

En sådan udvikling er særlig fatal, når og hvis det store flertal hopper på reklamemagtens utallige limpinde og bevidstløst ræser af sted efter højere og højerer forbrug på bekostning af en menneskeværdig eksistens. De mister netop herved den eksistentielt afgørende følelse af at være hjemme i deres tilværelse og have medindflydelse på den.



Fremmedgørelsen er efterhånden steget til det fatale    
Til toppen  Næste

Fremmedgørelsen som sådan har i realiteten altid været til stede i den menneskelige kultur, allerede fordi mennesket i modsætning til dyrene er blevet begavet med en bevidsthed, et helt nyt fænomen i den biologiske udvikling. Alle mennesker oplever - navnligt i puberteten - uundgåeligt et skel mellem sig selv og alt andet, altså en objektivisering af alt det ydre sanselige på bekostning af en selvfølgelig indre føling af at være hele mennesker. Det er primært dette fænomen der giver de fleste unge mennesker mellem 14 og 20 år en form for eksistentiel usikkerhed af kortere eller længere varighed, og som i mange tilfælde kan forlede dem til at bruge visse typer af håndkøbsmedicin eller endnu værre stoffer fra det frie marked til at stimulere sig eller i værste fald forsøge at begå selvmord med. I sig selv et tegn på at der er noget galt med vores samfund.

Men for flertallets vedkommende er fremmedgørelsen unægteligt også blevet forstærket generelt på andre måder, såsom selve den sociale lagdeling, og det udbredte skel mellem frie mennesker og slaver eller undersåtter uden rettigheder.

Fremmedgørelsen er blevet yderligere forstærket med skriftsproget, matematikken og juraen, således at forstå at disse kompetencer - trods deres ubestridelige fordele - ikke fordeles ligeligt men tværtimod skævt efter medfødte evner og sociale omstændigheder. Især juraens stigende dominans i lovgivning og administration øger kløften mellem elite og folk. Pengeøkonomien og kapitalismen har bidraget sit dertil, og i nyere tid i høj grad også industrialiseringen og masseproduktionen, men ingen af delene kan afskaffes. Vi kan ikke vende tilbage til det primitive samfund med varebytte.

I nyeste tid har vi yderligere fået en stigende globalisering og bureaukratisering. Globaliseringen øger generelt presset på alle, men sætter desuden skel mellem dem der trives ved konstant nye udfordringer og dem der ikke gør det. Og bureaukratiseringen betyder flere regler for alt. Stort set alle fag og fagområder har i dag en stigende arbejdsbyrde af administrationsmæssig art (registrering og kontrol) der tager tiden fra selve det faglige arbejde som fx sygeplejen - og desværre i mange tilfælde også tager glæden fra arbejdet. Arbejdsprocesser og administration er overalt mere komplekse end de var for bare tredive år siden - og det fremmedgør i realiteten de fleste former for arbejde.

Som det allersidste skud på evolutionens stamme kommer virtualiseringen der ændrer store dele af det fysisk miljø og de fysiske processer til simulerede eller fiktive processer via computere, netværk, software og lagringsmetoder. Flere personer får lettere adgang til de fælles kilder - og det må siges at være et gode, men processerne blive hurtigere, og virksomheder sparer både tid, plads og medarbejder - og dermed penge. Der er således store fordele med virtualiseringen, men selve ændringen til noget symbolsk i stedet for noget håndgribeligt er lige præcis en reel fremmedgørelse for brugerne, selvom de ikke opdager den, eftersom opgaverne kan være så spændende at de ofte lægger beslag på medarbejdernes fulde opmærksomhed.

I realiteten udviskes den grundlæggende forskel mellem sanseligt håndgribelige objekter og mentale, symbolske objekter som er basis for ethvert menneskes sunde realitetssans. Det kan diskuteres i det uendelige hvor skadeligt dette er, men i mine øjne er der ingen tvivl om at der sker samme slags fremmedgørelse som den der ligger i at topledere i erhvervslivet, den offentlige administration og i det politiske liv fjerner sig mere og mere fra arbejdsgulvet og kollegerne, den personlige kontakt med medarbejdere og kunder og fx den vigtige personlige kontakt med syge og gamle på hospitalerne eller på plejehjem. Flere og flere arbejder med tal, oversigter, budgetter og store papirplaner - og mister i stigende grad kontakten med jævne og almindelige mennesker. De politiske ledere mister den direkte kontakt med vælgerne - uanset hvor mange besøg de har på forskellige arbejdspladser og institutioner. For disse besøg er også arrangerede.

Virtualiseringen ændrer også krigsførelsen. Krigen i Ukraine er således blevet en 'hybridkrig', dvs en blanding af cyberkrig og gammeldags krigsførelse. Civilbefolkningen rammes af de ødelæggende fysiske bombardementer, men strategerne arbejder med computerberegninger og - ikke at forglemme - spionagen mod fjendens computersystemer.



Ukrainekrigen har ikke destomindre gjort den kolde krig til en varm og yderst alvorlig krig i en stor del af Europa - med risiko for udvidelse - men først og fremmest med afbrydelse af normale diplomatiske, økonomiske og kulturelle forbindelser mellem demokratiske og udemokratiske regimer.

Der er absolut intet mere fremmedgørende i det menneskelige samfund end varme krige. De er lige så fremmedgørende som naturkatastrofer så som vulkanudbrud, tsunamier, orkaner, oversvømmelser, skovbrande og tyfoner. Men krige er vel at mærke til forskel fra naturkatastroferne menneskeskabte. De er resultatet af fatale beslutninger og vurderinger i de politiske systemer, og disse kan igen føres tilbage til uheldige eller ligefrem sygelige forestillinger i sindet og dermed til den etiske brist der hedder inkonsistens i sjælelivet - jævnfør sidste afsnit.

Fremmedgørelsen i Ukraine-krigen ligger også i at det gamle håb om fred, forsonlighed og samarbejde i hele Europa, der nu i mere end tredive år har knyttet sig til 'Murens Fald', bogstaveligt talt er skudt i grus. Det er foreløbigt reduceret til håbet om at freden ligesom mytens 'Fugl Phønix', der gik op i flammer, vil rejse sig forynget af asken. Og sådanne mirakuløse forestillinger skal Europa nok ikke bygge fremtiden på.



Vestens demokratiske ledere fatter ikke tragediens fulde alvor    
Til toppen  Næste

Det store problem tre måneder inde i Ukraine-krigen er at Europas egne demokratiske ledere dybest set ikke fatter så meget af tragedien at de kan pege på realistiske muligheder.

EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen kører videre i de gamle forestillinger om mere union, mere centralisme, mere enighed og mere afstand til Putins Rusland. Hun og flere andre i EU-toppen er begejstrede over endelig at have fået en provokation der omgående kunne samle EU i fordømmelsen af Putins angreb på Ukraine og i sanktionerne mod Rusland og en gigantisk oprustning. De er forargede over Ungarns og Serbiens afvigende holdninger til stop for russisk gas og olie, for de splitter foretagendet.

Den danske statsminister Mette Frederiksen er gået ind i støtten til Ukraine med fuld musik og hylder lige som Ukraines præsident USA som frihedens og sikkerhedens største garant, og hun kan glæde sig over meningsmålingerne, men tænker ikke nyt.

De socialdemokratiske statsministre i Sverige og Finland ser pludseligt spøgelser mod øst og vil hurtigst muligt ind i Nato, og det kommer de uden tvivl, hvis ikke Tyrkiets præsident nedlægger veto, fordi han ikke vil have lande optaget der efter hans mening støtter kurderne. Sverige og Finland har haft betænkeligheder ved at forlade den hidtidige neutralitetspolitik. Men gør det altså, hvis de få lov af Erdogan. De ser ikke at det er en falliterklæring der vil gøre det umuligt for dem fremover at optræde som formidlere mellem Rusland og Vesteuropa, hvad der er mere brug for end nogensinde.



Både den franske præsident Macron og den tyske kansler Scholz opretholder optimistisk en telefonkontakt med Putin for at få ham til at standse krigshandlingerne i Ukraine, men ingen af dem forstår manden så de vil være i stand til at påvirke ham bare en lille smule i den rigtige retning. Macron kan slet ikke komme værk fra sin håbløse moralisme, der kun støder Putin væk. At stemple Putin som en skurk eller krigsforbryder fører ingen vegne hen. Og det gør iøvrigt heller ikke den mere psykologiske metode med at stemple Putin som en voldsmand, der udelukkende fører sig frem som en macho-fyr, fordi han fik for lidt kærlighed og opmærksomhed som barn. Det fik han vitterligt, men det forklarer ikke alt.

Den tyske kansler Scholz aner dilemmaet i relationen til Ukraine, men kan hverken se nogen umiddelbar udvej eller finde en formulering af sin forsigtighed der kan overbevise tyske vælgere om at der er fornuft i at være tilbageholdende med støtten til Ukraine, så krigen ikke utilsigtet eskalerer til verdenskrig og atomkrig. Efter alle meningsmålinger at dømme svigter vælgerne SPD til fordel for De Grønne og de yderst populære ministre udenrigsminister Baerbock og vicekansler Habech. Folk foretrækker stadig en klar og enkel sort-hvid stillingtagen og kan endnu tre måneder efter dens begyndelse ikke se nødvendigheden af få flere nuancer ind i vurderingerne - selvom det efterhånden er åbenlyst at folk er ved at være trætte af den evindelige beskrivelse af krigens gru og Putins forbrydelse.

Ingen ser det faktiske dilemma i øjnene at man hverken kan vinde krigen over Putin eller opnå en nødvendig våbentilstand og senere en rimelig fredsaftale uden at gøre op med fordommen om at Rusland ikke har nogen som helst ret til at blande sig i at Nato i årevis aggressivt har udvidet sin indflydelsessfære mod øst og i år helt bevidst har ignoreret alle russiske advarsler mod at gøre Ukraine til medlem af organisationen.

Ingen af de vestlige ledere aner en udvej der på langt sigt vil kunne genoprette et for alle parter rimeligt og fornuftigt forhold til Rusland ved at gå en tredje, men unægtelig besværlig vej mellem eftergivelse og systematisk inddæmning. En sådan tredje vej vil nemlig ikke blot være et såre simpelt skaktræk, men tværtimod kræve en helt ny tankegang, ja, faktisk kræve en tankegang der gør direkte op med al enten-eller tænkning og altså i praksis vil kunne muliggøre et fornuftigt samarbejde - økonomisk, handelsmæssigt og kulturelt - med en stormagt som Rusland der ligesom Kina hylder en helt anden, ikke-demokratisk ideologi.

Den nye tankegang giver en etik der har den store fordel at den grundlæggende går ud fra at alle mennesker på jorden - uanset køn, race, nationalkarakter og ideologi - er fælles om én ting nemlig fra fødslen at ønske overvægt af det gode i livet.



En helt ny etik er nødvendig    
Til toppen  Næste

Når den snævre moralisme kan forkastes generelt - altså ikke blot over for diktatorer som Putin, men over for al snæversynethed og rettroenhed - så skyldes det at den udgår fra den dummeste del af menneskets bevidsthed, nemlig samvittigheden, og derfor altid udarter til forargelse og fordømmelse. Det lyder selvfølgelig mærkeligt at samvittigheden er den dummeste del af menneskets bevidsthed, men det ligger i det simple forhold at den overvejende dannes før 5 års-alderen, hvilket vil sige før individet får et selvstændigt og personligt syn på tingene og eksistensen. Det overtager simpelthen de moralske normer det har lært af sine forældre og andre autoriteter, og disse danner tilsammen det Freud kaldte 'superegoet' (overjeget) som i hans bevidsthedsmodel ligger over egoet (jeget), og dette igen over id'et (alt det instinktive, ubevidste og underbevidste). Og det siger sig selv at superegoet bliver stærkere hvis barnet vokser op i meget autoritære hjem og kulturer. Det miljø Freud selv voksede op i var et af de mest autoritære systemer der kan tænkes, nemlig preusser-systemet med sin kadaverdisciplin der krævede ubetinget lydighed af børn, soldater og undersåtter. Det var et sådant autoritært system der gik igen i Nazi-Tyskland og Sovjetsystemet, og den dag i dag går igen i alle diktaturer, herunder også moderne lande som Rusland, Kina, Nordvietnam m.fl. der i det ydre kendes på mandsdominansen og forkærligheden for store militærparader.

De enkelte individer kommer aldrig ud af superegoets kontrol, medmindre de gør oprør mod opdragelsen og systemet. Og dette oprør lykkes aldrig tilfredsstillende hvis det blot består i at man erstatter et sæt doktriner med et andet. Eller hvis man havner i afvisning af alle regler for adfærd. Oprør lykkes kun hvis det enkelte individ begynder at erfare at der er en anden slags lov end hvad det autoritære superego fortæller, nemlig en fri indre instans der får individet til at overveje sagen og efterhånden nå frem til en passende afgørelse. Og det viser sig her at det afgørende kriterium aldrig er et ydre bud om en ganske bestemt adfærd, men et bredt, indre krav om overvægt af det gode i livet. Kun opfyldelsen af denne forpligtelse vil i det lange løb opretholde individets indre konsistens. Der er aldrig nogen redning i at lytte til ydre autoriteter. Individet er nødt til at lytte sig frem til den formålstjenlige vej - med al den usikkerhed der ligger i en sådan lytten.

Denne etik hedder naturligvis konsistensetikken og er den eneste der formår at komme fri af såvel autoritetsstyringen, herunder den der ligger i al lovreligion og autoritetstro og som går igen i de politiske ideologier af verdsligt tilsnit, som moralismen der griber de selvretfærdige og retter sig mod alle andre.

Skal man forstå dette nærmere er man naturligvis nødt til at bevæge sig ned i de dybdepsykologiske mekanismer der finder sted og benytte nogle passende begreber til at få styr på dem - jævnfør hovedartiklen. I nærværende essay skal fokuseres på det allerede nævnte forhold at alle mennesker på jorden er fælles om ønsket om overvægt at det gode i livet. Og det betyder jo for det første at det ikke er ligegyldigt om man vokser op i et autoritært system med indoktrinering af alle værdier og sandheder eller i et sekulært demokrati der stimulerer den personlige tilegnelse af alle værdier, og det betyder for det andet at når ønsket er fælles for alle mennesker på jorden, uanset køn, race og ideologi, så er det meningsløst og inkonsekvent at regne andre mennesker, andre racer, andre kulturer for primitive og dumme - endsige betragte dem som onde og farlige at omgås. Skellet mellem godt og ondt er ikke forsvundet, det er tværtimod fundamentalt, men det er sat ind i et langt større perspektiv end det ideologiske.


Hvis vi på denne baggrund vender tilbage til den ukrainske tragedie, vil det blive let at forstå at den rene fordømmelse af Putin ingen vegne fører, men at det til gengæld bliver muligt at åbne for en udvej der kan give håb, nemlig den antydede vej der på langt sigt vil kunne genoprette et for alle parter rimeligt og fornuftigt forhold til Rusland. Den vil bestemt hverken blive let for moralisterne eller ideologerne der holder sig til den absolutte sandhed og den absolutte retfærdighed. For den kræver et direkte opgør med alle absolutte sandheder, så man kan komme i ægte dialog med og respektere anderledes tænkende, også dem der handler ud fra andre mål og motiver end ens egne.

Det betyder ikke at man godkender hvad de måtte foretage sig, men at man nærmer sig muligheden for gensidig påvirkning. Og dette udelukker igen ikke at man eventuelt må konstatere at dialogen ikke lykkes altid. Men det udelukker at man fuldstændigt afskriver den. Helt aktuelt skal man altså ikke på forhånd blankt afvise at det overhovedet skulle være til nogen nytte at Macron og Scholz bliver ved med at tage telefonen til Putin. For man kan ikke afvise at der på et eller andet tidspunkt vil vise sig en åbning. Det må man tværtimod blive ved med at håbe. Selvom alt tyder på at hverken Macron eller Scholz har Angela Merkels evner for dybere kontakt med Putin.

For Merkels vedkommende lå disse evner i religiøse erfaringer, og her kunne det spille det ind at Putin også har sådanne, selvom man måske ikke skulle tro det. Men han tilhører faktisk den russisk-ortodokse kirke - og det vil sige at diktatoren og machomanden faktisk har et eller andet forhold til en instans der er højere end ham selv. Og dette er vigtigt af lige præcis den grund at det samme gælder størstedelen af den almindelige russiske befolkning.

Denne størrelse, det russiske folk, skal man ikke glemme. For det er som alle andre folk i besiddelse af et medfødt, men for de fleste ganske ubevidst ønske om overvægt af det gode. Og derfor skal man - uanset den russiske befolknings opdragelse og indoktrinering i et diktatorisk system - aldrig se bort fra noget dybere i den russiske sjæl, ej heller se bort fra at de ønsker fred og åndsfrihed, ganske som alle andre mennesker på jorden. De er af samme religiøse tro som ukrainerne, og begge folk er rundet af en kristendom der både rummer en frygtindgydende tendens til magt gennem et system af dogmer (der stammer fra et kirkemåde i året 325) og samtidigt en tro på barmhjertighed og tilgivelse som stammer fra en lægmand uden magtbegær der levede for to tusinde år siden.



Det er karakteristisk for kulturudviklingen i Europa at den romersk-katolske, den græsk-katolske, den russisk-katolske og den protestantiske kirke alle støt og roligt har mistet terræn som følge af naturvidenskabens og biologiens (særligt darwinismens) indflydelse og endnu senere den bredere sekulariserings indflydelse. Dogmerne og autoritetstroen var for snævre og kunne ikke klare sig mod en friere og mere åben tænkning. Det er rent ud forbløffende hvad der på vore vestlige breddegrader er sket bare på de sidste 50 år i retning af frigørelse fra gamle europæiske kirkesystemer der slet ikke forstod hvad der foregik, og som heller ikke blev erstattet af en humanistisk tænkning der forstod hvad der foregik.

Men et eller andet har overlevet både den forstokkede kirke, den forvirrede humaniora og den helt forfejlede ateisme, nemlig en folketro der har bevaret følingen med den store virkelighed der omfatter både det irrationelle og det rationelle og som ikke alene klarer sig igennem på lykke og fromme, men på den dybe medfødte fornemmelse for overvægten af det gode i livet.

Ingen magthavere, ingen politikere, ingen teologer eller præster, og ingen redaktører eller medieeksperter forstår det. Den konservative højrefløj og den revolutionære venstrefløj fatter det heller ikke; de mangler begge realitetssans. Men neden under alle dogmatiske stridigheder, alle teoretiske spekulationer og alle æstetiske påfund i det moderne samfund findes der stadig et folk der passer deres arbejde, deres børn og gamle, deres huse og haver og som foretrækker lov og orden frem for lovløshed og anarki, som først og fremmest gør tilværelsen til noget hjemligt og instinktivt modarbejder alle forsøg på bevidst og ubevidst fremmedgørelse.

De er med andre ord båret af en enorm åndskraft som ingen hverken kan definere eller kontrollere. Her ligger håbet for fremtiden - også for russere og ukrainere og vesterlændinge.



Post Scriptum



Jernesalt takker af efter 20 år    
Til toppen  Næste

Allerførst må jeg lige nævne at jeg ikke når at tage stilling til resultatet af folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Det er i mine øjne også en ligegyldig afstemning. Jeg når ej heller at tage stilling til minkkommissionens kommende konklusion om regeringens nedlukning af hele mink-erhvervet. Men jeg har allerede skrevet udførligt om denne sag og visse personers påfaldende adfærd, og jeg gætter på at Mette Frederiksen slipper for en rigsretssag - og følgelig herefter kan udskrive valg engang i efteråret. Det ville uanset resultatet for de enkelte partier være en god ting, da der efterhånden er kommet alt for mange løsgængere i folketinget.

Jernesalt blev startet fordi jeg i 2002 ønskede at kommentere såvel aktuelle begivenheder som almene filosofiske, psykologiske, kunstneriske og politiske problemer - efter at jeg i otte gode efterlønsår havde haft tid til og mulighed for at samle resultatet af årtiers frie og tværfaglige studier ud fra et stærkt ønske om at få et godt overblik over dem på tværs af de gængse meninger og de snævre akademiske grænser og synsvinkler.

11. september 2001 og dermed terrorismen og kampen imod den blev længe et helt naturligt hovedtema. Det samme gjorde finansboblen i 2008-09, klimaforureningen og covid19-pandemien i 2019. Men jeg mistede aldrig interessen for den hjemlige andedams politiske og kulturelle debatter. Jeg kan endda siges at være blevet yderst bevidst om deres ufuldkommenhed gennem det store ungdomsoprør i 1968, som udartede i alt for snæver marxisme. Det blev allerede dengang klart for mig at der manglede dybde i oplysningen.

Så det virkeligt glædelige for mig blev faktisk 'Murens fald' i 1989, Polens overgang til friheden og Sovjetunionens definitive kollaps i 1991 Det var for mig den virkeligt opmuntrende omvæltning i Europa, som dog ikke blev fulgt op af en ønskelig ændring i tankegangen eller åndslivet - hverken i øst eller vest.

Og derfor kom den 24. februar 2022 med Ukraine-konflikten til at stå i særklasse. Den blev ikke alene et brud på det håb der i 1989-91 knyttede sig til Murens fald og Sovjets kollaps. Den vakte hos mange nye tanker der desværre hurtigt viste sig at blive repetition af forældede holdninger, men den kan endnu nå at blive et virkeligt tidehverv. Det sker kun hvis den bliver et dybt wake-up call der stiller spørgsmålstegn ved den gængse fortolkning af selve de europæiske grundværdier, ikke mindst den bastante tro på fremskridtet der er fatal ved ensidigt at sætte lid til naturvidenskaben, teknologien og forbruget og dermed sætte åndslivet i anden række - alt det afgørende som marxisterne nedvurderende kaldte en overbygning på basis.



Linjen i Jernesalts udvikling har været nogenlunde klar fra starten, fordi mine grundsynspunkter var dannet meget tidligt i min ungdom ud fra beskæftigelsen med mine helt centrale inspiratorer som religionshistorikeren Vilh. Grønbech, kvantemekanikeren Niels Bohr, biologen Konrad Lorenz, psykiateren Erling Jacobsen og humoristen Storm P.. Jeg fik dyb forståelse for det synspunkt at religion dybest set ikke har det fjerneste med dogmer at gøre, men tværtimod er umiddelbar føling med virkeligheden og derfor må ses som et emergent fænomen i biologien. Jeg forstod at virkeligheden omfatter både hele den ydre, sanselige verden og hele den indre, intuitive verden, og at der er så principielt afgørende forskel mellem disse verdener at vore beskrivelser af dem aldrig kan forenes i et logisk system, men kun kan indgå i en fælles sprog- og begrebsramme ved hjælp af Bohrs komplementaritetssynspunkt.

Jeg forstod også at vi er afhængige af dagligsproget, fordi det kun er dette der omfatter både den rationelle og den irrationelle side af tilværelsen, hvilket vil sige både de sider der kan beskrives logisk, entydigt og præcis og de sider der må beskrives vagt, ulogisk og underfundigt med brug af både humor, ånd og musikalitet. Og jeg forstod endeligt også at tilværelsen ikke er en deterministisk affære der følger rent deterministiske årsagslove, men tværtimod er en vedvarende eksistentiel tilblivelse mod sandsynligheden eller entropien. Livet er møde og håb med overraskende resultater af både fortryllende og tragisk karakter. Men det er for det enkelte individ og for samfundet forankret i en grunderfaring af helhed og mening som vi alle har med fra spædbarnsalderen.

Krig og strid har været en del af kulturhistorien lige fra de første menneskers brodermord og jalousidrab. Den demokratiske samfundsmodel har muliggjort at vi nogenlunde kan håndtere de alvorlige psykiske problemer, men modsætningen mellem demokrati og diktatur vil bestå. Og den største fare for menneskeheden er den stadige tilvækst i verdensbefolkningen der er sket over mange århundrede, men som de sidste hundrede år er sket med en sådan hast at det har bevirket en katastrofal klimaforurening. Jordkloden kan ikke bære denne katstrofe, medmindre der skrides effektivt ind inden for få år - og dette lægger den aktuelle Ukraine-konflikt desværre alvorlige hindringer for. Den konflikt må og skal løses hurtigst muligt.



Originaliteten i min komplementære helhedsrealisme ligger i sammenkædningen af eksistensfilosofiske opfattelser der reelt er logisk uforenelige og derfor kun kan løses med komplementaritetssynspunktet. Dette har jeg gennemført - og det vil bl.a. sige at jeg har bøjet humanisten Vilh. Grønbechs og naturvidenskabsmanden Niels Bohrs synspunkter mod hinanden, og det er der mig bekendt ingen andre der har gjort med held. De to store skikkelser i dansk forskning var samtidige, og de var i lejlighedsvis dialog med hinanden, men de forstod dybest set ikke hinandens største erkendelser. Dette har for mit eget vedkommende også kun været muligt gennem Erling Jacobsens forståelse af at menneskets dybeste livserfaring kommer helt fra spædbarnsstadiet, men at menneskets sunde fornuft forudsætter at vi lærer at kende forskellen mellem de medfødte psykiske grundprocesser og de tillærte. - Jævnfør iøvrigt henvisninger under rubrikken Redaktion.

Det skal i denne forbindelse nævnes at forudsætningen for helhedssynet og helhedsfilosofien er evnen til at se helheden i - og sammenhængen bag - den store og vide, ydre verden på den ene side og den rige, indre verden på den anden side - begge myldrende fulde af detaljer. Og dette tror jeg kun er muligt hvis man gennem årene optræner en speciel opmærksomhed om problemet. Det kommer i hvert fald ikke alene ved hjælp logiske slutninger, der skal en irrationel synsinstans ind i billedet. Der er her tale om det Storm P. med et herligt udtryk kaldte for 'sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke'. Og sådanne input fra det kollektivt ubevidste skal man være åbne for.

Jeg undlader ikke til sidst at takke mine læsere for interessen. Jeg har kunnet glæde mig over at have hørt fra mange, der har fået udbytte af Jernesalt. Og da jeg fortsat tror at der er hårdt brug for en tværfaglig forståelse for hvor vigtigt det er at have tilgang til alle sider af både samfundslivet og det uafhængige åndsliv, vil jeg sørge for at hjemmesiden forbliver på nettet i nogle år.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Ukraines og Europas tragedie fortsætter  (31.3.22.)
Ukraines egentlige tragedie  (19.3.22.)
Ukraine i skæbnens sværeste dilemma om liv eller død  (11.3.22.)
Når blinde leder blinde, går det galt - også i Europa  (5.3.22.)
Ukraine mellem Rusland og Nato  (25.2.22.)
Rusland, Østeuropa og Vesten  (22.1.22.)
Udfordringen for Tysklands nye kansler kræver langt mere end pragmatisme  (23.12.21.)
Alvoren i menneskets eksistens spidser til  (12.12.21.)

Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)
Russerne er dumme (Zakejev-sagen)  (30.10.02.)
Putin: Folkeret og retfærdighed i politik  (13.9.13.)
Putin, Vladimir, fortsætter som zar i Rusland  (6.3.12.)
Putin, Vladimir, russisk præsident ( Zakajev-sagen)



Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål  (7.9.14.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)

Jubilæum for Murens Fald i 1989  (9.11.14.)
Murens Fald 1989  (9.11.09.) Krig om koldkrigsforskningen  (18.1.07.)
Stalinismens fascination  (10.3.03.)



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
Jes Bertelsens etik  (Bertelsens opfattelse af forholdet mellem etisk teori og etisk praksis)
'Jeget' og 'Selvet' i analytisk psykologi
Hvem er min næste?  (15.1.06.)
Selvrealiseringens idé og psykologi   (18.3.06.)
At være hjemme i verden og ikke fremmedgjort  (13.2.22.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech   (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Den tredje vej til religionsanskuelse
Den tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)



Om Jernesalt specielt:

Kort biografi
Personlig filosofi i kort form
Inspiratorer og forudsætninger
Aksiomer
Afmagtspostulater

Programerklæring af 2.6.02.
Idégrundlaget (idè, baggrund og økonomi)
At læse Jernesalt  (6.12.06.)
Eftertankens væsen og mening  (6.4.12.)



Artikler om Etik
Artikler om Religion
Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal