|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.2.22.Ukraine mellem Rusland og NatoMandag aften kom den længe ventede beslutning fra Vladimir Putins side om russisk anerkendelse af de to østukrainske provinser Luhansk og Donetsk som selvstændige republikker. Det skete i en længere tv-tale, der blev sendt efter at det russiske sikkershedsråd på et møde havde anbefalet anerkendelsen, og talen blev afsluttet med Putins underskrivelse af de nødvendige dekreter. Alt iscenesat og timet præcist for at understrege præsidentens selvopfattelse som suveræn storrussisk 'zar'. Putin finder det ikke længere nødvendigt at lytte til kritik fra USA, Tyskland, Frankrig, EU og Nato, men dog at orientere den franske præsident og den tyske kansler som han lige har haft møder med, og han mener åbenbart heller ikke at skulle tage ringeste hensyn til den svage ukrainske præsident Selenskij (eller Zelenskij) der nu står tilbage som en frustreret leder af et splittet land uden håb om militær assistance fra Vesten. Beslutningen blev straks fordømt af alle vestlige ledere som overtrædelse af folkeretten og en krænkelse af Ukraines suverænitet. Den tyske kansler Scholz sagde også omgående stop for ratificeringen af Nord-Stream2-aftalen om gaslevering gennem det store gasledningssystem i Østersøen som blev færdigt i efteråret, men Tyskland vil fortsat modtage gasleverancer fra Rusland på det gamle system. EUs udenrigsministre mødtes tirsdag for både at fordømme den russiske beslutning og vedtage optimale økonomiske sanktioner mod Rusland. Men dem havde den selvsikre Putin udtrykkeligt taget højde for. Og FN's sikkerhedsråd er ikke i stand til at vedtage en fordømmende resolution, da Rusland konsekvent vil udnytte sin vetoret. Det springende punkt er egentlig ikke hvor store militære styrker russerne nu vil sætte ind for at 'beskytte' den overvejende russiske befolkning i de to provinser, hvis ledere i længere tid har anklaget den ukrainske regering for offensive krigshandlinger mod sig, men derimod om han vil gøre alvor af at indlemme ikke blot de dele af provinserne som hans tilhængere, de russiske separatister, i forvejen har sikret sig kontrollen over, men også dele de ikke kontrollerer og som den ukrainske regering hidtil har haft kontrollen over. De nævnte anklager mod styret i Kijev har udelukkende haft til formål at give Putin et bekvemt påskud til at komme sine landsmænd til hjælp. Den ukrainske regering har derimod hele tiden været meget påpasselig med at undgå provokationer. Den har til det sidste håbet på at forhandlingsvejen kunne sikre landets forbliven som suveræn stat, men den ukrainske udenrigsminister Kuleba har dog på et møde forleden med EU's udenrigsministre bedt om iværksættelse af i det mindste nogle sanktioner for at fortælle russerne at man mener det alvorligt med kritikken af Putins fremfærd. Men det blev simpelthen afslået af EU. Sanktionerne vil komme nu, efter at Putin har indlemmet sin del af Ukraine. Men dette skete vel at mærke mandag-tirsdag uden den massive invasion som Biden flere dage i træk beskyldte Putin for at have planlagt, og som de massive militærøvelser nær grænsen til Ukraine også har kunnet tyde på. Denne invasion kom først torsdag. Men Biden og Nato undervurderer Putins evne til at udføre sin planer om grænseflytning uden straks at sætte så store militærstyrker ind at det vil kunne udløse en decideret krigserklæring fra Natos side. Putins strategi er med rette blevet kaldt bevidst tvetydig - og Vesten forstår det egentlig ikke. Hvis Putin spiller skak, spiller Vesten dam, som Ole Wæver ironisk har sagt for at påpege misforholdet i både viljestyrke og militær styrke, men Putin er slet ikke skakspiller, men - som en anden kommentator har sagt - judokæmper, dvs han kæmper ikke med hjernen, men med kroppen og såkaldte kasteteknikker, men dette er jo mildest talt også en underdrivelse. Manden spiller slet ikke efter nogen som helst regler, og han har de facto nu igen sat militæret ind for at nå sine mål, som han gjorde i 2014 i Krim. Men nøgternt set må det foreløbigt konstateres, at Vesten tyer til sanktioner, der også vil ramme den russiske elite af rigmænd og 'oligarker' omkring Putin, og betegner yderligere forhandlinger som nytteløse, mens Putin uden at blinke med øjnene påstår at forhandlingsvejen stadig er åben. Dermed mener han reelt blot at han er åben for ukrainske og andre vestlige indrømmelser. Men uanset at det er nytteløst at forhandle med Putin, fordi han nu engang er et lukket og kynisk magtmenneske som intet frit, åbent og demokratisk indstillet menneske kommer ind på livet af sådan som det var muligt i Gorbatjovs tilfælde, så gælder det fortsat at man i vurdering af Rusland må forstå de folkelige kræfter i landet, herunder forstå, hvad Leif Davidsen for nylig har påpeget, at mange almindelige russere ikke opfatter Ukraine som et land der har ret til at være sig selv. Dette har sine historiske grunde, men skyldes jo i høj grad også systematisk og langvarig misinformation fra Putins side. Putin kan med andre ord regne med opbakning fra sine egne hvad angår ledetråden i den aktuelle konflikt: han er inderligt imod enhver opsplitning af sit store rige. Der er i den forstand logik i hans politik. Hertil kommer at han også har opbakning fra Kina, hvad der blev bekræftet med mødet mellem ham og den kinesiske præsident ved vinterolympiaden i Beijing. Kina selv overtog Hongkong mod aftalte regler, og Kina drømmer også om at overtage Taiwan. Ikke desto mindre må det fastslås at der ikke var hold i lektor Peter Viggo Jacobsen påstand for en uge siden om at der ikke foreligger grund til yderligere krig for Putin, medmindre Ukraine griber til våben for at tilbageerobre tabt land. Det troede han nemlig ikke ville ske, eftersom magtbalancen ikke er til Ukraines fordel. Men sagen er at Putin vil gennemføre sin velovervejede plan og give Ukraine hele skylden for nødvendigheden af indgreb for fredens skyld. Såvel USA som Nato har tilkendegivet at de trods alle advarsler til Rusland afstår fra at gribe militært ind for at beskytte et land der ikke er medlem af Nato. Alle kan se at militær indsats fra Nato ville føre til storkrig i Europa. USA og dets allierede i EU vil nøjes med virkeligt hårde sanktioner mod Rusland, selvom sådanne i vid udstrækning rammer de europæiske landes eksport til Rusland. Det er og bliver Ukraine der står tilbage som den store taber, og det skyldes primært at landet i årevis har leget alt for meget med den idé om medlemsskab af Nato, som har været den helt store anstødssten for den præsident Putin der er opvokset og oplært i Sovjetsystemet og aldrig har forladt sine gamle forestillinger om Rusland som stormagt. Han refererede i sin tale i mandags udtrykkeligt til Lenins inddragelse af Ukraine i Sovjetunionen - og fortav den systemastiske udryddelse af de ukrainske storbønder - kulakkerne - som Stalin kynisk udførte i 1920'erne og 1930'erne og som bevirkede ekstrem hungersnød i det ellers landbrugsrige land.Det er vigtigt ved vurderingen af den aktuelle tragedie at have Ukraines historie in mente. Under den tyske besættelse i 1941 mistede sovjetrepublikken Ukraine en sjettedel af sin befolkning. Der blev udøvet massemord på jøder, polakker og sovjetiske krigsfanger. Mere end to millioner ukrainere blev deporteret til Tyskland som arbejdere fra øst. Ialt krævede 2. verdenskrig omkring fire millioner civile liv i Ukraine, herunder omkring halvanden million jødiske ukrainere. Næsten hele den jødiske befolkning i landet blev udslettet. Landsbyer og byer blev ødelagt ved hjælp af den brændte jords taktik, først af den røde hær og derefter af de tyske besættere, da de trak sig tilbage. Der var omkring ti millioner hjemløse i Ukraine i 1945. Efter 2. verdenskrig blev Ukraine en af de største og mest velstående Socialistiske Sovjetrepublikker. Under generalsekretær Khrusjtjovs regeringstid (tidligere førstesekretær i Ukraine), blev Krim-halvøen overført fra den russiske sovjetrepublik til den ukrainske. Etniske russere udgjorde flertallet på Krim og ved opløsningen af Sovjetunionen i 1991 krævede de selvstyre eller forening med Rusland. Efterkrigstiden i Ukraine var præget af genopbygning og stærk industrialisering samt hurtig befolkningstilvækst. Befolkningen i den ukrainske sovjetrepoblik steg fra omkring 36,5 millioner i 1950 til 51,7 millioner i 1989. I forbindelse med Sovjetunionens opløsning opnåede Ukraine sin statsuafhængighed i december 1991 efter en folkeafstemning med 90,3 % godkendelse. Siden søgte Ukraine sin nationale identitet og internationale rolle gennem både en vestlig orientering (integration i Den Europæiske Union) og en østlig orientering, det vil sige en politisk orientering mod Rusland. Ukraine led dog under alvorlige økonomiske og demografiske problemer. Befolkningstallet faldt med mere end 6,25 millioner mennesker. Og landet var ikke i stand til at opnå det økonomiske præstationsniveau, som det nød under Sovjetunionen. Ukraines bruttonationalprodukt nåede i 2012 kun 69,3 % af 1990-værdien. Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender. Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande (Fællesskabet af Uafhængige Stater), og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000’erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. Præsident Viktor Janukovitj (2010-14) mente, at det daværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt, og modsatte sig et ukrainsk medlemskab af NATO, som oppositionen ønskede. 2013 suspenderede Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for 'Euromajdan'. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i 'Den Ukrainske Revolution', der førte til, at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. De ukrainske demonstrationer i vinteren 2014 førte også til at Rusland den 18. marts annekterede Krim-halvøen efter at have indsat militære styrker. EU-landene og USA iværksatte flere sanktioner rettet mod russiske magtpersoner og økonomi. Men Ukraine indgik 1. januar 2016 en frihandelsaftale med EU. Og dette glemte Putin ikke. Putin tænker som sagt i imperialistiske baner. Putin vil sikre Rusland som stormagt, og har nu annekteret to provinser af Ukraine og invaderet Ukraine på tre fronter, herunder fra Belarus gået direkte mod Kijev, men det er endnu uvist om han har planer om at udvide sit imperium udover de gamle, for ham afgørende sovjetiske grænser. Han vil derimod med alle midler sikre dette område. Og han er og bliver selv et 100 procents magtmenneske, kynisk, iskold og kalkulerende. Faktisk går en hel del af de nævnte problemer dog helt tilbage til afslutningen af 1. verdenskrig, fordi det var her at den amerikanske præsident Woodrow Wilson i en tale til kongressen foreslog selvbestemmelse og suverænitet som mål for en ny fredsordning. Denne skulle ikke blot sætte punktum for den daværende og rystende verdenskrig, men for al krig. Han opstillede Fjorten Punkter for Fred, hvoraf otte drejer sig om rømning af de besatte områder. Det sjette fastslog ordrigt og specifikt, at "hele det russiske område skal rømmes, og der skal tilvejebringes sådan en løsning af alle spørgsmål, der angår Rusland, at det [området] kan få sikkerhed for den bedste og frieste kooperation med de andre nationer i verden ved at skaffe det en uhindret og utvungen lejlighed til uafhængigt at bestemme over sin egen politiske udvikling og nationale politik og sikre det en oprigtig og velment modtagelse i de frie nationers samfund under dets selvvalgte institutioner". - Wilsons punkter indgik ikke fuldt ud i den endelige fredsordning, men grunden var ikke destomindre blevet lagt til de komplekse national-fascistiske krige der blev den umiddelbare følge af freden - og som blev fatale for Europas videre skæbne. Rusland har i dag - som påpeget af lektor Gorm Harste - ingen interesse i på ny at "traumatisere sig med ukrainske krige". Ruslands strategiske skakspil består snarere i at markere at Ukraines uklare autonomi ikke må føre til en fortsat opsplitning af det enorme russiske rige, og helt specifikt at Rusland vil have sikkerhed for at Nato ikke bliver stærkere end hvad Rusland i givet fald kan klare inden for sin interessesfære, inklusive Ukraine. Man skal efter Harstes mening forstå Ruslands sikkerhedspolitik som bygget op over en paranoid angst for hvad der kunne komme, altså hvad der hypotetisk kunne ske. Det ulykkelige og udslaggivende heri er naturligvis Putins paranoia. Man ved at han har holdt sig meget isoleret i Kreml under coronaen, men spekulerer også på om han iøvrigt skulle have forandret sig mentalt til det værre i de sidste år. Givet er i hvert fald at han ikke længere er til at forhandle med. Han rokker sig aldrig så meget som en tøddel. Vi kommer i den aktuelle konflikt dog ikke uden om at se noget problematisk i Vestens alt for dogmatiske opfattelse af landenes suverænitet og uafhængighed. Brest-Litovsk freden fra 3.3.18. var en aftale mellem det bolsjevikiske styre i Rusland og Centralmagterne og kom i stand fordi Lenin (modsat Trotskij) insisterede på at slutte fred uanset prisen, fordi han måtte bruge alle kræfter på at fuldbyrde revolutionen i 1917 inden for Ruslands grænser. Det betød at han måtte sluge den betingelse at Rusland måtte afstå Ukraine, Finland, Baltikum, det østlige Polen, det vestlige Hviderusland og dele af Kaukasusområdet. Men dog at han 11. november 1918 fik foræret aftalens ophævelse gennem våbenhvilen mellem Tyskland og Vestmagterne. Fredskonferencen i Paris 1919-20 havde udover indførelse af mandatsystemet (for Mellemøsten) som hovedresultat oprettelsen af Folkeforbundet og nytegningen af Europakortet. - Folkeforbundet blev oprettet med det formål at sikre politisk uafhængighed og territorial integritet for både store og små lande ud fra grundprincippet om kollektiv sikkerhed (formuleret af Wilson). Men aftalen kunne ikke dæmme op for de autoritære systemers fremmarch i Tyskland, Italien, Sovjetunionen eller Japan. Organisationen blev end ikke godkendt af USA's senat. Til gengæld gik Sovjetunionen med i 1934, altså på det tidspunkt hvor Stalin var i fuld gang med at konsolidere sin magt ved udrensning af alle rivaler. - Nytegningen af Europakortet var først og fremmest baseret på det nye nationalitetsprincip (ligesom nytegningen af kortet over Mellemøsten). Fredstraktatens udformning blev helt og holdent bestemt af sejrherrerne USA, Frankrig og Storbrittanien. De besejrede centralmagter (Tyskland, Østrig-Ungarn) blev ikke inviteret med til forhandlingerne. Og fredsbetingelserne blev ikke blot præget af traditionel stormagtspolitik og Wilsons Fjorten Punkter, men også af decideret hævntørst i form af vanvittige krav til Tyskland om krigsskadeserstatninger. Dette krav skabte sikker grobund for nazismens opståen i Tyskland. Men det nye nationalitetsprincip betød navnlig at det internationale samfunds grundliggende struktur blev yderst decentral, hvad der igen ville sige at de statslige magtapparater ikke blot skulle eksistere side om side, men også at de reelt kom til skinsygt at vogte over deres egen suverænitet og ikke tålte nogen indblanding udefra. Princippet om decentraliseringen blev med andre ord i praksis forvredet af denne trang til skinsyg fokusering på suveræniteten. Det ramte først og fremmest Rusland hårdt, og det er præcis dette Vladimir Putin mere end hundrede år efter dets ophøjelse med alle midler forsøger at gøre op med. Det kan man kalde skørt eller paranoidt, men ikke fuldstændigt uden ræson, for Rusland er ikke et demokratisk land og har siden revolutionen i 1917 faktisk kun kunnet håbe på at blive demokratisk i den ganske korte periode efter murens fald hvor Mikhail Gorbatjof var præsident og med sine visioner om glasnost og perestrojka (åbenhed og forandring) forsøgte at omforme systemet. Det lykkedes ikke, fordi Gorbatjov da det kom til stykket var for konservativ, men det førte trods alt til mere pluralisme og øget modstand, ja et kupforsøg. Men det endte med at den fordrukne Boris Jeltsin med et overlegent pennestrøg og for åbne tv-skærme opløste Sovjetunionen og dermed satte Gorbatjov og Sjevardnase samt alle forhåbninger om åndsfrihed og demokrati ud af spillet. Dermed blev der i realiteten også banet vej for det rene og centralistisk indstillede magtmenneske Vladimir Putin. Vesten kan på den baggrund naturligvis ikke forvente at den nuværende præsident Putin som er gennemsyret af det gamle forstokkede sovjetsystem skulle være det mindste lydhør over for krav om at respektere suveræniteten for et land som Ukraine som ydre, teoretisk indstillede og i hans øjne ondsindede kræfter havde berøvet det russiske storrige ved en fredsaftale Rusland ikke selv var med i. Vesten kunne alene håbe på ved nutidens forhandlinger med Putin at sikre Ukraines suverænitet ved egen accept af landets neutralitet, der ligesom fx Finlands neutralitet kunne ses som en 'betinget suverænitet'. Det forstår USA, EU og Nato imidlertid ikke. Vesten opfatter de demokratiske værdier som entydige og dogmatiske, og Vesten definerer det som sin opgave i verden at eksportere demokratiske værdier til andre lande, pukke ustandseligt på menneskerettighederne og udtrykke stærke moralske fordømmelser mod anderledes tænkende. Man har intet lært af nederlagene i Mellemøsten. Og Vesten er desuden efter Murens Fald både inden for Nato og EU blevet mere og mere centralistisk indstillet. Det har givet et enorm bureaukrati i begge organisationer, og det har først og fremmest medført en ensretning der har givet problemer for Danmark (forbeholdene om militære missioner, fælles mønt og overstatslig retspolitik) og for østlande som Polen og Ungarn der tænker i andre baner. Og nu har det på få dage vist sig, at det passer både Natos generalsekretær og EU-kommissionens formand særdeles godt at krisen med Putin pludselig giver stor opbakning til yderligere centralisering og forøgelse af budgetterne. Og den socialdemokratiske regering her i landet synes også ganske tilfreds med en ny konflikt der kan samle partierne. Natos store fejl efter Murens Fald har lige præcist været at flytte Stalins gamle Jerntæppe længere og længere øst på i stedet for at få det definitivt lagt i jorden og til gengæld arbejdet systematisk for udvikling af et bedre og bedre forhold til Rusland begrundet i såvel respekten for gammel russisk kultur som i respekten for de ønsker om frihed og demokrati der er stærke i landet - som iøvrigt overalt i verden. Disse ønsker er nemlig universelle, ikke fordi de er vedtaget som juridiske rettigheder, men fordi de ligger i alle menneskers psyke. Men ved ensidigt og virkningsløst at fordømme Putin i stærkt moralistiske vendinger svigter Vesten reelt de demokratiske bevægelser i Rusland. Vesten forstår overhovedet ikke at opgaven kunne være at byde på det sande alternativ til såvel rent diktatur som ren kapitalistisk konkurrencestat der ligger i konsistentikkens krav om at såvel menneskene som samfundene i alle kulturer for deres indre konsistens' skyld skal sørge for overvægt af det gode, varme og kærlige i livet. Det er først og fremmest her at demokratiet er diktaturet langt overlegent. Vesten skal ikke primært forsvare demokratiet med militære midler, men tværtimod forsvare den demokratiske frihed ved at lade denne blomstre inden for eget ansvarsområde, og derfor også sørge for at svække den galopperende konkurrencementaliteten i samme område, herunder fx boykotte internationale sportsarrangementer som Olympiader og Verdensmesterskaber generelt. Vesteuropa må i alle henseender se i øjnene at det adskiller sig mere og mere fra et USA der i dag er dybere splittet af konkurrence og magtkamp end det nogensinde har været tidligere og faktisk i vid udstrækning ødelagt af tanken om at gøre USA 'great again'. Politik er hverken videnskab eller ren magtkamp, men en vedvarende eksistentiel tilblivelse imod entropiens sandsynlighed, og derfor må politik aldrig gå imod det etiske krav om indre konsistens. Det gør Putins politik på det groveste, men det bør vestlig politik holde sig langt væk fra. Ejvind Riisgård Relevante artikler på Jernesalt: Rusland, Østeuropa og Vesten (22.1.22.) Mordet på Boris Nemtzov bekræfter at Putins regime er låst fast (5.3.15.) Politisk status I - Europa (7.3.14.) Putin fortsætter som reel zar i Rusland (6.3.12.) Russerne er dumme (Zakejev-sagen) (30.10.02.) Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål (7.9.14.) NATO under fortsat forandring med nyt koncept (24.11.10.) Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik (4.4.09.) Afghanistan, Danmark og Nato (5.12.07.) Jubilæum for Murens Fald i 1989 (9.11.14.) Murens Fald 1989 (9.11.09.) Konsistens-etikken eller Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens Artikler om EU og Europa Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |